Forfatterarkiv: Kjartan

Mine oplevelser på Vanguard Festival 2014 (Del 2/4)

Udgivet den af
Svar

Efter Neneh Cherry og RocketNumberNine, så var det tid til et af festivalens største navne: Babyshambles. Med Pete Doherty i spidsen fik man lige det, han de seneste par år har gjort sig berømt for, nemlig dårlig punktlighed. En forsinkelse er måske lidt en del af et Babyshambles-show, og det bør fans være forberedt på. På en festival er det dog mindre simpelt, for der er jo rent faktisk andre bands, der skal spille senere. Heldigvis fik Vanguard hurtigt skaffet sig en erstatning i form af et af landets bedste live-bands, Reptile Youth. De var virkelig fede på NorthSide, og de var faktisk måske endnu federe her. Forsanger Mads Damsgaard er en energibombe på Niveau med Iggy Pop, Mick Jagger og Miley Cyrus. Måske hverken med bar mave, kokain, twerking eller andre kontroverser, men han underholder for fulde drøn. Han hopper og springer, hamre løs på koklokke, vælter mikrofonstativer, går ud blandt publikum, hopper op i favnen på den første og bedste muskuløse mand, der knap nok når at reagere, før folk flokkes til at holde Mads oppe. Og så er musikken også bare virkelig sjov og fængende, og det er bare umuligt selv at stå stille heller.

Så Reptile Youth var en perfekt erstatning i mine øjne, og Little Dragon var det næste på programmet for mange, for mig var det aftensmad. Efter, jeg fik købt og spist pasta, så gik jeg lidt tættere på Little Dragon, der fortsatte festivalen stolte repræsentation af Sverige. Hvis man ikke regner Neneh Cherry for at være svensker, så var Little Dragon nok den bedste af de svenske koncerter. Jeg kendte ærlig talt ikke meget til dem før, udover at de medvirker på to sange på Gorillaz’ Plastic Beach. De lavede meget dansevenlig synthpop. De har vist mere været ovre i noget downtempo og trip hop førhen, men til Vanguard var der dømt fest. En fest, som jeg ikke ville have nydt, hvis jeg ikke var så tæt på. Lyden var ikke så god, det var svært at opfange detaljerne i lyden, og det endte derfor med at blive lidt ensformigt. De var heller ikke helt vildt interessante på scenen, men hvis jeg nu skal fjerne mine anmelder-briller, så var det sjovt. Jeg hyggede mig med andre mennesker, der også havde det sjovt, og vi dansede og festede, og de prøvede at komme sig over, at deres elskede Pete Doherty ikke var kommet, mens jeg selv bare var lykkelig over at se Reptile Youth igen.

Så gik The Savage Rose på scenen i den anden ende af festivalen, og dette havde jeg virkelig glædet mig til. Nu havde jeg en smule frihed, jeg kunne gå på toilettet, jeg kunne købe kaffe, alt dette uden at frygte at misse en koncert, for jeg havde slet ikke planlagt at se dem i første omgang. Ikke fordi jeg ikke kan lide dem, har aldrig lyttet særlig meget til dem, men det jeg har hørt er ret godt, og på afstand kunne jeg også godt høre, at de spillede godt, men jeg havde på intet tidspunkt lyst til at fare derover. Det var vigtigt for mig at være allerforrest til navnet, jeg havde glædet mig mest til, George Clinton & Parliament-Funkadelic. Jeg stod og ventede ved siden af en svensker, der havde set George Clinton gå forbi tidligere. Jeg så nogle af medlemmerne samt roadies sætte showet op, og der var godt nok meget at tage sig af. Jeg kunne mærke, at dette ville være noget helt særligt.

Det var det godt nok også. Det var et show uden lige. Mange medlemmer er ikke med i gruppen længere, men de, der er der, er alle virkelig dygtige og charmerende. De kørte i lang tid i det samme groove, men de grooves, som deres sange kører på, er fuldkommen udødelige. Jeg ville nok have været fuldkommen tifreds hvis de ikke gjorde andet end at spille en 60 minutter lang udgave af Mothership Connection, for der er så meget at gøre med den sang, og de formåede også at gøre rigtig meget. Og det gjorde de med mange af klassikerne. Vi fik One Nation Under a Groove, Flash Light, Testify introen til P-Funk (Wants to get Funked Up)og det vidunderlige afslutningsnummer Give Up the Funk (Tear the Roof off the Sucker) blandet sammen med Night of the Thumpasorus People. De lavede også lidt kortere udgaver af nogle mindre kendte sange, der heller hverken var af Parliament eller Funkadelic oprindeligt – dog af andre relaterede projekter. Jeg var ærlig talt ikke så bekendt med disse sange, men de var med det samme så fængende, at jeg bare måtte synge med. Der var også en danser, der spillede rollen som Sir Nose D’Voidoffunk, og han var virkelig underholdende. Han startede med at være så taktløs, at man skulle tro, det var løgn, men da Clinton rørte ham, blev han pludselig fuld af funk. De hev også Death med op på scenen til sidst, som om der ikke var nok musikere allerede. Det var en skøn koncert, og det er forhåbentlig ikke sidste gang, jeg ser dem.

