Kategoriarkiv: Anmeldelser

378 – Toots and the Maytals – Funky Kingston (1972)

Udgivet den af
Svar

Den jamaicanske vokalgruppe Toots and the Maytals er et af de største navne indenfor reggae-musik, og selvom de havde udgivet mange albums før det, er deres mest populære album nok alligevel Funky Kingston fra 1972. Det album er også spækket med gode sange. Ingen af melodierne er noget videre banebrydende eller oplysende, men de giver et vædlig godt indblik i jamaicansk musikkultur. Og så er det også oftest virkelig sjovt. De fleste af pladens sange er virkelig skægge at lytte til, og man bliver også virkelig let i dansehumør. Sangerne, især forsanger Toots Hibbert er i så oprigtigt godt humør, at det virkelig let smitter af. Hvis man ikke er i alt for trist humør, så kan nogle af disse sange klart gøre din dag bedre. De fire første numre, Sit Right Down, Pomp and Pride, deres cover af Richard Berrys Louie Louie (bedst kendt med the Kingsmen), og deres cover af Ike og Tina Turners I Can’t Believe er så gode som de nok kunne blive i forhold til ambitionsniveauet, som lader til bare at være at lave noget sjov musik. Men nogle gange har man ikke brug for noget videre ambitiøst, nogle gange skal det bare være sjovt, og det kan Toots and the Maytals finde ud af!

Da albummet kun har otte numre på sig, fylder disse fire halvdelen af albummet, og denne halvdel er jo virkelig fed. Niveauet falder dog ret meget med anden halvdel. Redemption Song er ikke et cover af Bob Marleys klassiker, den var slet ikke skrevet endnu, det er til gengæld en ret middelmådig sang. Toots and the Maytals er nemlig virkelig gode, når vi snakker glæde og sjov, men på en tristere sang som denne, har de virkelig svært ved at røre mig. Pladens værste sang er et cover af doo-wop-sangen Daddy’s Home af Shep and the Limelites. Originalen er ikke engang noget specielt, men med Toots and the Maytals bliver den langsommere, mere monotom og næsten dobbelt så lang, og den gentager sig også oftere. Det er ikke fuldkommen uudholdeligt, men jeg kan slet ikke se, hvorfor de syntes, at det her var en god idé at udgive. Jeg kan ikke mærke nogen motivation, nogen spilleglæde, nogen følelse. Det er ikke engang rigtigt reggae. Det er bare en doo-wop-sang, der tilfældigvis har en reggae-rytme.

Det bliver heldigvis godt igen med det pragtfulde titelnummer, der også er en af gruppens mest berømte sange. Her bliver det endelig virkelig sjovt og musikalsk interessant. Det er uden tvivl pladens bedste sang, for lyden er virkelig varieret og interessant. Der sker hele tiden noget nyt, og det føles mere ambitiøst end noget andet på pladen. Hvis hele albummet var så godt, ville det være helt perfekt. It Was Written Down er ikke nær så godt som noget på første halvdel, men det har absolut masser af charme. Det afslutter dog albummet på en ikke specielt tilfredsstillende måde. Jeg hader nemlig virkelig, når et album afslutter med at fade. Jeg kan slet ikke holde det ud. Hvis et album slutter af med et fade, føler jeg, der burde komme mere, men det gør der ikke. Det føles ikke komplet. Toots and the Maytals har fortjent deres plads i reggae-historien, men som med de fleste reggaekunstnere, vil jeg nok hellere anbefale en opsamling eller bare at lytte til individuelle singler. Dog er Funky Kingston slet ikke et dårligt album, det har bare nogle ret markante fejl på sig. Hvis du kan lide andet af Toots and the Maytals, så kan pladen godt anbefales, men det er ikke den mest helstøbte eller berigende oplevelse, du kommer til at få.

