Tag-arkiv: Blues-rock

208 – Neil Young & Crazy Horse – Everybody Knows This Is Nowhere (1969)

Udgivet den af
Svar

Folk-rock-gruppen Buffalo Springfield havde udgivet tre plader, før de gik hvert til sit. Mange af medlemmerne gik videre til andre projekter, og nogle startede endda succesfulde solokarrierer. Den mest succesfulde blandt disse var uden tvivl Neil Young, der i 1968 udgav sin solo-debut, Neil Young. Året efter udgav han sit første album med sit band Crazy Horse, som han har arbejdet sammen med på mange albums sidenhen. Albummet hed Everybody Knows This Is Nowhere og starter med nummeret Cinnamon Girl, der bare er fuldkommen pragtfuldt. Åbningsriffet er så cool, og lyden, der er en blanding af hård rock og country, er meget forfriskende. Det er en virkelig simpel sang, der ikke udvikler sig meget, men der er da et b-stykke omtrent 2 minutter inde efterfulgt af en guitarsolo, og mere har man ikke rigtig brug for. Nogle klappelyde kommer og går, og det hjælper meget til den rå lyd, at det ikke er så konsekvent. Der er lidt mere folk og country over titelnummeret, der dog stadig tydeligt er en rocksang. Den leger flot med stemningen, der skifter ganske naturligt mellem vers og omkvæd. Mændene med de lyse stemmer i koret til omkvædet er også bare skønne og særprægede.

Round & Round (It Won’t Be Long) er ikke særlig rocket, og den er uden tvivl langsommere såvel som mere stille end de to foregående numre. Den er meget trist, og Neil Youngs spinkle stemme bliver så dejligt øm herpå. Den fumler meget rundt i det samme groove i lang tid, men det bliver virkelig fængslende. Der bliver skruet op for lyden igen på Down By The River, den 9 minutter lange klassiker, som uden tvivl er pladens mest populære nummer. Melodien udvikler sig mere herpå end tidligere, og derfor føles sangen slet ikke så lang. 2 minutter inde begynder en virkelig interessant, lang guitarsolo, som ikke alene er meget imponerende, men den er også kreativt udført. Rytmeguitaren er samtidig ret uforudsigelig, hvilket gør sangen mere interessant. Først efter 3 minutters solo kommer vokalen tilbage, og efter et minut med denne kommer der mere solo, og sådan kører sangen som sådan hele vejen igennem, men det er godt lavet, og solo og sang passer godt sammen. The Losing End (When You’re On) er nærmest bare elektrisk country, og Neil Young udmærker sig virkelig her som historiefortæller og sanger. Han får et musikalsk ret forudsigeligt nummer til at føles meget større end ellers.

Running Dry (Requiem for the Rockets) var jeg faktisk forberedt på at kalde for albummets svageste nummer, det eneste jeg ikke var særlig glad for. Det sker bogstavelig talt, mens jeg skriver dette, at jeg lytter til nummeret igen, og pludselig er det virkelig smukt, dramatisk og forud for sin tid. Violinen er en vigtig del af dette, og det samme er Youngs stemme. Det, der fik mig til ikke at kunne lide denne sang var tomheden, nummeret var ubehageligt. Dette nummer er virkelig ubehageligt, det er helt vildt. Og det er nok også derfor, at jeg nu bare elsker det. Det er vidunderligt. Pladen afsluttes af en ti minutter lang sang med titlen Cowgirl in the Sand. Der er igen meget fokus på en lang guitarsolo, der sætter det dramatiske nummer flot op og får Neil Youngs stemme til at lyde virkelig stor og vigtig. Ligesom med Down by the River er størstedelen her lange guitarsoloer, og her fungerer de også bare fantastisk sammen med versene, men det er på en helt anden måde. Det lyder stort, og det runder virkelig flot en fuldkommen fantastisk plade af. Jeg var ikke forberedt på at elske den så højt efter de første gennemlytninger, men det endte altså sådan.

228 – Aerosmith – Toys in the Attic (1975)

Udgivet den af
Svar

Aerosmith er et af de klassiske rockbands, som måske virker latterlige og gammeldags at se på, men når man lytter til deres musik i dag, så holder den helt fantastisk. Kig blot på to af de største hits, de havde i deres guldalder i 70’erne: Sweet Emotion og Walk This Way har klaret tidens tand meget bedre end samtidens og især eftertidens hårde, glamourøse poprock. Disse to er at finde på pladen Toys in the Attic, der åbnes af et rigtig godt titelnummer. Det sætter med det samme tonen for resten af albummet, for selvom det er hårdtslående, så er det stadig virkelig sjovt. Omkvædet er simpelt og kort, men alle kan synge med på det. Det er lidt af et strukturelt roderi, men det mener jeg på de bedst tænkelige måder. Det går så hurtigt, at man selv ikke efter adskillige gennemlytninger ved, hvad man kan forvente. Track 2, Uncle Salty er en lidt mere stille blues-inspireret sang. Den fungerer godt til at komme lidt ned på jorden igen, og den vilde historie i teksten gør, at den slet ikke ender med at være et kedeligt nummer. Melodien er ganske vist simpel, men en guitarsolo her og et crescendo der gør, at man får rigeligt ud af nummeret.

