Tag-arkiv: Blues-rock

115 – Derek and the Dominos – Layla and Other Assorted Love Songs (1970)

Udgivet den af
Svar

Da Eric Clapton var medlem af Cream, markerede det perioden, hvor han ville udgive sit mest rå, simple materiale. Bandet bestod da også kun af én guitarist, én bassist og én trommeslager. I den anden grøft af Claptons karriere finder vi gruppen Derek and the Dominos, et fem mand stort band med to guitarister, en keyboardist, en trommeslager og en bassist, hvor hele to af disse er sangere – ofte samtidig. Så selvom Claptons variant af rockmusik som altid er inspireret af blues, er det en mere fyldig, progressiv, varieret lyd man får på det eneste studiealbum, Derek and the Dominos nogensinde udgav, Layla and Other Assorted Love Songs. Som titlen antyder, omhandler alle sange på dette dobbeltalbum kærlighed. Da der tages udgangspunkt i bluesmusikken, bør det næsten give sig selv, at det heller ikke er verdens lykkeligste kærlighedsscenarier, der udspiller sig. Der er meget tematik om knuste hjerter, men det betyder ikke nødvendigvis, at det er 77 minutters klynken. Disse sorger bliver gjort meget energiske og vilde på numre som Why Does Love Got to Be So Sad? og naturligvis den mesterlige Layla. Endvidere er der også nogle mere muntre numre, såsom Keep on Growing og Anyday.

De mere energiske numre er nok netop mine favoritter på pladen, og det er den lyd, jeg tænker på, når vi snakker om Derek and the Dominos. Det er den, der mest umiskendeligt lyder som dem frem for nogen anden blues-rock-gruppe, og man kan endda mærke elementer af progressiv rock på disse numre. Lyden er knap så karakteristisk på de mere klassisk strukturerede blues-numre, hvoraf der også er en del covers, men de bliver stadig smukt opført. Deres udgave af blues-standarden Nobody Knows You When You’re Down and Out er meget mindeværdig, og teksten går rent ind gennem Claptons vokal. Der er i løbet af hele pladen en klar dynamik mellem det langsomme og det hurtige, det stille og det højlydte, det simple og det komplicerede. Det næstsidste nummer, Layla er et klasseeksempel på dette. Sangen går i et minut gennem et crescendo bygget op om sangens riff, hvorefter et klaver pludselig hopper ind, hvorefter alle instrumenter brat stopper. Så begynder en ny opbygning, her en mere inderlig, følsom optræden, der dog stadig ender med at blive ret højlydt og kompakt i sin lyd. Pladen vælger at afslutte på en endnu mere afdæmpet måde, nemlig med en stille akustisk folk-sang ved navn Thorn Tree in the Garden. Det sætter et elegant punktum på hele pladen.

Der er ikke noget dårligt nummer på hele pladen – Key to the Higway ville nok være bedre hvis det kunne have været en smule kortere end 9 minutter, og It’s Too Late er en lidt for simpel popsang, til at den passer så godt ind på pladen, men gruppens opførsel af den er stadig rigtig solid. Problemet ved pladen er mest af alt længden. Det er selvfølgelig ikke nogen synd i sig selv, at pladen er 77 minutter lang, men plader af den længde skal altså have meget variation, for at de ikke bliver spor trættende i længden. Som sagt er de fleste af sangene blues-prægede rocksange om ulykkelig kærlighed, så selvom der er fin variation indenfor dette tema, er det nok for afgrænset til, at 77 minutter ikke bliver en for stor mundfuld for mig. Hvis de havde formået at skære en 15-25 minutter af, ville jeg absolut synes mere om pladen. Som den er, er det dog stadig et album, der absolut er værd at lytte til. Man skal bare være i det helt rette humør, for 77 minutters bluesrock om hjertesorger passer ikke til alle stunder. Når disse stunder dog kommer, er Claptons og Allmans guitareskapader dog ideelle.

