Forfatterarkiv: Kjartan

195 – John Mayall & the Bluesbreakers – Blues Breakers with Eric Clapton (1966)

Udgivet den af
Svar

Året er 1966. Bluesmusik havde i mange år været meget populært i USA, og især i 50’ernes Chicago var der en ganske enkelt eksplosiv udvikling i genren med navne som Little Walter, Muddy Waters og Bo Diddley. Årtiet efter begyndte ting dog virkelig at gå for sig i Storbritannien med navne som The Rolling Stones, John Mayall og Eric Clapton. Eric Clapton gik i 60’erne meget rundt fra det ene band til det andet, og efter han forlod The Yardbirds sluttede han sig til John Mayalls gruppe Bluesbreakers. I denne gruppe var også en anden i dag meget vigtig figur i britisk blueshistorie, nemlig John McVie, som senere dannede Fleetwood Mac. Disse tre udgav sammen med trommeslager Hughie Flint pladen Blues Breakers with Eric Clapton, også kaldet Beano, da coveret viser Eric Clapton læse en tegneserie af dette navn. På denne plade får man for alvor en definitiv, personlig britisk blueslyd, der adskiller sig fra tidligere forsøg på at genskabe det, amerikanerne havde lavet. Mens The Yardbirds og The Rolling Stones ganske vist gjorde numrene elektriske og satte tempoet op, så er de ikke blevet arrangeret meget mere om end det.

På Blues Breakers with Eric Clapton får man 7 covers af klassiske amerikanske bluessange krydret med 5 originale numre. De originale numre er ganske velskrevne. Min favorit er nok Key to Love, men Double Crossing Time, som Mayall har skrevet i samarbejde med Clapton, er også en virkelig god sang, der har et enormt fængslende groove. Man kan bare slet ikke sidde stille. Jeg må også huske at rose den minimalistiske Another Man, der udelukkende er Mayalls stemme, hans mundharpe og nogle klappelyde. Denne sang skaber en stemning, jeg ikke rigtig kan huske at have set magen til i nogen anden sang. Det er dog for alvor deres covers, der definerer pladen. De sætter liv og sjæl i hver eneste fortolkning, og de gør også virkelig alle numrene til deres egne. Selv de numre på pladen, jeg kender allerbedst i originaludgaverne, What’d I Say og Ramblin’ on My Mind føles helt anderledes i hænderne på Mayall og Clapton. Førstnævnte får endda interpoleret guitarriffet fra Beatles-sangen Day Tripper, og det lyder stadig fuldkommen skønt, måske oven i købet lige så godt som Ray Charles’ original.

Når man lytter til et gammelt amerikansk bluesalbum, kan det tit ende med at lyde ret ensartet, selv på mange af de bedste af dem. Blues Breakers With Eric Clapton er en virkelig varieret plade. Man får aldrig en sang, der ikke tilbyder noget nyt, og sangene fortsætter aldrig i for lang tid. Der er mange soloer, og de er alle interessante, føles friske og skaber dynamik i nummeret, de er på. De er desuden også virkelig imponerende, da vi har at gøre med fire enormt dygtige musikere – selv den relativt ukendte trommeslager Hughiw Flint brillerer virkelig på deres cover af What’d I Say. Der er også en blæsersektion, der spiller med på nogle få numre. Deres optræden på Have You Heard er nok deres tekniske højdepunkt, og de tilføjer også mest til lyden der. Men de føles aldrig som en overflødig tilføjelse, og de optræder sjældent nok til, at hvert nummer med dem er en glædelig overraskelse. Jeg må erklære mig virkelig glædeligt overrasket over denne plade. Jeg forventede selvfølgelig dygtige musikere, men dette er faktisk en god kandidat til mit yndlingsalbum med Eric Clapton. Jeg er blevet gladere og gladere for denne plade for hver gennemlytning, og jeg kan ikke se, hvordan blues kan blive meget bedre end dette.

Top 10 utilsigtet morsomme sange (10-6)

Udgivet den af
Svar

Utilsigtede morsomheder er tit de bedste. Jeg har set Life of Brian og Shaun of the Dead adskillige gange, og jeg griner hver gang, men de underholder mig ikke nær så meget som det store kaos, der er The Room, ifølge nogle verdens værste dramafilm, ifølge mig verdens bedste komedie. Det er dog sværere med musik at kalde noget for “så dårligt, at det er morsomt”, for med musik er der ikke mange regler, der fundamentalt er forkerte. Tit kan det have lige så meget med teksten eller musikvideoen at gøre som med selve musikken. Ofte er det en blanding. Denne liste kommer udelukkende til at bestå af sange, der på et eller andet niveau tager sig selv seriøst – ingen Kidd, ingen Anal Cunt, ingen Migos, Ingen The Hell, ingen Lil B. Og det skal også være blevet taget seriøst af andre, så I får hverken Friday, My Jeans eller Hot Problems. Jeg har også ekskluderet dansk musik, for ellers ville denne liste bestå stort set udelukkende af dansktop.

