Tag-arkiv: Country-rock

291 – Bob Dylan & The Band – The Basement Tapes (1975)

Udgivet den af
1

På overfladen virker The Basement Tapes fra 1975 som et forholdsvist almindeligt album. Det er Bob Dylan og the Band, der laver musik sammen, og de laver bare nogle fede sange. Men pladens historie er mere kompliceret end som så. The Band fik deres berømmelse som Bob Dylans backingband på turnéer i 1965, og de fortsatte på dette job i noget tid, og det er tit sket, at de har turneret sammen, også i nyere tid. Dylan og the Band begyndte i 1967 da at optage en række sange i bassist Rick Dankos kælder. Mange af disse sange ville senere dukke op på The Basement Tapes. Dette udgør ca. tre fjerdedele af dobbeltalbummet. Den sidste fjerdedel består af numre, the Band optog uden Dylan mellem 1967 og pladens udgivelse i 1975. Det er en hel masse information lige at sluge, og er det virkelig nødvendigt for at nyde pladen? Det vil jeg ikke gøre mig klog på, men oplevelsen giver mere mening, hvis man kender til alt dette, og det forklarer meget, man ellers kunne undre sig over.

For eksempel forklarer det, at fejl ofte sker, især på optagelserne med Dylan. Dylan glemmer tit at synge med på tidspunkter, og the Band kan godt komme til at spille forkert. Lyden er heller ikke altid lige den bedste. Men pladen hedder The Basement Tapes, og den varer over en time. Man får underligt let ved at tilgive sådan noget. Det føles mere råt og frit, og man kan mærke, at den var optaget i en kælder. Dylans sangskrivning er også ulig det, man ellers kender ham for. Melodierne er ofte ret simple og blues-inspirerede – ja, Apple Suckling Tree kører nærmest direkte over Little Walter-sangen My Babe. Lyrikken er som sædvanlig helt fantastisk, men da melodierne ikke tillader nær så mange versefødder som f.eks. Like a Rolling Stone, Hurricane eller Subterrarian Homesick Blues. Det er helt fantastisk at høre ham spille rollen af en fulderik på Please Mrs. Henry eller hans kryptiske poesi på This Wheel’s on Fire. The Band er også dygtige musikere. De sange, Dylan ikke er med på, er stadig virkelig gode, og de passer stilmæssigt godt ind på albummet. Nogle er måske af lidt for god lydkvalitet, men det er også det.

Melodierne er alle godt skrevet, og sangene er meget samme stilart. Pladen kunne med lethed have været en af mine absolutte yndlinge med Dylan, hvis den bare ikke var så ufokuseret. Ja, sangene passer i lyd og sangskrivning godt sammen, man fornemmer en rød tråd, men da sangene aldrig rigtig var tiltænkt et sammenhængende album, gør det, at længden på pladen bliver mere fremtrædende end på andre dobbelte Dylan-plader som Blonde on Blonde og Time Out of Mind. Der er ikke nok fokus på dynamik eller samspil mellem de individuelle numre. Det gør, at det kan ende med at virke en smule ensformigt. Man kunne nok have løst dette ved at gøre albummet kortere og så udgive det i to volumener, hvilket nok er årsagen til, at selv cd-udgaven består af to dele. Rækkefølgen er der dog tydeligvis tænkt over, og det er lidt som at høre en godt sammensat opsamling, hvilket det vel teknisk set også er. Den allerstørste ros skal pladen have for at afslutte med den dramatiske This Wheel’s on Fire, som the Band også har optaget en udgave af til deres debutplade. Den fungerer dog efter min mening bedst, når Dylan også er med. The Basement Tapes er fuld af fantastiske sange, men som plade er den ikke helt så helstøbt, som den kunne have været.

301 – Bob Dylan – John Wesley Harding (1967)

Udgivet den af
Svar

Bob Dylan er en af de vigtigste rockmusikere nogensinde, og hans største klassikere udkom tilbage i 60’erne. De to mest kanoniserede Dylan-albums er uden tvivl Highway 61 Revisited fra 1965 og Blonde on Blonde fra året efter, og hans næste album i rækken bliver derfor forståeligt nok ofte overset. Dette album hed John Wesley Harding, og det udkom i 1967. Hvor hans foregående 3 albums havde været ret rock-prægede, så var John Wesley Harding fra start til slut folk, hvor et par få sange dog har elementer af rock og blues. Instrumentationen er også blevet gjort rigtig simpel: der er én trommeslager, én bassist og to guitarister, der dog mig bekendt aldrig spiller på samme sang – Dylan selv spiller normalt guitar, men på få numre får han Pete Drake til at spille steel-guitar. Dylan tager også flittigt brug af mundharmonikaen, når han ikke synger, og på enkelte numre kan man endda finde keyboards og klaver. Men man får ingen orgler, ingen blæsere, ingen lagrige instrumentationer, end ikke sange på over 6 minutter, noget Dylan ellers havde udviklet en forkærlighed for. Det var også med sine 38 minutter det korteste album, han havde lavet siden sin debut.

