Forfatterarkiv: Kjartan

203 – Cream – Wheels of Fire (1968)

Udgivet den af
Svar

Cream opfattes ofte som rockhistoriens første supergruppe. Bandet bestod af trommeslager Ginger Baker fra Graham Bond Organization, bassist Jack Bruce fra The Bluesbreakers og på guitar ingen ringere end Eric Clapton, der allerede dengang havde både The Bluesbreakers og The Yardbirds bag sig. Disse tre store personligheder udgav i alt 4 album i fællesskab, heriblandt et dobbeltalbum ved navn Wheels of Fire i 1968. Den første skive består af 9 studienumre, mens anden skive er bygget op af fire livenumre, hvor tre er optaget i Winterland og et enkelt er optaget i The Fillmore. Der er på denne plade ligesom tidligere en blanding af den rå, hårde og blues-prægede proto-metal, man typisk forbinder med gruppen i dag og nogle mere psykedeliske popnumre. Jeg har altid ment, at Cream gør det førstnævnte bedst, og mine yndlingsnumre på første skive, mestrer også virkelig denne stil. Det er numre som Sitting on Top of the World, Politician og deres cover af Albert Kings Born Under a Bad Sign, men den bedste af dem alle er selvfølgelig den klassiske White Room, der faktisk ikke lyder særlig meget af blues og metal, men mest af alt de psykedeliske numre, som pladen jo også er fuld af.

Cream laver nogle virkelig store, euforiske lyde, men det kan også blive småt og sumpet. Passing the Time er en meget spøjs sang. Den går meget mellem disse to former for psykedelisk musik, og overgangene er langt fra elegante, men det er stadig et meget fascinerende nummer. Det bedste af de lidt mere stille numre er As You Said, hvor bas er blevet udskiftet med cello, og det skaber en virkelig unik lyd. Der er også cello på andre numre, men As You Said får det til at lyde så meget flottere, sikkert delvist grundet det fantastiske arrangement. Denne er et af de fem numre på pladen skrevet af Jack Bruce, og han er efter min mening den bedste sangskriver i bandet. Ginger Baker har det med at skrive meget syrede, skøre sange, der tydeligt er produkter af deres tid, og selvom de altid er underholdende og for det meste også ret gode, kan jeg ikke sige, at de passer særlig godt ind eller måler sig med Bruces numre. Til gengæld, så er man altid garanteret kvalitet, når Cream kaster sig over gamle bluesklassikere. Både Albert Kings Born Under a Bad Sign og Howlin’ Wolfs Sitting On Top of The World lyder formidabelt og endda bedre end originalerne i Creams fortolkninger.

Skive 2 består som sagt kun af 4 sange, men to af disse er også over et kvarter lange og består hovedsageligt af soloer. Det hele er som sagt optaget live, så det lyder virkelig autentisk og dermed mere imponerende. F.eks. når Clapton fremfører Crossroads, hans nyfortolkning af Robert Johnsons Cross Road Blues, og det er nok min yndlingssang af gruppen grundet det vilde riff og den stærke præstation af samtlige medlemmer. De laver også et 17 minutter langt cover af Howlin’ Wolfs Spoonful, og selvom ingen udgave har charmen fra den oprindelige, så gør Clapton og co. det fandeme godt. Jeg fremhæver Clapton, for dette nummer er mest af alt en virkelig lang guitarsolo, og den er helt fantastisk. Den Bruce-skrevne Traintime er efter min mening et af gruppens mest oversete numre. Måden mundharmonikaen og trommerne tøffer afsted sammen lyder faktisk som et tog, og det skaber meget stemning. Der er næsten noget jazz over det. Vi slutter af med det instrumentale nummer Toad, der er 16 minutter langt. Det består mest af alt af en meget lang trommesolo fra Ginger Baker, men det runder også pladen godt af. Meget af Wheels of Fire holder stadig rigtig godt i dag. Ikke alt, men meget af det er guld.

204 – Prince – Dirty Mind (1980)

Udgivet den af
Svar

Prince er en ener. Det er svært at pege på nogen som ham, og hans status som en unik personlighed blev for alvor slået fast i 1980 med pladen Dirty Mind. Denne plade begynder med et virkelig groovy titelnummer, der blander new wave og disco på smukkeste vis. Sangen er meget simpel, men den fungerer fuldkommen perfekt. Den har al Princes i dag let genkendelige liderlighed og excentricitet, og hans stemme er som forventet ganske forførende. Teksten er også morsom, og synth-riffet er rigtig solidt. Prince spiller en meget blueset guitar til sidst i nummeret, og det giver det noget kant. Derefter kommer min yndlingssang fra pladen, When You Were Mine. Det er en virkelig fængende sang, som jeg oprindeligt lærte at kende i en cover-udgave af Cyndi Lauper, der også er glimrende. Med Prince er den dog helt perfekt, og det skyldes måske især den følelsesrige instrumentation. Guitaren er meget funky, og synthesizeren er virkelig sentimental. Det er et fuldkommen fantastisk nummer. Disse spiller sammen med Princes stemme om at skabe noget virkelig sjov, god og endda ret følelsesrig musik.

