Tag-arkiv: Alternativ rock

435 – PJ Harvey – To Bring You My Love (1995)

Udgivet den af
Svar

PJ Harvey var et af 90’ernes største kvindelige rocknavne. Hun gjorde sig godt bemærket med pladerne Dry og Rid of Me og en af hendes bedste plader udkom derefter; To Bring You My Love fra 1995 er helt kanon, og den starter med et helt formidabelt titelnummer. Harvey synger på truende vis over en meget dyb guitar, der to gange bygger op til klimakser efterfulgt af dystre orgeler. Orgelet er en af de væsentligste instrumenter på hele pladen, for da kun et eneste nummer bruger bas, er orgelet ofte erstatning for dette. Man tænker næppe lige over det, men det gør lyden meget finurlig. Pladens andet nummer, Meet Ze Monsta, er en mere destruktiv sag, og Harvey er en smule skræmmende på den, når hun råber om store sorte monsuner. Oven på sådan en bombastisk sang er en stille sang, hvor man knap nok kan høre, hvad Harvey synger, så meget desto mere uhyggelig. Man tror hele tiden, at hun er på vej til at gå fuldkommen amok på Working For the Man. Den sang ville nok være ganske svag på egen hånd, men efter Meet Ze Monsta er den helt perfekt, og det er sådan noget, albumstruktur handler om.

Da når vi til C’mon Billy, der er en meget længende, oprørt sang, men det er langt fra en traditionel ballade. Jeg ved ikke hvem Billy er, eller hvad Harvey har at gøre med ham, men hver gang, jeg lytter til sangen, føler jeg, at jeg lærer mere og mere om ham. Hvis nogen sang på pladen er værd at lytte til igen og igen, så er det denne. Teclo, som kommer derefter, er en af de mindre interessante sange, hvis du spørger mig. Den er konsekvent ganske stille og langsom, og den måtte godt være lidt kortere end fem minutter, når man tager i betragtning, hvor lidt den udvikler sig. Den har dog en helt utrolig dyster stemning, hvis du spørger mig, og den stille lyd, giver meget effekt til det efterfølgende nummer, Long Snake Moan. Denne sang angriber lytteren yderst voldsomt med masser af guitar, og da der rent faktisk er en bas på her, lyder det mere som et traditionelt rocknummer, hvilket dog bliver atypisk i kontekst. Så kommer Down By the Water, der på rigtig flot vis bruger en strygerkvartet, som man også kan møde på to andre numre, men her skinner de virkelig. Og når Harvey begynder at hviske… uh, jeg får gåsehud.

I Think I’m a Mother er endnu et nummer, der på egen hånd ikke kan opnå ret meget. Men på albummet fungerer det ret godt som en overgang mellem Down By the Water og Send His Love to Me. Den er dog ikke så meget mere end en overgang, hvorfor 4 minutter da er lidt i overkanten, men den er et ganske frisk pust i i hvert fald de første to af dem. Send His Love to Me er en af de mange sange på pladen, der refererer til kristendom, og den gør det ikke på en vis, så Harvey virker særligt religiøs. Det virker mere som metaforer og billedsprog – for hvad ved jeg ikke, men det lyder ganske godt, og de gør følelserne lettere at forstå. Albummet afslutter med The Dancer, der fungerer rigtig godt som et absolut klimaks til albummet. Harvey er en rigtig dygtig musiker, og To Bring You My Love er blot et af hendes mange fantastiske albums. Hendes albums er også ganske konsekvente, hvad angår kvalitet, så vær ikke bange for at lytte til resten af hendes diskografi, efter du har hørt denne.

439 – Nirvana – In Utero (1993)

Udgivet den af
Svar

Nirvana udgav i 1991 singlen Smells Like Teen Spirit, og uanset hvad du synes om den sang rent musikalsk, kan det ikke benægtes, hvor meget den har påvirket musikkens verden sammen med albummet det var på, Nevermind. Før de blev store, var alternativ rock, noget kun musiknørder lyttede til, og af og til fik R.E.M., Sinéad O’Connor eller The Cure måske et hit. Efter Nirvanas gennebrud var alternativ det nye mainstream, og det bedste af det hele var, at Nirvana slet ikke prøvede på at få sådan en popularitet. Forsanger Kurt Cobain kunne decideret ikke lide det, og hvad skal man så udgive, når man er blevet verdens største band. De var slet ikke forberedte på, at folk forventede så meget af dem. Men Cobain kunne netop slet ikke lide livet som superstjerne, så han udgav et album, hvor han virkelig gjorde sit bedste, for at undgå, at deres popularitet fortsatte. Derfor fik vi In Utero, hvor Cobain i musikken tog flere inspirationer fra noise-rock, og selvom han også tidligere havde skrevet grumme tekster, havde han aldrig skrevet en sang, der decideret hed Rape Me.

