Kategoriarkiv: B

379 – Bruce Springsteen – Greetings from Asbury Park, N.J. (1973)

Udgivet den af
Svar

Bruce Springsteen er om nogen en rocklegende, men som enhver anden musiker måtte han selvfølgelig starte et eller andet sted, og i hans tilfælde var det med albummet Greetings from Asbury Park, N.J. fra 1973. Albummet åbner med sangen Blinded By the Light, som et par år senere ville blive til et stort hit for Mannfred Mann’s Earth Band. Melodien er da også fantastisk, rimene er sjove, og man får let lyst til at synge med. Disse kvaliteter er dog alle mere fremtrædende i Springsteens original, så hvorfor den ikke blev til et megahit har jeg ingen anelse om. Det var endda albummets førstesingle. Det andet nummer, Growin’ Up, er en ganske sjov, sentimental sang om at blive voksen. Man kan nærmest se den unge Bruce Springsteen for sig, mens han synger om sine minder, og det føles som om, man selv er der. Mary Queen of Arkansas er en ret langsom kærlighedssang. Man kan godt mærke, at Springsteen stadig var lidt ny på scenen, for hans stemme her egner sig ikke så pragtfuldt igen til denne slags sange. Dog er det en ganske smuk sang, og Springsteens guitarspil komplimenterer stemningen smukt.

Da kommer pladens absolut korteste sang, Does This Bus Stop at 82nd Str. Sangen siger mig ikke nær så meget som resten af albummet, men den har nogle virkelig flotte øjeblikke stadigvæk. Der bliver leget godt med tempoet, og de gode linjer overfalder nærmest hinanden. Ja, det er kun melodien, der ikke rigtig siger mig noget. Lost in the Flood er en ganske rørende sang. I tempo og lyd minder den meget om Mary Queen of Arkansas, men i tema er den meget anderledes. Det er en rørende fortælling om en krigsveteran, og hertil passer Springsteens stemme meget flottere. Sangen bliver til sidst rigtig dramatisk, og det er et helt igennem smukt nummer. The Angel er endnu et ganske langsomt nummer. Den er dog ikke så lang som hverken Mary Queen of Arkansas eller Lost in the Flood, og det mest fremtrædende instrument er uden tvivl et klaver. Det er ganske smukt, men det er ikke en af de mest mindeværdige sange på pladen. Jeg kan dog ikke nægte, at det er en virkelig flot sang.

Der kommer mere gang i den med sangen For You. Det er en rigtig fed, sjov sang, der handler om en kvinde, der har forsøgt selvmord. Det lyder ikke som et emne, der nogensinde kunne blive til en sjov, poppet sang, men det virker, for Springsteen fortæller det fra et perspektiv, hvor han prøver at hjælpe denne kvinde. Han bliver ret poppet på sangen Spirit in The Night, der er en virkelig fængende, sjov sang. Den minder ret meget om Blinded By the Night i sin lyd, men der er lidt mere af en jazzet lyd her. Denne blev ligeledes mere populær med Manfred Mann’s Earth Band i sin tid, men igen foretrækker jeg Springsteens udgave, for Springsteen har mere hjerte og kærlighed på sin udgave. Albummet afsluttes formidabelt med It’s Hard to Be a Saint in the City. Sangen udvikler sig meget, og den føles virkelig konkluderende. Den er ganske sjov, og den gør, at man meget let får lyst til at spille pladen et par gange mere. Greetings from Asbury Park, N.J. er af enormt høj kvalitet, især i betragtning af, at det er en debutplade. Det her er en pragtfuld plade, og Springsteen blev kun bedre derefter.

380 – The Beach Boys – Sunflower (1970)

Udgivet den af
Svar

I 60’erne var the Beach Boys en af verdens mest populære popgrupper med enorme hits som Good Vibrations, God Only Knows og Barbara Ann. Deres helt store mesterværk er uden tvivl albummet Pet Sounds fra 1966, og ikke mange andre af deres albums er så kendte igen, selvom de havde mange enorme hits både før og efter Pet Sounds. Albummet Sunflower solgte ikke videre godt, da det blev udgivet i 1970, og ingen af sangene blev store hits, men det er i eftertiden blevet et af de mest omtalte albums, de har lavet. Det har da også nogle virkelig fede melodier. Alle er virkelig fængende, og der er stor variation i stemningen. Sange som Slip on Through, This Whole World og It’s About Time er så fulde af livsglæde og energi, men det forhindrer dem slet ikke i at være dynamiske. Man får disse dejlige små energibomber med mellemrum, der sørger for at varme flot op mod endnu et energisus. Ingen af disse er heller specielt lange, så man bliver slet ikke træt af energien heller.