Så står det på fest på Do It All Night. Denne sang starter med en virkelig festlig intro, hvorefter Prince begynder at synge, og da bliver det mere stille. Efterhånden som sangen skrider fremad bliver den vildere, og Prince synger højere. Han bliver også virkelig fræk i sin tekst, og når han siger “yeah” over en synth-solo udtrykker det næsten mere end ord kan formå at gøre. Prince kan dog også være godt gammeldags romantisk, og det beviser han på den forholdsvis langsomme Gotta Broken Heart, hvor han også spiller en meget følelsesrig guitarsolo. Måden nummeret er arrangeret er fuldkommen fantastisk, og Princes charme er fuldkommen uimodståelig. Det viser også en meget alsidig kunstner, og det er jo noget af det, der gør, at han i dag er så afholdt. Så får vi en af albummets mest populære sange, Uptown, der fortæller en interessant historie. Den fremviser virkelig Princes lyriske evner, når han fortæller om almene folks diskrimination og had, hvorefter han smutter til fiktive Uptown, hvor den slags ikke findes.

Apropos Princes lyriske kundskaber, så handler Head om oralsex. Han er ikke spor diskret omkring det, og det er nok noget af sangens bizarre ynde. Han er så direkte, og han lyder som om han er i ekstase bare af tanken om oralsex. Jeg kan meget godt lide, hvordan teksterne bare bliver mere og mere interessante, jo længere ind i pladen man kommer. Denne tendens gør sig især gældende på det næste nummer, Sister. Denne sang er virkelig kort og hurtig, og dens energi er virkelig gribende. Nå jo, og så handler den om at have sex med sin søster. Igen er han ikke spor diskret, han synger endda ordet incest. Hans beskrivelser er også bare uvurderlige, især i sammensætning med måden, hvorpå han synger det. Pladen afsluttes helt spektakulært af nummeret Partyup. Det er som titlen antyder et fedt festnummer af den slags, Prince er ekspert i at skrive. Det er helt klart et højdepunkt. A capella-afslutningen på nummeret er en perfekt måde at afslutte albummet, for så føles det stort. Dirty Mind er ikke en lang plade, den varer faktisk kun 30 minutter, men mere vil jeg ikke kræve, for det hænger stadig godt sammen, og albummet føles fuldendt. Dirty Mind er en fantastisk plade, og Prince er enormt talentfuld.

Da Prince og YouTube ikke er gode venner, så må det i denne omgang stå på en Spotify-udgave – prøvede ellers at finde en video til samtlige tracks.

Mine oplevelser på Vanguard Festival 2014 (Del 4/4)

Udgivet den af
Svar

The Pharcyde har ikke udgivet noget album i 10 år, men det har ikke forhindret Imani og Bootie Brown i at turnere og nu gæste Vanguard Festival for anden gang. Så det er altså uden Slimkid3. Jeg har aldrig lyttet særlig meget til dem, men jeg er glad for deres stil. Det er meget den samme glade, lette, sjove hip hop, som grupper som Jurassic 5 og Dilated Peoples også er blevet kendt for at lave. Den genre er åbenbart populær i årets festivalsæson. Men The Pharcyde var virkelig skægge, de havde god kemi med hinanden og med deres DJ. Det var et simpelt setup, men det virkede, og det har nok meget at gøre med deres stil, der er lidt alternativ, men den er let at blive suget ind i, og man har svært ved ikke at holde af dem, når de er så karismatiske og samtidig bare så festlige og sjove. Vi fik endda en optræden med Bootie Browns vers fra Gorillaz-sangen Dirty Harry. Jeg vidste ikke, at det var ham, der rappede på den sang, så det var også en god overraskelse. The Pharcyde gjorde os alle virkelig glade. Det var lystigt, det var sjovt, og ingen lod som om, de var store gangsters.

Efter The Pharcyde fik vi endnu en hip hop-gruppe, men denne var lidt anderledes end de andre. Der var nemlig for det meste kun en enkelt rapper, og ellers var det et live-band, der spillede guitar, trommer, bas, alt det gøgl. Nej, det var ikke The Roots, det var et vaskeægte kommunistisk hip hop-band ved navn The Coup. Jeg havde svært ved at høre, hvad rapper Boots Riley rappede, men musikken bagved var virkelig fed. Jeg skulle selvfølgelig lige spise, det endte desværre med at blive under denne koncert, men jeg kunne høre det hele, og jeg så også det meste. Det var en stjernegod optræden, og blandt alle bands, jeg ikke kendte særlig godt før Vanguard, er The Coup dem, der fangede min interesse mest. Det var en slags mellemting mellem Rage Against the Machine og The Roots, to bands jeg aldrig ville have tænkt på at blande, men det virker bare perfekt sammen. Og så er det politisk musik, man kan have det sjovt til, sådan noget hænger ikke længere på træerne.

