441 – No Doubt – Tragic Kingdom (1995)

I 90’erne begyndte en gruppe bands at blande ska og punkmusik. Det startede egentlig i 80’erne, men det begyndte for alvor at blive stort i sidste halvdel af 90’erne med bands som Sublime, Rancid og The Offspring. Bandet, der dog nok startede denne trend, hed No Doubt, og de gjorde sig berømte gennem albummet Tragic Kingdom. I modsætning til så mange andre punkgrupper, har No Doubt en kvindelig forsanger, og Gwen Stefani er et virkelig karismatisk eksempel på sådan en. Hun udtrykker sine smerter rigtig godt, samtidig med at være fuld af groove og sjov, der gør, at musikken absolut ikke er kedelig. De fleste sange er som så ofte med punkmusik langt fra lykkelige, men de forbliver rigtig sjove at lytte til, da der er rigtig meget energi i så meget af musikken. Jeg ville nok sige at en af de knap så gode sange på pladen faktisk er megahittet Don’t Speak, da den slet ikke formår at være så sjov igen, mens den manglende energi også gør, at hendes pinsel på nummeret er sværere at tro på.

På mange albums kunne Don’t Speak være et højdepunkt, og at det slet ikke er på Tragic Kingdom, siger virkelig meget om, hvor godt resten af albummet er. Jeg ville endda sige, at hvis du smed Don’t Speak på ethvert andet album, No Doubt havde udgivet, ville det være det allerbedste nummer derpå. Tragic Kingdom er bare fyldt med stribevis af energiske, poppede ska-punk-sange af høj kaliber. Al denne energi kunne godt blive til lidt for meget til tider, men der er heldigvis to lidt langsommere numre i form af The Climb og førnævnte Don’t Speak. De er begge ganske gode popsange, førstnævnte stadig med et rigtig kraftigt ska-element, men hele albummet er en time langt. Disse to numre kan da ikke være nok til at holde et en time langt album dynamisk? Både ja og nej. Der er ikke brug for flere langsommere numre, for de holder albummet dynamisk ved hjælp af individuel dynamik i de vildere numre. Alle sangene på pladen har nogle rigtig klare højdepunkter, og alle sangene er virkelig underholdende at lytte til.

Musikken har rigtig mange dejlige horn i sig. Saxofon, trompet og trækbasun fylder rigtig meget, og de gør bare musikken så meget sjovere at lytte til. Al musikken på Tragic Kingdom kan med lethed fyres af til en fest, og man skal virkelig føle sig gammel, før No Doubt heller ikke rammer alle aldersgrupper godt. Der findes den slags musik, der har lidt for alle, men Tragic Kingdom leverer meget for næsten alle. De sørger virkelig ikke for at ofre noget for at gøre deres musik mere poppet, og melodierne formår på en gang at være varierende og fængende. Det er musik for alle mulige slags situationer, for Gwen Stefani får virkelig sit kongerige til at lyde ret så tragisk, selvom man sagtens kan have sjov, hvis det er det, man kommer efter. Og man kan samtidig finde rigtig mange lag i musikken. Halvdelen af pladen blev udgivet som singler, og når det kommer til stykket, er der ikke nogen numre, der egner sig værre til sådan et job end andre, for alle numrene er bare virkelig, virkelig gode. Tragic Kingdom er et helt utroligt album. Der er rigtig få albums, der formår at nå nær så store højder som dette. Man kan bare lytte til det igen og igen.

442 – The Cure – Boys Don’t Cry (1980)

The Cure udgav i 1979 Three Imaginary Boys, og året efter kom en underlig hybrid mellem et opsamlingsalbum, et helt nyt album og en genudgivelse af førnævnte album. Det blev udgivet for at introducere amerikanerne for the Cure, men vi fik også pladen på den anden side af atlanten. 5 sange blev erstattet af nye sange, så tilføjet er Boys Don’t CryPlastic PassionJumping Someone Else’s Train, Killing an Arab og World War, hvor sidstnævnte dog er fjernet fra mange nyere udgaver, inklusiv den, jeg har lyttet til. Samme udgave har også erstattet Object med So What, begge sange, der også var på Three Imaginary Boys. Det er da sørme noget bøvl… Men tro det eller ej, det hele passer rigtig godt sammen på min udgave af albummet. The Cures musik er rigtig fængende. De er rigtig lette at nynne med på, selvom de har virkelig meget til fælles med rigtig abstrakt musik. Boys Don’t Cry er i bund og grund et Post-Punk-album. Der er rigtig mange grimme lyde, og bassen er som så ofte i genren rigtig fremtrædende. Robert Smith græder ironisk nok gennem rigtig mange af sangene på albummet, lyden er ikke spor velpoleret.