De har dog også mange langsommere melodier, der er lige så følelsesrige. Add Some Music to Your Day, All I Wanna Do og Forever er meget kærlige sange, som er virkelig charmerende og lette at holde af. Alle albummets sange, uanset stemning, benytter smukt arrangerede vokalharmonier, der både lyder virkelig godt, men deres tilstedeværelse gør også sangene meget mere interessante. En sang som Got to Know the Woman starter f.eks. bare som en almindelig gammeldags blues-inspireret rock n roll sang, men som sangen udvikler sig, gør koret virkelig den helt store forskel. Noget andet, der gør dette album virkelig levende, er at alle gruppens seks medlemmer i større grad end ellers har bidraget til sangskrivningen. Brian Wilson var uden tvivl den mest fremtrædende på Pet Sounds, hvad angår sangskrivning, og han har også været med til at skrive over halvdelen af sangene på Sunflower. Alle andre medlemmer har dog også været med til at skrive mindst to sange hver, og det kan mærkes. Det gør ganske vist albummets helhed noget mindre personlig, men til gengæld er der stor variation i melodierne.

De fleste sange på Sunflower er virkelig gode. Albummets eneste væsentlige problem er dog nok, at ikke alle sange er af lige høj kvalitet. Deirdre er en rimelig uinteressant kærlighedssang, der ikke gør meget for at skille sig ud blandt resten af albummets numre. At My Window har som sådan en virkelig god melodi, og stemningen er fabelagtig. Dog vil jeg sige, at den føles meget ufuldendt. Der er tre meget korte vers og ikke rigtig noget, der ligner et omkvæd, og versene lyder som om, der burde komme noget mere bagefter. Og så slutter albummet desværre med at fade, og det irriterer mig gevaldigt. Afslutningsnummeret, Cool Cool Water er ellers en ganske interessant sang, der leger meget med lydlandskabet, men den måtte gerne have endt mere konkluderende end med et fade. Dog må jeg på trods af dette sige, at Sunflower er et alt for overset album. Det fortjener langt mere anerkendelse, for melodierne er for det meste fantastiske, og man kommer sjældent til at høre flottere vokalharmonier end dem, the Beach Boys laver.

388 – The Beatles – A Hard Day’s Night (1964)

Udgivet den af
Svar

Historiens mest populære band og mit personlige yndlingsband er nok uden tvivl the Beatles, og efter min mening var deres første skridt mod at blive de legender, de er i dag, filmen og albummet A Hard Day’s Night fra 1964. Albummets første halvdel er filmens soundtrack, mens anden halvdel ikke har noget med filmen at gøre. Pladen åbner med titelnummeret, der er en vaks, lystig klassiker, som absolut fortjener al sin anderkendelse. Bedre melodier falder man sjældent over, end ikke på en Beatles-plade. Det forhindrer dog ikke I Should’ve Known Better mindre fantastisk. Dens mundharmonika er dejlig frisk, og jeg kan altid synge lidt med på den. If I Fell er en af de smukkeste kærlighedssange nogensinde. Den er langsommere end de to første sange, hvilket fungerer godt dynamisk, og den er så fyld af charme og fabelagtig lyrik, at jeg ikke kan andet end at elske den. I’m Happy Just to Dance With You er en meget charmerende sang, der med et ret eksotisk riff og en vidunderlig melodi kan tåle mange gennemlytninger.

Det samme kan man sige om And I Love Her, der er en fuldkommen vidunderlig kærlighedssang. Dens tekst er ganske vist virkelig banal, men man bemærker det først efter adskillige gennemlytninger, så god er melodien. Tell Me Why er en virkelig sjov, fængende rock and roll-sang, der slet ikke er til at stå for. Efter den får vi den vidunderlige klassiker Can’t Buy Me Love. Den er utrolig fængende, sjov, charmerende og alle de andre positive ord, der karakteriserer det bedste ved de tidlige Beatles-år. Den er umulig at få ud af hovedet. Herfra kommer sange, der ikke er med på filmen, først Any Time At All. Den er dog absolut lige så god som resten. Man kan slet ikke få nok af dens dynamiske melodi, som man let kan skråle med på for fuld skrue. I’ll Cry Instead er pladens korteste sang, og det er nok heller ikke den musikalske idé, der holder bedst. Heldigvis prøver de ikke desperat på at gøre alt for meget med den, for melodien er stadig virkelig fed, mens den er der. Things We Said Today er endnu en af de mere eksotisk lydende numre, og det er igen virkelig smukt udført – hvor flot de går fra vers til omkvæd, er nærmest utroligt.