121 – Moby Grape – Moby Grape (1967)

Udgivet den af
Svar

Det er lang tid siden, jeg har anmeldt en plade, jeg vidste stort set ingenting om, før jeg gav mig i kast med den. Men sådan en plade er Moby Grapes eponyme debutplade fra 1967 altså. Jeg ved i det hele taget meget lidt om gruppen ud over, at deres ene rytmeguitarist, Skip Spence, var trommeslager på Jefferson Airplanes første plade. Med denne ene oplysning samt dateringen til 1967, ville det være et kvalificeret gæt, at gå ud fra, at de spillede psykedelisk rock, og denne antagelse er da også rigtig. Men pladen er lidt en pærevælling af alt muligt tidstypisk 60’er-lyd. Der er absolut også elementer af folk, country, blues, pop og garagerock inde over, men det føles ikke særlig rodet. Hvis jeg skulle sammenligne dem med et andet band, skulle det nok være enten Grateful Dead anno start-70’erne eller The Byrds, men Moby Grape er væsentligt mere beskidte i deres lyd. Kompositorisk kan man dog stadig se mange ligheder, og de mange vokalharmonier bidrager absolut hertil. Noget andet der adskiller Moby Grape fra tidens scene, er hvor korte deres sange er. Over halvdelen af pladens sange er nemlig under 2½ minut lange, og det gør at albummet konstant giver dig noget nyt.

De forskellige sange har også nogle vældig flotte motiver, og man forstår de unikke idéer, der lægger til grund for hver sang. Til gengæld er hver eneste sang også ret simpel i sin sammensætning – ikke, at der ikke er teknisk dygtighed til syne, men rettere, at stort set hver sang bygger på én specifik idé. Alt, der bygges ovenpå er lavet for at støtte denne idé. Disse idéer kan fx være call-response-sekvenserne på Omaha, variationen mellem det søvnige hook og den sjælfulde vokal på Lazy Me eller vendingen “Come What May” på Come in the Morning. Til trods for, at sangene er korte, bliver disse motiver gentaget så ofte, at de er svære at få ud af hovedet. Moby Grape mestrer virkelig kunsten i at gøre deres sange fængende, for de kan bruge så lidt som 1 minut på at opføre sangen, og alligevel er den lige til at nynne med på. Deres tekster er også ganske finurlige. Jeg kan rigtig godt lide personificeringen af sorg på Mr. Blues, og Fall on You er meget interessant på grund af andenpersons-vinklen. Der er også masser af individuelle linjer, der stikker flot ud, hvor min personlige favorit er “I’ll just lay here and decay here” fra Lazy Day.

Selvom der er mange dybt originale øjeblikke i løbet af albummet, er der også mange tidspunkter, hvor den føles lige lovlig tidstypisk. Attituden på albummet lugter lidt af pussenusset uskyldighed til tider, og der er ikke skyggen af nogen form for ironi eller sarkasme på noget nummer. Pladen overrasker dig ofte, men den udfordrer dig kun ganske sjældent. Disse overraskelser kan endda godt begynde at klinge en kende hult, hvis man hører den for mange gange. Noget mere følelsesmæssig kompleksitet ville derudover hjælpe meget på holdbarheden. De fleste numre er glade uden at være euforiske, de få vredere numre føles oftest blot frustrerede, og når en sang er trist, er den mest af alt kun lettere sentimentale. Et stærkt følelsesudtryk er selvfølgelig ikke altid vigtigt, men med så simple konstruktioner, som mange sange har, ville det være rart. Jeg kan dog ikke komme uden om, at der ikke rigtig er noget svagt nummer på hele pladen. Dine første par gennemlytninger vil også med garanti være meget begivenhedsrige og underholdende, det er der ingen tvivl om. Der er nogle problemer, men de er ikke særlig fremtrædende, og selvom pladen på visse punkter er meget tidstypisk, er den på andre punkter et virkelig friskt take på tidens musik.