Så var aftenen virkelig gået i gang, og det næste punkt var M-E-T-H-O-D MAN og Redman. Før deres koncert spillede de klassikere som Rumpshaker af Wreckx-n-Effect, Insane in the Brain af Cypress Hill og Let Me Clear My Throat af DJ Kool på højtalerne, og Method Man og Redman stod omme bagved og kommenterede det. Mange rappede med, og jeg var meget imponeret over dem, jeg stod i nærheden af. De kunne Insane in the Brain som vi andre kan vores telefonnummer. Så kom MC’erne på scenen. De beviste virkelig, at Wu Tang Clan ain’t nuthin’ ta fuck wit. De var morsomme, de var fulde af energi, og de udviste bare et enormt overskud. Noget af det vigtigste var dog, at de ikke holdt sig tilbage. Det blev af og til mildt stødende, men aldrig for slemt til min smag. Det var mest af alt det umiddelbare stød man får, som viste, at de gamle drenge slet ikke føles gamle. Og der var måske kun to af dem, men det føltes som et helt crew. De var som forventet fantastiske til at spytte svedige rim, og de fik virkelig hele Søndermarken i gang. Det var et klart højdepunkt.

Så kom Mos Def, jeg mener Yasiin Bey. Det må vi vist vænne os til at kalde ham fra nu af. Hans navn har ændret sig, men det har hans musik også, og til denne koncert var der mere end ellers bare fokus på det rå rap-talent. Hvert ord var meget tydeligt, og man kunne virkelig synke alt det, han sagde. Det forhindrede der ikke i at være festlige øjeblikke, hvor folk klappede med, dansede eller gjorde det der med hånden, som jeg ikke kender navnet på. Vi fik selfølgelig mange af hans egne klassikere, men nummeret, der virkelig blæste mig omkuld, var hans nyfortolkning af Niggas in Paris af Jay-Z og Kanye West. Originalen er bare en ganske fed festsang, men Mos… Jeg gjorde det igen. Yasiin Bey gjorde det til en dyb sang om grov kriminalitet blandt unge sorte. I linjen, der oprindeligt går “Psycho, I’m liable to go Michael, take your pick: Jackson, Tyson, Jordan” siger han i stedet “Myers, Myers, Myers”. Det er hjemsøgende, især fordi der meget af tiden slet ikke var et beat. Det føltes så nøgent, så reelt. I stedet for klippet med Will Ferrell fra Blades of Glory får vi et klip fra Malcolm X. Det var ikke alle øjeblikke, der var lige gribende, men når koncerten var bedst, så var den virkelig god.

Festivalen sluttede for mit vedkommende med The Roots. Jeg endte med at støde ind i de samme mennesker, jeg så Mew med, og det gjorde jo kun aftenen bedre med lidt godt selskab. Og som forventet var de fuldkommen fænomenale. Blackthought rappede røven ud af bukserne på alle, og resten af bandet spillede sindssygt godt. Og så har jeg hørt mit livs første sousafon-solo. Men jeg tror, alle vist fik fyret en solo af på et eller andet tidspunkt, og det føltes aldrig som om, hovedårsagen for dem var blær. For vi havde nemlig stadig en ren fest, der blev danset, der blev sunget, og rødderne interagerede flot med publikum. De spillede så perfekt, der var altid noget spændende at høre. Blandt de mange kendte Roots-sange var der også et par covers, bl.a. en virkelig fed udgave af Sweet Child O’Mine. Det var en virkelig hyggelig oplevelse. Der var en eller anden i nærheden af mig, der desværre havde trang til at optage hvert eneste sekund af koncerten, og det var distraherende, men jeg kan ikke bebrejde dem. Der var hele tiden noget, der var værd at meddele om. Efter The Roots var der Vanguard Late Night på Vega, men det orkede jeg ikke rigtigt. Så i stedet tog jeg hjem efter en rigtig god og anderledes festival.

205 – Santana – Abraxas (1970)

Udgivet den af
Svar

Carlos Santana har fra 1967 lagt navn til det muligvis største Latin-rock-band nogensinde. De hedder blot Santana, og de gjorde sig bemærket ved at udgive plader som den klassiske Abraxas fra 1970, der er deres anden plade. Denne starter med et instrumentalt nummer ved navn Singing Winds, Crying Beasts, og det er en rigtig god måde at åbne nummeret. Det starter med at føles mystisk, der er ikke engang trommer på. Det er bare nogle klokker og en eksotisk guitarsolo. Så får vi congas, men det er stadig mystisk, og det er noget af det smukke ved nummeret. Det bygger op mod et klimaks, men det mister aldrig sin distance. Efter klimakset stopper det dog ikke, det vander lidt ud, og det fungerer på den måde både som nummer på egen hånd og som intro til deres cover af Black Magic Woman af Fleetwood Mac, som de blander sammen med Gypsy Queen af Gábor Szabó. Den overgår efter min mening begge originaludgaver med sin mystik og de vilde guitarevner, Carlos praler med. Den jazzede lyd fra Gypsy Queen fungerer perfekt til at runde sangen af og at få tempoet lidt op.