Jeg overvejede lidt, om dagen burde slutte sådan for mig. Det kunne ikke overgås. Jeg havde lige set et af mine yndlingsbands fyre den af for fuld drøn. De var fantastiske. Men nu vidste jeg jo, at Mew også var fede, de var fantastiske på NorthSide tidligere i år, og de skulle nok være lige så skønne denne gang. Da dette var en mindre festival end NorthSide fik jeg chancen for at stå tættere på, og det var tryllebindende. Jeg stod sammen med nogle andre Mew-fans, der vist var endnu gladere for dem end jeg var, og selvom jeg aldrig havde mødt dem før, så bragte musikken os sammen. De spillede, så det gik helt ind i hjertet, og mørket passede så fremragende til deres æstetik. Jeg kunne ikke have forestillet mig denne koncert på noget andet tidspunkt end som det sidste. Det var magisk. Intet mindre end magisk. Med undtagelse af selvfølgelig Parliament-Funkadelic, så forbinder jeg især denne første dag med Mew. Se dem live, hvis du får chancen.

211 – The Rolling Stones – Tattoo You (1981)

Udgivet den af
Svar

Efter den fantastiske Some Girls begyndte The Rolling Stones at udgive plader med musik, der oprindeligt var tiltænkt andre albums. Den første af disse var Emotional Rescue, og på mange af numrene på den, forstår man godt, hvorfor de ikke kom med i første omgang. Det er ikke sådan, man har det, når man lytter til albummet, de udgav derefter, Tattoo You fra 1981. Det første nummer er et af de bedste og mest populære, de har lavet, det er intet ringere end Start Me Up. Den sang er så hårdtslående, så fængende, så sjov, at man har svært ved ikke at elske den. Denne var åbenbart oprindeligt et reggae-inspireret track, der ikke var godt nok til Black and Blue-albummet. Med andre ord måtte det have været fuldstændig forfærdelig, for Black and Blue er ikke kendt for sin kvalitetskontrol. Og jeg har hørt demoen, den er ikke særlig god, men de fik virkelig forvandlet den sang til et mesterværk gennem hårdt arbejde og stor kærlighed til musikken. De prøvede også at lave den til Some Girls og Emotional Rescue, men jeg er glad for, at de ventede, for udgaven på Tattoo You er bare perfekt.

Vi får ikke en stor, følelsesrig plade i stil med Beggar’s Banquet eller Let It Bleed, men vi får til gengæld noget virkelig fed rockmusik af den slags, The Rolling Stones i første omgang blev populære for at fremføre. Det minder mig meget om Between the Buttons og Out of Our Heads. Dette er tydeligt på mange af de bedste sange på pladen, f.eks. fan-favoritten Little T&A og den ustyrlige Neighbours. Neighbours er en af de to sange på hele pladen, der faktisk var skrevet til denne plade. Den anden er den meget interessante Heaven, der lidt lyder af noget dreampop. Det er en meget speciel blanding af Mick Jaggers falset, efterklang og vokaleffekter, der giver nummeret denne særprægede lyd. Tattoo You er meget kraftigt delt op i to sider. Den første side er en række ret rå rock and roll- og blues-inspirerede sange, mens den anden halvdel er mere fokuseret på ballader. Størstedelen af disse er også gode, men jeg synes, at det er lidt mere ensformigt her end før, og ingen af disse er ligefrem en ny Angie eller noget. Heaven hører til på denne side, og det gør den fantastiske Waitin’ on a Friend ligeledes.

Den første sang på side to er Worried About You, der er lidt lang tid om at komme i gang, men når det først sker, så er det en rigtig god sang. Jeg kan ikke sige, at jeg havde særlig stærke følelser for Tops eller No Use in Crying, men ligesom Worried About You, så har de uden tvivl deres øjeblikke, og de ødelægger absolut ikke albummet for mig. Den første side gør dog virkelig, at jeg er glad for denne plade. Sange som Little T&A, Hang Fire og Start Me Up er bare fuldkommen vidunderlige, men også de mindre populære sange er skønne. Jeg har allerede afsløret min kærlighed for Neighbours, og den virkelig blues-inspirerede Black Limousine er et eksempel på, hvordan selv de ældste ideer kan blive ved med at fungere, hvis man bare kan gøre det godt. Tattoo You er ikke en kandidat til den bedste Rolling Stones-plade, men det fortæller rettere noget om deres generelle kvalitet end om Tattoo You. Tattoo You er nemlig stadig en virkelig god plade, og den er dejligt simpel i sin fremgangsmåde. Og de bedste sange på pladen kan virkelig mænge sig med mange af 60’ernes og 70’ernes store Stones-klassikere.

