Forfatterarkiv: Kjartan

381 – The Modern Lovers – The Modern Lovers (1976)

Udgivet den af
Svar

Jonathan Richman var en helt enorm fan af the Velvet Underground. Han var faktisk så stor fan, at han flyttede fra Boston til New York for at lære dem bedre at kende. Han endte med at blive ret god ven med gruppen, og da han efter 9 måneder flyttede tilbage til Boston, dannede han bandet the Modern Lovers, og John Cale fra the Velvet Underground skulle producere deres debutplade. Dennes optagelser blev færdiggjort i 1972, men først i 1976 blev pladen efter meget besvær udgivet. Den kom simpelt nok også til at hedde The Modern Lovers, og den findes i mange forskellige udgaver, med mange forskellige tracklister, og ingen af dem afspejler nok Richmans vision fuldstændig, så jeg har valgt at lade mig nøje med originaludgaven fra 1976. Åbningsnummeret er gruppens mest kendte, Roadrunner. Den bygger kraftigt over den 17 minutter lange Velvet Underground-sang Sister Ray, men Roadrunner er dog kun 4 minutter lang. Den er meget sjov og fængende, og mens Richman lystigt synger om at køre rundt i Massachusetts om aftenen med bilradioen skruet godt op, får man meget lyst til at gøre det samme.

Astral Plane er en meget sjov kærlighedssang, og Jerry Harrisons orgel herpå øger stemningen meget kraftigt, så man meget let kan mærke Richmans længsel og ensomhed, der ender med at virke vanvittig i en overdreven grad mod slutningen. Old World fænger mig ikke rigtig. Melodien er ikke rigtig noget specielt, og selvom jeg rigtig godt kan lide emnet om social akavethed, så bliver det fortalt ret kluntet. Dog fortjener orgelet som sædvanlig rigtig mange point. Til gengæld elsker jeg virkelig nummeret Pablo Picasso, der handler om hvor stor en casanova, Picasso var. Det lyder måske ikke så vanvittigt interessant igen, men en hel del af sangens charme handler også om, hvor sært det er fortalt, og instrumentationen er virkelig også noget for sig. Det er grimt og beskidt, og det lyder som noget, der ville være skrevet mindst 5 år senere. She Cracked lyder meget som en rendyrket punksang, og det er endda en rigtig god en af slagsen. Der er masser af energi og charme, og lidt over to minutter inde kommer det mest vidunderligt brutale mellemstykke.

Hospital er et af pladens bedste numre. Det meste af tiden er det ret stille, men på bestemte punkter bliver det virkelig intenst, og tempoet skifter fuldstændig. Det lyder som om, Richman prøver at lukke af for sine følelser, og af og til kan han bare ikke klare det mere. Det lyder rigtig godt, og nummeret sørger også for variation på andre måder. Someone I Care About er en rigtig fed, oprigtigt længelsfuld sang om ensomhed og kærlighed. Den er vældig charmerende, og melodien er også virkelig god. Girlfriend er knap så imponerende. Udover hvordan Richman ikke kan stave til titlen, så føles melodien ganske banal, og sangen føles bare ret fjollet. Afslutningsnummeret hedder Modern World, og det er et vildt rock and roll-nummer af den bedste slags. Det er vældig dynamisk, og omkvædet er let at synge med på, og det får man også lyst til. The Modern Lovers har selvfølgelige problemer i dynamikken uanset hvilken udgave man lytter til, navnlig fordi den “sande” udgave er svær at definere. Albummet føles uanset hvad ikke færdiggjort, og alle sange er faktisk også teknisk set demoer. Men selv hvis man ikke forholder sig til disse fakta, så er det faktisk et knaldgodt album, og hvis du kan lide the Velvet Underground, så er dette nok også noget for dig.

382 – Talking Heads – More Songs About Buildings and Food (1978)

Udgivet den af
Svar

I 1978 udgav Talking Heads deres andet album, der i øvrigt har det, jeg ville kalde den bedste albumtitel nogensinde: More Songs About Buildings and Food. På denne arbejdede de for første gang sammen med den geniale producer Brian Eno, som fik gjort albummet mere helstøbt og mættet end ellers. De lavede et af den slags albums, hvor sangene hver især sjældent er noget, man ville kalde for gruppens bedste, men hvor albummet som helhed hænger virkelig godt sammen. For eksempel er åbningsnummeret, Thank You For Sending Me An Angel, ikke så fængende eller mindeværdigt igen, når man hører det på egen hånd. Ja, jeg ville måske endda kalde det en smule ufuldendt. Men det bygger rigtig flot op mod noget større. Det bliver rigtig intenst, og til trods for sin korte længde ender det med at være meget mindeværdigt. Lyden på albummet er mere punket end Talking Heads hidtil havde været. Gruppen havde altid haft deres rødder i punk, men her er mere vrede og følelsesmæssig tumult end nogensinde før.