Adam’s Apple er en mere energisk sang, der virkelig lader guitarist Joe Perry opføre flotte, blues-lignende stykker på guitaren. Den har en finurlig tekst, der leger lidt med nogle bibelfigurer, og den i grunden simple melodi sørger for, at sangen på en gang er let tilgængelig og teknisk imponerende. Efter den begynder nogle udødelige trommeslag efterfulgt af et endnu mere utroligt guitarriff – Walk This Way er ikke en af Aerosmiths signatursange uden årsag. Den er skruet så godt sammen, at det er svært for mig at få ind i hovedet, at dette end ikke er deres bedste udgave af sangen – den bliver for mig forbedret, når Run-D.M.C. er med på den. Men sangen er mere end bare god på egen hånd. Det er en af de bedste rocksange nogensinde. Det samme kan man næppe sige om Big Ten Inch Record, der er en gammeldags rock and roll-sang i stil med Little Richard og Chuck Berry. Det er dog stadig en ganske god sang, og det er ganske forfriskende at høre noget så simpelt. Og da de jo alligevel ikke tager sig selv så seriøst, gør det ikke meget, det er jo sjovt.

Den er dog ikke kun placeret lige efter et mesterværk, men også lige før et. Sweet Emotion er en af de mest sexede sange nogensinde, og talkbox lyder ikke så godt på noget andet nummer, jeg kender. Basgangen er helt vildt groovy, og sangen kører bare så naturligt, at man bare kommer i en trance – noget, man ikke ville forvente af en Aerosmith-sang. No More No More er en noget hårdere sang, der dynamisk går meget pænt frem og tilbage. Sangens hook er ganske stærk, og man får da meget let lyst til at synge lidt med. Følelserne er ikke nær så stærke som på visse tidligere sange, men den føles stadig meget selvsikker, og selvsikkerhed er da også noget af det, den handler om. Round and Round er stort set et regulært glam rock-nummer. T. Rex kunne sagtens have lavet sådan et nummer, og den er en meget konfronterende og vred. De har fået vokalerne på denne sang til at lyde ret unik, og den passer rigtig godt som det næstsidste nummer. Afslutningsnummeret er ligeledes placeret som hånd i handske – You See Me Crying er med sine over 5 minutter pladens længste sang, og mens det ikke lyder af meget, så føles det stort og afsluttende. Det er en pragtfuld sang, og den afslutter en pragtfuld plade – Toys in the Attic er en varieret, sjov og rigtig godt gennemført plade.

229 – Bonnie Raitt – Nick of Time (1989)

Udgivet den af
Svar

Blues er en genre, der ikke ligefrem har været spækfuld af store kvindelige navne. I gamle dage var der selvfølgelig Big Mama Thornton, og Janis Joplin såvel som Grace Slick havde klare rødder i genren, men den eneste store kvindelige bluesguitarist, jeg kan komme på er Bonnie Raitt. Raitt har lavet plader siden starten af 70’erne, og hun holder sig faktisk stadig ret godt. Hendes store folkelige gennembrud var den grammy-vindende Nick of Time fra 1989, der også er en ret god introduktion til hende. Man lægger lige fra det første nummer mærke til hendes dejligt sprøde stemme og flotte evner på guitaren. Lydbilledet er mere fyldigt end man er vant til fra gammeldags blues, og det gør, at man ikke nødvendigvis lægger så meget til guitaren, men den ender faktisk med at gøre hendes lyd meget større. Raitt har kun skrevet to af numrene på pladen, Nick of Time og The Road’s My Middle Name. Resten er skrevet af et meget varieret udbud af sangskrivere, og sangene er også meget forskellige. De fleste lyder meget af blues, mere end titelnummeret gør, men der er også mange, der lugter meget af country eller endda reggae.