Mine oplevelser på Vanguard Festival 2014 (Del 1/4)

Udgivet den af
Svar

Vanguard Festival 2014 startede fredag kl. 12:25, og langt de færreste var mødt op endnu. Pladsen føltes rigtig tom, og der var omkring 10, da der var flest, der stod oppe ved scenen for at se svenske Hurula. Selv kendte jeg dem ikke før koncerten, men jeg blev ret glad for dem. De var meget energiske, og de fik da sørget for, at vi vågnede. Men desværre var det svært for dem at være særlig entusiastiske, når der ikke var flere til at være med. Jeg stod ved siden af en meget entusiastisk svensker, som sagtens kunne agere helt publikum, og hun havde vist set dem adskillige gange, og de var den væsentligste årsag til, at hun var kommet. De gjorde ikke meget på scenen, og deres meget farverige look var nok det mest interessante rent visuelt. Det var ikke en af de bedste koncerter, men den gik da an.

Måske var det i det hele taget en dårlig idé at starte med svenskere, der ikke har så mange fans i Danmark. Efter Seinabo Sey, der ligeledes er svensk, hørte jeg nogle andre snakke om, at de godt kunne genkende sangen Hard Time, der har været et hit på P3, men at de ikke vidste, at det var hende. Hun gjorde heller ikke særlig meget på scenen, men hendes stemme kunne bære meget, og selvom der ikke var mange tilskuere i starten, så fik hun tiltrukket en hel del. Hun var meget charmerende, men der skete godt nok ikke meget. Jeg har svært ved at pointere noget godt eller skidt, for det var ganske begivenhedsløst. Det var nogle fine popsange, der var sunget ganske godt, men det gjorde ikke det store indtryk.

Jeg var til gengæld virkelig glad for Death. Bare rolig, det populære dødsmetal-band har ikke fundet sammen igen uden at du fik noget at vide. Dette er et andet band af samme navn, der har eksisteret i længere tid. De lavede punk, før der var noget, der hed det, og de opfattes i dag som et af de største bands i protopunk-genren. Og så er de oven i købet alle tre sorte, så det ser man ikke hver dag. I dag er de naturligvis gamle, men det skal ikke forhindre dem i at klæde sig i skindtætte leopardbukser og læderjakker med nitter. De var virkelig charmerende, og de havde faktisk lært at sige København på dansk – eller Copenhavn, hvis vi skal være nøjagtige. De sagde også “Vi er dod”. De opførte sig stadig som om, de var midt i deres 20’ere, og de spillede såvel som sang stadig virkelig godt. Det er alt, jeg håbede på, at koncerten ville blive. Death var et af de navne, jeg glædede mig mest til, og forventningerne blev mere end indfriet. Og så annoncerede de også, at de udgiver et nyt album for første gang siden 1976.

Choir of Young Believers spillede derefter, og lad mig sige først, at jeg synes, de er virkelig dygtige musikere, men deres musik er ret stille og meget personlig, og jeg var lidt nervøs for, hvad der ville ske, når de nu skulle spille live. James Blake og The National laver heller ikke det mest energiske musik i verden, men de lavede begge formidable koncerter, da jeg så dem, og i sidstnævnte tilfælde var det endda også udendørs og til en festival. Jeg havde det ikke helt på samme måde med Choir of Young Believers – et glimrende band, som du helt klart burde lytte til. Det startede skidt med nogle tekniske problemer, og forsanger  Jannis Noya Makrigiannis beordrede folk, der sad ned omme bag ved, til at rejse sig op, for efter et par sange at trække det til sig. Ikke særlig rock and roll. Der var et af deres numre, kan ikke huske hvilket, hvor de sagde, at de måske ikke var et danseband, men denne sang kunne man godt danse til. Og det kunne man, det var et klart højdepunkt, men de fleste andre sange var svære at få meget reaktion til. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg som tilskuer skulle for at udføre min del af jobbet. Skulle jeg klappe med? Skulle jeg smile? Skulle jeg blot beundre de virkelig dygtige musikere? Det var ærlig talt ret kedeligt.

Blev festivalen ved på denne måde? Næ, Neneh, nænnede ikke at skuffe os. Neneh Cherry er 50 år gammel nu, men man kunne slet ikke mærke det. Hun var fuld af energi, charme, selvtillid, attitude, og hun havde også et godt band med. RocketNumberNine var måske ikke nær så interessante at se på, men det simple synth/tromme-akkompagnement passede glimrende til Neneh Cherrys stil. Hun var rå som Sushi her. De spillede stort set kun numre fra Cherrys nyeste plade, som hun da også har lavet i samarbejde med RocketNumberNine. Hun var ungdommelig og hun var rig på personlighed, noget hun især gjorde udtryk for mellem numrene. Hun var bare sådan en humørbombe, man kunne ikke undgå at blive glad i hendes selskab. Det var næsten lige så godt som Death!