When I Get Home er en af de ganske få sange på pladen, som ikke er så fængende igen. Det er dog sjovt at lytte til den, mens den er der, for der er rigtig mange kreative ting, der bliver gjort med dynamikken i melodien. You Can’t Do That er en helt vidunderlig sang, hvorpå Lennons stemme bliver dejligt rå. Han virker bitter og vred, og han leverer det hele ganske overbevisende. Den sidste sang, I’ll Be Back, er blandt de langsommere, mere sentimentale numre. Den er heller ikke så let igen at få på hjernen, men dens melodi er lige sådan en, der er perfekt til at afslutte sådan et album. Alle sangene på A Hard Day’s Night er vældig korte. Ikke én er over 3 minutter. Det gør heldigvis at man aldrig bliver træt af nogen af numrene, men alle er der i så lang tid, at de formår at være mindeværdige på egen hånd. De fleste af sangene går desværre i rigtig ensartede mønstre, og det er nok mit eneste væsentlige problem ved dette album. Rigtig mange sange er bare et vers og et omkvæd, der så bliver gentaget en gang eller to. Det er lidt irriterende i længden, men alle sangene er formidable, så det kan stadig anbefales til alle at lytte til pladen.

403 – Big Star – Radio City (1974)

Udgivet den af
Svar

Et af 70’ernes uden tvivl mest oversete bands er efter min mening Big Star. De udgav 3 albums i 70’erne, og de er alle virkelig gode. Min favorit deriblandt er Third/Sister Lovers fra 1978, men dette er meget på grund af følelserne og stemningen derpå. Hvis vi til gengæld kigger på, hvad der er skrevet og opført bedst, så ville deres største værk nok være den foregående plade, Radio City fra 1975. Denne starter med pladens længste nummer, O My Soul, der virkelig sparker albummet i gang på energisk vis. Det er en af pladens stærkeste melodier, og der er meget variation på nummeret, mens det stadig fungerer som en sjov popmelodi. Det andet nummer, Life Is White, er endnu en stærk melodi, hvorpå forsanger Alex Chilton er i en rimelig øm position, og mundharpen derpå hjælper absolut på at gøre den mere unik. Way Out West er en meget kærlig sang om længsel. Man finder en ikke videre teknisk imponerende omend meget gribende guitarsolo derpå, og teksten er også blandt albummets bedste. Det er ikke svært at forstå, og letforståelig musik er også det, Big Star er bedst til.

Et af de sødeste numre på pladen er What’s Going Ahn. Den er mere stille end de første numre, og Alex Chiltons stemme er fuldkommen fantastisk herpå. Den lyder meget tænksom, så det giver den en vis dybde. En af pladens mest fængende sange er You Get What You Deserve, der kører i en mere seriøs tone end det meste af albummet. Det er dog stadig et oplagt nummer at synge med på, og det er nok blandt mine egne favoritter. Efter dette kommer der så noget lidt hårdere, og i dette felt gør Big Star det selvfølgelig også ganske godt. Selve lyden fejler i hvert fald ikke noget på Mod Lang, men jeg ville næppe kalde det noget i nærheden af deres stærkeste melodier. Den er ret ensformig, og selv med de mange gentagelser formår den ikke at blive særligt fængende. Dog er guitaren, også spillet af Alex Chilton, rigtig fed. Et af de mest populære numre på pladen er Back of A Car, og det er nok svært at nævne et bedre eksempel på bandets brug af dynamik i løbet af en enkelt sang. Melodien er fantastisk sjov, og Chiltons kærlige stemme er ikke til at stå for. Og så er det her igen et af pladens flotteste guitar-præstationer.

Daisy Glaze er et ret blødt nummer, der på egen hånd ikke er noget specielt, men det er dejligt med et nummer, der kan afvige fra de to hårdere numre, der kommer før. Jeg ville dog nok aldrig lytte til det uden resten af albummet. She’s A Mover er til gængæld ikke spor dårlig. Den føles en kende ufuldendt, men melodien er lige i skabet, og instrumentationen er også lige til at rocke med på. Den falmer dog gevaldigt, da det er efterfulgt af et af bandets største mesterværker: September Gurls. Jeg elsker September Gurls. Det er virkelig svært at sætte ord på, hvor godt jeg synes om September Gurls, men jeg vil da forsøge; det er en virkelig sjov melodi, den har en meget kærlig sentimentalitet over sig, hver eneste del passer perfekt sammen med resten af sangen, og den lægger sig virkelig godt i ørerne. Jeg holder stadig fast ved, at det er en af de bedste popsange nogensinde. Den efterfølgende sang, Morpha Too, er opført med kun en falset og et klaver, men det har en charme over sig. Nok ikke end specielt langvarig charme, men det er et ganske kort nummer, så dets skævhed er ret dejlig. Afslutningsnummeret I’m in Love with a Girl er en ret ungdommelig sang om at opdage, hvad kærlighed er for noget. Det lyder banalt, men det er opført rigtig godt, og det er igen en meget kort sang, men det runder et helt vidunderligt pop-album af.