Reggae-sangen er en ret ren, ufarlig popsang, men Have a Heart er stadig fuld af følelser. Det er dog hendes bluesmateriale, der virkelig vækker opsigt. Thing Called Love, Love Letter og Real Man er rå og ustyrlige, og hun fyrer den virkelig af på spaden. Og det er også bare virkelig forfriskende at høre en kvindestemme opføre sådan noget musik. Genren har i årevis været kendetegnet ved en vis hørm af machomand og ærlig talt ret sexistiske sange. Det er da dejligt at høre det modsatte perspektiv, for rigtig mange bluessange handler trods alt om den underrepræsenterede demografi. Det er jo ikke fordi Raitt ikke kan lide disse gamle bluesdrenge, hun er tydeligvis inspireret af dem, og hun har optaget sange med mere end bare få af dem. Desuden er kun ganske få sange skrevet af hende, og langt fra alle er heller skrevet af andre kvinder. De er selvfølgelig skrevet til Raitt, og det betyder stadig noget, og hendes måde at synge og spille disse sange er ganske unik. Man kan så begynde at spørge sig selv, hvorvidt vi faktisk får et kvindeligt perspektiv på en mandsdomineret genre, men uanset hvad så får vi nogle stadig meget moderne bud på hvad blues kan gøres til. Og det lyder rigtig godt.

Jeg nyder alle numrene på Nick of Time, og selvom jeg foretrækker de mere blues-prægede numre, så er det rart med de små afbrydelser man får fra de andre, mere stille numre. Det ender med at blive ganske hyggeligt. Og det er nok det store problem, som dette ellers virkelig gode album lider af: det er lidt for begivenhedsløst. Der sker en masse, men jeg savner nogle reelle højdepunkter at kunne pege på. Der er altid smukke følelser, og store er de da, men de bliver aldrig enorme. Alle sangene fungerer rigtig godt på egen hånd, men de bygger ikke rigtig op mod noget større. Det føles lidt som en opsamling. Heldigvis er kvaliteten så rigtig høj, og heldigvis får man også meget forskellig musik. Bonnie Raitt er en virkelig talentfuld guitarist og sanger, og denne konsekvente kvalitet holder albummet rigtig højt oppe, og selvom den manglende sammenhæng gør, at man ikke kan lytte til albummet nær så mange gange i træk som visse andre plader. Den store variation gør dog, at man altid får noget nyt, og hvis du ikke har lyttet til den i noget tid, eller hvis du aldrig har lyttet til den før, så kan det absolut anbefales at give Nick of Time en omgang, for den er fuld af kvalitetsmusik.

241 – Black Sabbath – Black Sabbath (1970)

Udgivet den af
Svar

Du hører regn. Du hører svag torden. Du hører kirkeklokker. Tordenvejret bliver kraftigere. Du hører Tony Iommi fyre et fedt, langsomt, dæmonisk guitarriff af. Sådan starter Black Sabbath af bandet af samme navn, åbningsnummeret på deres første plade, der ligeledes hedder Black Sabbath. Så kommer en forskruet, forhekset stemme, der tilhører Ozzy Osbourne, og nu er man bare fuldkommen betaget. Dette er pladen, hvor heavy metal startede, og den startede med en gruppe, der så sandelig kunne finde ud af skidtet. Black Sabbath er en dramatisk sang, og den introducerer godt gruppen til befolkningen. Man forstår hvem, de er og hvad, de vil, men der er stadig en vis mystik over dem. Der kommer noget mundharmonika med på andet nummer, The Wizard, hvorved deres bluesindflydelse bliver tydeligere. Det er en lækkert komponeret og arrangeret sang, som kører på noget animalsk vildskab, hvilket især kan mærkes gennem trommerne spillet af Bill Ward, som bare er fuldkommen ustyrlige.

Behind the Wall of Sleep er en interessant sang, idet den leger meget med tempo i løbet af sangen. Den er også meget interessant idet vokalharmonien minder meget om deres store klassiker War Pigs, som de udgav senere samme år. Jeg vil sige, at når man lytter til Behind the Wall of Sleep i dag, så føles det lidt som en tammere udgave af den store klassiker, men jeg kan sagtens sætte mig ind i, at den dengang var noget helt nyt, og at den også lyder ganske truende på egen hånd. En af albummets mest populære sange kommer efter denne, nemlig N.I.B., der åbner med en virkelig funky bassolo, hvorefter et tungt, fængende guitarriff går i gang. Det er en af gruppens allerbedste numre, og et klart højdepunkt på albummet. Det lille “Oh yeah!”, Ozzy laver mellem versene giver sangen virkelig meget charme, og der er også noget smukt ved, at han ikke gør andet end bare at synge med på riffet. Den mest poppede sang på pladen er et cover af en sang oprindeligt af bandet Crow. Deres oprindelige udgave af sangen Evil Woman var da også stort set pop-rock – ikke langt fra noget, Steppenwolf kunne have lavet. Hos Black Sabbath får den mere kant, og Iommi får fyret en ganske imponerende guitarsolo af.

