Forfatterarkiv: Kjartan

150 – Santana – Santana (1969)

Udgivet den af
Svar

I latin-rocks store vide verden er der vist kun virkelig ét navn, der kendes af gud og hvermand. Det er selvfølgelig bandet Santana med den latterligt dygtige guitarist Carlos Santana i front. De spillede på den legendariske Woodstock festival i august 1969, og senere samme måned udkom deres debutalbum ved navn Santana. Den åbner med Waiting, en intens instrumental sang med en sprød, eksotisk rytme og et hektisk orgel som lead-instrument. Først til sidst begynder der virkelig at ske noget med guitaren, og det er virkelig tilfredsstillende efter denne lange opbygning. Det er en god indledning til pladen, der naturligt nok er meget guitarpræget. Den vældig dygtige organist hedder Gregg Rolie, og han agerer også bandets forsanger. Han har ikke verdens mest spændende stemme, men han lader på den måde også instrumentationen være i front. Det er det kraftige, dynamiske arrangement, der sørger for, at deres cover af Willie Bobos Evil Ways stadig i dag er blandt Santanas mest berømte sange til trods for den anonyme vokal. Shades of Time har nogle ret svage vers, der hele tiden leder op til et omkvæd, der ikke er til stede. Derimod opfører Santana en af pladens mest følelsesrige guitarsoloer, hvilket mere end retfærdiggør sangens eksistens.

Shades of Time  går direkte over i Savor, et kortere instrumentalt nummer. Her bliver det meget hurtigt, meget fyldigt i lydbilledet, og det er faktisk ikke rigtig til at kapere. Det er enormt stort, og vældig imponerende fra et teknisk standpunkt, men man bliver simpelthen så overvældet af lyd, at man har brug for at tage en pause. Og Santana holder nærmest aldrig pause på denne plade. Det bliver aldrig stille i længere tid af gangen. Man kan blive tvunget til at holde nogle pauser for at kunne sluge det hele. Med det sagt finder man midt på pladen et af Santanas bedste numre nogensinde – den simple, urkraftdrevne Jingo. Sangen består af tre ord, og jeg ved ikke om nogen af dem betyder noget som helst. Det er et cover af en sang af en nigeriansk trommeslager ved navn Babatunde Olatunji, men Santanas udgave har meget mere at byde på i min optik. Persuasion er et vildt, legesygt og sensuelt nummer, som Gregg Rolie sælger overraskende godt. Det er dog Carlos’ guitar, den drilske rytme og den spændende komposition, der gør, at sangen fungerer så godt, som den gør.

Treat er blandt gruppens mere jazzede værker. Det er et instrumentalt nummer, hvorpå Carlos’ guitar er i fokus, og Rolies orgel er skiftet ud med et traditionelt klaver, hvilket tilføjer til stemningen. I slutningen af dette nummer vælger gruppen for en gangs skyld at gå ned i gear, og det er meget forfriskende. Det virker måske ekstra godt, fordi der her er klaver i stedet for orgel. De måtte godt have vekslet lidt mere mellem de to instrumenter. Jazz har som bekendt rødder i bluesmusikken, og derfor virker det som en ret naturlig udvikling at gå i en mere blues-orienteret retning med You Just Don’t Care. Det er en rigtig god sang, der viser Santanas diversitet som gruppe. Den angriber heller ikke dine ører nær så meget som så meget i starten af pladen, så den er meget velkommen på pladen i mine øjne. Pladen slutter dog af med det, jeg selv ser som Santanas uden tvivl bedste nummer, nemlig den instrumentale Soul Sacrifice. Det er en sang, der lyder af storhed, af mystik og af voodoo. Den lægger meget op til, hvordan gruppens lyd ville ændre sig på opfølgeren, Abraxas. Santana er en plade, der kommer mod dig med fuld fart, og det kan være svært at optage det hele på en gang. Men det er smukt, imponerende og stilfuldt.

Top 15 navne på Roskilde Festival 2015 (5-1)

Udgivet den af
2

Ja, så er vi ved den endelige top 5. Jeg har snakket så meget med så mange om, hvor meget jeg glæder mig til disse fem navne. Det her er creme de la creme. Det er her, det virkelig gælder.

5 – Florence + the Machine
Florence Welch er en latterligt dygtig sanger, og hun lader heldigvis sin stemme optræde på nogle virkelig gode sange i Florence + the Machine. Det er barok progressiv popmusik af den slags, Kate Bush i sin tid var med til at definere. Og Florence + the Machine har uden tvivl lyttet en del til Kate Bush. Om deres sceneshows er nær så storslåede, vil jeg ikke begynde at gøre mig forventninger om, men uanset hvad er musikken rigtig smuk. De maler nogle flotte lydbilleder, mens de også bare forstår at lave fængende popmelodier. Det hele er et virkelig lækkert band, der har formået at skrive og opføre stribevis af fantastiske sange i en variation af stilarter. Man kan ikke rigtig vide sig sikker med hvad man kan forvente, fordi de har lavet så forskellig musik i løbet af deres karriere, men jeg forventer i hvert fald, at det bliver rigtig godt.

4 – St. Vincent
Jeg har set St. Vincent to gange allerede, og jeg skal skam se hende igen, lige før ovenstående Florence + the Machine. Hun spiller oven i spændende navne, jeg aldrig har set, og som jeg havde håbet på at komme til at opleve, Ryan Adams, Father John Misty, Foxygen, men jeg skal ikke gå glip af et sekund af hendes optræden, som med garanti bliver lige så utrolig som sædvanligt. Hun er et utrolig dejligt menneske på scenen, og hun præsenterer sin musik på en så personlig måde, at man ikke kan andet end at holde af hende. Hun er som den mest menneskelige, venligste robot, vi dødelige nogensinde har set. Hun er en dygtig sanskriver, en dygtig guitarist, en dygtig scenepersonlighed. Den eneste årsag til, at hun ikke er højere på listen, er at jeg allerede har set hende to gange. Ellers kunne hun være endt så højt som nummer 2.

