Kategoriarkiv: Anmeldelser

Top 15 navne på Roskilde Festival 2015 (5-1)

Udgivet den af
2

Ja, så er vi ved den endelige top 5. Jeg har snakket så meget med så mange om, hvor meget jeg glæder mig til disse fem navne. Det her er creme de la creme. Det er her, det virkelig gælder.

5 – Florence + the Machine
Florence Welch er en latterligt dygtig sanger, og hun lader heldigvis sin stemme optræde på nogle virkelig gode sange i Florence + the Machine. Det er barok progressiv popmusik af den slags, Kate Bush i sin tid var med til at definere. Og Florence + the Machine har uden tvivl lyttet en del til Kate Bush. Om deres sceneshows er nær så storslåede, vil jeg ikke begynde at gøre mig forventninger om, men uanset hvad er musikken rigtig smuk. De maler nogle flotte lydbilleder, mens de også bare forstår at lave fængende popmelodier. Det hele er et virkelig lækkert band, der har formået at skrive og opføre stribevis af fantastiske sange i en variation af stilarter. Man kan ikke rigtig vide sig sikker med hvad man kan forvente, fordi de har lavet så forskellig musik i løbet af deres karriere, men jeg forventer i hvert fald, at det bliver rigtig godt.

4 – St. Vincent
Jeg har set St. Vincent to gange allerede, og jeg skal skam se hende igen, lige før ovenstående Florence + the Machine. Hun spiller oven i spændende navne, jeg aldrig har set, og som jeg havde håbet på at komme til at opleve, Ryan Adams, Father John Misty, Foxygen, men jeg skal ikke gå glip af et sekund af hendes optræden, som med garanti bliver lige så utrolig som sædvanligt. Hun er et utrolig dejligt menneske på scenen, og hun præsenterer sin musik på en så personlig måde, at man ikke kan andet end at holde af hende. Hun er som den mest menneskelige, venligste robot, vi dødelige nogensinde har set. Hun er en dygtig sanskriver, en dygtig guitarist, en dygtig scenepersonlighed. Den eneste årsag til, at hun ikke er højere på listen, er at jeg allerede har set hende to gange. Ellers kunne hun være endt så højt som nummer 2.

3 – Run the Jewels
Run the Jewels består af El-P og Killer Mike. De er to af vor tids dygtigste, mest kreative rappere, og de har hver deres meget særegne stil, som er fyldt med lyriske godter. Det er selvfølgelig svært at nyde al lyrikkens integritet til en koncert, men så er det heldigt, at El-P også er en helt vild producer, der laver hårdtslående, vilde beats, der helt sikkert kan sætte gang i Arena. Nu kan man ikke altid vide sig sikker med hip hop-koncerter, rapperne skal tit virkelig give den hele armen i forhold til levering, for at koncerten ikke bliver langtrukken. Men Run the Jewels har generelt fået gode live-anmeldelser, og når jeg ser video fra deres koncerter, ser det lige så vildt ud, som jeg har håbet på. Og de er ikke engang det hip hop-navn, jeg glæder mig mest til

2 – Kendrick Lamar
Dårlig hip hop er noget af det sværeste musik at holde ud i længden. Og der er nogle – efter min mening – ret dårlige hip hop-navne på Roskilde. Dem skal jeg så ikke se, der er heldigvis altid et eller andet interessant i gang på en af scenerne. Men jeg skal til gengæld se kongen af hip hop. Manden, der har lavet årets uden sammenligning mest roste album, som uden tvivl kommer til at vinde masser af priser. To Pimp a Butterfly er det, alle siger, det er: et mesterværk. Der er ingen vej omkring det. Han er ikke bare en af verdens bedste rappere, han er verdens bedste hip hop-musiker lige nu. Han angriber hip hop, nej, han angriber musik på en måde, som ingen anden musiker har gjort hidtil. Hans musik er fantastisk, og live kommer det sikkert også til at bevæge mig.

1 – Paul McCartney
Jeg vil gerne starte med at snakke om et lille band, der hedder Deafheaven. Dem kommer jeg desværre ikke til at se i år, men de laver en ufatteligt kreativ, fuldkommen vanvittig blanding af shoegaze og black metal. Det er smukt, det er helt utroligt. Og det ligger lige oven i en mand, jeg ikke i mine vildeste drømme troede jeg skulle komme til at se. Paul er min yndlingsbeatle. Ikke alene har han sunget nogle fantastiske sange, men han har den efter min mening mest solide solokarierre af dem alle. Jeg har anmeldt Band on the Run, Help! og A Hard Day’s Night med glødende ros, og efter at have læst interviews med ham, anmeldelser af nyere koncerter og set hans seneste par setlists, er jeg blevet overbevist om, at han nok skal levere en fantastisk koncert. Jeg lyttede også til hans nyeste plade, New, her forleden, og den lyder ikke den mindste smule af oldtidsfund. Han er stadig ung i sindet. Og han er stadig dygtig og fuld af spilleglæde.