122 – Janis Joplin – Pearl (1971)

Udgivet den af
Svar

Janis Joplin gjorde det ualmindeligt godt som  sanger i bandet Big Brother and the Holding Company, og hun var absolut bandets glødende stjerne. Dog var der efter min mening ikke rigtig nok fokus på hende, men så er det jo heldigt at hun efter sin tid i gruppen fik en solokarierre, der jo som bekendt desværre måtte slutte alt for tidligt. Ja, hun nåede faktisk kun at udgive én soloplade i sin levetid, men hun var allerede færdig med den næste, Pearl, som derfor var klar til udgivelse få måneder efter hendes død. Folkene bag pladen sørgede for, at bevare den så tæt på hendes veldokumenterede vision som muligt, og de undlod at udgive nogen optagelser, Joplin ikke var tilfreds med. Plader udgivet efter kunstnerens død har et ret ringe ry, og jeg kan sjældent lide selv dem med et bedre omdømme, såsom The Notorious B.I.G.’s Life After Death og Otis Reddings The Dock of the Bay. Pearl er dog en glimrende skive, der på ingen måde føles som et halvfærdigt projekt eller et cash-in. Lyden er fx fremragende. Paul Rothchild har gjort et fantastisk stykke arbejde for at få gjort lyden så ren og lækker som mulig. Hver eneste streng er fuldkommen tydelig, og Janis’ stemme føles utrolig nærværende.

Pearl gør det også rigtig godt i forhold til sangskrivning. Der har været mange forskellige sangskrivere inde over, men der er stadig et samlet lydbillede, og det overraskede mig virkelig at finde ud af, at det hele ikke er Joplins værk. Ja, faktisk har hun kun skrevet to af sangene, men det er da også to af de bedste: den energiske åbningssang Move Over, og den desperate, smukke Mercedes Benz. Hendes mangel på tilstedeværelse i sangskrivningen er endnu mere overraskende idet mange af sangene føles meget personlige, og hun synger dem så man kan mærke det helt inde i sjælen. Hendes cover af Roger Millers Me and Bobby McGee er en fuldkommen hjerteskærende sang, som kan vække langt større følelser end originalen hos mig. Var det ikke for Joplins version, havde jeg måske næppe opdaget, hvor velskrevet sangen faktisk er. Ligeledes er Trust Me, Cry Baby og My Baby så naturligt opført, at man har svært ved at forstå, at hendes pen ikke lægger til grund for dem. Joplins stemme er fremragende på et rent teknisk plan, men den har også masser af karakter, og hun forstår om noget at sælge sangene, hun synger.

En anden årsag til, at denne plade føles så personlig til trods for, at Joplin ikke har skrevet mere end to sange, er de flotte arrangementer. Joplin har selv arrangeret sangene herpå, og hun er virkelig god til at iscenesætte sin egen stemme. Selv det instrumentale nummer Buried Alive in the Blues lyder umiskendeligt af Joplin. Dette er en af de mere blues-inspirerede sange. Men andre sange indeholder klar inspiration fra gospel, soul, garage-rock, country og folk. Alligevel har pladen en unik identitet. Her mener jeg netop at det skyldes Joplins evner som arrangør, men det handler også om hendes faste band, Full Tilt Boogie Band. Disse musikere har virkelig meget stil, og de sørger for, at man på pladen som helhed mere rammer en Janis Joplin-lyd end lyden af en bestemt genre. Det bliver meget stilfuldt sammensat i en naturlig blanding af de forskellige inspirationskilder. Der er rigtig meget godt at komme efter på Pearl, og hvis Joplin havde været i live til at sætte de sidste par hænder på de ufærdige dele, kunne den nok have været endnu bedre. Hvis man vil opdage, hvorfor Janis Joplin er så stor en kunstner, er der næppe nogen bedre plade at lytte til.

130 – Black Sabbath – Paranoid (1970)

