186 – Sly and the Family Stone – Fresh (1973)

Få R&B-grupper har haft nær så meget betydning som Sly and the Family Stone. Det har nok i stor grad noget at gøre med, hvor vidt de spænder. Af og til laver de den mest oprigtige soulmusik, men kan lige så godt lave det vildeste funknummer, man bare ikke kan sidde stille til. Men der er også så utrolig meget mellemgrund i deres lyd, som ingen anden gruppe rammer nær så flot. De har uden tvivl mest identitet, når de laver noget afslappet, sjælfuld R&B, der bare er spillet så tæt, at man skulle tro, det var løgn. Denne lyd er repræsenteret flot på alle deres plader, men måske bedst på Fresh fra 1973. Noget af det bedste ved denne plade er bare, hvor diskret vokalen kan være, og det er uanset hvilken sanger, der befinder sig bag mikrofonen. Mine yndlingsnumre er da naturligt nok også ofte blandt de lidt mere stille af dem. Det er ikke nødvendigvis dem, der er bedst i første omgang, men der er mest at vende tilbage i hos dem. Især If You Want Me To Stay, pladens ubetinget største hit, har så meget charme, liv og personlighed.

Vi kan også komme med den generelle regel for pladen, at jo mere nummeret minder om If You Want Me To Stay, des mere synes jeg om det. Hvis det er lidt underspillet og nuancerigt, så er jeg totalt solgt. En anden af mine favoritter er derfor deres sprøde cover af Que Sera, Sera (Whatever Will Be, Will Be), oprindeligt af Doris Day. Den er på mange måder totalt ulig bandets normale lyd, som jo ellers spænder ret vidt. Det er en ret speciel kombination af lækker soul og noget traditionel pop. Men al musicallyden, som er så gennemgående i originalen, den er helt væk, og på den måde føles nummerets tekst meget vigtigere. At de satte tempoet lidt ned hjalp også sangen gevaldigt, ja den er et rent mesterværk i Slys hænder. Men på samme måde som, at jeg virkelig synes godt om de mere stille numre, så er nogle af de mere energiske, funky numre ikke så interessante. De er på papiret ganske gode, men der er ikke bygget nok videre på grundideen på visse af numrene; I Don’t Know (Satisfaction)Keep On Dancin’ og If It Were Left Up To Me kunne alle have haft godt af at være lidt længere og blive leget mere med. Måske lige undtagen Keep On Dancin’, der bare er en lidt trist nyfortolkning af deres egen Dance to the Music.

Jeg elsker dog, at der altid er så enormt meget personlighed. Bandet har nogle dejlige idiosynkrasier, der gør, at intet nummer kan kaldes decideret dårligt, for der er altid et eller andet særpræget at holde af. Det gør de mere middelmådige sange sjove, og de gør de bedste af dem til mesteværker. Bandet har virkelig sans for detalje, især på de langsommere numre, og hver gang jeg lytter til nogle af mine favoritter fra pladen, opdager jeg bare noget nyt, jeg fuldkommen elsker ved dem. Pladen som helhed har ikke nødvendigvis nær så meget genspilningsværdi, men det ligger mest i, at mine knap så foretrukne numre alle lægger tæt ved hinanden. Det bliver lidt for hektisk lige i den ende af pladen. Sly and the Family Stone har med Fresh leveret en gennemgående virkelig lækker R&B-plade. Jo, det er ikke alle numre, der er lige gode, men de bedste er helt formidable. Og dem er der heldigvis mange af. Fresh er måske ikke pladen, der bliver bedre for hver gennemlytning, men der er stadig masser af guf på.

190 – Elvis Presley – From Elvis in Memphis (1969)

Elvis Presleys materiale fra 50’erne og starten af 60’erne lovprises ofte fra højre og venstre, men som 60’erne gik fremad, så begyndte han at ligne lidt af et sellout. Han begyndte allerede tidligt i sin karriere at medvirke i spillefilm, men som 60’erne gik fremad, blev det mindre og mindre interessant for det brede publikum, mest fordi han pumpede så mange film og plader ud om året, og langt fra det hele var lige godt. Han udstrålede virkelig bare middelmådighed i en årrække. I 1969 udløb hans filmkontrakt dog, og han kunne komme tilbage til det, der virkelig betød noget, nemlig musikken. Elvis’ første mærkbare album i mange år kom da med From Elvis in Memphis, der var en ganske fokuseret plade i sin lyd. Kun to producere, ét fast band, og alle numre var optaget i samme studie i Memphis, hvorfor pladen da også hedder, det den hedder. Det skaber en mere sammenhængende lyd, end man måske ville forvente af en plade, der har krediteret forskellige sangskrivere på næsten hvert eneste nummer. Det er også imponerende idet albummet har både storladne soul-sange og stille country-standarder. Men selv country-numrene får tit lidt soul-lyd, hvilket gør dem lettere at holde ud for mig.