212 – Ike & Tina Turner – Proud Mary: The Best of Ike & Tina Turner (1991)

Udgivet den af
Svar

Tina Turner er en af de bedste sangere nogensinde, og Ike Turner er på samme måde en latterligt dygtig guitarist. De var stort set det perfekte par – altså musikalsk. De lavede mange klassiske singler sammen, og i løbet af hele Tinas karriere, føler jeg ikke, at hun nogensinde har toppet det, hun lavede sammen med Ike i 60’erne og 70’erne. Mange af de allerbedste af disse sange blev i 1991 samlet på opsamlingen Proud Mary: The Best of Ike & Tina Turner. Denne opsamling er løst kronologisk opstillet, så man mærker deres udvikling, men der er også blevet tænkt over, hvordan sangene komplimenterer hinanden. Det gør, at pladen ikke føles så lang, som den er. Den er 73 minutter lang, men den føles ikke længere end en almindelig plade. Pladen starter med nogle meget blues-prægede numre fra begyndelsen af 60’erne, hvor de da også begyndte deres samarbejde. Lige fra første nummer, A Fool in Love, slår Tina fast, at hun virkelig har en stor stemme. Hun går fuldkommen amok før første vers overhoved er begyndt. Der er 7 af sådan nogle numre, og de er ikke det mest imponerende i deres diskografi, så jeg kunne sagtens have overlevet uden så mange. De er dog en vigtig del af historien, så det gør ikke meget.

Det første nummer, der virkelig imponerer mig er Come Together. Selvfølgelig gør det det, det er jo skrevet af The Beatles, men jeg synes også, at denne stil klæder Tinas stemme langt bedre. Og efter det kommer der da to øvrige covers af henholdsvis Honky Tonk Women af The Rolling Stones og I Want to Take You Higher af Sly and the Family Stone. De er begge glimrende, og de lægger meget godt op til opsamlingens titelnummer, der kommer efter en lidt mere langsom Ike-skrevet soul-sang ved navn Workin’ Together. Deres cover af Creedence Clearwater Revivals Proud Mary finder man da lige på midten af pladen, og det er en sindssygt god udgave. Det er pladens længste sang, og den bliver bygget virkelig flot op med ret let instrumentation. Midt i sangen skrues der godt op for tempoet, og instrumentationen bliver virkelig vild og funky. Sidenhen får man en samling mere moderne R&B-sange, som tit læner sig op af funkgenren. Nogle af de bedste er Nutbush City Limits, River Deep, Mountain High og den todelte Sexy Ida, hvoraf især første del er fremragende. Mange af sangene på pladens anden halvdel er også skrevet af Tina i stedet for Ike, og hun er en meget bedre sangskriver synes jeg selv.

Pladen slutter med 4 numre, der afviger mere eller mindre fra resten. Med hensyn til de to første, så er det mest af alt, fordi det er regulær rockmusik. Det første er optaget af Ike og Tina samtidig, og det er nok det bedste Ike-skrevne nummer, jeg har hørt. Han synger også med på dette nummer, og deres stemmer fungerer sammen meget på samme måde som med John Doe og Exene Cervenka fra punkgruppen X, som jeg aldrig har lagt skjul på, at jeg er stor fan af. Det er selvfølgelig ikke punk, men attitude har de stadig meget af. Det andet er pladens eneste solonummer af Tina. Det hedder The Acid Queen, og det stammer fra filmatiseringen af The Who-albummet Tommy, og det er en virkelig god film, og trods Turners korte optræden efterlader hun et stort indtryk. Her anbefaler jeg at afslutte albummet. Det er en fremragende sang at slutte af med, og de næste to numre er bare nogle gamle radioreklamer, der prøver at sælge dig deres album Come Together. Det er en ret antiklimaktisk afslutning. Men opsamlingen er klart noget, du burde overveje at lytte til, hvis du vil have en rå, vild Tina Turner. Der er ikke ét nummer, der mangler, og der er masser af guf, du sikkert ikke kendte i forvejen.

213 – New York Dolls – New York Dolls (1973)

Udgivet den af
Svar

New York Dolls stillede i 1973 et meget godt spørgsmål: Hvad hvis glam-rock ikke var så glamourøst? De gjorde dette med det grimmeste, mest ulækre album, glam-rock nogensinde har set. Det hedder ligeledes New York Dolls, og det starter med en af de bedste rocksange nogensinde, den fandenivoldske Personality Crisis, der er en af den slags sange, der kun kunne være lavet i 1977. At den er 4 år ældre må vi så bare ignorere. Den holder sig ikke tilbage, og foruden de typiske punk-instrumenter, så er der også et klaver, der tilføjer rigtig meget. Det giver en stemning af gammeldags rock and roll, som Little Richard ville have lavet det, men det er bare meget mere beskidt og følelsesrigt. Der bliver skreget og skrålet for fuld drøn, og dette kendetegner mange af sangene på pladen. Et andet mesterværk, der gør dette er Trash, en meget simpel sang, der midt i nummeret stopper fuldstændig, for da at begynde igen. Det gør at sangen holder virkelig godt dynamisk, og det gør også, at man ikke har brug for nogle mere stille punkter i løbet af de 3 minutter, den varer.  Sangens længde får også klimakset til at føles så meget større. Det ville næppe føles så stort, hvis den kun varede 2 minutter.