Der er dog visse elementer, der virkelig afviger fra post-punk. Man kunne faktisk med god vilje kalde det for alternativ rock. Og rent historisk viser den rigtig godt overgangen til det, vi i dag kender som alternativ rock. Melodierne er skarpe, produktionen er aktivt grov, de bliver opført på en meget skæv vis. Det er noget, der falder udenfor samfundets vante rammer, mens der dog på ingen måde gøres oprør som med normal punkrock. Sangene handler om drab af arabere, ildebrand i Cairo, at blive forfulgt af en fremmed på vej hjem fra metroen. Musikken er dog ikke nær så vred, som den kunne have været. Den burde dog heller ikke være vred, for noget ganske særligt ved the Cure – især i forhold til samtiden – er hvordan de forholder sig så roligt til det, der sker, samtidig med, at man kan høre utrolig mange undertoner af vrede, angst, fortvivlelse, sorg og mange andre følelser. The Cures musik er generelt rigtig følelsesrigt, og Boys Don’t Cry er end ikke deres største triumf rent følelsesmæssigt, men den gør det stadig virkelig godt.

I forhold til den kluntede historie, hænger de nyere cd-udgaver af Boys Don’t Cry særdeles godt sammen. Selvfølgelig har det også noget at gøre med forventningerne, men det er ikke rigtig spor trættende at lytte til i længden. Der er ikke rigtig nogen fantastiske overgange fra sang til anden på albummet, men der er uden tvivl en rød tråd i albummet. Man kan faktisk næsten ikke høre, at alle disse sange ikke var lavet til samme plade, selvom man måske kan observere at rækkefølgen ikke er helt utrolig. Der er dog også mange rigtig gode plader, der begår sådan en fejl, selvom sangene var designet fra bunden til at optræde på et og samme album. Alle sangene er dog rigtig godt skrevet. Man har rigtig let ved at mærke al tumulten og fortvivlelsen, der opstår i forsanger Robert Smiths hoved. Boys Don’t Cry er et overraskende solidt album fra start til slut, især fordi de individuelle sange er rigtig gode på egen hånd. Det kan let anbefales til næsten hvem som helst, for det er langt lettere tilgængeligt end noget af det, the Cure kunne finde på senere i deres karierre, men der er stadig en næsten lige så stor følelsesmæssig tilknytning.

443 – Sam Cooke – Live at the Harlem Square Club, 1963 (1985)

Sam Cooke er en ren legende indenfor soulmusikken – mange ville nok endda sige, at han decideret opfandt genren, og i 1963, året før han døde, holdt han en rigtig fed koncert i Harlem Square Club i Miami. I 1985 blev denne koncert udgivet som album. Han sang 9 af sine største hits til den koncert, og han viser, at han måske har den største stemme, der nogensinde er blevet optaget. Han lyder fantastisk i studiet, han lyder bedre end nogen anden sanger, tiden havde at byde på, men han lyder om muligt endnu mere personlig og reel, når han har et helt publikum at synge til. Og det har han så sandelig i Harlem Square Club, de lyder ellevilde, og der er tydeligvis en hel del, der er fuldkommen forelskede i Sam Cookes musik. Det er dog ikke kun fordi han har lavet utrolig meget fantastisk musik – for det har han – men live vidste han sørme også, hvordan han fik publikummets opmærksomhed, og hvordan han fik dem til at være en aktiv del af koncerten. Nogen gange synger de med, andre gange skaber de stemning med deres atmosfære. Cooke var nærmest en slags dirigent, der kunne kontrollere publikummet, om de så vidste det eller ej; og det gjorde de nok sjældent.

Cooke udnytter også virkelig live-formatet godt. Han ændrer en del på sine sange, og han snakker også meget med publikummet. Ofte er det svært lige at sætte sin finger på, om han snakker med publikummet eller er i gang med at starte et nummer, men denne mellemting gør blot pladen mere interessant. Af og til kan man dog godt blive lidt skuffet, f.eks. på Bring It On Home to Me, hvor der er en rigtig lang, underlig intro, der oven i købet citerer hans store hit You Send Me, som han så underligt nok slet ikke synger på pladen – måske var det skåret væk, for at få det til at passe på en vinyl, men hvorfor skulle denne sære intro så være der? Nå, men i det mindste synger han rigtig godt, og hos Cooke kan man ganske tydeligt høre, hvor b’et i R&B kommer fra. Hans stemme drager rigtig tydelige inspirationer fra samtidens bluessangere som Muddy Waters, Bo Diddley og Buddy Guy. til tider kan man næsten ikke høre, at det er soulmusik, men han er dog generelt lidt for ren i stemmen, selvom han kan gøre den snavset, når han vil.