Det var så godt med perspektivering, men hvordan holder pladen sig på egen hånd? Virkelig godt, faktisk bedre end hvis man sammenligner det med hans tidligere albums. Lyrikken er gået væk fra det meget personlige og den direkte historiefortælling, men det er stadig fremragende. Han er ikke så klar i sin lyrik her, og han har selv indrømmet, at han slet ikke ved, hvad titelnummeret handler om. Man får også en fornemmelse af middelalderlige folkeviser på numre som All Along the Watchtower, I Dreamed I Saw St. Augustine og The Ballad of Frankie Lee and Judas Priest. Dylans melodier på John Wesley Harding er meget simple. Ingen af sangene har omkvæd, og de fleste består bare af en versmelodi, der gentages i løbet af hele sangen med ny tekst i hvert vers. Det er meget risikabelt at have så ens struktur på alle sange på albummet, men Dylan formår at få det til at virke. Det ville nok ikke virke, hvis ikke alle sange var så stærke. Selvom melodierne er simple og teksterne gammeldags, så er de virkelig gennemarbejdede, og det lille ensemble spiller virkelig fyldigt.

Bob Dylans stemme er et lidt kontroversielt emne. Hvis du ikke kan lide Dylan, så er hans vokal nok den væsentligste årsag, og hvis du synes den normalt er irriterende, så er John Wesley Harding nok slet ikke noget for dig. Han synger virkelig grimt på hele pladen, men han lægger virkelig mange følelser i den, faktisk flere end på plader som Highway 61 Revisited og Brining it All Back Home. Sangene er også normalt langsommere, men Dylan gør dem stadig meget dramatiske, kærlige, hyggelige eller hvad end sangen nu sigter efter. Pladens simplicitet er virkelig tiltrækkende, for ikke ofte får man et så tidløst bud på, hvordan man laver noget så simpelt, der dog samtidig virkelig virker gennemtænkt. Dylan formåede ikke at gøre noget progressivt med John Wesley Harding, og han skubber ingen grænser, men det prøvede han heller ikke på. Han prøvede bare på at skrive nogle gode sange, og han formåede om noget at gøre dette. De er opført og skrevet fantastisk, og de går godt sammen. Hvis pladen var længere ville den måske virke ensformig, men som den er, så er den formidabel.

304 – Lucinda Williams – Car Wheels on a Gravel Road (1998)

Udgivet den af
Svar

Lucinda Williams udgav sin debutplade, Ramblin’, tilbage i 1979, men generelt opfattes hendes store mesterværk som værende det, hun udgav næsten 20 år efter, Car Wheels on a Gravel Road fra 1998. Car Wheels on a Gravel Road var hendes femte plade, og dengang var det med sine 52 minutter hendes hidtil længste. Jeg har aldrig hørt andet af hende end denne plade, men den har sørme imponeret mig gevaldigt. Musikken er en blanding af country, folk og 70’er-rock. Især minder rocken mig om Tom Petty and the Heartbreakers, og det er jo en formidabel gruppe. Jeg kan dog bedre lide Car Wheels on a Gravel Road end nogen Tom Petty-plade, jeg har hørt. Dette skyldes nok især Williams’ varierede sangskrivning og gode albumstruktur, der sørger for at hvert eneste af de 13 sange er virkelig mindeværdige og lette at synge med på. De er også spillet på så forskellige måder, og de er virkelig dynamisk opbygget, så selvom man hurtigt lærer dem alle at kende, mister de slet ikke deres charme.