3 – Run the Jewels
Run the Jewels består af El-P og Killer Mike. De er to af vor tids dygtigste, mest kreative rappere, og de har hver deres meget særegne stil, som er fyldt med lyriske godter. Det er selvfølgelig svært at nyde al lyrikkens integritet til en koncert, men så er det heldigt, at El-P også er en helt vild producer, der laver hårdtslående, vilde beats, der helt sikkert kan sætte gang i Arena. Nu kan man ikke altid vide sig sikker med hip hop-koncerter, rapperne skal tit virkelig give den hele armen i forhold til levering, for at koncerten ikke bliver langtrukken. Men Run the Jewels har generelt fået gode live-anmeldelser, og når jeg ser video fra deres koncerter, ser det lige så vildt ud, som jeg har håbet på. Og de er ikke engang det hip hop-navn, jeg glæder mig mest til

2 – Kendrick Lamar
Dårlig hip hop er noget af det sværeste musik at holde ud i længden. Og der er nogle – efter min mening – ret dårlige hip hop-navne på Roskilde. Dem skal jeg så ikke se, der er heldigvis altid et eller andet interessant i gang på en af scenerne. Men jeg skal til gengæld se kongen af hip hop. Manden, der har lavet årets uden sammenligning mest roste album, som uden tvivl kommer til at vinde masser af priser. To Pimp a Butterfly er det, alle siger, det er: et mesterværk. Der er ingen vej omkring det. Han er ikke bare en af verdens bedste rappere, han er verdens bedste hip hop-musiker lige nu. Han angriber hip hop, nej, han angriber musik på en måde, som ingen anden musiker har gjort hidtil. Hans musik er fantastisk, og live kommer det sikkert også til at bevæge mig.

1 – Paul McCartney
Jeg vil gerne starte med at snakke om et lille band, der hedder Deafheaven. Dem kommer jeg desværre ikke til at se i år, men de laver en ufatteligt kreativ, fuldkommen vanvittig blanding af shoegaze og black metal. Det er smukt, det er helt utroligt. Og det ligger lige oven i en mand, jeg ikke i mine vildeste drømme troede jeg skulle komme til at se. Paul er min yndlingsbeatle. Ikke alene har han sunget nogle fantastiske sange, men han har den efter min mening mest solide solokarierre af dem alle. Jeg har anmeldt Band on the Run, Help! og A Hard Day’s Night med glødende ros, og efter at have læst interviews med ham, anmeldelser af nyere koncerter og set hans seneste par setlists, er jeg blevet overbevist om, at han nok skal levere en fantastisk koncert. Jeg lyttede også til hans nyeste plade, New, her forleden, og den lyder ikke den mindste smule af oldtidsfund. Han er stadig ung i sindet. Og han er stadig dygtig og fuld af spilleglæde.

Jeg glæder mig som et lille barn. Ikke kun til Paul, men til hele festivalen. Til Kendrick, til Run the Jewels, til St. Vincent, til Florence, til Mew, Muse, Disclosure, WhoMadeWho, Hot Chip, Chelsea Wolfe, Jungle, Benjamin Booker, Ought og Jamie xx. Og til masser af navne, der ikke er endt på listen, men som jeg skal se alligevel. Jeg skal også se Off!, Bob Hund, Young Fathers, Electric Eye, The War on Drugs, Every Time I Die, Ezra Furman, Dreamers’ Circus, Kronos Quartet, Pede B & DJ Noize, Kate Tempest og Goat! Roskilde Festival bliver sindssygt!

Top 15 navne på Roskilde Festival 2015 (bogstavelig talt)

Udgivet den af
Svar

Hvorfor gå op i at lave god musik, når man kan have et sjovt navn? På Roskilde Festival er det muligt at danne et helt program ud fra, hvem der har sjove navne. Så jeg vil dedikere denne liste til de mest mærkværdige:

Værd at nævne – Perfect Pussy
Perfect Pussy blev desværre nødt til at aflyse, og deres afløsere i Girl Band var da også gode kandidater til listen, men lad os indse det: Man skal have et rigtig godt navn, for at kunne erstatte Perfect Pussy, uden at jeg bliver skuffet.

15 – Twin Peaks
Fedt navn til noget mystisk, mørk elektronisk musik eller et eller andet, der fanger David Lynchs syrede tankegang. Jeg ved ikke, hvor velegnet det er til den sjove powerpop, gruppen rent faktisk laver.

14 – St. Vincent
Jeg har altid elsket Mellemamerika. Mens St. Lucia og St. Kitts måske får mere ære i dagligdagen, fortjener St. Vincent også noget kærlighed. Desværre hedder hendes band ikke Grenadinerne.

13 – Burnt Friedman & Jaki Liebezeit
Det sjoveste ved Burnt Friedman er, at det næsten er hans rigtige navn – han hedder Berndt Friedmann i virkeligheden. Han får dog minuspoint for at optræde sammen med Jaki Liebezeit, hvis navn ikke er så spændende igen.

12 – Thrkngs
Hvordan udtales det her? Man udfylder vel med vokaler, hvor man selv har lyst. The Rye Kangas? At her kongos? Thork Nigas? They are kongas? The Rike Nags?

11 – Timbuktu & Damn!
Jeg glæder mig virkelig til at se Timbuktu, og Damn, hvor var det en vild fest i går. Udråbstegnet giver dig lyst til at begynde en helt ny sætning, fordi du lægger så meget tryk på “Damn”. Og så lyder Timbuktu altså også mere som noget world music end en rapper.

10 – Drenge
Man kigger på det her navn, og tænker “nå, det er da ikke så særligt, er det sjovt fordi de alle er kvinder eller fordi de alle er vildt gamle eller hvad”? Nej, de er ganske vist alle unge mænd. De er dog også briter, der ikke engang kan udtale det danske ord, de er opkaldt efter. Hvordan udtaler vi så bandnavnet? Det er et mysterium

9 – Fat White Family
Det lyder mest af alt som en eller anden grovkornet sitcom-parodi, ikke rigtig et band. Men det er noget af det, der gør deres navn så smukt.

8 – Kevin Gates
Al respekt til rappere, der vælger at bruge deres rigtige navn, omend de så ikke ser nær så street ud af at gøre det. Men Gates er ikke engang hans rigtige efternavn. Han hedder i virkeligheden Gilyard til efternavn. Hvorfor ændre et kedeligt, men i det mindste unikt efternavn, til et ganske almindeligt kedeligt efternavn. “Gates” får mig til at tænke på programmører, ikke på hip hop.