Den næstsidste sang har navnet Sleeping Village, og den åbner ganske stille for dynamikkens skyld, men foruden denne årsag, så laver de også et meget dramatisk setup, hvor Ozzy synger melankolsk over en simpel guitar. Efter et stykke tid får sangen dog den hårde Sabbath-lyd man kender. I løbet af sangen skifter den meget form, og man kommer faktisk aldrig til at høre Ozzy Synge på dette nummer igen. Til gengæld er der meget legen med guitaren. Det er en kreativ sang, der fungerer godt som en lille forsmag på afslutningsnummeret, den 10 minutter lange Warning. Denne begynder stort set lige hvor Sleeping Village slap. Her synger Ozzy stort set bare over basgangen, men i modsætning til de fleste Sabbath-numre, så får Iommi også mulighed for at prale under verset. Det er måske en smule rodet, men det er der noget smukt ved, især nu når pladen er ved at slutte. Der sker hele tiden noget nyt og interessant på denne ligeledes meget guitar-fokuserede sang. Black Sabbath er en virkelig solid debut.  Den har måske ikke klaret tidens tand perfekt, men den holder imponerende godt.

244 – Grateful Dead – Live/Dead (1969)

Udgivet den af
1

Grateful Dead anno de sene 60’ere frustrerer mig. Jeg kan selvfølgelig se, at der er tale om nogle virkelig dygtige musikere, og normalt er jeg virkelig stor fan af psykedelisk rock, og selv mange soloer irriterer mig sjældent, men jeg har tit svært ved at elske pladerne fra denne æra så højt, som andre gør. Jeg siger dog gerne, at f.eks. Anthem of the Sun er en god plade, den er bare slet ikke et mesterværk. Deres første live-plade, Live/Dead fra 1969 er noget lettere at tage og føle på. Det er dog ment i relativ forstand. Første nummer, Dark Star, er trods alt 23 minutter langt, og først efter 6 minutters guitarsolo kommer en vokal. Og det underligste er, at denne vokal gør det langt sværere at forholde sig til sangen. Under soloen var der meget at forholde sig til, orgeler, akustiske såvel som elektriske guitarer, og store crescendoer. Heldigvis er det hurtigt tilbage til mere solo, og det virker ganske vist improviseret, men det er stadig stramt og professionelt lydende. Først 20 minutter inde kommer der igen sang, ellers er det bare soloer. Og jo, det lyder godt, jo, det er imponerende, men det er godt nok langtrukkent.

Andet nummer, St. Stephen, er meget mere noget, jeg kan forholde mig til. Man kan her høre, at de er på vej over mod noget folk-rock, og sangens simple melodi er ikke til at stå for. Det er fængende, det er dynamisk, og samtidig er det vildt, psykedelisk og ren prale-musik for guitaristerne. Det overgår studieudgaven med mange mil. Der går dog virkelig solo i den på The Eleven, der bygger over et jam, de lavede nogle måneder forinden. Den kører i 11/8, og det er meget alternativt, og det giver også sangen noget kant. De få sektioner med sang på fungerer også vældig godt, de er bare virkelig glade og lystige, og de hjælper sangen med at eskalere mod nye højder. Den går over i den simpleste komposition på hele pladen, et 15 minutter langt cover af Bobby Blands Turn on Your Love Light. Selvom kompositionen er simpel, så formår de at gøre rigtig meget med den, og man lægger faktisk slet ikke mærke til, at deres udgave er over 5 gange så lang som originalen. Der er nemlig masser at komme til, og den simple melodi fungerer som god grobund for noget virkelig svedig improvisation, både hos instrumenterne og i vokalen. Og sangens klimaks er desuden bare enormt.

De fortolker også en god gammeldags bluesstandard, Death Don’t Have No Mercy af Gary Davis. Dette cover er ret langsomt, og de første 4 minutter er ret stille og begivenhedsløse. Heldigvis er de næste 3 minutter en førsteklasses bluessolo, og efter det, så vender det tilbage til sangen, der nu føles større og vigtigere. Det sidste reelle nummer hedder Feedback. Aldrig i mit liv har jeg hørt et nummer, der lever så meget op til sit navn. Det er stort set bare en masse feedback. Der er en guitar, der bliver spillet, og der er sikkert også noget andet, men mest af alt er det bare legen med feedback. I næsten 8 minutter. Det er en sjov idé, og det er da også interessant at lytte på i starten, men det skal ikke være en hemmelighed, at man bliver træt af det hurtigt. Der er en ret interessant, hurtig sektion ca. 2 minutter inde i sangen, men det meste er ret kedeligt. Det er end ikke fordi det er støjende, det er bare kedeligt. Sangen afsluttes af en 30 sekunder lang a capella-udgave af folkesangen And We Bid You Goodnight, og det er en flot afslutning. Der er dele af Live/Dead, jeg elsker rigtig højt, og der er dele, jeg ikke får noget ud af. I sidste ende må det dog være en tommel i den rigtige retning.