Hvis man kigger på gruppens debut, Talking Heads: 77, er det mest tiltalende ved pladen uden tvivl de fantastiske vokalmelodier og følelserne, forsanger David Byrne udtrykker. Disse er absolut ikke ringe på More Songs About Buildings and Food, men et væsentligere element på den plade er nok instrumentationen. Især bassist Tina Weymouth og trommeslager Chris Frantz er væsentlige figurer i løbet af hele pladen. David Byrne selv gør også en hel del sjove ting på guitaren. Det er ikke de mest teknisk imponerende ting i verden, men de passer virkelig godt til de skøre følelser, man kan mærke på mange af numrene. Albummet er i øvrigt virkelig godt, når vi snakker dynamik. Dynamik er måske i højere grad end instrumentation den helt store fokus. Man kan gang på gang på gang lytte til dette album, og man bliver ikke spor træt af det. Numrene følger hinanden virkelig naturligt, og de varierer alle flot mellem langsomt og hurtigt, højlydt og stille.

Albummet er meget godt, men det er ikke helt perfekt. Jeg kunne især godt tænke mig lidt mere fokus på melodierne. Der er så utrolig få af dem, som bliver hos dig, når du er færdig med albummet. Ja, først efter adskillige gennemlytninger, kunne jeg selv huske melodien til andet end Take Me To the River, og det er endda et cover. Det er desuden et rigtig godt cover. Sangen er oprindeligt af Al Green, og mens hans vidunderlige soulsang virkelig er værd at skrive hjem om, har det lidt mere af en psykotisk charme, når man får den gennem Talking Heads. I løbet af sangen prøver Byrne at efterligne Greens ømme vokal på bestemte punkter, og det virker virkelig godt som kontrast til de store råb, han kommer med på andre steder i sangen, og det står nok i endnu skarpere kontrast til vildskaben og vreden, der lægges i musikken mod slutningen. More Songs About Buildings and Food handler ikke specielt meget om bygninger eller mad, men det er rigtig godt alligevel. Det er en virkelig sjov, dynamisk plade, som er mange gennemlytninger værd.

383 – The Who – A Quick One (1966)

Udgivet den af
Svar

The Whos første plade, My Generation, var blot en virkelig solid pop-rock-plade, men med deres andet album, A Quick One fra 1966 blev de meget mere ambitiøse. Dette album byggede langt mere på psykedelisk rock, og mange af dets elementer minder meget om det, der senere ville blive til progressiv rock. Åbningsnummeret hedder Run Run Run, og det er en af pladens mere poppede sange. Det er let at synge med på omkvædet, og riffet minder ret meget om My Generation. Dog er lyden virkelig upoleret, og vokalharmonien i omkvædet er ret syret. Boris the Spider er en noget særere sang. Den beskriver en edderkop, der går rundt i et hus på virkelig dramatisk vis. De får denne ufarlige spindler til at virke som noget af det mest uhyggelige, og i omkvædet synger bassist John Entwistle på en måde, der kan anses som prototypen for et metal-growl. I Need You er en meget fængende, dramatisk sang, der har mange kreative øjeblikke på sig. Især elsker jeg det spøjse klaver på andet vers og spoken word-portionen, der kommer før sidste vers.

Whiskey Man handler om en mands drukproblemer, men den bliver fortalt på en meget interessant måde: vores hovedperson fortæller om denne imaginære mand, der kommer frem, hvis han drikker. Hele situationen lyder vanvittig, og melodien i sig selv lyder ret fordrukken. Så kommer pladens nok underligste indslag, et cover af Martha and the Vandellas-sangen (Love is Like a) Heat Wave. Det har ikke en spor underlig lyd eller noget, men jeg undrer mig virkelig over, hvorfor den er der. Den tilføjer ikke noget til albummet, og den væsentligste ændring i forhold til originalen, er at den lyder betydeligt mere beskidt i instrumentationen. Noget der i sig selv er betydeligt mere sært er den instrumentale sang Cobwebs and Strange, der dog passer smukt ind i albummets psykedeliske landskab. Nummeret er mere marchmusik end rock, og der sker rigtig mange vilde ting. Især trommeslager Keith Moon giver den virkelig gas. Don’t Look Away er et mere poppet nummer, men det har nok psykedelisk skævhed på sig, til at man sagtens kan fascineres af det.

