Tag-arkiv: Funk

359 – OutKast – Stankonia (2000)

Udgivet den af
Svar

I 90’erne opbyggede rapduoen OutKast langsomt deres omdømme som nogle af sydstaternes sjoveste, mest funky og i det hele taget bedste rappere, og med intet album slog de bedre deres talenter fast end med Stankonia fra år 2000. Gruppen består af André 3000 og Big Boi, begge meget kreative ordsmede, der også har været med til at producere det meste af albummet. I starten af albummet bliver man som lytter bare blæst omkuld af det hårdtslående, rockede nummer Gasoline Dreams. Efter dette kommer der virkelig mange rigtig gode numre, der er virkelig varierede. Hvor Gasoline Dreams er meget rocket, So Fresh So Clean er meget blød og forførende. Ms. Jackson har til trods for sin ret ironiske tekst en meget sjælfuld melodi, og Snappin’ & Trappin‘ er grovkornet gangsta-rap. På Stankonia beviser OutKast, at de ikke blot kan stort set hvad som helst, de kan også det hele rigtig godt. Det er let at synge med på de fleste af sangene, og det får man også virkelig lyst til.

I løbet af albummet er der også nogle skits mellem numrene. Jeg synes generelt at skits er dårlige for albumoplevelsen, uanset hvor morsomme de nu engang er, hvis de ikke arbejder godt sammen med sangene. Det gør de 8 forskellige skits faktisk generelt. F.eks. sørger den latterligt teatralske skit Kim & Cookie godt for at lede op til den ligeledes fjollede sang I’ll Come Before I Come, og dermed lyder sangen ikke nær så tumpet. Faktisk er det en af mine absolutte favoritter på albummet, da den bare er virkelig sjov, og så er den umulig at få ud af hovedet. Der er også mange gæsteoptrædende i løbet af albummet. Navnlig elsker jeg Killer Mikes vers på Snappin’ & Trappin’, men Khujo fra Goodie Mob på Gasoline Dreams, Gangsta Boo fra Three 6 Mafia på I’ll Call Before I Come og Erykah Badu op Humble Mumble gør det også fremragende. De øvrige gæsteoptrædende er også ganske dygtige. De mange gæster sørger for at gøre albummet sjovere og mere farverigt, men på alle sange sørger André 3000 og Big Boi stadig for at fastslå, at de er hovedpersonerne

Albummet består af 24 numre, hvis man medregner de otte skits, og de første 17 numre er alle virkelig gode. Fra det attende nummer, Red Velvet, begynder det dog at sakke lidt ned. Red Velvet starter egentlig ret fint, beatet er funky, og Big Boi kommer med nogle fede rim. Som sangen fortsætter dukker André 300 dog op, og derfra er sangen domineret af distraherende stemmeeffekter, der gør det svært at fokusere på musikken. Med undtagelse af Gangsta Shit, så er det meste derefter ikke noget specielt. Det er ganske fint, men det er ikke nær så unikt, nytænkende eller sjovt. Kvaliteten på Stankonia er generelt virkelig, virkelig høj. Den begynder at falde lidt i kvalitet mod slutningen, men hver eneste sang på de første to tredjedele af pladen er nogle af 00’ernes bedste rapnumre. Hvis du er til rapmusik har du højst sandsynligt lyttet til Stankonia tonsvis af gange allerede, men hvis du ikke har, så kan den rigtig let anbefales. Hvis du ikke nødvendigvis er specielt glad for genren generelt, er der dog så meget genrefusion, eksperimentation og tilgængelighed på Stankonia, at den kan anbefales alligevel.

