Tag-arkiv: Hård rock

188 – Buffalo Springfield – Buffalo Springfield Again (1967)

Udgivet den af
Svar

Mange tænker nok på Buffalo Springfield som det der band, Neil Young var medlem af før han fik en succesfuld solokarriere, og mange har nok også hørt deres store hit For What It’s Worth, men der stopper de flestes kendskab til gruppen så desværre. Og et er synd, for de har lavet masser af hæderlig musik, hvor især deres andet album, Buffalo Springfield Again, ofte fremhæves af fans. Og det er forståeligt, for på netop den plade viser de så enormt mange facetter af deres kompetencer, at det er umuligt at sætte dem i nogen form for bås. Det har nok til dels noget at gøre med, at bandet har ladet rollen som sangskriver gå meget på omgang. Selvfølgelig gik den tit til Neil Young, der har kvitteret med hele tre meget forskellige sange til pladen, og de er også nogle af de bedste derpå. Man kan allerede så tidligt i hans karriere mærke hans dybsindighed og hans ambition, som ingen i gruppen virkelig kan hamle op med, men det kræves jo heller ikke. Stephen Stills, der jo også senere ville få masser af succes uden for gruppen, har skrevet fire numre, der er i en på overfladen mere simpel stil, der blander rå rock and roll med folk. Og så er der Richie Furay, hvis stil ikke er let at kende fra gang til gang, udover at hans sange sjældent er så avancerede.

Derudover er lyden også virkelig varierende fordi bandets besætning er særdeles inkonsekvent. Der var vist masser af tumult omkring pladens optagelse. Ja, blandt gruppens fem medlemmer, har ingen af dem medvirket på mere end halvdelen af pladens numre. Ja, bassist Bruce Palmer er faktisk slet ikke at høre på hele pladen, fordi han havde for travlt med narkoproblemer, så de måtte hive studiemusikere til at erstatte ham, hvor det er nødvendigt. Og han var ikke den eneste, der forholdsvis spontant skulle erstattes. Men det er lidt noget af magien ved pladen, det at den er så rodet. For man kan stadig høre en kollektiv vision et sted i musikken. Ja, det er noget underligt noget at sige om en folk-rock-plade, der indeholder Good Time Boy, der er noget nær et rendyrket funknummer. Men det ligger meget i følelserne. De er store. Nogle gange euforiske af glæde, nogle gange triste, nogle gange filosofiske. Men aldrig halvhjertede, altid organiske og man kan altid høre, at de kommer fra det samme sted – et band, der er ved at falde fra hinanden. At de i det hele taget fik udgivet endnu en plade efter denne er mig et mysterium.

Albummet starter og slutter med manden, der efter min mening er gruppens store stjerne, Neil Young, og det er en enorm god ide. Han indrammer pladen flot med den sært optimistiske Mr. Soul og afslutter med Broken Arrow, der i bedste rabalderstræde-stil flere gange narrer dig til at tro, at det hele er slut, for så at give dig et ekstra vers. Begge kan med rette opfattes som værende metaforiske formidlinger af Youngs syn på livet som rockstjerne. Hvor Mr. Soul er en glad sang om naivitet, så er Broken Arrow dog trist og mørk, og den er fuldstændig drabelig i sine metaforer. Den er også virkelig legesyg rent instrumentalt, noget man især kan takke producer Jack Nitzsche for. Han var venner med Phil Spector, og det kan høres. Uden ham ville denne plade nok være ligeså uudholdelig at høre, som det var at være i bandet på det tidspunkt. Men hele dette roderi, der skete internt, det er nok det, der gjorde, at Buffalo Springfield Again er blevet så meget stærkere end de to andre plader. Der var virkelig noget at kæmpe for her, og det lykkedes for dem. Det fortjener stor applaus, for Buffalo Springfield Again er et mesterværk.

191 – The Stooges – Fun House (1970)

Udgivet den af
Svar

Iggy Pop er bindegal. Han er måske i brede kredse bedst kendt for sin manglende trøje, og af visse andre som fyren, der lavede The Passenger, men han er sammen med Ron Asheton, Dean Alexander og Scott Asherton også kendt som punkrockens gudfædre, The Stooges. Dette er tydeligst på deres Garage-rock-klassiker, debuten med det simple navn The Stooges, men i modsætning til mange af de punkgrupper, som var så evigt påvirket af denne plade, så var The Stooges slet ikke bange for at skifte lyd. På deres anden plade, Fun House, blev kompositionerne mere ambitiøse og jazzede, og de hyrede sågar en saxofonist. Albummet starter dog med håndlangerne som vi kender dem. Guitarriffet på Down on the Street er simpelt og råt, og enhver kan synge med på melodien med det samme. Det er et godt valg at starte med det, man kender, for så føles overraskelsen senere større. Derudover er Down on the Street bare en enormt sej rocksang. Loose minder meget om det tidlige heavy metal, bands som Led Zeppelin og MC5 havde gang i samtidig, især sidstnævnte, der jo også påvirkede punkmusik enormt meget. Der er meget dynamik i lyden, og det er et interessant twist, at omkvædet er mere stille, mens versene er højtråbende og larmende.