10: The Killers – Human
Dette var sangen, der introducerede mig til The Killers tilbage i 2008. Jeg havde sikkert hørt andet af dem før, men det var sammen med denne sang, at jeg for første gang hørte bandnavnet. Og det var et virkelig dårligt førstehåndsindtryk, for de fleste sange er ikke nær så morsomme, når P3 spiller dem konstant. Jeg hørte det i lang tid bare som om, at omkvædet gik “Are we human or are we dancers”, og det er i første omgang så dumt, at man ikke kan lade være med at smile. Men i virkeligheden siger han bare “or are we dancer”. Hvorfor? Fordi det skulle rime på “answer” senere i sangen? De kunne lige så godt have sagt “answers”, det ville give lige så meget mening. Og så synger forsanger Brandon Flowers det også med den mest dramatiske stemme, man kunne tænke sig. Hvis det ikke skulle være nok, så begynder det dummeste, mest lalleglade dance-beat efter første omkvæd, og i musikvideoen ser man dem med fotografier foran ansigterne midt ude i en øde kløft. Og der er også en hvid tiger af og til. Det er sikkert symbolik, men for hvad aner jeg ikke, og jeg har heller ikke lyst til at vide det, for sangen er sjovest, når den ingen mening giver.

9. Erasure – Always
Erasure er måske hverken New Order eller Depeche Mode, men de er stadig kvalitetsmæssigt langt foran navne som The Buggles og Spandau Ballet. A Little Respect er stadig et godt nummer, men jeg er bange for, at jeg aldrig vil kunne tage dem særlig seriøst igen, nu hvor jeg har spillet Robot Unicorn Attack, et simpelt flash-spil, der dog for alvor bliver gjort magisk af sit soundtrack, der består af én sang, der kører på repeat: Always af Erasure. Dette nummer siger lige i åbningslinjen de smukke ord “Open your eyes, I see your eyes are open”. Det er lyrisk en af de mest dovne, klichéfyldte sange nogensinde, produktionen er virkelig dårlig – den får ikke sangen til at lyde af kærlighed, den får den bare til at lyde latterlig. Der er så mange tilfældige lydeffekter, at man kan undre sig over, at de i det hele taget orkede. Andy Bells falset er også så overdrevet og selvhøjtidelig, at man bliver nødt til at fnise lidt af den. Som sagt kender jeg denne sang bedst ved at spille Robot Unicorn Attack, så jeg har faktisk ikke set videoen før nu, men den gør skam bare det hele endnu mere perfekt på sin egen lille forskruede måde.

8: Usher ft. will.i.am – OMG
Okay, Usher er kendt for sin lyse, sensuelle stemme, så denne single får ham selvfølgelig til at synge i bunden af registeret. Men hey, det kan da stadig være ret sexet, vi skal bare have et godt, blødt beat, der kan stå godt til hans stemme. Så skal man bare lade være med at hyre will.i.am til at producere nummeret. Produktionen er virkelig det, der gør dette nummer til det vidunderlige mysterium, det er. Der er et kor, der råber som var de til en fodboldkamp, og der er en virkelig fesen, mekanisk basgang, der bare bliver ved og ved og ved. Men der er selvfølgelig lidt variation i nummeret, så hvis noget skal skæres ud, så fader man selvfølgelig ikke eller noget, man får det bare til at stoppe fuldstændig. Beatet ændrer sig så meget på dette nummer, at det føles som at høre en montage af diverse remixes af nummeret. Det går fra at være virkelig højlydt og lagrigt til at være så minimalistisk, at der kun er synth-bas og -trommer på et splitsekund. De fleste kender til det musikalske udtryk crescendo – denne sang er fuld af det modsatte, subito. Men det gælder ikke tempo eller stemning eller noget, kun instrumentation. Usher og will.i.am virker vokalt fuldstændig upåvirket. Derudover er teksten også bare idiotisk, men så idiotisk, at man holder af det. Det er som at modtage en grim tegning fra et lille barn; ja, det er ikke kønt, men man holder bare så meget af, at der blev prøvet. G’et i OMG står ikke for God, det står for Gosh, og Ushers scorereplikker inkluderer “Honey got some boobies like wow, oh wow”. Smukt.

7: Baha Men – Who Let the Dogs Out
Jeg er en del af den generation, der er vokset op med sange, der er blevet populære for at være ringetoner – det inkluderer Crazy Frog, I’m a Gummy Bear og Kebab-sangen. Who Let the Dogs Out opnåede meget samme status, men det var næppe meningen. Idéen var vel bare at lave en sjov Soca-sang, man kunne feste til. Det ville være en perfekt beskrivelse af originalen af Anslem Douglas. Denne sang handler ikke om hunde, den handler om liderlige unge mænd. Sådan er det dog ikke med Baha Men-udgaven, for selvom teksten er uændret, så lader det til, at de fuldkommen har misset metaforen. Samt hvert begreb om hvad der fik sangen til at virke. Sangen er opbygget sådan, at hvert sekund er mere højlydt og råbende end det sidste. For at gøre det hele værre, så er den umulig at danse til, og ethvert forsøg på at gøre dette er mere morsomt end det sidste. Jeg prøver at erkende, at det, at den stadig er en virkelig sjov sang måske bare er fuldkommen tilsigtede kvaliteter. Men jeg tvivler på, at Baha Men reelt har sigtet efter noget som helst, så meget lader de ikke til at tænke over deres musik.