Derefter står det på endnu en af de helt store Santana-klassikere. Oye Como Va er ligeledes et cover, og den er så fjollet og simpel i sin originaludgave, at man aldrig ville kunne forvente en seriøs udgave, der virker. At sangen er så simpel er svært at overse, men den er til gengæld virkelig cool opført, og Santana giver den lidt kant, som ellers var savnet. Den ender rent faktisk med at lyde cool. Der går lidt jazz i den med den instrumentale Incident at Neshabur. Den er hurtig, der er fokus på orgel rettere end guitar i løbet af meget af den, og den føles bare i det hele taget meget forfriskende. Halvvejs igennem bliver den lidt langsommere, så man lige kan nå at trække vejret, og så bygger den langsomt op igen. Se A Cabo følger op, og det er en lidt strammere sang. Den starter meget jazzet og vild, og guitarsoloen, Carlos fyrer af, er fantastisk. Halvvejs gennem nummeret begynder en timbales-solo, og så begynder vokalen at sige titlen igen og igen. Det afsluttes meget klimaktisk og lægger godt op til Mother’s Daughter. Denne veksler hele tiden mellem det meget stille og det helt store guitarshow. Melodien er simpel, men den virker, og de mange soloer får sangen til at virke levende.

Samba Pa’ Ti er sangens sidste instrumentale nummer, og bandet fokuserer på en melankolsk sologuitar i løbet af det meget af sangen. Så kommer en bas på, og det bliver lidt gladere, og det ender naturligvis i ren ekstase. Følelser har aldrig før været noget særlig vigtigt på denne plade, det har mere handlet om grooves, men på Samba Pa’ Ti ser vi en side a bandet, man sjældent ser. Den er rigtig smuk. Lidt rå rockmusik kan gruppen også finde ud af, og dette er især tydeligt på Hope You’re Feeling Better, der er virkelig hårdtslående. Der er en bitter sarkasme, der giver nummeret meget karakter, og igen er følelserne i højsædet, hvilket er en meget god måde at afslutte en plade på, føler jeg. Guitarsoloen er mere end bare jam, det er et skrig efter retfærdighed. Pladen afsluttes af den korteste sang af dem alle, El Nicoya, hvor rytmesektionen virkelig får mulighed for at blære sig. Hvor vi startede vores rejse på vej ind i denne mystiske verden, afslutter vi med en regulær stammefest, hvor der så sandelig skal slås på tromme. Latin-rock er ikke den mest populære genre i verden, men hvis du vil have lidt eksotisk flair i din rockmusik, så kig ikke længere end Abraxas, for det er en fantastisk plade.

206 – Cat Stevens – Tea for the Tillerman (1970)

Udgivet den af
Svar

Når vi har Bob Dylan, Arlo Guthrie og Nick Drake kan det være let at overse Cat Stevens i den store vide folk-verden, også selvom han nok havde en lettere tilgængelig lyd end sine konkurrenter. Mange mener, at Stevens toppede med pladerne Tea for the Tillerman og Teaser and the Firecat i starten af 70’erne, og hvor jeg aldrig har hørt Teaser and the Firecat, så kan jeg godt tilslutte mig rosen, Tea for the Tillerman får. Den har nogle af mandens bedste numre på sig, heriblandt Where do the Children Play, Father and Son og over dem alle den fantastiske Wild World. Det er nogle stærke melodier, og Stevens lægger mange følelser i det hele. Han er meget god til at få numrene til at føles store, selvom de på overfladen er ret små. Et nummer som Hard Headed Woman starter ret stille og sørgmodigt, men sangen ender med at være en brav søgen på kærligheden. Der kommer noget desperation i hans stemme og guitar, men der kommer ikke så meget, at det føles fjollet.

På samme måde føler man først virkelig omsorgen på Wild World til sidst, hvor han tøver lidt på omkvædet. Det er som at få et enormt kram. Den sang er desuden vildt fængende. Stevens bruger guitar på de fleste af disse sange, men han gør sig nogle undtagelser – f.eks. på Sad Lisa, hvor den kun optræder ganske sporadisk. Denne sang bygger mest af alt på klaveret, og det er ret genialt gjort. Det gør, at sangen føles endnu mere dramatisk end den i forvejen er, at den er omgivet af sange, der føles så anderledes. Sad Lisa er dog en af de mere simple og ensformige sange, så jeg kan godt forstå, at den ikke er blevet så populær uden albummets kontekst. Samme følelser har jeg for Longer Boats, der ganske vist ikke er en så ensformig sang igen. Den kunne nok være blevet det, hvis det fængende, simple og lettere irriterende omkvæd blev gentaget mere. Det store problem er rettere, at sangen lige når at blive lidt større i lyd, og så er den pludselig forbi. Det er et problem, som et par af de svagere sange på pladen har til fælles.

Jeg må dog sige, at Stevens som både sangskriver og optrædende er ganske konsekvent, og da pladen ikke er særlig lang, når man ikke at opdage mange mønstre hos ham, så det føles stadig friskt. Der er nogle små ting ved et par sange, der ikke appellerer til mig, men selv sange som Longer Boats har noget at komme med, der ikke er andre steder på pladen. De fleste af sangene på Tea For the Tillerman er mellem tre og fire minutter. Hertil er der tre undtagelser. Den første, But I Might Die Tonight udnytter sine to minutter glimrende, man har slet ikke brug for mere af den, men det man har er solidt. Til gengæld bliver den 5 minutter lange On the Road to Find Out ret ensartet mod slutningen, sikkert delvist fordi, dens hook ikke er så stærkt. Den 1 minut lange Tea for the Tillerman er også et meget antiklimaktisk afslutningsnummer. Det starter rigtig godt, og så er det pludselig slut. Nummeret har et dynamisk højdepunkt, men det varer jo knap nok et sekund, og ellers er sangen ret stille. Selv med alle disse små problemer, så holder Tea for the Tillerman virkelig godt, og hvis du kan lide folk, er det nok noget for dig.

