Tag-arkiv: Singer/songwriter

245 – Nick Drake – Bryter Layter (1970)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker Nick Drakes tre plader usandsynligt højt, men jeg elsker dem også af vidt forskellige årsager. Dette hænger nok sammen med, at pladerne er meget forskellige i natur – den afsluttende Pink Moon er næsten ikke andet end en guitar og sang fra en meget deprimeret Drake, og debuten Five Leaves Left er en mere barokt instrumenteret plade, der handler om ulykke og lykke i lige mængder. Hans anden plade, Bryter Layter fra 1970 er en noget anderledes plade. Der er her enormt stor fokus på instrumentationen, hvorfor han også har store navne fra Fairport Convention, the Beach Boys og endda selveste John Cale fra the Velvet Underground. Og man kan virkelig mærke det i løbet af hele pladen. Store dele af albummet er bare ren instrumentation. Hele tre af de 10 numre på pladen er instrumentale, og de er virkelig fyldige i lyden. Det lyder lidt som et lille symfoniorkester, bare et, der opfører de skønneste popsange. For dette er reelt popmusik. Der er endda et enkelt nummer, Poor Boy, hvorpå man kan høre meget kraftige backingvokalister, hvorefter man får en virkelig lækker saxofonsolo.

Nick Drake har virkelig lavet nogle gode melodier på denne plade, men det er melodier, der fungerer af fuldkommen andre årsager end dem, sangene på Five Leaves Left og Pink Moon gør. Her er der ikke nær så meget fokus på, at de skal repræsentere dybe følelser, det vigtige er rettere, at de skal fungere som popsange. Og de er ikke blot meget fængende, de er også komponeret så fint, at hvert eneste instrument passer perfekt sammen med de andre. Guitaren på afslutningsnummeret, den instrumentale Sunday, kommer flot ind over en fløjte, og senere giver nogle strygere det hele mere fylde. Der kører i løbet af det meste af sangen også trommer og bas under, men fokus er på samspillet mellem fløjten, guitaren og strygerne, og det er smukt. Til trods for, at sangene her er mere poppede end ellers, så er følelserne stadig stærke. Man mærker hans store længsel på One of these Things First, der i øvrigt har en af Drakes simpleste tekster nogensinde. Det er bare en liste af ting, Drake kunne have været, men det er på den måde let at følge med i, og man kan lige med det samme føle på det. Det er en helt unik sang i Nick Drakes diskografi.

To sange på denne plade er lavet til at passe sammen – Hazey Jane II og Hazey Jane I. De er i den rækkefølge, og hvorfor deres titler ikke skulle være omvendt forstår jeg ærlig talt ikke, men det kunne meget vel være, at de omhandler to forskellige tidspunkter i titelfigurens liv – og så er det bare i omvendt kronologisk rækkefølge, for at pladen skulle hænge bedre sammen. Hvis det er sådan, så har det virkelig lykkedes – pladen er utrolig let at spille om og om igen, og man bliver slet ikke spor træt af den. Jeg har faktisk endnu ikke oplevet en gennemlytning, hvor den ikke føles stærkere end før, og det er en af de få ting, der hænger virkelig godt sammen med Drakes to andre plader – der er masser af undertoner. Man opdager tit nye finurligheder, og dette oftere end på hans to andre plader. Det ligger nok i, at instrumentationen er så vigtig på dette album. Det er en sonisk oplevelse uden lige. Men det bedste ved denne plade er, at den i løbet af al denne artistiske udfoldelse ikke glemmer, hvad den er: en popplade – men fordomme om at popmusik skulle være simpelt og trivielt bliver skudt til bunds af Nick Drake på Bryter Layter.

250 – Bruce Springsteen – The River (1980)

Udgivet den af
Svar

Jeg har det tit svært med dobbeltalbums, for at fylde én skive med stærke sange, der hænger godt sammen, er en svær nok opgave at opfylde. Dobbeltalbums, der nærmer sig perfektion, er en sjældenhed, det kan nærmest kun gøres, hvis kunstneren i første omgang mestrer at lave albums af mere traditionel karakter. Folk, der har lavet det ene mesterværk efter det andet. Navne som The Rolling Stones, Bob Dylan og naturligvis Bruce Springsteen springer frem med det samme som passende til sådan en beskrivelse, og de har da også lavet nogle af de bedste dobbeltalbums nogensinde. Springsteens femte studiealbum, The River fra 1980, er hans hidtil eneste dobbeltalbum, men det er også virkelig så fyldt med geniale kompositioner, at det næsten er ufatteligt. Når jeg normalt lytter til længere albums føles længden meget påtaget, som om pladen sagtens kunne have overlevet som en enkelt skive, men The River giver dig sang efter sang af så høj kvalitet, at man på intet tidspunkt har lyst til at pladen slutter – undtagen når slutningen rent faktisk kommer, hvor det bare er perfekt timet.