6 – Papa Roach – Last Resort
Papa Roach laver nu-metal, en genre, jeg ikke har meget til overs for udover det tidligste fra Korn og nogle få sange fra Linkin Park – og Deftones, hvis de da regnes for nu-metal. Ellers går det mest i en enten alt for seriøs og selvhøjtidelig tone (f.eks. Evanescence) eller en hjerneløs frat boy-attitude (f.eks. Limp Bizkit). Papa Roach formåede med Last Resort at skrive et Nu Metal-nummer, der rent faktisk var sjovt, men det var så ikke rigtig det, de gik efter. Sangen handler om selvmordstanker, men de lyder mest af alt, som om forsangeren overvejer at begå selvmord for at være sej. Teksten giver ingen indsigt i hvorfor han har det  så skidt udover en lille linje om at han har mistet sin mor. Det er selvfølgelig meget trist det hele, og det er desværre bygget på en virkelig historie. Jeg har virkelig ondt af forsangeren og det, han har været igennem, men hans evner som lyriker er stadig bare katastrofale. Rent musikalsk lyder det slet ikke som en emo-sang – det lyder som soundtracket til en actionfilm. Og lad mig lige sige noget positivt: guitarriffet er virkelig godt. Det passer bare slet ikke til det, teksten prøver at fremkalde. Desuden er forsangeren helt vildt dårlig i sin levering af denne tekst. Han råber det hele, ikke som om han var vred, mest som om han skulle vise sin hårde attitude. Han lyder mere som Coolio end som Trent Reznor.

196 – Diverse Kunstnere – Nuggets: Original Artyfacts from the First Psychedelic Era, 1965–1968 (1972)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker punk i alle mulige afskygninger, og jeg elsker ligeledes musikhistorie. Helt naturligt nyder jeg da også at kigge lidt i punkens rødder, nemlig garagerocken, der var virkelig populær i 60’ernes USA. 27 forskellige af disse sange blev i 1972 samlet på opsamlingen Nuggets: Original Artyfacts from the First Psychedelic Era, 1965–1968, en opsamling, der ville være til stor inspiration for senere punkgrupper. Dette dobbeltalbum indeholdt både relativt store hits og mindre kendte numre, men de fleste af dem er meget ukendte i dag. I 1998 udkom tre ekstra cd’er, der har lidt flere kendte navne på sig, heriblandt The Kingsmen, The Sonics, Love, Paul Revere & the Raiders og endda The Turtles. Disse bonus-cd’er er vældig sjove bekendskaber, men de er ikke nær så fokuserede som originalen, og jeg vil ikke dvæle meget længere ved de nyere tilføjelser. Noget rigtig rart ved sangene på Nuggets er, at de lyder meget ens. Det kunne lyde som noget negativt, men i forhold til, at de er lavet af så mange bands, så er lyden meget konsekvent. De fleste af disse sange kunne sagtens alle være lavet til én og samme plade af et og samme band.

Lyden er meget rå det meste af tiden, og selvom der står Psychedelic på coveret skal man ikke forvente Jimi Hendrix eller The Doors. Det er mere noget energisk poprock tilsat noget støj og tit også et markant orgel. Der er af og til noget østlig musikinspiration, f.eks. på åbningsnummeret I Had Too Much to Dream (Last Night), men selvom tekst og instrumentation er særpræget, så er sangene sjældent skrevet efter særlig komplicerede formularer. Der er sikkert en del af disse grupper, der ikke gør særlig meget andet end den formular, de bruger på deres specifikke nummer på denne opsamling, men så er det jo heldigt, at vi kun får én sang per gruppe. Selvom lyden er meget konsekvent, så er der stadig en hel del variation. Det er også enormt vigtigt, for pladen er jo et dobbeltalbum, og dermed varer den hele 76 minutter, hvilket er en hel del, men den holder skam det meste af vejen. Der er en tendens til, at de kortere numre (dem på ca. 2 minutter) er meget simple rocksange med lidt garageflair over sig, så er de længste sange meget mere eksperimenterende og dynamiske.