207 – Pearl Jam – Ten (1991)

Udgivet den af
Svar

To enorme grunge-bands fik i 1991 deres store gennembrud med deres stadig i dag mest populære plade. Den ene er selvfølgelig Nirvana, som brød igennem med Nevermind, og den anden var deres byfæller i Pearl Jam, der debuterede med megasællerten Ten. På denne plade finder man nogle af Pearl Jams største klassikere, f.eks. Even Flow, Alive, Black og Jeremy. Disse fire er alle urørlige klassikere, der alene bør være nok til at sælge albummet. Men der er skam meget mere end det. F.eks. starter albummet virkelig smukt med en intro til nummeret Once, hvor percussion og bas sammen med en svævende vokal varmer lytteren op i lidt over et halvt minut. Så kommer en hårdtslående guitar ud af det blå, og den stille intro får bare det hele til at føles så meget vildere. Once er en perfekt sang at starte med, og den har den specielle blanding af funk og heavy metal, som deres venner fra Soundgarden blev så kendte for senere. Efter den får man Even Flow og Alive, og ikke alene fortsætter de det hele rigtig godt, de er også virkelig gode i forlængelse af hinanden. Især fungerer den lidt mere langsomme Alive godt som afveksling fra de to vilde numre, der kom før.

En meget vigtig del af Pearl Jams lyd er deres guitarist Stone Gossard. Han er latterligt dygtig, og han kommer tit med guitarsoloer. Disse guitarsoloer har en tendens til at være mod slutningen af sangen, og de fungerer tit som et nummers følelsesmæssige klimaks såvel som det lydmæssige. F.eks. kan nævnes guitarsoloen på Alive. Sangen ville sikkert være lettere at sælge, hvis omkvædet blev gentaget en gang efter soloen, men det fungerer perfekt til at afslutte nummeret. Men noget vigtigt at understrege er, at Pearl Jam såvel som de bedste af samtidens grunge-bands var mere end bare bas, guitar og trommer. Black fokuserer bl.a. på et klaver, og på Oceans bliver peberbøsser og ildslukkere brugt som percussion. Man kan ikke høre det, men man kan høre, at det er anderledes. Og de fleste numre har noget særpræget, noget specielt, der gør, at de stikker ud. Det kan være i teksten, i kompositionen eller instrumentationen. Det sørger for, at man lægger mærke til sangen som helhed og alle dens finurligheder.

Forsanger Eddie Vedder er naturligvis også et vigtigt element i bandets identitet. Dels fordi han skriver teksterne, der kan være fuldkommen hjemsøgende, kig blot på Jeremy. Men det er også fordi han har en ret speciel, tit ret mumlende stemme. Det er ikke en, man ville forvente, ville passe til hårdtslående rockmusik, især ikke sammenlignet med folk som Chris Cornell fra Soundgarden. Den dybe klang hans stemme har burde nærmest forhindre ham i at udtrykke sig stort nok, men det virker faktisk rigtig godt. På de stille punkter føles han meget enlig og forladt, mens han sørger for at springe meget væk fra denne lyd og over i noget mere hæst og skrigende, når det er tiltrængt. Og når man hører hans stemme udfolde sig så vidt som på denne plade, så føles de højlydte punkter vigtige. Sangene på Ten er af enormt høj kvalitet alle sammen, bandet er virkelig talentfulde, og deres stil passer godt til sangskrivningen. Den sidste sang på pladen hedder Release, og den sætter et stort punktum på det hele. Det er en vidunderlig afslutning til en af de bedste grunge-plader nogensinde.

Mine oplevelser på Vanguard Festival 2014 (Del 3/4)

Udgivet den af
Svar

Anden dag på Vanguard startede med Kidd, og jeg forventede ikke særlig meget. Jeg  er ikke særlig stor fan af hans musik. Ja, det er en joke, men den er bare ikke morsom for mig. Det ender med at være trivielt, og han mangler tit at tilføje reelle punchlines. Jeg anmeldte en Beastie Boys-plade for noget tid siden, og så meget som jeg nød den, så sagde jeg også, at jeg aldrig ville kunne lide at høre en hel plade kun med Ad-Rock. Kidd er Ad-Rock, hvis Ad-Rock bare ikke var morsom. Kidds tekster har det med at ramme det fine punkt, hvor han ikke kan tages seriøst, men han er stadig ikke så latterlig, at det bliver sjovt. Det sjove var, at da man så ham live, så gik han væk fra dette punkt. Og mest imponerende, så gik han hen til punktet, hvor han rent faktisk kunne tages seriøst. Ikke som en rapper, men som festmusiker. Han var nærmest som et helt ægte menneske, der bare ville have det sjovt og have os til at have det sjovt, og hans glæde smittede virkelig. Det var en rigtig god start, og så fra en kunstner, jeg ikke havde forventet meget af.

