Kategoriarkiv: C

392 – Creedence Clearwater Revival – Willy and the Poor Boys (1969)

Udgivet den af
Svar

John Fogerty er navnet på den virkelig charmerende frontfigur for det utrolig folkekære rockband Creedence Clearwater Revival. Det var en særdeles aktiv gruppe, og mellem 1968 og 1970 udgav de hele 6 plader, og halvdelen af disse kom i 1969. Et af disse tre albums er Willy and the Poor Boys, og på den finder man noget sandt guld. De åbner endda med en af verdens mest fængende, sjove, lystige sange, nemlig Down on the Corner. Det er en fuldkommen perfekt sang. Dens landlige stemning og historien om de fattige drenge, der beslutter sig for at gøre livet lidt sjovere med noget musik på gaden, er virkelig gribende. Det næste nummer, It Came Out of the Sky, er også virkelig sjovt og landligt, men melodisk er den stadig ganske forskellig fra åbningsnummeret. Der er mere vægt på guitaren, og blues virker som en rimelig vigtig inspiration. Efter denne kommer en country-rock-udgave af Leadbellys Cotton Fields. Nu er jeg ikke rigtig den store country-fan, og det er ikke et af mine yndlingsnumre, men jeg kan stadig værdsætte deres charme, og da de ikke vedbliver denne stilart, irriterer det mig ikke.

Så får vi sørme et instrumentalt nummer. Det hedder Poorboy Shuffle, og det vigtigste instrument her er mundharpen, som er virkelig sjov og lystig. Det er nogenlunde sådan noget, jeg ville forestille mig hovedpersonerne fra Down on the Corner spille. Mod slutningen er der en smuk overgang til det næste nummer Feelin’ Blue, der er en fængende lille blues-inspireret sag. Tekstens følelser kommer ikke rigtig igennem på musikken, og det er selvfølgelig en smule irriterende, og det gør det ærlig talt ret svært at sætte sig ind i nummeret. Hvis melodien og instrumentationen ikke var så fortræffelig, ville det nok have været et decideret problem. Til gengæld er den voldsomt spidse Fortunate Son et vidunderligt nummer. Det er spillet godt og har en virkelig stærk tekst om fred og frihed. Melodien er skarp og velskrevet, og der er i det hele taget ikke rigtig noget skidt at sige om den. Don’t Look Now er også en rigtig god sang. Den er virkelig simpel, og Fogertys stemme er meget roligere end man er vant til, men den virker. Og selvom det ikke ligefrem er typisk Creedence, afviger den ikke latterligt meget fra albummets andre sange.

Da kommer et cover af den traditionelle sang The Midnight Special. Det er en virkelig simpel melodi, og sådan noget behandler Creedence jo rigtig godt. Sangen stammer fra amerikanske fængsler, og den handler dermed om noget, der er et gennemgående tema på dette album: At få noget godt ud af en situation, der ikke på overfladen er specielt god. Creedence lavede musik til folket, og man kan jo næsten ikke blive mere folkelig end en fængselssang. Det næstsidste nummer er instrumentalt, og her er John Fogertys guitar det mest fremtrædende. Det hedder Side O’ the Road, og lyden derpå meget blueset. Det er ret fedt, og Fogerty er uden tvivl en virkelig dygtig guitarist. Afslutningsnummeret hedder Effigy, og det er som pladens eneste nummer ikke spor lykkeligt. Det lyder af dommedag, og den slags musik har de lavet før, f.eks. ofte på deres foregående album, Green River. De kan deres kram, og nummeret runder rigtig flot albummet af. Hvis du kan lide rockklassikerne, er Willy and the Poor Boys nok noget for dig.