De øvrige musikere gør et ganske habilt job. De er alle dygtige musikere, og et par af dem kan anbefales at lytte til uden Cooke, heriblandt den ganske dygtige saxofonist King Curtis. Det er dog ganske tydeligt, at Cooke er det, folk har betalt for at se, så trods de øvrige musikanters talenter, får de ikke mange muligheder for at prale specielt meget med det. Cooke og de andre valgte i øvrigt nogle ganske gode numre at opføre. Sange som Feel ItChain Gang og Having A Party er sange, der virkelig fremviser Cookes stemme, mens stemningen virkelig bliver gjort rigtig god. Og hvem kan virkelig sidde stille til Twistin’ the Night Away? Især den optræden, der er på dette album er fuldstændig fantastisk underholdende. For ikke at nævne hvor utrolig hans stemme er på Cupid eller hans medley af It’s All Right og For Sentimental Reasons. Man skulle næsten tro, at de sange handlede om hans publikum, hvilket det nok gjorde i hans hoved, hvor lidt teksten så end giver mening. Sam Cookes koncert i Harlem Square Club i 1963 var noget for sig – og det er synd, at vi aldrig nogensinde vil kunne få flere koncerter fra denne utrolig talentfulde musiker.

444 – Boogie Down Productions – Criminal Minded (1987)

Boogie Down Productions bestod af D-Nice, Scott La Rock og KRS-One, og det helt store  navn i denne trio er uden tvivl KRS-One, der, hvis du spørger mig, den mest morsomme rapper nogensinde, og denne gruppes debut, Criminal Minded fra 1987, viser klart både hans og Scott La Rocks talenter. D-Nices bidrag er, så vidt jeg ved, ikke specielt store, han var vist mest en beatboxer, som de havde med til koncerter, men han får da lige en mindre optræden i starten af South Bronx i en dialog med Scott La Rock. Hr. La Rock er albummets DJ, og i højere grad end nogen anden af tidens grupper, sørger Boogie Down Productions på Criminal Minded for at vise en stærk kemi mellem DJ og rapper. Der er faktisk ikke et enkelt nummer, hvorpå KRS-One ikke nævner Scott La Rock – og det kan både være i et komplimenterende eller drillende lys. Sangen Super-Hoe, handler faktisk om Scott La Rocks i følge KRS-One rimelig overdrevne sexvaner. Der bliver gjort tykt grin med ham, og jeg kunne nok forestille mig, at det var et ret pinligt nummer for ham, men at han stadig arbejdede med på det, viser virkelig deres venskab.

Albummet er også fyldt med rigtig festlige samples. Hvis du kender sangene, burde de være ret lette at få øje på; Get Up Offa That Thing og Get Up, Get Into It, Get Involved af James Brown på South Bronx, Hey Jude af the Beatles på titelnummeret eller Back in Black af AC/DC på Dope Beat. Det er ikke just de mest ukendte sange, og jeg kan ikke sige, at de her bliver brugt på forfærdeligt anderledes end i originalerne. Især Dope Beat bruger Back In Blacks guitarriff latterligt simplistisk – det er lidt som hvordan Vanilla Ice og MC Hammer blev berømte stort set eksklusivt gennem dovne samples af klassikere. Jeg kan dog ikke benægte, at det så stadig lyder rigtig godt, selvom det ikke er videre kreativt. KRS-One er til gengæld en rigtig kreativ rapper. Han er aldrig specielt seriøs, heller ikke selvom han kaster til højre og venstre med udtalelser om, hvad han kan finde på at gøre med en pistol. Man skal kunne klare, at han ser rimelig let på forholdsvis seriøse ting, men hvis man kan det, så er hans rim utrolig sjove og varierede.