R.A. the Rugged Man spillede bagefter sammen med vores egen danske DJ Noize. DJ Noize var ganske fin som DJ, men R.A. the Rugged Man stjal fuldkommen showet. Han var bindegal. Han ruskede sikkerhedsfolk i håret, tog fat i pressekameraer og trak dem rundt på scenen. Han gik ud blandt os, og han var bare ikke til at stoppe. Allerede i første nummer slap DJ Noize beatet, og R.A. spyttede bare de vildeste, hurtigste rim, man kunne forestille sig. Det er ret vildt. Han bad os også om at moshe, og det gjorde vi lykkeligt, selvom der ikke var så mange. Jeg fik endda slået min højre hånd så grufuldt, at den begyndte at bløde tre forskellige steder. Jeg ved ikke hvordan det skete, mærkede det knap nok, men jeg går ud fra, at jeg slog hånden ind i et hegn. Han gik så langt, at beordre os til at bryde loven, og han spurgte endda en 12-årig knægt, om han nogensinde havde været i fængsel, alt sammen med et fantastisk glimt i øjet. Og så rappede han også bare virkelig svedigt. Han var helt sindssyg, og det er forhåbentlig ikke sidste gang, jeg ser ham live.

Så stod det på Dâm-Funk, som jeg bedst kender gennem albummet 7 Days of Funk, som han lavede sammen med Snoop Do… jeg mener Snoopzilla. Jeg har aldrig lyttet til ét eneste nummer fra den plade, så med andre ord vidste jeg stort set ikke, hvem Dâm-Funk var, da jeg gjorde mig klar til at se ham. Han lavede noget meget George Clinton- og Dr. Dre-inspireret funkmusik, og jeg må sige, at det lød godt meget af tiden, men det blev bare ret ensformigt. Han var heller ikke det mest interessante menneske at observere på scenen. Jovist, han blev nødt til at være foran sit keyboard hele tiden, men sådan var det også, da jeg så James Blake, og han kommunikerede hele tiden med publikum.

Det næste var Lord Finesse og Large Professor. De var atter to musikere, jeg aldrig havde hørt om, men de er åbenbart veteraner, der begge er et sted i 40’erne. De fik publikum med, og de leverede et ret solidt show. Efter min mening, så blev det en smule trivielt. De var trods alt sammen med DJ’en det eneste på scenen, og de måtte godt have prøvet at køre showet på lidt mere end bare deres rap-evner. Der var vist et enkelt DJ-nummer, men derudover var det bare deres stærke rim. Og de var stærke, tag ikke fejl af det, og det var næppe tilfældigt, at vi fik to rappere. De ville nemlig umuligt kunne have båret shows hver især, så deres hoppen frem og tilbage skaber en vis dynamik, vi ikke ville have fået ellers, og derfor blev det stadig ganske hyggeligt. De tog heller ikke sig selv alt for seriøst, så det var forfriskende.

Jeg havde fået forståelsen af, at lørdag ville være en rendyrket hip hop-dag. Javist, Dâm-Funk laver rettere Funk, men det er en meget moderne, hip-hop-inspireret udgave af genren. Til gengæld var Sean Kuti & Egypt 80 en regulær undtagelse til dagens tema, for de laver regulær afrobeat. Sean Kuti er åbenbart søn af det store afrobeat-navn Fela Kuti, som jeg aldrig har hørt om, men i min dumme lille verden er afrobeat jo også mest af alt det der man hygger sig med, hvis der ikke er andet interessant på Roskilde. Dette var så ikke Roskilde, og ikke alene var der ikke andet interessant, der var slet ikke andet musik. Det endte dog med at blive ganske fornøjeligt. Det var ikke et højdepunkt eller noget, men det var stadig vældig sjovt. Orkestret var helt enormt, og der skete altid noget. Både ungdommelige Sean Kuti og backingsangerinderne var fulde af liv, og publikum var ganske godt med hele vejen igennem, især når det stod på numsevrik fra sangerinderne. Det var en uventet oplevelse, og endda også en ret god en.

208 – Neil Young & Crazy Horse – Everybody Knows This Is Nowhere (1969)

Udgivet den af
Svar

Folk-rock-gruppen Buffalo Springfield havde udgivet tre plader, før de gik hvert til sit. Mange af medlemmerne gik videre til andre projekter, og nogle startede endda succesfulde solokarrierer. Den mest succesfulde blandt disse var uden tvivl Neil Young, der i 1968 udgav sin solo-debut, Neil Young. Året efter udgav han sit første album med sit band Crazy Horse, som han har arbejdet sammen med på mange albums sidenhen. Albummet hed Everybody Knows This Is Nowhere og starter med nummeret Cinnamon Girl, der bare er fuldkommen pragtfuldt. Åbningsriffet er så cool, og lyden, der er en blanding af hård rock og country, er meget forfriskende. Det er en virkelig simpel sang, der ikke udvikler sig meget, men der er da et b-stykke omtrent 2 minutter inde efterfulgt af en guitarsolo, og mere har man ikke rigtig brug for. Nogle klappelyde kommer og går, og det hjælper meget til den rå lyd, at det ikke er så konsekvent. Der er lidt mere folk og country over titelnummeret, der dog stadig tydeligt er en rocksang. Den leger flot med stemningen, der skifter ganske naturligt mellem vers og omkvæd. Mændene med de lyse stemmer i koret til omkvædet er også bare skønne og særprægede.

