Tag-arkiv: Pop-rock

113 – The Who – The Who Sell Out (1967)

Udgivet den af
1

På deres tidlige plader var The Who i konstant udvikling. Hvis man sammenligner dem med fx The Rolling Stones eller The Beatles, der ellers også gennemgik en markant udvikling i løbet af 60’erne, så er det faktisk nok The Who, der udvikler sig mest fra plade til plade. My Generation var simpel, rå rhythm and blues, faktisk så rå at den var et klart grundlag for punkrocken. På A Quick One bliver de mere psykedeliske og fjollede, og med titelnummeret skabte de nærmest egenhændigt rockoperaen. Med The Who Sell Out fra 1967 tog de dog et spring, der var større end noget andet sted i deres karriere. Dels er hele albummet struktureret som om, det var en kommerciel radiostation, der spillede det hele. Der er reklamejingler mellem de fleste numre, og mens det kunne lyde som om, det burde være distraherende for albumoplevelsen, holder det faktisk albummet engagerende, og tit hænger det også flot sammen med temaerne i sangene. Sangen Odorono handler fx om glæderne ved den ganske ægte deodorant af samme navn. Silas Stingy handler om en nærig mand, der er meget beskyttende omkring sine penge. Så beskyttende, at han ender med at blive ruineret i forsøget på at beskytte dem.

Rigtig meget af albummet handler om vores forbrugermentalitet, der bliver en kende religiøst betonet i hænderne på the Who. Blandt disse sange om Heinz baked beans, deodoranter, bumsecreme og pengeskabe får man nemlig også Rael. Udover de fonetiske ligheder med sangtitlen og Israel, snakker de om et helligt land, som de beskriver som “the home of my religion, to me the center of the Earth”. Denne sang får lov til at afslutte pladen, og pladen bliver ligeledes åbnet af et religiøst betonet nummer, nemlig Armenia City in the Sky, der også lader til at fortælle om et helligt land, men her et, man lettere kan tilgå. Man kan faktisk blot tænke sig derhen. Hele teksten er nærmest én lang reklame for dette fiktive sted, der kan fri dig for alle dine sorger. The Who kommenterer med albummet på satirisk vis et samfund, hvor frelse bliver gjort til et produkt og hvor forbrugerisme bliver gjort til en religion. Selv romantik bliver kommercialiseret. På Mary Anne with the Shaky Hand bliver kvinder opremset, som om de var produkter at vælge imellem, hver især med en bestemt tillagt attribut, hvor den titulære Mary Anne er den, fortælleren finder mest attraktiv grundet hendes “shaky hand”.

Måske læser jeg for meget ind i det her, men der er uanset hvad generelt en tematik om forbrugerkultur på pladen, dels i diverse sange, dels i de morsomme reklamejingler der kommer mellem sangene. Men det er svært at læse denne satire ind i Our Love Was, I Can See For Miles eller I Can’t Reach You, selvom jeg godt kan komme med lidt søgte fortolkninger. Men uanset hvad er de alle tre glimrende sange, I Can See For Miles er endda nok en af de bedste sange, gruppen nogensinde har lavet. Sonisk passer de også alle godt ind i den rejse, man kommer på i løbet af albummet. Albummet er meget engagerende og begivenhedsrigt, og hver eneste sang stikker ud med sin egen unikke identitet. Melodierne er også sjove og fængende, og teksterne er som sagt altid kreative og vittige. The Who Sell Out er en virkelig stærk plade, der sætter et meget originalt spin på pop-rock, og gør meget mere med genren end jeg end syntes muligt. The Who Sell Out er et mesterværk, intet mindre, og jeg kan finde nogle nye genialiteter ved hver eneste gennemlytning. Jeg kan ikke anbefale den nok.

124 – The Byrds – Younger Than Yesterday (1967)

Udgivet den af
Svar

De fire første plader fra The Byrds er rene hitkavalkader, men derefter gik de i en langt mindre kommerciel retning, selvom de stadig udgav nogle klassiske albums. Det sidste af de store hit-albums var den dejligt psykedeliske Younger Than Yesterday. Titlen hertil er inspireret af sangen My Back Pages af Bob Dylan, hvor man finder linjen “I was so much older then, I’m younger than that now”. The Byrds spiller også et vidunderligt cover af denne sang på Younger Than Yesterday, men teksten får en helt anden betydning hos The Byrds. Hvor den hos Dylan betyder, at han er blevet mere ung i sindet, lader det hos The Byrds til at repræsentere det tidløse, svævende univers, de præsenterer på pladen. Der er haver i folks sind, jf. Mind Gardens, og folk er ikke langt fra hinanden i den traditionelle tredimensionelle forstand. Der er tid mellem dem, som de synger på den ellers ganske søde kærlighedssang Time Between. C.T.A. – 102 er en science fiction-tematiseret sang, navngivet efter en ganske ægte galakse. På sangen kommunikerer de dog med galaksens beboere. Stilmæssigt balancerer de på hele pladen mellem det virkelige og det fantastiske ved at blande traditionel folk-rock med massevis af sære effekter.