En af mine egne yndlingssange fra pladen er 9mm Goes Bang, som fortæller en historie om at KRS-One begår nogle rigtig koldblodige mord, og han gør det på rigtig barnlig maner. Det er måske en smule dårlig smag, men Boogie Down Productions forstod virkelig at skubbe nogle grænser, og Criminal Minded er absolut ikke et album, man skal introducere for folk med et dårligt forhold til hip hop. En hel del sange herpå kunne nok opfattes som nogle af de tidligste eksempler på gangsta-rap, så indflydelsesrig har pladen også været. Og til trods for et par dovne samples, så sidder produktionen virkelig også i skabet. Hvert eneste beat lyder rigtig godt, og de mange samples af især funksange gør musikken meget mere levende, og det gør igen, at det er lettere at fokusere på KRS-Ones fantastiske leg med ordene. Criminal Minded af Boogie Down Productions er en plade, der kan anbefales til enhver fan af hip hop. Hvis du ikke kan lide hip hops vanlige toner, så skal du dog blive væk, for albummet er ikke så fantastisk på grund af dets emner – det er fantastisk, fordi KRS-One og Scott La Rock leverer det med klasse.

445 – The Pogues – Rum Sodomy & the Lash (1985)

Da jeg første gang satte Rum Sodomy & the Lash af the Pogues i afspilleren, blev jeg meget overrasket over det, jeg fik ud af mine højtalere. Alt, jeg vidste om dem, før jeg hørte dem for første gang, var at coveret til denne plade var bygget over maleriet Medusas Flåde. Jeg kiggede faktisk ikke grundigere end, at jeg slet ikke bemærkede forskellene fra originalen, og sidst jeg havde set et album, der brugte et maleri fra 1800-tallet som cover, var det Viva La Vida or the Death and all his Friends, så jeg forventede nok noget i stil med det album. For at sige det lige ud, så har the Pogues intet til fælles med Coldplay, og min overraskelse var rigtig stor, da jeg begyndte at høre åbningsnummeret, The Sick Bed Of Cúchulainn. Jeg hører pludselig en banjo, en utrolig grim stemme med en ufatteligt tyk keltisk accent og før jeg rigtig har fået slugt disse fakta, kommer der virkelig gang i den med et helt keltisk folk-orkester, der spiller løs med bitre undertoner og ikke en eneste poleret lyd på hverken fløjte, banjo, violin eller noget som helst.

Folk er dog ikke den eneste genre, der er væsentlig på pladen – punk spiller ligeledes en særdeles stor rolle. For i forhold til almindelig keltisk folk-rock er the Pogues meget vredere og grimmere, og de virker også meget udstødte. Hvis man virkelig vil se, hvor langt de er fra almindelig keltisk folk-musik, kan man jo sammenligne nogle udgaver af mere rendyrkede folk-navne. Man kan tage selv nogle af de mindre punkede sange på denne plade, f.eks. deres cover af Ewan MacColls Dirty Old Town,og sammenligne det med den også ganske kendte udgave af the Dubliners. Lyden er så uendelig meget mere bitter og grim. Til trods for den bitre tone, er der dog rigtig meget sjov musik på dette album – The Sick Bed Of CúchulainnBilly’s BonesJesse JamesThe Gentleman Soldier og Sally MacLennane er rigtig sjove numre med god fut i lyden – især de to sidste har rigtig godt gang i trommerne, og det er bare pragtfuldt – der er godt med banjo, sækkepibe, fløjte og harmonika. Albummet er produceret af Elvis Costello, og han satte virkelig en sjov vinkel på punk på sine albums, så deres samarbejde med ham giver god mening.

De langsommere numre er dog heller ikke ringe. Forsanger Shane MacGowan bruger Bob Dylans teknik, altså at bruge sin fuldkommen falske stemme til at danne en mere oprigtig lyd, da den så virker mindre som noget samlebåndsarbejde. Dirty Old TownThe Old Main DragNavigator, afslutningsnummeret And the Band Played Waltzing Matilda og i særdeleshed I’m a Man You Don’t Meet Everyday er gode eksempler på dette. I’m a Man You Don’t Meet Everyday er i øvrigt ironisk nok sunget af bandets kvindelige bassist, Cait O’Riordan, og det er ikke et tilfælde. Denne sang handler nemlig om en velhavende jordejer. Hovedpersonen er ikke på nogen måde usympatisk, han deler faktisk godt ud af sine penge, men bandet sørger for at understrege, at han ikke økonomisk repræsenterer dem, og det sker netop ved at lade en kvinde synge den. Rum Sodomy & the Lash er et rigtig godt album. Det er sjovt og festligt, alt imens der er kraftige bitre undertoner, og selvom de langsommere numre generelt ikke er nær så stærke, er de absolut heller ikke dårlige, og et par af dem når op på samme niveau som nogle af de bedste hurtigere sange. Det er et forfriskende spin på såvel punk som folk, og hvis du kan lide store nutidige folk-punk-bands som Flogging Molly og Dropkick Murphys, så kig til the Pogues, for det var her, det hele startede.