Jeg glæder mig som et lille barn. Ikke kun til Paul, men til hele festivalen. Til Kendrick, til Run the Jewels, til St. Vincent, til Florence, til Mew, Muse, Disclosure, WhoMadeWho, Hot Chip, Chelsea Wolfe, Jungle, Benjamin Booker, Ought og Jamie xx. Og til masser af navne, der ikke er endt på listen, men som jeg skal se alligevel. Jeg skal også se Off!, Bob Hund, Young Fathers, Electric Eye, The War on Drugs, Every Time I Die, Ezra Furman, Dreamers’ Circus, Kronos Quartet, Pede B & DJ Noize, Kate Tempest og Goat! Roskilde Festival bliver sindssygt!

Top 15 navne på Roskilde Festival 2015 (bogstavelig talt)

Udgivet den af
Svar

Hvorfor gå op i at lave god musik, når man kan have et sjovt navn? På Roskilde Festival er det muligt at danne et helt program ud fra, hvem der har sjove navne. Så jeg vil dedikere denne liste til de mest mærkværdige:

Værd at nævne – Perfect Pussy
Perfect Pussy blev desværre nødt til at aflyse, og deres afløsere i Girl Band var da også gode kandidater til listen, men lad os indse det: Man skal have et rigtig godt navn, for at kunne erstatte Perfect Pussy, uden at jeg bliver skuffet.

15 – Twin Peaks
Fedt navn til noget mystisk, mørk elektronisk musik eller et eller andet, der fanger David Lynchs syrede tankegang. Jeg ved ikke, hvor velegnet det er til den sjove powerpop, gruppen rent faktisk laver.

14 – St. Vincent
Jeg har altid elsket Mellemamerika. Mens St. Lucia og St. Kitts måske får mere ære i dagligdagen, fortjener St. Vincent også noget kærlighed. Desværre hedder hendes band ikke Grenadinerne.

13 – Burnt Friedman & Jaki Liebezeit
Det sjoveste ved Burnt Friedman er, at det næsten er hans rigtige navn – han hedder Berndt Friedmann i virkeligheden. Han får dog minuspoint for at optræde sammen med Jaki Liebezeit, hvis navn ikke er så spændende igen.

12 – Thrkngs
Hvordan udtales det her? Man udfylder vel med vokaler, hvor man selv har lyst. The Rye Kangas? At her kongos? Thork Nigas? They are kongas? The Rike Nags?

11 – Timbuktu & Damn!
Jeg glæder mig virkelig til at se Timbuktu, og Damn, hvor var det en vild fest i går. Udråbstegnet giver dig lyst til at begynde en helt ny sætning, fordi du lægger så meget tryk på “Damn”. Og så lyder Timbuktu altså også mere som noget world music end en rapper.

10 – Drenge
Man kigger på det her navn, og tænker “nå, det er da ikke så særligt, er det sjovt fordi de alle er kvinder eller fordi de alle er vildt gamle eller hvad”? Nej, de er ganske vist alle unge mænd. De er dog også briter, der ikke engang kan udtale det danske ord, de er opkaldt efter. Hvordan udtaler vi så bandnavnet? Det er et mysterium

9 – Fat White Family
Det lyder mest af alt som en eller anden grovkornet sitcom-parodi, ikke rigtig et band. Men det er noget af det, der gør deres navn så smukt.

8 – Kevin Gates
Al respekt til rappere, der vælger at bruge deres rigtige navn, omend de så ikke ser nær så street ud af at gøre det. Men Gates er ikke engang hans rigtige efternavn. Han hedder i virkeligheden Gilyard til efternavn. Hvorfor ændre et kedeligt, men i det mindste unikt efternavn, til et ganske almindeligt kedeligt efternavn. “Gates” får mig til at tænke på programmører, ikke på hip hop.

7 – Le1f
Le1f er endnu et tilfælde, hvor man spørger sig selv, hvordan navnet udtales. Le-onef? Leon F.? Leaf? Lenf? Lelf? Lef One? Leif den lykkelige?

6 – Every Time I Die
Sker de da tit for dig?

5 – ILoveMakonnen
I starten tænkte jeg blot “hvad fanden er Makonnen”, men så fandt jeg ud af at Makonnen er ILoveMakonnens rigtige fornavn. Så han elsker sig selv? Det er narcissisme på Kanye-niveau, men end ikke han har valgt at bruge sit navn på at erklære kærlighed til sig selv.

4 – Bob Hund
Fantastisk. Jeg ved ikke engang, hvad jeg kan tilføje. Det er ikke engang sjovt ved et uheld, de er svenskere, så de forstår det også. Jeg er ret glad for figurer som Daffy And og Pelle Gris, men Bob Hund ville være den bedste looney toon nogensinde.

3 – Kane West
Der er vist nogen, der håber, at folk læser forkert på programmet eller bare antager, at Roskilde har lavet stavefejl.

2 – $ushi x Kobe
Hvis norsksproget hip hop ikke lyder sjovt nok i første omgang, så bør dette navn kunne overbevise dig. Husk i øvrigt, at da det er norsk, udtales det syshi. Hvad kan toppe dette?