Meget af musikken på The River er faktisk virkelig simpel – det er normalt det, Springsteen er bedst til, men han tager det længere ned på jorden, end man er vant til. Der er tale om simple, sjove, fængende pop-rock-numre, der ikke er besynderligt lange. De er alle meget godt sammenskruet rent instrumentalt, og man føler virkelig at alle instrumenterne går op i en højere enhed. På Sherry Darling sørger saxofonist Clarence Clemons for en rigtig kærlig, hyggelig stemning, Springsteens mundharmonika kan skabe kuldegysninger på titelnummeret, og Garry Tallents langsomme, tøvende bas gør Drive All Night, pladens uden sammenligning længste sang, så meget mere rørende end ellers. Det instrument, der dog gør mest for mig i løbet af pladen er orgelet spillet af Danny Federici og på enkelte sange Roy Bittan, der normalt er pianist. Orgelet gør sange som Hungry Heart, Two Hearts og Ramrod meget sjovere med deres simple riffs. Dette hjælper klaveret også meget på. Det er ikke meget ulig hvordan mange glam-rock-musikere, heriblandt David Bowie og Mott the Hoople, genskabte 50’ernes rocklandskab.

På the River er der også en vis nostalgi for Chuck Berry, Elvis Presley og Little Richard hvad angår sangskrivningen, der er ganske simpel, men lyden er tit meget stor på disse rock and roll-numre, hvilket gør, at de stadig holder i dag. Man kan mærke klar inspiration fra folk som Phil Spector, men Springsteen gør den fyldige instrumentation til noget, der stadig på overfladen kunne være et gadeband. Dette har meget noget med Springsteens imponerende sangskrivning at gøre, men brugen af instrumenterne er også bare fremragende. Deres energi hjælper også meget, og de er hurtigt lette at synge med på. Og Springsteens stemme er også virkelig nær – man kan få rigtig meget kærlighed ud af den. Og så holder albummet virkelig hele vejen  igennem. Fra første til sidste sekund er det bare en fed plade. Virkelig få sange rammer ikke standarden, der er sat, faktisk kan jeg kun komme i tanker om Stolen Car, der er lidt for stille til, at jeg kan høre teksten eller for den sags skyld følelserne. Derudover hænger alle sangene virkelig godt dynamisk sammen, og de er alle usandsynligt mindeværdige. The River er en god kandidat til både Springsteens bedste album og til bedste dobbeltalbum nogensinde.

261 – Tracy Chapman – Tracy Chapman (1988)

Udgivet den af
Svar

Alle kender vendingen “one-hit wonder”, men på samme måde findes der mange one-album wonders. Navne som The Killers, Moby Grape, Arrested Development og selvfølgelig Tracy Chapman hører til i denne kategori, for de færreste har lyttet til mere end hendes første album, der simpelt nok hed Tracy Chapman. Med denne enorme sællert fik hun da også tre meget store hits: Fast Car, Baby Can I Hold You og Talkin’ ‘Bout a Revolution. Hendes stil er også lige det, der var in i slut-80’erne, nemlig middeltempo-sange opført med simpelt akkompagnement og stor fokus på følelser. I modsætning til Chicago, Gregory Abbott og Bette Midler, så havde Tracy Chapman virkelig noget på hjerte, og når man lytter til en sang som Fast Car, så føles det hele så nært, at det sagtens kunne være sket i virkeligheden. Man fornemmer, at Chapman kender til fattigdom og ulykke i familien. Om hun gør, skal jeg ikke gøre mig klog på, men det er fantastisk fortalt, og melodien går lige ind i hjertet. Hårde emner som revolution, fattigdom, racisme og vold i hjemmet bliver lige fra starten taklet på pladen. Sidstnævnte bliver behandlet på en kort sang uden instrumentation ved navn Behind the Wall, og denne behandling er virkelig effektiv. Man kan godt få en klump i halsen.