262 – Grateful Dead – Workingman’s Dead (1970)

Udgivet den af
Svar

Der er to kendte sider af den amerikanske rockgruppe Grateful Dead: Den vilde, eksperimentelle side, hvor man får massevis af sange på omkring 10 minutter og den mere poppede folk-rock-side, der nok ærlig talt er mere min stil. Pladen Workingman’s Dead fra 1970 var den første, de lavede i sidstnævnte stil, og det er en af mine favoritter i deres diskografi. Den starter virkelig godt ud med den let tilgængelige og lystige Uncle John’s Band. Denne sang er virkelig godt sammensat. Alle instrumenter passer fuldkommen perfekt sammen, og vokalharmonierne er ikke blot smukke, men de er også nærmest livsbekræftende. Jeg bliver latterligt glad, når jeg lytter til dette nummer. Det går fuldstændig naturligt over i den langsomme, psykedeliske High Time, hvor vokalharmonierne ikke engang er at høre det meste af tiden, hvor fokus bare er på forsanger Jerry Garcia og hans meget imponerende guitarspil. Men harmonierne er der skam, og på grund af, at de ikke altid er der, bliver de til højdepunktet og det, man bedst kan huske. De skaber dynamik til dette ellers konstant langsomme nummer, der derfor føles meget kortere end det er.

Den dynamiske albumopbygning fortsætter elegant med Dire Wolf, hvor kontrasten mellem den lystige melodi og den ret så grumme tekst skaber en gribende oplevelse. Det er en af de mest country-prægede sange på pladen, og det er faktisk ikke særlig langt fra Gram Parsons udfoldelser i the Byrds og the Flying Burrito Brothers, men man føler sig stadig i selskab med hippie-slænget fra Grateful Dead, og den passer da ret naturligt ind. New Speedway Boogie er meget inspireret af blues, og der er et ret fedt groove. Der er en flot kontrol over tempo, som de færreste ville kunne gøre så godt, og sangen er bare virkelig afslappet og fængende, og vigtist af alt mindeværdig. Det ville den ikke nødvendigvis være, hvis ikke albummet var så godt sammensat, så hvert nummer leder opmærksomhed hen på det næste. Cumberland Blues er da også ironisk nok meget langt fra en bluessang, selvom guitaren klart skylder blueslegenderne meget i første halvdel. Halvvejs gennem nummeret bliver guitarens rolle tilsyneladende ubesværet overtaget af en banjo. Man lægger ikke engang mærke til det, det sker så naturligt. Det er en rigtig sjov sang, og det er endnu en af pladens mange mesterværker.

Det bliver lidt langsomt igen med Black Peter, der starter ret simplelt med blot guitar,vokal trommer og bas, men efter halvandet minut kommer et orgel og sparker lidt liv ind i det hele. Den simple melodi er lidt i fare for at gå i tomgang, men tre minutter inde i sangen kommer albummets muligvis bedste vokalharmoni på en virkelig smuk bro. Nummeret er måske lidt længere end hvad godt er, men det afsluttes formidabelt. Der vendes tilbage til gruppens eksperimentelle rødder med den sumpede Easy Wind, der har en meget blues-inspireret lyd og stor fokus på soloer fra instrumenterne. Det er dog meget lettere at tilgå end det meste fra Live/Dead og Anthem of the Sun, og dette sætter jeg pris på. Det har fundet en flot middelvej, som jeg ville ønske, at de havde udforsket lidt mere. Albummets sidste nummer, Casey Jones, åbner med lyden af et lille snif, hvorefter det virkelig fængende omkvæd begynder at synge “Driving that train, high on cocaine“. Dikotomien mellem det mørke emne og den sjove melodi er helt perfekt, og det føles på et eller andet niveau forkert at synge med med et smil på læben, men jeg kan ikke rigtig lade være. Workingman’s Dead er et fantastisk album, og jeg kan nu for alvor sige, at jeg har lært at elske Grateful Dead meget højt.

264 – Blood, Sweat & Tears – Child Is Father to the Man (1968)

Udgivet den af
Svar

Al Kooper var en af 60’ernes og 70’ernes største producere, sangskrivere og musikere, men han er langt fra den mest kendte. Han har altid holdt sig meget bag andre navne, f.eks. Bob Dylan, Lynyrd Skynyrd og Stephen Stills, med hvem han har både skrevet, produceret og indspillet musik, men han havde faktisk også én gruppe, hvor han var fast sangskriver og regulært medlem. De hed Blood, Sweat & Tears, og han var ganske vist kun med til at optage deres første plade, Child Is Father to the Man, men denne er også i bredt omfang opfattet som deres bedste. På denne plade finder man 12 meget interessante numre, der blander vanlig pop og rock med klassisk musik og især jazz. Nogle sange, heriblandt den populære I Love You More Than You’ll Ever Know, er meget rendyrket bluesrock, bare hvor nogle ret jazzinspirerede messingblæsere dog pepper stemningen lidt op, men langt størstedelen har meget tydelig inspiration fra jazzmusikken. Det tydeligste eksempel på dette er deres cover af Harry Nilssons Without Her, der lyder virkelig kraftigt påvirket af Stan Getz og João Gilbertos bossanovamusik. Sådan lyder originalen slet ikke, men det lyder helt perfekt i denne udgave.