404 – The Clash – Sandinista! (1980)

Udgivet den af
Svar

The Clash er et af historiens største og bedste punkbands, og efter deres tredje og måske bedste plade, London Calling, der i øvrigt var et dobbeltalbum, var det svært for dem at overgå sig selv. London Calling havde rigtig høj variation mellem musikalske stilarter. Det prøvede de så at overgå et år efter med Sandinista!, der har så mange forskellige genrer på sig, at jeg ikke engang vil nævne eksempler på stående fod. Sandinista! var et trippelalbum, og med over to timers musik, får man mere end nok at bide i. Det giver dog sig selv, at de med så meget musik, ikke mestrede alle stilarter lige godt. Punknumre som Police on My Back fungerer naturligvis rigtig godt, og reggae-inspirerede rocknumre som Washington Bullets er også ret fede, for den slags musik lavede de også meget på London Calling. De prøver også en enkelt gang på gospel med den ganske humoristiske The Sound of the Sinners. Det er en meget sjov historie om en fyr, der har taget så mange stoffer, at han tror, han er Jesus.

Selvom jeg elsker pladens variation, kunne jeg nok have undværet deres mange dub-udgaver af tidligere sange. Dub er ikke just min yndlingsgenre, så det har måske noget at gøre det, men jeg kan stadig ikke se meget i disse sange, uanset hvordan jeg perspektiverer det. De er alt for langsomme, og der sker ikke rigtig noget. Det irriterer mig især, at blandt de sidste 5 sange på pladen, er 4 af dem dub-udgaver af andre Clash-sange. Undtagelsen her er Career Opportunities, der ligeledes er en alternativ udgave af en tidligere Clash-sang, men denne er langt fra dub. Det er derimod to meget unge drenge – højst 12 år, der synger den, og selvom de ikke har en tone i livet, har det en vis effekt, at så unge børn synger sangen, lidt som på Pink Floyds Another Brick in the Wall, Part 2. Det er dog ikke det eneste nummer, der ikke lyder spor af The Clash. Hitsville UK åbner med noget, der minder besynderligt meget om You Can’t Hurry Love af the Supremes, og det føles i det hele taget som en hyldest til Motown, hvilket er sært, for vi snakker om et af historiens største punkbands her. Frontvokalen er endda en kvinde ved navn Ellen Foley.

Når Sandinista! er bedst, er det et virvar af alle mulige forskellige stilarter. Når det er værst, er det et værre roderi af usammenhængende middelmådigheder. Sange som Ivan Meets G.I. Joe er ganske vist lige i deres vante territorium, men melodien er decideret svag. Deres forsøg på at inkorporere jazzmusik, If Music Could Talk, er også rimelig svagt skrevet. Vokalmelodien er okay, og saxofonen er faktisk ganske flot, men der er bare intet samspil mellem de to. Jeg ville virkelig ønske, at Joe Strummer bare kunne have holdt sin kæft i løbet af det nummer. Vokalen tilføjer virkelig ikke noget, og det eneste, jeg kan huske den for, er hvor irriterende, den er. Men det hele kommer nok meget an på individuel smag. De sange jeg hader, elsker du måske, og det samme gælder omvendt, men de prøver så meget forskelligt på denne plade, at de virkelig ikke kan tilfredsstille alle hele vejen igennem. Heller ikke jeg, men jeg elsker stadig virkelig dette album. Det er virkelig langt fra perfekt, men der sker så meget, at jeg bare er fascineret af det. Det er så sjovt og legesygt, at jeg ikke kan andet end at anbefale det. Sandinista! er en plade, der vil blive i din hukommelse længe, uanset hvad du så synes om den.

414 – James Brown – 20 All-Time Greatest Hits (1991)

Udgivet den af
Svar

James Brown bliver kaldt the Godfather of Soul, og mens han skam har lavet en god portion soulnumre, er hans største bidrag til musikverdenen sket gennem funkmusik. Uanset genre blev 20 af hans allerstørste hits i 1991 opsamlet på en plade, der fik det ganske praktiske navn 20 All-Time Greatest Hits. Udvalget er fremragende. Der er virkelig ikke et eneste nummer, jeg føler, mangler. Funky Drummer er ganske vist historisk vigtigt, men udenfor hip hop-kredse er det nummer ikke så kendt. Livin’ In America er nok det største nummer, de ikke har på pladen, men den ville virkelig lyde sær herpå, da den er så meget nyere end alt det, der er på albummet. Så udvalget kunne næppe blive meget bedre. Vi finder her 20 forskellige klassiske James Brown-sange, og manden har jo ikke et lille udvalg af store hits. Mange kan sikkert synge med på Papa’s Got a Brand New Bag, I Got You (I Feel Good), It’s a Man’s Man’s Man’s World eller Get Up (I Feel Like Being A) Sex Machine, mens der også er nogle knap så enorme numre spredt rundt på pladen.