408 – Bob Dylan – Time Out of Mind (1997)

Udgivet den af
Svar

Bob Dylan udgav nogle af de uomtvisteligt bedste albums nogensinde i 60’erne og 70’erne, og selvom han også lavede det rene ragelse til tider, var standarden rigtig rigtig høj. Og så kom 80’erne. Man kan sige meget om Bob Dylan, men han hænger ikke specielt meget sammen med 80’erne, selvom han ikke skruede ned for frekvensen for pladeudgivelser. Og hans nye album fortsatte med at være ukendte – indtil hans store comeback i 1997 med albummet Time Out Of Mind. Dette album starter med en fuldstændig hæsblæsende sang ved navn Love Sick. Det er et langsomt, dystert nummer, og Dylan lægger rigtig meget følelse i. Især starten sørger kraftigt for at få lytterens interesse drejet godt mod albummet, og det er jo en svær kunst, hvis der ikke er nogle hårdere numre på pladen. Han fortsætter med et lystigere bluesnummer ved navn Dirt Road Blues. Kompositionen er lig meget andet bluesmusik, men Dylans udførsel har så meget personlighed, at man slet ikke bemærker det.

Bagefter kommer Standing in the Doorway, der med næsten 8 minutter er pladens næstlængste nummer. Det er et virkelig rørende nummer, og her finder vi også en af pladens bedste tekster. Der er konstant et eller andet, der virkelig får dig til at tænke, og situationens håbløshed er både troværdig og kraftig. Han vender tilbage til bluesstilen med Million Miles, og det fungerer rimelig godt. Desværre er orgelet derpå ganske monotomt meget af tiden, men den Robert Johnson-inspirerede guitar er til gengæld ikke til at stå for. Det efterfølgende nummer, Till I Fell In Love With You harr ligeledes kraftige blueselementer i sig, og den aparte instrumentation har uden tvivl sin charme, men i sidste ende kommer det nok til at blive lidt for meget af det samme. Det er dog ikke tilfældet med Not Dark Yet. Det er endnu et virkelig rørende nummer, som virkelig formår at vække mange følelser. Der er ikke et enkelt snært af blues her, men det er til gengæld et folknummer af så høj kvalitet, at man skulle tro, at det var lavet i Dylans glansperiode i 60’erne. Det er langsomt, men det er blot fordi det tager sig god tid med at blæse lytteren omkuld.

Time Out of Mind er et af de få albums, hvor jeg ville sige, at den bedste halvdel uden tvivl er den sidste. Der er nogle få sløsede elementer i starten, men mod slutningen får man så fantastiske numre som den helt utrolige Cold Irons Bound. Det har som så meget af albummet en stærk blueslyd, og det fortæller en helt fantastisk historie om kærlighed, paranoia, druk og stort set alt det guf, man kan få samlet på 7 minutter. Da kommer min absolutte favorit blandt Dylans numre, og nok i det hele taget et af de ti bedste numre, Dylan nogensinde har skrevet, hvis du skulle spørge mig. Det hedder Make You Feel My Love, og smukkere kærlighedssange skal man lede længe efter. Hvis han havde udgivet det i 60’erne, ville det nok være blandt hans mest kendte numre, så godt er det. Can’t Wait er et meget fedt, råt bluesnummer, der virkelig foruden en ret fed tekst og en fantastisk vokaloptræden også udmærker sig gennem en vældig interessant instrumentation. Afslutningsnummeret, Highlands, er 16½ minut langt, og det tog mig noget tid at lære at elske. Det er nemlig rigtig langt, og musikalsk udvikler det sig ikke rigtigt, men historien, han fortæller, er rigtig morsom, og den bliver fortalt som kun Dylan kan fortælle den. Time Out of Mind kan anbefales til alle fans af Dylans ældre materiale. Den når næsten de højder, og det er virkelig noget at prale af.