404 – The Clash – Sandinista! (1980)

Udgivet den af
Svar

The Clash er et af historiens største og bedste punkbands, og efter deres tredje og måske bedste plade, London Calling, der i øvrigt var et dobbeltalbum, var det svært for dem at overgå sig selv. London Calling havde rigtig høj variation mellem musikalske stilarter. Det prøvede de så at overgå et år efter med Sandinista!, der har så mange forskellige genrer på sig, at jeg ikke engang vil nævne eksempler på stående fod. Sandinista! var et trippelalbum, og med over to timers musik, får man mere end nok at bide i. Det giver dog sig selv, at de med så meget musik, ikke mestrede alle stilarter lige godt. Punknumre som Police on My Back fungerer naturligvis rigtig godt, og reggae-inspirerede rocknumre som Washington Bullets er også ret fede, for den slags musik lavede de også meget på London Calling. De prøver også en enkelt gang på gospel med den ganske humoristiske The Sound of the Sinners. Det er en meget sjov historie om en fyr, der har taget så mange stoffer, at han tror, han er Jesus.

Selvom jeg elsker pladens variation, kunne jeg nok have undværet deres mange dub-udgaver af tidligere sange. Dub er ikke just min yndlingsgenre, så det har måske noget at gøre det, men jeg kan stadig ikke se meget i disse sange, uanset hvordan jeg perspektiverer det. De er alt for langsomme, og der sker ikke rigtig noget. Det irriterer mig især, at blandt de sidste 5 sange på pladen, er 4 af dem dub-udgaver af andre Clash-sange. Undtagelsen her er Career Opportunities, der ligeledes er en alternativ udgave af en tidligere Clash-sang, men denne er langt fra dub. Det er derimod to meget unge drenge – højst 12 år, der synger den, og selvom de ikke har en tone i livet, har det en vis effekt, at så unge børn synger sangen, lidt som på Pink Floyds Another Brick in the Wall, Part 2. Det er dog ikke det eneste nummer, der ikke lyder spor af The Clash. Hitsville UK åbner med noget, der minder besynderligt meget om You Can’t Hurry Love af the Supremes, og det føles i det hele taget som en hyldest til Motown, hvilket er sært, for vi snakker om et af historiens største punkbands her. Frontvokalen er endda en kvinde ved navn Ellen Foley.

Når Sandinista! er bedst, er det et virvar af alle mulige forskellige stilarter. Når det er værst, er det et værre roderi af usammenhængende middelmådigheder. Sange som Ivan Meets G.I. Joe er ganske vist lige i deres vante territorium, men melodien er decideret svag. Deres forsøg på at inkorporere jazzmusik, If Music Could Talk, er også rimelig svagt skrevet. Vokalmelodien er okay, og saxofonen er faktisk ganske flot, men der er bare intet samspil mellem de to. Jeg ville virkelig ønske, at Joe Strummer bare kunne have holdt sin kæft i løbet af det nummer. Vokalen tilføjer virkelig ikke noget, og det eneste, jeg kan huske den for, er hvor irriterende, den er. Men det hele kommer nok meget an på individuel smag. De sange jeg hader, elsker du måske, og det samme gælder omvendt, men de prøver så meget forskelligt på denne plade, at de virkelig ikke kan tilfredsstille alle hele vejen igennem. Heller ikke jeg, men jeg elsker stadig virkelig dette album. Det er virkelig langt fra perfekt, men der sker så meget, at jeg bare er fascineret af det. Det er så sjovt og legesygt, at jeg ikke kan andet end at anbefale det. Sandinista! er en plade, der vil blive i din hukommelse længe, uanset hvad du så synes om den.

421 – Buddy Holly and the Crickets – The “Chirping” Crickets (1957)

Udgivet den af
Svar

Buddy Holly er et af de største ikoner i tidlig rock and roll-musik, og sammen med sit band, the Crickets, udgav han i 1957 sit første album. Det hed The “Chirping” Crickets og på dette finder man mange af Buddy Hollys mest berømte sange, heriblandt That’ll Be the Day, Not Fade Away og Oh Boy. Han starter ud med Oh Boy, og intet nummer ville virkelig kunne have startet et Buddy Holly-album bedre. Det er energisk, vildt og efter blot første gennemlytning sidder den godt fast i hovedet og efterlader et stort smil. Den ligeledes klassiske Not Fade Away følger lige efter, og det er igen et virkelig sjovt nummer. Man kan virkelig mærke, at Buddy Holly elsker at synge disse sange. De handler ganske vist alle sammen om kærlighed, men han lyder så oprigtig og lystig, at man bare begynder at elske ham tilbage. Hans charme er virkelig også det, der gør You’ve Got Love til sådan en god kærlighedssang, for selvom melodien ikke er ringe, ville sangen nok virke banal i hænderne på Frankie Valli eller Bruce Channel. Det samme kan nok siges om Maybe Baby, men den er dog noget kækkere i lyden, så den dur stadig.