7 – Le1f
Le1f er endnu et tilfælde, hvor man spørger sig selv, hvordan navnet udtales. Le-onef? Leon F.? Leaf? Lenf? Lelf? Lef One? Leif den lykkelige?

6 – Every Time I Die
Sker de da tit for dig?

5 – ILoveMakonnen
I starten tænkte jeg blot “hvad fanden er Makonnen”, men så fandt jeg ud af at Makonnen er ILoveMakonnens rigtige fornavn. Så han elsker sig selv? Det er narcissisme på Kanye-niveau, men end ikke han har valgt at bruge sit navn på at erklære kærlighed til sig selv.

4 – Bob Hund
Fantastisk. Jeg ved ikke engang, hvad jeg kan tilføje. Det er ikke engang sjovt ved et uheld, de er svenskere, så de forstår det også. Jeg er ret glad for figurer som Daffy And og Pelle Gris, men Bob Hund ville være den bedste looney toon nogensinde.

3 – Kane West
Der er vist nogen, der håber, at folk læser forkert på programmet eller bare antager, at Roskilde har lavet stavefejl.

2 – $ushi x Kobe
Hvis norsksproget hip hop ikke lyder sjovt nok i første omgang, så bør dette navn kunne overbevise dig. Husk i øvrigt, at da det er norsk, udtales det syshi. Hvad kan toppe dette?

1 – King Gizzard & the Lizard Wizard
Og selvfølgelig laver de psykedelisk rock. Meget psykedelisk rock.

Top 15 navne på Roskilde Festival 2015 (10-6)

Udgivet den af
Svar

Ja, jeg ved det, mange er allerede på Roskilde, og I har sikkert masser at tage jer til, der er mere interessant end at læse en tilfældig bloggers mening på internettet. I har sikkert allerede sammensat et program. Men jeg tænker, jeg i det mindste gerne vil færdiggøre denne liste inden jeg smutter i morgen. Og nummer 15-11 var nok det vigtigste for mig at komme ud med, for vi bevæger os også op mod toppen af plakaten, som vi kommer længere op ad listen.

10 – Hot Chip
Hot Chip er ligesom Jungle et dance-projekt, der på scenen er et honest to god band. Der sker noget på scenen. Der sker faktisk ret meget på scenen, og selvom forsanger Alexis Taylor har en indadvendt stemme, vender han sit image på vrangen og ser dejligt akavet ud, når han hopper og danser rundt til gruppens sjove nørd-disco. På de liveoptagelser, jeg har hørt, får alle deres sange også flot nyt liv. Og tit lyder de også bedre live. Og det er endda bare optagelserne, så i levende live tør jeg knap forestille mig hvor godt det vil lyde. De bliver det sidste jeg ser om torsdagen, da de spiller kl. 2 om natten, og det er et perfekt tidspunkt at sætte dem. Hvem vil ikke slutte sin dag af med at feste med Hot Chip?

9 – WhoMadeWho
Jeg havde mulighed for at se WhoMadeWho sidste år på NorthSide, men valgte dem fra til fordel for at se Queens of the Stone Age for anden gang. Alle jeg har snakket med, der så WhoMadeWho, sagde dog, at de var fuldkommen utrolige. Og jeg ville da gerne se dem, men jeg tænkte, at siden de er danske, så har jeg tit muligheden. Og nu er det mulighedernes time – og ser vi bort fra Joanna Gruesome og til en vis grad Ukendt Kunstner, spiller de ikke samtidig med noget, jeg går særlig meget op i at se. Og Ukendt Kunstner kan man jo altid se igen. Deres blanding af poprock og dance er virkelig fængslende og storslået, og sange som The Morning, Inside World og Dreams er umulige at få ud af hovedet. På mange måder minder de mig meget om New Order, men de lyder stadig moderne og aktuelle. Jeg havde håbet på, de ville spille lidt senere, f.eks. lige efter Paul McCartney, hvor intet alligevel rammer min interesse nær så meget som WhoMadeWho. Men kl. 16 skal jeg nok alligevel få festet igennem med et af Danmarks efter sigende bedste livebands.

8 – Disclosure
Jeg lover, der ikke er mere EDM på listen. Men jeg er altså virkelig begejstret for Disclosure. Det er et af de få bands, hvor mit hipster-niveau når sit maximum, fordi jeg “lyttede til dem, før de var mainstream”. Jeg blev øjeblikkeligt begejstret, da jeg hørte den hårdtpumpende When a Fire Starts to Burn fra deres debutplade Settle, og mens jeg lyttede til resten af pladen kunne jeg vitterligt ikke sidde stille. Nu er der i modsætning til Jungle, Hot Chip og WhoMadeWho ikke nogen fast sanger i Disclosure, men ligesom med Jamie xx tror jeg, at de har masser af anden god underholdning i ærmet. F.eks. vilde lysshows, noget fed live-instrumentation og en godt og grundigt festlig stemning. Disclosures musik er sådan noget, der virkelig bringer folk sammen, og så er det lidt ligemeget, om der er en sanger på scenen. Publikum vil alligevel skråle med for fuld skrue. Jeg vil i hvert fald. Og det glæder jeg mig til.

7 – Muse
Ja, selvfølgelig skal jeg se Muse. Jeg er ikke lige vild med alt på deres sidste par plader, men de første fire er blandt de bedste moderne prog-plader derude. Og der er også godt med solidt materiale på de nyeste par plader, selvom der er længere mellem snapsene nu. Det hjælper også, at Muse har ry for at være et af de bedste livebands i hele verden. Min far så dem i Forum for nogle år siden, han siger, at det ikke levede op til rygterne, men han har skam også tænkt sig at se dem igen. De er et knaldgodt rockband, og deres af og til næsten latterligt overdrevent melankolske tone kan sagtens ende med at være fed live. Jeg forventer faktisk at selv, de sange, jeg ikke er så glad for, vil udmærke sig live. Dem kan jeg normalt ikke lide, fordi de ender med at være for latterlige på den ene eller den anden måde, men at være latterlig er ikke et særlig stort problem, med et oplagt publikum.