T.V. Eye åbner med et råb, der minder umiskendeligt meget om det, Ozzy Osbourne ville indlede Crazy Train med 10 år senere. Selve sangen er dog meget anderledes fra Ozzys Heavy-klassiker. Den er virkelig punket, men man mærker allerede her jazzen snige sig ind. Vi har nemlig at gøre med en sang, der læner sig fuldkommen op af en basgang, og så bliver der ellers spillet soloer og råbt nonsens i fire minutter. Hvis det var en rendyrket punksang, ville den være så simpel, at den knap kunne klare halvdelen af tiden, men her virker det. Det er dog først med Dirt, at de virkelig bliver eksperimentelle og vovede. Der er ikke blot tale om en af de mest beundringsværdige og fremadtænkende guitarsoloer i sin tid, der er tale om et nummer, der udtrykker store følelser. Hvilke er usikkert, det er ret vagt, men det er udtrykket, der er vigtigt, og det er som næsten intet i sin samtid. 1970 kommer med en enorm desperation, og det er en af mine favoritter, især på grund af et virkelig godt samspil mellem en hektisk bas og nogle vilde trommer. Den forvrængte guitar og Iggys stemme gør bare det hele bedre.

Saxofonen bliver hevet frem på sangen Fun House, og det sker lige fra første tone. Denne sang har en slags forstyrret glæde, der i løbet af næsten 8 minutter går ned af en ond spiral. Hvor saxofonen er enormt jazzet, så minder Iggy Pop såvel som bassen mig mere om noget funk af den slags, James Brown var ekspert i at lave. Det er bare slet ikke på nogen måde nær så kontrolleret; det går fuldkommen amok, ja alle instrumenterne overfalder nærmest hinanden til sidst. Det er nærmest uhyggeligt. Det er uden tvivl pladens højdepunkt, og man forstår godt, hvorfor pladens navn er taget derfra. Det næste nummer, L.A. Blues er nærmest en direkte fortsættelse til Fun House. Der er nærmest ingen musikalsk struktur på dette nummer. Det er reelt egentlig bare guitar, bas, trommer, saxofon og forsanger, der går amok i fem minutter. Det er dog med nogle klare høje og lave dynamiske punkter, så der var tænkt over det. Det er et forfærdeligt nummer på egen hånd, men det afslutter pladen så perfekt. Det er det mest provokerende, de kunne have gjort, og det kan med garanti stadig provokere i dag. Og det er det, der gør The Stooges og især Fun House så fantastiske.

199 – AC/DC – Highway to Hell (1979)

Udgivet den af
Svar

Nogle bands har skrevet sig ind i historiebøgerne for at lave banebrydende, nytænkende musik, der har gjort, at rock i dag er anset for lige så stor kunst som jazz og klassisk. Navne som Pink Floyd, Led Zeppelin og Queen springer straks frem. Så er der også de bands, der bare er blevet rost for at lave rå, vild rockmusik, der ikke på overfladen har de store kunstneriske værdier. Jeg tror, få bands passer så perfekt til denne definition som australske AC/DC, især i årene med deres oprindelige forsanger, Bon Scott. Bon Scott døde desværre i 1980, men han efterlod verden med en af gruppens mest populære plader, nemlig Highway to Hell fra 1979. På denne oplever man som det allerførste det klassiske titelnummer. Og det er påfaldende, hvor lidt, der i grunden er at sige om det nummer. Det er blevet en rockklassiker gennem et meget simpelt arrangement, et meget simpelt riff og et omkvæd, alle kan synge med på. Og så også en mærkbar attitude. Bon Scott såvel som resten af bandet er meget frembrusende, og det er nok det, der har gjort dem så mærkbare. De angriber dig altid med fuld kraft.