Det, jeg foretrækker på pladen, er dog R&B-numrene, hvor dem, der bærer mest præg af denne stilart er Wearin’ That Loved on Look og den fuldkommen formidable Long Black Limousine. Jeg er dog også ret vild med Power of My Love, der er nær en rendyrket bluessang. Hoveddelen af denne plade er dog country, og det er af den ret vattede, polerede slags, som folk som Gram Parsons samtidig gjorde opgør mod. Det er selvfølgelig sjovt med denne soul-lyd oveni, men man sidder bare tit og håber på, at de vil gøre noget udfordrende snart. I bedste fald gør de lyden mere levende og støtter Elvis’ stemme virkelig pænt, f.eks. på Gentle on My Mind og In the Ghetto. I værste fald går det som på It Keeps Right on A-Hurtin’, hvor lyden bliver alt for poleret, mens melodien og teksten ikke går udenfor det, man forventer af en standard country-sang. Med andre ord tager den de værste klichéer fra hver genre i stedet for at udnytte de forcer, som de sammen kan opnå, hvilket det meste af pladen jo heldigvis prøver på – nemlig at blande den lækre lyd fra soul med ærligheden og oprigtigheden fra country.

Pladens struktur er ganske fin. In the Ghetto er fuldkommen perfekt som afslutningsnummer, og Wearin’ That Loved on Look starter pladen med bombast. Efter det er pladen også ganske god til at veksle mellem forskellige slags sange, nogle med mest fokus på soul, nogle med mest fokus på country, men i det hele taget en fin variation, der giver pladen liv. Man kan bare tit tænke, at pladen mangler noget sjæl. Og med det mener jeg ikke Elvis’ stemme, den har masser af sjæl, nej jeg mener pladen som helhed. Den føles stadig meget kold og studieproduceret. Jeg kan godt se, at den er bygget op omkring et musikalsk koncept, men det gør det nærmest ekstra underligt, at de ikke har gjort mere end de har. Pladen mangler et “statement”, en måde, den skiller sig ud. Men i 1969 var Elvis allerede ved at være et oldtidsfund. Han ville ikke lave noget udfordrende. Han har ikke selv skrevet én eneste af sangene. Men i 1969 var det jo ligemeget. Elvis skulle nok sælge alligevel, man kunne udgive hvad som helst. Og med det i betragtning, så er pladen langt bedre end man ville forvente, og uden tvivl et højdepunkt i hans sene karriere.

212 – Ike & Tina Turner – Proud Mary: The Best of Ike & Tina Turner (1991)

Tina Turner er en af de bedste sangere nogensinde, og Ike Turner er på samme måde en latterligt dygtig guitarist. De var stort set det perfekte par – altså musikalsk. De lavede mange klassiske singler sammen, og i løbet af hele Tinas karriere, føler jeg ikke, at hun nogensinde har toppet det, hun lavede sammen med Ike i 60’erne og 70’erne. Mange af de allerbedste af disse sange blev i 1991 samlet på opsamlingen Proud Mary: The Best of Ike & Tina Turner. Denne opsamling er løst kronologisk opstillet, så man mærker deres udvikling, men der er også blevet tænkt over, hvordan sangene komplimenterer hinanden. Det gør, at pladen ikke føles så lang, som den er. Den er 73 minutter lang, men den føles ikke længere end en almindelig plade. Pladen starter med nogle meget blues-prægede numre fra begyndelsen af 60’erne, hvor de da også begyndte deres samarbejde. Lige fra første nummer, A Fool in Love, slår Tina fast, at hun virkelig har en stor stemme. Hun går fuldkommen amok før første vers overhoved er begyndt. Der er 7 af sådan nogle numre, og de er ikke det mest imponerende i deres diskografi, så jeg kunne sagtens have overlevet uden så mange. De er dog en vigtig del af historien, så det gør ikke meget.

Det første nummer, der virkelig imponerer mig er Come Together. Selvfølgelig gør det det, det er jo skrevet af The Beatles, men jeg synes også, at denne stil klæder Tinas stemme langt bedre. Og efter det kommer der da to øvrige covers af henholdsvis Honky Tonk Women af The Rolling Stones og I Want to Take You Higher af Sly and the Family Stone. De er begge glimrende, og de lægger meget godt op til opsamlingens titelnummer, der kommer efter en lidt mere langsom Ike-skrevet soul-sang ved navn Workin’ Together. Deres cover af Creedence Clearwater Revivals Proud Mary finder man da lige på midten af pladen, og det er en sindssygt god udgave. Det er pladens længste sang, og den bliver bygget virkelig flot op med ret let instrumentation. Midt i sangen skrues der godt op for tempoet, og instrumentationen bliver virkelig vild og funky. Sidenhen får man en samling mere moderne R&B-sange, som tit læner sig op af funkgenren. Nogle af de bedste er Nutbush City LimitsRiver Deep, Mountain High og den todelte Sexy Ida, hvoraf især første del er fremragende. Mange af sangene på pladens anden halvdel er også skrevet af Tina i stedet for Ike, og hun er en meget bedre sangskriver synes jeg selv.

