Juli har været noget af en måned for mig. At skulle anmelde The Complete Hank Williams tog meget af min tid, og jeg er hele tiden tæt på at misse min deadline. Det er derfor, at jeg med dette blogindlæg vil annoncere, at mit radioprogram, The Vinyl Countdown vil sende sit sidste afsnit før en sæsonpause den 27. august; med mindre dette afsnit skulle blive udsat af uforudsete omstændigheder. Jeg vil stadig arbejde på programmet, og I vil selvfølgelig kunne læse anmeldelserne her, så snart jeg har skrevet dem. Jeg forventer, at programmet går i gang igen kort efter, jeg har skrevet anmeldelsen af album nr. 151, Darkness on the Edge of Town af Bruce Springsteen. Indtil da kan i høre de næste par afsnit hver onsdag kl. 17 på Rockkanalen! De genudsendes desuden kl. 15 hver efterfølgende søndag.
Bibzoom har som sædvanlig hjulpet min blog rigtig meget ved at lægge mine anmeldelser op på deres side, og jeg sætter meget pris på det. Her er dem udgivet i den sidste måneds tid:
The White Stripes – Elephant
Don Henley – The End of the Innocense
The Beatles – A Hard Day’s Night
Roxy Music – Country Life
Wu-Tang Clan – Enter the Wu-Tang (36 Chambers)
Steely Dan – Pretzel Logic
Def Leppard – Pyromania
The Who – A Quick One
De uforudsete omstændigheder, der kunne få mig til at udskyde radioprogrammerne, kunne meget vel være det væld af koncerter, august byder på. Her snakker jeg bl.a. Vanguard Festival i Søndermarken, hvor jeg skal se navne som Mew, Babyshambles, Death, The Roots, Mos Def, Method Man & Redman og vigtigst af alt: Parliament-Funkadelic! Eddie Hazel er måske død, men det skal ikke forhindre verdens bedste funkgruppe i at lave en enorm fest. Jeg kan næsten ikke sætte ord på, hvor meget jeg glæder mig til at se dem. Og så spiller Neutral Milk Hotel oven i købet i Vega den 7. august, og skønne Janelle Monáe skal optræde i Falconer Salen den 12. Samme dag begynder jeg på Sankt Annæ Gymnasium, så det bliver noget af en måned for mig. Jeg glæder mig vildt meget.
Traditionen tro har jeg kigget på diverse lister over kommende albums, og jeg har selv bikset en sammen over albums, jeg bare SKAL høre i august:
- The New Pornographers – Bill Bruisers
- FKA Twigs – LP1
- Spoon – They Want My Soul
- The Underachievers – The Cellar Door: Terminus Ut Exordium
- Cold Specks – Neuroplasticity
- Kimbra – The Golden Echo
- Sinéad O’Connor – I’m Not Bossy, I’m the Boss
- Dilated Peoples – Directors of Photography
- The Awesome Welles – The Awesome Welles
- The Gaslight Anthem – Get Hurt
Enhver måned med nye albums fra både The New Pornographers og FKA Twigs kommer bare til at være fantastisk. De to skiftedes konstant mellem førstepladsen, men jeg er blevet lidt forelsket i Neko Case på det sidste. Heldigvis er rangeringen ret ligegyldig.