Der er selvfølgelig nogle numre, der er mere typiske folk-sange end andre. Time Between, The Girl With No Name og Have You Seen Her Face er nok de sange, hvis lyd ville passe bedst ind på gruppens endnu mere folk-prægede debut. De to førstnævnte har endda tydelig country-indflydelse, der peger hen mod hvor gruppen ellers ville bevæge sig. Der dog også de helt syrede numre, fx Mind Gardens for at pege på den yderste ekstrem. Dog er sange som C.T.A. – 102 og Thoughts and Words også ret aparte numre, der næppe kunne være blevet hits i nogen dimension. Dog er albummet struktureret, så det ikke føles underligt, at stilarterne varierer så meget. C.T.A. – 102 bygger nøjsomt hen mod den syrede afslutning, men i starten er det blot en simpel poppet rock-sang. Den syrede afslutning går da over i den psykedeliske Renaissance Fair, der også kompositorisk tager elementer fra klassisk renæssancemusik. Strukturen er hele vejen igennem meget gennemtænkt, og albummet er både varieret og glidende gennem sine kun 29 minutter. Typisk er så korte plader enten lidt af en rodebutik eller stilistisk ensartede, men atter en gang har Byrds vist, at de mestrer balancens kunst.

Hvis jeg dog skal kritisere strukturen, har jeg ingen anelse om hvorfor de valgte Why som afslutningsnummer. Det er et af pladens svagere numre, selvom den generelle kvalitet dog er høj. Uanset kvalitet, er den dog på ingen måde konkluderende. Man synes nærmest ikke, at albummet er slut, når det er forbi. Et nummer som den bizzare Mind Gardens eller måske blot deres cover af My Back Pages ville være mere oplagt. Så kan man nok heller ikke komme uden om, at mens ingen numre er dårlige, er der nogle, der ikke holder nær så godt som de andre. Den langsomme, stemningsrige Everybody’s Been Burned kunne godt have været lidt kortere for min skyld, jeg har ret svært ved følelsesmæssigt at tilslutte mig Renaissance Fair, og der måtte gerne være større variation i instrumentationen på Thougts and Words, hvis melodi ellers er fængende som bare pokker, og den er også ganske medrivende. Med sange som So You Want to Be a Rock ‘N’ Roll Star, Time Between, Mind Gardens og My Back Pages, så har vi dog at gøre med et af højdepunkterne i The Byrds’ diskografi, og hvis man har det mindste til overs for deres folkede stil, bør man tjekke den ud.

127 – The Mamas & the Papas – If You Can Believe Your Eyes and Ears (1966)

Udgivet den af
Svar

60’erne var et vigtigt årti for popmusik. Nogle af de største, mest indflydelsesrige popsange nogensinde blev udgivet på denne tid. Foruden massevis af klassikere af grupper som The Beatles og The Beach Boys, samt selvfølgelig Motowns guldalder, kan også nævnes udødelige sange som Be My Baby, Stand By Me, What a Wonderful World, Son of a Preacher Man og naturligvis California Dreamin’. Dette er uden sammenligning den mest populære sang, The Mamas & the Papas nogensinde har udgivet, og den var klart en væsentlig faktor i succesen af gruppens debutalbum, If You Can Believe Your Eyes and Ears. Den er mørk som få popsange fra samtiden, men samtidig fængende, og overraskende storladen i forhold til resten af albummet. Numre som You Baby, The In-Crowd og Do What You Wanna Do er meget mere simple, ja, faktisk søde sange. Denne solskinsfyldte lyd karakteriserer i langt højere grad albummet, hvis ikke gruppen generelt. Én måde, hvorpå California Dreamin’ dog klart repræsenterer pladen som helhed er gennem de smukke vokalarrangementer. Gruppens fire vidt forskellige stemmer spiller godt mod hinanden, og på hvert eneste nummer, har de arbejdet kreativt med sammensætningen af gruppens medlemmer.