6 – Mew
Hvis Muse vil lære at lave melankolsk prog-rock, der virker oprigtig igen, så burde de blive en dag ekstra på Roskilde og lytte til Danmarks uden tvivl bedste prog-band (der tilfældivis har et meget ensklingende navn). Jeg har set dem live to gange allerede, og jeg har på fornemmelsen, at Roskilde ikke bliver den sidste. De var virkelig gode på NorthSide, og det var magisk, da de fik lov til at afslutte første dag på Vanguard. Generelt er jeg ret tilfreds med hvilke bands, der er placeret senest. Kl. 1:30 er perfekt til at mærke den mørke varme, Mew kan skabe. Og den varme følelse, de vil skabe i min mave med deres følelsesrige, følsomme rockmusik, den glæder jeg mig til at gå i seng med. Mew er et magisk band, og hvis du ikke har set dem live, så har du ikke oplevet halvdelen af deres magi.

Top 15 navne på Roskilde Festival 2015 (15-11)

Udgivet den af
Svar

Ja, så er det snart tid til, at jeg for første gang skal afsted til Roskilde Festival. Jeg glæder mig rigtig meget. Det bliver en fed oplevelse med gode venner, masser af sjov og god musik. Og musikken er da det vigtigste. Der kommer rigtig mange fede navne i år, både store og knap så store, og jeg skal nok få mig nogle vilde oplevelser derovre. Jeg har rangeret de 15 navne, jeg glæder mig mest til her. Jeg har taget højde for, at jeg kan se alle navnene, men der er desværre en del navne, jeg havde glædet mig til, der endte med at vise sig at spille samtidig. Jeg vil i så fald lige nævne, hvem jeg desværre går glip af.

15 – Jamie xx
Min Roskilde Festival skal sluttes af med en af vor tids bedste electronica-producere. Jeg er meget glad for hans enormt lækre, meget tilbagelænede lyd. Den lyder nogenlunde som hvis James Blake var gladere og lod være med at synge. Og selvom jeg både elsker James Blakes humør og stemme, så vinkler Jamie xx også stilarten på en rigtig flot måde. Hvis hans navn minder dig meget om the xx, så er der en god årsag til det – han er medlem af the xx, og det kan man sagtens høre på hans flotte lydbilleder. Han har lige udgivet sin første rendyrkede soloplade, In Colour, og den har ret mange svedige sange på sig, herunder singlerne Girl, Gosh og I Know There’s Gonna Be (Good Times). Men de andre sange på pladen er generelt også rigtig gode og rigtig forskelligartede. Han spiller kl. 2, og det bliver det sygeste rave. Det går ned, som man siger.

14 – Ought
Jeg kunne umiddelbart ikke huske at have hørt om Ought før, da de blev annonceret til Roskilde, men jeg gav dem en chance, og jeg var hooked med det samme. Det viste sig så senere, at The Needle Drop havde kaldt deres debut en af sine yndlingsplader fra 2014. Jeg er overvældet af deres vilde ideer og deres spøjse levering. De rammer en fin line, hvor de på overfladen er løse og fjollede, men i realiteten er udtryksfulde og komplekse. Det er grim musik for grimme mennesker. Og torsdag aften ved midnatstid føler jeg mig sikkert grim, og jeg skal møde masser af andre grimme mennesker. Og så skal vi have det grimt sammen. Det bliver hyggeligt.

13 – Benjamin Booker
Benjamin Bookers beskidte, hæse stemme var noget af det første, der greb mig ved hans musik. Noget andet var hvor rå og ukalkuleret hans musik var. Det minde mig lidt om nogle af The Black Keys’ tidlige plader fusioneret med noget The Replacements. Det er garagerock med liv og sjæl, som ganske vist er inspireret af klassikerne, men han tager masser af personlighed med. Han er stadig ung, og han kunne sagtens ende med at blive lige så stor som nogle af giganterne i genren. Han har hele stilens essens på plads, og han tør også at gøre sine egne ting med den. Han skriver solide, simple sange, som sagtens kan sætte gang i hele Pavillion, og når han en dag er stor nok, ville han faktisk passe fint ind på selv de største scener. Benjamin Booker er en meget spændende gut, som jeg absolut vil holde øje med i fremtiden.

12 – Jungle
Roskilde har i år virkelig et dansevenligt program. Dance-musikken er ikke blot repræsenteret godt, det plejer den jo at være, men dance falder overordentligt godt i min smag i år. Jungle spiller oven i købet samtidig med et svensk-dansk synthpopband ved navn Lust for Youth, som også er rigtig dansevenlige. Men Jungle er mere end bare elektronisk musik – det er et stort live-ensemble. Hvis det kommer til at fungere lige så godt som Rudimental og Parov Stelar gjorde på NorthSide, så glæder jeg mig rigtig meget til at se, hvad Jungle har i ærmet. Ind til videre har jeg kun set, at det har fungeret rigtig godt, når elektronisk musik er blevet opført med organiske instrumenter live. Det sætter virkelig gang i publikum på en anden måde og skaber mere engagement.

11 – Chelsea Wolfe
Så der er denne her musiker, der hedder Chelsea Wolfe. Og hun er uhyggelig. Og hun spiller lige før Paul McCartney. Jeg er ikke sikker på, at jeg tør se Paul McCartney lige efter Chelsea Wolfe, det kan være hun spiser mig eller et eller andet. Jeg havde hørt om hende før hun blev annonceret, f.eks. gennem The Needle Drop, Pitchfork og Velocities in Music, men jeg valgte først at lytte til hende, da hun blev tilføjet til plakaten. Og hvis vi lige stopper alle mulige jokes, om at hendes musik ikke er særlig rar, så er den samtidig virkelig smuk. Den udtrykker virkelig mange rigtigt store – og alt andet end lykkelige – følelser. Hun begrænser sig ikke musikalsk. Hendes musik kan bevæge sig fra electronica over synthpop og post-punk til hård rock med klare heavy metal-elementer. Hun skal nok komme helt ind under huden på mig. Jeg er lidt ked af at gå glip af First Aid Kit, men Chelsea Wolfe er en oplevelse, jeg ikke vil misse.

Lad os så se om resten af listen er klar før festivalen.