446 – Suicide – Suicide (1977)

Suicides eponyme debutalbum er virkelig noget særligt. Hvert eneste nummer er noget helt specielt, og deres lyd er i sin helhed virkelig noget for sig. De er meget minimalistiske, men de får syv meget forskellige numre ud af deres minimalistiske synthpunk. De åbner med et rigtig fængende synth-riff på Ghost Rider, der er en forholdsvis kort sang, men det er nok også godt det samme, for den udvikler sig ikke frygtelig meget. Det gør meget få af deres sange faktisk i grunden, og det er lidt af deres charme. De føles meget sindsforvirrede og psykotiske. Det er i måske endnu højere grad tilfældet på det næste nummer, Rocket U.S.A., der faktisk er endnu mere ensartet i sit beat. Forsanger Alan Vega lyder her rigtig ængstelig og nervøs, og han hvisker nærmest sin vokal, undtagen når han kommer med støn ud af det blå, ofte under nogle synthesizersoloer. Det bliver en kende mere melodisk på Cheree, der måske er den mest komplicerede sang på pladen, idet den bruger hele tre forskellige akkorder i synth-riffet. Det lyder meget inspireret af Kraftwerks Autobahn, og det er aldrig en dårlig ting.

Så hører vi en ganske kort historie om Johnny, der virkelig ser ud til at vække specielle følelser hos Alan Vega, som han søger kærlighed. Sangen er kun to minutter lang, men det stressende beat ender virkelig med at have stor effekt mod enden. Som sådan ændrer musikken sig slet ikke, men gentagelserne ender bare med at have mere og mere effekt. Hvis der er nogen, der vækker endnu større følelser hos Vega end Johnny, så er det nok hovedpersonen i Girl, der sender vor forsanger i en total ekstase. Han er ellevild, og det kommer især til udtryk gennem beatet, og til sidst ender han med at få orgasme. Albummets store højdepunkt er dog nok Frankie Teardrop, og det vil de fleste, der har lyttet til albummet, nok sige. Det er en ti minutter lang historie, og jeg vil ikke røbe handlingen, men jeg kan sige. at beatet om muligt er simplere end noget andet på albummet. Og nummeret er seriøst uhyggeligt – nok det mest uhyggelige stykke musik, jeg nogensinde har hørt. Desværre er det et nummer, der virkelig mister noget af sin effekt, når man lytter til det flere gange, og det er desværre  noget man kan sige om det meste af albummet. Meget af musikkens kvalitet ligger i hvor sært det er, men på grund af de mange gentagelser, ved man tit, hvornår overraskelserne kommer, og det bliver til et større problem, når man lytter flere og flere gange til det.

Det sidste nummer på pladen hedder Ché, og det er nok pladens mest dystre sang. Det er et meget grusomt nummer, og hvis der er nogen sang, der bare udstråler total ulykke – endda mere end Frankie Teardrop – så er det dette. Det er også et ganske langsomt nummer, men oven på sådan en intens sang som Frankie Teardrop, så har man virkelig brug for det. Det er en stille afslutning på pladen, men det er virkelig en, der fungerer. Suicide er en meget besværlig plade. Den kan virkelig kun anbefales, hvis du er en rigtig stor musiknørd, men det er jeg. Prøv dog at tage store mellemrum mellem gennemlytninger. Man bliver nødsaget til at tage lidt pauser fra dette album, for ellers bliver det alt for hurtigt ordinært. Men første gang man lytter til det, så er det noget helt unikt – og mindet af at lytte til Suicide for første gang vil nok blive hos dig for evigt.

447 – Devo – Q: Are We Not Men? A: We Are Devo! (1978)

Devo blev dannet i 1972, og i 1978 udgav de deres debutalbum, Q: Are We Not Men? A: We Are Devo!, og selvom den udkom så mange år efter, gruppen blev dannet, havde de tydeligvis arbejdet hårdt på at blive så gode. For at gøre hele pladen endnu bedre, var produceren ingen ringere end Brian Eno! Albummet skabte mange af de lyde, man kan genkende fra 80’ernes new wave-musik, mens den også har masser af punk-inspireret attitude og post-punk-inspireret galskab. De forskellige numre har mere eller mindre fokus på de forskellige elementer, hvilket gør, at man aldrig bliver træt af at lytte til albummet. Det åbner med at fastslå klart, hvor bindegale Devo kan lyde med Uncontrollable Urge. I starten virker det bare som nogle tosserier, men med tiden opdager man let, hvor fængende riffet er, og at disse “tosserier” bare er eksempler på, hvor unikke de bare er. De bliver måske endnu mere underlige på deres cover af (I Can’t Get No) Satisfaction af the Rolling Stones, og lidt af denne sangs sære natur ligger nok lidt i, hvor kendt originalen er, og hvor forskellig denne udgave er, men den er som sådan også skrupskør på egen hånd.