Især når der er elementer af kanon, er jeg vild med det. Monday, Monday, California Dreamin’ og Go Where You Wanna Go er nogle af de bedste eksempler på dette. Det skaber virkelig en lækker lyd, når halvdelen af sangerne synger en linje, og før denne linje er færdig hopper den anden halvdel ind og begynder samme linje påny, mens det oven i købet harmoniserer. Deres harmonier bruges også til at opnå mange forskellige effekter. På Spanish Harlem er det romantik, på Straight Shooter er det psykedelia, og på California Dreamin’ er det drama. Der er med andre ord også en del variation på albummet. De individuelle numre har helt unikke identiteter, så man kommer overraskende vidt omkring på de blot 34 minutter, pladen varer. På den måde har pladen ikke som helhed rigtig et “statement”, og valget af The “In” Crowd som afslutningsnummer virker da ret tilfældigt. Det ville de fleste sange dog. Det bliver aldrig særlig farligt i lyden, og følelsesmæssigt møder man kun sjældent dybde. Det meste er på ingen måde dårligt, men gruppens ekstreme uskyldighed kan virke forældet i dag. Der er sjældent nogen kant, der bidrager til de fine arrangementer og melodier.

Mens de fleste numre lyder vidunderligt og udtrykker dejlig meget kreativitet, er der også nogle lidt svagere numre iblandt. Got a Feelin’ er lidt noget pyntet fyld, og den tikkende percussion bliver lidt irriterende i længden, selvom den er virkelig flot arrangeret. Somebody Groovy er lidt af et simpelt, blueset nummer, der let kan gå i glemmebogen, og det samme gælder Hey Girl, men selvom  de ikke er så mindeværdige, lyder de rigtig godt, hjælper pladens dynamik, og der er nogle interessante øjeblikke her og der på dem. Det eneste decideret dårlige nummer ville jeg dog nok sige var deres cover af Spanish Harlem, som jeg dog heller ikke har noget til overs for i originaludgaven. Ben E. Kings store stemme takler dog på originalen denne lettere vamle kærlighedssang markant bedre end mødrene og fædrene kunne drømme om. Men selv med denne omgang albumfyld, er det ikke til at komme uden om, at gruppen har talent. Både som sangskrivere og optrædende er de virkelig dygtige, og selv på de svagere numre er der masser at komplimentere. Når de bedste numre oven i købet er af så høj kvalitet som Monday, Monday, Straight Shooter, Go Where You Wanna Go og California Dreamin’, så kan pladen sagtens anbefales, hvis man kan lide denne afart af 60’ernes popmusik.

135 – Elton John – Greatest Hits (1974)

Udgivet den af
Svar

Jeg har lyttet til latterligt mange Greatest Hits-plader efterhånden. Alt for ofte er de for lange, inkluderer mange sange, der ikke rigtig er nævneværdige og tit virker rækkefølgen på tracklisten enten tilfældig eller uigennemtænkt kronologisk. Af og til finder man dog den lille guldklump, der er så god, at den kan fungere som helstøbt album på egen hånd. Sådan en plade er Elton Johns simpelt betitlede Greatest Hits fra 1974. Det er blot 10 sange, 42 minutter i alt. 1974 kan virke som et lidt tidligt tidspunkt i Johns karriere, men han havde skam allerede udgivet 8 albums på det tidspunkt. John var en produktiv herre, og kun det allerbedste er samlet på Greatest Hits. Jeg tror som sådan også, at det er en god tidsafgrænsning. Hans næste album, Captain Fantastic and the Brow Dirt Cowboy, ville blive mere glam-præget og selvparodierende, og senere gav han sig også i højere grad i kast med hård rock, disko og selv new wave. Den afgrænsede, oprigtige og lettere nostalgiske Elton John kan ret godt afgrænses til 1974, og derfor føles pladen stadig ret konsekvent, selvom John gik gennem en stor udvikling mellem 1968 og 1974.

Når der kun er 10 sange, kan man virkelig sikre sig, at det kun er det essentielle, der er inkluderet. Mens John har så mange vidunderlige sange, at alle nok ville savne et par stykker, når kun 10 skal vælges, så er jeg overordnet tilfreds med udvalget. Samtlige sange er mindeværdige og tilbyder noget unikt i forhold til de andre. Der er også generelt ret god vekslen mellem det mere løsslupne rock and roll, der ses på numre som Honky Cat, Saturday Night’s Alright for Fighting samt Crocodile Rock, og så de lidt langsommere ballader, såsom Your Song, Rocket Man (I Think It’s Going to Be a Long, Long Time), Don’t Let the Sun Go Down on Me. Selvom balladerne nok er i overtal, så er de også placeret, så der er en udvikling i lyden. De første sange er de ganske stille Your Song og Daniel, og mod slutningen kommer Don’t Let the Sun Go Down on Me og Border Song, der begge slutter i et eksplosivt klimaks med stor instrumentation, kor og variation. At alle sangene er så gode, at de i dag står som milepæle i Johns diskografi, gør blot den musikalske værdi større.