1 – King Gizzard & the Lizard Wizard
Og selvfølgelig laver de psykedelisk rock. Meget psykedelisk rock.

151 – Bruce Springsteen – Darkness on the Edge of Town (1978)

Udgivet den af
2

Med albummet Born to Run fra 1975 havde Bruce Springsteen sat sig på det musikalske verdenskort som arbejderklassens talsmand, og hans sjove rock and roll-sange havde så meget sjæl og så meget stil, at der ingen skam var i, at han ikke rigtig havde skiftet spor, da han udgav sit næste album, Darkness on the Edge of Town, i 1978. Han havde stadig sit trofaste E Street Band med sig, og sammen lavede de 10 spritnye sange, og lyden var nu renere og mere lækker end før. Produktionen skinner lige fra det ikoniske klaverriff på Badlands åbner pladen. Den er produceret af Springsteen selv i fællesskab med Jon Landau, der også producerede Born to Run sammen med springsteen, og sidenhen har han produceret mange andre Springsteen-plader. Lyden er ganske vist ren, men der er ikke tale om barokpop eller noget. Det er musik om at arbejde, om at finde lykke og om at overkomme de værste perioder i sit liv gennem fællesskab, tro og mod. Og det afspejler sig også i musikken. Factory lyder meget trist og udmattet udmattet, som havde musikerne knoklet dag ud og dag ind inden optagelsen.

Badlands er udadtil en ret lykkelig sang. Men i grunden er den kun så lykkelig, fordi den handler om at drømme. Den handler om ambition og om viljestyrke hos en fattig ung mand. Han har ikke meget godt i livet, men han er glad for at være i live, og som Springsteen synger: “It ain’t no sin to be glad you’re alive”. Det er flotte, store ord. Albummet er dog på ingen måde en romantisering af fattigdom. På Streets of Fire hører man om hvordan afhængighed ødelægger en ung arbejders liv. Guitarsoloen derpå udtrykker godt, hvor skidt, det står til, næsten bedre end Springsteen selv er i stand til. Darkness on the Edge of Town er en oplagt plade at sammenligne med Born to Run. Det er som sådan bare en oprustning af samme formel. Badlands handler om det samme som Born to Run, Prove It All Night handler om det samme som Thunder Road. Jeg foretrækker ikke rigtig disse nye sange frem for dem på Born to Run, men de har deres egne kvaliteter, og jeg ville absolut ikke være foruden nogen af dem. Et rigtig klogt valg på Darkness on the Edge of Town er at placere Badlands først. Den skildrer situationen så godt, at den kan fungere som springbræt for resten af pladen.

Springsteen prøver dog nogle nye ting, der virkelig er beundringsværdige. Jeg elsker, hvordan han forsøger sig med hård rock på Adam Raised a Cain. Jeg synes ikke, det er en af de bedste sange på pladen, men jeg synes virkelig, at det er flot, han vil udfordre sin stil på den måde. Den er dog lidt monotom, og omkvædet går ikke rigtig nogen vegne, men det er godt med et break fra det man kender og forventer. Så er jeg mere for Candy’s Room, en af de mest ambitiøse sange, Springsteen nogensinde har skrevet. Det er en kortere sang, der bruger en unik blanding af sentimentalitet og hurtige trommer. Det er ikke noget, jeg tror jeg har hørt udført så godt udenfor elektronisk musik. Springsteen bliver også meget ambitiøs som sangskriver på Racing in the Street, en mere traditionel sang, der fortæller om et pars strabadsder gennem 7 minutter. Sangen udvikler sig meget for at kunne holde til den lange varighed, og det lykkedes i min optik vældig godt. I det hele taget er der meget godt på Darkness on the Edge on Town. Det er ikke min favorit i Springsteens diskografi, men det siger vist mere om ham end om pladen, for den er rigtig god.

152 – The B-52’s – The B-52’s (1979)

Udgivet den af
Svar

Post-punk-gruppen The B-52’s har alle dage spillet meget på deres fjollede image, overdrevne mode og bizarre tekstunivers. Det har ligesom med Devo gjort dem mærkbart lettere at suge ind end de fleste andre musikere i samme genre. Dette gjaldt også på deres debut, The B-52’s, der starter med nummeret Planet Claire, der efter en langsom, stemningsrig opbygning med en intens basgang, går i gang med en sjov fortælling om en kvinde fra rummet. Der er sjove lydeffekter og spontane indskud fra diverse instrumenter, der får hele nummeret til at føles som en science fiction-B-film. Denne følelse bliver støttet af forsanger Fred Schneider, der mest af alt lyder som skurken i et Superman-lyttespil fra 60’erne. På 52 Girls bliver størstedelen af teksten brugt på at nævne en række pigenavne. De nævner ikke 52, men de skrigende kvindelige vokaler derpå er alligevel så slagkraftige, at ordenes betydning er underordnet. Det handler mere om livligheden og sangens fængende groove. På Dance This Mess Around bygges der op til et oprørsk udråb om utilfredshed over at mangle en dansepartner. Det er virkelig intenst, og det, at emnet er så ligegyldigt, gør det på mange måder bare smukkere. Man ved ikke om man skal grine eller græde, fordi de tager dans så seriøst, som var det liv eller død.