Albummet starter med den rigtig forpinte Serve Servants, der især i versene har en rigtig slibende og upoleret. Den grove lyd fortsætter på Scentless Apprentice, hvor Cobain også ender med at skrige sig igennem dele af sangen. Man kan høre noise-lydene rigtig tydeligt her, og der er faktisk også elementer af blues-rock. I slutningen nøjes han ikke blot med at skrige, han decideret græder i et par sekunder. Så får vi en af albummets mere poppede sange, men det er absolut kun poppet i relativ forstand. Lyden på Heart Shaped Box minder måske meget om den på Nevermind, men det gør kun teksten tydeligere, og der finder man altså linjer som “I wish I could eat your cancer when you turn black”. Og det er kun en af de mere eksplicit grumme linjer. Næste nummer, Rape Me, prøver i starten at narre dig til at tro, at du lytter til Smells Like Teen Spirit, men så snart Cobain siger åbner munden, udvikler det sig til sin helt egen, ganske provokerende sang. Teksten er rimelig simpel, og mens man selvfølgelig kan se den som både vovet og usmagelig, kan man også se den som blot en god lyris behandling af voldtægt, selvom den er mere eksplicit end de mange af andre sange om emnet, alternativ rock har at byde på.

Det bliver rigtig hårdt igen på Frances Farmer Will Have Her Revenge on Seattle, og da kommer nogle utrolig store følelser ud, mens den mere stille lyd på Dumb gør, at følelserne kommer ud på en meget mere indelukket og selvbebrejdende vis. Der er en mellemting mellem de to på Very Ape, der virkelig ender med at blive fortvivlet, som det stressede, post-punk-inspirerede beat gentager sig mere og mere – en teknik, Public Image Ltd. var eksperter i. Der er også lyd af post-punk på Milk It, der også har stærke elementer af metal på sig. Hvis du vil høre Nirvanas mest dynamiske afdeling, så er det her, for han går virkelig fra at mumle til at skrige, og musikken følger med. Pennyroyal Tea har et helt enormt væld af følelser, og i den meget forpinte, larmende afdeling er Radio Friendly Unit Shifter, der ironisk nok ikke er et spor radiovenligt nummer. Og hvis Cobain ikke lød psykopatisk på Milk It, så gør han det så sandelig på Tourette’s, hvor det næsten lyder som om, han kunne dræbe hele nabolaget. Albummet slutter med den klassiske All Apologies, der er lige så indbliksrig som resten af albummet, mens den dog er meget mere tilgængelig. Det er en god afslutning til albummet, og hvis vi ikke medregner live-albums eller opsamlinger, runder den også godt hele deres diskografi af. In Utero er et suverænt album. Alle sangene holder rigtig godt, det er rigtig dynamisk, og det er også dejligt anderledes i forhold til resten af Nirvanas albums. Kan klart anbefales.

441 – No Doubt – Tragic Kingdom (1995)

Udgivet den af
Svar

I 90’erne begyndte en gruppe bands at blande ska og punkmusik. Det startede egentlig i 80’erne, men det begyndte for alvor at blive stort i sidste halvdel af 90’erne med bands som Sublime, Rancid og The Offspring. Bandet, der dog nok startede denne trend, hed No Doubt, og de gjorde sig berømte gennem albummet Tragic Kingdom. I modsætning til så mange andre punkgrupper, har No Doubt en kvindelig forsanger, og Gwen Stefani er et virkelig karismatisk eksempel på sådan en. Hun udtrykker sine smerter rigtig godt, samtidig med at være fuld af groove og sjov, der gør, at musikken absolut ikke er kedelig. De fleste sange er som så ofte med punkmusik langt fra lykkelige, men de forbliver rigtig sjove at lytte til, da der er rigtig meget energi i så meget af musikken. Jeg ville nok sige at en af de knap så gode sange på pladen faktisk er megahittet Don’t Speak, da den slet ikke formår at være så sjov igen, mens den manglende energi også gør, at hendes pinsel på nummeret er sværere at tro på.