Round & Round (It Won’t Be Long) er ikke særlig rocket, og den er uden tvivl langsommere såvel som mere stille end de to foregående numre. Den er meget trist, og Neil Youngs spinkle stemme bliver så dejligt øm herpå. Den fumler meget rundt i det samme groove i lang tid, men det bliver virkelig fængslende. Der bliver skruet op for lyden igen på Down By The River, den 9 minutter lange klassiker, som uden tvivl er pladens mest populære nummer. Melodien udvikler sig mere herpå end tidligere, og derfor føles sangen slet ikke så lang. 2 minutter inde begynder en virkelig interessant, lang guitarsolo, som ikke alene er meget imponerende, men den er også kreativt udført. Rytmeguitaren er samtidig ret uforudsigelig, hvilket gør sangen mere interessant. Først efter 3 minutters solo kommer vokalen tilbage, og efter et minut med denne kommer der mere solo, og sådan kører sangen som sådan hele vejen igennem, men det er godt lavet, og solo og sang passer godt sammen. The Losing End (When You’re On) er nærmest bare elektrisk country, og Neil Young udmærker sig virkelig her som historiefortæller og sanger. Han får et musikalsk ret forudsigeligt nummer til at føles meget større end ellers.

Running Dry (Requiem for the Rockets) var jeg faktisk forberedt på at kalde for albummets svageste nummer, det eneste jeg ikke var særlig glad for. Det sker bogstavelig talt, mens jeg skriver dette, at jeg lytter til nummeret igen, og pludselig er det virkelig smukt, dramatisk og forud for sin tid. Violinen er en vigtig del af dette, og det samme er Youngs stemme. Det, der fik mig til ikke at kunne lide denne sang var tomheden, nummeret var ubehageligt. Dette nummer er virkelig ubehageligt, det er helt vildt. Og det er nok også derfor, at jeg nu bare elsker det. Det er vidunderligt. Pladen afsluttes af en ti minutter lang sang med titlen Cowgirl in the Sand. Der er igen meget fokus på en lang guitarsolo, der sætter det dramatiske nummer flot op og får Neil Youngs stemme til at lyde virkelig stor og vigtig. Ligesom med Down by the River er størstedelen her lange guitarsoloer, og her fungerer de også bare fantastisk sammen med versene, men det er på en helt anden måde. Det lyder stort, og det runder virkelig flot en fuldkommen fantastisk plade af. Jeg var ikke forberedt på at elske den så højt efter de første gennemlytninger, men det endte altså sådan.

209 – Pink Floyd – Wish You Were Here (1975)

Udgivet den af
1

Pink Floyd elsker konceptalbums, især deres bassist Roger Waters, der stod bag det måske mest berømte konceptalbum nogensinde, The Wall. Før The Wall arbejdede de dog med andre koncepter, f.eks. på Wish You Were Here fra 1975, der omhandler bandet selv. Pladen starter med det længste track, Shine On You Crazy Diamond, Parts I-V. Det starter ganske langsomt med en melankolsk synthesizer, hvorefter lyden af våde fingre på vinglas skaber flot baggrund. Da tager David Gilmour fat i guitaren og spiller en langsom og teknisk set meget blues-præget solo, der dog får meget andre billeder i dit hoved end blues normalt gør. Man føler, at nogen savnes, og dette nummer omhandler da også tidligere medlem Syd Barrett, der var gået fuldstændig amok, og som desværre ikke var i stand til at fortsætte i gruppen. Der kommer da trommer og bas på, men guitar og synthesizer fortsætter med at holde stemningen hvor den var i starten. Vokalen kommer først omkring 9 minutter inde i sangen, men det føles ikke sent. Al musikken har lagt op til dette, og det føles stort. Sangen afsluttes af en sentimental saxofonsolo, som fuldkommen perfekt afslutter nummeret – for nu.

Den anden sang på pladen hedder Welcome to the Machine, og ganske passende bruger den mange elektroniske lyde. Guitar kommer ca. 2 minutter inde i den 7½ minut lange sang for at gøre det lidt mere organisk, men den elektroniske lyd er stadig vigtig. Sangen handler om hvor mekanisk musikindustrien er, og den føles også meget mørk, mørkere end noget andet på pladen. Den minder mig meget om Kraftwerk, især deres Trans Europe Express-album, der handler om mekanik og maskineri på et mere bogstaveligt niveau, men man får stadig den samme stemning. Man har slet ikke lyst til at være rockstjerne, når man lytter til dette. Have A Cigar fortsætter flot nogle af ideerne fra Welcome to the Machine, men det føles ikke mekanisk. Det føles rettere dæmonisk. Der er en meget interessant funk-lyd, der får det til at lyde fuldkommen ondskabsfuldt. Sangen handler om musikbrancens hykleri og udnyttende natur, og det føles reelt. Det betyder dog ikke, at der ikke er humor, denne sang har trods alt en af de morsomste linjer, nogen Pink Floyd-sang kan prale af: “Oh by the way, which one’s Pink?”, og så passer det endda ind i sangen.