Når man har hørt én AC/DC-sang efterlader det et enormt stort indtryk, og man har øjeblikkeligt lyst til at lytte til mere. Og de leverer 10 virkelig solide numre i løbet af Highway to Hell-pladen, så der er næsten ikke noget at klage over. Det er oven i købet bygget op sådan, at de helt store højdepunkter er i hver sin ende af pladen i form af Highway to Hell og Night Prowler. Når man har sat pladen på, så får man bare track efter track, man bare nyder fuldt ud, og så begynder det lidt at blive kedeligt. De første to numre er ustoppelige rocknumre af slagsen, man kender AC/DC bedst for, det tredje, Walk All Over You er heldigvis lidt mere progressivt, minder egentlig lidt om Tom Sawyer af Rush. Det fjerde nummer, Touch Too Much arbejder også ret flot med dynamik, og den har en sensualitet, man ikke ser så meget af på pladen ellers. Siden begynder numrene at føles trivielle. Der er en vis AC/DC-formel, der bliver brugt meget på denne plade. Hav et simpelt riff, et omkvæd, der er let at synge med på, og dette omkvæd skal føles stort. Mod slutningen må det gerne føles endnu større. Formlen virker, men det ender med at blive ret forudsigeligt.

Lad mig lige slå fast, at alle sangene på Highway to Hell er rigtig gode på egen hånd. Intet ondt ord om nogen af dem. Det store problem ender faktisk ikke rigtig med at være forudsigeligheden, det er lidt noget, man forventer, når man sætter pladen på. Nej, hvis vi ignorerer ironien ved at selv forudsigeligheden selv er forudsigelig, så er det bare virkelig højlydt konstant. Det er da meget tiltalende i starten, men som pladen går fremad bliver det mere og mere trivielt. Jeg snakker konstant om albumdynamik, fordi det er vigtigt; det sørger for at gøre en plade med dårlige sange udholdelig, en med middelmådige sange solid og en med gode sange til et mesterværk. Albumdynamik har der stort set ikke været tænkt på på Highway to Hell, så vidt jeg kan høre. Der er kun fokuseret på at skrive 10 bundsolide sange, og de er alle af enormt høj kvalitet, og de hører nok til blandt gruppens bedste. Så jeg er lidt splittet. Pladen er uden tvivl god, men det er ikke den mest langtidsholdbare plade i verden. Den kan godt anbefales.

203 – Cream – Wheels of Fire (1968)

Udgivet den af
Svar

Cream opfattes ofte som rockhistoriens første supergruppe. Bandet bestod af trommeslager Ginger Baker fra Graham Bond Organization, bassist Jack Bruce fra The Bluesbreakers og på guitar ingen ringere end Eric Clapton, der allerede dengang havde både The Bluesbreakers og The Yardbirds bag sig. Disse tre store personligheder udgav i alt 4 album i fællesskab, heriblandt et dobbeltalbum ved navn Wheels of Fire i 1968. Den første skive består af 9 studienumre, mens anden skive er bygget op af fire livenumre, hvor tre er optaget i Winterland og et enkelt er optaget i The Fillmore. Der er på denne plade ligesom tidligere en blanding af den rå, hårde og blues-prægede proto-metal, man typisk forbinder med gruppen i dag og nogle mere psykedeliske popnumre. Jeg har altid ment, at Cream gør det førstnævnte bedst, og mine yndlingsnumre på første skive, mestrer også virkelig denne stil. Det er numre som Sitting on Top of the World, Politician og deres cover af Albert Kings Born Under a Bad Sign, men den bedste af dem alle er selvfølgelig den klassiske White Room, der faktisk ikke lyder særlig meget af blues og metal, men mest af alt de psykedeliske numre, som pladen jo også er fuld af.

Cream laver nogle virkelig store, euforiske lyde, men det kan også blive småt og sumpet. Passing the Time er en meget spøjs sang. Den går meget mellem disse to former for psykedelisk musik, og overgangene er langt fra elegante, men det er stadig et meget fascinerende nummer. Det bedste af de lidt mere stille numre er As You Said, hvor bas er blevet udskiftet med cello, og det skaber en virkelig unik lyd. Der er også cello på andre numre, men As You Said får det til at lyde så meget flottere, sikkert delvist grundet det fantastiske arrangement. Denne er et af de fem numre på pladen skrevet af Jack Bruce, og han er efter min mening den bedste sangskriver i bandet. Ginger Baker har det med at skrive meget syrede, skøre sange, der tydeligt er produkter af deres tid, og selvom de altid er underholdende og for det meste også ret gode, kan jeg ikke sige, at de passer særlig godt ind eller måler sig med Bruces numre. Til gengæld, så er man altid garanteret kvalitet, når Cream kaster sig over gamle bluesklassikere. Både Albert Kings Born Under a Bad Sign og Howlin’ Wolfs Sitting On Top of The World lyder formidabelt og endda bedre end originalerne i Creams fortolkninger.