20 All-Time Greatest Hits præsterer desuden noget, der er yderst sjældent for opsamlinger – den har en rigtig god albumstruktur. Først og fremmest er den ikke kronologisk opstillet, men derudover er det også rigtig dejligt blandet. Man hører sjældent to traditionelle soul-sange, pop-funk-numre eller prototyper på hip hop lige efter hinanden, og hvis man endelig gør, er det to meget forskellige bud på, hvordan det skal gøres. Selvfølgelig får man så ikke helt en god opfattelse af, hvordan James Brown har udviklet sig, men jeg føler ikke, at det er spor nødvendigt. Jeg ser nemlig mest denne opsamling som en slags begynder-pakke til en, der ikke er så bekendt med James Browns musik. Og til det job kan ingen plade klare sig meget bedre. Det er dog også en ganske tilfredsstillende oplevelse, hvis du allerede har et fint kendskab til manden, for han er ikke ligefrem kendt for fantastiske studiealbums, så opsamlinger er næsten den optimale måde at lytte til ham.

James Brown er en helt utrolig vigtig figur i R&B-verdenen. Han startede “bare” som en utrolig dygtig traditionel soulsanger, men som årene gik, fik han næsten egenhændigt opfundet funkgenren. Dette er en så fantastisk præstation, at man slet ikke kan ignorere det. Samtidig fik han også udviklet denne genre så meget, at den slet ikke var det samme, efter hans behandling af den. Han fik faktisk arbejdet så meget med genren, at han midt i 70’erne næsten allerede var nået så langt at have skabt store dele af hip hop-genren. Og hvis det ikke var nok, at han har haft så enorm betydning for R&B, så er hans musik stadig – selv efter disse rigtig mange år – rigtig god på egen hånd. Og så er den varieret. Jeg ved næsten ikke, hvordan man på nogen måde kunne lave en bedre Greatest Hits-plade med James Brown; udover måske det store boxsæt Star Time, som 20 All-Time Greatest Hits var udgivet som et kortere alternativ til – så hvis du gerne virkelig vil begynde at nørde James Brown, så er Star Time også at anbefale.

449 – War – The World Is a Ghetto (1972)

Udgivet den af
Svar

Da the Animals gik hvert til sit i 1969, valgte forsanger Eric Burdon at begynde at lave funkmusik, og da dannede han War, et rigtig stort band på dengang hele 8 medlemmer. I 1971, efter to plader, forlod Burdon dem, og de resterende 7 medlemmer begyndte da at udgive plader uden ham. Deres tredje album uden Burdon, The World Is a Ghetto, fremviser tydeligt de 7 medlemmers rigtig store musikalske evner, og foruden funk iblander de også en hel del rock, blues, jazz, soul og psykedelisk musik på de 6 numre, albummet har på sig. Med kun 6 numre kan man jo hurtigt ane, at et par stykker må være rigtig lange, for ellers havde vi jo kun en EP. Og det er også ganske rigtigt, så hvis man ikke er til rigtig lange eksperimenterende numre, så skal man holde sig væk. Det er til gengæld ganske let for enhver at nyde åbningsnummeret, The Cisco Kid, som lyrisk er baseret på novellefiguren af samme navn. Men det er ikke det vigtige. Det vigtige er, at det er rigtig funky og sjovt, og der er virkelig mange forskellige instrumenter, der bliver brugt, så sangen bliver meget levende.