Starten af pladen har rigtig tydelige punk-inspirerede riffs, og bassen er et af de mest dominerende instrumenter hele vejen igennem. Derudover er der også rigtig mange temposkift, hvilket især er markant på det tredje nummer, Praying Hands. Teksterne er ofte lige så sindssyge som vokalerne, og det gælder især på dette nummer. Forsanger Mark Mothersbaugh bliver ved med at fable løs om din højre hånd og din venstre hånd. Brian Enos vanlige synthesizere er ikke specielt markante her i starten af pladen, men det bliver de skam – især på Space Junk, men i særdeleshed også på Mongoloid. Sidstnævnte er faktisk en forholdsvis rendyrket punk-sang, der dog afviger fra genrens typiske træk ved hjælp af en synthesizer. Men det er ikke det, der driver sangen. Det er så sandelig den fængende melodi og den vanvittige historie om en mand, der skjuler sit downs-syndrom ved at have et job, gå med hat og købe bacon til familien. Og denne kugleskøre sang bliver faktisk overgået bagefter af Jocko Homo. Den sang er nærmest udformet som en protesttale, dog i vanlig Devo-stil.

Hvis Space Junk er pladens reneste new wave og Mongoloid er pladens reneste punk, er Too Much Paranoias nok den reneste post-punk. Den lyder mere sindsforvirret end nogen anden sang, især hvad gælder melodien. Det lyder næsten som noget, Public Image Ltd. kunne have lavet. Gut Feeling/(Slap Your Mammy) er et nummer, der virkelig udvikler sig. Det starter som et ganske roligt, melodisk new wave-agtigt nummer, men så åbner Mothersbaugh munden, og det udvikler sig til at være en af de mest bindegale sange på albummet. Der vendes da tilbage til nogle numre, der er lettere tilgængelige – i hvert fald i sammenligning, for Come Back Jonee og Sloppy (I Saw My Baby Gettin’) er stadig ret så sære, men de er som sådan sære på måder, vi lidt har set før i starten af pladen. Ikke at sangene i sig selv minder for meget om resten af deres musik, nej melodierne er i sig selv lige så sjove og fængende som ellers. I løbet af hele pladen bliver der råbt og skreget, så det er ret sært, som man når til afslutningsnummeret, Shrivel-Up, der næsten hviske-rapper sig igennem beatet. Q: Are We Not Men? A: We Are Devo! er en dejlig spøjs plade, og Devo er et rigtig unikt band. Der er rigtig få, der kan matche deres vanvittige humor, og det er nok også bedst. Pladen kan anbefales til alle!

448 – Cheap Trick – In Color (1977)

Det amerikanske band Cheap Tricks andet album, In Color, udkom i 1977, og det er fyldt med powerpop af højeste kvalitet. Pladens åbningsnummer, Hello There, er kun halvandet minut langt, men det åbner albummet rigtig godt, og siden er det blevet brugt som åbningsnummer til mangen Cheap Trick-koncert. Der er virkelig gang i det, og så er det utrolig fængende. Det viser på imponerende vis, hvordan man ikke behøver at gentage noget specielt mange gange, før det er fængende – omkvædet bliver sunget sølle to gange, og alligevel er sangen umulig at få ud af hovedet, og i koncertform har den også fået et tilsvarende afslutningsnummer ved navn Goodbye Now, der kører over samme melodi. Og efter denne sang kommer stribevis af ligeså fængende sange, der dog er en del længere. De er alle mellem 2½ og 4½ minut, så de er ikke specielt svære at sluge, og de er generelt ikke specielt vovede, hverken musikalsk eller lyrisk. Det er meget, meget simple lyriske emner, man finder på In Color, og mens dette selvfølgelig gør, at teksterne er knap så dybe, er samtlige sange rigtig lette at gribe fat om.