See My Way har en virkelig uren lyd, og hele lydbilledet er meget forvrænget derpå. Der er også nogle horn på den, og de tilføjer meget til den psykedeliske lyd. So Sad About Us lyder som sådan ikke specielt forskelligt fra noget, der kunne have været på My Generation-albummet. Det er en virkelig fængende melodi, og sangen er faktisk også ret rørende. Mod slutningen kan man dog godt høre, at den hører mere hjemme på dette album, for instrumentationen ender med at blive ret skæv. Så kommer afslutningsnummeret, og sikke et nummer, det er. Det hedder A Quick One While He’s Away, det er ni minutter langt, og det er en hel lille rockopera, meget i stil med albummet Tommy, som de ville udgive nogle år derefter. A Quick One While He’s Away er i sin struktur meget opdelt. Det føles ikke rigtig som en helstøbt sang, men rettere som 6 små sange, men disse 6 små sange fortæller sammen virkelig flot en historie om kærlighed, savn og utroskab. A Quick One er et fabelagtigt album. Man får rigtig meget for pengene, og langt det meste er af virkelig høj kvalitet.

384 – Def Leppard – Pyromania (1983)

Udgivet den af
Svar

Det britiske rockband Def Leppard havde været kendt i deres hjemland i en årrække før deres store internationale gennembrud, Pyromania fra 1983. Dette album kan meget let ses som starten på hair metal-bølgen. Der var absolut elementer fra genren i tidligere musik, her især Van Halen, Aerosmith, Whitesnake og Kiss – alle disse havde dog i deres tidligere albums haft en smule inspiration fra blues. Du skal virkelig anstrenge dig for at høre blues-rødderne, heavy metal jo nu engang har, herpå. Til gengæld får du hårde, poppede rocknumre for fuld skrue her, og de følgende år prøvede adskillige bands på at gentage præstationerne, der lå på Pyromania. Selv Def Leppard har gjort det adskillige gange, ofte med held, men Pyromania forbliver deres største værk. Hvorfor? Først og fremmest forstår det dynamik. Jeg snakker meget om dynamik, når jeg anmelder plader, for det er meget vigtigt. Og det er især vigtigt, når vi snakker musik, der skal virke sjovt, vildt, overdrevet og hårdtslående i 45 minutter, for hvis musikken ikke har sine stille øjeblikke, virker det i sidste ende trægt og trættende.

De stille øjeblikke på Pyromania får de mere højlydte punkter til at lyde så meget desto mere vilde og overdrevne. Man kan virkelig ofte bare sidde og skråle med for fuld drøn, mens man har skruet alt for højt op for musikken. Det er ikke ligefrem det mest intelligente musik i verden. Som man lytter til en sang igen og igen, kan den godt blive en smule kedelig. Det er nogle fede melodier og alt muligt, men det er ikke så meget mere end det. Det udgiver sig dog ikke for at være så meget mere, så det er ikke så irriterende igen. Man skal bare ikke forvente sig det helt store rent intellektuelt. Lyden er ikke specielt varierende i løbet af albummet. Det er hele tiden en forholdsvis ren, poppet metallyd, man får, og selvom det virker, kunne man godt tænke sig lidt variation, bl.a. som Van Halen gjorde på deres debutplade. Derudover er ikke alle melodier lige vidunderlige. De fleste er, og disse er også af virkelig høj kvalitet. De er rigtig sjove, og man kan slet ikke få dem ud af hovedet.

Albummet slutter virkelig sært. Den sidste sang hedder Billy’s Got A Gun, og den er en af de bedste sange på pladen. Den er seks minutter lang, og efter de første fem minutter afsluttes nummeret på glamourøs og bombastisk vis, og jeg ville være fuldt ud tilfreds, hvis det hele bare sluttede der. Så kommer der dette sidste underlige minut af en sær synth-lyd og trommeslag, og dette slutter fuldkommen brat. Det er en meget sær måde at slutte et album på, og det tilføjer slet ikke noget til oplevelsen. Det gør faktisk, at man som lytter, ikke føler, at det burde stoppe her. Pyromania er et album drevet af dynamik og stærke melodier, og dette har Def Leppard virkelig formået at gøre godt. Selvom produktionen er poppet, har det stadig lidt af den rå kant, som man ellers savner hos mange af genrens andre plader. Er det 80’ernes største kunstværk? Nej. Men det sparker fandeme stadigvæk masser af røv i alle mulige retninger. Def Leppard var ikke videre ambitiøse med Pyromania, men i forhold til ambitionerne fik de  lavet noget større og bedre end man kunne turde håbe på.