Der er ikke mange længere sange, og så lange er de ikke igen, men når de kommer, er de forfriskende. Desværre er de to længste sange placeret klods op ad hinanden. Det er i sidste halvdel af pladen, og derfor føles denne del meget mere overkommelig og fyldig end den første. Udvalget af sange er heller ikke helt perfekt, hvis du spørger mig. De fleste efterlader et ret stort indtryk, men det gælder ikke dem alle. Oh Yeah af The Shadows of Knight er f.eks. bare en ret uoriginal udgave af en af Bo Diddleys efter min mening mindre interessante sange, og Lies af The Knickerbockers føles bare som en lidt tam Beatles-efterligning. Men de fleste numre er virkelig solide, og det er overraskende, når de jo blev både indspillet og udvalgt for så mange år siden. For en musiknørd som mig er der selvfølgelig meget at grave ned i, men jeg føler, at man ikke har brug for et særlig stort kendskab til rytmisk musikhistorie for at kunne nyde Nuggets. Det kræver bare lidt smag for god garagerock, og mere skal der egentlig ikke til. Så Nuggets kan anbefales til langt de fleste, og hvis du kan lide denne anbefales det også at lytte til volume 2-4.

197 – R.E.M. – Murmur (1983)

Udgivet den af
Svar

Før R.E.M. fik deres første reelle hit i 1987 med The One I Love, var deres omdømme mest af alt bygget på, at forsanger Michael Stipe mumlede. Han mumlede faktisk så meget, at deres første plade fik titlen Murmur, en yderst passende titel, hvis jeg skal sige det selv. For det omdømme er ikke ufortjent, man kan faktisk ikke rigtig høre mere end højst hvert tredje ord tydeligt. R.E.M. er sidenhen blevet kendt for at være fantastiske lyrikere, så man kunne være meget bange for, at der ville mangle en af grundpillerne i deres musik på debuten. Der er dog ingen grund til at være bekymret, for til trods for, at det meste af Murmur er uforståeligt på et lingvistisk niveau, så kan man føle det virkelig tydeligt grundet stærk sangskrivning og smuk levering. De få ord, man endelig kan høre, danner sammen med sangtitlerne tematisk grundlag for de individuelle numre. Disse er dog stadig så kryptiske, at man må undre sig over meget, men de er dog stadig så sammenhængende, at der lader til at kunne være en mening bag det hele. Og man får da også lyst til at finde teksterne og få en større forståelse for dem.

Instrumenterne bliver spillet med stor finesse på Murmur. Sammenlignet med senere R.E.M.-plader er der meget post-punk over det, og instrumentationen på numre som Moral Kiosk, 9-9 og West of the Fields lyder meget som noget, Gang of Four kunne have lavet, vokalmelodien er bare meget mere poppet. Men det er forfriskende at høre en bas, der konsekvent er mixet meget højt, det giver pladen noget mere kant. Jeg elsker også hvordan enkelte numre, heriblandt Talk About the Passion og Perfect Circle hiver lidt alternativ instrumentation ind. Det viser ikke blot, at R.E.M. mestrer mange stilarter, men det gør også bare pladen mere holdbar at lytte til. Dette koncept med at lave en holdbar plade er R.E.M. eksperter i – jeg har allerede rost Document og især Automatic for the People for dette, da jeg anmeldte dem, men allerede fra Murmur af stod det klart, at R.E.M. ville have lytterne til at lytte til deres plader fra ende til anden. Dette arbejder de virkelig smukt med, og de har derfor med Murmur gået meget op i, at hvert eneste nummer er unikt og mindeværdigt, og de omkringliggende numre skal kun fastslå dette endnu mere.

Jeg har nævnt, at følelser er en virkelig stor del af denne plade, men må hellere fortælle hvilke følelser, for vældet af dem er helt enormt. Der spændes over et latterligt stort register, men det mest forbløffende er, at håbet fra Shaking Through, kynismen fra Radio Free Europe og sentimentaliten fra Perfect Circle kan arbejde så smukt sammen, som de gør. Spektret kører så naturligt frem og tilbage. Og på numre som Catapult, så ved jeg ikke engang helt, hvad de prøver på at udtrykke rent følelsesmæssigt, men der er udentvivl meget lagt i nummeret. Der er også en fantastisk dikotomi mellem de ret så triste vers og det meget glade omkvæd. Jeg synes ikke, at alt, R.E.M. har lavet er helt perfekt, ikke engang alt er godt, men der er sørme langt mellem lavpunkterne, og Murmur er et af de albums, hvor der er allerhøjest bundniveau. Den har måske ikke lige så fængende melodier som Document eller ligeså stærk album-følelse som Automatic for the People, men det er også latterligt meget at kræve af en plade, uanset om der står R.E.M. på eller ej. Murmur er stadig en virkelig imponerende rockplade, der har klaret årene så godt, at man slet ikke kan høre, at den er over 30 år gammel.