379 – Bruce Springsteen – Greetings from Asbury Park, N.J. (1973)

Udgivet den af
Svar

Bruce Springsteen er om nogen en rocklegende, men som enhver anden musiker måtte han selvfølgelig starte et eller andet sted, og i hans tilfælde var det med albummet Greetings from Asbury Park, N.J. fra 1973. Albummet åbner med sangen Blinded By the Light, som et par år senere ville blive til et stort hit for Mannfred Mann’s Earth Band. Melodien er da også fantastisk, rimene er sjove, og man får let lyst til at synge med. Disse kvaliteter er dog alle mere fremtrædende i Springsteens original, så hvorfor den ikke blev til et megahit har jeg ingen anelse om. Det var endda albummets førstesingle. Det andet nummer, Growin’ Up, er en ganske sjov, sentimental sang om at blive voksen. Man kan nærmest se den unge Bruce Springsteen for sig, mens han synger om sine minder, og det føles som om, man selv er der. Mary Queen of Arkansas er en ret langsom kærlighedssang. Man kan godt mærke, at Springsteen stadig var lidt ny på scenen, for hans stemme her egner sig ikke så pragtfuldt igen til denne slags sange. Dog er det en ganske smuk sang, og Springsteens guitarspil komplimenterer stemningen smukt.

Da kommer pladens absolut korteste sang, Does This Bus Stop at 82nd Str. Sangen siger mig ikke nær så meget som resten af albummet, men den har nogle virkelig flotte øjeblikke stadigvæk. Der bliver leget godt med tempoet, og de gode linjer overfalder nærmest hinanden. Ja, det er kun melodien, der ikke rigtig siger mig noget. Lost in the Flood er en ganske rørende sang. I tempo og lyd minder den meget om Mary Queen of Arkansas, men i tema er den meget anderledes. Det er en rørende fortælling om en krigsveteran, og hertil passer Springsteens stemme meget flottere. Sangen bliver til sidst rigtig dramatisk, og det er et helt igennem smukt nummer. The Angel er endnu et ganske langsomt nummer. Den er dog ikke så lang som hverken Mary Queen of Arkansas eller Lost in the Flood, og det mest fremtrædende instrument er uden tvivl et klaver. Det er ganske smukt, men det er ikke en af de mest mindeværdige sange på pladen. Jeg kan dog ikke nægte, at det er en virkelig flot sang.

Der kommer mere gang i den med sangen For You. Det er en rigtig fed, sjov sang, der handler om en kvinde, der har forsøgt selvmord. Det lyder ikke som et emne, der nogensinde kunne blive til en sjov, poppet sang, men det virker, for Springsteen fortæller det fra et perspektiv, hvor han prøver at hjælpe denne kvinde. Han bliver ret poppet på sangen Spirit in The Night, der er en virkelig fængende, sjov sang. Den minder ret meget om Blinded By the Night i sin lyd, men der er lidt mere af en jazzet lyd her. Denne blev ligeledes mere populær med Manfred Mann’s Earth Band i sin tid, men igen foretrækker jeg Springsteens udgave, for Springsteen har mere hjerte og kærlighed på sin udgave. Albummet afsluttes formidabelt med It’s Hard to Be a Saint in the City. Sangen udvikler sig meget, og den føles virkelig konkluderende. Den er ganske sjov, og den gør, at man meget let får lyst til at spille pladen et par gange mere. Greetings from Asbury Park, N.J. er af enormt høj kvalitet, især i betragtning af, at det er en debutplade. Det her er en pragtfuld plade, og Springsteen blev kun bedre derefter.

380 – The Beach Boys – Sunflower (1970)

Udgivet den af
Svar

I 60’erne var the Beach Boys en af verdens mest populære popgrupper med enorme hits som Good Vibrations, God Only Knows og Barbara Ann. Deres helt store mesterværk er uden tvivl albummet Pet Sounds fra 1966, og ikke mange andre af deres albums er så kendte igen, selvom de havde mange enorme hits både før og efter Pet Sounds. Albummet Sunflower solgte ikke videre godt, da det blev udgivet i 1970, og ingen af sangene blev store hits, men det er i eftertiden blevet et af de mest omtalte albums, de har lavet. Det har da også nogle virkelig fede melodier. Alle er virkelig fængende, og der er stor variation i stemningen. Sange som Slip on Through, This Whole World og It’s About Time er så fulde af livsglæde og energi, men det forhindrer dem slet ikke i at være dynamiske. Man får disse dejlige små energibomber med mellemrum, der sørger for at varme flot op mod endnu et energisus. Ingen af disse er heller specielt lange, så man bliver slet ikke træt af energien heller.