385 – Steely Dan – Pretzel Logic (1974)

Udgivet den af
Svar

Rockbandet Steely Dan har altid taget meget inspiration fra jazz, og en af deres fineste blandinger af jazz og rock er deres tredje album, Pretzel Logic fra 1974. Det åbner med et af gruppens mest berømte numre, nemlig Rikki Don’t Lose that Number. Det har en rigtig god melodi, og det jazzede klaver samt vokalharmonierne gør det vældig interessant at høre på, især når man hører dem sammen med en mere typisk rockguitar. Ligeledes er pladens andet nummer, virkelig interessant. Både rockelementerne og jazzelementerne er meget anderledes end på åbningsnummeret, sangen i sig selv har virkelig meget dynamik. Og gud, hvor lyder de også bare godt gammeldags cool. Any Major Dude Will Tell You er endnu et pragtfuldt nummer. Den føles meget omsorgsfuld og varm, og selvom instrumentationen er mere afslappet og stille end førhen på pladen, formår sangen især gennem sin fantastiske melodi at holde min interesse i sangen.

Min yndlingssang fra pladen – og måske i det hele taget min yndlings-Steely Dan-sang – er Barrytown. Det er blevet bemærket ofte, at melodien minder meget om Tell Me What You See af the Beatles, men jeg ser det slet ikke som en dårlig ting, for Tell Me What You see er en vidunderlig sang. Og efter min mening er der stadig nok variation fra Beatles-sangen til at gøre Barrytown til en både unik og fantastisk oplevelse. Efter dette kommer et instrumentalt nummer, et cover af Duke Ellingtons East St. Louis Toodle-Oo. Det er et rigtig godt cover, der måske ikke er bedre end originalen eller noget, men den passer virkelig flot ind på pladen, og det er interessant at høre en sådan jazzklassiker opført med rockinstrumenter. Parkers Band er en af de mest rockede sange på pladen, og den er virkelig energisk og sjov. Det er en ret simpel melodi, men sangen er ikke så lang, så det gør ikke noget, og jazzen vender tilbage med en flot saxofonsolo til sidst. Pladens korteste sang, Through with Buzz formår at gøre rigtig meget dynamisk på under to minutter. Det bliver ret hektisk, og hvis den var længere, ville det nok være irriterende, men det er den nu engang ikke, så det har ikke rigtig nogen problemer.

Titelnummeret kører på en oldschool blues-melodi meget af tiden, og selvom jeg ikke er så glad for det faktum, da deres interessante melodier er noget af det bedste ved dem, så må jeg sige, at jeg ellers aldrig har set blues behandlet sådan før eller siden. Det lyder rigtig fedt. With a Gun har en meget Bob Dylan-lydende guitar, men de øvrige instrumenter har stadig Steely Dans velkendte lyd, og melodien er af sædvanligt fantastisk kvalitet. En af de mest spøjse, skæve melodier på pladen er Charlie Freak. Det er en ret makaber sang, både hvad angår tekst og melodi, og især hvad angår disses samarbejde. Afslutningsnummeret hedder Monkey In Your Soul, og det er en glimrende sang, hvor både jazz og rock har sine flotte bidrag til melodien. Der er dog ét stort problem ved det, og det er, at det slutter albummet rigtig brat. Det er ikke just Freebird eller A Day In The Life, der virkelig laver et stort klimaks, der får lytteren til at føle, at nu er det overstået. Men afslutningen er det eneste væsentlige problem i løbet af hele albummet. Jeg kan klart anbefale Pretzel Logic til alle og enhver.