Albummet indledes med nummeret Overture, der spiller dele af diverse sange på pladen på strygere i en meget kort medley. Dette er også tilfældet på afslutningen, der morsomt nok hedder Underture, og dette skaber en vis helhed omkring albummet, og får det hele til at lyde meget planlagt. Noget meget sjovt ved pladen er de mange covers, og jeg havde ærlig talt ikke udregnet, at disse var covers. Der er 5 forskellige, og de oprindelige sangskrivere er af så forskellig karakter som Tim Buckley, Randy Newman, Carole King og selvfølgelig Harry Nilsson. Og disse får alle flot jazzglasur, som bare passer helt perfekt. Især er deres cover af den King-skrevne So Much Love, oprindeligt opført af Steve Alaimo, bedst kendt med Dusty Springfield. Ingen udgave overgår dog efter min mening den med Blood, Sweat & Tears, der formår at være dynamisk, oprigtig og bombastisk på en og samme tid. Det er ganske smukt. De Kooper-skrevne sange fylder dog mest, og disse er også lavet specifikt til denne stil. De er virkelig sjove, og den interessante jazz-instrumentation gør, at man hele tiden har noget at dykke ned i, hvis man bliver vænnet til de fængende, progressive melodier.

Der er ikke nær så meget klassisk som jazz. De tydeligste klassiske øjeblikke er selvfølgelig Overture og Underture, men Meagans Gypsy Eyes har et vidunderligt marchbeat og flotte, orkestrale blæsere, der støtter sangen godt, mens The Modern Adventures of Plato, Diogenes and Freud stort set bare er et klassisk stykke med tekst på. Strygerne er virkelig flot komponeret, og det fungerer godt som en af pladens sidste sange til at give lytteren noget nyt, selv efter, at man har hørt så meget af pladen. Al Kooper er tydeligvis også stor fan af bluesmusik, og dette lærer man især gennem numre som I Love You More Than You’ll Ever Know og I Can’t Quit Her, pladens nok bedst kendte sange, men mere end noget andet nummer, har Somethin’ Goin’ On bare en klassisk bluesmelodi. Den er dog stadig masser af jazz på alle tre numre, og det er virkelig sjovt. Child Is Father to the Man giver dig hele tiden nye former for musik. Det er et overflødighedshorn af kreativ sangskrivning og god albumdynamik. Den føles som om, den er af tilpas længde, og når man er færdig med pladen er man på en gang tilfreds, men man får også bare lyst til at høre den igen og igen, hvilket let kan anbefales.

265 – Creedence Clearwater Revival – Cosmo’s Factory (1970)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker virkelig en god gammeldags landlig stemning, og sådan noget kan man tit få fra country-musik. Ofte finder jeg dog denne genre virkelig kedelig, men så er det jo dejligt, at visse bands kan formå at få sådan en stemning ind i noget mere rå musik. Intet band har nær så succesfuldt formået dette som Creedence Clearwater Revival, der i perioden 1969 til 1970 fik udgivet hele fem albums, der udgør næsten hele deres diskografi. Den længste af disse har den syrede titel Cosmo’s Factory, men den er ligeså nede på jorden som deres andre plader. åbningsnummeret, Ramble Tamble, kan dog godt narre dig, for introen virker som noget funk, og ca. 2 minutter inde får vi en lang instrumental passage, hvor den melankolske guitar er i fokus. Det varer nok lige lovlig lang tid, og nummeret ender med at vare hele 7 minutter. Det er et ret sært nummer at starte med, men på en eller anden måde virker det, selv med alle sangens mangler. Det bliver meget dragende, og man kan stadig mærke den landlige stemning ret tydeligt. Der er ingen prætention på dette nummer, de arbejder bare på en ny måde, hvilket er interessant, og det gør lytteren interesseret i at høre mere.