Pladens uovertrufne højdepunkt er i mine øjne Rock Lobster, der har den mest fængende surf-guitar, jeg nogensinde har hørt. Den hylder endnu engang gamle b-film, her monstergenren. Denne rock-hummer bliver beskrevet som et storslået uhyre, verden aldrig har set mage til. Den terroriserer strande og gemmer sig bag klipper, og dræber alt på sin vej – naturligvis med tilhørende lydeffekter. Hvis det ikke var nok, udvikler musikken sig ganske hurtigt til en virkelig dansevenlig sang, som man ikke kan sidde stille til. På Lava synger de om vulkaner og om lava, og det hele er naturligvis en stor sexmetafor. Ja, jeg vidste ærlig talt ikke, at B-52’s var i stand til at skrive metaforer, da alt de ellers skriver er så latterligt absurd, at min hjerne slet ikke kan acceptere, at det ikke er den konkrete betydning, der hentydes til. Sangen bliver mere højlydt og fyldig, som det skrider fremad og… vulkanen går i udbrud. There’s a Moon in the Sky (Called the Moon) burde alene via titlen virke tillokkende, men hvis det ikke skulle være nok, så lister de astronomiske objekter med større entusiasme, end jeg troede var muligt. Der er igen lyd, der minder meget om lydeffekter fra gamle science fiction-film, og det skruer virkelig op for kitsch-faktoren.

Hero Worship beskriver igen et meget filmisk scenarie, hvor en helt dør, og publikum ikke kan fatte det. De græder, de idoliserer ham, de ønsker, de kan være hos ham. Det lyder dog ikke melankolsk eller sørgmodigt, det lyder kun vredt og rebelsk. Igen, jeg beundrer virkelig The B-52’s evner som lyrikere, for bag linjerne kritiserer sangen jo i grunden idolisering af berømtheder, især de nyligt afdøde. De kan jo skrive en overbevisende sang om hvor fantastiske blyanter er, eller hvor meget de har lyst til at bide negle. Eller om et nummer, der står på et pigetoilet, hvilket de gør på 6060-842. De beskriver rent faktisk en tur til toilettet herpå, og det er et ret sjovt punknummer om frustration  over rent faktisk at prøve at ringe til sådan et nummer. De slutter pladen af med en meget alternativ udgave af Petula Clarks Downtown. Det er ikke den rene popsang, man kender, ja man kan faktisk stort set ikke genkende den. Den er desperat og vild, og den er en dejligt skør afslutning til et dejligt skørt album. The B-52’s er dygtige, spændende, og selv i dag virker de originale.

153 – Howlin’ Wolf – Moanin’ in the Moonlight (1959)

Udgivet den af
Svar

Howlin’ Wolf var født med en stemme, der var perfekt til bluesmusik. Den var sprød og kradset, og den var på en gang beskidt og fuld af sjæl. Hans måde at formidle blues gennem sin stemme er uovertruffen, og selv hvis han skulle finde på at lave et mere middelmådigt nummer, ville hans stemme løfte det højt op. I løbet af 50’erne udgav han mange singler for pladeselskabet Chess, og 12 af disse blev i 1959 opsamlet på hans første studiealbum, Moanin’ in the Moonlight. Ja, definitionen af et studiealbum var noget løsere dengang, og fordi de næppe oprindeligt blev udgivet med henblik på et album, vil jeg anmelde Moanin’ in the Moonlight som en opsamling. Og i forhold til, at den er en opsamling, er den ret konsekvent i sin lyd. Det siger måske mest af alt, at Howlin’ Wolf ikke udviklede sig synderligt meget fra 1951 til 1959, men han havde også fat i en fed lyd. Derudover er udvalget også ret godt. Der er visse Chess-singler, der er blevet fravalgt, og det er ikke nogle, der er blevet store klassikere sidenhen. Jeg er dog ret glad for sange som Howlin’ Wolf Boogie og Mr. Highway Man, men det er ikke store tab.

Derudover er Howlin’ Wolfs musik nok lidt for simpel, til at flere numre ville være en særlig god idé. 33 minutter virker som en ganske tilpas længde, når der nu ikke er bedre albumstruktur. For albumstrukturen virker i grunden ret tilfældig i opbygning. Der er lige sørget for, at sange, der minder alt for meget om hinanden (f.eks. Smokestack Lightning  og Moanin’ for My Baby) ikke er for tæt på hinanden. Dermed kan man nyde begge to, selvom man da kommer til at lægge mærke til, at Moanin’ for My Baby minder lige lovlig meget om en sang, man tidligere har hørt, og som desuden var langt mere veludført. Der er også som så mange opsamlinger svingninger i kvaliteten. Når man bliver præsenteret for mesterlige sange som Smokestack Lightning, Evil, I Asked for Water (She Gave Me Gasoline) og How Many More Years, kan sange som I’m Leaving You, Moanin’ for My Baby og No Place to Go godt virke lidt banale. Men stadig, der er masser af følelse, og de er ikke decideret dårlige. Til gengæld er de ikke produceret lige godt, og det er problematisk. Noget af årsagen til, at man husker Smokestack Lightning så godt, er måske bare, at den er produceret så meget mere lækkert end den rodede All Night Boogie (All Night Long).

