Utilsigtede morsomheder er tit de bedste. Jeg har set Life of Brian og Shaun of the Dead adskillige gange, og jeg griner hver gang, men de underholder mig ikke nær så meget som det store kaos, der er The Room, ifølge nogle verdens værste dramafilm, ifølge mig verdens bedste komedie. Det er dog sværere med musik at kalde noget for “så dårligt, at det er morsomt”, for med musik er der ikke mange regler, der fundamentalt er forkerte. Tit kan det have lige så meget med teksten eller musikvideoen at gøre som med selve musikken. Ofte er det en blanding. Denne liste kommer udelukkende til at bestå af sange, der på et eller andet niveau tager sig selv seriøst – ingen Kidd, ingen Anal Cunt, ingen Migos, Ingen The Hell, ingen Lil B. Og det skal også være blevet taget seriøst af andre, så I får hverken Friday, My Jeans eller Hot Problems. Jeg har også ekskluderet dansk musik, for ellers ville denne liste bestå stort set udelukkende af dansktop.
10: The Killers – Human
Dette var sangen, der introducerede mig til The Killers tilbage i 2008. Jeg havde sikkert hørt andet af dem før, men det var sammen med denne sang, at jeg for første gang hørte bandnavnet. Og det var et virkelig dårligt førstehåndsindtryk, for de fleste sange er ikke nær så morsomme, når P3 spiller dem konstant. Jeg hørte det i lang tid bare som om, at omkvædet gik “Are we human or are we dancers”, og det er i første omgang så dumt, at man ikke kan lade være med at smile. Men i virkeligheden siger han bare “or are we dancer”. Hvorfor? Fordi det skulle rime på “answer” senere i sangen? De kunne lige så godt have sagt “answers”, det ville give lige så meget mening. Og så synger forsanger Brandon Flowers det også med den mest dramatiske stemme, man kunne tænke sig. Hvis det ikke skulle være nok, så begynder det dummeste, mest lalleglade dance-beat efter første omkvæd, og i musikvideoen ser man dem med fotografier foran ansigterne midt ude i en øde kløft. Og der er også en hvid tiger af og til. Det er sikkert symbolik, men for hvad aner jeg ikke, og jeg har heller ikke lyst til at vide det, for sangen er sjovest, når den ingen mening giver.
9. Erasure – Always
Erasure er måske hverken New Order eller Depeche Mode, men de er stadig kvalitetsmæssigt langt foran navne som The Buggles og Spandau Ballet. A Little Respect er stadig et godt nummer, men jeg er bange for, at jeg aldrig vil kunne tage dem særlig seriøst igen, nu hvor jeg har spillet Robot Unicorn Attack, et simpelt flash-spil, der dog for alvor bliver gjort magisk af sit soundtrack, der består af én sang, der kører på repeat: Always af Erasure. Dette nummer siger lige i åbningslinjen de smukke ord “Open your eyes, I see your eyes are open”. Det er lyrisk en af de mest dovne, klichéfyldte sange nogensinde, produktionen er virkelig dårlig – den får ikke sangen til at lyde af kærlighed, den får den bare til at lyde latterlig. Der er så mange tilfældige lydeffekter, at man kan undre sig over, at de i det hele taget orkede. Andy Bells falset er også så overdrevet og selvhøjtidelig, at man bliver nødt til at fnise lidt af den. Som sagt kender jeg denne sang bedst ved at spille Robot Unicorn Attack, så jeg har faktisk ikke set videoen før nu, men den gør skam bare det hele endnu mere perfekt på sin egen lille forskruede måde.