Skive 2 består som sagt kun af 4 sange, men to af disse er også over et kvarter lange og består hovedsageligt af soloer. Det hele er som sagt optaget live, så det lyder virkelig autentisk og dermed mere imponerende. F.eks. når Clapton fremfører Crossroads, hans nyfortolkning af Robert Johnsons Cross Road Blues, og det er nok min yndlingssang af gruppen grundet det vilde riff og den stærke præstation af samtlige medlemmer. De laver også et 17 minutter langt cover af Howlin’ Wolfs Spoonful, og selvom ingen udgave har charmen fra den oprindelige, så gør Clapton og co. det fandeme godt. Jeg fremhæver Clapton, for dette nummer er mest af alt en virkelig lang guitarsolo, og den er helt fantastisk. Den Bruce-skrevne Traintime er efter min mening et af gruppens mest oversete numre. Måden mundharmonikaen og trommerne tøffer afsted sammen lyder faktisk som et tog, og det skaber meget stemning. Der er næsten noget jazz over det. Vi slutter af med det instrumentale nummer Toad, der er 16 minutter langt. Det består mest af alt af en meget lang trommesolo fra Ginger Baker, men det runder også pladen godt af. Meget af Wheels of Fire holder stadig rigtig godt i dag. Ikke alt, men meget af det er guld.

208 – Neil Young & Crazy Horse – Everybody Knows This Is Nowhere (1969)

Udgivet den af
Svar

Folk-rock-gruppen Buffalo Springfield havde udgivet tre plader, før de gik hvert til sit. Mange af medlemmerne gik videre til andre projekter, og nogle startede endda succesfulde solokarrierer. Den mest succesfulde blandt disse var uden tvivl Neil Young, der i 1968 udgav sin solo-debut, Neil Young. Året efter udgav han sit første album med sit band Crazy Horse, som han har arbejdet sammen med på mange albums sidenhen. Albummet hed Everybody Knows This Is Nowhere og starter med nummeret Cinnamon Girl, der bare er fuldkommen pragtfuldt. Åbningsriffet er så cool, og lyden, der er en blanding af hård rock og country, er meget forfriskende. Det er en virkelig simpel sang, der ikke udvikler sig meget, men der er da et b-stykke omtrent 2 minutter inde efterfulgt af en guitarsolo, og mere har man ikke rigtig brug for. Nogle klappelyde kommer og går, og det hjælper meget til den rå lyd, at det ikke er så konsekvent. Der er lidt mere folk og country over titelnummeret, der dog stadig tydeligt er en rocksang. Den leger flot med stemningen, der skifter ganske naturligt mellem vers og omkvæd. Mændene med de lyse stemmer i koret til omkvædet er også bare skønne og særprægede.

Round & Round (It Won’t Be Long) er ikke særlig rocket, og den er uden tvivl langsommere såvel som mere stille end de to foregående numre. Den er meget trist, og Neil Youngs spinkle stemme bliver så dejligt øm herpå. Den fumler meget rundt i det samme groove i lang tid, men det bliver virkelig fængslende. Der bliver skruet op for lyden igen på Down By The River, den 9 minutter lange klassiker, som uden tvivl er pladens mest populære nummer. Melodien udvikler sig mere herpå end tidligere, og derfor føles sangen slet ikke så lang. 2 minutter inde begynder en virkelig interessant, lang guitarsolo, som ikke alene er meget imponerende, men den er også kreativt udført. Rytmeguitaren er samtidig ret uforudsigelig, hvilket gør sangen mere interessant. Først efter 3 minutters solo kommer vokalen tilbage, og efter et minut med denne kommer der mere solo, og sådan kører sangen som sådan hele vejen igennem, men det er godt lavet, og solo og sang passer godt sammen. The Losing End (When You’re On) er nærmest bare elektrisk country, og Neil Young udmærker sig virkelig her som historiefortæller og sanger. Han får et musikalsk ret forudsigeligt nummer til at føles meget større end ellers.

Running Dry (Requiem for the Rockets) var jeg faktisk forberedt på at kalde for albummets svageste nummer, det eneste jeg ikke var særlig glad for. Det sker bogstavelig talt, mens jeg skriver dette, at jeg lytter til nummeret igen, og pludselig er det virkelig smukt, dramatisk og forud for sin tid. Violinen er en vigtig del af dette, og det samme er Youngs stemme. Det, der fik mig til ikke at kunne lide denne sang var tomheden, nummeret var ubehageligt. Dette nummer er virkelig ubehageligt, det er helt vildt. Og det er nok også derfor, at jeg nu bare elsker det. Det er vidunderligt. Pladen afsluttes af en ti minutter lang sang med titlen Cowgirl in the Sand. Der er igen meget fokus på en lang guitarsolo, der sætter det dramatiske nummer flot op og får Neil Youngs stemme til at lyde virkelig stor og vigtig. Ligesom med Down by the River er størstedelen her lange guitarsoloer, og her fungerer de også bare fantastisk sammen med versene, men det er på en helt anden måde. Det lyder stort, og det runder virkelig flot en fuldkommen fantastisk plade af. Jeg var ikke forberedt på at elske den så højt efter de første gennemlytninger, men det endte altså sådan.