Top 15 navne på NorthSide 2015 (1-5)

Udgivet den af
Svar

Så er det NorthSide-fredag morgen. Jeg skriver dette, mens jeg venter på, at min far henter morgenbrød, og mens min ven Jacob ligger og sover. Forhåbentlig vækker jeg ham ikke med min tasten, for han blev oppe længe i går for at lave skoleårets sidste lektier. Nå, det ville være fedt at have en færdig top 5 inden festivalen gik i gang.

Og så aflyser Earl Sweatshirt fandeme. Barbara Moleko kommer i stedet, men shit, det er synd at gå glip af ham. Måske er det fordi han ikke kan lide shit, og derfor ikke gad gå udenfor. Den nye uofficielle 15. plads går til Dizzy Mizz Lizzy

5 – Death Cab for Cutie
The National viste sidste år for mig, hvad følsom musik kan udrette live. Det er til dato stadig den bedste koncert, jeg nogensinde har set. Hvis medlemmerne bare arbejder godt sammen om at skabe et personligt forhold med publikum i løbet af koncerten, så kan det ende med at blive magisk. Death Cab for Cutie er ret følsomme. Emo ville ikke være ukorrekt at beskrive visse af deres sange som, men i løbet af deres karriere har de udforsket mange forskellige former for musik. Deres forsanger, Ben Gibbard er en meget dygtig sangskriver, der kan udtrykke sig virkelig godt gennem musik. Han er også manden bag synthpopgruppen The Postal Service, og hans spinkle, usikre stemme bliver udnyttet rigtig godt gennem hans musik. Hvor Earl Sweatshirt kunne risikere for meget distance fra publikum, vil Ben Gibbards inderlighed nok bare drage publikum til ham. De vil være fascinerede af sådan en person som ham. Om ikke andet er jeg det allerede.

4 – The Black Keys
Det er nok et af de navne, der har solgt flest billetter til festivalen. Og man forstår godt hvorfor. De appellerer bredt, de skriver gode sange, uanset om de er seriøse eller mere fjollede. De har et så stort og varieret bagkatalog, som er imponerende solidt. De mest festlige sange, f.eks. Lonely Boy og Girl Is On My Mind skal nok få gang i publikum, og mere følsomme sange som Little Black Submarine skal nok få givet os en klump i halsen. Jeg glæder mig selvfølgelig til at høre alle deres hits, Fever, Gold on the Ceiling, Tighten Up og så videre, men jeg glæder mig især til at se, om de vil spille nogle ældre sange. Deres tidliger plader trænger seriøst til mere kærlighed. Men uanset om det er nyt eller gammelt, så er det råt, det er rocket, og der er masser af personlighed.

3 – Alt-J
Fjerdepladsen ville have været FKA Twigs, hvis hun ikke spillede samtidig med Alt-J. FKA Twigs er skøn, hun laver noget af den mest kreative, mest innovative og mest unikke musik, du kan finde på markedet lige nu. Men her er problemet: det gør Alt-J også. Og jeg har svært ved at sige, hvad jeg egentlig helst vil se. Jeg ved bare, at FKA Twigs vil koste mindre at se andetsteds. Og jeg har lyttet til Alt-J i længere tid, faktisk siden de debuterede. Så jeg har lidt et stærkt forhold til dem. Jeg er virkelig imponeret over, hvor flot de kan behandle det musikalske landskab. Begge deres plader var spændende rejser gennem mange forskellige lyde, og samtidig er de blevet så store, som de er. Jeg har egentlig ret svært ved at fatte, hvad “masserne” kan se i Alt-J, for de er meget alternative. Det er svært at nævne bands, der minder om. Men det er måske netop det, folk kan se i dem. De kan se en fremtid. Et band, der kigger fremad mere end tilbage. Det ville jeg ønske, at jeg også gjorde, men min top 2 er desværre nogle gange. Hvad kan jeg sige, jeg er lidt af en hykler af og til.

2 – Wu-Tang Clan
Min top 2 kunne lige så godt være i omvendt rækkefølge. Jeg ved virkelig ikke, hvilket af disse to legendariske bands, jeg glæder mig mest til. Men Wu-Tang Clan er i hvert fald en oplevelse, jeg næsten ikke kan fatte, at jeg skal få. Wu-Tang Clan er 9 medlemmer – ganske vist er Ol’ Dirty Bastard ikke blandt os længere, men alle medlemmerne bidrager med noget unikt. Enter the Wu-Tang (36 Chambers) er en af mine yndlingsplader i hele hip hop-genren, jeg anmeldte det for noget tid siden, og jeg står ved enhver udtalelse, jeg lavede dengang. Det er et mesterværk, fordi gruppens medlemmer er så dygtige og så fulde af personlighed, og det er de stadig. Mange af dem har udgivet formidabelt solomateriale. Jeg så Method Man fra klanen på Vanguard optræde sammen med Redman, og de var bare et fænomenalt team. Og der var de to. Forestil dig, når der er 9!

1 – The Jesus and Mary Chain
Fuck, det var vildt, da The Jesus and Mary Chain blev annonceret. NorthSide hintede på deres facebookside, at de ville hyre et band, hvis debut var blandt 80’ernes største indie-klassikere. Jeg gættede ikke på The Jesus and Mary Chain, jeg tænkte det end ikke som en mulighed. Jeg vidste faktisk ikke, at de stadig var sammen. Men Psychocandy er da også en fantastisk plade. Måske endda bedre end Enter the Wu-Tang (36 Chambers). Psychocandy fylder 30 i år, og derfor tager den hellige kæde på turné, hvor de spiller hele albummet fra start til slut. Det bliver så fedt. Det bliver støjende, det bliver grimt, der bliver ikke leflet for nogen. Da jeg så My Bloody Valentine, da de sidst var i København, blev det en støjoplevelse, hvis lige jeg aldrig før eller siden har set. Men det fede er, at The Jesus and Mary Chain arbejder med støj på deres helt egen måde. Hvor det nærmest bliver helt poppet. Det er her Phil Spector møder Hüsker Dü.

Tak for jeres tålmodighed! Og så er det vist tid til en fed festival!