Udgivet den af
Svar

Man kan ikke komme ind på heavy metals historie uden at nævne Black Sabbath. Ikke alene er det let at argumentere for, at de var de første til at lave heavy metal, men selv den dag i dag ses de som nogle af genrens helt store ikoner, og de var nok den væsentligste årsag til, at Copenhell 2016 var første gang, festivalen måtte melde udsolgt. Hvis man vil studere Black Sabbath, er det på alle måder oplagt at starte med deres klassiske plade Paranoid fra 1970. Debuten fra tidligere samme år er også glimrende, og ligeledes er mange andre Sabbath-plader, men Paranoid har virkelig særstatus. Vi snakker trods alt også om pladen, der åbner med det, der efter min mening er det bedste Sabbath-nummer nogensinde, nemlig den store anti-krigs-sang War Pigs. Efter en langsommere intro kommer noget af det mest intense, vilde rockmusik, der nogensinde er skrevet. Melodien minder meget om Behind the Wall of Sleep fra debuten, men alt er gjort bedre her. Trommerne er mere spændende, Tony Iommis guitar-licks er fænomenale, og Ozzys vokal har sjældent lydt bedre. Andet nummer, Paranoid, er en hurtig protopunket, energibombe om sindsforvirring. Teksten hertil er som med War Pigs helt genial, og den danner et rigtig godt billede af, hvad Ozzy synger om.

Et i dag ret overset nummer er Planet Caravan. Det er på ingen måder heavy metal, men rettere noget creepy, stemningsrigt psykedelisk folk af en art. Der er nogle ret jazzede trommer oveni denne lyd, og Tony Iommis afsluttende guitarsolo tilføjer til denne jazz-lyd. Det er faktisk ganske rart med en knap så hård sang midt i det hele, og det ville være rart, hvis moderne metalbands gad vige lidt væk fra den typiske metallyd af og til. Måske virker sangen en smule malplaceret, men dens dynamiske virkning er virkelig god. Efter den kommer nemlig yderligere død og ødelæggelse med klassikeren Iron Man. Man kan selvfølgelig i dag gøre meget grin med, at Ozzy synger det præcis samme som riffet, men jeg må være ærlig og sige, at det virkelig hjælper det mekaniske tema i sangen. Når man hører sangen alene lyder den lettere fjollet, men i albummets kontekst viser science fiction-ondskaben sig for alvor, og det lyder fantastisk. Riffet er blevet ikonisk af en årsag. Electric Funeral er i modsætning til Iron Man et nummer, der dynamisk udvikler sig rigtig meget. Der er mange overraskelser på nummeret, og Tony Iommi leverer atter vidunderlige guitarpræstationer.

Hand of Doom starter stille med end truende opvarmning via en sagte basgang, og lidt under et minut inde bryder sangen ud i en lille metaleksplosion. Bagefter gentager det sig, men her bliver eksplosionen større, og strukturen ændres fuldstændig. Til trods for dette, har nummeret en flot hale, og nummerets dynamiske struktur er nok den væsentligste faktor til, at jeg aldrig bliver træt af det. Hvor bas er drivrkaften bag Hand of Doom, er guitaren og trommerne i fokus på det instrumentale nummer Rat Salad, og de spiller godt op mod hinanden. De forøger faktisk hinanden i styrke rettere end at distrahere, og så hjælper det også lyden på pladen at få en lille pause fra Ozzys charmerende og dystre omend ikke særlig rene stemme. Afslutningsnummeret er Fairies Wear Boots, et mesterværk af samme proportioner som War Pigs. Her er den instrumentale åbning også vældig lang, og den bygger smukt op til den brutale sang. Mens det måske ikke er nær så hårdt som moderne bands som Cattle Decapitation eller Converge, sørger albummets såvel som sangens struktur for, at der stadig er en markant virkning. Man mærker stadig den lurende revolution, når man hører det i dag. Paranoid har ingen svage sange, og strukturen er stadig effektiv. Det er en af de bedste metal-plader nogensinde.

148 – Crosby, Stills, Nash & Young – Déjà Vu (1970)

Udgivet den af
Svar

Okay, jeg er måske lidt en sucker for noget letsindig, folk-præget musik med flotte vokalharmonier. Det er derfor jeg holder så meget af plader som Workingman’s Dead, Parsley, Sage, Rosemary and Thyme og Pet Sounds. Det er en effektiv måde at få noget ret avanceret og på alle måder imponerende til samtidig at føles nede på jorden og tilgængeligt. Det er denne fine balance mellem det komplicerede og det simple, der gør Crosby, Stills & Nash fra gruppen af samme navn til så fantastisk en plade. Opfølgeren, Déjà Vu er om muligt endnu bedre, og det er der mange årsager til, men den mest fremtrædende ses direkte i gruppens navn. De skiftede nemlig på denne plade navn til Crosby, Stills, Nash & Young, hvor gruppens nye mand er ingen ringere end den dengang ukendte Neil Young. Jeg har anmeldt diverse Neil Young-plader meget rosende gennem tiden, så det er vist ingen hemmelighed, at jeg ser ham som et af de sidste 100 års største musikgenier. Hvis jeg skulle kritisere gruppens debut for noget, ville det nok være strukturen, og Young er heldigvis mester af struktur. Déjà Vu bevæger sig rigtig elegant mellem forskellige lyde og udtryk, så hele oplevelsen kan bare suges ind.