De har dog også mange langsommere melodier, der er lige så følelsesrige. Add Some Music to Your Day, All I Wanna Do og Forever er meget kærlige sange, som er virkelig charmerende og lette at holde af. Alle albummets sange, uanset stemning, benytter smukt arrangerede vokalharmonier, der både lyder virkelig godt, men deres tilstedeværelse gør også sangene meget mere interessante. En sang som Got to Know the Woman starter f.eks. bare som en almindelig gammeldags blues-inspireret rock n roll sang, men som sangen udvikler sig, gør koret virkelig den helt store forskel. Noget andet, der gør dette album virkelig levende, er at alle gruppens seks medlemmer i større grad end ellers har bidraget til sangskrivningen. Brian Wilson var uden tvivl den mest fremtrædende på Pet Sounds, hvad angår sangskrivning, og han har også været med til at skrive over halvdelen af sangene på Sunflower. Alle andre medlemmer har dog også været med til at skrive mindst to sange hver, og det kan mærkes. Det gør ganske vist albummets helhed noget mindre personlig, men til gengæld er der stor variation i melodierne.

De fleste sange på Sunflower er virkelig gode. Albummets eneste væsentlige problem er dog nok, at ikke alle sange er af lige høj kvalitet. Deirdre er en rimelig uinteressant kærlighedssang, der ikke gør meget for at skille sig ud blandt resten af albummets numre. At My Window har som sådan en virkelig god melodi, og stemningen er fabelagtig. Dog vil jeg sige, at den føles meget ufuldendt. Der er tre meget korte vers og ikke rigtig noget, der ligner et omkvæd, og versene lyder som om, der burde komme noget mere bagefter. Og så slutter albummet desværre med at fade, og det irriterer mig gevaldigt. Afslutningsnummeret, Cool Cool Water er ellers en ganske interessant sang, der leger meget med lydlandskabet, men den måtte gerne have endt mere konkluderende end med et fade. Dog må jeg på trods af dette sige, at Sunflower er et alt for overset album. Det fortjener langt mere anerkendelse, for melodierne er for det meste fantastiske, og man kommer sjældent til at høre flottere vokalharmonier end dem, the Beach Boys laver.

381 – The Modern Lovers – The Modern Lovers (1976)

Udgivet den af
Svar

Jonathan Richman var en helt enorm fan af the Velvet Underground. Han var faktisk så stor fan, at han flyttede fra Boston til New York for at lære dem bedre at kende. Han endte med at blive ret god ven med gruppen, og da han efter 9 måneder flyttede tilbage til Boston, dannede han bandet the Modern Lovers, og John Cale fra the Velvet Underground skulle producere deres debutplade. Dennes optagelser blev færdiggjort i 1972, men først i 1976 blev pladen efter meget besvær udgivet. Den kom simpelt nok også til at hedde The Modern Lovers, og den findes i mange forskellige udgaver, med mange forskellige tracklister, og ingen af dem afspejler nok Richmans vision fuldstændig, så jeg har valgt at lade mig nøje med originaludgaven fra 1976. Åbningsnummeret er gruppens mest kendte, Roadrunner. Den bygger kraftigt over den 17 minutter lange Velvet Underground-sang Sister Ray, men Roadrunner er dog kun 4 minutter lang. Den er meget sjov og fængende, og mens Richman lystigt synger om at køre rundt i Massachusetts om aftenen med bilradioen skruet godt op, får man meget lyst til at gøre det samme.

Astral Plane er en meget sjov kærlighedssang, og Jerry Harrisons orgel herpå øger stemningen meget kraftigt, så man meget let kan mærke Richmans længsel og ensomhed, der ender med at virke vanvittig i en overdreven grad mod slutningen. Old World fænger mig ikke rigtig. Melodien er ikke rigtig noget specielt, og selvom jeg rigtig godt kan lide emnet om social akavethed, så bliver det fortalt ret kluntet. Dog fortjener orgelet som sædvanlig rigtig mange point. Til gengæld elsker jeg virkelig nummeret Pablo Picasso, der handler om hvor stor en casanova, Picasso var. Det lyder måske ikke så vanvittigt interessant igen, men en hel del af sangens charme handler også om, hvor sært det er fortalt, og instrumentationen er virkelig også noget for sig. Det er grimt og beskidt, og det lyder som noget, der ville være skrevet mindst 5 år senere. She Cracked lyder meget som en rendyrket punksang, og det er endda en rigtig god en af slagsen. Der er masser af energi og charme, og lidt over to minutter inde kommer det mest vidunderligt brutale mellemstykke.