198 – Little Walter – The Best of Little Walter (1958)

Udgivet den af
Svar

Chicagos blueslandskab var i 50’erne fuldkommen fantastisk, og dette er grundet navne som Buddy Guy, Muddy Waters, Otis Rush, Bo Diddley og selvfølgelig mundharmonikaspilleren over dem alle, Little Walter. Så tidligt som i 1958 fik Little Walter udgivet sit definitive opsamlingsalbum, The Best of Little Walter. 12 af denne herres største numre er at finde på denne plade. Et par af numrene er instrumentale og fokuserer da udelukkende på mundharpen, men selv på numrene, hvor han også synger, dedikeres meget af tiden til denne mundharpe. De to er nærmest uadskillelige, og man har generelt lettere ved at genkende ham på mundharpen end på stemmen. Det gør ham til en meget unik figur i Chicagos bluesscene i 50’erne, der jo ellers fokuserede meget på guitar, men siden Walter har mange andre bluesmusikere fra området taget mundharpen helt op ved siden af mikrofonen. Han stikker også meget ud ved at hans største numre næsten alle er skrevet af ham selv. Selv dem, der ikke er, har han tit skrevet om på, så han selv føles mere til stede på numrene, og sange som Mean Old World og Blues With a Feeling er i dag så indbegrebet af Little Walter, at de fleste slet ikke kender originalerne.

Little Walters sangskrivning er ikke rigtig noget specielt, når vi snakker vokalmelodierne. Egentlig er der heller ikke så meget at komme efter i instrumentationens kompositioner, men selve lyden er rigtig flot, og den passer godt sammen med mundharpen, der er pladens sande stjerne. Jeg er dog glad for, at der er vokalmelodier, da det sørger for at holde mundharpen frisk og levende. Et helt album fyldt med instrumentale mundharpe-numre kunne godt gå hen og blive langtrukkent, men sådan er det jo heldigvis ikke på The Best of Little Walter. Pladen er med sine 12 numre 35 minutter lang, og mens ikke alle numre er fuldkommen fantastiske, så er ikke ét dårligt, og den konstante vekslen mellem mundharpe og sang giver pladen meget dynamik. Det er en kvalitet, der sandsynligvis ikke ville kunne bære en meget længere plade egenhændigt, men det går skam på The Best of Little Walter. Som sagt er bundniveauet ikke særlig lavt, men topniveauet er faktisk virkelig imponerende, og det er især det, som gør denne plade til et must-have for de fleste blues-entusiaster. Sange som Blues With a Feeling, Juke og My Babe er helt fantastiske, og jeg forstår godt, at de er blandt genrens største klassikere i dag.

Det bedste på pladen har også holdt sig forbløffende godt sammenlignet med samtidens bluesnumre, især My Babe, der stadig er virkelig sjov at synge med på. Selv de relativt uinteressante numre er stadig blues af fin kaliber, og det er faktisk ganske forbløffende, når man tænker på, at de ikke blot var skrevet i 50’erne – de var også udvalgt dengang. Man kunne frygte, at de i for høj grad ville være produkter af deres tid, der ville virke alt for ens set med nutidige øjne. Og mens et par af dem måske føles som lidt mere uinteressante udgaver af Blues With a Feeling, så har de stadig alle noget unikt at byde på. Der har været udgivet større, bredere omfattende opsamlinger sidenhen, der også har medtaget meget af hans 60’er-materiale, men selv føler jeg ikke, at de overgår denne kompakte introduktion til mandens værk. The Best of Little Walter giver dig stor respekt for en bluesmusiker, du ikke nødvendigvis kendte så godt, før du satte pladen på, og du får virkelig lyst til at lære ham bedre at kende. Man kan mærke, at det er en opsamling, men det ødelægger ikke oplevelsen, og hvis du ikke kender meget til Little Walter, så er det et virkelig godt sted at starte.

199 – AC/DC – Highway to Hell (1979)

Udgivet den af
Svar

Nogle bands har skrevet sig ind i historiebøgerne for at lave banebrydende, nytænkende musik, der har gjort, at rock i dag er anset for lige så stor kunst som jazz og klassisk. Navne som Pink Floyd, Led Zeppelin og Queen springer straks frem. Så er der også de bands, der bare er blevet rost for at lave rå, vild rockmusik, der ikke på overfladen har de store kunstneriske værdier. Jeg tror, få bands passer så perfekt til denne definition som australske AC/DC, især i årene med deres oprindelige forsanger, Bon Scott. Bon Scott døde desværre i 1980, men han efterlod verden med en af gruppens mest populære plader, nemlig Highway to Hell fra 1979. På denne oplever man som det allerførste det klassiske titelnummer. Og det er påfaldende, hvor lidt, der i grunden er at sige om det nummer. Det er blevet en rockklassiker gennem et meget simpelt arrangement, et meget simpelt riff og et omkvæd, alle kan synge med på. Og så også en mærkbar attitude. Bon Scott såvel som resten af bandet er meget frembrusende, og det er nok det, der har gjort dem så mærkbare. De angriber dig altid med fuld kraft.