På mange albums kunne Don’t Speak være et højdepunkt, og at det slet ikke er på Tragic Kingdom, siger virkelig meget om, hvor godt resten af albummet er. Jeg ville endda sige, at hvis du smed Don’t Speak på ethvert andet album, No Doubt havde udgivet, ville det være det allerbedste nummer derpå. Tragic Kingdom er bare fyldt med stribevis af energiske, poppede ska-punk-sange af høj kaliber. Al denne energi kunne godt blive til lidt for meget til tider, men der er heldigvis to lidt langsommere numre i form af The Climb og førnævnte Don’t Speak. De er begge ganske gode popsange, førstnævnte stadig med et rigtig kraftigt ska-element, men hele albummet er en time langt. Disse to numre kan da ikke være nok til at holde et en time langt album dynamisk? Både ja og nej. Der er ikke brug for flere langsommere numre, for de holder albummet dynamisk ved hjælp af individuel dynamik i de vildere numre. Alle sangene på pladen har nogle rigtig klare højdepunkter, og alle sangene er virkelig underholdende at lytte til.

Musikken har rigtig mange dejlige horn i sig. Saxofon, trompet og trækbasun fylder rigtig meget, og de gør bare musikken så meget sjovere at lytte til. Al musikken på Tragic Kingdom kan med lethed fyres af til en fest, og man skal virkelig føle sig gammel, før No Doubt heller ikke rammer alle aldersgrupper godt. Der findes den slags musik, der har lidt for alle, men Tragic Kingdom leverer meget for næsten alle. De sørger virkelig ikke for at ofre noget for at gøre deres musik mere poppet, og melodierne formår på en gang at være varierende og fængende. Det er musik for alle mulige slags situationer, for Gwen Stefani får virkelig sit kongerige til at lyde ret så tragisk, selvom man sagtens kan have sjov, hvis det er det, man kommer efter. Og man kan samtidig finde rigtig mange lag i musikken. Halvdelen af pladen blev udgivet som singler, og når det kommer til stykket, er der ikke nogen numre, der egner sig værre til sådan et job end andre, for alle numrene er bare virkelig, virkelig gode. Tragic Kingdom er et helt utroligt album. Der er rigtig få albums, der formår at nå nær så store højder som dette. Man kan bare lytte til det igen og igen.

453 – Jane’s Addiction – Ritual de lo habitual (1990)

Udgivet den af
Svar

Sanger Perry Farrell og bassist Eric Avery dannede i 1985 Jane’s Addiction, og de debuterede i 1987 med et eponymt live-album. Året efter fik de en noget større succes med Nothing’s Schocking, som især blev populær gennem nummeret Jane Says. Deres mest kommercielt succesfulde album er dog uden tvivl Ritual de lo habitual fra 1990. Det album er fyldt med rigtig højlydt, eksperimenterende musik, og de sørger for at gøre det konstant interessant. Lige fra første sang, Stop!, ved man at det ikke er et album for folk sarte øren. Det er ekstremt dynamisk; det går fra helt utrolig høj, hurtig vred musik til total stilhed på splitsekunder. Og som det bugter sig i bakke og dal, sidder ens øren klistret til højtalerne, hvis man kan lide hårdere musik. Det store problem ved Jane’s Addiction er noget, der er gennemgående på alle pladerne – Perry Farrells stemme irriterer mig bare. Det er virkelig synd, for musikken er i sig selv fuldstændig fantastisk. I starten kunne jeg slet ikke lide dette album, og nu kan jeg se, at jeg bare havde svært ved at abstrahere fra hans stemme, der er meget skinger og skarp. Den er ikke just min kop te.

Albummets første halvdel er uden tvivl den lettest tilgængelige. Den er rigtig fængende med numre som Stop!, Ain’t No Right og Been Caught Stealing. Det er dog ikke sådan, at de på nogen måde nærmer sig pop-metal. Der er selvfølgelig Perrys stemme, men de arbejder ikke med de traditionelle opbygning-klimaks-konstruktioner, der er så typiske i metal. Det går meget op og ned, og rejsen har aldrig rigtig nogen specifik destination. Det handler mest af alt bare om at opleve en masse formidable lyde. Det er i endnu højere grad tilfældet på den sidste halvdel, hvor hele tre sange lige efter hinanden er længere end 7 minutter. Three Days, Then She Did… og Of Course er meget eksperimenterende, og der sker uden tvivl nok i sangene, til at længderne er retfærdiggjorte. Især Three Days er en utrolig komplet musikalsk oplevelse. Det er virkelig et stærkt nummer, som desuden kører i ret lang tid uden Perry Farrells skrigende stemme, hvilket absolut hjælper i min bog.