Top 15 navne på NorthSide 2015 (10-6)

Udgivet den af
1

“NorthSide 2015 er lige om hjørnet!” Den reklame har jeg set på min facebook rigtig ofte på det sidste. Og nu er det ved at være sandt. Og disse 5 navne er blandt de, jeg glæder mig mest til at se. Jeg glemte at nævne i første del, at denne top 15 er skrevet ud fra et princip om, at man skal have mulighed for at se dem alle samtidig. Visse navne, jeg ellers glædede mig meget til, er blevet skåret fra, fordi de spiller samtidig med nogle andre, som jeg hellere vil se. Og i så fald kommer jeg selvfølgelig også ind på dem, jeg går glip af

10 – Grace Jones
Jeg havde faktisk glædet mig meget til at se Spids Nøgenhat. Håbede lidt, at de ville spille som det sidste på den lille scene om fredagen, mens nogen, jeg var knap så interesseret i, f.eks. Sam Smith eller Incubus, tog sig af at afslutte på blå scene. Alle, der skal se Spids Nøgenhat får dem da på det perfekte tidspunkt, men selv var jeg endnu mere begejstret over, at se Grace Jones tilføjet til plakaten. “Hvad er det for et 80’er-relikvie, er det her Smukfest eller hva'” hørte jeg folk sige, men bare fordi det er gammelt, er det ikke nødvendigvis skidt. Jones’ stemme fejler ikke noget, og hun kan stadig fyre et brag af et sceneshow af. Og nu er hun ikke en fru hvem-som-helst, hun er en sin tids største pop-innovatorer. Hun skubbede med albums som Slave to the Rythm og Nightclubbing grænser for, hvad man kunne opnå med popmusik. Der er ingen grund til ikke at glæde sig til, at Grace Jones skal fyre den af.

9 – Savages
Jeg så Savages, da de sidst var i København, og det var en oplevelse, der gjorde stort indtryk. Det var spændende, støjende, energisk og konstant gribende. Savages’ brand af post-punk er fyldt med så mange følelser, at man kan lytte til deres sange gentagne gange og finde diskrete detaljer, der sørger for, at bassen, guitaren, stemmen og trommerne altid bidrager med meget. Ikke ét af instrumenterne er bare med som komfort, de er en stor enhed, hvor alle lyde i musikken stikker ud. De sørger også for at give sangene et helt unikt liv på scenen. De spiller aldrig sangen på samme måde to gange. De er virkelig dygtige, og de er nok blandt vor tids allerbedste post-punk-grupper.

8 – Interpol
Okay, lad os starte med årsager til ikke at se Interpol, for sådan nogle er der rent faktisk: deres albums er ikke nær så gode, som de har været, de spiller alligevel ofte i Danmark, og måske har du set dem så ofte, at du vil give noget nyt en chance. Men alligevel. Har du ikke set dem så ofte, fordi du kan lide dem? Fordi de er gode live? De får i hvert fald stadig gode anmeldelser. Jeg tror, jeg er blandt de ganske få danske Interpol-fans, der endnu ikke har fået set dem live. Men det skal ændre sig, og jeg ser frem til at kunne synge med på mange af deres fede numre, især de tidlige fra plader som Turn on the Bright Lights. Det er fed rockmusik af den skuffe, der bare egner sig godt til en liveoplevelse. Selv deres nyere materiale er sikkert virkelig fedt live. Jeg glæder mig.

7 – Placebo
Jeg ser frem til Placebo af mange af de samme årsager som Interpol, forskellen er bare, at de negative punkter ikke rigtig er til stede. De har været langt mere konsekvente med kvaliteten, det er lidt mere eksklusivt at skulle se dem. De har ikke samme omdømme for deres live-shows, men til gengæld er den musikalske kvalitet generelt højere. Deres musik er skævere, rocker lige så hårdt, og de har ikke lavet et dårligt album. De har en ret særpræget lyd, især i kraft af deres nasale forsanger, men stadig formår de at skabe musik, der kan samle folk. De har altid noget på hjerte, og jeg forventer, at kunne mærke det, når jeg skal se dem på årets NorthSide.

6 – Antony and the Johnsons
Jeg indrømmer blankt, at jeg meget sjældent snakker om Antony and the Johnsons. Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide dem, har bare sjældent lyttet til dem før de blev annonceret som et af hovednavnene på årets NorthSide. Jeg havde hørt dem, javist, men de havde ikke grebet mig før. Men da jeg hørte, at Antony skulle optræde med Aarhus symfoniorkester på NorthSide, gav jeg hendes musik et par ekstra lyt, for et helt symfoniorkester, det er fandeme sejt. Jeg fandt hendes kompositioner meget gribende, alternative og barokke. Aarhus Symfoniorkester og Antony er et smukt match, da hendes musik i forvejen inkorporerer mange klassiske instrumenter, og jeg glæder mig til at høre hendes numre med et helt symfoniorkester bag hende. Hvis man af den ene eller anden årsag ikke skulle være den store fan, f.eks. hvis man ikke kan lide hendes stemme, så spiller et band ved navn Wolf Alice samtidig på den lille scene. De er et punkband, de minder mig lidt om Yeah Yeah Yeahs, især fordi de også er rigtig gode, når de vælger at skrue lidt ned for punklyden.

Glæd jer til den episke afslutning!

Top 15 navne på NorthSide 2015 (15-11)

Udgivet den af
Svar

Sidste år tog jeg for første gang på musikfestival. Jeg tog afsted med min far til NorthSide, og vi havde en fantastisk oplevelse. Jeg så vidunderlige koncerter fra navne som The National, Jurassic 5, Arcade Fire, Mew, Franz Ferdinand og Reptile Youth – og det er bare de af koncerterne, jeg ville fremhæve som creme de la creme. Det var en virkelig god festival, og den startede en meget farlig festival-afhængighed. Jeg tog senere på året på Vanguard Festival, og i år skal jeg på både Roskilde, NorthSide og Vanguard. Jeg har brugt det meste af året på at spare sammen til de to førstnævnte. Så vandt jeg pludselig to VIP-billetter til NorthSide i en konkurrence på deres hjemmeside. Så gav jeg den ene billet til min far, beholdt den anden selv og gav min oprindelige billet til min klassekammerat Jacob. Så på torsdag smutter vi alle afsted til endnu en fed festival. Og hvad glæder jeg mig så mest til at se?