Når man har hørt én AC/DC-sang efterlader det et enormt stort indtryk, og man har øjeblikkeligt lyst til at lytte til mere. Og de leverer 10 virkelig solide numre i løbet af Highway to Hell-pladen, så der er næsten ikke noget at klage over. Det er oven i købet bygget op sådan, at de helt store højdepunkter er i hver sin ende af pladen i form af Highway to Hell og Night Prowler. Når man har sat pladen på, så får man bare track efter track, man bare nyder fuldt ud, og så begynder det lidt at blive kedeligt. De første to numre er ustoppelige rocknumre af slagsen, man kender AC/DC bedst for, det tredje, Walk All Over You er heldigvis lidt mere progressivt, minder egentlig lidt om Tom Sawyer af Rush. Det fjerde nummer, Touch Too Much arbejder også ret flot med dynamik, og den har en sensualitet, man ikke ser så meget af på pladen ellers. Siden begynder numrene at føles trivielle. Der er en vis AC/DC-formel, der bliver brugt meget på denne plade. Hav et simpelt riff, et omkvæd, der er let at synge med på, og dette omkvæd skal føles stort. Mod slutningen må det gerne føles endnu større. Formlen virker, men det ender med at blive ret forudsigeligt.

Lad mig lige slå fast, at alle sangene på Highway to Hell er rigtig gode på egen hånd. Intet ondt ord om nogen af dem. Det store problem ender faktisk ikke rigtig med at være forudsigeligheden, det er lidt noget, man forventer, når man sætter pladen på. Nej, hvis vi ignorerer ironien ved at selv forudsigeligheden selv er forudsigelig, så er det bare virkelig højlydt konstant. Det er da meget tiltalende i starten, men som pladen går fremad bliver det mere og mere trivielt. Jeg snakker konstant om albumdynamik, fordi det er vigtigt; det sørger for at gøre en plade med dårlige sange udholdelig, en med middelmådige sange solid og en med gode sange til et mesterværk. Albumdynamik har der stort set ikke været tænkt på på Highway to Hell, så vidt jeg kan høre. Der er kun fokuseret på at skrive 10 bundsolide sange, og de er alle af enormt høj kvalitet, og de hører nok til blandt gruppens bedste. Så jeg er lidt splittet. Pladen er uden tvivl god, men det er ikke den mest langtidsholdbare plade i verden. Den kan godt anbefales.

Nyheder: September 2014

Udgivet den af
Svar

Så er mit radioprogram, The Vinyl Countdown sat på pause. Jeg vil stadig forberede nye afsnit af programmet, men jeg forventer, at programmet først vil begynde at blive sendt igen engang til vinter. Jeg skal nok komme med yderligere oplysninger, når det nærmer sig. Jeg er også startet på Sankt Annæ Gymnasium nu, og det er en rigtig positiv oplevelse. Men det er næppe en overraskelse, at jeg har det godt på et musikgymnasium. Jeg er blevet ansat som musikskribent på skolebladet Fuldt Pensum, men jeg har ikke skrevet dertil endnu. Når jeg gør, så skal jeg nok dele det på bloggen.

Bibzoom er stadig i fuld gang med at dele mine anmeldelser på deres side – her har I dem fra den forgangne måned:
Talking Heads – More Songs About Buildings and Food
The Modern Lovers – The Modern Lovers
The Beach Boys – Sunflower
Bruce Springsteen – Greetings From Asbury Park, N.J.
Toots and the Maytals – Funky Kingston
TLC – CrazySexyCool
Oasis – (What’s the Story) Morning Glory?
John Lee Hooker – The Ultimate Collection (1948-1990)

Og nu begynder den helt gyldne sæson for albumudgivelser jo. Oktober og september bliver et rent slaraffenland for mig. Min top 10 over spændende september-plader ser sådan her ud:

  1. Alt-J – This Is All Yours
  2. Aphex Twin – Syro
  3. Death From Above 1979 – The Physical World
  4. Interpol – El Pintor
  5. NehruvianDOOM- NehruvianDOOM
  6. Prince & 3rdEyeGirl – Plectrumelectrum
  7. Leonard Cohen – Popular Problems
  8. Karen O – Crush Songs
  9. Julian Cassablancas + The Voidz – Tyranny
  10. Ryan Adams – Ryan Adams

Rygter siger også, at vi får en ny plade fra Kendrick Lamar i løbet af september. Vi har dog hverken en dato eller en titel endnu, så jeg valgte at ignorere disse rygter.

200 – Nine Inch Nails – The Downward Spiral (1994)

Udgivet den af
1

Mange mener, at alternativ rock toppede i 1994. Det er i hvert fald sandt, hvis vi taler om popularitet, for navne som Beck, Collective Soul, The Cranberries og Crash Test Dummies havde alle store hits det år, der blev spillet side om side med Mariah Carey og Bryan Adams på popstationerne. Trent Reznors projekt Nine Inch Nails markerede samtidig genrens efter min mening kvalitetsmæssige toppunkt det år med en plade ved navn The Downward Spiral. Det er en meget højlydt plade, og man ville med rette kunne kalde den industriel rock grundet de mange mekaniske og elektroniske effekter, der giver musikken en meget dyster lyd. Det er måske endda at betegne som industriel metal, for det er virkelig tungt og hårdtslående meget af det. Disse to idéer går virkelig godt i spænd for at skabe en grum, tortureret plade, der aldrig holder følelser tilbage. Det er et højlydt skrig fra en person, der ikke ved, hvorfor han skriger, men vi kommer igennem et stort følelsesspektrum for at finde ud af det. Jeg har stadig ikke fundet ud af fuldstændig hvorfor, men det handler ikke om destinationen, det handler om rejsen.