Selv på kærlighedssangene føles det meget nært og trist, mens Chapman samtidig formår at skabe virkelig fængende melodier, som man sagtens kan smile til og klappe med på. Og jeg elsker virkelig, når musikere gør sådan noget, for at kunne se på de samme sange fra forskellige vinkler. Det er sådan noget, grupper som Gang of Four og The Smiths var eksperter i nogenlunde samtidig, og Chapmans bedste numre fungerer næsten ligeså godt efter disse parametre. Men de fire kærlighedssange på pladen er også meget forskellige. Min favorit er uden tvivl den klassiske Baby Can I Hold You, som er rigtig let at tilknytte sig følelsesmæssigt med den stærke tekst, men også den mere energiske For My Lover og den følsomme If Not Now brillerer med deres gode melodier, som bliver i hovedet i lang tid. Afslutningsnummeret, den langsomme For You, føles virkelig som albummets følelsesmæssige klimaks. Som en individuel sang er den dog ikke særlig mindeværdig. Melodien er ikke helt fantastisk til at gribe lytteren, og instrumentationen har vi hørt før. Numrene Mountains O’ Things og She’s Got Her Ticket har meget eksotisk instrumentation, der vist er inspireret af både afrikansk folkemusik og kalypso, men følelsesmæssigt siger de mig bare ikke særlig meget.

På nummeret Why? stiller Chapman et simpelt spørgsmål i løbet af kun to minutter, og at stille et så simpelt spørgsmål som “hvorfor er der så meget uretfærdighed i verden” kan virke naivt, men det virker faktisk. Det virker nok mest af alt fordi sangen er så hurtig og direkte, og så prøver den ikke på at være lommefilosofisk. Spørgsmålene skal ikke besvares, de skal bare tænkes over, og hun får dig rent faktisk til at bemærke et par ting, du nok ikke havde lagt mærke til ellers. Som helhed er albummet ikke helt fantastisk opbygget, men da sangenes kvalitet er så høj, så gør det ikke særlig meget, især ikke når albummet alligevel er ret kort med blot 36 minutter. Heldigvis er åbningsnummeret, Talkin’ ‘Bout a Revolution godt til at sætte det hele i gang, og For You runder smukt det hele af, og de generelle principper for albumdynamik er der da også taget højde for. Måske måtte Mountains O’ Things godt være lidt længere fra She’s Got the Ticket, for nu lægger man ikke specielt meget mærke til sidstnævnte, og med undtagelse af Baby Can I Hold You har alle kærlighedssangene desværre hobet sig op i slutningen af pladen, men foruden sådan nogle bagateller og de manglende perfektioner på visse numre, så er Tracy Chapman en let plade at anbefale.

267 – Paul Simon – There Goes Rhymin’ Simon (1973)

Udgivet den af
Svar

Paul Simon gjorde sig i 60’erne kendt som den ene halvdel af popduoen Simon & Garfunkel, der lavede nogle af årtiets mest fængende og følelsesrige melodier. De lavede sølle fem albums sammen, før de gik hver til sig. Begge startede solokarrierer, og den absolut mest succesfulde og imponerende af de to viste sig at være Simon. Han udgav sit første soloalbum tilbage i 1965, da duoen stadig var sammen, men hans gennembrud som solokunstner var med hans anden plade, Paul Simon fra 1972. Jeg er meget glad for den, men jeg holder også rigtig meget af hans tredje plade, There Goes Rhymin’ Simon fra 1973, der ligeledes er på niveau med det bedste, han lavede som en del af Simon & Garfunkel. Det er dog en noget anden form for musik, vi har her. I Simon & Garfunkel var der en stor fokus på folk, og dermed var der mange vokalharmonier og fokus på den akustiske guitar. På There Goes Rhymin’ Simon er der stadig meget akustisk guitar, men der er næsten mere fokus på klaveret, men selv denne har ikke  nær så stor fokus som Simons stemme. På mange af numrene optræder backingvokalister, men de er normalt ikke særlig fremtrædende.

Hvad angår sangskrivningen, så har Simon været mere inspireret af mere eksotisk musik. Der er ganske vist noget, der lyder så meget som amerikansk folk, at det næsten ikke er til at tage fejl af, her navnlig den passende betitlede American Tune. Der er dog sange som Was a Sunny Day, hvor man virkelig bare har lyst til at dase under en palmegren i troperne, og på den klavertunge One Man’s Ceiling is Another Man’s Floor er der en lyd, der minder meget om klassisk europæisk musik. Netop denne sang har en meget særpræget vekslen mellem versene – det lyder lidt som om, det er en to-tre vidt forskellige sange, der bare er smidt sammen, men de udgør en meget dragende helhed. Det bedste eksempel er dog nok Loves Me Like a Rock, pladens muligvis bedste sang, hvor Simon rent faktisk har fået et gospelkor til at synge med. De fylder en hel del, og da denne sang afslutter albummet, bliver det til et meget fyldestgørende klimaks. Følelserne er generelt ret simple i løbet af hele pladen. Der er nogle entydigt glade sange, nogle entydigt triste sange, og andre simple følelser er også afspejlet. Det lyder måske som et problem, men det er det ikke rigtig. Hvis der ikke var nær så meget at dykke ned i musikalsk, så var det, men det er mest af alt en slags stil, han vælger at følge, og han følger den elegant.

