John Fogerty er navnet på den virkelig charmerende frontfigur for det utrolig folkekære rockband Creedence Clearwater Revival. Det var en særdeles aktiv gruppe, og mellem 1968 og 1970 udgav de hele 6 plader, og halvdelen af disse kom i 1969. Et af disse tre albums er Willy and the Poor Boys, og på den finder man noget sandt guld. De åbner endda med en af verdens mest fængende, sjove, lystige sange, nemlig Down on the Corner. Det er en fuldkommen perfekt sang. Dens landlige stemning og historien om de fattige drenge, der beslutter sig for at gøre livet lidt sjovere med noget musik på gaden, er virkelig gribende. Det næste nummer, It Came Out of the Sky, er også virkelig sjovt og landligt, men melodisk er den stadig ganske forskellig fra åbningsnummeret. Der er mere vægt på guitaren, og blues virker som en rimelig vigtig inspiration. Efter denne kommer en country-rock-udgave af Leadbellys Cotton Fields. Nu er jeg ikke rigtig den store country-fan, og det er ikke et af mine yndlingsnumre, men jeg kan stadig værdsætte deres charme, og da de ikke vedbliver denne stilart, irriterer det mig ikke.

Så får vi sørme et instrumentalt nummer. Det hedder Poorboy Shuffle, og det vigtigste instrument her er mundharpen, som er virkelig sjov og lystig. Det er nogenlunde sådan noget, jeg ville forestille mig hovedpersonerne fra Down on the Corner spille. Mod slutningen er der en smuk overgang til det næste nummer Feelin’ Blue, der er en fængende lille blues-inspireret sag. Tekstens følelser kommer ikke rigtig igennem på musikken, og det er selvfølgelig en smule irriterende, og det gør det ærlig talt ret svært at sætte sig ind i nummeret. Hvis melodien og instrumentationen ikke var så fortræffelig, ville det nok have været et decideret problem. Til gengæld er den voldsomt spidse Fortunate Son et vidunderligt nummer. Det er spillet godt og har en virkelig stærk tekst om fred og frihed. Melodien er skarp og velskrevet, og der er i det hele taget ikke rigtig noget skidt at sige om den. Don’t Look Now er også en rigtig god sang. Den er virkelig simpel, og Fogertys stemme er meget roligere end man er vant til, men den virker. Og selvom det ikke ligefrem er typisk Creedence, afviger den ikke latterligt meget fra albummets andre sange.

Da kommer et cover af den traditionelle sang The Midnight Special. Det er en virkelig simpel melodi, og sådan noget behandler Creedence jo rigtig godt. Sangen stammer fra amerikanske fængsler, og den handler dermed om noget, der er et gennemgående tema på dette album: At få noget godt ud af en situation, der ikke på overfladen er specielt god. Creedence lavede musik til folket, og man kan jo næsten ikke blive mere folkelig end en fængselssang. Det næstsidste nummer er instrumentalt, og her er John Fogertys guitar det mest fremtrædende. Det hedder Side O’ the Road, og lyden derpå meget blueset. Det er ret fedt, og Fogerty er uden tvivl en virkelig dygtig guitarist. Afslutningsnummeret hedder Effigy, og det er som pladens eneste nummer ikke spor lykkeligt. Det lyder af dommedag, og den slags musik har de lavet før, f.eks. ofte på deres foregående album, Green River. De kan deres kram, og nummeret runder rigtig flot albummet af. Hvis du kan lide rockklassikerne, er Willy and the Poor Boys nok noget for dig.