Hospital er et af pladens bedste numre. Det meste af tiden er det ret stille, men på bestemte punkter bliver det virkelig intenst, og tempoet skifter fuldstændig. Det lyder som om, Richman prøver at lukke af for sine følelser, og af og til kan han bare ikke klare det mere. Det lyder rigtig godt, og nummeret sørger også for variation på andre måder. Someone I Care About er en rigtig fed, oprigtigt længelsfuld sang om ensomhed og kærlighed. Den er vældig charmerende, og melodien er også virkelig god. Girlfriend er knap så imponerende. Udover hvordan Richman ikke kan stave til titlen, så føles melodien ganske banal, og sangen føles bare ret fjollet. Afslutningsnummeret hedder Modern World, og det er et vildt rock and roll-nummer af den bedste slags. Det er vældig dynamisk, og omkvædet er let at synge med på, og det får man også lyst til. The Modern Lovers har selvfølgelige problemer i dynamikken uanset hvilken udgave man lytter til, navnlig fordi den “sande” udgave er svær at definere. Albummet føles uanset hvad ikke færdiggjort, og alle sange er faktisk også teknisk set demoer. Men selv hvis man ikke forholder sig til disse fakta, så er det faktisk et knaldgodt album, og hvis du kan lide the Velvet Underground, så er dette nok også noget for dig.

382 – Talking Heads – More Songs About Buildings and Food (1978)

Udgivet den af
Svar

I 1978 udgav Talking Heads deres andet album, der i øvrigt har det, jeg ville kalde den bedste albumtitel nogensinde: More Songs About Buildings and Food. På denne arbejdede de for første gang sammen med den geniale producer Brian Eno, som fik gjort albummet mere helstøbt og mættet end ellers. De lavede et af den slags albums, hvor sangene hver især sjældent er noget, man ville kalde for gruppens bedste, men hvor albummet som helhed hænger virkelig godt sammen. For eksempel er åbningsnummeret, Thank You For Sending Me An Angel, ikke så fængende eller mindeværdigt igen, når man hører det på egen hånd. Ja, jeg ville måske endda kalde det en smule ufuldendt. Men det bygger rigtig flot op mod noget større. Det bliver rigtig intenst, og til trods for sin korte længde ender det med at være meget mindeværdigt. Lyden på albummet er mere punket end Talking Heads hidtil havde været. Gruppen havde altid haft deres rødder i punk, men her er mere vrede og følelsesmæssig tumult end nogensinde før.

Hvis man kigger på gruppens debut, Talking Heads: 77, er det mest tiltalende ved pladen uden tvivl de fantastiske vokalmelodier og følelserne, forsanger David Byrne udtrykker. Disse er absolut ikke ringe på More Songs About Buildings and Food, men et væsentligere element på den plade er nok instrumentationen. Især bassist Tina Weymouth og trommeslager Chris Frantz er væsentlige figurer i løbet af hele pladen. David Byrne selv gør også en hel del sjove ting på guitaren. Det er ikke de mest teknisk imponerende ting i verden, men de passer virkelig godt til de skøre følelser, man kan mærke på mange af numrene. Albummet er i øvrigt virkelig godt, når vi snakker dynamik. Dynamik er måske i højere grad end instrumentation den helt store fokus. Man kan gang på gang på gang lytte til dette album, og man bliver ikke spor træt af det. Numrene følger hinanden virkelig naturligt, og de varierer alle flot mellem langsomt og hurtigt, højlydt og stille.

Albummet er meget godt, men det er ikke helt perfekt. Jeg kunne især godt tænke mig lidt mere fokus på melodierne. Der er så utrolig få af dem, som bliver hos dig, når du er færdig med albummet. Ja, først efter adskillige gennemlytninger, kunne jeg selv huske melodien til andet end Take Me To the River, og det er endda et cover. Det er desuden et rigtig godt cover. Sangen er oprindeligt af Al Green, og mens hans vidunderlige soulsang virkelig er værd at skrive hjem om, har det lidt mere af en psykotisk charme, når man får den gennem Talking Heads. I løbet af sangen prøver Byrne at efterligne Greens ømme vokal på bestemte punkter, og det virker virkelig godt som kontrast til de store råb, han kommer med på andre steder i sangen, og det står nok i endnu skarpere kontrast til vildskaben og vreden, der lægges i musikken mod slutningen. More Songs About Buildings and Food handler ikke specielt meget om bygninger eller mad, men det er rigtig godt alligevel. Det er en virkelig sjov, dynamisk plade, som er mange gennemlytninger værd.