Det, der dog gør, at There Goes Rhymin’ Simon er en sublim plade, er at Simon er en genial sangskriver. Sangene på denne plade er mere end bare vers og omkvæd, det er noget mere kompliceret. Det er ikke total improvisationsjazz, langt fra, det føles faktisk meget poppet. Men hvis man dykker ned i sangene, vil man opdage, at der er taget mange friheder med sangskrivningen. Der leges meget med tempo på numre som Kodachrome og One Man’s Ceiling Is Another Man’s Floor, mens numre som American Tune og Something So Right bevæger sig meget i volumen, især ved hjælp af strygere. I løbet af hele albummet er der flot vekslen mellem letsindige numre som Was a Sunny Day og de mere dybsindige numre som Tenderness. Det er rigtig smukt opbygget. Hvis man endelig skulle sige noget negativt, så er Simons stemme af og til en smule irriterende på omkvædet til Was a Sunny Day, men det ødelægger ikke sangen og da slet ikke albummet. There Goes Rhymin’ Simon er en formidabel popplade. Hvis alle popnumre var bare halvt så gennemtænkte som dem på denne plade, så ville verden være et meget bedre sted. Paul Simon er en genial sangskriver, og There Goes Rhymin’ Simon er et af hans store mesterværker.

283 – Nick Drake – Five Leaves Left (1969)

Udgivet den af
Svar

Den britiske folkmusiker Nick Drake er en forfærdeligt overset musiker, og især er hans debutalbum, Five Leaves Left mesterligt. Det er ikke den mest roste plade i hans desværre alt for korte diskografi, men det er min personlige favorit. Denne plade blev optaget sammen med medlemmer af folkrock-grupperne Pentangle og Fairport Convention, fra sidstnævnte bl.a. den latterligt dygtige Richard Thompson, der spiller elektrisk guitar på åbningsnummeret, Time Has Told Me. Instrumentationen er meget unik i løbet af hele pladen, og det er en stor del af årsagen til, at den er så fantastisk. Foruden Drakes meget særlige evner på en akustisk guitar, så er hans brug af percussion meget eksotisk og livlig. Det er kun en enkelt sang, Saturday Sun, der har et traditionelt trommesæt, ellers står den på congas, shakers og vibrafon. De fleste sange har  dog slet ingen percussion, men størstedelen bruger nogle smukke strygere. En enkelt sang har celloen så meget i fokus, at den har fået titlen Cello Song, og den er virkelig smuk.

Drakes sange er meget følelsesladede, men tro ikke, at det er den rene tudemusik. Det er faktisk meget lykkelig musik. Det handler om befrielse og lyksalighed meget af det. Man føler sig så usandsynligt glad, når man hører kærlighedserklæringer som Time Has Told Me og Thoughts of Mary Jane. Der er dog altid gennemgående undertoner, der signalerer ensomhed og social akavethed. Drake virker som en meget stille type, ikke som en med mange venner, men han virker stadig let at holde af som person. Han minder mig faktisk meget om en af mine egne meget nære venner, og som han på pladecoveret står der med sin foroverbøjede krop, sit lange, sjuskede hår og sit tænksomme ansigt, føles de bare endnu mere lig hinanden, og når man så også begynder at læse lidt af hans livshistorie, om hans depression og hans overdosis på antidepressiver, bliver Five Leaves Left en meget nær og reel plade for mig. Der er også ret triste sange på den, f.eks. River Man og Way to Blue, og disse går bare lige ind i hjertet, uanset om man kender mandens historie eller ej.

Gennem den varierede instrumentation og den sarte personlighed skaber Nick Drake 10 helt fantastiske sange på Five Leaves Left, men et øre for helt fantastiske melodier gør nu også meget. Time Has Told Me er ganske vist den eneste, jeg ofte går rundt og nynner, men alle melodierne er så forskellige og velsammensatte, at det er svært at fatte. Især er Way to Blue en meget interessant komposition, der går fra at være meget dramatisk og grum til bamhjertig og jordnær. Albummet hænger også meget godt sammen. Man føler aldrig, at man får for meget drama, melankoli eller kærlighed. Alle aspekter af album- og sangdynamik er virkelig godt gennemført, og længden er lige i øjet. Efter 41 minutter har jeg fået lige præcis den dosis Nick Drake, jeg har brug for, og sådan er det hver eneste gang, jeg lytter til den. Hvis du er en af de mange, der ikke kender til Nick Drake, har jeg så inderligt ondt af dig. Han er en sand mester af musikken, og hvis du vil lære ham at kende, så er Five Leaves Left et rigtig godt sted at starte.