Pladen slutter med 4 numre, der afviger mere eller mindre fra resten. Med hensyn til de to første, så er det mest af alt, fordi det er regulær rockmusik. Det første er optaget af Ike og Tina samtidig, og det er nok det bedste Ike-skrevne nummer, jeg har hørt. Han synger også med på dette nummer, og deres stemmer fungerer sammen meget på samme måde som med John Doe og Exene Cervenka fra punkgruppen X, som jeg aldrig har lagt skjul på, at jeg er stor fan af. Det er selvfølgelig ikke punk, men attitude har de stadig meget af. Det andet er pladens eneste solonummer af Tina. Det hedder The Acid Queen, og det stammer fra filmatiseringen af The Who-albummet Tommy, og det er en virkelig god film, og trods Turners korte optræden efterlader hun et stort indtryk. Her anbefaler jeg at afslutte albummet. Det er en fremragende sang at slutte af med, og de næste to numre er bare nogle gamle radioreklamer, der prøver at sælge dig deres album Come Together. Det er en ret antiklimaktisk afslutning. Men opsamlingen er klart noget, du burde overveje at lytte til, hvis du vil have en rå, vild Tina Turner. Der er ikke ét nummer, der mangler, og der er masser af guf, du sikkert ikke kendte i forvejen.

215 – Bobby Bland – Two Steps from the Blues (1961)

Bobby Bland, der også gik under det lidt mere eklektiske navn Bobby “Blue” Bland, er en af de største bluessangere nogensinde, og han udgav nogle ret succesfulde singler i 50’erne og starten af 60’erne. Mange af disse blev i 1961 opsamlet sammen med nogle få helt nye numre på Bobby Blands første soloalbum, Two Steps from the Blues. Det er stort set en opsamling, men den bliver tit opfattet som et reelt studiealbum, og det forstår man faktisk godt. For det første starter den meget blødt med titelnummeret, hvorpå Blands stemme virkelig udmærker sig. Dette er en af de få sange, der ikke tidligere var en single, og den bliver efterfulgt af en hel lille fortælling, der spreder sig over 3 sange. Det er måske ikke tilsigtet, men Cry Cry CryI’m Not Ashamed og Don’t Cry No More fungerer faktisk som en hel lille fortælling. På Cry Cry Cry slår han bittert op med sin udkårne og beordrer hende til at græde. Det er en meget traditionel bluessang, mens I’m Not Ashamed, der handler om at hun så ser ham græde, og at de finder sammen igen, er mere soul-præget. Den afsluttes så af den festlige pop-R&B-sang Don’t Cry No More, hvor den store glæde findes igen. At de alle har ordet “cry” i deres hook gør, at de føles så sammenhængende.

Efter det begynder det dog at føles som en opsamling igen. Track 5-12 har ikke meget med hinanden at gøre, men de viser stadig en meget alsidig Bobby Bland, der slører linjerne mellem blues og soul finere end nogen anden sanger har gjort. Der er ganske vist rendyrkede bluesnumre som Little Boy Blue og I Don’t Need No Woman, og sange som I’ve Got to Forget You og Lead Me On er stort set bare soul, men på meget af pladen fusioneres det så naturligt, at man knap nok lægger mærke til, at f.eks. I Pity the Fool laver virkelig markante stilskift. Personligt elsker jeg, når musikere prøver at trandencere genreboksene for i stedet at udfolde sig kreativt. Han skrev dog ingen af sangene på pladen selv, men jeg sætter pris på, at han som sanger ikke holdt sig fra genrer, han ikke var vant til, for hans stemme er smuk på hvert eneste nummer. Instrumentationen er også virkelig varieret. Der er både numre, hvorpå guitaren er det vigtigste instrument og nogle hvor man knap nok kan høre det. Der bliver derudover leget med orgel, klaver, trompeter og en masse andet guf.