Lucinda Williams er en virkelig charmerende sangerinde. Hun er teknisk set langt fra verdens dygtigste, langt fra, men hun har stadig virkelig god kontrol over sin stemme. På Lake Charles synger hun f.eks. så falsk, at det let kan sammenlignes med Bob Dylan, ikke kun fordi det er falsk, men også fordi det giver sangen enormt mange følelser og ærlighed. Det gør hun på det meste af pladen, men i mange forskellige grader, og på få punkter viser hun, at hun faktisk godt kan ramme tonerne – på omkvædet til 2 Kool 2 Be 4-gotten synger hun nogle få toner, der er virkelig smukke, hver gang, hun siger “Hey hey”. Og heldigvis, så er hendes stemme meget kraftig. På Can’t Let Go og Joy synger hun virkelig højlydt, og som lytter føler jeg mig godt og grundigt angrebet under disse numre, der er nogle af de mest rockede på hele albummet. Williams’ stemme og hendes guitar er uden tvivl fokus på alle numrene, så selv disse hårdere numre føles meget personlige. Hun har også selv skrevet alt på hele pladen, og det kunne let føles som om, at hun har baseret meget af lyrikken på virkelige hændelser.

Vældet af følelser på Car Wheels on a Gravel Road er helt enormt. Der er vrede på Joy, der er kærlighed på 2 Kool 2 Be 4-gotten, der er sorg på Drunken Angel, og det er kun mine meget karikerede opmalinger af, hvordan numrene er. Det mest gennemgående emne er dog nostalgi. Hun synger meget om minder fra sin ungdom, og der er et unikt perspektiv, da hun jo var midt i 40’erne under optagelsen af albummet, hvorfor hun da kunne kigge tilbage med ret modne øjne. Car Wheels on a Gravel Road virker forfærdeligt godt gennemtænkt. Steve Earle, der spiller med på pladen, har udtalt, at det aldrig har været mindre sjovt at optage en plade end denne, og det kunne godt hænge sammen med, at Williams er en enorm perfektionist. Hun har sørget for at hver eneste sang hang sammen som den skulle, og albummet skulle være så helstøbt som muligt. Car Wheels on a Gravel Road udkom da også 6 år efter hendes foregående album, men den var virkelig ventetiden værd. En bedre country-plade er svær at finde.

324 – Linda Ronstadt – The Very Best of Linda Ronstadt (2002)

Udgivet den af
Svar

Linda Ronstadt er en virkelig dygtig sangerinde, og hun har i løbet af sin lange karierre fortolket rigtig mange sange. Ofte lavede hun covers, og kun i yderst sjældne tilfælde havde hun selv skrevet sine originale numre heller. Hun sang indenfor mange stilarter, hovedsageligt pop, rock, country og diverse kombinationer af disse tre genrer. Mange af hendes mest kendte numre blev i 2002 opsamlet på The Very Best of Linda Ronstadt. Denne findes i både en amerikansk og en international udgave, hvor rækkefølgen er ændret en smule, og et par få numre er blevet erstattet af andre. Jeg har lyttet til den internationale. Ronstadt har jeg ikke lyttet meget til udover dette ene album, men jeg må sige, at hun er en fin fortolker af rockgenren. Klassikere som It’s So Easy af Buddy Holly og Back In the U.S.A. af Chuck Berry bliver behandlet meget respektfuldt. De minder måske lidt meget om originaludgaverne, men alene at høre disse fede numre leveret af en så dygtig sangerinde er ret sejt. Hun fik også gjort obskure numre som Warren Zevons Poor Poor Pityful Me mere populære, og det i en fremragende udgave.

Det er ikke hver eneste fortolkning, hvor jeg føler, at hun giver nummeret, det det fortjener. Buddy Hollys That’ll Be the Day er virkelig svær at få genskabt magien fra, og man skal have charme på niveau med Buddy Holly selv for at bære den, og det har Ronstadt ikke, selvom hun er en meget karismatisk musiker. Smokey Robinsons Tracks of My Tears og Ooh Baby Baby får også suget ret meget af deres sjæl ud. Neil Youngs After the Gold Rush og Eagles’ Desperado bliver også gjort kedeligere og mere country-prægede end oprindeligt. Og jeg ved godt at Blue Bayou er en af hendes mest elskede numre, men jeg har det meget på samme måde med den, lige med forskel at jeg end ikke er så stor fan af Roy Orbisons originaludgave. Hvis Ronstadt dog virkelig vil kede mig, så fremfører hun en duet. Der er tre duetter på denne plade, to med Aaron Neville og én med James Ingram, og de er alle tre forfærdelig klichéfyldte, kedelige og på alle måder ordinære. Disse duetter var alle tre enorme hits i slut-80’erne, men til det har jeg bare at sige, at slut-80’erne generelt var forfærdelige år for amerikansk popmusik.