Howlin’ Wolf er måske i grunden ikke en kunstner, der er særlig velegnet til albumformatet, men Chess gjorde et hæderligt forsøg, og efter min mening, fik de faktisk skruet noget ganske tilfredsstillende sammen et par år efter med pladen, der blot hedder Howlin’ Wolf. Denne er opbygget efter samme koncept, men indenfor en kortere årrække, nemlig kun fra 1959 til 1962. Man kan let anskaffe disse to i en bundle, det er faktisk stort set lettere end at få dem hver for sig. Sammen udgør de en rigtig god introduktion til Howlin’ Wolf, og de rummer alle de essentielle tracks. Der er også mange fine numre på Moanin’ in the Moonlight, men kvaliteten på optagelserne såvel som selve sangene svinger, og jeg har derfor svært ved at anbefale Moanin’ in the Moonlight med hele mit hjerte, med mindre man skulle være meget interesseret i at udforske Howlin’ Wolfs karriere. Start i så fald med albummet Howlin’ Wolf, som da også kommer først på bundlen, og hvis den er noget for dig, så søg i det mere beskidte guld på Moanin’ in the Moonlight.

154 – A Tribe Called Quest – The Low End Theory (1991)

Udgivet den af
Svar

I slutningen af 80’erne og starten af 90’erne var rap-grupper det helt store. Og man forstår da også godt hvorfor. Én rapper i løbet af en hel plade kan godt blive lidt trivielt, og denne idé lever i bedste velgående i dag, for selvom rapgrupper ikke er så almindelige igen længere, laver rappere jo konstant gæstevers på hinandens plader. En af de bedste og mest innovative grupper under årtiskiftet var A Tribe Called Quest, der bestod af Q-Tip, Phife Dawg, Ali Shaheed Muhammad og Jarobi White. Jarobi White valgte at forlade gruppen efter det første album, så på klassikeren The Low End Theory fra 1991 finder man kun de tre første. Især Q-Tip er fremtrædende, og det er efter min mening retfærdigt. Han har den sprødeste stemme, det mest ubesværede flow og de mest interessante tekster. Han er også stemmen, der får lov til at åbne pladen med sangen Excursions. Her fortæller han om gruppens rødder, og hvorfor deres lyd er som den er. De sampler nemlig meget jazzmusik, hvilket gør lyden meget spændende og stadig i dag ret unik. Der er få hip hop-plader, hvor man kan få så mange svedige rim så hurtigt og stadig slappe vældig godt af.

Det er dog ikke kun deres lyd, der er progressiv, det er deres emner også. De er politiske og samfundsbevidste, men ikke på samme måde som Public Enemy, der jo var vrede og rebelske. Det minder faktisk mere om rappere som Nas eller Common. De er reflekterende og dybsindige, når de laver sange som The Infamous Date Rape eller Show Business, sange med titler, der meget tydeligt afslører, hvad de handler om. Man skal dog ikke lytte til The Low End Theory og forvente at få serveret Illmatic eller To Pimp a Butterfly. De fleste af sangene er “bare” sjove hip hop-sange, hvor de praler beskriver og sammenligner aktualiteter og især nostalgi. Nostalgi er et vigtigt emne, og det er jo tydeligt i lyden. Gruppens medlemmer er vokset op med jazz og tidlig hip hop side om side, så det gør sig til udtryk i lyd såvel som tekst, hvor de godt kan finde på at snakke om barndom. Det interessante er jo, at lyden stadig er så langt fra noget, der nogensinde var udgivet før, mens de som sådan hæftede sig meget ved fortiden. Men det er fordi A Tribe Called Quest altså forstod at blande deres egen kreativitet med fortidens genier, så det blev en særegen oplevelse.

De to rappere, Phife Dawg og Q-Tip er sammen med DJ Ali Shaheed Muhammad en meget tiltalende trio, men nogle af pladens bedste øjeblikke kommer med gæsterappere. Sådan nogle finder man på to numre; på Show Business møder man foruden Q-Tip og Phife Dawg også  Diamond D, Lord Jamar og Sadat X. Du kender næppe nogen af dem, og de springer ikke vildt meget ud, men deres vers er solide, og det skaber variation. Det er dog på afslutningsnummeret, Scenario, hvor gæsterapperne virkelig stjæler showet. Pladen aflsluttes i samarbejde med hele gruppen Leaders of the Old School, som jo bestod af Charlie Brown, Dinco D og ingen ringere end Busta Rhymes. Busta Rhymes er naturligvis højdepunktet med sit vilde flow og uforudsigelige udtalelser. De andre, som jeg ikke kendte i forvejen, overraskede mig meget positivt. Der er ikke noget decideret dårligt nummer på The Low End Theory, men jeg har lyttet til den ret meget, og det er begrænset, hvor længe den holder. Man kunne godt ønske lidt flere klimakser, som f.eks. Scenario, der giver pladen noget mere dynamik. Men generelt er The Low End Theory en rigtig lækker hip hop-plade, som lige så godt kunne være fra i går som fra for 25 år siden.