Der er ingen sange, jeg synes er dårlige på Two Steps from the Blues, men til gengæld er der heller aldrig noget nummer, der blæser mig omkuld. Jeg savner lidt et dynamisk højdepunkt. Pladen er kun 30 minutter lang, og på den tid får man 12 rigtig gode bluessange, men længden kan mærkes rigtig tydeligt. Når man har så intense plader som Los Angeles af X eller så simplistiske plader som Pink Moon, så fungerer det. Med Two Steps from the Blues føles det lidt uafsluttet. Jeg må dog indrømme, at starten er virkelig klogt skruet sammen, og det er de færreste opsamlingsalbums, der er så klogt udtænkt. Det er dog lidt synd, at det ikke bliver ved. Der er helt sikkert bedre opsamlinger derude, men Two Steps from the Blues giver dig stadig noget af det bedste, manden har lavet, og oven i købet på meget kort tid. Bobby Bland har en virkelig skøn stemme, han opfører nogle virkelig gode sange, og det er meget varieret. Så hvis du er til blues eller soul og ikke er særlig bekendt med Bobby Bland, så bør du blive det, og Two Steps from the Blues er et godt sted at starte.

235 – Jackie Wilson – Mr. Excitement! (1992)

Når man kigger på kunstnere, der har udgivet så meget musik som Jackie Wilson har, så er det svært at finde et sted at starte. Manden har haft en helt enorm indflydelse på R&B såvel som rock and roll med sange som Lonely Teardrops(Your Love Keeps Lifting Me) Higher and Higher og Reet Petite, og som mange i sin samtid er han meget mere kendt for sine singler end for sine albums. Et opsamlingsalbum virker da oplagt, men hvilket skal man tage? Rhino udgav i 1992 et ganske populært et, der hed Mr. Excitement!. Det er heller ikke en lille opsamling, over 3 timers Jackie Wilson finder man derpå, kronologisk opstillet fra hans karrieres begyndelse i slut-50’erne og hele vejen op til midt-70’erne. Han angreb mange stilarter i den periode, både noget stille, Bing Crosby-agtig crooning, noget vildt, festligt big band-musik, romantisk soul, gammeldags doo-wop. I starten flirter han endda lidt med Blues. Det er ikke det hele, jeg er lige glad for, men hele vejen igennem står én ting fast – Wilson er en fuldkommen fantastisk sanger. Han har ikke bare et stort register, men han mestrer mange teknikker, og han er altid meget karismatisk.

Hans karisma er noget af det, der gør hans bedste numre så gode, som de er. Reet PetiteLonely Teardrops og Baby Workout er ganske fine på egen hånd, men de ville næppe være blevet sådan nogle klassikere uden Wilson bag mikrofonen. Men det bedste er, at selv mindre interessante sange bliver langt bedre med ham. Stormy Weather (Keeps Rainin’ All the Time) synes jeg f.eks. er meget kedelig og triviel. Jeg kan i selve sangskrivningen virkelig ikke finde én eneste interessant ting. Instrumentationen er dog ganske fin, men det, der hæver dette nummers kvalitet mest er Wilsons stemme. Bare måden, han siger ordene “Stormy Weather er helt magisk. Der er mange udgaver af denne sang, og nogle af dem er faktisk ret fine, men Wilsons udgave læner sig fuldkommen op af Wilson selv, og det fungerer bedre end man skulle forestille sig. Det er dog et gennemgående problem, at de mange langsommere, strygerbefængte, meget Bing Crosby-lignende sange bare ikke er særlig gode. Og så lyder de ens.

3 timer er også rigtig meget tid. Jeg nød en overraskende stor del af pladen, og hvad der især forbløffede mig, var at han i starten var lige så god som i slutningen – pladen er jo som sagt kronologisk opstillet. Der er lige fra begyndelsen til slutningen både svipsere og mesterværker, og Wilson rammer på intet tidspunkt her en død æra. Som LL Cool J siger: “Dont call it a comeback – I’ve been here for years”. Jeg har hørt nogle forfærdelige Jackie Wilson-sange på andre opsamlinger, f.eks. hans covers af Light my Fire, Over the RainbowGeorgia on my Mind og især af Eleanor Rigby – en sang, der vist er umulig at lave et godt cover af. Men alt det skidt er sorteret fra på Mr. Excitement!. Der er kun to væsentlige problemer ved Mr. Excitement! – først og fremmest er mange sange forfærdeligt kedelige, og for det andet er pladen frygtelig lang. De to ting kunne meget let løses med ét smæk. Hvis du finder Mr. Excitement! billigt brugt et sted, så er den værd at lytte til, men hvis du vil have en god introduktion til Jackie Wilson, så kan det nok bedre anbefales at lytte til The Very Best of Jackie Wilson. Hvad end det er 1993-udgaven fra Ace eller 1994-udgaven fra Rhino, så er der bedre kvalitetskontrol, og længden er tilpas.