386 – Wu-Tang Clan – Enter the Wu-Tang (36 Chambers) (1993)

Udgivet den af
Svar

Som RZA så smukt siger: “Wu-Tang Clan Ain’t Nuthing ta Fuck Wit”  – og det beviser hele gruppen virkelig mesterligt på deres debutplade, Enter the Wu-Tang (36 Chambers). De bestod dengang af 9 forskellige medlemmer, alle virkelig forskellige på mikrofonen. Dette gør, at efter selv en hel time i selskab med dem, føles musikken frisk. De er også dygtige til at sige hvem de er ofte, så man let forstår hvem, der lyder hvordan. Deres lyd er virkelig hårdtslående, og deres tekster kan tit virke rigtig voldelig. Denne vold er rigtig overdrevet og morsom, og hver gennemlytning af pladen kan få dig til at opdage nye morsomme linjer. Der er dog også nogle mindre latterlige numre, heriblandt den vidunderlige C.R.E.A.M., der handler om hvor materialistisk vores samfund er, hvordan dette påvirker livet for fattige new yorkere, og hvordan samfundet tvinger dem ud i en situation, hvor ulovlige penge virker som den mest logiske løsning til deres økonomiske problemer. Sangen Tearz handler om død, og den er virkelig værd at tænke over.

Pladen er hovedsageligt produceret af RZA, der foruden dette job også er en af gruppens bedste rappere. Mange af sangene har meget jazz-inspirerede klaver-beats. Der er også en hel del meget upolerede samples af gamle R&B-sange. Det står rigtig godt til deres beskidte, rå stil, og det lyder slet ikke som noget hip hop, der hidtil eksisterede. Der bliver også samplet en hel del dialog og lyde fra de kampsportsfilm, som inspirerede gruppens navn. Det øger stemningen og lytterens opfattelse af, at det her er mere en klan end en rapgruppe. Noget helt utroligt, denne plade formår, er at have skits på sig, der ikke føles som fyld. De er rent faktisk morsomme, og man føler, at man kommer til at lære rapperne bedre at kende gennem dem. Og disse 9 dygtige rappere, er de ligeligt fordelt i løbet af hele albummet? Nej, det er de slet ikke, på ingen måde. Method Man og GZA har hele sange for sig selv, og Masta Killa og U-God har kun et egentligt vers hver især. Men det gør faktisk slet ikke noget, for albummet er fra ende til anden rigtig godt, så hvorfor ændre på fordelingen af vers?

Det er rimelig ufatteligt, at dette er gruppens debut. Alle 9 rappere lyder virkelig erfarne i deres lyrik og levering. Hver eneste linje lyder fuldkommen perfekt, og alle rapperne har meget personlighed, selv de to, vi kun hører ganske lidt fra. Især Ol’ Dirty Bastard er bindegal med sin meget atypiske rapteknik, hvor han skråler sig igennem alle versene. RZA, GZA og Method Man er helt vildt dygtige lyrikere, og man kan finde masser af interessante vendinger i alle deres linjer. Enter the Wu-Tang (36 Chambers) er en af historiens mest indflydelsesrige rapplader. Stort set alle rappere sidenhen skylder denne plade noget. Prøv alene bare at lytte til debuterne fra Nas, the Notorious B.I.G. og Jay-z, der udkom få år efter. De lyder langt mere af Wu-Tang Clan end af noget som helst, der ellers hidtil var udkommet. Hvis du ikke er en hip hop-fan, kan jeg på ingen måde love, at Enter the Wu-Tang (36 Chambers) vil være noget for dig, men hvis du kan lide genren og endnu ikke har lyttet til dette mesterværk, så er det sørme på tide.

387 – Roxy Music – Country Life (1974)

Udgivet den af
Svar

I 1973 forlod den fuldkommen geniale Brian Eno glam-rock-bandet Roxy Music, men de kunne skam sagtens klare sig uden ham. Begge navne var måske endda mere kreative og interessante uden hinanden, og et perfekt eksempel på, hvordan dette gør sig gældende fra Roxy Musics side, er deres fjerde album Country Life. Albummet åbner med min favorit blandt alle gruppens numre, The Thrill of It All. Det er et sjovt og legesygt nummer, der har en ufattelig mættet lyd. Der er altid masser af interessante ting at lytte efter, uanset hvor mange gange man lytter til det. Det er et virkelig dynamisk nummer, og selvom det er pladens længste nummer, er der ikke et dårligt sekund på det 6½ minut det varer. Three and Nine er et ret roligt nummer, men det er en virkelig smuk melodi. Mange ting foregår i lydlandskabet, og Ferrys forsøg på mundharpe er lige i øjet. Der er dog lidt mere rock and roll over All I Want Is You. Det er vildt og kreativt, og det beviser at Roxy Music sagtens kan sparke røv på kortere numre, for dette er med under 3 minutter pladens korteste.