420 – The Beatles – With the Beatles (1963)

Udgivet den af
Svar

The Beatles er et af den slags bands, der virkelig ikke har brug for at blive introduceret. De debuterede i 1963 med albummet Please Please Me, og senere samme år udgav de opfølgeren, With the Beatles. Dette album starter rigtig stærkt ud med It Won’t Be Long der er en utrolig fængende, sjov, håbefuld sang, der klart viser Beatles gøre, det de er bedst til: at skrive fortræffelige melodier. De lyder meget inspireret af amerikansk rockmusik fra slutningen af 50’erne, navnlig Buddy Holly. Den efterfølgende All I’ve Got to Do er en ligeledes fantastisk sang. Den leger rigtig godt med tempoet, og dens charme er helt uimodståelig. Disse to første sange er sunget af John Lennon, men Beatles sørger jo altid for at gøre deres albums dejligt varierede med at skifte forsanger nu og da. Den Paul McCartney-sungne All My Loving er nok pladens bedste sang, og med sin dejlig simple melodi er den også noget af det mest fængende, Beatles har lavet. Den er dog så oprigtig og karismatisk, at den aldrig bliver så fængende, at det er irriterende. Den er næsten helt perfekt.

Den Harrison-skrevne og -sungne Don’t Bother Me er endnu et eksempel på gruppens utrolige evner som sangskrivere. Den er mere dyster end stort set alt det, gruppen ellers havde lavet dengang, men den fungerer virkelig godt, selv hvis man ikke tager i betragtning, at det er uvant territorium. Little Child, sunget af Lennon og McCartney i fællesskab, er en ret fræk lille sag om at byde op til dans. McCartney har selv beskrevet denne som albumfyld, men hvis det skulle være albumfyld, så er det noget af det bedste albumfyld derude. Til gengæld ville jeg kalde deres cover af Till There Was You albumfyld. Den er ret kedelig i deres udgave, selvom McCartney selvfølgelig er en fremragende sanger. Faktisk er Beatles generelt ikke så gode til covers, og de mange covers er absolut dette albums svageste side, og Please Mr. Postman og Roll Over Beethoven, sunget af henholdsvis Lennon og Harrison, er ikke undtagelser. Den McCarney-sungne Hold Me Tight er endnu et nummer, som visse af bandets medlemmer virkelig bare anså som fyld, og jeg forstår det lidt bedre her. Den er en smule banal, men selv når de ikke rigtig prøvede, lavede de rigtig gode melodier.

Da synger Lennon og Harrison et ret kedeligt cover af You’ve Really Got a Hold On Me. Denne bliver opfulgt af pladens uden tvivl bedste cover, nemlig en Ringo Starr-sunget udgave af the Rolling Stones-sangen I Wanna Be Your Man. Denne sang passer meget bedre til Beatles-stilen end de øvrige covers, og det kan nok have noget at gøre med at Lennon og McCartney skrev den i første omgang. Den er dejlig energisk og sjov, og den lyder af ren testosteron. Den bliver så opfulgt af pladens værste cover, der måske oven i købet er en af gruppens allerværste sange. Devil In Her Hart er virkelig kedelig, og det er bare en lang diskussion mellem kor og Harrison, der kan opsummeres med “jeg har ret” – “nej, jeg har ret”. Den næstsidste sang er Not a Second Time med Lennon, og blandt de originale melodier, er denne nok den, der gør mindst indtryk på mig. Den er ikke videre dårlig, men der sker utrolig lidt. Lennon afslutter slutter albummet af med et sidste cover, denne gang af Money (That’s What I Want). Det er ikke rigtig et dårligt cover, og det er rigtig energisk. With The Beatles er langt fra den bedste Beatles-plade. Hvis du ikke er stor Beatles-nørd, der har brug for at høre det hele, så kan du nok springe denne over. Men det er trods alt interessant at høre, hvad de startede med.

421 – Buddy Holly and the Crickets – The “Chirping” Crickets (1957)

Udgivet den af
Svar

Buddy Holly er et af de største ikoner i tidlig rock and roll-musik, og sammen med sit band, the Crickets, udgav han i 1957 sit første album. Det hed The “Chirping” Crickets og på dette finder man mange af Buddy Hollys mest berømte sange, heriblandt That’ll Be the Day, Not Fade Away og Oh Boy. Han starter ud med Oh Boy, og intet nummer ville virkelig kunne have startet et Buddy Holly-album bedre. Det er energisk, vildt og efter blot første gennemlytning sidder den godt fast i hovedet og efterlader et stort smil. Den ligeledes klassiske Not Fade Away følger lige efter, og det er igen et virkelig sjovt nummer. Man kan virkelig mærke, at Buddy Holly elsker at synge disse sange. De handler ganske vist alle sammen om kærlighed, men han lyder så oprigtig og lystig, at man bare begynder at elske ham tilbage. Hans charme er virkelig også det, der gør You’ve Got Love til sådan en god kærlighedssang, for selvom melodien ikke er ringe, ville sangen nok virke banal i hænderne på Frankie Valli eller Bruce Channel. Det samme kan nok siges om Maybe Baby, men den er dog noget kækkere i lyden, så den dur stadig.