293 – Simon & Garfunkel – Simon and Garfunkel’s Greatest Hits (1972)

Udgivet den af
Svar

Den særdeles populære folk-rock-gruppe Simon & Garfunkel gik efter fire virkelig succesfulde albums hvert til sit i 1970, og de tog i 1972 afsked med et opsamlingsalbum. Dette album fik den simple titel Simon and Garfunkel’s Greatest Hits, men sådan en titel må dog tages med et gran salt. I deres korte karriere formåede de ganske vist at få flere hits end de fleste kunne med blot 5 albums, hvor det første ikke engang havde nogen hits på sig. Men man får skam alle de sange, man umiddelbart tænker på, når man hører navnene Simon og Garfunkel: The Boxer, Bridge over Troubled Water, Cecilia, The Sound of Silence, Mrs. Robinson og I Am A Rock er alle repræsenteret, og det er jo skøn musik. Paul Simon er en helt fantastisk sangskriver, og sangene på denne plade viser det tydeligt. Man kan dog godt undre sig over udvalget af visse sange. De førnævnte er selvfølgelig alle selvskrevne, men hvorfor er ukendte sange, der end ikke var singler, såsom Kathy’s Song, Bookends Theme og For Emily, Whenever I May Find Her på pladen, mens hverken A Hazy Shade of Winter eller At the Zoo er inkluderet.

Med en gruppe, der har udgivet så få plader, forventer jeg lidt, at deres greatest hits-album vil medtage mindst en sang fra hvert album. Jeg ville derfor ikke have noget imod, hvis de havde inkluderet bare en enkelt sang fra gruppens debut, Wednesday Morning 3 A.M. Det kan dog tilgives. Hvad jeg har sværere ved at tilgive er, at For Emily, Whenever I May Find Her, The 59th Street Bridge Song (Feelin’ Groovy), Homeward Bound og Kathy’s Song er på denne plade i live-udgaver. Det er ikke fordi, det er dårlige optrædener, men der er ingen årsag til, at de oprindelige udgaver ikke bare kunne være brugt, og derudover er det ikke behageligt for lytteoplevelsen, når der pludselig kommer et live-nummer. Det er forholdsvis godt behandlet, så det stadig lyder ret naturligt, da applausen fra slutningen af Homeward Bound fortsætter over i Bridge over Troubled Water. El Condor Pasa (If I Could) passer også ret naturligt ind efter live-udgaven af Kathy’s Song, men det ændrer ikke på, at jeg absolut ville have foretrukket at høre originalerne.

Hvorfor ville man så lytte til Simon and Garfunkel’s Greatest Hits? Hovedsageligt fordi sangene stadig er virkelig gode. Nogle af de bedste popsange nogensinde er at finde på denne plade. Rækkefølgen er ikke altid lige i øjet, men der er nogle ret geniale øjeblikke. For eksempel er Mrs. Robinson et fantastisk åbningsnummer, noget den aldrig fik æren af at være i sin originaludgivelse på albummet Bookends. Til gengæld er Cecilia ikke så fantastisk til at afslutte albummet, selvom den nok kunne have rundet det hele godt af, hvis den ikke afsluttede med at fade. Hvis du ikke kender meget til Simon and Garfunkel, så er det nok en fin introduktion. The Best of Simon & Garfunkel fra 1999 er også en ret god opsamling, og den retter op på de fleste problemer, Simon and Garfunkel’s Greatest Hits har, mens den ligeledes er dejligt kompakt. Mange opsamlinger går for meget op i at medtage alt for meget, og med et så kortlivet band som Simon & Garfunkel, så er det nok ikke nødvendigt. Jeg vil sige at Simon and Garfunkel’s Greatest Hits er en meget upoleret opsamling, men musikken derpå er fuldkommen fantastisk.