Buddy Holly har jeg absolut ingen problemer med som forsanger, mens resten af the Crickets heller ikke forvolder mig nogen problemer med deres instrumentation. Det største problem i løbet af hele pladen er the Picks, der virkelig irriterer mig med deres personlighedsløse falsetter. På sølle tre numre medvirker de ikke, og selvom de ikke decideret ødelægger de ellers gode sange, er det dejligt, når de ikke er der. Det er ikke kun deres skyld, men jeg synes virkelig, It’s Too Late er et kedeligt, banalt nummer. Heldigvis er ingen af sangene på pladen længere end 2½ minut, så hvis du ikke kan lide et nummer, så er det heldigvis hurtigt overstået. Buddy Holly er uden tvivl bedst til det kække og lystige, og her kan jeg absolut sige, at Tell Me How Brillerer. Dog er den ikke nær så sjov og fængende som That’ll Be The Day, som jeg ville kalde hans allerbedste sang, og det er jeg ikke ene om. Hvis vi lige overser den i dag tragikomiske linje i omkvædet, der nævner dagen, han skal dø på, er dette en helt perfekt popsang. Det er en af de få sange uden the Picks på sig, og den er slet ikke til at stå for.

I’m Looking for Someone to Love er også rigtig sjov. Omkvædene er måske ret lange, hvilket er et problem, men man får nogle ret gode guitarsoloer mellem omkvæd og vers, så det opvejer lidt problemerne. Triste sange er ikke noget, Holly er specielt god til. Det viste han tidligere på It’s Too Late, og An Empty Cup (And a Broken Date) er faktisk værre. Den siger mig intet, og der er en alt for lang sektion, hvor kun the Picks synger. Send Me Some Loving er derimod et godt eksempel på, at han sagtens kan være sentimental. Det ødelægger ikke noget, at han er langsom, og ikke decideret spjætter af lykke. Dog er charmen på dette nummer ikke vildt langvarig, og det skulle nok ikke have været pladens længste nummer, selvom det jo så ikke siger så meget igen. Last Night kører meget i samme dur, og man kan godt blive lidt varm om hjertet, når man hører den. The “Chirping” Crickets afsluttes i det sjove hjørne med Rock Me My Baby. Sjældent har vrøvleord lydt så oprigtigt som derpå. The “Chirping” Crickets har sine fejl og mangler – det havde de fleste albums fra før Beatles-æraen, men dette albums største problem er faktisk længden. Man føler det er slut, næsten så snart det er begyndt. Det kan dog stadig anbefales til alle fans af klassisk rock and roll.

430 – Cheap Trick – At Budokan (1978)

Udgivet den af
Svar

Cheap Trick var et nogenlunde populært band i Amerika og Europa i 70’erne – men i Japan var de helt enorme, så det var der, deres første live-album blev optaget, helt specifikt Budokan-arenaen i Tokyo. På denne plade spiller de 5 sange fra deres andet album, In Color, hvorpå man også kan finde mange af deres bedste melodier. De åbner med en af disse, Hello There, som ganske ofte er deres åbningsnummer til koncerter, da det er energisk, sætter gang i publikummet, ikke varer specielt længe og ganske tydeligt siger goddag til publikummet. Derefter kommer endnu en sang fra In Color, denne gang Come On, Come On, og den lyder federe, end den nogensinde har gjort. Man kan let mærke festen blive sparket rigtig godt i gang. Efter dette spiller de den dengang hidtil uudgivne Lookout, og selvom publikummet selvfølgelig ikke havde nogen chance for at kende nummeret, blev det til noget af en fest. Rick Nielsens guitarsolo fik især sat gang i publikummet.