Albummet slutter i den fuldstændig modsatte grøft i forhold til, hvor den startede. Classic Girl er et meget simplistisk nummer. Den kører på en meget stille guitar i løbet af det meste af sangen, og kun i instrumentale portioner kommer der mere drøn på den. På grund af den meget stille lyd, er Farrells stemme desværre ret fremtrædende, men det er trods alt kun et personligt problem, jeg har med ham. Jeg ville gerne have set, at albummet havde afsluttet på anden vis, f.eks. med et af de længere numre. At have tre så lange sange i træk bliver også en smule trættende, når man når til den tredje af dem, så hvis de to sidste numre på pladen havde byttet plads, ville albumdynamikken have været helt perfekt, for det er den ellers. Hvis man er til hård rock og vil have den i en mere alternativ, sær udgave, så er Ritual de lo habitual et rigtig let album at anbefale. Man skal bare være klar på lidt af hvert.

466 – Hole – Live Through This (1994)

Udgivet den af
Svar

Lad mig sige noget, før jeg begynder denne anmeldelse – jeg kan ikke rigtig lide Holes forsanger Courtney Love som mediepersonlighed eller sangerinde. Jeg kan blot kigge på noget så simpelt som coveret til Live Through This, og jeg har virkelig ikke lyst til at lytte til musikken. Men jeg må give mig, Live Through This er et helt formidabelt grunge-album. Det minder meget om det mest kendte af alle grunge-bands, nemlig Nirvana, og mens jeg selvfølgelig kunne hakke på dem for manglende originalitet, så er jeg faktisk fuldkommen ligeglad, for Nirvana er rigtig gode, så jeg kan ikke se noget skidt i at efterligne dem, især ikke hvis man kan komme med nogle gode nye sange, der bare minder om dem, og det er lige hvad Hole har gjort på deres mesterværk. Der er først og fremmest en stor fokus på albumdynamik. Det kører meget fra bitter til rasende og tilbage igen, hvilket derfor gør lyden meget elastisk og varierende. Der er hele tiden noget nyt at lytte på, hvilket gør albummet konstant engagerende.

Jeg har allerede sagt, at jeg ikke bryder mig meget om Courtney Loves stemme, og det er mest tilfældet, når hun holder sig rolig. Hun lyder meget bitter og wannabe-deprimeret. Jeg vil ikke sige, at hun ikke har været det, hun har nok taget for mange stoffer til på nogen måde at have kunnet undgå depression, men hun leverer det ikke specielt overbevisende, og jeg ville nok være ret træt af det, hvis de ikke så ofte gik over i nogle lidt hårdere lyde, hvor hun lyder meget mere desperat. Hun skriger så lungerne næsten brister, og det er rigtig intenst at lytte til. Melodierne er skrevet helt perfekt. Som sagt er der meget vægt på dynamikken, men stemning mangler dette album heller ikke. Selvom Love selv bliver ret irriterende, når hun skal være stille, så holder musikken, der spiller bag hende. Den er meget trist eller voldelig, når det passer til situationen, og især guitarist Eric Erlandson får sat sange som Asking for It, Miss World, Rockstar og Doll Parts i en rigtig voldelig, grov, bitter stemning, som jeg bare elsker, og han var sammen med Love også med til at skrive de stærke melodier.

Albummet er som tidligere nævnt rigtig godt opbygget, men næsten hver eneste sang holder næsten lige så godt på egen hånd, meget på grund af meget dynamik i de individuelle sange, men uden tvivl også på grund af at melodierne er rigtig fængende til trods for hvor triste de er. Det er heldigvis uden for mange gentagelser heller. Ikke en gang er jeg blevet træt af at høre de samme lyde komme fra den ene eller den anden sang, selv ikke når Love lyder bitter. Det kan godt være, at de kun blev så kendte, som de blev fordi Love var kæreste med Kurt Cobain fra Nirvana, som i øvrigt har to gæsteoptrædener som baggrundssanger herpå, men selv hvis det var den væsentligste årsag, ændrer det ikke på, at deres musik var fantastisk nok, til at de fortjente det alligevel. Lyt til Live Through This, hvis du ikke har nok i den lille diskografi, Nirvana udgav. Det her er næsten det samme, og det er næsten lige så godt. Hvis du ikke kan lide Nirvana, kan jeg dog næppe se, hvordan det her kunne være noget for dig.