Den eneste anke, der kan være væsentligere end udeladelser af personlige favoritter, må nok være forskellen på den internationale og den oprindelige nordamerikanske udgave af pladen. Jeg har hørt den internationale, hvor de erstatter den rockede Bennie and the Jets med den langsomme ballade Candle in the Wind. Bennie and the Jets er på originalen meget bevidst placeret mellem de to ballader Rocket Man (I Think It’s Going to Be a Long, Long Time) og Don’t Let the Sun Go Down on Me. Det skaber dynamik, og gør, at man ikke bliver træt af de mange ballader. På udgaven, jeg har lyttet mest til, finder man dermed tre langsomme ballader lige i træk på den del af pladen, og det kan blive lidt trættende. Candle in the Wind er en fortræffelig sang, så jeg forstår at inkludere den, især da Bennie and the Jets ikke havde samme gennemslagskraft uden for Nordamerika, selvom den da også er blandt Johns bedste. Foruden denne lille ting, kan jeg på det varmeste anbefale Greatest Hits til alle, der bare kan lide nogle gode popsange. Hvis du kan finde den amerikanske udgave, kan jeg anbefale den endnu mere. Hvis ikke, så opret bare en playlist med de ti sange på Spotify. Det er stjernegod musik.

Jeg vil desuden gerne atter minde alle om, at jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Man kan stemme på mig her.

139 – U2 – All That You Can’t Leave Behind (2000)

Udgivet den af
3

Her er en mening, man efterhånden sjældent hører: U2 er hverken et særlig fantastisk eller særlig forfærdeligt band, og selvom deres 00’er- og 90’er-materiale ikke er på niveau med det, de lavede i 80’erne, laver de stadig i dag friskere og mere nutidigt materiale end det, de fleste andre klassiske 80’er-bands udgiver nu til dags. Det føles også sært at tidsbestemme dem som et 80’er-band, for i år 2000 fik de en af deres mest populære sange nogensinde med Beautiful Day fra albummet All That You Can’t Leave Behind. Lad mig sige med det samme, at det er en vidunderlig sang. Daniel Lanois og Brian Enos forsøg på noget mere poppet produktion lyder utrolig lækkert, og det hele føles bare så utrolig overbevisende. Når omkvædet går i gang med sine massevis af korstemmer og Bonos spinkle omend effektive skrålen, kan man bare ikke tænke andet end “Shit, det er en smuk dag. Tid til at nyde livet”. Som stor fan af denne sang, glædede jeg mig naturligvis til at høre resten af albummet. Det er en ret poppet udgave af U2 man får på hele pladen, så lyden fra hittet er ret sigende for pladen som helhed. Der er mange omkvæd, meget ren produktion, og absolut ingen spor af U2’s post-punk-rødder.

U2 har uden tvivl masser af gode melodier i ærmet. Der er virkelig få af sangene på All That You Can’t Leave Behind, der ikke er rigtig fængende. Lanois og Eno lægger også masser af spændende lag i produktionen Sangene er lydmæssigt konstant i udvikling, og man keder sig egentlig slet ikke i løbet af hele albummet. Samtidig følger de dog popformularer lidt ofte, så det er ikke særlig mange overraskelser i forhold til melodierne, der dog som sagt er vældig fængende. Jeg føler efterhånden, jeg har skamrost denne plade rigeligt, så lad mig komme til min egentlige mening om den, nemlig at det er den kedeligste U2-plade, jeg har hørt, og at den i det hele taget er ganske middelmådig til trods for de mange positive aspekter. Jeg vil ikke bebrejde det hele på Bono, men han er nok en årsag. Han har skrevet tekster til stort set alt på pladen – i visse tilfælde sammen med the Edge – og de er tit uudholdeligt frelste, ophøjede, og melodramatiske. Og når de ikke er, er det næsten værre. Melodien til Elevation er så utrolig fed, at det er decideret synd, at Bono skal spille romantisk badboy.

Netop den rene popproduktion gør, at Bono er svær at ignorere. Ikke ét eneste ord bliver overdøvet af en guitar eller et trommeslag. Det er dog ikke fordi han overdøver de andre instrumenter heller. Det er faktisk imponerenede, hvor tydelige alle instrumenter er. Men uanset hvad er Bono svær at abstrahere fra. Når han synger en sang som Peace On Earth (ja, det er der faktisk en sang på pladen, der hedder), og han adresserer et par linjer direkte til Jesus Kristus, så bliver det hele så latterligt. Meget af tiden kan man knap nok sige, at han synger. Han taler bare på en lettere melodisk måde, og der er adskillige tidspunkter, hvor han kommer til at erstatte en høj tone, han ikke kan nå, med et forfærdeligt knæk. Denne udgave af Bono kan faktisk sagtens være acceptabel i mindre doser, han er trods alt stort set på denne måde på Beautiful Day. At skulle lytte til ham i 49 minutter bliver bare så utrolig udmattende, uanset hvor godt et stykke arbejde, der er blevet gjort med melodierne, arrangementerne og produktionen. Der er egentlig også ret god albumstruktur, og både åbnings- og afslutningsnumrene er meget velvalgte. Men der er desværre nogle modkæmpende poler på dette album, så jeg kan desværre ikke vende begge tommelfingre opad.