Få numre på albummet sætter nær så godt gang i publikkummet som Big Eyes, hvor Rick Nielsen laver en meget atypisk omend helt utrolig guitarsolo, og Robin Zander synger om, at han falder for store øjne, hvilket er ret ironisk, når hans publikum jo hovedsageligt havde ret små af slagsen. Cheap Trick havde på studiepladerne aldrig lavet noget, der var længere end 5½ minut. Det var de dog ikke bange for at gøre med endnu en hidtil uudgiven sang ved navn Need Your Love, der ganske vist varer næsten 9 minutter, men tiden flyver virkelig, når man er i selskab med god musik. Det her er Rick Nielsens nummer. Intet mindre. De andre spiller selvfølgelig også på det, men langt størstedelen af sangen er bare helt utrolige guitarsoloer. Hvis jeg lige bliver lidt ved de lange guitarsoloer, så er det lige det, de første 2 minutter af deres cover af Fats Dominos Ain’t That A Shame består af. Rick Nielsen lyder uden tvivl ikke som en dårlig guitarist på studiepladerne, men her lyder han vanvittigt godt.

Hvis man virkelig vil se, hvor meget en liveudgave kan overgå en studieudgave, skal man ikke kigge længere end I Want You to Want Me, der faktisk altid har været en af de bedste Cheap Trick-sange, men den når helt utrolige højder på denne plade, hvor Robin Zander ikke blot lyder mere oprigtig end nogensinde, men der sker næsten altid et eller andet nyt interessant på guitaren. De følger op på denne med en dengang ganske nyligt udgivet sang, der i dag er et af deres mest kendte sange; Surrender, er en rigtig energisk, følelsesrig sang i denne udgave. Det er måske bandets bedste værk, og som man lærer den bedre at kende, bliver den hurtigt umulig ikke at nynne lidt med på. Bandet siger farvel med Goodnight Now, en afslutningsudgave af Hello There, men som med så mange koncerter, kan bandet ikke dy sig for at spille et ekstranummer. Og intet nummer kunne gøre det job bedre end Clock Strikes Ten, som nok er en af de bedste sange fra In Color. Det er igen en fed fortolkning af sangen, og man begynder lidt at ærge sig over at denne oplevelse er slut nu. Man får lidt lyst til at se dem live, efter man har hørt sådan en god plade.

442 – The Cure – Boys Don’t Cry (1980)

Udgivet den af
Svar

The Cure udgav i 1979 Three Imaginary Boys, og året efter kom en underlig hybrid mellem et opsamlingsalbum, et helt nyt album og en genudgivelse af førnævnte album. Det blev udgivet for at introducere amerikanerne for the Cure, men vi fik også pladen på den anden side af atlanten. 5 sange blev erstattet af nye sange, så tilføjet er Boys Don’t Cry, Plastic Passion, Jumping Someone Else’s Train, Killing an Arab og World War, hvor sidstnævnte dog er fjernet fra mange nyere udgaver, inklusiv den, jeg har lyttet til. Samme udgave har også erstattet Object med So What, begge sange, der også var på Three Imaginary Boys. Det er da sørme noget bøvl… Men tro det eller ej, det hele passer rigtig godt sammen på min udgave af albummet. The Cures musik er rigtig fængende. De er rigtig lette at nynne med på, selvom de har virkelig meget til fælles med rigtig abstrakt musik. Boys Don’t Cry er i bund og grund et Post-Punk-album. Der er rigtig mange grimme lyde, og bassen er som så ofte i genren rigtig fremtrædende. Robert Smith græder ironisk nok gennem rigtig mange af sangene på albummet, lyden er ikke spor velpoleret.