299 – Dolly Parton – Coat of Many Colors (1971)

Udgivet den af
Svar

Jeg indrømmer, at jeg ikke er en stor fan af country, men Dolly Partons største singler, Jolene og 9 to 5, har fundet plads i mit iskolde hjerte, så jeg håbede virkelig, at den første hele plade, jeg hørte med hende, ville gøre det samme. Coat of Many Colors er set af mange som hendes allerbedste plade, så jeg forventede noget, der gik lidt udover det sædvanlige country-musik. Jeg måtte dog i sidste ende erklære, at den ikke rigtig var noget for mig. Det er meget almindelig country-musik, og det er der som sådan ikke noget i vejen med, men det er ikke nær så spændende eller udfordrende, som jeg havde håbet på. Sangene er af meget forskellig kvalitet, men blandt de 10 numre på pladen er kun ganske få af dem noget, jeg føler, jeg fik noget ud af. En af de bedre sange er If I Lose My Mind, der handler om en mand, der er vor fortæller utro. Det er en ret trist sang, og den er godt fortalt, men melodien er så lig al mulig andet country-musik, og det er ikke en melodi, jeg er stor fan af. Den minder f.eks. meget om Merle Haggards sang I Threw Away the Rose, men jeg sværger, at den samme melodi bruges i mange andre country-sange.

Sådan en sang overlever udelukkende gennem teksten, og teksterne varierer fra at være rigtig gode til at være meget trivielle. Titelnummeret handler om en fattig pige, der bliver mobbet i skolen for at gå i noget grimt kluns, hendes mor har syet – men hun syede det med kærlighed, og det er det, der betyder noget. Sådan en holdning deler jeg også, men Parton fortæller det på en meget partisk måde. Ikke fordi hun også burde have fortalt fra klassekammeraternes synspunkt, men hun fortæller med enorme neonskilte, at vi burde have ondt af pigen. Traveling Man er faktisk en ret sjov historie, og jeg vil helst ikke afsløre dens morsomme slutning, men hun synger på en meget irriterende måde, hvor hun griner over stort set alt, hun siger. Melodien er meget kedelig og ensformig, og hver eneste linje afslutter desværre med en alt for lang tone. Den er bare ikke specielt tiltalende. Pladen er også alt for kort. Man når på de 27 minutter slet ikke at få et godt indtryk af hende som musiker, og albummet føles meget tomt. Jeg føler ikke, at jeg har fået et helt album.

Der er dog nogle gode ting ved denne plade. Dolly Parton er ofte en meget charmerende sanger, og instrumentationen passer generelt rigtig godt til melodierne. Pladen føles meget sammenhængende, og nogle af sangene, såsom My Blue Tears og The Way I See You er faktisk ikke så dårlige. I sidstnævntes tilfælde har det især noget med klaveret at gøre. Det er et ret brugt klaverriff, hun bruger, men det virker godt her, bedre end det plejer at gøre i sædvanlig grammymadding, som jeg ellers forbinder det med. Jeg synes dog slet ikke, at disse ting opvejer alle de talløse country-klichéer, pladen ellers bare går igennem på stribe. Nej, det er ikke bare country-klichéer, det er klichéer i alle mulige afskygninger. Musikken minder om så meget andet, uanset om det så skulle være country eller ej. Der er ikke et originalt twist på særlig meget af det, og som anmelder føler jeg sjældent, at jeg i så høj grad, at det bare er endnu en dag på kontoret, og det er ikke engang fordi dette er den værste plade, jeg nogensinde har anmeldt. Jeg kan ærlig talt sige, at det ikke er en plade, jeg kan anbefale. Måske er den noget for dig, hvis du er til country, det tyder andre anmelderes mening i hvert fald på, men jeg anbefaler den slet ikke.

301 – Bob Dylan – John Wesley Harding (1967)

Udgivet den af
Svar

Bob Dylan er en af de vigtigste rockmusikere nogensinde, og hans største klassikere udkom tilbage i 60’erne. De to mest kanoniserede Dylan-albums er uden tvivl Highway 61 Revisited fra 1965 og Blonde on Blonde fra året efter, og hans næste album i rækken bliver derfor forståeligt nok ofte overset. Dette album hed John Wesley Harding, og det udkom i 1967. Hvor hans foregående 3 albums havde været ret rock-prægede, så var John Wesley Harding fra start til slut folk, hvor et par få sange dog har elementer af rock og blues. Instrumentationen er også blevet gjort rigtig simpel: der er én trommeslager, én bassist og to guitarister, der dog mig bekendt aldrig spiller på samme sang – Dylan selv spiller normalt guitar, men på få numre får han Pete Drake til at spille steel-guitar. Dylan tager også flittigt brug af mundharmonikaen, når han ikke synger, og på enkelte numre kan man endda finde keyboards og klaver. Men man får ingen orgler, ingen blæsere, ingen lagrige instrumentationer, end ikke sange på over 6 minutter, noget Dylan ellers havde udviklet en forkærlighed for. Det var også med sine 38 minutter det korteste album, han havde lavet siden sin debut.