De bliver lidt i de kortere, funky sange endnu med den frække Where Was You At, der om noget bygger op mod vildskab, især med en flot saxofonsolo mod slutningen, der ganske diskret peger mod, det næste nummer på pladen, City Country, City. Det er et instrumentalt nummer, og selvom man stadig kan mærke bandets funk-rødder, er det her nærmest mere et jazz-nummer end noget andet. Og det er oven i købet et rigtig godt jazz-nummer, der til trods for at være over 13 minutter langt, forbliver interessant fra start til slut. I starten er det ganske roligt med en saxofon, der minder lidt om den fra foregående nummer, men med tiden kommer der gang i butikken med et hektisk orgel. Striben af lange numre fortsætter med Four Cornered Room, der er meget langsomt og psykedelisk. Den gentager meget det samme i de første 2 minutter, men det skaber en eller anden form for trance. Den er en ret speciel sang, der udvikler sig meget roligt, men den bliver efterhånden rigtig vild og destruktiv. Og til trods for den meget stille udvikling, de mange gentagelser og den langsomme melodi, sker det hele hurtigt nok, til at man ikke bliver træt af det.

Et andet nummer, der virkelig bliver bombastisk med tiden til trods for en ret spinkel begyndelse, er titelnummeret, der ligeledes er rigtig langt og ganske psykedelisk. Det udvikler sig dog langt hurtigere, hvilket også er på sin plads, for langsom udvikling kan måske fungere på et enkelt nummer, men man skal ikke gøre det for meget. Alle 7 musikanter er virkelig i topform i løbet af dette nummers 10 minutter, og sangerne ender med at lyde fuldstændig bimmelim – på den gode måde. Efter disse tre rigtig lange numre slutter albummet af med et af mere almindelig længde. Beetles In the Bog følger den destruktive trend, albummet efterhånden har fået skabt, og til trods for sin længde, får den faktisk rundet albummet af, og fra første sekund er albummets klimaks begyndt. The World Is a Ghetto er et rigtig farverigt album. Det er fyldt med overraskelser i alle mulige retninger, og de blander utrolig meget forskellig musik sammen i et stort, sammenhængende spektakel. Der er meget få funkplader, der kan overgå denne, hvis du spørger mig.

459 – EPMD – Strictly Business (1988)

Udgivet den af
Svar

EPMD består af to rappere, der i løbet af pladen omtaler sig selv og hinanden under mange navne, men for at gøre denne anmeldelse så forståelig som muligt, vil jeg bruge de simpleste af dem, E og PMD. Deres debutalbum, Strictly Business fra 1988 åbner med et Jungle Boogie- og I Shot the Sheriff-samplende titelnummer, hvor man får introduceret dagens to mænd i skysovs. Med rigtig fed humor viser de frem, hvor barske de er, og beatet er dejligt funky. Man bemærker hurtigt forskellen mellem E og PMD. E har det f.eks. med at lyde en smule utydelig. Det er meget syndt, for E er nok den morsommste af de to, men heldigvis sker det ikke alt for ofte. Hans stemme er meget atypisk rap, da man nærmest kan høre hans spyt i munden. Det er ikke decideret en skidt ting, men det kræver lige noget tilvending. PMD er noget lettere at gribe fat om, hvis man har lyttet til noget af samtidens hip hop. Han har et rigtig godt flow, der sagtens kan konkurrere med genrens helt store flow-mestre som Rakim og KRS-One.