Netop denne manglende specifikation gør The Downward Spiral smuk. Der er altid noget nyt at dykke ned i, og da sangene handler om så forskellige sang, kan man udforske mange forskellige aspekter af denne torturerede person, hele pladen handler om. Og her snakker jeg ikke nødvendigvis om teksten. Man kan blot høre hvordan musikken er på Heresy, der handler om religion, Closer, der handler om sex og Eraser, som jeg selv opfatter som værende om stoffer. Sidstnævnte har ikke engang megen tekst, så det er især gennem musikken, at jeg får opfattelsen af, at det er sådan, det hænger sammen. Musikken er selv med sin meget højlydte lyd meget diskret, og under støjen gemmer sig tit nogle undertoner, der kan afsløre meget mere om hovedpersonen. Teksten tilføjer dog stadig meget. På Heresy synger han “God is dead and no one cares”, men på Closer går teksten “I wanna fuck you like an animal, my whole existence is flawed, you get me closer to God”. Der er en interessant dikotomi mellem disse to linjer, præcis som hvordan man finder meget stille punkter klods op af de mest højlydte på mange numre på pladen – bl.a. March of the Pigs, Mr. Self Destruct og Reptile.

Der er lidt af en historie på pladen, og afslutningen er ikke helt entydig. Jeg knuser næppe for mange hjerter ved at afsløre, at den ikke er lykkelig, men præcis hvor ulykkelig den er er svært at sætte en finger på. Der bliver antydet noget, men jeg har det ikke helt godt med at afsløre det. Men det interessante er, at dette især sker ved hjælp af instrumentationen, der falder fuldkommen fra hinanden. Dette sker i de to sidste numre, The Downward Spiral og Hurt. Igen, jeg vil ikke afsløre slutningen, men jeg vil gerne bemærke, at Johnny Cash har lavet en udgave af Hurt, hvor teksten kun er ændret en lille smule, og denne udgave er en god kandidat til min yndlingssang nogensinde. Dog er musikken meget anderledes, og den giver da meget andre billeder end Nine Inch Nails gør i originaludgaven. Det fortæller selvfølgelig noget om Cashs evner som musiker, men på samme måde føler jeg, at det fortæller noget om Trent Reznors evner som historiefortæller. Der er noget meget diskret, David Lynch-agtigt over ham, og det gør, at The Downward Spiral kan lyttes til igen og igen. Det er en af mine top 3 plader nogensinde.

201 – Simon & Garfunkel – Parsley, Sage, Rosemary & Thyme (1966)

Udgivet den af
Svar

I 1966 fik en folk-duo bestående af Art Garfunkel og Paul Simon, der i fællesskab blot hed Simon & Garfunkel, deres gennembrud med pladen Sounds of Silence, og allerede senere samme år udgav de opfølgeren Parsley, Sage Rosemary & Thyme. Denne plade gjorde sig meget bemærket ved dels at have en mere psykedelisk lyd til at binde musikken sammen, men også dels ved at sangene stod i stærk kontrast til hinanden. Åbningsnummeret Scarborough Fair/Canticle er meget svævende og langsomt, og der er noget virkelig hypnotiserende over måden, hvorpå sangen bevæger sig rundt. Som total modsætning er det andet nummer Patterns et meget dramatisk nummer med eksotisk percussion og en meget konfronterende attitude. Og således er mange sange på pladen bare virkelig forskellige fra hinanden, og det ender med at have en enorm indflydelse på pladens kvalitet og dynamik. Sagen er nemlig, at pladen end ikke er en halv time lang, men ligeledes er de individuelle numre sjældent mere end 3 minutter lange og ofte meget kortere, så man får bare som lytter konstant noget nyt at tygge på.

Med undtagelse af de to covers, Scarborough Fair og Silent Night, er samtlige sange skrevet af Paul Simon, og selv disse to er blevet ændret så meget på, at titlerne måtte blive udvidet. Paul Simon har et helt fantastisk øre for melodier, og sammen med Art Garfunkel skaber han nogle virkelig smukke vokalharmonier på visse numre. På nogle numre er Garfunkel i fokus, og da bliver det meget følsomt, meget smukt, nærmest operatisk, og når Simon er i fokus, så bliver det lidt mere kækt, men det bliver også lidt indadvendt på en virkelig tiltalende måde. Igen, dette sørger for, at pladen føles levende, men det gør også, at ingen af disse metoder bliver for brugt. Det gør, at man kan mærke det hver gang, og da pladen er kort, så føles det aldrig som om, det er bare på kanten til at blive forudsigeligt. Det gør også, at man kan lytte til pladen mange gange, og så bliver man i stadighed glad over det. F.eks. synes jeg altid at A Simple Desultory Phillippic (How I Was Robert McNamara’d into Submission) er et hylemorsomt nummer. Det er en parodi på Bob Dylans nye, mere elektriske lyd og vokalstil, og det er helt fantastisk. Og det lyder faktisk godt.