Ja, 3 minutter er ret længe i denne sammenhæng, for meget af musikken på New York Dolls er stort set rendyrket punkmusik, det er bare fra før Ramones, Sex Pistols og The Clash gjorde genren så populær, at den fik et navn. Det gælder mere end bare Personality Crisis og Trash, både Looking for a Kiss, Pills, Jet Boy og mange andre sange har virkelig meget til fælles med punk, mere end på nogen anden protopunk-plade, jeg kender. Uanset om vi snakker sangskrivning, lyd, attitude, tekstunivers, det hele passer så perfekt ind i de sene 70’ere. Den eneste undtagelse skulle lige være længden på sangene. Den korteste sang på pladen er omkring de tre minutter, hvilket er længere end noget nummer på de første tre Ramones-plader. Det længste nummer er faktisk også meget punket, og det føles rigtig stort. Den hedder Frankenstein og er 6 minutter lang. Sangens klimaks er et af de helt store lydmæssige højdepunkter på pladen. Det er et skønt nummer, og det gør noget med punk-lyden, som først rigtig blev populært i 80’ernes post-punk og post-hardcore.

Nu siger jeg, at størstedelen er punk, men det er ikke det hele. Især ét nummer er så rendyrket glam-rock, at det er umuligt at tage fejl af. Nummeret hedder Lonely Planet Boy, det er stille, kører på akustisk guitar, der er en saxofon på, og der bliver sunget om planeter. Andre numre, f.eks. lyder den koklokke-tunge Private World også som noget, T. Rex sagtens kunne have lavet. Men at lyde som T. Rex er ikke en dårlig ting, og de var alligevel en af de hårdere af de store glam-grupper, så det passer stadig perfekt ind. Selv mange af de mest punkede sange, heriblandt Bad Girl og Pills lyder ligeså meget af Ramones som af T. Rex. Og det er nok præcis sådan jeg vil beskrive den generelle oplevelse man får, når man lytter til New York Dolls’ debutplade: det er en fantastisk mellemting mellem Ramones og T. Rex, som meget overraskende nok holder i løbet af hele 43 minutter. Der er ikke ét nummer på pladen, jeg ikke nyder, og jeg har spillet albummet adskillige gange efterhånden, og ikke én gennemlytning har ikke været fremragende. Hvad end du er til glam-rock eller punk, så burde New York Dolls være noget for dig.

Nyheder: August 2014

Udgivet den af
Svar

Juli har været noget af en måned for mig. At skulle anmelde The Complete Hank Williams tog meget af min tid, og jeg er hele tiden tæt på at misse min deadline. Det er derfor, at jeg med dette blogindlæg vil annoncere, at mit radioprogram, The Vinyl Countdown vil sende sit sidste afsnit før en sæsonpause den 27. august; med mindre dette afsnit skulle blive udsat af uforudsete omstændigheder. Jeg vil stadig arbejde på programmet, og I vil selvfølgelig kunne læse anmeldelserne her, så snart jeg har skrevet dem. Jeg forventer, at programmet går i gang igen kort efter, jeg har skrevet anmeldelsen af album nr. 151, Darkness on the Edge of Town af Bruce Springsteen. Indtil da kan i høre de næste par afsnit hver onsdag kl. 17 på Rockkanalen! De genudsendes desuden kl. 15 hver efterfølgende søndag.

Bibzoom har som sædvanlig hjulpet min blog rigtig meget ved at lægge mine anmeldelser op på deres side, og jeg sætter meget pris på det. Her er dem udgivet i den sidste måneds tid:
The White Stripes – Elephant
Don Henley – The End of the Innocense
The Beatles – A Hard Day’s Night
Roxy Music – Country Life
Wu-Tang Clan – Enter the Wu-Tang (36 Chambers)
Steely Dan – Pretzel Logic
Def Leppard – Pyromania
The Who – A Quick One

De uforudsete omstændigheder, der kunne få mig til at udskyde radioprogrammerne, kunne meget vel være det væld af koncerter, august byder på. Her snakker jeg bl.a. Vanguard Festival i Søndermarken, hvor jeg skal se navne som Mew, Babyshambles, Death, The Roots, Mos Def, Method Man & Redman og vigtigst af alt: Parliament-Funkadelic! Eddie Hazel er måske død, men det skal ikke forhindre verdens bedste funkgruppe i at lave en enorm fest. Jeg kan næsten ikke sætte ord på, hvor meget jeg glæder mig til at se dem. Og så spiller Neutral Milk Hotel oven i købet i Vega den 7. august, og skønne Janelle Monáe skal optræde i Falconer Salen den 12. Samme dag begynder jeg på Sankt Annæ Gymnasium, så det bliver noget af en måned for mig. Jeg glæder mig vildt meget.

Traditionen tro har jeg kigget på diverse lister over kommende albums, og jeg har selv bikset en sammen over albums, jeg bare SKAL høre i august:

  1. The New Pornographers – Bill Bruisers
  2. FKA Twigs – LP1
  3. Spoon – They Want My Soul
  4. The Underachievers – The Cellar Door: Terminus Ut Exordium
  5. Cold Specks – Neuroplasticity
  6. Kimbra – The Golden Echo
  7. Sinéad O’Connor – I’m Not Bossy, I’m the Boss
  8. Dilated Peoples – Directors of Photography
  9. The Awesome Welles – The Awesome Welles
  10. The Gaslight Anthem – Get Hurt

Enhver måned med nye albums fra både The New Pornographers og FKA Twigs kommer bare til at være fantastisk. De to skiftedes konstant mellem førstepladsen, men jeg er blevet lidt forelsket i Neko Case på det sidste. Heldigvis er rangeringen ret ligegyldig.