Der er dog visse elementer, der virkelig afviger fra post-punk. Man kunne faktisk med god vilje kalde det for alternativ rock. Og rent historisk viser den rigtig godt overgangen til det, vi i dag kender som alternativ rock. Melodierne er skarpe, produktionen er aktivt grov, de bliver opført på en meget skæv vis. Det er noget, der falder udenfor samfundets vante rammer, mens der dog på ingen måde gøres oprør som med normal punkrock. Sangene handler om drab af arabere, ildebrand i Cairo, at blive forfulgt af en fremmed på vej hjem fra metroen. Musikken er dog ikke nær så vred, som den kunne have været. Den burde dog heller ikke være vred, for noget ganske særligt ved the Cure – især i forhold til samtiden – er hvordan de forholder sig så roligt til det, der sker, samtidig med, at man kan høre utrolig mange undertoner af vrede, angst, fortvivlelse, sorg og mange andre følelser. The Cures musik er generelt rigtig følelsesrigt, og Boys Don’t Cry er end ikke deres største triumf rent følelsesmæssigt, men den gør det stadig virkelig godt.

I forhold til den kluntede historie, hænger de nyere cd-udgaver af Boys Don’t Cry særdeles godt sammen. Selvfølgelig har det også noget at gøre med forventningerne, men det er ikke rigtig spor trættende at lytte til i længden. Der er ikke rigtig nogen fantastiske overgange fra sang til anden på albummet, men der er uden tvivl en rød tråd i albummet. Man kan faktisk næsten ikke høre, at alle disse sange ikke var lavet til samme plade, selvom man måske kan observere at rækkefølgen ikke er helt utrolig. Der er dog også mange rigtig gode plader, der begår sådan en fejl, selvom sangene var designet fra bunden til at optræde på et og samme album. Alle sangene er dog rigtig godt skrevet. Man har rigtig let ved at mærke al tumulten og fortvivlelsen, der opstår i forsanger Robert Smiths hoved. Boys Don’t Cry er et overraskende solidt album fra start til slut, især fordi de individuelle sange er rigtig gode på egen hånd. Det kan let anbefales til næsten hvem som helst, for det er langt lettere tilgængeligt end noget af det, the Cure kunne finde på senere i deres karierre, men der er stadig en næsten lige så stor følelsesmæssig tilknytning.

448 – Cheap Trick – In Color (1977)

Udgivet den af
Svar

Det amerikanske band Cheap Tricks andet album, In Color, udkom i 1977, og det er fyldt med powerpop af højeste kvalitet. Pladens åbningsnummer, Hello There, er kun halvandet minut langt, men det åbner albummet rigtig godt, og siden er det blevet brugt som åbningsnummer til mangen Cheap Trick-koncert. Der er virkelig gang i det, og så er det utrolig fængende. Det viser på imponerende vis, hvordan man ikke behøver at gentage noget specielt mange gange, før det er fængende – omkvædet bliver sunget sølle to gange, og alligevel er sangen umulig at få ud af hovedet, og i koncertform har den også fået et tilsvarende afslutningsnummer ved navn Goodbye Now, der kører over samme melodi. Og efter denne sang kommer stribevis af ligeså fængende sange, der dog er en del længere. De er alle mellem 2½ og 4½ minut, så de er ikke specielt svære at sluge, og de er generelt ikke specielt vovede, hverken musikalsk eller lyrisk. Det er meget, meget simple lyriske emner, man finder på In Color, og mens dette selvfølgelig gør, at teksterne er knap så dybe, er samtlige sange rigtig lette at gribe fat om.

Den simpleste af dem alle er den mest berømte, I Want You to Want Me, og den viser rigtig godt, hvor sublimt denne simplicitet kan virke. Versene er stort set bare titlen, gentaget igen og igen, hvor ordet “Want” bliver erstattet med “Need”, “Love” og “Beg”. Og resten af sangen er virkelig heller ikke svært at forstå. Det er en af verdens simpleste kærlighedssange, men den fungerer rigtig godt. Og igen, så er melodien virkelig noget at bide mærke i. Den er bare umulig at få ud af hovedet. Alle melodier er skrevet af Rick Nielsen, som er ham fyren med kasketten, som du ikke kan se på coveret. Du kan se ham på bagsiden. Det er en meget morsom intern joke hos bandet, og det er sådanne små finurligheder, der gør dem specielle. En anden finurlighed er Rick Nielsens berygtede femhalsede guitar, hvorpå han sjældent spiller på mere end to af halsene og næsten aldrig rører han den nederste hals. Men han er så sandelig også god til at skrive rigtig fængende musik. Ikke et nummer sidder ikke godt fast efter et par gennemlytninger, og mange gange har jeg fanget mig selv i at synge med, uden at jeg bemærkede det før halvandet minut inde.