211 – The Rolling Stones – Tattoo You (1981)

Udgivet den af
Svar

Efter den fantastiske Some Girls begyndte The Rolling Stones at udgive plader med musik, der oprindeligt var tiltænkt andre albums. Den første af disse var Emotional Rescue, og på mange af numrene på den, forstår man godt, hvorfor de ikke kom med i første omgang. Det er ikke sådan, man har det, når man lytter til albummet, de udgav derefter, Tattoo You fra 1981. Det første nummer er et af de bedste og mest populære, de har lavet, det er intet ringere end Start Me Up. Den sang er så hårdtslående, så fængende, så sjov, at man har svært ved ikke at elske den. Denne var åbenbart oprindeligt et reggae-inspireret track, der ikke var godt nok til Black and Blue-albummet. Med andre ord måtte det have været fuldstændig forfærdelig, for Black and Blue er ikke kendt for sin kvalitetskontrol. Og jeg har hørt demoen, den er ikke særlig god, men de fik virkelig forvandlet den sang til et mesterværk gennem hårdt arbejde og stor kærlighed til musikken. De prøvede også at lave den til Some Girls og Emotional Rescue, men jeg er glad for, at de ventede, for udgaven på Tattoo You er bare perfekt.

Vi får ikke en stor, følelsesrig plade i stil med Beggar’s Banquet eller Let It Bleed, men vi får til gengæld noget virkelig fed rockmusik af den slags, The Rolling Stones i første omgang blev populære for at fremføre. Det minder mig meget om Between the Buttons og Out of Our Heads. Dette er tydeligt på mange af de bedste sange på pladen, f.eks. fan-favoritten Little T&A og den ustyrlige Neighbours. Neighbours er en af de to sange på hele pladen, der faktisk var skrevet til denne plade. Den anden er den meget interessante Heaven, der lidt lyder af noget dreampop. Det er en meget speciel blanding af Mick Jaggers falset, efterklang og vokaleffekter, der giver nummeret denne særprægede lyd. Tattoo You er meget kraftigt delt op i to sider. Den første side er en række ret rå rock and roll- og blues-inspirerede sange, mens den anden halvdel er mere fokuseret på ballader. Størstedelen af disse er også gode, men jeg synes, at det er lidt mere ensformigt her end før, og ingen af disse er ligefrem en ny Angie eller noget. Heaven hører til på denne side, og det gør den fantastiske Waitin’ on a Friend ligeledes.

Den første sang på side to er Worried About You, der er lidt lang tid om at komme i gang, men når det først sker, så er det en rigtig god sang. Jeg kan ikke sige, at jeg havde særlig stærke følelser for Tops eller No Use in Crying, men ligesom Worried About You, så har de uden tvivl deres øjeblikke, og de ødelægger absolut ikke albummet for mig. Den første side gør dog virkelig, at jeg er glad for denne plade. Sange som Little T&A, Hang Fire og Start Me Up er bare fuldkommen vidunderlige, men også de mindre populære sange er skønne. Jeg har allerede afsløret min kærlighed for Neighbours, og den virkelig blues-inspirerede Black Limousine er et eksempel på, hvordan selv de ældste ideer kan blive ved med at fungere, hvis man bare kan gøre det godt. Tattoo You er ikke en kandidat til den bedste Rolling Stones-plade, men det fortæller rettere noget om deres generelle kvalitet end om Tattoo You. Tattoo You er nemlig stadig en virkelig god plade, og den er dejligt simpel i sin fremgangsmåde. Og de bedste sange på pladen kan virkelig mænge sig med mange af 60’ernes og 70’ernes store Stones-klassikere.

228 – Aerosmith – Toys in the Attic (1975)

Udgivet den af
Svar

Aerosmith er et af de klassiske rockbands, som måske virker latterlige og gammeldags at se på, men når man lytter til deres musik i dag, så holder den helt fantastisk. Kig blot på to af de største hits, de havde i deres guldalder i 70’erne: Sweet Emotion og Walk This Way har klaret tidens tand meget bedre end samtidens og især eftertidens hårde, glamourøse poprock. Disse to er at finde på pladen Toys in the Attic, der åbnes af et rigtig godt titelnummer. Det sætter med det samme tonen for resten af albummet, for selvom det er hårdtslående, så er det stadig virkelig sjovt. Omkvædet er simpelt og kort, men alle kan synge med på det. Det er lidt af et strukturelt roderi, men det mener jeg på de bedst tænkelige måder. Det går så hurtigt, at man selv ikke efter adskillige gennemlytninger ved, hvad man kan forvente. Track 2, Uncle Salty er en lidt mere stille blues-inspireret sang. Den fungerer godt til at komme lidt ned på jorden igen, og den vilde historie i teksten gør, at den slet ikke ender med at være et kedeligt nummer. Melodien er ganske vist simpel, men en guitarsolo her og et crescendo der gør, at man får rigeligt ud af nummeret.