Med al denne ondskab, så kan man godt undre sig over, hvorfor pladen hedder Wish You Were Here, men så kommer titelnummeret, og det er endnu en sang, der omhandler Syd Barrett, og her især hans personlige venskab med Roger Waters. Det kunne virke underligt, at ønske, at en ven var her, når vi lige har hørt om industriens ondskab, men sagen er, at Syd Barrett delvist blev så skør grundet industrien, og det er sådan, hele albummet hænger sammen. Desuden vil jeg lige tilføje, at Wish You Were Here er en af de bedste sange nogensinde, og det er endda pladens uden tvivl simpleste. Pladen afsluttes næsten som den begyndte, her med Shine On You Crazy Diamond, Parts VI-IX. Denne er meget mere energisk, og man kan også mærke noget af den vrede overfor industrien, man oplevede tidligere på pladen, komme igen. Hvordan denne sært strukturerede sang hænger så godt sammen er et godt spørgsmål. Denne sang runder virkelig flot et enormt mesterværk af. Hvis du endnu ikke har lyttet til Wish You Were Here af Pink Floyd, så gør det så snart, du får muligheden.

210 – Pavement – Crooked Rain, Crooked Rain (1994)

Udgivet den af
Svar

Jeg er en ret stor fan af alternativ rock, og en af de grupper, der var allerbedst i genrens guldalder i 90’erne var Pavement. De havde en meget atypisk lyd i forhold til deres samtid. Der var bands som The Smashing Pumpkins, Nirvana og Green Day, der var meget hårdtslående og punkede, og de havde tilsat lidt pop for at gøre melodierne mere fængende. Sådan var det ikke med Pavement. Pavement var faktisk stort set det modsatte, for deres forsanger Stephen Malkmus lyder konstant usikker og øm, og de har virkelig sørget for at fjerne alt, der lugter af popstruktur på mange af deres sange. Mange mener, at Pavement toppede med pladen Crooked Rain, Crooked Rain, og selvom jeg kun har hørt enkelte sange fra deres øvrige plader, så kan jeg sige, at der skal meget til for at overgå Crooked Rain, Crooked Rain. Man kan f.eks. starte med Stephen Malkmus’ evner som sangskriver. Hans levering tilføjer selvfølgelig også meget, men man kan huske individuelle linjer meget nøjagtigt efter første gennemlytning, også selvom de aldrig bliver gentaget. Han har en helt speciel evne for at få ord til at passe helt perfekt til musik, så man bare bliver virkelig glad, når man hører det.

Noget andet, der virkelig gør Crooked Rain, Crooked Rain til noget særligt er instrumentationen. Den er nemlig fuldkommen forfærdelig. Tit holder rytmen slet ikke, der bliver af og til spillet toner, der slet ikke harmoniserer med resten af musikken, og det lyder ofte som om, der sker et eller andet, der ikke skulle ske. Det ville næppe fungere for alle bands i verden, men Pavement får det virkelig til at fungere. Deres musik er i forvejen meget skrøbelig, og den store uperfektion i musikken. Det lyder som det musikalske svar på et korthus. Hvis det var lavet af rispapir. Og stod på en udendørs skøjtebane. Det er hele tiden. Nogle numre, heriblandt Hit the Plane Down og Unfair er faktisk meget hårde numre, der ikke er alt for ulig gamle Pixies-klassikere, men hvor Pixies tit er vrede og stærke, så er Pavement det modsatte. Begge er forvirrede og larmende, men Pavement har sangene i en anden kontekst, og dette gør hele forskellen. Desuden er Stephen Malkmus’ lille stemme bare helt perfekt til denne form for musik.

Noget andet, der er helt essentielt ved Crooked Rain, Crooked Rain er albumdynamikken. Sangene er så forskellige, at pladen aldrig føles som om, den gentager sig, og den sløsede måde, hvorpå sangene lyder som om, at de ikke er særlig gennemøvede, hjælper også på dette. De er også sat op, så de komplimenterer hinanden meget godt. De mest poppede numre, Gold Soundz og Cut Your Hair, er placeret med et par sange mellem sig, de hårdere, mere Pixies-agtige numre har er også placeret godt fra hinanden, og selv som jeg kommer med alle sådan nogle fællesnævnere, så udretter sangene slet ikke det samme. De gør altid noget, der ikke var gjort tidligere, men denne skrøbelighed bygger de stadig i fællesskab op mod. Selv uden Malkmus’ stemme fungerer det, for den jazzede 5-4=Unity er fuldkommen instrumental, og her falder musikken måske smukkere fra hinanden end på noget andet punkt på pladen. Det overrasker næppe mange, at jeg vil kokludere med at sige, at Crooked Rain, Crooked Rain er et mesterværk. Men det er svært at udpege noget dårligt ved den. Den er dejlig, den er holdbar, og man har bare lyst til at kramme Stephen Malkmus i løbet af det hele.