140 – Blondie – Parallel Lines (1978)

Udgivet den af
Svar

Den indflydelsesrige new wave-gruppe Blondie udgav deres debut i 1976, men det var først da de i 1978 udgav deres tredje album, Parallel Lines, at de fik deres helt store gennembrud. På pladen finder man populære singler som Heart of Glass, One Way or Another og deres cover af The Nerves-sangen Hanging on the Telephone. Disse tre sange udgør dog kun en brøkdel af pladen, som er propfyldt med fængende pop-rock. Der er et ganske varieret udbud af det. Det kan være langsomt og stemningsfuldt som på Fade Away and Radiate, 50’er-inspireret rock and roll som på I’m Gonna Love You Too, der da også er et Buddy Holly-cover, eller endda regulær disko som på Heart of Glass. Deres rødder i punkmusikken kan også mærkes over det hele, især i Chris Steins guitar og Clem Burkes trommer. Burke er ikke en enormt teknisk trommeslager, men han indsætter rigeligt med fills, og sørger for at bringe så meget variation til trommerne, som han nu engang kan gøre. Det føles en kende rodet, men ikke for rodet til, at det også er dybt charmerende. Bandet er måske ikke de største instrumentalister, men i fællesskab rammer de en blanding af pop og punk, som var helt unik dengang.

Forsanger Debbie Harry er dog for alvor stjernen i bandet. Hendes stemme går fra rå, dyb punkstemme på et nummer som Will Anything Happen? til de nu verdensberømte høje toner på Heart of Glass. Der er i det hele taget et væld af variation på pladen fra alle musikere, men det ændrer aldrig på, at der er en gennemgående lyd på pladen, så den føles konsekvent. Den er altid stilfuld og selvsikker, men aldrig fin eller excentrisk. Den lyd holder stadig den dag i dag, men jeg må indrømme, at teksterne lyder meget forældede. Lidt for ofte får man klichéfyldte rim som girl og world eller kiss og miss, men endnu oftere får man mere originale omend klodsede forsøg, såsom på den musikalsk meget spændende Picture This. En linje derfra går “I will give you my finest hour – The one I spent watching you shower”. Narrativet i tekster som I Know But I Don’t Know og Sunday Girl er også meget dårligt formidlet, nærmest som om, rimskemaet bare gør fortællingerne langsommere og sværere at forstå. Og når man snakker om forældede tekster var det intet mindre end en fejltagelse at lave et Buddy Holly-cover. Musikalsk passer den relativt godt ind, selvom den stadig lyder lidt gammeldags, men teksten er tydeligvis fra en anden tidsalder.

I Blondie var de dog gode til at lade næsten hele bandet være med til at skrive sange, så kvaliteten i både tekster og melodier kan naturligvis variere. Teksterne til One Way or Another og 11:59 er meget medrivende, levende og velskrevne, og det er i det hele taget nogen af pladens bedste sange med deres høje intensitet, der passer yderst godt til teksterne. I det hele taget graviterer jeg mest over mod de mere rockede numre, hvorfor Will Anything Happen? og Hanging on the Telephone. Det har muligvis noget at gøre med, at de mere højlydte numre pakker teksterne mere ind, hvor på et så rent produceret nummer som Sunday Girl eller Fade Away and Radiate er det svært ikke at fokusere på teksten, hvilket så kan være godt eller skidt alt efter tekstskriveren. Men det er nok noget, man må anerkende som både en fordel og en ulempe vel Parallel Lines som album: variationen. Det kan variere i stemning, i melodi, i inspirationskilder, men det falder dermed nok næppe i alles smag hele tiden. Men jeg tror, jeg kan sige, at det falder i de flestes smag det meste af tiden. Det falder i hvert fald i min smag rigtig ofte, og en stor del af pladen er fremragende.