263 – Ray Charles – The Genius of Ray Charles (1959)

Ray Charles er en legende indenfor tidlig R&B og rock and roll, men som med så mange kunstnere, valgte han at prøve kræfter med andre genrer. Hans mest populære udfoldelse i andre genrer var med Modern Sounds in Country and Western Music fra 1962, hvor han udforskede (sjovt nok) country og western-musik. Han havde dog gjort dette længe, og meget stor popularitet har også The Genius of Ray Charles fra 1959, hvor han forsøger sig med nogle lidt jazzede fortolkninger af traditionelle popstandarder. Det er ikke meget ulig noget, Frank Sinatra kunne have lavet nogenlunde samtidig, og dette gælder på godt og ondt. For det første består albummet udelukkende af covers, hvilket ikke var noget Sinatra heller var uvant med. Hvis man tager det i betragtning, så er mange af sangene virkelig umindeværdige. Jeg indrømmer, at jeg sjældent lytter til denne genre, men der var forbløffende få af disse sange, der blev hos mig. Som regel var det de mere stille sange, der bare forsvandt fuldkommen fra min hukommelse. Jeg tror dog ikke, at det har noget med sangene at gøre, men rettere virkelig dårlig albumstruktur. Alle de stille sange udgør anden halvdel af pladen, og jeg har faktisk virkelig svært ved at lytte igennem det. Det er bare så ensformigt og kedeligt i længen, til trods for en smuk stemme.

Denne plade varer 38 minutter, men den føles meget, meget længere, bare fordi rækkefølgen er så dårlig. Men hey, anden halvdel er måske vældig kedelig, men hvad med første halvdel? Den er faktisk i næsten den modsatte lejr, men dog ikke i en nær så ekstrem grad. Det er sjovt og festligt, og bigbandet fyrer den virkelig af. Man forstår for alvor deres tilstedeværelse på disse sange. Til trods for, at det på alle numre er højlydt, er der faktisk en vis dynamik. På åbningsnummeret Let the Good Times Roll får man ganske vist blæsere for fuld udblæsning med massere af konstant energi, men det andet nummer, It Had to Be You er faktisk ret langsom i tempoet. Der er dog stadig meget højlydte øjeblikke på nummeret. Track 3, Alexander’s Ragtime Band er ligesom Let the Good Times Roll en virkelig sjov, hurtig sang, der bare aldrig lader sig sløve ned. det er virkelig sjov musik. Dynamisk falder track 4, Two Years of Torture sig et eller andet sted imellem It Had to Be You og Let the Good Times Roll. Det er en af pladens mest legesyge sange, og bigbandets storhedsøjeblik er nok denne sang. Lidt langsomt bliver det igen med When Your Lover Has Gone, men der er store følelser på spil, der storladent bliver udtrykt af blæserne.

Track 6 hedder Deed I Do, og det er en af pladens bedste sange. Den er helt vildt sjov, og instrumentationen går godt over toppen. Det er en fed måde at afslutte A-siden af vinylen. Men har man så reelt lyst til at vende pladen? Hvis man vil have 6 sange i træk, der har samme stemning, samme tempo, stort set samme instrumentation og næsten også samme melodier. Det er helt utroligt. Jeg vil anbefale, at hvis du lytter til denne plade, så bør du altså bare springe helle denne halvdel af pladen over, måske med undtagelse af en enkelt sang. Den eneste sang på den halvdel, jeg rent faktisk har fået et forhold til, er Am I Blue, der formår at puste lidt liv ind i det hele med nogle kreativt brugte blæsere. Ray Charles’ stemme er virkelig med til at sælge denne plade, og hvis du endelig skulle finde på at lytte til anden halvdel, så gør det for hans stemme. Han er en helt formidabel sanger, og selvom første halvdel er mere imponerende i selv dette aspekt, så er han stadig meget dygtig til at give anden halvdel bare en lille smule liv. Jeg kan godt anbefale at lytte til første halvdel af The Genius of Ray Charles, men som en helstøbt oplevelse, så holder den simpelthen ikke længere.

271 – Smokey Robinson & the Miracles – Going to a Go-Go (1965)

Efter Sam Cookes død i 1964 var tronen som kongen af R&B forholdsvis tom. I 1965 var der to mænd, der for alvor kunne konkurrere om tronen, den ene var den meget afholdte Otis Redding, den anden var frontmanden for the Miracles, Smokey Robinson. Og selvom Otis Redding uden tvivl er det mest populære af de to navne, så har Smokey Robinson  også haft en meget stor indflydelse som sangskriver for navne som The Temptations, The Supremes, Marvin Gaye, The Four Tops og stort set hvert eneste andet større navn, Motown havde at byde på. Og i 1965 var Robinson med sin gruppe, The Miracles, på deres højeste med deres album Going to a Go-Go, der bare indeholder hits på stribe. Lige fra åbningsnummeret, The Tracks of my Tears, ved man, at man har at gøre med popmusik af allerhøjeste kaliber. Der er et fængende omkvæd, en sød tekst, virkelig dygtige sangere, der harmonierer meget smukt, og en sang, der i sin helhed bare hænger utrolig godt sammen. Og det er stort set det, man får i løbet af hele Going to a Go-Go; 12 søde, velskrevne sange om kærlighedens gode og dårlige sider, angrebet fra et par forskellige kreative vinkler. Eller, titelnummeret handler ikke om kærlighed, det handler bare om fest, men kærlighed er stadig en stor del af pladen.