155 – Pretenders – Pretenders (1980)

Udgivet den af
Svar

Det er måske svært at forstå, men den eponyme debut af rockbandet Pretenders tog mig et par gennemlytninger, før jeg forstod, hvorfor den var så afholdt. Man skulle jo tro, at den let tilgængelige, ofte ret punkede pop-rock, de laver, ville være let at sætte pris på. Men det tog mig for alvor noget tid, før jeg forstod, at jeg lyttede til noget ganske unikt. Forsanger Chrissie Hynde er nemlig en eminent sangskriver. På et nummer som The Phone Call gør hun punk-rock til noget større og mere ambitiøst, end man til at starte med ville forvente, og på Private Life blander hun et sumpet, diskret Marley-groove med personlig intimitet og skrøbelighed. Selv på sange som Brass in Pocket er virkelig dybfølte og kreative. Ud over blæsere på et par få numre afviger de ikke fra det standard guitar/bas/trommer/keyboard-setup, men sangene har stadig meget forskellige udtryk. Hynde har en stor forståelse for hvordan hun kan få så mange forskellige lyde ud af instrumenterne som muligt, så selv når hun ikke er forfatteren bag et nummer, kan man mærke hendes kreativitet skinne igennem.

Produceren på Pretenders er ingen ringere end Chris Thomas, der nok er bedst kendt for at producere Never Mind the Bollocks, Here’s the Sex Pistols, en plade, der er kendetegnet af sin hårde, grimme lyd, hvor instrumenterne nærmest går i et med hinanden. På Pretenders er jeg faktisk imponeret over det præcis modsatte. Der bliver arbejdet med så mange forskellige lyde fra instrumenterne, men alligevel lyder det altid pænt og klart på samtlige instrumenter. Selv meget punkede sange som Precious og Tattooed Love Boys hjælper denne rene lyd med at skabe mere fokus på de mest markante instrumenter, her især guitar og bas. Noget af det, der gjorde, at det tog mig et stykke tid at få øjnene op for Pretenders, var, at de ikke følger nogen trends. Tænk lige over det, i 80’erne var stort set alle, selv undergrundsgrupperne, en del af en større trend. Pretenders leverer dog deres helt egen ambitiøse punk-rock, der på den ene side nok er for råt til mange i pop-publikummet, men samtidig er for kompliceret til mange punkere. Eller, det ville måske have været opfattelsen, hvis Hynde ikke skrev så gode sange.

Hyndes sangskrivning er vitterligt det, der får hele pladen til at hænge sammen, men derfor kan det netop gå galt, når Hynde ikke er involveret. Gruppen opfører et cover af The Kinks’ Stop Your Sobbing, og det er helt fint, måske lidt for tæt op ad originalen, men det er bare tydeligt, at det ikke er skrevet af de samme mennesker som de øvrige sange, og det er ret distraherende. Det er uden tvivl det svageste nummer på pladen, hvis du spørger mig, for selvom lyden er fin, føles det ikke spor inspireret. Den eneste øvrige sang, hun ikke var med til at skrive er den instrumentale Space Invader. Det er igen ikke min yndlingssang på pladen, men den passer langt bedre ind, og der er da i det mindste nogle kreative tiltag, f.eks. at inkorporere lyde fra spillet Space Invaders. Det går bare lidt langsomt med at udvikle sig, det føles faktisk som om, der burde have været vokal på. Noget dejligt ved pladen er, at den starter med en meget rå punklyd og efterhånden udvikler sig til noget mere poppet. Det skaber større sammenhæng mellem nogle ellers meget forskellige numre. Disse forskellige numre er generelt virkelig gode, og pladen er som helhed også bare bundsolid, så jeg kunne sagtens finde på at lytte til Pretenders igen en anden gang.

156 – Beastie Boys – Paul’s Boutique (1989)

Udgivet den af
1

Når man snakker de store klassiske rapgrupper, er det svært at komme udenom Beastie Boys. De har da også lavet stribevis af vidunderlige sange med spøjse, sjove tekster. Deres plader er også alle fra start til slut meget underholdende, ja der er faktisk ikke én af dem jeg ville kalde mindre end fremragende. Mange ville nok fremhæve Paul’s Boutique fra 1989 som et af deres hovedværker, og det kan jeg kun erklære mig enig i. Denne plade fik helt nye sider frem i genren. Hip hop var i hænderne på Beastie Boys mere eksperimentel, mere varieret i lyd, og mere alsidig i emner, end genren nogensinde havde været før. Der er interludier, hvilket en gruppe som De La Soul havde arbejdet med før, men først med Beastie Boys føler jeg faktisk, at interludierne gør albumoplevelsen bedre. Den ikke særlig poppede struktur får også pladen til enten at lyde som en lang sang eller utrolig mange enormt korte sange. Anden halvdel af en sang som The Sound of Science har f.eks. musikalsk mindre at gøre med første halvdel, end den har at gøre med 3 Minute Rule, der er navnet på sangen, der kommer umiddelbart efter.