214 – Bo Diddley – Bo Diddley/Go Bo Diddley (1990)

Udgivet den af
Svar

I 1990 genudgav pladeselskabet MCA rockpioneren Bo Diddleys første to albums på én cd. Det første, der simpelt nok hedder Bo Diddley, var mest af alt en opsamling af udvalgte singler og B-sider, han udgav i løbet af 50’erne. Denne blev oprindeligt udgivet i 1958, og de fleste af hans store singler udkom før det, så man savner ikke meget. Det andet hedder Go Bo Diddley, og det er et mere regulært album. Det blev udgivet året efter, og derpå er et meget varieret udbud af sange, hvoraf mange nok aldrig ville kunne blive hits. Bo Diddley starter med mandens to mest ikoniske sange, og det er et rigtig godt valg. Den første, Bo Diddley er en af de bedste rock and roll-sange nogensinde med sit vilde og i dag ikoniske beat, mens I’m A Man er blues i verdensklasse. Det er et virkelig simpelt riff, som oven i købet er stjålet direkte fra Hoochie Coochie Man af Muddy Waters, men det her fungerer bare endnu bedre, nok fordi det er blevet gjort endnu mere simpelt. Man føler sig altid virkelig sej, når man lytter til den. Og teksten er bare så fræk, at det er svært at overgå den, men ligesom med beatet fra Bo Diddley, så er riffet fra I’m A Man blevet brugt af talrige musikere sidenhen, og man forstår godt hvorfor.

Det bliver efterfulgt af stort set alle Bo Diddleys andre klassikere – selv føler jeg at Mona og Road Runner mangler, men Road Runner var end ikke udgivet dengang, så det kan selvfølgelig undskyldes. Og Mona var trods alt kun en b-side til Hey! Bo Diddley, og hverken han eller pladeselskabet kunne forudsige, at sangen ville blive så populær. Hey! Bo Diddley er til gengæld at finde på pladen, og selvom den er dybt sexistisk, så er den også virkelig god. Den er bygget over Old MacDonald Had a Farm, og den bliver faktisk forvandet til en ret sej rock and roll-sang. På pladen er der en ganske fin blanding af traditionel bluesmusik og mere moderne rock and roll, og denne blanding får virkelig pladen til at holde. Med Bo Diddley-pladen vidste jeg, at jeg ville elske den, så snart jeg så tracklisten, men med Go Bo Diddley kendte jeg ikke et eneste nummer i forvejen, så det var en meget interessant oplevelse. Der er nogle ret spøjse numre her og der på pladen, f.eks. er Say Man en virkelig særpræget sang, hvor han har en ganske morsom samtale med sin maracas-spiller over en meget energisk instrumentation.

Der er også hele 2 instrumentale numre, der agerer meget forskelligt fra hinanden. Det er dog ikke alle numre på Go Bo Diddley, der er lige interessante. F.eks. er Dearest Darling herpå, og mens det er en virkelig god sang, så har vi allerede hørt den på Bo Diddley, og jeg anmelder trods alt den samlede pakke. Desuden er Oh Yeah stort set bare I’m a Man med anden tekst. Mange af sangene er bare heller ikke så mindeværdige, selvom visse, f.eks. Say Man, Crackin’ Up og især den dramatiske The Great Grandfather er særdeles positive bekendskaber. Størstedelen er heldigvis ret gode, men man kan mærke noget albumfyld. F.eks. er I’m Sorry en virkelig kedelig doo-wop-sang af den mest traditionelle slags. Jeg forstår godt, at de valgte at udgive denne som en single, for lyden var meget populær dengang, men jeg synes ikke rigtig, at sangen holder. At sætte Bo Diddley og Go Bo Diddley på samme cd var en rigtig god idé. De føles begge meget korte og ufuldendte uden hinanden. De er vist blevet udgivet sammen i et par forskellige sammenhænge, og de komplimenterer hinanden meget godt: en hitparade efterfulgt af noget mere ukendt. Hvis du kan lide klassisk rock and roll, er dette helt klart noget for dig.

215 – Bobby Bland – Two Steps from the Blues (1961)

Udgivet den af
Svar

Bobby Bland, der også gik under det lidt mere eklektiske navn Bobby “Blue” Bland, er en af de største bluessangere nogensinde, og han udgav nogle ret succesfulde singler i 50’erne og starten af 60’erne. Mange af disse blev i 1961 opsamlet sammen med nogle få helt nye numre på Bobby Blands første soloalbum, Two Steps from the Blues. Det er stort set en opsamling, men den bliver tit opfattet som et reelt studiealbum, og det forstår man faktisk godt. For det første starter den meget blødt med titelnummeret, hvorpå Blands stemme virkelig udmærker sig. Dette er en af de få sange, der ikke tidligere var en single, og den bliver efterfulgt af en hel lille fortælling, der spreder sig over 3 sange. Det er måske ikke tilsigtet, men Cry Cry Cry, I’m Not Ashamed og Don’t Cry No More fungerer faktisk som en hel lille fortælling. På Cry Cry Cry slår han bittert op med sin udkårne og beordrer hende til at græde. Det er en meget traditionel bluessang, mens I’m Not Ashamed, der handler om at hun så ser ham græde, og at de finder sammen igen, er mere soul-præget. Den afsluttes så af den festlige pop-R&B-sang Don’t Cry No More, hvor den store glæde findes igen. At de alle har ordet “cry” i deres hook gør, at de føles så sammenhængende.