470 – R.E.M. – Document (1987)

Udgivet den af
Svar

R.E.M. havde udgivet 4 plader før Document i 1987, som indeholder sang efter sang af enormt høj kvalitet. Vi har klassiske singler som den energiske og vrede It’s the End of the World as We Know It (And I Feel Fine) og den meget triste The One I Love, der med ganske få ord får fortalt en historie om kærlighed, had, utroskab og sex, som bliver ufattelig rørende, især med dens placering på albummet, hvor den fungerer som en virkningsfuld omend ikke for distraherende kontrast til It’s the End of the World as We Know It (And I Feel Fine), som kommer lige før. Pladen er dog også spækket med fantastiske numre, der er knap så kendte, og især en rigtig god albumstruktur. Man skal ikke lytte til albummet mere end et par få gange, før hvert eneste nummer står klart frem, hvilket især er imponerende, da de som sådan minder ret meget om hinanden. Mange af sangene har midtertempo og en trist lyd. Instrumenterne bliver ofte brugt i nogenlunde samme omfang i hver eneste sang, og kun 2 sange har andet end de sædvanlige bas, trommer og guitar.

De individuelle sanges knap så umiddelbare men i retrospekt tydelig distinktion er selvfølgelig ikke kun et produkt af dynamiske kontraster, men i særdeleshed også af fabelagtige kompositioner. Alle sange er skrevet af hele bandet i fællesskab med undtagelse af deres cover af Strange af den klassiske post-punk-gruppe Wire, der netop var en af grundpillerne i skabelsen af alternativ rock, som R.E.M. var en af de første grupper til at spille. En anden indflydelse er 70’ernes og start-80’ernes klassiske punkbands, som tit og ofte havde politiske meddelelser i deres sange, og i højere grad end på nogen anden R.E.M.-plade spiller politik en stor rolle på Document. R.E.M. er dog ikke nær så aktive i deres aggression overfor deres politiske modstand. Deres bitterhed, angst og samtidige ro skaber en lyd, der ikke minder om noget andet på den tid, og som selvom mange bands sidenhen har taget meget fra deres stil, holder musikken dog stadig på grund af stærke tekster, solide kompositioner og et rigtig overbevisende væld af følelser.

R.E.M. var i deres tidlige år meget berygtede for forsanger Michael Stipes ofte uforståelige vokal, der mest af alt mumlede sig igennem musikken. Han havde absolut arbejdet på det problem mellem debuten og Document, hvor hans stemme er klar som krystal. Og det er rigtig, rigtig godt, for når stemmen er tydeligere, lægger man mærke til, at R.E.M.’s tekster er fænomenale. Som sagt klarer The One I Love at gøre kun 6 forskellige linjer til en dyb historie med masser at rive i, men også de andre sange har meget interessante, og i samme grad ikke specielt entydige meddelelser. Hvis man er til alternativ rock, er R.E.M. uundgåelige, og Document har meget rigtig stærkt materiale på sig, struktureret sådan, at lytteoplevelsen passer perfekt til at høre det fra ende til anden, men hver eneste sang fungerer uden tvivl også på egne præmisser, så man kan sagtens lytte til dem individuelt, og uanset hvordan man lytter til det, er det hvert sekund værd.

473 – Coldplay – A Rush of Blood to the Head (2002)

Udgivet den af
Svar

I 90’erne var en af de helt store undergenrer indenfor alternativ rock britpoppen, der var af en meget skæv, spøjs karakter med elementer af både pop og rock, der opstod i Storbritannien med navne som Blur, Oasis, Pulp, Suede, Supergrass og the Verve. Da 00’erme så begyndte at træde i kraft, var det meste af verden af en eller anden grund træt af bølgen. Selv forstår jeg det ikke rigtig, jeg ville selv rigtig gerne have at disse skæve personligheder kunne hærge det ellers ret flade, intetsigende, amerikansk dominerede poplandskab. Selvfølgelig har noget af manglen på britpop i radioen noget at gøre med, at de fleste af de store bands gik fra hinanden nogenlunde samtidig, men nye bands kunne være kommet til. I stedet begyndte mange britiske rockbands efter britpoppens forfald at lave det, vi kalder post-britpop. Jeg ville gerne nævne nogle eksempler, men de fleste er alt for kedelige og kønsløse til, at jeg ved hvem, der er værd at nævne. Med undtagelse af selvfølgelig Coldplay