383 – The Who – A Quick One (1966)

Udgivet den af
Svar

The Whos første plade, My Generation, var blot en virkelig solid pop-rock-plade, men med deres andet album, A Quick One fra 1966 blev de meget mere ambitiøse. Dette album byggede langt mere på psykedelisk rock, og mange af dets elementer minder meget om det, der senere ville blive til progressiv rock. Åbningsnummeret hedder Run Run Run, og det er en af pladens mere poppede sange. Det er let at synge med på omkvædet, og riffet minder ret meget om My Generation. Dog er lyden virkelig upoleret, og vokalharmonien i omkvædet er ret syret. Boris the Spider er en noget særere sang. Den beskriver en edderkop, der går rundt i et hus på virkelig dramatisk vis. De får denne ufarlige spindler til at virke som noget af det mest uhyggelige, og i omkvædet synger bassist John Entwistle på en måde, der kan anses som prototypen for et metal-growl. I Need You er en meget fængende, dramatisk sang, der har mange kreative øjeblikke på sig. Især elsker jeg det spøjse klaver på andet vers og spoken word-portionen, der kommer før sidste vers.

Whiskey Man handler om en mands drukproblemer, men den bliver fortalt på en meget interessant måde: vores hovedperson fortæller om denne imaginære mand, der kommer frem, hvis han drikker. Hele situationen lyder vanvittig, og melodien i sig selv lyder ret fordrukken. Så kommer pladens nok underligste indslag, et cover af Martha and the Vandellas-sangen (Love is Like a) Heat Wave. Det har ikke en spor underlig lyd eller noget, men jeg undrer mig virkelig over, hvorfor den er der. Den tilføjer ikke noget til albummet, og den væsentligste ændring i forhold til originalen, er at den lyder betydeligt mere beskidt i instrumentationen. Noget der i sig selv er betydeligt mere sært er den instrumentale sang Cobwebs and Strange, der dog passer smukt ind i albummets psykedeliske landskab. Nummeret er mere marchmusik end rock, og der sker rigtig mange vilde ting. Især trommeslager Keith Moon giver den virkelig gas. Don’t Look Away er et mere poppet nummer, men det har nok psykedelisk skævhed på sig, til at man sagtens kan fascineres af det.

See My Way har en virkelig uren lyd, og hele lydbilledet er meget forvrænget derpå. Der er også nogle horn på den, og de tilføjer meget til den psykedeliske lyd. So Sad About Us lyder som sådan ikke specielt forskelligt fra noget, der kunne have været på My Generation-albummet. Det er en virkelig fængende melodi, og sangen er faktisk også ret rørende. Mod slutningen kan man dog godt høre, at den hører mere hjemme på dette album, for instrumentationen ender med at blive ret skæv. Så kommer afslutningsnummeret, og sikke et nummer, det er. Det hedder A Quick One While He’s Away, det er ni minutter langt, og det er en hel lille rockopera, meget i stil med albummet Tommy, som de ville udgive nogle år derefter. A Quick One While He’s Away er i sin struktur meget opdelt. Det føles ikke rigtig som en helstøbt sang, men rettere som 6 små sange, men disse 6 små sange fortæller sammen virkelig flot en historie om kærlighed, savn og utroskab. A Quick One er et fabelagtigt album. Man får rigtig meget for pengene, og langt det meste er af virkelig høj kvalitet.

384 – Def Leppard – Pyromania (1983)

Udgivet den af
Svar

Det britiske rockband Def Leppard havde været kendt i deres hjemland i en årrække før deres store internationale gennembrud, Pyromania fra 1983. Dette album kan meget let ses som starten på hair metal-bølgen. Der var absolut elementer fra genren i tidligere musik, her især Van Halen, Aerosmith, Whitesnake og Kiss – alle disse havde dog i deres tidligere albums haft en smule inspiration fra blues. Du skal virkelig anstrenge dig for at høre blues-rødderne, heavy metal jo nu engang har, herpå. Til gengæld får du hårde, poppede rocknumre for fuld skrue her, og de følgende år prøvede adskillige bands på at gentage præstationerne, der lå på Pyromania. Selv Def Leppard har gjort det adskillige gange, ofte med held, men Pyromania forbliver deres største værk. Hvorfor? Først og fremmest forstår det dynamik. Jeg snakker meget om dynamik, når jeg anmelder plader, for det er meget vigtigt. Og det er især vigtigt, når vi snakker musik, der skal virke sjovt, vildt, overdrevet og hårdtslående i 45 minutter, for hvis musikken ikke har sine stille øjeblikke, virker det i sidste ende trægt og trættende.