173 – Todd Rundgren – Something/Anything? (1972)

Udgivet den af
Svar

Det bedste førstehåndsindtryk, en plade kan give mig, er at den er ambitiøs. Og med en titel som Something/Anything? og et pladecover, der viser nogle abstrakte blomster, så forventer man da et vist ambitionsniveau, dette i endnu højere grad, når man tager i betragtning, at dette er et dobbelt-album. Når man finder ud af at ca. 3/4 af pladen består af sange, der er opført udelukkende af Todd Rundgren selv, mens den resterende fjerdedel er ubearbejdede studieoptagelser, bliver man endnu mere interesseret. Og efter at have hørt det, så vil jeg ikke engang sige, at det kan høres på sidstnævnte, mest af alt fordi de spiller så godt – selvom lyden naturligvis er mere rå og flere forskellige musikeres stilarter er blevet afspejlet. Numre som Hello It’s Me og Slut er fænomenale popsange, men samtidig er numre som Piss Aaron og Some Folks Is Even Whiter Than Me ret bizarre men af samme årsag samtidig virkelig interessante numre. Rundgren er uden tvivl en dygtig musiker og sangskriver, men han har af og til nogle problemer i sin lyrik. Den er ikke altid lige bemærkelsesværdig. Jeg elsker, når den på visse numre understøtter instrumentationen, men han laver altså tit nogle maybe-baby-rim i banale kærlighedssange, hvilket ikke stemmer overens med det, jeg ved, han kan.

Instrumentationen og lyrikken arbejder som sagt flot sammen på visse numre, heriblandt It Takes Two to Tango (This Is for the Girls), hvor der bruges kastanjetter, der især markerer sig i løbet af et break i slutningen af omkvædet. Et andet eksempel er The Night the Carousel Burned Down, hvis instrumentation er meget lig karrusel-muzak, navnligt i et instrumentalt stykke omkring midten. Dette giver nummeret en meget særpræget lyd, og mod slutningen kan høre denne muzak gå fra hinanden, præcis som karrusellen i titlen. Rundgren er meget bevidst omkring lyd, og han er fuldkommen bevidst omkring problemerne ved vinyl. Nummeret Intro er da også bare at han taler om forskellige problemer, der kan opstå, når produktionen ikke går helt som det skal. Han opfordrer lytteren til at lege en leg, hvor man leder efter sådanne fejl på diverse plader. Han påstår, at man også kan lege legen med denne plade. Ud over sange, hvor det tydeligvis er meningen, at sådanne fejl opstår, er det stort set umuligt at spotte dem. Han har været fuldkommen mesterlig i produktionen, og lyden er på alle måder enormt lækker. Hvert eneste instrument lyder klart som diamand.

Rundgren valgte at gøre Something/Anything? til et dobbeltalbum, og når et album varer 1½ time, så vil man jo helst ikke føle, at man spilder sin tid, så man kan spørge sig selv, om numrene alle er værd at lytte til? Jo, de er uden tvivl produkter af deres tid. Det er nogenlunde samme genre som Electric Light Orchestra og Supertramp. Fælles for alle disse kunstnere er, at de var både meget progressive og poppede, og deres interessante ideer kan godt lyde lidt fjollede nu til dags, hvor de er blevet efterprøvet mere, især i forhold til synthesizere. Og lyden er måske også lidt trættende i længden, selvom det er svært at pege på numre, der ikke lever op til pladens høje standard. Men der er en defineret vision med hele pladen, og hvis man splittede den op i to, ville de føles meget udefinerede. Rundgren er en latterligt dygtig musiker, og mens Something/Anything måske viser sin alder og ikke altid er mesterlig rent lyrisk, så er der så mange detaljer, så mange gode ideer og så mange gennemarbejdede sange opført af en musikalsk perfektionist, at pladen er svær ikke at være imponeret af.

222 – Neil Diamond – The Neil Diamond Collection (1999)

Udgivet den af
Svar

Jeg ville næppe kalde mig selv en hardcore Neil Diamond-ekspert, men jeg kan da lide mange af hans sange, især fra slutningen af 60’erne og starten af 70’erne. Senere blev han til lidt af en flødebolle, der sang noget ganske ufarlig poprock, og det er jo ikke fordi han nogensinde var Iggy Pop eller noget, men hans tidligste numre havde noget personlighed. Man ville forvente at The Neil Diamond Collection fra 1999 udfra navnet ikke havde særlig fokus på et bestemt tidspunkt i hans karriere, men man finder faktisk kun sange fra det, jeg selv opfatter som værende hans gulalder. Og udvalget er bare helt utroligt. Det starter med hans efter min mening allerbedste værk, Sweet Caroline. Tit er det en dårlig ting at spille de stærkeste kort hurtigt, men i dette tilfælde, så giver det mig altid lyst til at lytte til hele albummet. Følelserne er virkelig stærke, og arrangementet er smukt. Og det fortsætter bare derudaf: Cracklin’ Rosie og Song Sung Blue kommer derefter, og de er ligeledes skønne. De baner pænt vej for en fantastisk serie af store og små hits, der stort set alle har fortjent klassikerstatus.