Albummet er rigtig letsindigt, der ligger meget fis og ballade i teksten, og meget få sange har deciderede temaer. Man behøver derfor ikke at følge specielt meget med, før man kan nyde alt, dette album har at byde på, og hvis produktionen såvel som de individuelle linjer ikke var så stærke, ville dette nok være et problem. Personligt kunne jeg bare sidde og høre E sige “To make you wiggle and jiggle like gelatin” over beatet fra Jungle Boogie hele dagen, selvom teksten ikke er specielt dyb. Det handler lige så meget om ordenes lyd som betydning. I løbet af hele albummet er produktionen festlig og sjov, og den passer som regel rigtig godt til det, E og PMD rapper om. Jeg aner ikke, hvem der fik denne idé, men mit eneste store problem med produktionen, er når de af en eller anden mystisk grund vælger at gentage en linje, før den i første omgang er afsluttet. Det kan i andre tilfælde lyde psykedelisk, men der er intet andet, der bygger op mod sådan en effekt, så det ender mest af alt med at distrahere lytteren fra, hvor god resten af musikken er. Det sker desværre en kende for ofte.

Der er nogle få sange, der har klare temaer. Heriblandt er min absolutte favorit The Steve Martin, der er en klar parodi på sære dansediller som The Loco-Motion og Mashed Potato Time. Dansen går åbenbart ud på at bevæge sig som Steve Martin gør i filmen The Jerk. Og så gør beatet det også rigtig let at bevæge sig til, så det passer perfekt sammen. De er dog altid rigtig morsomme, nok en af 80’ernes generelt mest komisk begavede rapgrupper, og da deres humor er så stærk, gør nok det dengang nærmest obligatoriske DJ-nummer, DJ K La Boss af DJ’en af samme navn, til en noget kedeligere affære, som bare skaber et underligt tomrum, hvor intet sker. Strictly Business er et rigtig godt album. Det har sine skønhedsfejl, og tidens tand har ikke været for venlig mod den, men det, den gjorde bedst i 1988, er stadig virkelig bemærkelsesværdigt godt.

462 – Marvin Gaye – Here, My Dear (1978)

Udgivet den af
Svar

Den legendariske soulsanger Marvin Gaye havde siden starten af 60’erne lavet pragtfuld soulmusik, og som årene skred frem blev han kun mere og mere sofistikeret og ambitiøs. I 1964 blev han gift med sit pladeselskabs chefs datter, Anna Gordy, og deres ægteskab var i mange år lykkeligt, men ca. omkring 1976 begyndte det at gå skidt, og i 1977 blev de skilt. I løbet af hele denne affære havde Marvin skrevet og optaget dobbeltalbummet Here My Dear, der fra ende til anden udelukkende handler om forholdet mellem Marvin og Anna. Det er et meget kompliceret album. Gayes store varemærke, hans sublime stemme, er måske bedre, end den ellers nogensinde har været, og pladen arbejder naturligvis stadig meget med soulmusik, men ellers kunne vi næsten ikke være længere væk fra hans 60’er-materiale. Først og fremmest, er der virkelig ikke traditionel vers-omkvæd-opbygning på specielt mange af disse sange. Det er rettere en lang musikalsk historie om deres forhold, og kun i ganske få tilfælde kan stiv struktur hjælpe sådan noget. Ja, jeg ville nærmest kalde det progressiv soul.

Albummet starter med titelnummeret, der klart er tiltænkt som en introduktion. Der bliver talt direkte til Anna, og han siger ganske udmattet og også end kende fortvivlet, at det her er altså er albummet, og at det er dedikeret til hende, næsten udelukkende gennem spoken word. Han fortsætter da med I Met a Little Girl som fortæller hele deres forholds historie på 5 minutter, lige op til der, hvor deres kærlighed ophører, hvilket er temaet for den næste sang, When Did You Stop Loving Me, When Did I Stop Loving You. Denne sang dukker to øvrige gange op på albummet i andre udgaver, og alene titlen repræsenterer lige det, hele albummet handler om. Efter denne sang kommer en række sange, der fra forskellige vinkler kigger på hvordan årene op til og kort efter deres skilsmisse var, før man netop hører en anden udgave af When Did You Stop Loving Me, When Did I Stop Loving You. Denne bliver efterfulgt af et helt spektakulært George Clinton-inspireret funk-nummer, A Funky Space Reincarnation, hvor Marvin på morsom vis fortæller om at være reinkarneret 100 år ude i fremtiden, hvor han er blevet rumkaptajn. Han møder da en kvinde, der minder ham om Anna fra sit tidligere liv, selvom han ikke lige kan sætte fingeren på, at det er hende. De hygger sig på rumsengen og ryger sære stoffer fra Venus. Som enorm George Clinton-fan værdsætter jeg det meget, men det har også al Marvins sædvanlige charme og følelse.