De stille øjeblikke på Pyromania får de mere højlydte punkter til at lyde så meget desto mere vilde og overdrevne. Man kan virkelig ofte bare sidde og skråle med for fuld drøn, mens man har skruet alt for højt op for musikken. Det er ikke ligefrem det mest intelligente musik i verden. Som man lytter til en sang igen og igen, kan den godt blive en smule kedelig. Det er nogle fede melodier og alt muligt, men det er ikke så meget mere end det. Det udgiver sig dog ikke for at være så meget mere, så det er ikke så irriterende igen. Man skal bare ikke forvente sig det helt store rent intellektuelt. Lyden er ikke specielt varierende i løbet af albummet. Det er hele tiden en forholdsvis ren, poppet metallyd, man får, og selvom det virker, kunne man godt tænke sig lidt variation, bl.a. som Van Halen gjorde på deres debutplade. Derudover er ikke alle melodier lige vidunderlige. De fleste er, og disse er også af virkelig høj kvalitet. De er rigtig sjove, og man kan slet ikke få dem ud af hovedet.

Albummet slutter virkelig sært. Den sidste sang hedder Billy’s Got A Gun, og den er en af de bedste sange på pladen. Den er seks minutter lang, og efter de første fem minutter afsluttes nummeret på glamourøs og bombastisk vis, og jeg ville være fuldt ud tilfreds, hvis det hele bare sluttede der. Så kommer der dette sidste underlige minut af en sær synth-lyd og trommeslag, og dette slutter fuldkommen brat. Det er en meget sær måde at slutte et album på, og det tilføjer slet ikke noget til oplevelsen. Det gør faktisk, at man som lytter, ikke føler, at det burde stoppe her. Pyromania er et album drevet af dynamik og stærke melodier, og dette har Def Leppard virkelig formået at gøre godt. Selvom produktionen er poppet, har det stadig lidt af den rå kant, som man ellers savner hos mange af genrens andre plader. Er det 80’ernes største kunstværk? Nej. Men det sparker fandeme stadigvæk masser af røv i alle mulige retninger. Def Leppard var ikke videre ambitiøse med Pyromania, men i forhold til ambitionerne fik de  lavet noget større og bedre end man kunne turde håbe på.

385 – Steely Dan – Pretzel Logic (1974)

Udgivet den af
Svar

Rockbandet Steely Dan har altid taget meget inspiration fra jazz, og en af deres fineste blandinger af jazz og rock er deres tredje album, Pretzel Logic fra 1974. Det åbner med et af gruppens mest berømte numre, nemlig Rikki Don’t Lose that Number. Det har en rigtig god melodi, og det jazzede klaver samt vokalharmonierne gør det vældig interessant at høre på, især når man hører dem sammen med en mere typisk rockguitar. Ligeledes er pladens andet nummer, virkelig interessant. Både rockelementerne og jazzelementerne er meget anderledes end på åbningsnummeret, sangen i sig selv har virkelig meget dynamik. Og gud, hvor lyder de også bare godt gammeldags cool. Any Major Dude Will Tell You er endnu et pragtfuldt nummer. Den føles meget omsorgsfuld og varm, og selvom instrumentationen er mere afslappet og stille end førhen på pladen, formår sangen især gennem sin fantastiske melodi at holde min interesse i sangen.

Min yndlingssang fra pladen – og måske i det hele taget min yndlings-Steely Dan-sang – er Barrytown. Det er blevet bemærket ofte, at melodien minder meget om Tell Me What You See af the Beatles, men jeg ser det slet ikke som en dårlig ting, for Tell Me What You see er en vidunderlig sang. Og efter min mening er der stadig nok variation fra Beatles-sangen til at gøre Barrytown til en både unik og fantastisk oplevelse. Efter dette kommer et instrumentalt nummer, et cover af Duke Ellingtons East St. Louis Toodle-Oo. Det er et rigtig godt cover, der måske ikke er bedre end originalen eller noget, men den passer virkelig flot ind på pladen, og det er interessant at høre en sådan jazzklassiker opført med rockinstrumenter. Parkers Band er en af de mest rockede sange på pladen, og den er virkelig energisk og sjov. Det er en ret simpel melodi, men sangen er ikke så lang, så det gør ikke noget, og jazzen vender tilbage med en flot saxofonsolo til sidst. Pladens korteste sang, Through with Buzz formår at gøre rigtig meget dynamisk på under to minutter. Det bliver ret hektisk, og hvis den var længere, ville det nok være irriterende, men det er den nu engang ikke, så det har ikke rigtig nogen problemer.