Sangene er fra start til slut generelt rigtig kække og lystige. Nogle er meget bløde, f.eks.  I Southern Girls og den førnævnte I Want You to Want Me, men rigtig ofte går det faktisk over i at være hård rock. De hårdere numre er opført meget i stil med åbningsnummeret, Hello There, altså med masser af attitude og kraftige guitarer. Der er virkelig gang i den på numre som Big Eyes, Clock Strikes Ten og Come On, Come On. Disse numre er godt blandet sammen med de blødere numre, så det føles godt flydende, og heldigvis er der også numre som Downed, Oh Caroline og So Good to See You, der ikke så let lader sig kategorisere så let som enten det ene eller det andet. Dog er Nielsens letsindige, simple, måske endda en kende fjollede melodier og tekster konsekvente nok, til at man kan mærke en rød tråd i musikken. In Color har hele vejen igennem rigtig fængende melodier og masser af personlighed, og albumstrukturen er der ikke noget i vejen med heller. Det er ikke specielt intellektuelt udforerende, men det er powerpop sjældent – det er bare en simpel, sjov oplevelse.

473 – Coldplay – A Rush of Blood to the Head (2002)

Udgivet den af
Svar

I 90’erne var en af de helt store undergenrer indenfor alternativ rock britpoppen, der var af en meget skæv, spøjs karakter med elementer af både pop og rock, der opstod i Storbritannien med navne som Blur, Oasis, Pulp, Suede, Supergrass og the Verve. Da 00’erme så begyndte at træde i kraft, var det meste af verden af en eller anden grund træt af bølgen. Selv forstår jeg det ikke rigtig, jeg ville selv rigtig gerne have at disse skæve personligheder kunne hærge det ellers ret flade, intetsigende, amerikansk dominerede poplandskab. Selvfølgelig har noget af manglen på britpop i radioen noget at gøre med, at de fleste af de store bands gik fra hinanden nogenlunde samtidig, men nye bands kunne være kommet til. I stedet begyndte mange britiske rockbands efter britpoppens forfald at lave det, vi kalder post-britpop. Jeg ville gerne nævne nogle eksempler, men de fleste er alt for kedelige og kønsløse til, at jeg ved hvem, der er værd at nævne. Med undtagelse af selvfølgelig Coldplay

Coldplay tog i 2002 verden med storm med deres andet album, A Rush of Blood to the Head, der med singler som In My Place, The Scientist og Clocks blev enormt succesfuldt i radioen, men disse hits var kun overfladen af albummets storhed. Det åbner faktisk med en rigtig hård, tung, nærmest post-punk-inspireret lyd på introen til Politik, og så meget som jeg nu engang elsker The Scientist eller Clocks er det perfekt at åbne med den hårde lyd. Det gør, at du som lytter er meget opmærksom. Man er klar på at tage på en ordentlig rejse gennem forsanger Chris Martins sind, og det gør man også. Sangene er ofte meget triste, og når de er glade i tonerne, lyder det mest af alt som en opmuntring, f.eks. på God Put a Smile Upon Your Face. Coldplay er som sangskrivere rigtig gode til at udtrykke disse triste følelser overbevisende uden at kede dig. Han kan faktisk let få en melodi til at sidde fast, og selvom han tuder og vræler gennem det meste af pladen, er der faktisk ret meget gang i lyden. Det er ikke Def Leppard eller noget, men han keder sjældent lytteren