Teksterne er meget kreative, og de er noget af det bedste ved pladen. Der er klichéer hist og her, f.eks. på den ellers fantastiske Ooh Baby Baby og den noget mindre imponerende Since You Won My Heart, men ellers er der ret originale koncepter bag de fleste af sangene. From Head to Toe handler om hvordan de forskellige kropsdele er tiltrukket af Robinsons udkårne, The Tracks of My Tears handler om hvordan han skjuler sine sorger med et smil – eller make-up, som han kalder det – og My Baby Changes Like the Weather sammenligner en kvindes uforudsigeligheder med vejret. Det hele er meget sødt. Det hele er faktisk forbandet sødt. De tristere sange har ikke rigtig nogen frustrationer, lige med undtagelse af Ooh Baby Baby og A Fork in the Road, men på disse er det også begrænset. Heldigvis er det en kort plade, så man får ikke sukkerchok, men hvis den blev ved i længere tid, så ville det være uudholdeligt. Nu har jeg nævnt Ooh Baby Baby et par gange, så jeg må nok gå lidt mere i dybden med den. Da jeg første gang lyttede til den, så jeg det som en ret kedelig doo-wop-sang, men den er fyldt med smukke vokalharmonier og virkelig stærk dynamik. Den er fortalt ret vagt, men melodien er virkelig stærk, og til trods for det lave tempo, kommer den hurtigt fremad.

Vokalerne på albummet er også værd at snakke om. Hvis du ikke kan lide falsetter, så har du ikke meget at gøre her, for Robinsons stemme er usandsynligt lys. Han var angiveligt 25, da denne plade blev optaget, men det er svært at tro på, at han i det hele taget var kommet ind i puberteten, endsige kommet ud af den. Men hans stemme er dog også gudeskøn. Han kan noget helt særligt, og selvom følelsesregisteret ikke er særlig stort på denne plade, så forhindrer det ikke Robinson i at udtrykke sig rigtig meget. Stemmen kommer vidt omkring, og han er næsten umulig ikke at holde af. Albummets helhed virker ikke helt, som om, den er gennemtænkt. Jeg kan dog ikke rigtig bebrejde dem. Albumkunsten var først virkelig begyndt at dukke op, og frontløberne var enten i Storbritannien eller på vestkysten. Dem, og så var der jazzmusikere. Intet af dette beskriver rigtig Smokey Robinson & the Miracles, og det forklarer også, at pladen virker ret ufokuseret. Den er dog spækket med gode sange, og det kan man slet ikke komme udenom. Hvis du vil have motown-lyden som den er bedst, så er Smokey Robinson & the Miracles et godt bud, og Going to a Go-Go er muligvis deres største album-værk, men lyt også gerne til mange af de singler, de har udgivet ved siden af.

272 – Labelle – Nightbirds (1974)

Patti LaBelle, Nona Hendryx og Sarah Dash udgør sammen Labelle, funkgruppen bedst kendt for megahittet Lady Marmalade, der blev voldspillet i alle diskoteker i 1974, og som siden fik en renæssance gennem det meget populære cover i filmen Moulin Rouge. Men foruden dette nummer og Patti LaBelles enormt stærke stemme, så ved de fleste ikke så meget om gruppen. Ikke mange har f.eks. lyttet til albummet, Lady Marmalade stammer fra, Nightbirds. Og denne plade er virkelig spækket med stærke melodier. Der er næsten altid rigtig meget energi på, men numrene har flot individuel dynamik. Der er nogle langsommere numre spredt omkring på pladen, og de sørger for, at de energiske stadig er fulde af energi. Dog har både It Took a Long TimeNightbird og You Turn Me On meget højlydte øjeblikke, og hvordan kunne dette også undgås? Vi har at gøre med tre sangere, der har stemmer større end bjerge. Vi har at gøre med en gruppe, hvis mest populære nummer blev fortolket af Christina Aguilera. Derudover ville man slet ikke være i humør til nogle oprigtige, stille kærlighedssange, når man allerede er gået i gang med det festlige funkmusik.