Coldplay tog i 2002 verden med storm med deres andet album, A Rush of Blood to the Head, der med singler som In My Place, The Scientist og Clocks blev enormt succesfuldt i radioen, men disse hits var kun overfladen af albummets storhed. Det åbner faktisk med en rigtig hård, tung, nærmest post-punk-inspireret lyd på introen til Politik, og så meget som jeg nu engang elsker The Scientist eller Clocks er det perfekt at åbne med den hårde lyd. Det gør, at du som lytter er meget opmærksom. Man er klar på at tage på en ordentlig rejse gennem forsanger Chris Martins sind, og det gør man også. Sangene er ofte meget triste, og når de er glade i tonerne, lyder det mest af alt som en opmuntring, f.eks. på God Put a Smile Upon Your Face. Coldplay er som sangskrivere rigtig gode til at udtrykke disse triste følelser overbevisende uden at kede dig. Han kan faktisk let få en melodi til at sidde fast, og selvom han tuder og vræler gennem det meste af pladen, er der faktisk ret meget gang i lyden. Det er ikke Def Leppard eller noget, men han keder sjældent lytteren

Hvis vi prøver at sammenligne Coldplay med netop Def Leppard, så er Coldplays melankoli meget lettere at tage seriøst, så det er nok heldigt at de oftere er melankolske end Def Leppard er. Men hvor Def Leppard gik ud på at overreagere så meget som muligt, havde Coldplay en stadigt mere reel lyd. De tog måske af og til sig selv for seriøst. Jo mere man tænker over det, des mere lyder Chris Martins jamren ubegrundet. Selvfølgelig, han har haft det skidt, det har vi alle. Det kan sagtens have noget med produktionen at gøre, men på en eller anden måde lyder Martin bare ikke som en, der har haft det så slemt igen. Det er ikke på et plan, hvor det virkelig ødelægger min musikalske oplevelse, men uanset, hvilket humør, jeg er i, så glemmer jeg nærmest, at musikken er så trist igen, og det kommer en smule til at svæve ind i den kedelige suppedas, som næsten alt andet post-britpop havner i. A Rush of Blood To the Head er en af Coldplays allerbedste plader, og hvis du trænger til trist klaverrock, så leverer Chris Martin & Co. en af de mest anbefalelsesværdige løsninger med den.

487 – The Smashing Pumpkins – Mellon Collie and the Infinite Sadness (1995)

Udgivet den af
Svar

I 1991 udgav Nirvana sangen Smells Like Teen Spirit, som absolut vendte populærmusikkens verden på hovedet. Utallige andre alternative rockbands fik succes efter denne sang. Nogle af dem udgav deres debuter kort tid efter, og andre fik endelig deres længe ventede gennembrud, da Nirvana tog verden med storm. F.eks. havde et band ved navn the Smashing Pumpkins udgivet et ellers meget rost debutalbum ved navn Gish et par måneder før Nirvanas gennembrud, men det solgte ikke specielt godt. 2 år senere udgav de Siamese Dream, der solgte rigtig godt, og i dag er det opfattet som et af årtiets bedste albums. Forsanger Billy Corgan blev derfor rigtig ambitiøs efter det, og i 1995 udgav de dobbeltalbummet Mellon Collie and the Infinite Sadness. Corgan har sagt, at han ikke ser det som et konceptalbum, men han arbejdede rimelig konceptuelt med albummets opbygning. Disk 1 repræsenterer dag, og disk 2 repræsenterer nat, og dertil følger stemningerne på sangene.