Out of the Blue er en ganske fin sang, mens Ferry synger, men den bliver for alvor fantastisk mellem versene, hvor alle mulige interessante lyde opstår. Der sker dog også nogle virkelig imponerende ting, mens Ferry synger, og dette kan især guitarist Phil Manzanera takkes for. Det er noget af det bedste på pladen. If It Takes All Night er en ret fjollet kærlighedssang, men de ser ud til at forstå, hvor latterlig den er, så især Ferry sørger virkelig for at overdrive med sin charme. Det har absolut sine flotte øjeblikke på sig, især en virkelig fed saxofonsolo, som vi kan takke Andrew McKay. En af pladens bedste sange er nok Bitter Sweet, der er et virkelig spøjst, skævt spektakel. Den går fra blød, afslappende omend dramatiske lyde til et rigtig mekanisk, aggresivt, til tider endda tysksproget sonisk angreb. De imponerer nok engang med Triptych, der har en virkelig fed stemning. Lyden er meget simpel, men på grund af mange vokallag, bliver det interessant at lytte til, og melodien er virkelig formidabel.

Det er en lidt stille sang, så efter den er det vist tid til noget vildere rock, og her kommer Casanova som kaldet. Den har en vild guitar og en funky bas, og jeg elsker melodien virkelig meget. Det er fuldstændig vidunderligt. A Really Good Time fungerer med sin stille åbning som vidunderlig kontrast til foregående nummer, og som strygere og andet godtfolk efterhånden marchere ind i lydlandskabet, bliver det mere interessant, og stemningen bliver imponerende nok slet ikke brudt, selv ikke med den funkinspirerede bas. Afslutningsnummeret hedder Prairie Rose, og meget hurtigt kommer en dejlig saxofon ind på det nummer. De tilføjer meget til stemningen, og som nummeret udvikler sig, bliver lyden rigere og mere interessant, og vi får naturligvis også en saxofonsolo, og den er både bindegal og vidunderlig. Guitaren får også en virkelig god solo, og så vender vokalen tilbage, og efter nogle bombastiske, pompøse gentagelser af omkvædet, slutter albummet. Country Life er et formidabelt album. Der er virkelig få ting, der ikke fungerer helt perfekt, og disse er lette at overse. Det kan anbefales til enhver.

388 – The Beatles – A Hard Day’s Night (1964)

Udgivet den af
Svar

Historiens mest populære band og mit personlige yndlingsband er nok uden tvivl the Beatles, og efter min mening var deres første skridt mod at blive de legender, de er i dag, filmen og albummet A Hard Day’s Night fra 1964. Albummets første halvdel er filmens soundtrack, mens anden halvdel ikke har noget med filmen at gøre. Pladen åbner med titelnummeret, der er en vaks, lystig klassiker, som absolut fortjener al sin anderkendelse. Bedre melodier falder man sjældent over, end ikke på en Beatles-plade. Det forhindrer dog ikke I Should’ve Known Better mindre fantastisk. Dens mundharmonika er dejlig frisk, og jeg kan altid synge lidt med på den. If I Fell er en af de smukkeste kærlighedssange nogensinde. Den er langsommere end de to første sange, hvilket fungerer godt dynamisk, og den er så fyld af charme og fabelagtig lyrik, at jeg ikke kan andet end at elske den. I’m Happy Just to Dance With You er en meget charmerende sang, der med et ret eksotisk riff og en vidunderlig melodi kan tåle mange gennemlytninger.

Det samme kan man sige om And I Love Her, der er en fuldkommen vidunderlig kærlighedssang. Dens tekst er ganske vist virkelig banal, men man bemærker det først efter adskillige gennemlytninger, så god er melodien. Tell Me Why er en virkelig sjov, fængende rock and roll-sang, der slet ikke er til at stå for. Efter den får vi den vidunderlige klassiker Can’t Buy Me Love. Den er utrolig fængende, sjov, charmerende og alle de andre positive ord, der karakteriserer det bedste ved de tidlige Beatles-år. Den er umulig at få ud af hovedet. Herfra kommer sange, der ikke er med på filmen, først Any Time At All. Den er dog absolut lige så god som resten. Man kan slet ikke få nok af dens dynamiske melodi, som man let kan skråle med på for fuld skrue. I’ll Cry Instead er pladens korteste sang, og det er nok heller ikke den musikalske idé, der holder bedst. Heldigvis prøver de ikke desperat på at gøre alt for meget med den, for melodien er stadig virkelig fed, mens den er der. Things We Said Today er endnu en af de mere eksotisk lydende numre, og det er igen virkelig smukt udført – hvor flot de går fra vers til omkvæd, er nærmest utroligt.