Efter det begynder det dog at føles som en opsamling igen. Track 5-12 har ikke meget med hinanden at gøre, men de viser stadig en meget alsidig Bobby Bland, der slører linjerne mellem blues og soul finere end nogen anden sanger har gjort. Der er ganske vist rendyrkede bluesnumre som Little Boy Blue og I Don’t Need No Woman, og sange som I’ve Got to Forget You og Lead Me On er stort set bare soul, men på meget af pladen fusioneres det så naturligt, at man knap nok lægger mærke til, at f.eks. I Pity the Fool laver virkelig markante stilskift. Personligt elsker jeg, når musikere prøver at trandencere genreboksene for i stedet at udfolde sig kreativt. Han skrev dog ingen af sangene på pladen selv, men jeg sætter pris på, at han som sanger ikke holdt sig fra genrer, han ikke var vant til, for hans stemme er smuk på hvert eneste nummer. Instrumentationen er også virkelig varieret. Der er både numre, hvorpå guitaren er det vigtigste instrument og nogle hvor man knap nok kan høre det. Der bliver derudover leget med orgel, klaver, trompeter og en masse andet guf.

Der er ingen sange, jeg synes er dårlige på Two Steps from the Blues, men til gengæld er der heller aldrig noget nummer, der blæser mig omkuld. Jeg savner lidt et dynamisk højdepunkt. Pladen er kun 30 minutter lang, og på den tid får man 12 rigtig gode bluessange, men længden kan mærkes rigtig tydeligt. Når man har så intense plader som Los Angeles af X eller så simplistiske plader som Pink Moon, så fungerer det. Med Two Steps from the Blues føles det lidt uafsluttet. Jeg må dog indrømme, at starten er virkelig klogt skruet sammen, og det er de færreste opsamlingsalbums, der er så klogt udtænkt. Det er dog lidt synd, at det ikke bliver ved. Der er helt sikkert bedre opsamlinger derude, men Two Steps from the Blues giver dig stadig noget af det bedste, manden har lavet, og oven i købet på meget kort tid. Bobby Bland har en virkelig skøn stemme, han opfører nogle virkelig gode sange, og det er meget varieret. Så hvis du er til blues eller soul og ikke er særlig bekendt med Bobby Bland, så bør du blive det, og Two Steps from the Blues er et godt sted at starte.

216 – The Smiths – The Queen Is Dead (1986)

Udgivet den af
Svar

Jeg har aldrig lagt skjul på, at The Smiths er et af mine yndlingsbands, og deres store mesterværk er generelt opfattet som værende deres tredje plade, The Queen Is Dead fra 1986. Mens jeg selv har meget svært ved at udpege en favorit blandt deres fire fantastiske albums, så forstår jeg det godt. Ikke alene har The Queen is Dead nogle virkelig stærke sange på sig, men den har også haft enorm indflydelse på 90’ernes populære britpop-bands. Den starter med et titelnummer, og det er en perfekt start. De første par sekunder med vokal lyder som noget dreampop, men efter det går man over i Morrisseys velkendte stemme, og så er man som Smiths-fan glad. The Queen Is Dead er som sådan ikke en særlig poppet plade. Der er ikke mange sange med popstruktur, Morrisseys stemme er næsten så langt fra George Michaels som muligt, og mixingen er meget alternativ. De færreste popmusikere ville normalt have en så klar bas som på denne plade. Dog er samtlige sange på The Queen Is Dead virkelig fængende. De er lette at synge med på, og det skyldes nok bare den stærke sangskrivning, der ikke hænger sig på gentagelser for at give dig en sang på hjernen.

Lyrisk er Morrissey ikke nær så diskret som tidligere, men at alting er så direkte gør det så meget mere gribende. Tit tænker man “sagde han lige det?”, og ja, det gjorde han. Han skaber skøre billeder af en sognepræst iklædt ballerinadragt, fornærmer folks poesi på groveste vis, og fantaserer om at blive kørt ned af store biler. Altså albummets titel er The Queen Is Dead, og med den formåede de om muligt at lave en endnu mere kontrovers-indbydende titel end den foregående Meat Is Murder. Men Morrissey er dog alt dette på en meget morsom måde. Han har meget charme med sig i løbet af det hele, og det betyder meget. På There Is a Light That Never Goes Out, hvor han netop fantaserer om at blive kørt ned, så synger han jo  om kærlighed. Det er en af de smukkeste kærlighedssange nogensinde, og der er et sjældent strejf af lykke på dette nummer, noget man ikke ser meget til hos gruppen. Det mærker man også på Cemetery Gates, hvor der bliver sunget om at møde sin udkårne ved en kirkegård. Igen, Morrisseys hjerne er forskruet på den dejligst tænkelige måde.