Oven på dette 8 minutter lange mesterværk fortsætter Marvin albummet med først You Can Leave, But It’s Going to Cost You og da bliver han, som titlen antyder, rigtig lyrisk aggressiv overfor Anna. Han forholder sig stadig rigtig roligt i sin vokal, men man kan høre undertoner af det, der i bund og grund er had i hans stemme. I løbet af hele albummet er had, vrede og raseri gemt godt nede i undertonerne, så der er meget at grave ned i. Derefter kommer Falling in Love Again, der ender albummet lykkeligt, med at Marvin møder sin næste kone, Janis Hunter. Det ægteskab gik ganske vist hurtigt i opløsning, men det kunne han ikke vide dengang. Efter dette bliver albummet endeligt rundet af med en ganske kort gentagelse af spørgsmålet, han har stillet Anna så ofte, When Did You Stop Loving Me, When Did I Stop Loving You. Spørgsmålet bliver ikke besvaret, men det runder smukt albummet af. Det er et rigtig besværligt album, og det kræver absolut et par gennemlytninger, men hvis du kan lide din R&B i en mere kompliceret, konceptuel udgave, så er Here, My Dear noget for dig, men vær bare klar på, at holde tungen lige i munden.

486 – Funkadelic – Maggot Brain (1971)

Udgivet den af
Svar

George Clinton er det virtuose geni bag to af historiens mest kreative funkgrupper, Parliament og Funkadelic. Funkadelics tredje plade, Maggot Brain er et eksperimenterende eksempel på hvor genial funk kan blive i hænderne på en genrefusionerende hjerne som George Clinton. Der er elementer af funk i alle numrene, men derudover sker der så meget forskelligt, at ikke et nummer minder for meget om et andet. Der er sammenhæng i at lyden eksperimenterer utrolig meget, og i at der ofte er meget funk indblandet, men derudover bliver man konstant ramt af en eller anden væsentlig afvigelse fra hvad man tidligere har hørt på pladen. Den åbner med det 10 minutter lange titelnummer, der virkelig fremhæver Eddie Hazels evner som guitarist, da det meste af sangen nemlig er en guitarsolo. Faktisk bliver kun de første 30 sekunder brugt på en spoken word-intro, og resten er bare en af verdens bedste guitarsoloer. Den er meget jazzet i sin komposition, dens rytme er funky, og selve guitarens lyd oser af hård rock.

Efter det får vi Can You Get to That, der kører over en akustisk bluesguitar af alle ting, mens et kor synger en festlig funkmelodi over det, og lyden passer overraskende godt sammen. Melodien er sjov og fængende, og der bliver arbejdet meget med kontraster mellem rigtig høje falsetter og en vokal dybere end det Kaspiske Hav. Derefter kommer Hit It and Quit It, der i starten kunne virke som en ganske almindelig funksang, men en fantastisk orgelsolo og nogle flotte temposkift, når der bliver sunget “You can shake it to the east; shake it to the west”, der giver sangen mere styrke. Under sangen arbejder massevis af små elementer alle sammen om at skabe en utrolig rig oplevelse. You and Your Folks, Me and My Folks kommer da med en meget truende tone. Det lyder som om, Funkadelic ruster op til krig, og de er fastsatte på at vinde. Det er en kamp for fred og retfærdighed. “You want peace; I want peace; They want peace; And the kids need peace
There won’t be no peace” går den, og til trods for denne meddelelse undgår den at lyde som noget hippie-musik. Den lyder blot som George Clinton.