Ronstadt debuterede som sanger i bandet Stone Poneys, og med dem har hun én sang på denne opsamling, og det er en af de allerbedste. Det hedder Different Drum, og jeg elsker virkelig den barokke instrumentation. Popmusik har brug for mere cembalo og cello! Jeg har endnu slet ikke rørt ved hendes originale solomateriale, men det er af meget svingende kvalitet. Eller rettere, der er præcis fem af dem, og fire af dem er rigtig kedelige, langsommelige countrypop-sange, som jeg ikke aner, hvorfor jeg skulle interessere mig det mindste for. Den ene af dem har hun selv skrevet, den hedder Winter Light, og jeg ville gerne diskutere den yderligere, hvis den havde noget, der egentlig kunne diskuteres. Den interessante blandt de fem hedder How Do I Make You, og den er en rigtig sjov rocksang. Jeg synes, der begynder at tegne sig et mønster, og det siger noget i retning af, at hvis Ronstadt laver en sjov sang, så kan hun sagtens finde ud af det, og jeg har det bare skægt med nummeret, og hvis hun prøver at være langsom og romantisk, så er jeg ved at brække mig. The Very Best of Linda Ronstadt giver mig et meget nuanceret billede, men det er bare svært at tilhøre målgruppen for samtlige numre.

331 – Neil Young – Tonight’s the Night (1975)

Udgivet den af
Svar

Neil Young er en sand mester af albumkunsten. Hans mest kendte plader er After the Gold Rush fra 1970 og Harvest fra 1972. Han har dog lavet mange andre mesterværker både før og sidenhen, og et af de bedste er Tonight’s the Night. Det er langt fra hans bedst sælgende album, men det heller ikke specielt let at tilgå. Der blev ikke udgivet nogen singler fra denne plade, og det forstår man faktisk godt. Den eneste sang, der måske kunne have fungeret som single er den forholdsvis energiske Come on Baby Let’s Go Downtown, der uden kontekst godt kunne være en ret sjov sang om at tage stoffer. Men det er så den gladeste sang på pladen, og derudover er albummet bare fyldt med tegn på, hvor galt denne afhængighed gik. Hele dette album er en virkelig deprimeret situation. Det er fyldt med bekymringer, og når Young ikke bekymrer sig, prøver han desperat på at undgå at bekymre sig for meget. Jeg ved ikke hvor selvbiografisk dette album er, men selv hvis dele af det skulle være det pure opspind, lægger der nok meget sandhed bagved.

Nogle gange kan Tonight’s the Night være ret svær at lytte sig igennem. En ting er de meget triste tekster, men når disse er sammen med Youngs yderst oprigtige vokal, så kan det blive mere end man lige kan klare til tider. Neil Young er ikke verdens bedste sanger, og det lægger han slet ikke skjul på her. Han har faktisk aldrig før været så dårlig til at ramme toner. Det er dog kun det rent tekniske, for han er vildt dygtig til at lægge mange følelser i sin stemme. Nogle af de bedste eksempler på flot udnyttelse af denne kvalitet er sange som Borrowed Tune, Mellow My Mind, Albuquerque og Tired Eyes. Som en anden af mine yndlings-Young-plader, Rust Never Sleeps, senere ville gøre det, er åbnings- og afslutningsnummeret på Tonight’s the Night reelt det samme nummer. De hedder henholdsvis Tonight’s the Night og Tonight’s the Night, Pt. 2. Teksten er den samme på begge udgaver, men på åbningsnummeret er sangen meget renere spillet, mens afslutningsnummeret er en totalt kaotisk fortolkning. Instrumenter kommer og går, skifter udtryk, og generelt bryder hele verden bare sammen på det nummer.

Det bedste ved Tonight’s the Night er nok strukturen. Man får 12 forskellige numre, der arbejder virkelig godt sammen. Som sagt er samspillet mellem Tonight’s the Night og Tonight’s the Night Pt. 2 helt fantastisk, men alle de andre sange arbejder også flot sammen. Instrumentationen er virkelig skæv og forvrænget, og den bliver tit spillet på en lige så spinkel facon. Dog kommer der gradvist som pladen bevæger sig fremad flere og flere mentale nedbrud a la dem, der er at finde på Tonight’s the Night, Pt. 2. Det gør albummet dynamisk, uden at man kommer forbi alt for mange “sjove” sange, der ville ødelægge stemningen. At finde Come on Baby Let’s Go Downtown, der jo er rimelig energisk, tæt på midten, er dog virkelig forfriskende. Det gør albummet lettere at komme igennem. Og Tonight’s the Night er en virkelig svær plade at sluge. Men hvis du endelig formår at komme igennem den, så lad mig forsikre dig om, at den kun bliver bedre for hver gang, du lytter til den.