Det kunne jo være let at tænke på denne idé som noget simpelt, nemlig at dagen er varm og natten er kold. Det er bare ikke så simpelt, for mange af dagsnumrene er virkelig ikke varme: Zero, Bullet With Butterfly Wings og Fuck You (An Ode to No One) er blot nogle få eksempler – på samme måde er nattenumre som We Only Come Out at Night, 1979 og Beautiful. Nej, det er nok rettere de tanker, Corgan tænkte om dagen og om natten i sin ungdom. Det meste af dagen bliver nok brugt i selskab med andre, og det meste af natten bliver nok brugt i drømmeland, og det passer helt perfekt med musikken. Og disk 1 lader meget til at afspille en dag for en asocial ung mand. Den starter med den håbefulde Tonight, Tonight, der nok må betyde at han bare ser frem sig til at dagen er slut. Og resten af dagen går også bare løs med enorme vredesudbrud. Der er heftig brug af tung guitar, og Corgans nasale stemme udtrykker følelser en masse. Han vræler og skriger igennem mange af numrene, og man får et godt indblik i, hvordan hans følelser var, da han ikke havde mulighed for at udtrykke dem på samme måde.

På disk 2 bliver det som sagt nat, og her træder vi ind i drømmeland. Corgan drømmer om da han var yngre, om hvordan det hele nok skal blive bedre, og han har også et par grumme mareridt. Et mareridt er endnu værre end hans virkelighed, så derfor føles denne verden mere fantastisk og uvirkelig – ja, næsten dystopisk, som han synger sange som Bodies, X.Y.U. eller Tales of a Scorched Earth. Andre gange beroliger han sig selv, stadig i et meget drømmende univers: We Only Come Out at Night er en fantastisk drømmeverden, som ikke rigtig har noget med virkeligheden at gøre, hvilket netop gør den så fristende for Corgan at flygte til. 1979 tænker tilbage på da Corgan var ca. 12 år gammel, og den lyder af ren nostalgi. I bund og grund handler den i sig selv om at få det bedste ud af en forfærdelig situation, og i albummets kontekst drømmer Corgan om dengang, han kunne netop dette. Mellon Collie and the Infinite Sadness er ganske vist dobbelt så lang som Siamese Dream, så det kræver at du rigtig godt kan lide alternativ rock, men hvis du kan, er der masser af guf at komme efter.

492 – Pearl Jam – Vitalogy (1994)

Udgivet den af
Svar

Det første ord, der springer frem, når jeg tænker på Pearl Jams Vitalogy fra 1994 er “fejlfyldt”. Det har som få andre albums på denne liste fejl, som er næsten indiskutable. Det er generelt ikke et album, som de fleste vil have lyst til at lytte til hele vejen fra ende til anden. Pry, To er et nummer, hvor forsanger Eddie Vedder i højere grad end ellers mumler sig igennem noget nonsens med en ikke specielt vellydende guitar, der fjoller rundt i baggrunden. Aye Davanita kører med et eller andet folkemantra ovenpå en almindelig grunge-instrumentation, og det kommer virkelig ikke nogen vejene. Albummet går nærmest bare i 3 minutters tomgang. Bugs kører på et afskyeligt harmonika-riff, som de fleste nok ville få hovedpine af – lige dette nummer kan jeg selv ret godt lide, da det har en hylemorsom tekst, men det ødelægger virkelig stemningen, albummet havde godt gang i. Det absolut værste nummer er afslutningsnummeret, Hey Foxymophandlemama (Stupid Mop), der kører i næsten 8 minutter med en barnestemme, der på sine knæ beder om brutal sex. Det er svært at holde ud at lytte til.

Når albummet dog bliver godt, er det fantastisk. Sange som Better Man og Nothingman er meget rørende fortællinger om individer, der er deprimerede og i det hele taget har det meget svært. Nothingman er ganske vist ikke nær så stærk som Better Man rent lyrisk, men den bliver spillet og sunget, så det bliver til en ren tåreperser. Begge hovedpersoner er fortvivlede over manglende held i kærlighed: manden fra Nothingman er trist og ensom, og kvinden fra Better Man er endt hos et røvhul, som hun ikke kan komme af med. Spin the Black Circle er et meget aggressivt lydende nummer, der kører på hurtige, kraftige akkorder. Teksten handler i sig selv bare om vinylplader, men melodiens vrede er hårdtslående, og den er en af den slags sange, der om noget sætter blodtrykket i gang. Albummet kan virkelig blive smukt til tider, og med undtagelse af de 4 første sange, jeg snakkede om, er alle melodier skrevet, så de udtrykker et væld af store følelser. Næsten intet føles banalt, og stort set det hele føles vigtigt