Den simpleste af dem alle er den mest berømte, I Want You to Want Me, og den viser rigtig godt, hvor sublimt denne simplicitet kan virke. Versene er stort set bare titlen, gentaget igen og igen, hvor ordet “Want” bliver erstattet med “Need”, “Love” og “Beg”. Og resten af sangen er virkelig heller ikke svært at forstå. Det er en af verdens simpleste kærlighedssange, men den fungerer rigtig godt. Og igen, så er melodien virkelig noget at bide mærke i. Den er bare umulig at få ud af hovedet. Alle melodier er skrevet af Rick Nielsen, som er ham fyren med kasketten, som du ikke kan se på coveret. Du kan se ham på bagsiden. Det er en meget morsom intern joke hos bandet, og det er sådanne små finurligheder, der gør dem specielle. En anden finurlighed er Rick Nielsens berygtede femhalsede guitar, hvorpå han sjældent spiller på mere end to af halsene og næsten aldrig rører han den nederste hals. Men han er så sandelig også god til at skrive rigtig fængende musik. Ikke et nummer sidder ikke godt fast efter et par gennemlytninger, og mange gange har jeg fanget mig selv i at synge med, uden at jeg bemærkede det før halvandet minut inde.

Sangene er fra start til slut generelt rigtig kække og lystige. Nogle er meget bløde, f.eks.  I Southern Girls og den førnævnte I Want You to Want Me, men rigtig ofte går det faktisk over i at være hård rock. De hårdere numre er opført meget i stil med åbningsnummeret, Hello There, altså med masser af attitude og kraftige guitarer. Der er virkelig gang i den på numre som Big EyesClock Strikes Ten og Come On, Come On. Disse numre er godt blandet sammen med de blødere numre, så det føles godt flydende, og heldigvis er der også numre som Downed, Oh Caroline og So Good to See You, der ikke så let lader sig kategorisere så let som enten det ene eller det andet. Dog er Nielsens letsindige, simple, måske endda en kende fjollede melodier og tekster konsekvente nok, til at man kan mærke en rød tråd i musikken. In Color har hele vejen igennem rigtig fængende melodier og masser af personlighed, og albumstrukturen er der ikke noget i vejen med heller. Det er ikke specielt intellektuelt udforerende, men det er powerpop sjældent – det er bare en simpel, sjov oplevelse.

449 – War – The World Is a Ghetto (1972)

Da the Animals gik hvert til sit i 1969, valgte forsanger Eric Burdon at begynde at lave funkmusik, og da dannede han War, et rigtig stort band på dengang hele 8 medlemmer. I 1971, efter to plader, forlod Burdon dem, og de resterende 7 medlemmer begyndte da at udgive plader uden ham. Deres tredje album uden Burdon, The World Is a Ghetto, fremviser tydeligt de 7 medlemmers rigtig store musikalske evner, og foruden funk iblander de også en hel del rock, blues, jazz, soul og psykedelisk musik på de 6 numre, albummet har på sig. Med kun 6 numre kan man jo hurtigt ane, at et par stykker må være rigtig lange, for ellers havde vi jo kun en EP. Og det er også ganske rigtigt, så hvis man ikke er til rigtig lange eksperimenterende numre, så skal man holde sig væk. Det er til gengæld ganske let for enhver at nyde åbningsnummeret, The Cisco Kid, som lyrisk er baseret på novellefiguren af samme navn. Men det er ikke det vigtige. Det vigtige er, at det er rigtig funky og sjovt, og der er virkelig mange forskellige instrumenter, der bliver brugt, så sangen bliver meget levende.

De bliver lidt i de kortere, funky sange endnu med den frække Where Was You At, der om noget bygger op mod vildskab, især med en flot saxofonsolo mod slutningen, der ganske diskret peger mod, det næste nummer på pladen, City Country, City. Det er et instrumentalt nummer, og selvom man stadig kan mærke bandets funk-rødder, er det her nærmest mere et jazz-nummer end noget andet. Og det er oven i købet et rigtig godt jazz-nummer, der til trods for at være over 13 minutter langt, forbliver interessant fra start til slut. I starten er det ganske roligt med en saxofon, der minder lidt om den fra foregående nummer, men med tiden kommer der gang i butikken med et hektisk orgel. Striben af lange numre fortsætter med Four Cornered Room, der er meget langsomt og psykedelisk. Den gentager meget det samme i de første 2 minutter, men det skaber en eller anden form for trance. Den er en ret speciel sang, der udvikler sig meget roligt, men den bliver efterhånden rigtig vild og destruktiv. Og til trods for den meget stille udvikling, de mange gentagelser og den langsomme melodi, sker det hele hurtigt nok, til at man ikke bliver træt af det.