På Super Stupid vender Eddie Hazels guitar tilbage for fuld udblæsning. Der er elementer af tidens tidlige Heavy Metal, men samtidig har den en funkrytme, der forhindrer den i at lyde som en total Black Sabbath-klon. Hazels talenter lader sig ikke skjule, og energien i denne sang er i top. Albummet rammer et nyt eksperimentelt højdepunkt med Back In Our Minds, hvor det mest fremtrædende instrument er en Jødeharpe. Forsangerne jamrer sig igennem sangen, og de lyder bindegale. Det er et pragtfuldt nummer, men meget kort efter bliver det overgået af det næste og sidste nummer, Wars of Armageddon, hvad angår at være eksperimentel. Den kører i over 9 minutter uden egentlig sang, og der kommer hele tiden en eller anden lyd, man ikke forventede. Kukure, kattehvæs, lokomotiver, en diskussion mellem to personer, der bytter rundt på ordene people, pussy og power i en sætning, og alle mulige og umulige andre lyde. Hvis du vil have funk, der har større musikalske ambitioner end det meste, bør du tjekke Maggot Brain ud øjeblikkeligt. Bedre kan det næsten ikke gøres.

488 – D’Angelo – Voodoo (2000)

Udgivet den af
Svar

D’Angelo er ofte blevet omtalt som skaberen bag neo-soul, en genre, der i løbet af slutningen af 90’erne fornyede soul, samtidig med at den fik tilbagevundet mange af genrens oprindelige motiver. Mange mener, at genren startede med D’Angelos plade Brown Sugar fra 1995, og i dag skal vi snakke om den plade, han lavede derefter, Voodoo fra 2000. Han gjorde lyden mere sexet end nogen havde formået siden Prince, som han også tog meget inspiration fra. Andre inspirationer inkluderer Jimi Hendrix, James Brown, Parliament/Funkadelic, Sly & the Family Stone og diverse andre indflydelsesrige R&B-musikere, og Voodoo er et enormt virvar af al denne lyd, og man kan end ikke se det, hvis man ikke lige ved det. D’Angelo er en meget sexet personlighed, og han kan da også let sælge sig på den egenskab. Kig blot på et nummer som det efterhånden klassiske Untitled (How Does It Feel), der nok minder mere om Prince end noget andet nummer på pladen, men Voodoo gjorde sig også bemærket på anden vis.

Voodoo åbner ganske vist med den rigtig sexede sexsang Playa Playa, men det gik det først virkelig op for mig, at jeg havde et mesterværk i ørerne, da jeg nåede til det andet nummer, Devil’s Pie. Den grundlæggende melodi er rigtig simpel, men det bliver opvejet af D’Angelo’s stemme, den afrikansk inspirerede instrumentation og det dødbringende toneleje. Sangen er en grum fortælling om, hvordan de fleste i D’Angelos miljø ville sælge sin sjæl til djævelen for penge, sex og berømmelse – inkl. D’Angelo selv, hvilket er en modig drejning. Som albummet fortsætter udforskes mange lyriske og især musikalske facetter. Mange af sangene handler om sex, men han får virkelig vendt og drejet det emne i vilde retninger. I starten af pladen er det forholdsvis let at tage fat om musikken. Selvom åbningsnummeret Playa Playa er 7 minutter langt, fungerer det som en popmelodi, men ca. som man når til det syvende nummer, One Mo’Gin, stiger den gennemsnitlige sanglængde, og melodierne bliver også mere udfordrende.

One Mo’Gin, Spanish Joint, Feel Like Makin’ Love og Greatdayindamornin’/Booty er rigtig interessante kompositioner. De benytter sig af temposkift, varieret toneleje, forskudte rytmer, instrumentale så vel som vokale harmonier, og alle disse ting finder både sted som noget pludseligt og som noget, der gradvist kommer frem i nummeret. Samtidig med at musikken eksperimenterer så meget, er det stadig meget afslappende musik. Man kan roligt læne sig tilbage, mens man hører kompositioner, der ikke minder om meget andet. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at Voodoo ændrede R&B-verdenen på samme måde som den mere poppede Brown Sugar gjorde, men det var desværre ikke tilfældet. Det er en klassiker, og den blev også rost i sin samtid, men ingen af samtidens store musikere lod sig inspirere meget af den. Dog har en af nutidens største navne, Frank Ocean, nok lyttet meget til dette album, og det kunne nok sige noget om, at Voodoo var forud for sin tid. Bedre moderne R&B skal man lede længe efter.