Normalt ville jeg nok sige, at det bliver lige lovlig corny med bløde sange som Play Me, Stones og hans cover af He Ain’t Heavy, He’s My Brother af The Hollies. Man skal dog forstå to ting her: de er godt adspredt, og der er ikke mange af dem. Jeg hader jo som sådan ikke sådan nogle bløde, sjælfulde sange. Jeg har bare tit stødt på albums, hvor der er for mange af dem. Her er det varieret, og man kan så sætte fokus på, at han som sådan har skabt nogle ret gode melodier. Men jeg står stadig fast i at det er meget, meget corny, og jeg har svært ved at finde meget ægthed i det. Hvad er det i øvrigt for en sang at medtage, hans cover af He Ain’t Heavy, He’s My Brother? Er der dele af verden, jeg ikke kender til, hvor det er et populært cover og blandt Diamonds største værker? Det er fint nok, men det er ikke særlig forskelligt fra Hollies-udgaven. Det er faktisk nogenlunde præcis som man ville forvente, at Neil Diamond ville fortolke sangen. Der er faktisk mange Neil Diamond-sange, der starter bløde og påtagede, men så bliver de større og bedre, som sangen skrider fremad. Det inkluderer sådan nogle flotte sange som I Am… I Said, Holly Holy og Shilo, alle at finde på denne opsamling.

Neil Diamond har uden tvivl nogle mønstre i sin sangskrivning, så at lave en opsamling med ham, der ikke virker ensformig er lidt tricky. Men personligt kan jeg sige, at jeg slet ikke lagde mærke til den slags ved første gennemlytning, og mange af hans tendenser opdagede jeg først meget sent. Da vil jeg mene, at albummet gør et virkelig godt job af at skjule, at Neil Diamond i grunden ikke er en særlig stor kunstner, men dog en person med et øre for gode melodier og nogle bundsolide formler, for hvordan en god sang kan skrues sammen. Og han er også en ganske fin sanger, der holder sig på et meget folkeligt niveau – han er hverken den grimme Bob Dylan eller den pæne Paul McCartney. Han rammer en flot middelvej, også på et teknisk niveau. Normalt har mine endelige bedømmelser på opsamlingsalbums meget at gøre med, om jeg kunne lide kunstneren i forvejen. I Neil Diamonds tilfælde kendte jeg ham knap nok, og jeg kunne ikke huske noget bestemt, han havde lavet, før jeg lyttede til The Neil Diamond Collection. Og mens han måske ikke genopfinder den dybe tallerken eller noget, så laver han meget solid popmusik, og The Neil Diamond Collection er en rigtig god måde at opleve det på.

229 – Bonnie Raitt – Nick of Time (1989)

Udgivet den af
Svar

Blues er en genre, der ikke ligefrem har været spækfuld af store kvindelige navne. I gamle dage var der selvfølgelig Big Mama Thornton, og Janis Joplin såvel som Grace Slick havde klare rødder i genren, men den eneste store kvindelige bluesguitarist, jeg kan komme på er Bonnie Raitt. Raitt har lavet plader siden starten af 70’erne, og hun holder sig faktisk stadig ret godt. Hendes store folkelige gennembrud var den grammy-vindende Nick of Time fra 1989, der også er en ret god introduktion til hende. Man lægger lige fra det første nummer mærke til hendes dejligt sprøde stemme og flotte evner på guitaren. Lydbilledet er mere fyldigt end man er vant til fra gammeldags blues, og det gør, at man ikke nødvendigvis lægger så meget til guitaren, men den ender faktisk med at gøre hendes lyd meget større. Raitt har kun skrevet to af numrene på pladen, Nick of Time og The Road’s My Middle Name. Resten er skrevet af et meget varieret udbud af sangskrivere, og sangene er også meget forskellige. De fleste lyder meget af blues, mere end titelnummeret gør, men der er også mange, der lugter meget af country eller endda reggae.

Reggae-sangen er en ret ren, ufarlig popsang, men Have a Heart er stadig fuld af følelser. Det er dog hendes bluesmateriale, der virkelig vækker opsigt. Thing Called Love, Love Letter og Real Man er rå og ustyrlige, og hun fyrer den virkelig af på spaden. Og det er også bare virkelig forfriskende at høre en kvindestemme opføre sådan noget musik. Genren har i årevis været kendetegnet ved en vis hørm af machomand og ærlig talt ret sexistiske sange. Det er da dejligt at høre det modsatte perspektiv, for rigtig mange bluessange handler trods alt om den underrepræsenterede demografi. Det er jo ikke fordi Raitt ikke kan lide disse gamle bluesdrenge, hun er tydeligvis inspireret af dem, og hun har optaget sange med mere end bare få af dem. Desuden er kun ganske få sange skrevet af hende, og langt fra alle er heller skrevet af andre kvinder. De er selvfølgelig skrevet til Raitt, og det betyder stadig noget, og hendes måde at synge og spille disse sange er ganske unik. Man kan så begynde at spørge sig selv, hvorvidt vi faktisk får et kvindeligt perspektiv på en mandsdomineret genre, men uanset hvad så får vi nogle stadig meget moderne bud på hvad blues kan gøres til. Og det lyder rigtig godt.