På 3 Minute Rule viser de en flot lydforståelse, som man ikke typisk ville forbinde med en gruppe som Beastie Boys. De vælger nemlig for en gangs skyld at give hvert medlem et vers, i stedet for at de støtter hinanden undervejs. Det gør nummeret mere fokuseret og simpelt. Og en simpel lyd i ny og næ er også et godt tiltag på en plade som Paul’s Boutique. Der bliver samplet over 100 sange i løbet af Paul’s Boutique, hvilket vil sige, at lytteren møder et nyt sample hvert tredivte sekund. Hvis man skærer vokalen fra, er al musikken på hele pladen faktisk samples, og samtidig er lyden så varierende og virtuos. Ja den er endda mere levende end på mange hip hop-plader med organisk instrumentation, noget jeg desuden er stor fortaler for. Hvis du nogensinde møder nogen, der mener at samples er en doven måde at lave musik på, vis dem et nummer som Shake Your Rump, Hey Ladies eller den over 12 minutter lange B-Boy Bouillabaisse. Dette er en suite, der samler kortere sang-ideer til en længere helhed, lidt i stil med Abbey Road Medley af The Beatles.

De samples, der er udvalgt til Paul’s Boutique lader til at være meget nøje udvalgt, ikke blot fordi de er så forskellige. De støtter også de mange referencer, drengene kommer med i deres tekster. Hvis man skal citere en Johnny Cash- eller Sweet-sang, så bliver det blot mere underholdende og mere interessant, hvis man bare direkte inkorporerer et klip fra pågældende sang. Der er et vist Johnny Cash-sample på B-Boy Bouillabaisse, der i hvert fald altid får mig til at grine, når jeg hører det. Og det er en anden god kvalitet ved Beastie Boys, at de er morsomme. De laver sange om æg og videnskab, og selv når de viser, at de er så kompetente musikere, som de er, laver de ironiske barnlige tekster som på Shake Your Rump og Hey Ladies. De tager så meget fis på dem selv, deres image og hele deres koncept. De var en slags parodi på tendenser rapmusik end ikke havde udviklet. På den måde er det fristende at kalde dem hip hops svar på Frank Zappa, da han også var enormt morsom, tangerede mellem det platte og det vittige, og vigtigst af alt var et musikalsk geni. Paul’s Boutique er en vidunderlig plade, og en af de bedste hip hop-udgivelser nogensinde.

157 – Joy Division – Closer (1980)

Udgivet den af
Svar

Bandet Joy Division havde ikke en forfærdelig lang levetid, men på blot 2 albums og en række singler, nåede de at lave meget fantastisk musik. Det sidste, de nåede at optage inden forsanger Ian Curtis’ død i 1980 var albummet Closer. Dette starter med nummeret Atrocity Exhibition, der er 6 minutter langt og konstant har et stort lag af støj bag Curtis’ dybe stemme. Derudover er der en funky basgang og eksotiske trommer, der gør det til et rigtig sjovt nummer at indlede pladen med. Sjovt er dog nok det forkerte ord, for teksten og leveringen er fanatisk og vanvittig, mens lyden jo er fuldkommen destruktiv. Isolation starter som en simpel new wave-sang med nogle lyse synthesizere, og det er på sin vis dermed en slags forløber for det, gruppens overlevende medlemmer ville lave under navnet New Order. Men Isolation handler vitterligt om isolation, og åbner med teksten “In fear every day, every evening”. Den handler om en tredjeperson, men den føles stadig mere jordnær end hvad godt er, og vokalens utydelige mix gør bare det hele bedre. Passover kører i længere stykker uden vokal, og når den endelig er der, bliver den leveret på monotom vis. Vokalen er langt fremme i mixet, og basgangen er ligeså ensartet, så sangen ender med at blive ret skræmmende.

Colony arbejder i endnu højere grad med gentagelser. Her er bassen ret langt fremme, og leverer en kort, mekanisk basgang igen og igen, mens alle mulige bindegale ting foregår omkring den. Det minder lidt om industriel musik eller endda krautrock, men stadig med det psykotiske twist, som så meget af Joy Divisions musik har. A Means to an End nævner både ideen om et forbillede og om udødelighed – så¨den handler nok om religion. Tempoet på den sang er så inkonsekvent, at det bliver smukt. Man kan mærke hans liv gå fra hinanden, når sangen pludselig bliver lidt langsommere og så hurtigere. Der er ingen kontrol over noget. De gentagne udråb med vendingen “I put my trust in you” ender også med at have stor effekt. Heart and Soul er ikke et Huey Lewis-cover, og det er heller ikke æblemand på engelsk. Det er faktisk stort set det modsatte af de to ting. Den kom før Huey Lewis-sangen, men det er nok ikke et tilfælde, at den hedder det samme som sangen, alle klaver-nybegyndere skal lære. Curtis råber aldrig her, han lyder faktisk mest af alt glad for smerte og ødelæggelse. Han lyder tortureret og forskruet. Det er faktisk virkelig imponerende, at hans stemme kan udtrykke ubehag på så mange måder.