Buddy Holly har jeg absolut ingen problemer med som forsanger, mens resten af the Crickets heller ikke forvolder mig nogen problemer med deres instrumentation. Det største problem i løbet af hele pladen er the Picks, der virkelig irriterer mig med deres personlighedsløse falsetter. På sølle tre numre medvirker de ikke, og selvom de ikke decideret ødelægger de ellers gode sange, er det dejligt, når de ikke er der. Det er ikke kun deres skyld, men jeg synes virkelig, It’s Too Late er et kedeligt, banalt nummer. Heldigvis er ingen af sangene på pladen længere end 2½ minut, så hvis du ikke kan lide et nummer, så er det heldigvis hurtigt overstået. Buddy Holly er uden tvivl bedst til det kække og lystige, og her kan jeg absolut sige, at Tell Me How Brillerer. Dog er den ikke nær så sjov og fængende som That’ll Be The Day, som jeg ville kalde hans allerbedste sang, og det er jeg ikke ene om. Hvis vi lige overser den i dag tragikomiske linje i omkvædet, der nævner dagen, han skal dø på, er dette en helt perfekt popsang. Det er en af de få sange uden the Picks på sig, og den er slet ikke til at stå for.

I’m Looking for Someone to Love er også rigtig sjov. Omkvædene er måske ret lange, hvilket er et problem, men man får nogle ret gode guitarsoloer mellem omkvæd og vers, så det opvejer lidt problemerne. Triste sange er ikke noget, Holly er specielt god til. Det viste han tidligere på It’s Too Late, og An Empty Cup (And a Broken Date) er faktisk værre. Den siger mig intet, og der er en alt for lang sektion, hvor kun the Picks synger. Send Me Some Loving er derimod et godt eksempel på, at han sagtens kan være sentimental. Det ødelægger ikke noget, at han er langsom, og ikke decideret spjætter af lykke. Dog er charmen på dette nummer ikke vildt langvarig, og det skulle nok ikke have været pladens længste nummer, selvom det jo så ikke siger så meget igen. Last Night kører meget i samme dur, og man kan godt blive lidt varm om hjertet, når man hører den. The “Chirping” Crickets afsluttes i det sjove hjørne med Rock Me My Baby. Sjældent har vrøvleord lydt så oprigtigt som derpå. The “Chirping” Crickets har sine fejl og mangler – det havde de fleste albums fra før Beatles-æraen, men dette albums største problem er faktisk længden. Man føler det er slut, næsten så snart det er begyndt. Det kan dog stadig anbefales til alle fans af klassisk rock and roll.

433 – Brian Eno – Another Green World (1975)

Udgivet den af
Svar

Brian Enos tredje soloalbum, Another Green World, var det første, hvorpå han berørte en genre, som han i dag hænger uløseligt sammen med: Ambient. Mange af sangene på pladen er meget stille, kører ofte på en meget langsom synthesizer uden nogen vokal overhovedet. Der er faktisk kun vokal på 5 af de 14 sange på pladen. Disse sange er dog generelt en smule længere end de instrumentale numre, der kan vare ned til halvandet minut. Og for at være ærlig, så synes jeg, at ambient-numrene ikke er nær så mindeværdige som resten. Forstå mig ret, de lyder fuldkommen fantastisk. Jeg har lyttet til dette album adskillige gange, og det eneste nummer, jeg nogensinde formåede at blive træt af, var St. Elmo’s Fire, og det er kun fordi, den i det hele taget er så god, at jeg har spillet den så ofte uden resten af albummet – dermed er jeg blevet en smule for vant til at høre den. Men min pointe er altså, at de stille, instrumentale sange er rigtig manifesterede i albummet, mens sange som Sky Saw, St. Elmo’s Fire og I’ll Come Running bliver til mere helstøbte, uafhængige oplevelser.