Titelnummeret kører på en oldschool blues-melodi meget af tiden, og selvom jeg ikke er så glad for det faktum, da deres interessante melodier er noget af det bedste ved dem, så må jeg sige, at jeg ellers aldrig har set blues behandlet sådan før eller siden. Det lyder rigtig fedt. With a Gun har en meget Bob Dylan-lydende guitar, men de øvrige instrumenter har stadig Steely Dans velkendte lyd, og melodien er af sædvanligt fantastisk kvalitet. En af de mest spøjse, skæve melodier på pladen er Charlie Freak. Det er en ret makaber sang, både hvad angår tekst og melodi, og især hvad angår disses samarbejde. Afslutningsnummeret hedder Monkey In Your Soul, og det er en glimrende sang, hvor både jazz og rock har sine flotte bidrag til melodien. Der er dog ét stort problem ved det, og det er, at det slutter albummet rigtig brat. Det er ikke just Freebird eller A Day In The Life, der virkelig laver et stort klimaks, der får lytteren til at føle, at nu er det overstået. Men afslutningen er det eneste væsentlige problem i løbet af hele albummet. Jeg kan klart anbefale Pretzel Logic til alle og enhver.

386 – Wu-Tang Clan – Enter the Wu-Tang (36 Chambers) (1993)

Udgivet den af
Svar

Som RZA så smukt siger: “Wu-Tang Clan Ain’t Nuthing ta Fuck Wit”  – og det beviser hele gruppen virkelig mesterligt på deres debutplade, Enter the Wu-Tang (36 Chambers). De bestod dengang af 9 forskellige medlemmer, alle virkelig forskellige på mikrofonen. Dette gør, at efter selv en hel time i selskab med dem, føles musikken frisk. De er også dygtige til at sige hvem de er ofte, så man let forstår hvem, der lyder hvordan. Deres lyd er virkelig hårdtslående, og deres tekster kan tit virke rigtig voldelig. Denne vold er rigtig overdrevet og morsom, og hver gennemlytning af pladen kan få dig til at opdage nye morsomme linjer. Der er dog også nogle mindre latterlige numre, heriblandt den vidunderlige C.R.E.A.M., der handler om hvor materialistisk vores samfund er, hvordan dette påvirker livet for fattige new yorkere, og hvordan samfundet tvinger dem ud i en situation, hvor ulovlige penge virker som den mest logiske løsning til deres økonomiske problemer. Sangen Tearz handler om død, og den er virkelig værd at tænke over.

Pladen er hovedsageligt produceret af RZA, der foruden dette job også er en af gruppens bedste rappere. Mange af sangene har meget jazz-inspirerede klaver-beats. Der er også en hel del meget upolerede samples af gamle R&B-sange. Det står rigtig godt til deres beskidte, rå stil, og det lyder slet ikke som noget hip hop, der hidtil eksisterede. Der bliver også samplet en hel del dialog og lyde fra de kampsportsfilm, som inspirerede gruppens navn. Det øger stemningen og lytterens opfattelse af, at det her er mere en klan end en rapgruppe. Noget helt utroligt, denne plade formår, er at have skits på sig, der ikke føles som fyld. De er rent faktisk morsomme, og man føler, at man kommer til at lære rapperne bedre at kende gennem dem. Og disse 9 dygtige rappere, er de ligeligt fordelt i løbet af hele albummet? Nej, det er de slet ikke, på ingen måde. Method Man og GZA har hele sange for sig selv, og Masta Killa og U-God har kun et egentligt vers hver især. Men det gør faktisk slet ikke noget, for albummet er fra ende til anden rigtig godt, så hvorfor ændre på fordelingen af vers?