Jeg nyder alle numrene på Nick of Time, og selvom jeg foretrækker de mere blues-prægede numre, så er det rart med de små afbrydelser man får fra de andre, mere stille numre. Det ender med at blive ganske hyggeligt. Og det er nok det store problem, som dette ellers virkelig gode album lider af: det er lidt for begivenhedsløst. Der sker en masse, men jeg savner nogle reelle højdepunkter at kunne pege på. Der er altid smukke følelser, og store er de da, men de bliver aldrig enorme. Alle sangene fungerer rigtig godt på egen hånd, men de bygger ikke rigtig op mod noget større. Det føles lidt som en opsamling. Heldigvis er kvaliteten så rigtig høj, og heldigvis får man også meget forskellig musik. Bonnie Raitt er en virkelig talentfuld guitarist og sanger, og denne konsekvente kvalitet holder albummet rigtig højt oppe, og selvom den manglende sammenhæng gør, at man ikke kan lytte til albummet nær så mange gange i træk som visse andre plader. Den store variation gør dog, at man altid får noget nyt, og hvis du ikke har lyttet til den i noget tid, eller hvis du aldrig har lyttet til den før, så kan det absolut anbefales at give Nick of Time en omgang, for den er fuld af kvalitetsmusik.

231 – The Kinks – The Kink Kronikles (1972)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker virkelig The Kinks. Plader som The Kinks Are The Village Green Preservation Society og Something Else er spækkede med fede popsange, og deres materiale fra 1966 til 1970 er det mest interessante og ambitiøse. Det var også i denne periode, at de to førnævnte albums udkom, og selvom ikke alt deres materiale fra denne periode var lige godt, så var det altid interessant. Så en ægte Kinks-fan skulle selvfølgelig have opsamlingen The Kink Kronikles fra 1972, der dækker disse 5 år. Den blev kun udgivet i USA dengang, men i dag er den selvfølgelig lettere at lytte til. På den får man både singles, B-sider, obskure albumtracks og endnu mere ukendte sange, der aldrig før var udgivet i USA. Nu kan man finde de fleste af disse sange på genudgivelser af deres studiealbums, men dengang var det bare guf for en amerikansk Kinks-fan, der sandsynligvis aldrig havde hørt mange af disse sange, da The Kinks var bandlyst på mange amerikanske radiostationer.

Jeg er rigtig glad for, at jeg for en gangs skyld kan sige, at denne opsamling slet ikke er opstillet kronologisk. Det virker som om, at pladeselskabet rent faktisk tænkte over, hvordan opsamlingen hang sammen – om sangene komplimenterede hinanden. Og det gør de. Jeg kendte selv mange af sangene på denne plade i forvejen, men stadig formåede nye kendskaber som Holiday in Waikiki, Fancy og God’s Children at stikke ud. Forsanger og multiinstrumentalist Ray Davies lavede konstant interessant, sjov lyrik, som blev akkompagneret af virkelig fængende, barokke melodier. Det er svært at udpege sange, der ikke er rigtig, rigtig gode. Hvis det endelig skulle være, så er det den country-inspirerede Willesden Green. Den er lidt sumpet og flad, og den lyder ikke engang rigtig af The Kinks. Foruden den, så er udvalget helt exceptionelt. Der vil selvfølgelig altid være sange, jeg savner, men sådan er det altid, hvis man er stor fan af en gruppe. Man finder jo f.eks. ikke noget af det allertidligste herpå, men til det kan anbefales Greatest Hits! fra 1966.

Men hvis du ikke er stor Kinks-entusiast, giver The Kink Kronikles dig så lyst til at lytte til mere af gruppen? Absolut, hvis du spørger mig. Jeg kan selvfølgelig ikke tale for folk, der ikke har lyttet til Kinks før, men jeg har aldrig hørt albummet Face to Face, og sangene derfra på dette album har virkelig givet mig lyst til det. Det samme gælder albummet Lola Versus Powerman and the Moneygoround, Part One, selvom jeg dog kendte singlerne derfra noget bedre. Der er ikke så meget at rafle om med denne plade. Det er bare skidegod musik opført af latterligt dygtige musikere. Det er klassisk rockmusik af den slags, der aldrig går af mode. The Kinks er fuldkommen geniale, og uanset om du har været fan i årtier eller om du har lyst til at lytte til dem for første gang, så er The Kink Kronikles et album, som jeg kan anbefale virkelig let. Det er en af de bedst sammensatte og mest imponerende opsamlingsplader, jeg nogensinde har hørt, og så er den oven i købet lavet af et fantastisk band.