15 – John Grant
Jeg er født og opvokset i Danmark, og jeg kan ikke rigtig tale islandsk, men jeg har rødder i Island, og dermed trækker kunstnere derfra automatisk lidt i mig. Grant stammer fra Colorado, og han var tidligere forsanger i The Czars. Men for et par år siden gik han solo og flyttede til Island. Der begyndte han at skrive noget rigtig god elektronisk musik og folk. Og disse to genrer er da også blandt dem islændinge er bedst til. Det er en sjov kombination, men han er rigtig god til dem begge. Og til trods for at være en halvbred mand med fuldskæg, lader han faktisk til at være rigtig underholdende at se på. Og om ikke andet er hans musik meget smuk. Han kan skabe de skønneste billeder, selvom han bander og svovler løs. Det skal nok blive en spændende oplevelse!

14 – Seasick Steve
Seasick Steve er en gammel hund, ja nok festivalens ældste – han er midt i sine 70’ere. Men nye kunster, det er han fuld af. Han er faktisk et glimrende bevis på, at bluesscenen stadig er levende og interessant. Hans nyeste materiale har et vist flair af både “nyere” navne som Stevie Ray Vaughan og ZZ Top og de helt gamle gutter som John Lee Hooker og Howlin’ Wolf. Han har en sprød, hæs stemme, der dog stadig er fuld af liv, og på guitaren sparker han så meget røv, at man skulle tro, han var 40 år yngre. Jeg er ret glad for det nye album af Calexico, der spiller samtidig, men Seasick Steve skal jeg simpelthen opleve, mens han stadig er i live

13 – Go Go Berlin
På min reol står en række øldåser og -flasker, jeg har et særlig forhold til. Her er bl.a. en Guinness-dåse jeg fik på NorthSide sidste år af Flogging Molly, en flaske til en særlig P6 Beat-bryg lavet til P6 Rocker Koncerthuset – og så er der grundstenen: en flaske fra da jeg så Go Go Berlin i Lille Vega. Forsangeren spurgte, om der var nogen, der var tørstige. Det var jeg, og jeg fik så en flaske. Det var så den personlige historie. Oven i det er det værd at nævne, at Go Go Berlin er kompetente musikere, energiske optrædende og charmerende scenekunstnere. De holder sig ikke tilbage på noget tidspunkt. Hvis de vil gå amok, går de amok, og det vil de gerne. Og musikken lyder stadig rigtig godt, når det er vildest. Hvis de ikke virker som noget for dig, så giv også lige Broken Twin et kig, for hun er en sindssygt dygtig musiker, men hun spiller desværre samtidig med Go Go Berlin, og jeg kan mærke, at jeg skal sparke dagen igang med noget bombast.

12 – Earl Sweatshirt
Jeg er ikke sikker på, at det nødvendigvis bliver en fremragende optræden. Blandt alle navne på denne liste, er Earl Sweatshirt nok det, jeg er mest nervøs omkring. Han er ikke den store charmetrold, kig blot på på hans nyeste album, der har fået den passende titel “I Don’t Like Shit, I Don’t Go Outside”. Han farverige sprog får John Grants musik, der ellers heller ikke er kendt for pænt sprogbrug, til at ligne noget fra en Åh Abe-cd. Han virker dog ikke som en, der gør det for at chokere. Det er en meget oprigtig og i grunden meget indadvendt person, og derfor er han ikke nær så populær som sin gode ven Tyler, The Creator, som jeg også godt kan lide, men mens Tyler kan træde frem og provokere, er Earl bare teknisk dygtigere. Earl er en ener. Og så kan det godt være, at han måske ikke nødvendigvis kommer ud over scenekanten, men jeg glæder mig meget til at opleve en af vor tids mest spændende hip hop-personligheder.

11 – St. Paul and The Broken Bones
Før NorthSide annoncerede deres tidsplan, var jeg lidt bekymret for søndagen. Navnene på Blå Scene var jeg meget interesseret i, og de mindre navne, der potentielt kunne spille samtidig, ville ikke rigtig kunne trække mig væk derfra. Det eneste mindre navn, der virkelig trak i mig var det her soul-band fra Alabama. Jeg kendte dem ikke før, NorthSide satte dem på programmet, men det fængede mig fra første tone. Det er så svedig og oldschool soul, at man bare ikke kan stå for det. Det bliver leveret med så stor overbevisning fra alle 7 medlemmer. Jeg blev virkelig glad, da jeg fandt ud af, at det var det eneste af de bands, der skulle spille på den mindste scene, der ikke spillede samtidig med noget andet. Jeg glæder mig virkelig meget til, at de skal starte min søndag

Så det var de første 5 navne. De næste 5 kommer i morgen.

151 – Bruce Springsteen – Darkness on the Edge of Town (1978)

Udgivet den af
2

Med albummet Born to Run fra 1975 havde Bruce Springsteen sat sig på det musikalske verdenskort som arbejderklassens talsmand, og hans sjove rock and roll-sange havde så meget sjæl og så meget stil, at der ingen skam var i, at han ikke rigtig havde skiftet spor, da han udgav sit næste album, Darkness on the Edge of Town, i 1978. Han havde stadig sit trofaste E Street Band med sig, og sammen lavede de 10 spritnye sange, og lyden var nu renere og mere lækker end før. Produktionen skinner lige fra det ikoniske klaverriff på Badlands åbner pladen. Den er produceret af Springsteen selv i fællesskab med Jon Landau, der også producerede Born to Run sammen med springsteen, og sidenhen har han produceret mange andre Springsteen-plader. Lyden er ganske vist ren, men der er ikke tale om barokpop eller noget. Det er musik om at arbejde, om at finde lykke og om at overkomme de værste perioder i sit liv gennem fællesskab, tro og mod. Og det afspejler sig også i musikken. Factory lyder meget trist og udmattet udmattet, som havde musikerne knoklet dag ud og dag ind inden optagelsen.