350 – Neil Young & Crazy Horse – Rust Never Sleeps (1979)

Udgivet den af
Svar

Hvis du spørger nogen om, hvilken Neil Young-plade, der er den bedste, så ville svaret typisk være fra første halvdel af 70’erne eller måske helt tilbage i slut-60’erne, for da var Young simpelthen bare bedst. Der er dog ét album, som er anset som et af hans absolutte hovedværker, selvom det udkom så sent som i 1979. Den blev optaget live, men han spiller ikke sine klassikere, han spiller nogle dengang helt nye numre, først 5 akustiske numre, og bagefter 4 elektriske. Den starter med min yndlings-Neil Young-sang nogensinde, nemlig My My, Hey Hey (Out of the Blue). Det er en meget smuk hyldest til Johnny Rotten fra Sex Pistols, og mens jeg gerne vil snakke mere om den, venter jeg lidt til senere med det, men lad mig sige så meget, at den i sin funktion som åbningsnummer sagtens kan give lytteren en klump i halsen. Den meget opgivende Thrasher følger efter. Det er endnu en fuldkommen smuk melodi, og Youngs spinkle, skingre stemme passer helt perfekt til sådan en sang. Man kan godt komme til at fælde en tåre.

En ret simpel sang kommer da i form a Ride My Llama. I starten føles den ikke rigtig som noget, der passer blandt resten af albummets rørende sange, men med tiden mærker man rigtig mange underliggende følelser, og Youngs poetiske tekst er virkelig noget for sig. Sangen Pochahontas er en meget eventyrlysten sang, og det er ikke fuldstændig klart, hvad den handler om. Lyrisk maler den mere et maleri, og i sin stemning føles den både som om den kunne handle om kærlighed, opdagelse eller for den sags skyld stoffer. Jeg har ingen anelse om, hvorfor han bliver ved med at nævne Marlon Brando i sangen – ud over hans selvfølgelige relation til indianere – men det får lytteren til at bide mærke i nummeret. Han afslutter den akustiske del af pladen med sangen Sail Away, og jeg må indrømme, at det ikke er mit yndlingsnummer eller noget, men det er stadig en drøngod melodi, og hele sangen er bare ganske godt gennemarbejdet håndværk. Den elektriske del af pladen bliver rigtig flot åbnet med Powderfinger, der er en af de bedste melodier på pladen. Den er fængende, den er gribende, og arrangementer med kor, guitarsolo og hele moletjavsen føles virkelig gennemtænkt. Intet andet nummer kunne have markeret pladens stilskift så godt!

Man kan høre inspiration fra punk-rock på Welfare Mothers, der med et virkelig energisk kor bare sparker lytterens røv fra start til slut. Man kan godt finde på at headbange eller råbe med på omkvædet. Han fortsætter i den hårdere afdeling med den yderst dynamiske Sedan Delivery. Den hopper frem og tilbage mellem enorm energi og nogle langsommere, mere tænksomme øjeblikke. Det er imponerende at se, hvor naturlig udviklingen fra de bløde, akustiske sange i starten til denne virkelig hårde sang virker. Young har struktureret albummet rigtig godt, og hans band, Crazy Horse, spiller også rigtig godt til. Albummet sluttes af med Hey Hey, My My (Into the Blue), der er en elektrisk udgave af My My, Hey Hey, bare hvor teksten er blevet ændret. Disse to sange arbejder utrolig godt sammen, og det vil tage lang tid at forklare hvor fantastisk de spejler sig i hinanden, så i stedet vil jeg bare på det kraftigste anbefale alle og enhver at lytte til Rust Never Sleeps af Neil Young og hans band Crazy Horse. Det er et vidunderligt album, og det er uden tvivl et af de bedste, han har lavet, og det siger ellers ikke så lidt!

354 – Randy Newman – 12 Songs (1970)

Udgivet den af
Svar

I 1970 udgav sanger og sangskriver Randy Newman sit andet album, og da der var 12 sange på albummet, valgte han kreativt nok at kalde den for 12 Songs. Nu har jeg personligt mine problemer med Randy Newman. Jeg synes, meget af hans musik lyder ensartet, da rigtig meget af det er middeltempo-klaverpop, og hans melodier har ofte mange gennemgående idiosynkrasier, så han kan være trættende at lytte til i længden. Og mens jeg nok aldrig ville kalde et Newman-album perfekt, så er 12 Songs uden tvivl et af hans bedre udspil. Instrumentationen er ikke det helt vilde, men den bliver udnyttet på mange forskellige måder. Selvfølgelig er fokus oftest på Newmans klaver, men på andre numre kan såvel guitar som bas være mest fremtrædende. Trommerne er aldrig noget særligt, de sørger i bedste Ringo Starr-stil for at holde rytmen, men det er så også det. Sådan en variation er dog ikke kun en kompliment, han fortjener, fordi han ellers ikke er så god til det. Det fortjener han, fordi det faktisk er gjort rigtig godt.