Jeg vil uden tvivl sige, at de langsommere sange dog er det mindst interessante på denne plade. Det mest interessante er de funky melodier. Halvdelen af sangene på pladen er skrevet af gruppens egen Nona Hendryx, og mens hun ganske vist skriver nogle fine sange, når det står på det lidt langsommere, så er det festlige hendes ekspertise-område. De Hendryx-skrevne sange er ikke de mest populære på pladen, men de er godt nok noget for sig. Hendes evner som sangskriver er virkelig oversete, og sangene Space ChildrenAre You Lonely og Somebody Somewhere er gode kandidater til at være min yndlingssang fra pladen ved siden af selvfølgelig Lady Marmalade. Dynamikken på de numre er bare så sindssyg, at det er utroligt, men numrene føles stadig sammenhængende. De fleste er også meget glade for den meget højlydte What Can I Do For You, hvor sangerne skråler højere end ellers på noget sted på pladen. Jeg må indrømme, at det tog mig noget tid, at lære at elske dette nummer, for det er ret utraditionelt. Der er en meget afrikansk inspireret rytmesektion, og instrumentationen udvikler sig ret meget. Det væsentligste på dette nummer er dog vokalpræstationerne, der bare er ufatteligt imponerende og kreativt skrevet.

To af de ti sange er skrevet af albummets producer, Allen Toussaint, der også har produceret albums for navne som The Meters, Dr. John, Joe Cocker og Etta James. Toussaints sangskrivning er meget modsat Hendryx’. De går meget lige fra punkt a til b med et ret boogie-inspireret flow, der gør det hele lettere at forholde sig til. Den er dog ikke den mindste smule mindre fængende end det, Hendryx har at byde på. Hans to numre, All Girl Band og Don’t Bring Me Down er begge virkelig velskrevne, kreative melodier, som bare borer sig ind i øret på dig, og de bliver der. Man har dog slet ikke lyst til, at de forsvinder. Jeg vil dog sige, at jeg i forhold til resten af albummet har lidt svært ved at danne et følelsesmæssigt forhold til Toussaints sange. Nightbirds sparkes igang af den latterligt sjove Lady Marmalade, og pladen afsluttes eminent af You Turn Me On, der desværre fader til sidst, hvilket er en meget anti-definitiv måde at slutte et album. Nightbirds er en plade med rigtig gode sange på sig. Der er ikke den største røde tråd eller noget, og langt fra det hele er helt utroligt, men hvert eneste nummer er solidt. Jeg ville næppe begynde at kalde det et mesterværk, men jeg kan godt gå med til at sige, at det er en plade, du absolut bør lytte til, hvis du kan lide funk eller disko.

279 – Mary J. Blige – My Life (1994)

90’ernes R&B-scene var meget eksplosiv i sin kreativitet. Genrer som hip hop-soul, neo-soul og new jack-swing begyndte at blomstre, og det gjorde de med navne som Mary J. Blige og albums som hendes anden plade, My Life fra 1994. Dette album var produceret af en af årtiets definerende producere, Sean Combs alias Puffy. Og Puffys produktion er helt suveræn. Lyden er altid virkelig kærlig og omsorgsfuld, og arbejdet med Bliges stemme er virkelig smukt. Melodierne er også meget fængende. Lige fra det første nummer, Mary Jane (All Night Long) må man gøre sig klar på at høre nogle vaskeægte ørehængere. Hvordan man får denne, I’m Going DownI’m the Only Woman eller det flotte afslutningsnummer, Be Happy ud af hovedet, er mig en gåde. Teksterne derimod, det er en lidt anden historie. De er alle om ret trivielle emner, sex, at slå op, kærlighed og… ja, det er det. Men hey, det kan man også skrive meget om, og mange gode albums har kun fokuseret på et enkelt af disse emner, så så skidt er det ikke, vel?

Desværre jo, for teksterne er uhyre simpelt skrevet. Vi snakker om sange, der ikke er bange for at rime money med honey, joy med boy, myself med no one else, feel med real, stay med way, og det er som sådan ikke så slemt igen – og det havde da også en vis charme i 50’erne. Men denne plade er fra 1994, og den lyder også så moderne, at der virkelig ikke er noget ved den, der føles gammeldags. Det er selvfølgelig imponerende, at musikken holder så godt, men det gør det bare tydeligere, at teksterne er frygteligt simpel. Derudover er alle disse børnehaverim at finde på omkvædene. Der er et cover af I’m Going Down af Rose Royce, og ja, derpå bliver down rimet med around, og det er jo ikke imponerende eller noget, men forskellen her er, at det passer naturligt ind. Det lyder fuldstændig logisk at sige “I’m going down, ’cause you ain’t around, my whole world’s upside down”. Derimod er det bare fjollet at synge “Come into my bedroom honey, what I got will make you spend money” med mindre Mary Jane (All Night Long) rent faktisk handler om livet som prostitueret. Denne er oven i købet en virkelig stærk sang i alle andre aspekter.