493 – Earth, Wind & Fire – That’s the Way of the World (1975)

Udgivet den af
Svar

Earth, Wind & Fire var en af de mange grupper, der i 70’erne tog R&B i helt nye retninger – Sly & the Family Stone startede trenden i slutningen af 60’erne, og i 70’erne begyndte Stevie Wonder, Parliament, Funkadelic, Marvin Gaye, James Brown, The O’Jays, War, Curtis Mayfield og selvfølgelig Earth, Wind & Fire at tage R&B i nye, mere interessante afskygninger. Disse musikeres bedrifter i 70’erne dannede grundlag genrer som disko, post-disko, hip hop, funk-rock og neo-soul. Dagens 9 mænd i skysovs er som sagt Earth, Wind & Fire, og albummet, vi skal snakke om er That’s the Way of the World, et album der især udmærker sig med en enorm diversitet i lyden. Bandet giver dig en positiv meddelelse med den festlige Shining Star i starten, derefter et langsommere, reflekterende titelnummer, så Happy Feelin’, et hysterisk lykkeligt nummer, der er svært at undgå at smile til, og derefter slutter pladens A-side All About Love, et nummer delvist kører som spoken word, delvist kører som en almindelig sang.

Hele A-siden har et gennemgående tema om kærlighed overfor verden, og der er generelt ikke mange sure miner på denne plade, men de føles aldrig lalleglade. De føles bare ufatteligt taknemmelige over, at de har det, som de har det. Åbningsnummeret, Shining Star siger, at du er en skindende stjerne uanset hvem du er – alle har potentiale – alle kan gøre noget stort og godt her i verden. Det lyder måske latterligt når jeg siger det, men det bliver livsbekræftende med Earth, Wind & Fires melodi, tekst og udførsel. De er 9 medlemmer, og det kunne være kaotisk, men de gør blot deres lyd meget bredere af den årsag. B-siden er stadig meget lykkelig og kærlig – Yearnin’ Learnin’ handler f.eks. om at erfare sig i verden. Den minder lyrisk meget om Shinin’ Star, men den mere funkorienterede lyd gør sangen unik, og dens temposkift hjælper også meget til. Reasons er navnet på sangen der kommer derefter, og med en langsom, nærmest jazzet falset synger Phillip Bailey oprigtigt løs om sød, dejlig kærlighed mellem to personer.

Albummet fortsætter med Africano, der lyder meget som titlen antyder. Afrikansk folkemusik bliver blandet sammen med funk, og Andrew Woolfolk får fyret både en fantastisk fløjte- og saxofonsolo af på dette instrumentale nummer. De afrikanske indflydelser føjer igen til diversiteten, og diversitet er rigtig vigtigt på et album. Det gør, at man har lyst til at fortsætte med at lytte til albummet, for uanset hvor god en sang er, har de færreste lyst til at høre et albums fyldt med sange, der lyder for sent. That’s the Way of the World er et album, der konstant giver dig noget anderledes at tygge på. Samtidig er der nok rød tråd rent genremæssigt, til at du nok ville kunne lide hele albummet, hvis du kan lide så meget som et eneste nummer. Albummet slutter med See the Light – dette numer runder flot albummet af. Temposkift, imponerende saxofon, flot falset, ekstatisk kor, en måske lige lovlig kort guitarsolo, men alt i alt et funky nummer fyldt med sjæl, der runder et album af, som kan anbefales til alle fans af 70’ernes mere eksperimenterende R&B.