When I Get Home er en af de ganske få sange på pladen, som ikke er så fængende igen. Det er dog sjovt at lytte til den, mens den er der, for der er rigtig mange kreative ting, der bliver gjort med dynamikken i melodien. You Can’t Do That er en helt vidunderlig sang, hvorpå Lennons stemme bliver dejligt rå. Han virker bitter og vred, og han leverer det hele ganske overbevisende. Den sidste sang, I’ll Be Back, er blandt de langsommere, mere sentimentale numre. Den er heller ikke så let igen at få på hjernen, men dens melodi er lige sådan en, der er perfekt til at afslutte sådan et album. Alle sangene på A Hard Day’s Night er vældig korte. Ikke én er over 3 minutter. Det gør heldigvis at man aldrig bliver træt af nogen af numrene, men alle er der i så lang tid, at de formår at være mindeværdige på egen hånd. De fleste af sangene går desværre i rigtig ensartede mønstre, og det er nok mit eneste væsentlige problem ved dette album. Rigtig mange sange er bare et vers og et omkvæd, der så bliver gentaget en gang eller to. Det er lidt irriterende i længden, men alle sangene er formidable, så det kan stadig anbefales til alle at lytte til pladen.

389 – Don Henley – The End of the Innocence (1989)

Udgivet den af
Svar

I 1980 gik Eagles i opløsning, men alle fem medlemmer af gruppen havde skam en solokarriere i ærmet, og den mest succesfulde blandt de fem nu enlige ørne var nok Don Henley, der bl.a. fik mange store hits gennem sit tredje album, The End of the Innocence, der åbner med et virkelig flot, sentimentalt titelnummer. Det er både virkelig charmerende og velskrevet, og selvom det ikke i sin stil er andet end vanlig soft rock, gør den det virkelig godt på det felt. How Bad Do You Want It? er mere af en stor, glad popsang. Hornene derpå er skønne, og melodien er både sjov og fængende. Det er ikke verdens dybeste eller mest teknisk imponerende nummer, men det er virkelig sjovt, og mere tillader jeg mig ikke at bede om. Pladens hårdeste nummer hedder I Will Not Go Quietly, og Henley opfører denne sammen med ingen ringere end Axl Rose. Det lyder ikke fuldstændig Guns ‘N Roses, men det har nogle elementer derfra, hvor den helt store forskel er, at Henley er betydeligt mere poppet. Dog lyder det stadig rigtig fedt. Det kunne dog nok tåle at have været lidt kortere.

The Last Worthless Evening er en virkelig sød romantisk  soft-rock-sang. Henleys stemme virker virkelig omsorgsfuld og betryggende. Melodien er virkelig fængende, og den passer fuldstændig perfekt til teksten. Igen er det dog som tidlgere, at det her nummer nok er en smule for langt i forhold til hvor mange gange, jeg ønsker et omkvæd gentaget. Apropos sange, der gentager omkvædet alt for længe, så kommer pladens længste sang, New York Minute, lige derefter. Det er faktisk en virkelig god, dramatisk sang, men man bliver så utrolig hurtigt virkelig træt af omkvædet på grund af de mange gentagelser, og så at omkvædet i sig selv er ret ensartet. Og det er virkelig synd, for nummerets holdbarhed falder drastisk på grund af det. Shangri-La er i rytmen inspireret af en eller anden form for eksotisk folkemusik, men det ender bare med at være en ganske fin funksang. De eksotiske lyde gør det vældig interessant, og musikken udvikler sig faktisk en del, så denne har slet ingen problemer med længden. Den reggae-inspirerede Little Tin God er også ganske sjov, men det er vist som sådan det. Den siger mig ikke rigtig noget, og reggae-rytmer er ikke rigtig nok til at gøre hele nummeret interessant.