Twenty Four Hours er en ret langsom og stille sang i starten, og så går den over i kaos, og så tilbage til stilhed, og det mønster kører det efter i noget tid. Curtis’ dybe stemme følger ikke særlig godt med, men det lyder ikke engang som om, han lægger mærke til det. Denne manglende sammenhæng mellem musik og sang gør blot det hele endnu mere ubehageligt og kaotisk. Men Joy Division er den bedst tænkelige form for ubehagelighed. The Eternal er en helt igennem trist og langsom sang. Dens lyd er tung og dramatisk, men værst af alt lyder den opgivende. Det er en af de tristeste sange, gruppen har lavet, og den monotome, kolde lyd ligner meget det, der ville blive til trip hop senere. Det er uden tvivl den sang på pladen, der er sværest at holde ud, mest fordi tydeligt mærker al den pinsel, curtis udtrykker. Decades får lov til at afslutte pladen, og det gør den med nogle meget høje synthesizertoner. Det er en meget åben slutning, og i stemning udtrykker den mest af alt fortrydelse og angst. Der er intet, der er godt ved Closer, det er en plade af ren ondskab. Og det er derfor jeg elsker den.

158 – Elton John – Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy (1975)

Udgivet den af
Svar

Jeg kan rigtig godt lide den simple Elton John, der er langt nede på jorden. Ja, en sådan Elton John er svær at forestille sig i dag, men sådan var han på plader som Tumbleweed Connection og Elton John i starten af 70’erne. Han begyndte at flirte mere og mere med glam-rock, som årene gik, og i 1975 tog han det store spring: han valgte at kalde en plade noget så latterligt som Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy. Jeg har hørt visse kalde det for en af de værste albumtitler nogensinde, og ja, det lyder faktisk næsten mere som en Elton John-parodi end et ægte album, men jeg synes, det er en virkelig morsom og gribende titel. Og den udstråler også, hvilken retning, John tog med denne plade. Han holder sig sjældent tilbage, og han er ikke bange for at bruge så fjollede vendinger som “It’s party time for the guys in the tower of Babel” og så dybtfølte overdrivelser som “Someone saved my life tonight, sugar bear”. Det er faktisk svært at nævne en bedre Elton John-plade, der er udkommet sidenhen, fordi bare at prøve at overgå skalaen på Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy ville være nær umuligt, og hvis man ikke prøvede, ville det føles som et skridt tilbage.

Elton John gør intet halvt på Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy. Alle numrene emmer af ambition og excentricitet. Det virker lidt inspireret af et band som The Who, som John jo arbejdede sammen med til filmen Tommy, hvor John opfører Pinball Wizard. Den vekslen mellem det dybe og det fjollede, som hele den film er bygget op omkring. For selvom han er blevet fjollet og overdreven nu, lyder hans følelser stadig oprigtige og vigtige, og hvis det ikke er imponerende, så ved jeg ikke, hvad er. Når du sætter Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy på for første gang lægger du dog nok mærke til, at den ikke rigtig starter med at lyde så excentrisk og storladen igen. Dens åbningsnummer, der ligeledes hedder Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy, starter som et simpelt country-nummer, og efterhånden udvikler det sig til den storladne lyd, som albummet i højere grad kan kendetegnes ved. Udviklingen er derfor tydeligere, da John selv jo har lavet meget country-præget musik, navnlig på pladen Tumbleweed Connection. På titelnummeret får vi da nærmest hele Elton Johns udvikling på lidt under 6 minutter.

Den generelle kvalitet på pladen er rigtig god. De fleste af sangene er enormt kraftige, fængende og mindeværdige. De svagere kort på egen hånd er nok de to sidste sange, We All Fall in Love Sometimes og Curtains. De er lidt mere melankolske og sentimentale end de andre sange, men det gør, at de slutter pladen rigtig flot af. Så selvom de ikke er særlig fængende eller stærke uden resten af albummet, ender de med at være en smuk måde at afslutte pladen på. Det er nok en smukkere afslutning end på nogen anden Elton John-plade. Der er også meget variation på pladen. Sangene er ikke blot alle gode, de er alle unikke, og dermed gør det, at pladen konstant serverer dig noget uforventet. Det gør også pladen meget holdbar. Jeg er meget glad for Elton John, og et af hans fineste albums er uden tvivl Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy. Den har så meget identitet, så meget farve og så meget liv, at den kan tåle talrige gennemspilninger. Alle sange er smukt skrevet og karismatisk opført. Det er ikke til at stå for.