Alle sange med vokal på sig er dog spredt med gode mellemrum. Man kan virkelig nå at blive opslugt af ambient-universet, selvom sangene tit er ret korte. Samtidig er Enos vokal altid et frisk pust, når den endelig kommer. Det er meget dynamisk, og hvert sekund kan man mærke, hvor godt han han har planlagt hele albummet. Der er intet, der føles tilfældigt. Foruden de utrolige optrædener fra Eno selv, møder man også mange store musikanter i løbet af Another Green World: Phil Collins, der dengang var bedst kendt som trommeslager i Genesis, bratschisten John Cale fra The Velvet Underground, guitaristen Robert Fripp fra King Crimson er de absolut største navne, man foruden Eno kan opleve, men alle musikanterne gør det rigtig godt. Og til trods for den tilsyneladende langsomme lyd på visse numre, vil den opmærksomme lytter nok hurtigt opdage, at der altid sker noget nyt nede i de dybe lag. Alene min brug af vendingen “den opmærksomme lytter” kan dog nok afskrække nogle, og det bør de nok også være. Another Green World er lidt af en mundfuld. Man kan ikke nødvendigvis lide den, blot hvis man kan lide andre Eno-producerede albums.

Når Eno arbejder med Ambient, bliver oplevelsen meget mere visuel foran mig. Hver eneste gang, jeg lytter til numre som Becalmed eller Zawinul/Lava, danner en ny musikvideo sig oppe i mit hoved. De er rigtig smukke, men jeg vil helst ikke fortælle for meget om dem, for det kunne ødelægge andres chance for at danne egne billeder. Sangene er også tit meget afslappende, især mod sidste halvdel af pladen. Starten kan godt være lidt vild, men generelt er det et godt album at sætte på, hvis man bare har brug for at slappe af, hvilket man tit får, når man skriver anmeldelser næsten hver dag. Another Green World er et ufatteligt godt album. Man skal være til eksperimentel musik og være klar på, at sangene sjældent er noget specielt uden albummets kontekst. Det er et perfekt eksempel på, at nogle på egen hånd ganske vist ganske gode sange kan skabe noget helt specielt, når det bliver sat i en ordentlig rækkefølge og arbejder godt sammen. Jeg nød det i hvert fald selv rigtig meget.

436 – Brian Eno – Here Come the Warm Jets (1974)

Udgivet den af
Svar

Brian Eno er en af rockhistoriens største producere. For blot at nævne nogle eksempler, har han produceret albums for Talking Heads, David Bowie, Devo, Roxy Music, U2 og Coldplay, og han har skam også udgivet nogle albums på egen hånd, hvoraf det første var Here Come the Warm Jets fra 1974. Albummet starter ud med en larmende, grov sang, hvor vokalen er rigtig lavt i mixet i forhold til et vanligt rocknummer. Sangen har det abstrakte navn Needles in the Camel’s Eye, og den er ganske syret. Det er albummet generelt, og det beviser The Paw Paw Negro Blowtorch også ganske godt. I denne er Enos vokal mixet meget højere, og den er rigtig forvrænget – og hvem kan også forglemme synthesizersoloen, der lyder som om, den var spillet på et pivedyr. Det bliver dog endnu skørere på Baby’s On Fire. Alene åbningslinjerne er skøre: “Baby’s on fire, throw her in the water“ – det er fuldkommen genialt. Instrumentationen er som så ofte med Eno ganske abstrakt, og et af albummets højdepunkter er så sandelig også denne sangs guitarsolo, der er spillet af ingen ringere end Robert Fripp fra King Crimson.

Cindy Tells Me er i grunden en af de mere traditionelle sange på pladen, men Enos guddommelige evner på synthesizeren bliver stadig brugt til fulde, og efter at høre hans stemme være så skæv i et stykke tid, er det dejligt at være i nogle mere sædvanlige rammer. Og det lyder heldigvis stadig ubetinget som Eno. Han rører ved den mere psykedeliske ende af musikken på Driving Me Backwards, hvor en ganske sindsforvirret vokal danser rundt på nogle ganske få klaverakkorder, og senere i sangen kommer Robert Fripp tilbage for at leverer endnu en fantastisk guitarsolo, som oven i købet fortsætter, når Eno vender tilbage til at synge. On some Faraway Beach fortsætter i et decideret smukt samarbejde mellem klaver og synthesizer i næsten tre minutter, før Eno endelig beslutter sig for at synge. Det er et rigtig følelsesrigt og drømmende nummer, og det er et af de bedste på pladen. Blank Frank er et meget barokt nummer, selv i sammenligning med resten af albummet. Mod midten kommer der helt fantastiske synthesizerstykker. Og igen er Enos stemme bindegal, mens Fripps solo er helt utrolig.