Hvis vi prøver at sammenligne Coldplay med netop Def Leppard, så er Coldplays melankoli meget lettere at tage seriøst, så det er nok heldigt at de oftere er melankolske end Def Leppard er. Men hvor Def Leppard gik ud på at overreagere så meget som muligt, havde Coldplay en stadigt mere reel lyd. De tog måske af og til sig selv for seriøst. Jo mere man tænker over det, des mere lyder Chris Martins jamren ubegrundet. Selvfølgelig, han har haft det skidt, det har vi alle. Det kan sagtens have noget med produktionen at gøre, men på en eller anden måde lyder Martin bare ikke som en, der har haft det så slemt igen. Det er ikke på et plan, hvor det virkelig ødelægger min musikalske oplevelse, men uanset, hvilket humør, jeg er i, så glemmer jeg nærmest, at musikken er så trist igen, og det kommer en smule til at svæve ind i den kedelige suppedas, som næsten alt andet post-britpop havner i. A Rush of Blood To the Head er en af Coldplays allerbedste plader, og hvis du trænger til trist klaverrock, så leverer Chris Martin & Co. en af de mest anbefalelsesværdige løsninger med den.

494 – Cyndi Lauper – She’s So Unusual (1983)

Udgivet den af
Svar

I popmusikkens store verden handler det ikke blot om at have talent. Der er mange, der laver popmusik, og desværre bliver de bedste sjældent opdaget. Hvem bliver så opdaget? Dem, der har personlighed. Og det har Cyndi Lauper uden tvivl. Hendes stemme er af og til så knivskarp at det skærer, og hun får David Bowie til at ligne en kontorarbejder med sin påklædning. Netop Bowie havde i løbet af 70’erne gjort det næsten umuligt for en tilbagelænet musiker at gøre sig bemærket. Og Lauper angriber dig med sømmet i bund på She’s So Unusual fra 1983. Hun har kun været med til at skrive 4 af de 10 sange, og der er ingen gennemgående sangskrivere, men albummet føles alligevel rigtig struktureret. Det lægger stærkt ud med Money Changes Everything, en satirisk sang om materialisme, der handler om at hovedpersonen slår op med sin kæreste af økonomiske årsager, meget som hvad Madonna ville gøre året efter med Material Girl. Lauper fortæller dog som tredjeperson, hvilket gør hende noget mere sympatisk end Madonna, selvom Madonna nok gør sangen morsommere.

Næsten alt på albummet er meget traditionelt opbygget, og selvom musikken derfor kan komme til at virke ensformig for mange, ser jeg selv She’s So Unusual som et godt eksempel på hvordan repetition kan virke. Sangene ville næppe have været nær så stærke, hvis repetitionen ikke gjorde oprigtigheden i hendes ellers meget skingre vokal tydelig. Denne vokal kan igen være et problem for mange lyttere – den bliver for eksempel alt for skinger på Girls Just Want to Have Fun, hvis du spørger mig. Den sang har jeg adskillige problemer med – den lyder alt for latterlig til, at den på nogen måde kunne sprede sit budskab om seksuel frihed, den generaliserer alle unge pigers behov til kun at være at have det sjovt, og den er alt i alt en af 80’ernes mest daterede sange. Kan nogen egentlig stadig lide den sang af ikke-ironiske årsager? Albummets største problem er i det hele taget at det lugter så meget af 80’erne, at det kan føles alt for tumpet at lytte til. Når det undgår sådan nogle huller, er det til gengæld fuldstændig fantastisk

Den falder dog lidt for ofte i dem, men et godt eksempel på en sang, der stadig føles frisk i 2012 er She Bop. Tonen på det nummer er dramatisk, og den arbejder rigtig seriøst med onani. Den slår hårdt til, og den kunne lige så godt være skrevet i dag – ikke at nogen nutidige musikere ville kunne gøre det lige så godt som Lauper, for hendes stemme er som skabt for den sang, der da også er blandt dem, hun selv skrev delvist. Alle de fem kommercielt udgivne singler blev enorme hits, og de er blandt hendes mest berømte sange. De andre sange på albummet er dog også værd at lytte til, f.eks. Witness og hendes cover af Princes When You Were Mine. Dette cover minder meget om originalen, men det står næsten bedre til Laupers stemme end Princes, og da teksten ikke er blevet ændret det mindste, bliver betydningen derfor ændret til at hendes ekskæreste viser sig at være homo- eller biseksuel; “I know, that you’re goin with another guy” synger hun. She’s So Unusual kan anbefales til fans af 80’er-pop, men hvis du ikke elsker 80’erne mere end så mange andre årtier, viser alderen sig tydeligt.