Resten af pladen er slet ikke nær så syret som Ramble Tamble, men der er stadig masser af guf. Det består mere af det, man kender Creedence Clearwater Revival for, f.eks. covers af bluessange. De laver virkelig flotte udgaver af Bo Diddleys Before You Accuse Me og Arthur Crudups My Baby Left Me, begge sange, jeg lært at kende igennem denne plade. De laver også et hæderligt cover af Smokey Robinsons I Heard It Through the Grapevine, bedst kendt med Marvin Gaye, og dette er endnu længere end Ramble Tamble. I modsætning til Ramble Tamble lægger man dog slet ikke mærke til længden, for de mange guitarsoloer er engagerende og dynamiske. Roy Orbisons Ooby Dooby bliver også fortolket, og den er kun et af mange vilde, sjove rocknumre, der definerer Cosmo’s Factory mere end noget andet. I samme kategori finder man numre som Travelin’ Band, Up Around the Bend og Run Through the Jungle, alle fede, gennemtænkte rocksange, som er lette at synge med på. Man får virkelig lyst til at gå amok på luftguitaren eller i det mindste bare nynne med, for disse guitarriffs er vildt skægge.

Der skal dog albumdynamik til, før pladen fungerer som helhed, ellers bliver man træt af alle de hurtige sange, og på Cosmo’s Factory er de mere stille sange nok stærkere end på nogen anden Creedence-plade. Det er virkelig let at blive fuldstændig forelsket i den behagelige stemning og de fængende melodier på Lookin’ Out My Back Door,  Who’ll Stop the Rain og det smukke, sentimentale afslutningsnummer Long as I Can See the Light. Foruden den noget sære åbning med Ramble Tamble, så er der kun to problemer på Cosmo’s Factory, der er så væsentlige, at jeg føler, jeg har brug for at gå i dybden med dem. Det første er, at alle disse covers distraherer meget fra deres identitet. Det gør ikke noget fordi det er covers, men det er sange, der tydeligvis ikke er skrevet til dette album. Det er svært at have så mange covers, og så stadig få resten til at hænge perfekt sammen omkring det. Derudover føles albummet kort. Det er ret sært, for det er deres længste plade, og jeg har det ikke sådan med mange af deres langt kortere plader, men det har nok noget at gøre med, at Ramble Tamble lægger op til meget mere. Ramble Tamble er virkelig sangen, der ender med at bide dette album i halen, men det er stadig et rigtig godt album, der bare er fyldt med godt sammensatte mesterværker. Det er en let plade at anbefale.

291 – Bob Dylan & The Band – The Basement Tapes (1975)

Udgivet den af
1

På overfladen virker The Basement Tapes fra 1975 som et forholdsvist almindeligt album. Det er Bob Dylan og the Band, der laver musik sammen, og de laver bare nogle fede sange. Men pladens historie er mere kompliceret end som så. The Band fik deres berømmelse som Bob Dylans backingband på turnéer i 1965, og de fortsatte på dette job i noget tid, og det er tit sket, at de har turneret sammen, også i nyere tid. Dylan og the Band begyndte i 1967 da at optage en række sange i bassist Rick Dankos kælder. Mange af disse sange ville senere dukke op på The Basement Tapes. Dette udgør ca. tre fjerdedele af dobbeltalbummet. Den sidste fjerdedel består af numre, the Band optog uden Dylan mellem 1967 og pladens udgivelse i 1975. Det er en hel masse information lige at sluge, og er det virkelig nødvendigt for at nyde pladen? Det vil jeg ikke gøre mig klog på, men oplevelsen giver mere mening, hvis man kender til alt dette, og det forklarer meget, man ellers kunne undre sig over.

For eksempel forklarer det, at fejl ofte sker, især på optagelserne med Dylan. Dylan glemmer tit at synge med på tidspunkter, og the Band kan godt komme til at spille forkert. Lyden er heller ikke altid lige den bedste. Men pladen hedder The Basement Tapes, og den varer over en time. Man får underligt let ved at tilgive sådan noget. Det føles mere råt og frit, og man kan mærke, at den var optaget i en kælder. Dylans sangskrivning er også ulig det, man ellers kender ham for. Melodierne er ofte ret simple og blues-inspirerede – ja, Apple Suckling Tree kører nærmest direkte over Little Walter-sangen My Babe. Lyrikken er som sædvanlig helt fantastisk, men da melodierne ikke tillader nær så mange versefødder som f.eks. Like a Rolling Stone, Hurricane eller Subterrarian Homesick Blues. Det er helt fantastisk at høre ham spille rollen af en fulderik på Please Mrs. Henry eller hans kryptiske poesi på This Wheel’s on Fire. The Band er også dygtige musikere. De sange, Dylan ikke er med på, er stadig virkelig gode, og de passer stilmæssigt godt ind på albummet. Nogle er måske af lidt for god lydkvalitet, men det er også det.