Musikalsk sker der også mange interessante ting. Der bliver brugt bemærkelsesværdige stemmeeffekter på Bigmouth Strikes Again, og mange steder på pladen er der meget naturligt lydende synth-strygere og -fløjter. Marr spiller endda på visse numre pumpeorgel. Det er ikke Grateful Dead eller noget, men pointen er, at denne plade har mere instrumental variation end tidligere, og det kan gøre den meget lettere at blive glad for. Det mest interessante øjeblik på et instrumentalt niveau er efter min mening på afslutningsnummeret, Some Girls Are Bigger Than Others. Sangen starter med at fade ind, og øjeblikkeligt efter fader den ud, og så fader den tilbage igen. Det er ret genialt gjort, og det sørger for at få lytteren til at tænke over det, og dermed bemærke sangen. Og Some Girls Are Bigger Than Others er også et fantastisk nummer at afslutte med. Og for en gangs skyld føles det konkluderende at afslutte med et fade, for det er jo det, nummeret drejede sig om i starten. The Queen Is Dead er en mesterlig plade, og hvis du vil lære The Smiths at kende er det det allerbedste sted at starte.

217 – Beastie Boys – Licensed to Ill (1986)

Udgivet den af
1

Jeg har efterhånden gjort det ret klart, at jeg elsker hip hop i mange forskellige afskygninger, men alligevel har jeg altid haft væsentlige problemer med langt de fleste hip hop-plader, jeg har anmeldt. Det er ikke nær så slemt i dag, men før i tiden var der mange skratch-numre, skits og decideret fyld på selv de bedste plader. De eneste hip hop-plader, jeg ind til videre har anmeldt, der ikke har haft ét svagt nummer er The Blueprint af Jay-Z, Enter the Wu-Tang (36 Chambers) af Wu-Tang Clan og Illmatic af Nas. Det vil jeg allerede afsløre, at denne anmeldelse vil ændre på, for Licensed to Ill af Beastie Boys er en af de bedste hip hop-plader nogensinde. Og det er sjovt, for jeg ville aldrig på et lyrisk niveau sammenligne Beastie Boys med f.eks. Jay-Z, Nas og størstedelen af Wu-Tang Clan, og alene med hensyn til deres flow, så er de på Licensed to Ill ikke synderligt imponerende. De er til gengæld fulde af energi og personlighed, og personlighed kan række langt. Det hjælper nok også meget, at der er tre af dem. Blandt de tre er MCA nok den eneste, jeg kunne udholde at høre en solo-plade med, for både Mike D og især Ad-Rock er meget højlydte og irriterende på en sært tiltalende måde.

Beastie Boys rapper på Licensed to Ill ikke rigtig om andet end nogle vilde røverhistorier, barnlige fantasier og alt muligt, som ville være uudholdeligt at høre på, hvis de tog sig selv mere seriøst. Men det gør de ikke, og selv i dag fungerer Licensed to Ill på et satirisk plan. Det virker faktisk skræddersyet til at gøre grin med moderne mainstream-rappere, men den slags typer fandtes selvfølgelig også dengang, de tjente bare ikke penge på at udstille deres skødesløshed som noget at aspirere efter. Der er dog ingen, der har lyst til at være de figurer, Beastie Boys portrætterer på Licensed to Ill. De er naive, de er dumme, de tror selv, at de er de sejeste. På (You Gotta) Fight for Your Right (To Party) rapper de om at pjække fra skole, på Paul Revere truer de med at dræbe hinanden. Kontrasten mellem disse får mange af deres alligevel langt ude fortællinger til at virke fuldkommen usandsynlige, selv inden for det ellers selvskabte univers. Og denne personlighed er da også virkelig hjulpet af skingre Ad-Rock, sprøde MCA og frembrusende Mike D. Især Ad-Rock lyder bare som en 7-årig i sin attitude, og det gør det svært ikke at holde af.

Albummet er produceret af Beastie Boys i samarbejde med Rick Rubin. Han er en næsten endnu vigtigere person i genrens historie end Beastie Boys. Han producerede allerede før License to Ill for Run-D.M.C. og LL Cool J, og senere ville han også samarbejde med bl.a. Public Enemy, Jay-Z, Eminem og rapguden over dem alle: Sir Mix-a-Lot. Det var praktisk talt ham, der skabte den hårdtslående, vrede lyd, mange forbinder med meget af den bedste guldalder-hip hop. Før ham var stort set alle hip hop-samples af funk og lignende genrer, men han havde en baggrund i rockmusik og dermed et bredere spektrum end de fleste hip hop-producere. Der er ganske vist lyd fra Stevie Wonder, Kool & the Gang og Barry White, men lige så meget kommer fra navne som Led Zeppelin, AC/DC og The Clash. Beastie Boys lavede også tidligere hardcore punk, så det giver et udsyn på musikken, der stadig virker originalt i dag, for jeg kan ikke nævne én anden rapper, der har en baggrund i lignende genrer. Og det er nok sådan noget, der har gjort, at Licensed to Ill bare holder. Det er en fantastisk plade, og den kunne sagtens være en af mine top 10 hip hop-plader.