Badlands er udadtil en ret lykkelig sang. Men i grunden er den kun så lykkelig, fordi den handler om at drømme. Den handler om ambition og om viljestyrke hos en fattig ung mand. Han har ikke meget godt i livet, men han er glad for at være i live, og som Springsteen synger: “It ain’t no sin to be glad you’re alive”. Det er flotte, store ord. Albummet er dog på ingen måde en romantisering af fattigdom. På Streets of Fire hører man om hvordan afhængighed ødelægger en ung arbejders liv. Guitarsoloen derpå udtrykker godt, hvor skidt, det står til, næsten bedre end Springsteen selv er i stand til. Darkness on the Edge of Town er en oplagt plade at sammenligne med Born to Run. Det er som sådan bare en oprustning af samme formel. Badlands handler om det samme som Born to Run, Prove It All Night handler om det samme som Thunder Road. Jeg foretrækker ikke rigtig disse nye sange frem for dem på Born to Run, men de har deres egne kvaliteter, og jeg ville absolut ikke være foruden nogen af dem. Et rigtig klogt valg på Darkness on the Edge of Town er at placere Badlands først. Den skildrer situationen så godt, at den kan fungere som springbræt for resten af pladen.

Springsteen prøver dog nogle nye ting, der virkelig er beundringsværdige. Jeg elsker, hvordan han forsøger sig med hård rock på Adam Raised a Cain. Jeg synes ikke, det er en af de bedste sange på pladen, men jeg synes virkelig, at det er flot, han vil udfordre sin stil på den måde. Den er dog lidt monotom, og omkvædet går ikke rigtig nogen vegne, men det er godt med et break fra det man kender og forventer. Så er jeg mere for Candy’s Room, en af de mest ambitiøse sange, Springsteen nogensinde har skrevet. Det er en kortere sang, der bruger en unik blanding af sentimentalitet og hurtige trommer. Det er ikke noget, jeg tror jeg har hørt udført så godt udenfor elektronisk musik. Springsteen bliver også meget ambitiøs som sangskriver på Racing in the Street, en mere traditionel sang, der fortæller om et pars strabadsder gennem 7 minutter. Sangen udvikler sig meget for at kunne holde til den lange varighed, og det lykkedes i min optik vældig godt. I det hele taget er der meget godt på Darkness on the Edge on Town. Det er ikke min favorit i Springsteens diskografi, men det siger vist mere om ham end om pladen, for den er rigtig god.

152 – The B-52’s – The B-52’s (1979)

Udgivet den af
Svar

Post-punk-gruppen The B-52’s har alle dage spillet meget på deres fjollede image, overdrevne mode og bizarre tekstunivers. Det har ligesom med Devo gjort dem mærkbart lettere at suge ind end de fleste andre musikere i samme genre. Dette gjaldt også på deres debut, The B-52’s, der starter med nummeret Planet Claire, der efter en langsom, stemningsrig opbygning med en intens basgang, går i gang med en sjov fortælling om en kvinde fra rummet. Der er sjove lydeffekter og spontane indskud fra diverse instrumenter, der får hele nummeret til at føles som en science fiction-B-film. Denne følelse bliver støttet af forsanger Fred Schneider, der mest af alt lyder som skurken i et Superman-lyttespil fra 60’erne. På 52 Girls bliver størstedelen af teksten brugt på at nævne en række pigenavne. De nævner ikke 52, men de skrigende kvindelige vokaler derpå er alligevel så slagkraftige, at ordenes betydning er underordnet. Det handler mere om livligheden og sangens fængende groove. På Dance This Mess Around bygges der op til et oprørsk udråb om utilfredshed over at mangle en dansepartner. Det er virkelig intenst, og det, at emnet er så ligegyldigt, gør det på mange måder bare smukkere. Man ved ikke om man skal grine eller græde, fordi de tager dans så seriøst, som var det liv eller død.

Pladens uovertrufne højdepunkt er i mine øjne Rock Lobster, der har den mest fængende surf-guitar, jeg nogensinde har hørt. Den hylder endnu engang gamle b-film, her monstergenren. Denne rock-hummer bliver beskrevet som et storslået uhyre, verden aldrig har set mage til. Den terroriserer strande og gemmer sig bag klipper, og dræber alt på sin vej – naturligvis med tilhørende lydeffekter. Hvis det ikke var nok, udvikler musikken sig ganske hurtigt til en virkelig dansevenlig sang, som man ikke kan sidde stille til. På Lava synger de om vulkaner og om lava, og det hele er naturligvis en stor sexmetafor. Ja, jeg vidste ærlig talt ikke, at B-52’s var i stand til at skrive metaforer, da alt de ellers skriver er så latterligt absurd, at min hjerne slet ikke kan acceptere, at det ikke er den konkrete betydning, der hentydes til. Sangen bliver mere højlydt og fyldig, som det skrider fremad og… vulkanen går i udbrud. There’s a Moon in the Sky (Called the Moon) burde alene via titlen virke tillokkende, men hvis det ikke skulle være nok, så lister de astronomiske objekter med større entusiasme, end jeg troede var muligt. Der er igen lyd, der minder meget om lydeffekter fra gamle science fiction-film, og det skruer virkelig op for kitsch-faktoren.

Hero Worship beskriver igen et meget filmisk scenarie, hvor en helt dør, og publikum ikke kan fatte det. De græder, de idoliserer ham, de ønsker, de kan være hos ham. Det lyder dog ikke melankolsk eller sørgmodigt, det lyder kun vredt og rebelsk. Igen, jeg beundrer virkelig The B-52’s evner som lyrikere, for bag linjerne kritiserer sangen jo i grunden idolisering af berømtheder, især de nyligt afdøde. De kan jo skrive en overbevisende sang om hvor fantastiske blyanter er, eller hvor meget de har lyst til at bide negle. Eller om et nummer, der står på et pigetoilet, hvilket de gør på 6060-842. De beskriver rent faktisk en tur til toilettet herpå, og det er et ret sjovt punknummer om frustration  over rent faktisk at prøve at ringe til sådan et nummer. De slutter pladen af med en meget alternativ udgave af Petula Clarks Downtown. Det er ikke den rene popsang, man kender, ja man kan faktisk stort set ikke genkende den. Den er desperat og vild, og den er en dejligt skør afslutning til et dejligt skørt album. The B-52’s er dygtige, spændende, og selv i dag virker de originale.