Melodierne er ligeledes ganske varierede. Både hvad angår komposition, men desværre også hvad angår kvalitet. De bedste er nogle ganske fede popsange. Jeg bliver let i godt humør af at høre Have You Seen My Baby, Mama Told Me Not to Come, Lucinda, Yellow Man eller Rosemary, der pudsigt nok er pladens mest energiske sange, og de har meget gammeldags rock and roll-elementer, lidt som noget Fats Domino eller Ray Charles kunne finde på, bare lidt mere sterilt. De simpleste sange, hvor den stort set eneste instrumentation er ham, der spiller en oftest langsom sang på klaveret, har faktisk også meget charme. De er ikke de største ørehængere, men de er af og til dejlige at lytte til. Underneath the Harlem Moon er nok den bedste heriblandt, men f.eks. If You Need Oil, Uncle Bob’s Midnight Blues og Lover’s Prayer er ikke sange, der holder efter gentagne gennemlytninger. Der er også nogle country-inspirerede sange på pladen, alt for mange efter min mening. Hverken Suzanne eller Old Kentucky Moon er noget for mig, og der er også countryelementer spredt omkring i de andre numre, og nogle af de bedste numre, heriblandt Yellow Man, ville have været langt bedre uden slideguitar.

Albummet er dejlig kort. 12 sange lyder måske af en rimelig gennemsnitlig albumlængde, men alt i alt giver det knap 30 minutter. Selvom dette er en af Newmans mere varierede plader, gør det mig i grunden glad, at den kun er så kort. De tidligste Newman-plader er alle ret korte, så dennes længde er intet under, men længden komplimenterer newman ganske fint. Tekstmæssigt formår han at sige ret meget på ret kort tid, og da er de fleste sange på pladen mellem 2 og 3 minutter, og det klæder igen Newmans simplicitet fint. Han får sagt hvad han vil både lyrisk og musikalsk, og så går han straks videre til den næste idé. Jeg er ikke altid lige glad for disse idéer, men hans fremgangsmåde er jeg stor fan af. Albumlængden er da meget passende, for hvis vi fik for mange af Newmans sange i træk, uanset længde og uanset om du kan lide dem på egen hånd, ville det blive trættende i længden. Der er noget virkelig elegant og stilfuldt over 12 Songs, og mens langt fra alle sange er lige gode, er der faktisk meget at dykke ned i. Det er ikke nødvendigvis et album, jeg kan lide, men det er et album, jeg rigtig let kan respektere.

357 – Elton John – Honky Château (1972)

Udgivet den af
Svar

Efter tre vidunderlige albums i form af en selvbetitlet gennembrudsplade, Tumbleweed Connection og Madman Across the Water var det begyndt at være svært for Elton John at holde sig på det sædvanligt høje niveau. Han gjorde det ikke desto mindre med den efterfølgende Honky Château fra 1972. Denne plade starter med den sjove, poppede, energiske Honky Cat. Ingen Elton John-plade førhen har nok startet med en sang, der så flot har fungeret som åbningsnummer. Den sparker virkelig energisk gang i albummet. Den efterfølgende Mellow er, som titlen antyder, noget langsommere. Den er en ret fed melodi, men personligt gør den ikke rigtig noget for mig. Dens følelser er ret store, og især i starten fungerer den rigtig godt, men i længden er den ret let at komme til at glemme. Til gengæld er I Think I’m Going to Kill Myself et helt fantastisk nummer. Den er i lyden en dynamisk, sjov og energisk popsang, mens teksten handler om selvmord. Kontrasten er fantastisk opspillet, og sarkasmen er på et niveau, jeg ikke forventede, at Elton John havde mod på.