Det er rimelig ufatteligt, at dette er gruppens debut. Alle 9 rappere lyder virkelig erfarne i deres lyrik og levering. Hver eneste linje lyder fuldkommen perfekt, og alle rapperne har meget personlighed, selv de to, vi kun hører ganske lidt fra. Især Ol’ Dirty Bastard er bindegal med sin meget atypiske rapteknik, hvor han skråler sig igennem alle versene. RZA, GZA og Method Man er helt vildt dygtige lyrikere, og man kan finde masser af interessante vendinger i alle deres linjer. Enter the Wu-Tang (36 Chambers) er en af historiens mest indflydelsesrige rapplader. Stort set alle rappere sidenhen skylder denne plade noget. Prøv alene bare at lytte til debuterne fra Nas, the Notorious B.I.G. og Jay-z, der udkom få år efter. De lyder langt mere af Wu-Tang Clan end af noget som helst, der ellers hidtil var udkommet. Hvis du ikke er en hip hop-fan, kan jeg på ingen måde love, at Enter the Wu-Tang (36 Chambers) vil være noget for dig, men hvis du kan lide genren og endnu ikke har lyttet til dette mesterværk, så er det sørme på tide.

387 – Roxy Music – Country Life (1974)

Udgivet den af
Svar

I 1973 forlod den fuldkommen geniale Brian Eno glam-rock-bandet Roxy Music, men de kunne skam sagtens klare sig uden ham. Begge navne var måske endda mere kreative og interessante uden hinanden, og et perfekt eksempel på, hvordan dette gør sig gældende fra Roxy Musics side, er deres fjerde album Country Life. Albummet åbner med min favorit blandt alle gruppens numre, The Thrill of It All. Det er et sjovt og legesygt nummer, der har en ufattelig mættet lyd. Der er altid masser af interessante ting at lytte efter, uanset hvor mange gange man lytter til det. Det er et virkelig dynamisk nummer, og selvom det er pladens længste nummer, er der ikke et dårligt sekund på det 6½ minut det varer. Three and Nine er et ret roligt nummer, men det er en virkelig smuk melodi. Mange ting foregår i lydlandskabet, og Ferrys forsøg på mundharpe er lige i øjet. Der er dog lidt mere rock and roll over All I Want Is You. Det er vildt og kreativt, og det beviser at Roxy Music sagtens kan sparke røv på kortere numre, for dette er med under 3 minutter pladens korteste.

Out of the Blue er en ganske fin sang, mens Ferry synger, men den bliver for alvor fantastisk mellem versene, hvor alle mulige interessante lyde opstår. Der sker dog også nogle virkelig imponerende ting, mens Ferry synger, og dette kan især guitarist Phil Manzanera takkes for. Det er noget af det bedste på pladen. If It Takes All Night er en ret fjollet kærlighedssang, men de ser ud til at forstå, hvor latterlig den er, så især Ferry sørger virkelig for at overdrive med sin charme. Det har absolut sine flotte øjeblikke på sig, især en virkelig fed saxofonsolo, som vi kan takke Andrew McKay. En af pladens bedste sange er nok Bitter Sweet, der er et virkelig spøjst, skævt spektakel. Den går fra blød, afslappende omend dramatiske lyde til et rigtig mekanisk, aggresivt, til tider endda tysksproget sonisk angreb. De imponerer nok engang med Triptych, der har en virkelig fed stemning. Lyden er meget simpel, men på grund af mange vokallag, bliver det interessant at lytte til, og melodien er virkelig formidabel.

Det er en lidt stille sang, så efter den er det vist tid til noget vildere rock, og her kommer Casanova som kaldet. Den har en vild guitar og en funky bas, og jeg elsker melodien virkelig meget. Det er fuldstændig vidunderligt. A Really Good Time fungerer med sin stille åbning som vidunderlig kontrast til foregående nummer, og som strygere og andet godtfolk efterhånden marchere ind i lydlandskabet, bliver det mere interessant, og stemningen bliver imponerende nok slet ikke brudt, selv ikke med den funkinspirerede bas. Afslutningsnummeret hedder Prairie Rose, og meget hurtigt kommer en dejlig saxofon ind på det nummer. De tilføjer meget til stemningen, og som nummeret udvikler sig, bliver lyden rigere og mere interessant, og vi får naturligvis også en saxofonsolo, og den er både bindegal og vidunderlig. Guitaren får også en virkelig god solo, og så vender vokalen tilbage, og efter nogle bombastiske, pompøse gentagelser af omkvædet, slutter albummet. Country Life er et formidabelt album. Der er virkelig få ting, der ikke fungerer helt perfekt, og disse er lette at overse. Det kan anbefales til enhver.