Adam’s Apple er en mere energisk sang, der virkelig lader guitarist Joe Perry opføre flotte, blues-lignende stykker på guitaren. Den har en finurlig tekst, der leger lidt med nogle bibelfigurer, og den i grunden simple melodi sørger for, at sangen på en gang er let tilgængelig og teknisk imponerende. Efter den begynder nogle udødelige trommeslag efterfulgt af et endnu mere utroligt guitarriff – Walk This Way er ikke en af Aerosmiths signatursange uden årsag. Den er skruet så godt sammen, at det er svært for mig at få ind i hovedet, at dette end ikke er deres bedste udgave af sangen – den bliver for mig forbedret, når Run-D.M.C. er med på den. Men sangen er mere end bare god på egen hånd. Det er en af de bedste rocksange nogensinde. Det samme kan man næppe sige om Big Ten Inch Record, der er en gammeldags rock and roll-sang i stil med Little Richard og Chuck Berry. Det er dog stadig en ganske god sang, og det er ganske forfriskende at høre noget så simpelt. Og da de jo alligevel ikke tager sig selv så seriøst, gør det ikke meget, det er jo sjovt.

Den er dog ikke kun placeret lige efter et mesterværk, men også lige før et. Sweet Emotion er en af de mest sexede sange nogensinde, og talkbox lyder ikke så godt på noget andet nummer, jeg kender. Basgangen er helt vildt groovy, og sangen kører bare så naturligt, at man bare kommer i en trance – noget, man ikke ville forvente af en Aerosmith-sang. No More No More er en noget hårdere sang, der dynamisk går meget pænt frem og tilbage. Sangens hook er ganske stærk, og man får da meget let lyst til at synge lidt med. Følelserne er ikke nær så stærke som på visse tidligere sange, men den føles stadig meget selvsikker, og selvsikkerhed er da også noget af det, den handler om. Round and Round er stort set et regulært glam rock-nummer. T. Rex kunne sagtens have lavet sådan et nummer, og den er en meget konfronterende og vred. De har fået vokalerne på denne sang til at lyde ret unik, og den passer rigtig godt som det næstsidste nummer. Afslutningsnummeret er ligeledes placeret som hånd i handske – You See Me Crying er med sine over 5 minutter pladens længste sang, og mens det ikke lyder af meget, så føles det stort og afsluttende. Det er en pragtfuld sang, og den afslutter en pragtfuld plade – Toys in the Attic er en varieret, sjov og rigtig godt gennemført plade.

230 – Queen – A Night at the Opera (1975)

Udgivet den af
Svar

Hvis du spørger folk om hvad historiens bedste rocksang er, så er chancen stor for, at de svarer Bohemian Rhapsody af Queen. Denne sang stammer fra deres klassiske plade A Night at the Opera fra 1975, som også ofte opfattes som værende deres bedste. Den er fuld af et virkelig varieret udbud af sange, og den er ikke konstrueret særlig ulig noget, man kunne forvente hos en progressiv rockgruppe. Sangene er virkelig forskellige, men de er sammensat, sådan at det bare giver virkelig meget mening. Lazing on a Sunday Afternoon, Seaside Rendezvous og Good Company er nogle simple, overdrevent lystige numre, der virker meget inspireret af varieté-musik, men de er krydret godt med Queens personlighed. De føles lidt som jokes, der er noget camp over at høre så simple sange mellem store musikalske visioner som Death on Two Legs (Dedicated to…), The Prophet’s Song og Bohemian Rhapsody. Det er dog virkelig forfriskende, og noget af det, der har gjort Queen så meget mere populære end f.eks. Yes og The Alan Parsons Project, er da netop, at de ikke er særlig selvhøjtidelige, men de er samtidig lige så talentfulde som disse grupper.

Og selvom de har meget til fælles med progressiv rock på A Night at the Opera, så er der også meget pop over deres tilgang til sangskrivning. Det tydeligste eksempel på dette er You’re My Best Friend, der øjeblikkeligt er fængende med sit fantastiske klaverriff. Men også sange som de noget hårdere og mere komplicerede I’m in Love With My Car og Death on Two Legs (Dedicated to…) lægger sig med det samme i hukommelsen. Selv Bohemian Rhapsody, en sang, der end ikke har et omkvæd, og som skifter struktur mere eller mindre konstant, er så fængende og mindeværdig, at den toppede hitlister overalt i hele verden. Og jeg er langt fra den eneste, der har lært den sang udenad. Bohemian Rhapsody er faktisk ikke den mest komplicerede sang på pladen. Det ville nok være den 8 minutter lange The Prophet’s Song, der ganske vist starter mere simpel, men mod midten er der nogle helt vilde a capella-sektioner, som virkelig får lytteren til at lægge mærke til nummeret. Det er fuldkommen episk, og det fortsætter i lang tid. Nogle ville måske sige, at det er for længe, men selv elsker jeg nummeret rigtig højt.