Der er to numre, der virkelig gør Parsley, Sage, Rosemary & Thyme til et mesterværk, og de er at finde i hver ende. Jeg har allerede snakket lidt om åbningsnummeret Scarborough Fair/Canticle, der jo er en gammel folkesang blandet med nyt Simon-skrevet materiale. På samme måde er afslutningsnummeret 7 O’Clock News/Silent Night den klassiske julesang sunget virkelig smukt af Simon & Garfunkel, og det ville i sig selv være et godt nummer, der bare ville virke underligt i sammenhængen. Julesangen handler jo som bekendt om fred, glæde og den magiske følelse, julen bringer med sig. Paul Simon indfører dog sit eget lille twist – han lægger en falsk radioavis indover, der dog fortæller fuldkommen sandfærdige nyheder. Vi hører om racisme, mord, afhængighed, krig og USA’s trang derefter. Jeg fik en klump i halsen, da jeg for første gang hørte linjen “Nixon also said opposition to the war in this country is the greatest single weapon working against the U.S.”. Det er en stor måde at afslutte sådan et kort album. Og selvom sangen kun gør pladen to minutter længere, så føles albummet pludselig meget større. Parsley, Sage Rosemary & Thyme er et mesterværk.

202 – Michael Jackson – Bad (1987)

Udgivet den af
Svar

I 1983 udgav Michael Jackson et album, der hurtigt ville ende med at være det bedst sælgende album i musikhistorien, Thriller. Når man først har opnået sådan en præstation, så er det svært at overgå sig selv. Jeg siger dog gerne det kontroversielle i mine anmeldelser, og jeg holder fast i at Jackson lavede en endnu bedre plade med Bad i 1987. Med klassiske singler som Bad, Man in the Mirror, Smooth Criminal, Dirty Diana og stort set også hele resten af pladen, så er kvalitetsniveauet på de individuelle numre virkelig højt, men albummet fungerer også meget godt i sin helhed. Meget af albummet har det lidt hårdere, mere rockede image, han tidligere havde flirtet med på numre som Beat It. Bare kig på titlen på pladen, den hedder Bad fordi Michael pludselig er en slem fyr. Det gælder ikke alle sange, men numre som Smooth Criminal, Speed Demon, Dirty Diana og selvfølgelig især Bad lyder så cool, at det ikke er til at stå for. Selv den langsomme Liberian Girl har mere sensualitet end man tidligere var vant til fra popkongen.

Han er dog samtidig menneskelig, og det fremviser han smukt på den følsomme Man in the Mirror og den vrede Leave Me Alone. Der er nogen bag facaden, og det viser han med nogle virkelig smukke sange, der med stærke, simple tekster er lette at relatere til, og melodierne er også bare virkelig gribende. Han bliver også lidt følsom på I Just Can’t Stop Lovin’ You, der efter min mening er den mindst interessante sang på Bad, men den markerer da et latterligt højt bundniveau. Den er en duet med Sideah Garrett, og det er en lidt tidstypisk Whitney Houston-agtig duet, men den har nok charme, store nok følelser og en stærk nok melodi, til at klichéer kan mere end bare undskyldes. Noget af det, der gør Bad til sådan en god plade er, at ingen sang formår at gentage særlig mange idéer fra tidligere på albummet, men samtidig formår de at arbejde sammen om at give et godt billede af Michael Jackson som person og som kunstner i denne periode. Han er en tortureret sjæl, men han er også samtidig en slem fyr, og disse to ting ender med at hænge så naturligt sammen til sidst, at man får opfattelsen af, at han påtager sig en facade for at skjule sit følsomme indre. Dette er en styrke i mine øjne, ikke en svaghed.

Der er to sange, der føjer endnu flere facetter til Jacksons personlighed på Bad, dog denne gang i en lidt gladere retning. Her tænker jeg på The Way You Make Me Feel og Stevie Wonder-duetten Just Good Friends. Her er instrumentationen mere lystig end ellers, men de hjælper med at vise os en side af Jackson – eller måske rettere en side af livet – der er enormt vigtig, for opfattelsen af pladen. Man kan selvfølgelig fortolke musik præcis som man vil, men jeg føler, at i en pop-situation, hvor vi ikke kan gå over i det helt ekstreme, så er det vigtigt at se begge ender af et følelsesspektrum. Derfor gør den glade The Way You Make Me Feel, bare at numre som Dirty Diana og Man in the Mirror lyder større og vigtigere. Desuden er The Way You Make Me Feel bare en fantastisk, glad, helt vildt sjov popsang, som på egne ben også holder enormt godt. Så for at konkludere, så er alle sange på Bad bundsolide, mange er blandt 80’ernes allerbedste popsange, og sangene arbejder virkelig godt sammen om at skabe en fantastisk plade.