Pearl Jam var i højere grad end de fleste af samtidens bands historiefortællere. De fortalte tit historier, som ikke rigtig havde noget med virkeligheden at gøre. Hvor bands som Nirvana og Alice in Chains ville fortælle om forsangerens strabadser, opdigtede Pearl Jam ofte historier om individer, som slet ikke eksisterede som bestemte personer i den virkelige verden, men de gør det stadig så jordnært, at man let kan forstå, hvorfor det er, som det er. Det store problem med albummet er, at der netop er de her få numre, der bare ikke er gode og ikke tilføjer noget som helst til oplevelsen. Det er numre, der nok helst bør springes over, når man lytter til albummet, og sådan noget gør, at næsten ingen ville kunne kalde dette for et perfekt album. Vi snakker ikke om fyld, vi snakker om ragelse, der faktisk blev lavet for at irritere Pearl Jams pladeselskab. Hvis vi dog ser bort fra disse numre, er Vitalogy et af de bedste albums, alternativ rock har at byde på. Sagen er bare, at disse numre kan være svære at se bort fra, så de trækker kraftigt ned.

495 – Hüsker Dü – New Day Rising (1985)

Udgivet den af
Svar

Hvis du blot opfatter New Day Rising af Hüsker Dü fra 1985 som larm, kan jeg virkelig ikke overbevise dig om andet. For det er det. Hüsker Dü var inspirerede af hardcore punk-genren, som blev udbredt gennem bands som Black Flag og Dead Kennedys, og denne genre var endnu mere voldsom end Hüsker Dü. Den var meget vred, og den føltes, når den var bedst, som om at lytteren selv blev truet af bandet. Hüsker Dü var et af de første bands, der valgte at tage denne støjende lyd og bruge den til noget mere følelsesrig musik. Denne genre kaldes passende for post-hardcore. Følelser strømmer ud af melodierne og teksterne, og man kan finde mange af grundpillerne til alternativ rock i denne plade og Zen Arcade, som de udgav året før. Åbningsnummeret, New Day Rising, åbner med noget af det mest støjende støj, noget menneske har lavet, men de får det til at lyde som en ren symfoni. Teksten går bare “New Day Rising, New Day Rising” igen og igen, men som forsanger Bob Mould synger det igen og igen, tager disse tre ord mange meninger om håb, opgivelse, desperation, angst og meget andet.

Hüsker Dü har dog også mange sange, der har egentlige tekster, der kan fortolkes mere entydigt. Nogle er blandt de mest oprigtige indblik i et sind, som rockmusikken har oplevet. The Girl Who Lives on Heaven Hill er en venlig tak, der bliver spillet så voldsomt, at man ikke er i den mindste tvivl om, at hende tøsen på bakken må have gjort noget vigtigt. I Apologize starter lyrisk som hvad det lyder til at være, men lyden er voldsom, at det adskiller sig fra enhver anden undskyldning. Teksten handler meget om hvor tumult fortællerens sindstilstand er, og derfor passer den støjende guitar perfekt ind. Efter kort tid sker det, at vores hovedperson også selv beder om en undskyldning, som han ikke kan få overbevist sin udkårne om at give ham. Enorm pinsel og vrede kan mærkes på numre som Perfect Example, 59 Times the Pain og If I Told You – numre som Bob Mould alt fra skriger til mumler sig igennem.

Som albummet skrider fremad lyder Bob Mould mere og mere vanvittig. De sidste tre numre, How to Skin a Cat, Whatcha Drinkin’, og Plans I Make er skrupskøre, og det er ikke på den morsomme måde. Man fornemmer at der er et eller andet i Moulds hjerne, der langsomt er ved at gå af led. Bob Mould er desuden bøsse, og trommeslager Grant Hart er biseksuel. Ikke at det har musikalsk relevans, men det burde da kunne få fjernet et par fordomme. De er samtidig musikalske genier. De fandt en måde, hvorpå man kunne gøre den mest irriterende larm til fryd for ørerne. De sætter masser af følelser i sangene, og de giver dig en absolut fascinerende tankegang, som man ikke kun kan mærke lyrisk – musikken lyder som et sind, der må tilhøre en stresset galning, der kunne begynde at dræbe hele nabolaget, så snart det skulle være. Denne uvished gør dem nærmest endnu mere truende end almindelige hardcore punk-bands. Hvis du vil have en oplevelse for livet, så lyt til New Day Rising, men vær bare klar på hvad som helst.