A Night at the Opera er en sær lille sammensætning af sange. Hvis du spillede dem i tilfældig rækkefølge, så ville mange sikkert have svært ved at tro, at det var det samme band, der opførte dem alle. Men når man hører dem i rækkefølge, så er det smukt. Det hele passer fuldkommen perfekt sammen, og det er også derfor at numre som Seaside Rendezvous og Good Company er så gode. De er jo bare små, sjove sange, og ved siden af Bohemian Rhapsody og The Prophet’s Song kunne de have virket banale, men det er sat sådan op, at pladen er en rutsjebanetur frem og tilbage høje og lave dynamiske punkter. Og efter en gennemlytning er man altid på en gang tilfreds, men samtidig har man altid mod på at høre den en gang til. Når man først lader første sang gå i gang, er det svært at lade pladen stoppe igen. Dette er også fordi en sang går i gang stort set så snart den sidste er slut, og af og til er det ikke helt til at finde ud af, hvad der er en intro til en sang og outro til en anden. A Night at the Opera er en fantastisk plade fra start til slut, som alle bare burde lytte til.

241 – Black Sabbath – Black Sabbath (1970)

Udgivet den af
Svar

Du hører regn. Du hører svag torden. Du hører kirkeklokker. Tordenvejret bliver kraftigere. Du hører Tony Iommi fyre et fedt, langsomt, dæmonisk guitarriff af. Sådan starter Black Sabbath af bandet af samme navn, åbningsnummeret på deres første plade, der ligeledes hedder Black Sabbath. Så kommer en forskruet, forhekset stemme, der tilhører Ozzy Osbourne, og nu er man bare fuldkommen betaget. Dette er pladen, hvor heavy metal startede, og den startede med en gruppe, der så sandelig kunne finde ud af skidtet. Black Sabbath er en dramatisk sang, og den introducerer godt gruppen til befolkningen. Man forstår hvem, de er og hvad, de vil, men der er stadig en vis mystik over dem. Der kommer noget mundharmonika med på andet nummer, The Wizard, hvorved deres bluesindflydelse bliver tydeligere. Det er en lækkert komponeret og arrangeret sang, som kører på noget animalsk vildskab, hvilket især kan mærkes gennem trommerne spillet af Bill Ward, som bare er fuldkommen ustyrlige.

Behind the Wall of Sleep er en interessant sang, idet den leger meget med tempo i løbet af sangen. Den er også meget interessant idet vokalharmonien minder meget om deres store klassiker War Pigs, som de udgav senere samme år. Jeg vil sige, at når man lytter til Behind the Wall of Sleep i dag, så føles det lidt som en tammere udgave af den store klassiker, men jeg kan sagtens sætte mig ind i, at den dengang var noget helt nyt, og at den også lyder ganske truende på egen hånd. En af albummets mest populære sange kommer efter denne, nemlig N.I.B., der åbner med en virkelig funky bassolo, hvorefter et tungt, fængende guitarriff går i gang. Det er en af gruppens allerbedste numre, og et klart højdepunkt på albummet. Det lille “Oh yeah!”, Ozzy laver mellem versene giver sangen virkelig meget charme, og der er også noget smukt ved, at han ikke gør andet end bare at synge med på riffet. Den mest poppede sang på pladen er et cover af en sang oprindeligt af bandet Crow. Deres oprindelige udgave af sangen Evil Woman var da også stort set pop-rock – ikke langt fra noget, Steppenwolf kunne have lavet. Hos Black Sabbath får den mere kant, og Iommi får fyret en ganske imponerende guitarsolo af.

Den næstsidste sang har navnet Sleeping Village, og den åbner ganske stille for dynamikkens skyld, men foruden denne årsag, så laver de også et meget dramatisk setup, hvor Ozzy synger melankolsk over en simpel guitar. Efter et stykke tid får sangen dog den hårde Sabbath-lyd man kender. I løbet af sangen skifter den meget form, og man kommer faktisk aldrig til at høre Ozzy Synge på dette nummer igen. Til gengæld er der meget legen med guitaren. Det er en kreativ sang, der fungerer godt som en lille forsmag på afslutningsnummeret, den 10 minutter lange Warning. Denne begynder stort set lige hvor Sleeping Village slap. Her synger Ozzy stort set bare over basgangen, men i modsætning til de fleste Sabbath-numre, så får Iommi også mulighed for at prale under verset. Det er måske en smule rodet, men det er der noget smukt ved, især nu når pladen er ved at slutte. Der sker hele tiden noget nyt og interessant på denne ligeledes meget guitar-fokuserede sang. Black Sabbath er en virkelig solid debut.  Den har måske ikke klaret tidens tand perfekt, men den holder imponerende godt.