Sangen Susie (Dramas) er en enorm kærlighedssang af den slags, som kun Elton John kan finde ud af. Klaveret bliver banket synder og sammen, og man får et stort smil på læben, hver gang, man hører den. Efter denne kommer megahittet Rocket Man (I Think It’s Going to Be a Long, Long Time), og den fortjener uden tvivl sin berømmelse. Den er kraftigt inspireret af David Bowie-hittet Space Oddity, og mens den ikke når de højder, er der stadig meget charme og følelse i instrumentation, melodi og charme. Den er rigtig godt skruet sammen, og man kan mærke mange lag i musikken. Salvation er endnu en sang, som bare har sine enorme øjeblikke. Den starter naturligvis stille, så der bliver skabt kontrast i forhold til den bombastiske Rocket Man (I Think It’s Going to Be a Long, Long Time), men efterhånden bliver den så eksplosiv, at det føles som om, man hører en Martin Luther King-tale. Apropos ham, hedder det næste nummer Slave. Det er en ret fed sang, selvom dens kraftige country-elementer var knap så attraktive, da jeg hørte den første gang. De ender dog med at tilføje meget charme, og den føles mere unik deraf.

Sangen Amy er en begærlig sang om længsel. Den udvikler sig meget, og mod slutningen kommer en helt fantastisk sektion, hvor melodien er i staccato, og dette er virkelig tidspunktet, hvor sangen skinner. Det er et af hele albummets højdepunkter, og hele albummet er ellers rigtig sjovt. Den næstsidste sang på albummet hedder Mona Lisas and Mad Hatters, og det er en rigtig sentimental, tænksom sang, der viser at Elton John stadig kan brillere med de langsomme sange. Det er et af albummets absolutte højdepunkter, og de melodiske skift er noget af det smukkeste, Elton John har skrevet. At dette ikke var en single undrer mig gevaldigt. Albummet afsluttes med sangen Hercules. Det er ikke verdens stærkeste melodi, men albummet afsluttes meget klimaktisk på grund af det vilde rock and roll-klaver, den lavt mixede vokal og det enorme doo wop-kor. Den føles også meget afrundende, da den beskriver sangens hovedperson som en kat – præcis som Honky Cat gjorde. Honky Château er et af Elton Johns fineste øjeblikke. Hvis du kan lide pop-rock, så er dette et rigtig godt album i genren. Der er nogle få svipsere, men generelt er kvaliteten rigtig høj.

370 – Jefferson Airplane – Volunteers (1969)

Udgivet den af
Svar

Hippie-rockbandet Jefferson Airplane gjorde sig for alvor bemærket i 1967 Surrealistic Pillow, hvor man finder mange af deres mest berømte sange, f.eks. White Rabbit, Somebody to Love og Today. De har udgivet mange andre albums, men ingen af dem kan måle sig med Surrealistic Pillow i hverken kvalitet eller popularitet. Volunteers fra 1969 er dog et af de mere bemærkelsesværdige, de har lavet. Den åbner med sangen We Can Be Together, der er en lystig bøn om fred. Det er musik af den slags, som kun hippier kan lave, og melodien er virkelig god, mens den samtidig er virkelig syret. Deres cover af den traditionelle sang Good Shepherd er virkelig godt. Det lyder overraskende godt til deres syrerock-behandling, og det er nok en af albummets bedste sange. Der er meget charme, og den føles også ganske drømmende. Farm er uden tvivl også et fedt nummer. Den er meget bekymringsfri, og det er ganske vist ikke det, man forventer sig af Jefferson Airplane, men de kan sgu deres kram.

Sangen Hey Frederick lyder meget inspireret af tidens yderst tidlige heavy metal. Man kan absolut høre en snært af Led Zeppelin her. Sangen er 8½ minut lang, men den bliver aldrig kedelig. Det meste af nummeret er en guitarsolo, og det er også en virkelig god en af slagsen. Turn My Life Down er ikke just pladens mest interessante sang. Den lyder meget som en mellemting mellem We Can Be Together og The Farm, men den er mere poppet end begge. Den er fin nok, men man kommer ikke til at huske den videre godt. Deres cover af Crosby, Stills & Nash-sangen Wooden Ships er også rigtig godt. De får på rigtig dramatisk vis temaet om dommedag igennem, og den er så sandelig på niveau med originalen. Jefferson Airplane er som bekendt rigtig syrede. Det mest syrede nummer på Volunteers er nok sangen Eskimo Blue Day, og selvom navnet i sig selv burde være nok, må jeg nok uddybe: gruppen bruger virkelig interessante lyriske vendinger, og dynamikken på dette nummer er virkelig noget for sig.