8: Usher ft. will.i.am – OMG
Okay, Usher er kendt for sin lyse, sensuelle stemme, så denne single får ham selvfølgelig til at synge i bunden af registeret. Men hey, det kan da stadig være ret sexet, vi skal bare have et godt, blødt beat, der kan stå godt til hans stemme. Så skal man bare lade være med at hyre will.i.am til at producere nummeret. Produktionen er virkelig det, der gør dette nummer til det vidunderlige mysterium, det er. Der er et kor, der råber som var de til en fodboldkamp, og der er en virkelig fesen, mekanisk basgang, der bare bliver ved og ved og ved. Men der er selvfølgelig lidt variation i nummeret, så hvis noget skal skæres ud, så fader man selvfølgelig ikke eller noget, man får det bare til at stoppe fuldstændig. Beatet ændrer sig så meget på dette nummer, at det føles som at høre en montage af diverse remixes af nummeret. Det går fra at være virkelig højlydt og lagrigt til at være så minimalistisk, at der kun er synth-bas og -trommer på et splitsekund. De fleste kender til det musikalske udtryk crescendo – denne sang er fuld af det modsatte, subito. Men det gælder ikke tempo eller stemning eller noget, kun instrumentation. Usher og will.i.am virker vokalt fuldstændig upåvirket. Derudover er teksten også bare idiotisk, men så idiotisk, at man holder af det. Det er som at modtage en grim tegning fra et lille barn; ja, det er ikke kønt, men man holder bare så meget af, at der blev prøvet. G’et i OMG står ikke for God, det står for Gosh, og Ushers scorereplikker inkluderer “Honey got some boobies like wow, oh wow”. Smukt.
7: Baha Men – Who Let the Dogs Out
Jeg er en del af den generation, der er vokset op med sange, der er blevet populære for at være ringetoner – det inkluderer Crazy Frog, I’m a Gummy Bear og Kebab-sangen. Who Let the Dogs Out opnåede meget samme status, men det var næppe meningen. Idéen var vel bare at lave en sjov Soca-sang, man kunne feste til. Det ville være en perfekt beskrivelse af originalen af Anslem Douglas. Denne sang handler ikke om hunde, den handler om liderlige unge mænd. Sådan er det dog ikke med Baha Men-udgaven, for selvom teksten er uændret, så lader det til, at de fuldkommen har misset metaforen. Samt hvert begreb om hvad der fik sangen til at virke. Sangen er opbygget sådan, at hvert sekund er mere højlydt og råbende end det sidste. For at gøre det hele værre, så er den umulig at danse til, og ethvert forsøg på at gøre dette er mere morsomt end det sidste. Jeg prøver at erkende, at det, at den stadig er en virkelig sjov sang måske bare er fuldkommen tilsigtede kvaliteter. Men jeg tvivler på, at Baha Men reelt har sigtet efter noget som helst, så meget lader de ikke til at tænke over deres musik.
6 – Papa Roach – Last Resort
Papa Roach laver nu-metal, en genre, jeg ikke har meget til overs for udover det tidligste fra Korn og nogle få sange fra Linkin Park – og Deftones, hvis de da regnes for nu-metal. Ellers går det mest i en enten alt for seriøs og selvhøjtidelig tone (f.eks. Evanescence) eller en hjerneløs frat boy-attitude (f.eks. Limp Bizkit). Papa Roach formåede med Last Resort at skrive et Nu Metal-nummer, der rent faktisk var sjovt, men det var så ikke rigtig det, de gik efter. Sangen handler om selvmordstanker, men de lyder mest af alt, som om forsangeren overvejer at begå selvmord for at være sej. Teksten giver ingen indsigt i hvorfor han har det så skidt udover en lille linje om at han har mistet sin mor. Det er selvfølgelig meget trist det hele, og det er desværre bygget på en virkelig historie. Jeg har virkelig ondt af forsangeren og det, han har været igennem, men hans evner som lyriker er stadig bare katastrofale. Rent musikalsk lyder det slet ikke som en emo-sang – det lyder som soundtracket til en actionfilm. Og lad mig lige sige noget positivt: guitarriffet er virkelig godt. Det passer bare slet ikke til det, teksten prøver at fremkalde. Desuden er forsangeren helt vildt dårlig i sin levering af denne tekst. Han råber det hele, ikke som om han var vred, mest som om han skulle vise sin hårde attitude. Han lyder mere som Coolio end som Trent Reznor.