252 – Metallica – Metallica (1991)

Udgivet den af
Svar

Hvis du er heavy metal-fan, så er der stor sandsynlighed for, at du har lyttet til en del Metallica, om det så skulle være frivilligt eller ej, og hvis thrash metal er din foretrukne undergenre, så har du sikkert lyttet religiøst til deres første fire plader, Kill ‘Em All, Ride the Lightning, Master of Puppets og …And Justice For All. Det er hård, vred metal, der ikke er bange for at lege med sangskrivningens finesser. Det er virkelig dynamisk, og virkelig forskelligt fra deres mest populære album, det femte, der simpelt nok kom til at hedde Metallica, men i daglig tale kalder man det mest for The Black Album grundet det næsten helt sorte cover. I start-90’erne blev mainstream-rock hårdere gennem bands som Nirvana, Pearl Jam og Red Hot Chili Peppers, og samtidig blev Metallica meget blødere. Der er stadig uden tvivl at tale om metal, og det er hårdere end meget af den hair metal, der huserede i 80’erne gennem bands som Def Leppard, Whitesnake og Twisted Sister, men der er ikke længere den samme hårde lydmur eller vilde dynamik, der er at finde på sange som Master of Puppets, One eller Fade to Black. Men samtidig er det blødeste ikke nær så blødt. Og for at sammenligne, så kan man faktisk bare kigge igen på Master of Puppets, One og Fade to Black, der alle indeholder blødere sektioner, som slet ikke gengives på The Black Album.

Men, man skal ikke være for hård mod Metallica, bare fordi de ændrer stil. Det er sundt at udvikle sig. Nogle af mine yndlingsplader, Kid A af Radiohead, Yeezus af Kanye West og Workingman’s Dead af Grateful Dead markerer enorme skift i stil for kunstnerne. I sidstnævnte tilfælde var det oven i købet til noget lettere tilgængeligt, mere poppet end førhen. Og der er faktisk også virkelig mange fede sange at finde på dette album. Det er sjovt at rocke med på Enter Sandman, og på Nothing Else Matters bliver der bygget rigtig godt op mod et stærkt klimaks – selvom den stille opbygning dog er det, man husker bedst. Instrumenterne hænger formidabelt sammen, og guitarriffet er virkelig magisk. The Unforgiven er en dejligt dramatisk, truende sang, som faktisk har en ret interessant legen med stemning i omkvædet. Visse sange har ret interessante lyde, for eksempel er introen til Sad But True opført sådan, at det lyder lidt som en sitar, og introen til The Struggle Within har et flot march-beat på trommerne. Det bedste eksempel på en konsekvent lyd, der giver en sang meget flavour er bassen på The God That Failed, der er virkelig funky. Den er desværre ikke så tydelig, som man kunne håbe, men den gør sangen mere levende.

Hvis man skal udpege problemer på pladen, ville der være et stort problem, som man kan pege på, og det er produktionen. De fleste andre problemer læner sig meget op ad dette, men den store svaghed ved The Black Album er, at de fleste numre er mixet på stort set identisk vis. Det kan virke, hvis man har et meget kort eller meget upoleret album, hvor man vil udtrykke en stil på konsekvent vis, men dette album er meget langt, og det var uden tvivl gruppens dengang mindst polerede plade. Langt de fleste sange på albummet har i løbet af størstedelen af nummeret de samme instrumenter i samme fokus som på nummeret før. Dette kunne potentielt ødelægge hele albummet, hvis der ikke var så mange velskrevne sange. Det er ikke dem alle, der bliver hos dig, f.eks. er Of Wolf and Man en meget umindeværdig sang, og til trods for den flotte intro, har jeg svært ved at få meget ud af The Struggle Within. Og så er der også forsanger James Hetfields stemme. Han føles virkelig ikke særlig overbevisende på dette album. Når musikken er stille, er han ikke stille nok, og når den er høj, så lyder han mest af alt som en Weird Al-parodi på sig selv. Der er mange introer og soloer, der sørger for variation, og til trods for hvor ensartet det hele er, så lægger man faktisk ikke rigtig mærke til, at pladen er over en time lang. Det er da også en god plade. Lyt helst til deres fire første, men denne kan stadig anbefales til folk, der vil have mere poppet metal, der stadig kan tages seriøst.