Et andet nummer, der virkelig bliver bombastisk med tiden til trods for en ret spinkel begyndelse, er titelnummeret, der ligeledes er rigtig langt og ganske psykedelisk. Det udvikler sig dog langt hurtigere, hvilket også er på sin plads, for langsom udvikling kan måske fungere på et enkelt nummer, men man skal ikke gøre det for meget. Alle 7 musikanter er virkelig i topform i løbet af dette nummers 10 minutter, og sangerne ender med at lyde fuldstændig bimmelim – på den gode måde. Efter disse tre rigtig lange numre slutter albummet af med et af mere almindelig længde. Beetles In the Bog følger den destruktive trend, albummet efterhånden har fået skabt, og til trods for sin længde, får den faktisk rundet albummet af, og fra første sekund er albummets klimaks begyndt. The World Is a Ghetto er et rigtig farverigt album. Det er fyldt med overraskelser i alle mulige retninger, og de blander utrolig meget forskellig musik sammen i et stort, sammenhængende spektakel. Der er meget få funkplader, der kan overgå denne, hvis du spørger mig.

450 – Steve Miller Band – Fly Like an Eagle (1976)

Steve Miller Bands album Fly Like an Eagle er en dejlig blanding af alle mulige forskellige slags musik. Der er psykedelisk rock, country, blues og masser af andet guf samlet på 38 dejlige minutter. Den åbner i den psykedeliske afdeling, først med en kort intro ved navn Space Intro, der virkelig sætter stemningen fast. Den første “rigtige” sang kommer da i form af titelnummeret, der er meget drømmende og forførende, og de psykedeliske lyde er også rigtig kraftige her, bl.a. på grund af et rigtig stemningsrigt orgel og en meget afslappende melodi. Det bliver dog for alvor psykedelisk på Wild Mountain Honey. Steve Miller lyder endnu mere euforiset og afslappet end på første nummer, og den lyder kraftigt inspireret af George Harrison, hvorfor der da også er en sitar involveret. Der afviges da fra det psykedeliske på den dramatiske Serenade. Melodien er til trods for sin simplicitet meget truende, og det ville være et perfekt nummer, hvis omkvædet bare bestod af lidt mere end et langt “åh”, hvilket gør det langt mindre interessant at lytte til. Eller i det mindste kunne “åh”et have været kortere.

Miller lyder en smule inspireret af country-musik på Dance, Dance, Dance. Det er ikke albummets stærkeste melodi, og den er som sådan lidt for intetsigende og corny sammenlignet med resten af albummet. Heldigvis varierer det dog lyden, og det gør det næste nummer, Mercury Blues, også. Det er et cover af en gammel blues-sang af K.C. Douglas, og den virker igen ret latterlig i sammenligning med starten af albummet, men de får virkelig gjort det til en fed udgave af sangen. Den har rigtig meget attitude, og sangen er også fuld af sine egne små pudsigheder, så den klarer meget bedre at få sat sig på plads på albummet. Efter den kommer to sande klassikere: Take the Money and Run og Rock’n’me er sjove og vilde, og der er virkelig gang i den. De er også ret så fængende. De er i albummets mere poppede afdeling, og man kan faktisk også ane visse inspirationer fra country her. Der gås da over i et cover af soullegenden Sam Cookes You Send Me. Coveret lyder en kende doo wop-inspireret, og det lyder en smule kluntet i starten at høre Steve Miller synge på den måde. Men man vænner sig hurtigt til det, og jeg kan ret godt lide sangen, som den når vejs ende.

De går over i det lidt mere psykedeliske på albummets sidste tre numre. Først med et kort interludium ved navn Blue Odyssey. Den bliver fulgt op på med Sweet Maree, der ligeledes virker rigtig psykedelisk, især på grund af det meget barokke riff og hvordan sangen virkelig transformerer sig i løbet af den sidste halvdel. Den er dog ikke rigtig et rocknummer. Det er faktisk rettere et bluesnummer, og psykedelisk blues er ikke helt så almindeligt, så det er interessant at lytte til. Albummet rundes af med The Window, der er opført meget i samme stil som titelnummeret, og stemningen bliver ramt lige så godt. Det eneste, som titelnummeret virkelig gør bedre, er at have en mere fængende melodi. Hele vejen igennem har Fly Like an Eagle rigtig gode sange, der spreder sig over et bredt spektrum. Desværre er albumstrukturen ikke noget at prale af. Starten og slutningen er rigtig godt arrangeret, men alt derimellem er bare noget rod. Det er lidt som en bombet slikbutik. Det hele smager meget godt, men det er ikke til at finde hoved og hale i det. Heldigvis er hver eneste sang rigtig, rigtig god, men de er nærmest bedst hver for sig.