Gimme What You’ve Got lyder meget af Eliminator-æraens ZZ Top. Og den har også en virkelig sjov, rå melodi til fælles med dem. Der er en rigtig fed guitarsolo på sig, men den har desværre også nogle negative ting til fælles med dem. Det har nemlig ikke specielt meget dybde, hverken lyrisk eller musikalsk. If Dirt Were Dollars er et blues-inspireret nummer, og den starter også med en rigtig fed blues-guitar. Derudover lyder det faktisk også virkelig som noget, der kunne være på ZZ Tops Eliminator, igen på grund af charme, selvtillid og sjov, men også lidt på grund af at det er en ret tynd sang. På afslutningsnummeret, The Heart of the Matter, vender Henley tilbage til soft-rock, og det har han fandeme styr på. Den har al den sentimentalitet og følelse, som han leverede så flot på så utrolig mange Eagles-numre, og man kunne let ønske, at han have gjort det lidt oftere på dette album. Ikke fordi alle sange på albummet burde lyde ens, men der er en enorm mangel på rød tråd her. Det virker mere som en opsamling end et egentligt album, og albumdynamikken er decideret ringe. The End of the Innocence er et fint album, men det vil næppe blæse dig omkuld eller noget.

390 – The White Stripes – Elephant (2003)

Udgivet den af
Svar

I 2003 fik rockduoen The White Stripes en uventet succes med deres fjerde album, Elephant. Det var sørme også noget af et album. Det åbner med den moderne klassiker, Seven Nation Army, der med et af de fedeste guitarriffs nogensinde, helt utrolig dynamik og en virkelig gribende melodi fungerer helt perfekt som åbningsnummer. Ja, det er et helt perfekt nummer. Black Math er en mere punket sang. Det er virkelig energisk og larmende, og det får sat blodet godt i kog. Det er ikke verdens mest fængende melodi, selvom riffet dog er ret fedt. Til gengæld er melodien på There’s No Home for You Here virkelig fængende og brutalt. Det har kraftige elementer af såvel punk og blues, og gospel har også en diskret indflydelse, der gør oplevelsen virkelig unik. Det er en af pladens bedste sange. De følger denne med et cover I Just Don’t Know What to Do With Myself af Tommy Hunt, bedst kendt med Dusty Springfield. Sangen fungerer overraskende godt i deres beskidte behandling, og de gør det også yderst dynamisk – det kan gå fra blødt og poppet til vild garage-rock.

Normalt er guitarist Jack White forsanger, men på nummeret In the Cold Cold Night træder trommeslager Meg White væk fra slagtøjet og hen til mikrofonen. Hun leverer en virkelig god præstation, og sangen er i det hele taget skrevet og spillet mesterligt. Det er første nummer i en række af lidt blødere sange, hvor den anden er I Want to Be the Boy to Warm Your Mother’s Heart, en ganske nervøs sang, hvor Jack med en meget forsigtig vokal leverer nummeret virkelig oprigtigt. Den samme vokal bruger han også på måske pladens blødeste nummer, You’ve Got Her in Your Pocket. Den lyder derfor også meget nervøs, og med det akustiske akkompagnement har det stor effekt. Da skruer de godt op for lyden med den 7 minutter lange Ball and Biscuit. Det er den længste sang gruppen nogensinde har lavet, men den holder virkelig! Den er opbygget som en traditionel bluessang, men de gør virkelig meget med denne simple melodi. Et lige så skønt nummer er The Hardest Button to Button, der er et dynamisk, vildt og velskrevet garage-rock-nummer af allerhøjeste kaliber. Det er et af de mest mindeværdige numre på pladen.

Little Acorns starter med en meget interessant spoken word-intro af journalisten Mort Crim. Efter det går sangen over i en ret fed hard rock-sang, der lyrisk tager mange elementer fra den spøjse intro. Hypnotize er vildt og råt, og det er pladens korteste nummer. På under to minutter kan man dog sagtens få noget vildt, seksuelt garagerock af højeste karakter. The Air Near My Fingers er en virkelig fantastisk melodi. Man får den virkelig let på hjernen. Det er ikke det nummer fra Elephant, som jeg oftest hører omtalt, men det fortjener at være så utrolig meget mere populært. Det bliver for alvor bindegalt med Girl, You Have No Faith In Medicine, hvorpå Jack White hulker og græder sig igennem nummeret. Det lyder meget af det hårdeste Led Zeppelin, og det er virkelig headbanging-værdigt. Albummet slutter af med et country-nummer ved navn It’s True That We Love One Another. På den synger både Jack, Meg og en britisk sangerinde ved navn Holly Golightly. Det er et ret charmerende nummer, og hvor der er få ting jeg hader mere end country-duetter, så er denne faktisk virkelig sød. Det er ret sært, at albummet skal slutte sådan, men det virker virkelig. Elephant er et næsten fuldkommen perfekt album, og det er absolut et af 00’ernes bedste.