Lad mig lige vende tilbage til produktionen. Over halvdelen af alle sangene sampler mindst ét nummer, men det lyder bare så godt sammen med sangen, at man ikke lægger mærke til det. Selv lagde jeg kun mærke til ét sample, og det var i et interludium. Oven i alt dette, så bruger sangene også hip hop-beats. Ja, alle disse bløde soulsange bruger hårdtslående trommemaskiner. Det passer faktisk godt sammen, og det hjælper albummets dynamik. Apropos albummets dynamik, så er den fin. Det er ikke noget fantastisk, men den er fin. Hvilket derfor gør det svært at undskylde, at pladen er over en time lang. Ja, det er en hel del. Især når man tænker på, at de fleste sange er om stort set det samme, og de bliver også behandlet på nogenlunde samme måde. Det er ikke et problem i sig selv, men med pladens længde bliver det lidt kedeligt. Jeg kunne godt have undværet sange som Don’t GoI Never Wanna Live Without You og Be with You. Pladen bliver dog holdt i vejret af stærke melodier, fantastisk produktion og en vidunderlig stemme. My Life har mange skønhedsfejl, men anbefales, det kan den nu engang godt, især til fans af de seneste 20 års R&B.

284 – Stevie Wonder – Music of My Mind (1972)

Ved siden af Michael Jackson er det svært at nævne en barnestjerne, der har klaret sig bedre som voksen end Stevie Wonder. Han lavede det ene store R&B-album efter det andet i 70’erne, og et af de bedste er Music of My Mind fra 1972. Denne plade åbner med en meget funky sang ved navn Love Having You Around. Den er ret afslappet og løs, og der er dejligt sjov brug af talkbox og trækbasuner. Foruden trækbasun og visse backingvokaler er hver eneste lyd opført af Wonder selv, og det er meget imponerende. Det er nærmest ikke til at fatte, når man lytter til denne ret lange sang. Superwoman (Where Were You When I Needed You) kommer bagefter, og den er endnu længere, næsten otte minutter. Den udvikler sig rigtig meget, og mens den ganske vist starter stille, kommer der meget lyd på mod slutningen, især gennem Wonders højlydte stjerne. Den er fuld af sjæl og kærlighed, præcis som et soulnummer traditionelt har, men det er meget avanceret skrevet.

Det starter også meget stille på I Love Every Little Thing About You, der dog virkelig bliver sjov, som det fantastisk fængende omkvæd begynder. Der er ikke meget at sige om den, udover at den føles oprigtigt kærlig, og at melodien er en af de mest oversete i Wonders diskografi. Sweet Little Girl kører på en meget simpel melodi, der bare eskalerer derudaf, hvor den så skifter til noget roligt spoken word, hvorefter den simple melodi begynder forfra, denne gang bare mere intenst. Det slutter så med lidt mere spoken word, og måske fylder spoken word-portionerne lidt mere end hvad godt er, men de giver godt afløb fra galskaben. Det er til gengæld svært at sige noget skidt om Happier than the Morning Sun, der meget atypisk bare er spillet på clavinet og bas. Det er ret barok instrumentation, men det virker godt på denne sangs smukke lykkerus. Girl Blue er nok en af de mindre interessante sange på pladen, men den er stadig rigtig stærk. Der er sjov og interessant instrumentation, og talkbox-effekterne er også rigtig festlige.

Seems So Long er en virkelig simpel sang på overfladen, det er bare en lille soulsang om længsel. Men wonders brug af synthesizer herpå er helt fænomenal. Wonder var virkelig epokegørende indenfor brugen af synthesizeren, der var et meget ualmindeligt instrument i almindelig popmusik dengang, men når man hører Seems So Long, føles det så naturligt, at det lige så godt kunne være skrevet i dag. Det er en ret langsom sang, så for at skabe albumdynamik kommer da en virkelig vild, fræk og funky sang ved navn Keep on Running. Den er ret lang, men den bygger også virkelig op mod et enormt klimaks, og da det er den næstsidste sang, er det absolut retfærdiggjort. Bliver det ved i virkelig lang tid? Ja, men det formår at være underholdende hvert eneste sekund. Evil er navnet på det stille afslutningsnummer. Det er en trist sang, og Wonder portrætterer her ondskab som en person. Ja, det er måske lidt corny, men det passer bare rigtig godt ind at afslutte med noget så cheesy. Music of My Mind er en helt fantastisk soulplade, nok endda en af de bedste nogensinde. Stevie Wonder er bare genial.