Så kommer Dead Finks Don’t Talk, der skifter mellem mange forskellige teksturer og rytmer. Sangen udvikler sig rigtig meget, og Enos kreativitet viser sig hele tiden frem i nye afskygninger. Det er et af pladens højdepunkter for mig, fordi den rammer så meget forskelligt i musikken på en gang. Eno bliver en smule sentimental på den langsomme Some Of Them Are Old, der både skinner rigtig godt i den nostalgiske vokalportion, men noget af det bedste på albummet er den instrumentale portion af denne sang. En filtreret saxofon spiller flot sammen med en meget spøjs slideguitar. Eno vælger da at afslutte med et titelnummer. Som ethvert andet nummer på Here Come the Warm Jets er det rigtig smukt, og der bliver leget rigtig meget med instrumenterne. Det kører faktisk fuldstændig instrumentalt i starten, men som denne fantastiske sang bevæger sig fremad, kommer vokaler på sammen med rytmeinstrumenterne, og det runder flot det velstrukturerede, dynamiske, kreative, smukke, næsten perfekte album af, som er Brian Enos Here Come the Warm Jets.

438 – Big Star – #1 Record (1972)

Udgivet den af
Svar

The Box Tops havde i 1967 et rigtig stort hit med The Letter, og denne sang introducerede verden til den helt utrolige sanger og guitarist Alex Chilton. I 1970 gik bandet hvert til sit, og Chilton dannede Big Star med trommeslager Jody Stephens, sanger og guitarist Chris Bell og bassist Andy Hummel. I 1972 udgav de så en debut med det simple navn #1 Record. Albummet starter ud med den meget energiske Feel, der er fuld af masser af interessante elementer. Rock and roll-klaver, en flot saxofonsolo og godt med saft og kraft i guitarens power-akkorder. Og et kor sørger også virkelig for at løfte Chris Bells vokal op mod nye niveauer. En af gruppens stærkeste sange er The Ballad of El Goodo. Der er rigtig meget følelsesmæssig styrke i den sang, og det er en af Alex Chiltons bedste vokalpræstationer. Og koret sørger virkelig også for at give sangen fylde og størrelse. Den Bell-sungne In The Street er også et helt fantastisk nummer. Det er i den mere energiske afdeling, og Bells riff er dejlig fængende. Den var ikke engang et hit, men den lugter så langt væk af 70’erne, at Cheap Tricks cover af den blev gjort til temasangen for tv-showet That 70’s Show.

Den Chilton-sungne Thirteen er nok et af de bedste numre nogensinde. Jeg ville kalde det en af de 5 allerbedste kærlighedssange, jeg har hørt. Den er egentlig ikke andet end Alex Chiltons stemme, to guitarer og til tider et kor. Men denne simple lyd passer helt perfekt til sangen. Teksten er fuldstændig direkte, så der er i grunden ikke meget at forstå. men den er mange genhør værd på grund at det væld af følelser, Chilton lægger i vokalen. Don’t Lie to Me bliver sunget af Bell, og det er en af de simpleste melodier på pladen, men den er rigtig fængende, og den bluesrock-inspirerede lyd derpå er ganske unik blandt resten af sangene. Da kommer den eneste sang, trommeslager Andy Hummel synger for på, The India Song. Det er en ganske sød sang, og selvom Hummels den er dejligt drømmende, er den en kende fjollet og intetsigende, og Hummels falset kan godt ende med at blive ret så irriterende. Det er også den eneste sang, Hummel har skrevet, og det er måske den svageste sang, Big Star lavede på de tre oprindelige plader. Chilton overtager heldigvis nok engang mikrofonen på When My Baby’s Beside Me, som er endnu en stærk, fængende poprock-sang.

Chris Bell ryger da op i en helt enorm form for lykke på My Life Is Right, og Alex Chilton drømmer med dejligt mange strygere på Give Me Another Chance. For ikke at forglemme Chris Bells yderst oprigtige ballade, Try Again. Alle tre sange er rigtig gode, forstå mig ret, det er det meste af albummets sidste halvdel, men den første del af albummet griber meget bedre fast om lytteren. Feel, The Ballad of El Goodo, Thirteen og In the Street er virkelig fængende, stærke melodier, der griber godt fast om lytteren, og der er virkelig kun én sang på sidste halvdel, der på samme måde kan fange min interesse som lytter. Det er den Watch the Sunrise med Chilton på Vokal. Det er et helt perfekt nummer, hvor Chilton oser af lykke og oprigtige tanker om, at alt nok skal gå. Det ville det så ikke, ville senere albums vise, men Chilton var jo ikke profet, bare en dygtig musiker. Chilton og Alex synger til sidst sammen på et ganske kort nummer ved navn ST/100. Det føles ikke så meget som et helstøbt nummer men rettere som en outro til en af de bedste powerpop-plader, der nogensinde er blevet lavet. Det er ikke perfekt, men der er rigtig mange stærke sange.