Melodierne er alle godt skrevet, og sangene er meget samme stilart. Pladen kunne med lethed have været en af mine absolutte yndlinge med Dylan, hvis den bare ikke var så ufokuseret. Ja, sangene passer i lyd og sangskrivning godt sammen, man fornemmer en rød tråd, men da sangene aldrig rigtig var tiltænkt et sammenhængende album, gør det, at længden på pladen bliver mere fremtrædende end på andre dobbelte Dylan-plader som Blonde on Blonde og Time Out of Mind. Der er ikke nok fokus på dynamik eller samspil mellem de individuelle numre. Det gør, at det kan ende med at virke en smule ensformigt. Man kunne nok have løst dette ved at gøre albummet kortere og så udgive det i to volumener, hvilket nok er årsagen til, at selv cd-udgaven består af to dele. Rækkefølgen er der dog tydeligvis tænkt over, og det er lidt som at høre en godt sammensat opsamling, hvilket det vel teknisk set også er. Den allerstørste ros skal pladen have for at afslutte med den dramatiske This Wheel’s on Fire, som the Band også har optaget en udgave af til deres debutplade. Den fungerer dog efter min mening bedst, når Dylan også er med. The Basement Tapes er fuld af fantastiske sange, men som plade er den ikke helt så helstøbt, som den kunne have været.

294 – MC5 – Kick Out the Jams (1969)

Udgivet den af
1

Den amerikanske rockgruppe MC5 har nogle ret roste studiealbums i deres diskografi, men de er bedst kendt som et af de bedste livebands nogensinde. Det giver da god mening, at de debuterede med et livealbum, og størstedelen af deres plader er også optaget live. Deres mest berømte plade er uden tvivl deres debut fra 1969, der har det vilde og voldelige navn Kick Out the Jams. MC5 er ofte set som nogle af grundlæggerne for punkmusikken, og dette er især gennem Kick Out the Jams. De åbner albummet med den hårdtslående Ramblin’ Rose, hvor forsanger Rob Tyner meget atypisk for punkmusikken bruger en falset i løbet af meget af sangen. Ellers er sangen meget typisk punk, og det sidder jeg lidt og måber over, da pladen jo er fra 1969, mindst et halvt årti før genren rigtig var opstået. Ellers er den lige så vild, sjov og simpel som Ramones, og ligesom med Ramones mærker man også her en stærk indflydelse fra tidlig rock and roll. Titelnummeret følger efter, og der er næsten intet ved denne, der ikke siger punk med stort P. Rob Tyner råber og skriger, og guitarriffet er vildt og fængende, men det er meget simpelt.

Come Together er ikke et cover af den klassiske Beatles-sang – den var faktisk end ikke optaget endnu. MC5-sangen er derimod ikke så meget en sang, som det bare er et vildt guitar-orgie, og i vokalen lyder det faktisk næsten også som et orige. Det er et ret intenst nummer, og mens den, hvis man kigger på sangskrivning, ikke er noget videre imponerende, er den virkelig sjov og velspillet. Rocket Reducer No. 62 (Rama Lama Fa Fa Fa) er til gengæld virkelig velskrevet. Det er en stærk, hårdtslående melodi, som alle hurtigt kan synge med på, og teksten er charmerende simpel. Det er desuden nærmere metal end punk på denne sang med sin meget tunge lyd. Metal var også en genre, der kun lige var ved at blomstre op på denne tid. Kick Out the Jams blev udgivet kort efter Led Zeppelins første album, så det er imponerende. Og hvis nogen sang på pladen er metal, så er det Borderline, der skifter struktur og tempo rigtig flot. Det er mere virtuost end den vilde protopunk, de ellers er kendt for.

Motor City Burning er en helt tredje side af dem – det er mest af alt hård blues-rock, men der er meget punket attitude alligevel. Det er hvad angår sangskrivning ikke en specielt nytænkende melodi eller noget, det er meget gammeldags blues, men udførslen er ulig noget andet, lavet før MC5. Det tætteste på, jeg kan komme i tanker om er noget fra Led Zeppelins debutplade eller evt. visse sange af Cream og Jimi Hendrix, men MC5 gør det stadig unikt, selvom sangen efterhånden er godt og grundigt dateret. Det næstsidste nummer hedder I Want You Right Now, og med sit langsomme, tunge riff er det ikke langt fra noget, Black Sabbath kunne have lavet et år senere, men MC5 gør det bare mere larmende og om muligt vildere end Black Sabbath. Afslutningsnummeret er en sang ved navn Starship – dette ved jeg gennem Rob Tyners maniske råben før nummerets begyndelse. Det er en meget interessant oplevelse, og gennem sine 8 minutter udvikler den sig meget, og i sidste ende er det et meget flot klimaks for albummet. Kick Out the Jams holder rigtig godt. Den er uden tvivl stærkest i første gennemlytning, da var jeg selv bare målløs. Den er lidt forældet, men det gør den ikke mindre imponerende.