A Song for All Seasons er ikke rigtig psykedelisk rock – psykedelisk country ville være en bedre beskrivelse. Jeg har mine problemer med country, og dette er absolut ikke en undtagelse. Det er måske et af de værste numre på noget album, jeg har anmeldt. Teksten er ganske sjov, men derudover er det forfærdeligt. Den simple countrymelodi er i sig selv bare kedelig, men et syret klaver over dette er fuldstændig uudholdeligt. Det springer frem og tilbage, og det gider ikke rigtig at køre efter rytmen. Og vokalharmonien er så falsk, at harmoni ikke er et godt ord – og den er der i løbet af hele sangen. Et cover af den traditionelle sang Meadowlands bliver da spillet på orgel som et kort interludium, der leder op til titelnummeret, der afslutter pladen. Det er et dejlig sjovt nummer, og det runder helt perfekt albummet af. Volunteers er et album af generelt rigtig høj kvalitet. Et par få sange er ikke nær så fantastiske som andre, og en enkelt er decideret forfærdelig, men jeg kan stadig anbefale det til enhver, der kan lide psykedelisk rock.

372 – Jackson Browne – Late For the Sky (1974)

Udgivet den af
Svar

Jackson Browne udgav i 1974 sit tredje album, Late For the Sky, og dette er af mange opfattet som hans største værk. Det har da også mange rigtig gode sange på sig. Der er kun otte af slagsen, men kvaliteten er generelt højere end på nogen af hans andre albums. Nu er jeg ikke selv verdens største soft-rock-fan, men jeg kan så sandelig genkende en god melodi, når jeg hører en. Og titelnummeret, der åbner pladen, er en virkelig kraftig melodi. Som altid har Browne her skrevet en virkelig rørende tekst, men den håbløse stemning går virkelig også igennem med melodien. Det andet nummer, Fountain of Sorrow, er med sine næsten 7 minutter pladens længste, men det er muligvis også det bedste. Browne mestrer i højere grad end normalt dynamik på dette nummer, og følelserne strømmer også bare ud. Sjældent føles han så fortabt i intetheden, og sjældent har han fortalt en sang så malerisk. Og mest af alt, så er det imponerende, hvor meget han rent faktisk formår at gøre musikalsk på disse 7 minutter. Sangens lyd er varieret, men ikke på ét tidspunkt bliver stemningen ødelagt.

Father On er absolut ikke en dårlig sang heller. Den har nogle meget mindeværdige øjeblikke på sig, og Browne har stadig godt fat i, hvordan man får tekst, melodi og lyd til at komplimentere hinanden godt. Dog vil jeg sige, at det lyder som noget, man har hørt før. Der er ikke vanvittigt meget kontrast i forhold til de to første sange i lydlandskabet. Dette er konsekvent det største problem, Browne har kæmpet med. Det er dog ikke så slemt igen på The Late Show. Det er stadig soft-rock, men strygere såvel som et meget højlydt kor, gør den interessant nok. Det er dog en af albummets svagere melodier, men tekstniveauet er som sædvanligt ret så højt. Heldigvis kommer der dog noget afveksling med noget energisk rock and roll på The Road and the Sky. Det er rigtig energisk og sjovt, men det passer stadig fint ind blandt resten af numrene. Man lægger ganske vist mindre mærke til teksten på dette nummer, men det gør ikke så meget, for variation er vigtigere i min bog. Og det er nok derfor Browne sjældent siger mig nær så meget, som han gør andre anmeldere.

For A Dancer er en af pladens bedste numre. Den har nogle rigtig smukke strygerportioner, og den har faktisk nogle fine temposkift, der sørger for at gøre den engagerende hele vejen igennem. Det er en ganske sød sang, og hvis Browne nogensinde har været musikalsk interessant, så er det med denne. Walking Slow er ironisk nok en af de mere energiske sange. Den er vældig sjov, og teksten viser, at Browne sagtens kan fortælle en interessant historie uden at være trist. Den er let at gribe fat om, og den er dejligt afslappende. Han måtte sagtens lave numre som dette lidt oftere. Afslutningsnummeret hedder Before the Deluge, og det er et rimelig typisk Browne-nummer. Det er en ok melodi, en vidunderlig tekst, en ret interessant instrumentation og en ikke specielt interessant sangstemme, men det fungerer. Late For the Sky er et rigtig godt album. De svage punkter er der, men de højeste punkter er nogle af de højeste, Browne har nået i løbet af sin karriere. Hvis du kan lide soft-rock, så er Jackson Browne sikkert noget for dig, og Late for the Sky er nok det bedste sted at starte.