Det var så godt med perspektivering, men hvordan holder pladen sig på egen hånd? Virkelig godt, faktisk bedre end hvis man sammenligner det med hans tidligere albums. Lyrikken er gået væk fra det meget personlige og den direkte historiefortælling, men det er stadig fremragende. Han er ikke så klar i sin lyrik her, og han har selv indrømmet, at han slet ikke ved, hvad titelnummeret handler om. Man får også en fornemmelse af middelalderlige folkeviser på numre som All Along the Watchtower, I Dreamed I Saw St. Augustine og The Ballad of Frankie Lee and Judas Priest. Dylans melodier på John Wesley Harding er meget simple. Ingen af sangene har omkvæd, og de fleste består bare af en versmelodi, der gentages i løbet af hele sangen med ny tekst i hvert vers. Det er meget risikabelt at have så ens struktur på alle sange på albummet, men Dylan formår at få det til at virke. Det ville nok ikke virke, hvis ikke alle sange var så stærke. Selvom melodierne er simple og teksterne gammeldags, så er de virkelig gennemarbejdede, og det lille ensemble spiller virkelig fyldigt.

Bob Dylans stemme er et lidt kontroversielt emne. Hvis du ikke kan lide Dylan, så er hans vokal nok den væsentligste årsag, og hvis du synes den normalt er irriterende, så er John Wesley Harding nok slet ikke noget for dig. Han synger virkelig grimt på hele pladen, men han lægger virkelig mange følelser i den, faktisk flere end på plader som Highway 61 Revisited og Brining it All Back Home. Sangene er også normalt langsommere, men Dylan gør dem stadig meget dramatiske, kærlige, hyggelige eller hvad end sangen nu sigter efter. Pladens simplicitet er virkelig tiltrækkende, for ikke ofte får man et så tidløst bud på, hvordan man laver noget så simpelt, der dog samtidig virkelig virker gennemtænkt. Dylan formåede ikke at gøre noget progressivt med John Wesley Harding, og han skubber ingen grænser, men det prøvede han heller ikke på. Han prøvede bare på at skrive nogle gode sange, og han formåede om noget at gøre dette. De er opført og skrevet fantastisk, og de går godt sammen. Hvis pladen var længere ville den måske virke ensformig, men som den er, så er den formidabel.

303 – Jeff Buckley – Grace (1994)

Udgivet den af
Svar

Den amerikanske folksanger Tim Buckley døde som blot 28-årig i 1975, men han efterlod verden en virkelig talentfuld søn, der også ville blive musiker. Han hed Jeff Buckley, men han døde desværre også i en ung alder, så han nåede desværre kun at udgive et enkelt album før sin død som 30-årig. Dette album hed Grace, og det blev udgivet i 1994. Grace  giver en rigtig god forståelse af, hvilken slags musiker Jeff Buckley var. Hans musik var meget følsom og guitarpræget, men han kunne både være stille og virkelig rocket. Den bedste sammenligning, jeg lige kan komme med er Radiohead-albummet The Bends, hvorpå Thom Yorke faktisk tog en hel del inspiration fra unge Buckley til sin vokal. Hvor musikken på Grace altid føles meget følsom, betyder det dog ikke, at det altid er stille musik. Numre som So Real og især Eternal Life er ret hårde, og virker ret inspireret af Led Zeppelin anno ca. 1973. De fleste sange er dog ret langsomme – selv So Real er til trods for sin tunge lyd, en ret langsom sang – og det passer nok i grunden bedst til den skrøbelighed, han præsenterer.

Buckley har selv været med til at skrive de fleste af sangene på pladen, men mellem de 10 numre, har der sneget sig hele 3 covers ind. Først et af Lilac Wine fra musicalen Dance Me A Song. I Buckleys udgave kan man stort set ikke høre, at den nogensinde har været i en musical, så trist gør han den, og den har ellers altid været en trist sang. Her lyder den bare fuldkommen deprimeret. Det mest populære nummer, Buckley nogensinde optog, er også et cover, et af Leonard Cohens Hallelujah. Det er en fantastisk udgave, og selvom Cohens original er virkelig god, så er Buckleys nu engang min favorit. Den er virkelig smuk, og selvom den med sine næsten 7 minutter er pladens længste sang, så kan man slet ikke mærke det. Det føles bundærligt, og Buckley er en gudbenådet sanger, som virkelig kan få hver tone til at ramme dig dybt nede. Pladens sidste cover er af salmen Corpus Christi Carol, og det er derimod pladens korteste nummer, og det er også godt det samme. Det er en flot melodi, og guitarspillet er virkelig godt. Buckleys falset herpå bliver bare meget irriterende, men ellers er det en rigtig flot fortolkning.

Jeff Buckleys sangskrivning på sine egne sange er det, der virkelig driver værket i løbet af Grace. De er generelt ret lange, hans originale numre er alle mellem  4½ og 7 minutter, men han formår slet ikke at kede mig i løbet af nogen af dem. Dette er selvfølgelig ikke kun på grund af de velskrevne numre, selvom det er hovedårsagen. Meget af det ligger også i, at Buckley spiller det hele formidabelt. Resten af bandet skal selvfølgelig også roses, men Buckley spiller selv langt det meste på pladen; bassisten og trommeslageren er fast, og der er nogle få gæstemusikere, men derudover spiller Buckley bare virkelig effektivt på både guitar, orgel og dulcimer. Buckley udviser i løbet af Grace enorm musikalitet i sin sangskrivning og i opførslen af numrene, og han gør samtidig sin plade til en virkelig følelsesrig og charmerende plade. Man har let ved at relatere til den, og der er masser af avanceret musikalsk guf, man kan analysere. Der er meget lidt, der ikke er helt perfekt på Grace, og det er en af 90’ernes allerbedste plader.

304 – Lucinda Williams – Car Wheels on a Gravel Road (1998)

Udgivet den af
Svar

Lucinda Williams udgav sin debutplade, Ramblin’, tilbage i 1979, men generelt opfattes hendes store mesterværk som værende det, hun udgav næsten 20 år efter, Car Wheels on a Gravel Road fra 1998. Car Wheels on a Gravel Road var hendes femte plade, og dengang var det med sine 52 minutter hendes hidtil længste. Jeg har aldrig hørt andet af hende end denne plade, men den har sørme imponeret mig gevaldigt. Musikken er en blanding af country, folk og 70’er-rock. Især minder rocken mig om Tom Petty and the Heartbreakers, og det er jo en formidabel gruppe. Jeg kan dog bedre lide Car Wheels on a Gravel Road end nogen Tom Petty-plade, jeg har hørt. Dette skyldes nok især Williams’ varierede sangskrivning og gode albumstruktur, der sørger for at hvert eneste af de 13 sange er virkelig mindeværdige og lette at synge med på. De er også spillet på så forskellige måder, og de er virkelig dynamisk opbygget, så selvom man hurtigt lærer dem alle at kende, mister de slet ikke deres charme.

Lucinda Williams er en virkelig charmerende sangerinde. Hun er teknisk set langt fra verdens dygtigste, langt fra, men hun har stadig virkelig god kontrol over sin stemme. På Lake Charles synger hun f.eks. så falsk, at det let kan sammenlignes med Bob Dylan, ikke kun fordi det er falsk, men også fordi det giver sangen enormt mange følelser og ærlighed. Det gør hun på det meste af pladen, men i mange forskellige grader, og på få punkter viser hun, at hun faktisk godt kan ramme tonerne – på omkvædet til 2 Kool 2 Be 4-gotten synger hun nogle få toner, der er virkelig smukke, hver gang, hun siger “Hey hey”. Og heldigvis, så er hendes stemme meget kraftig. På Can’t Let Go og Joy synger hun virkelig højlydt, og som lytter føler jeg mig godt og grundigt angrebet under disse numre, der er nogle af de mest rockede på hele albummet. Williams’ stemme og hendes guitar er uden tvivl fokus på alle numrene, så selv disse hårdere numre føles meget personlige. Hun har også selv skrevet alt på hele pladen, og det kunne let føles som om, at hun har baseret meget af lyrikken på virkelige hændelser.

Vældet af følelser på Car Wheels on a Gravel Road er helt enormt. Der er vrede på Joy, der er kærlighed på 2 Kool 2 Be 4-gotten, der er sorg på Drunken Angel, og det er kun mine meget karikerede opmalinger af, hvordan numrene er. Det mest gennemgående emne er dog nostalgi. Hun synger meget om minder fra sin ungdom, og der er et unikt perspektiv, da hun jo var midt i 40’erne under optagelsen af albummet, hvorfor hun da kunne kigge tilbage med ret modne øjne. Car Wheels on a Gravel Road virker forfærdeligt godt gennemtænkt. Steve Earle, der spiller med på pladen, har udtalt, at det aldrig har været mindre sjovt at optage en plade end denne, og det kunne godt hænge sammen med, at Williams er en enorm perfektionist. Hun har sørget for at hver eneste sang hang sammen som den skulle, og albummet skulle være så helstøbt som muligt. Car Wheels on a Gravel Road udkom da også 6 år efter hendes foregående album, men den var virkelig ventetiden værd. En bedre country-plade er svær at finde.