Ligesom debuten starter Déjà Vu med et af de mest kompliceret opbyggede numre på pladen. På debuten var det Suite: Judy Blue Eyes, og på Déjà Vu er det Carry On. Når man snakker om en så tilsyneladende simpel genre som folk-rock, er det faktisk en ret god idé at starte med noget mere kompliceret. På den måde får de fire mænd i bandet virkelig mulighed for at vise muskler, og når de først har gjort det, ser man på musikken med helt andre øjne. Déjà Vu tog nemlig over 800 timer at indspille i alt, og det kan faktisk godt høres. Det er næsten latterligt, så godt skruet sammen, numre som Teach Your Children og Our House er. Og de er nok blandt de simpleste sange. Derpå kan man dog grundet simpliciteten virkelig godt se de detaljer, som herrerne i bandet har kælet for. De har arbejdet meget sammen om hele pladen, men sangskrivningen er alligevel meget opdelt. Kun én sang er krediteret til mere end én af disse mænd. Det er med til at give albummet meget variation. Ikke 2 sange føles spor ens. Sangskriverne deler dog alle en hippiementalitet og en sans for finesse, der gør stemningen konsekvent.

Denne variation er desuden for alvor med til at gøre kvaliteten så imponerende. Hvis du kigger på et band som f.eks. Royal Blood, så har de fundet en stil, de er gode til, de har bearbejdet den, så den fungerer rigtig godt, og så kører de med den i løbet af et helt album. Det føles gennemført, men desværre forudsigeligt. Så er der den anden grøft, en plade som Sandinista! af The Clash, hvor de hele tiden prøver noget nyt. Det er konstant underholdende, men det er rodet. Når man lytter til Déjà Vu er der ikke engang tale om en balance mellem de to – men rettere en fusion mellem de gode kvaliteter derfra. Det er derfor Déjà Vu er lidt af et musikalsk vidunder. Den giver dig hele tiden noget helt nyt, og samtidig er det altid sangskrivning og håndværk af eminent kvalitet, og alligevel hænger det musikalsk flot sammen med det foregående såvel som det næste nummer. Vokalharmonierne skal især fremhæves. De er den måske mest imponerende del af hele pladen. De er så store og smukke, at det har svært ved at synke ind ved første gennemlytning. Jeg har hørt Déjà Vu omtalt som en slags folk-udgave af Dark Side of the Moon. Det er en beskrivelse, jeg med lethed kan forstå, for den er fandeme god.

150 – Santana – Santana (1969)

Udgivet den af
Svar

I latin-rocks store vide verden er der vist kun virkelig ét navn, der kendes af gud og hvermand. Det er selvfølgelig bandet Santana med den latterligt dygtige guitarist Carlos Santana i front. De spillede på den legendariske Woodstock festival i august 1969, og senere samme måned udkom deres debutalbum ved navn Santana. Den åbner med Waiting, en intens instrumental sang med en sprød, eksotisk rytme og et hektisk orgel som lead-instrument. Først til sidst begynder der virkelig at ske noget med guitaren, og det er virkelig tilfredsstillende efter denne lange opbygning. Det er en god indledning til pladen, der naturligt nok er meget guitarpræget. Den vældig dygtige organist hedder Gregg Rolie, og han agerer også bandets forsanger. Han har ikke verdens mest spændende stemme, men han lader på den måde også instrumentationen være i front. Det er det kraftige, dynamiske arrangement, der sørger for, at deres cover af Willie Bobos Evil Ways stadig i dag er blandt Santanas mest berømte sange til trods for den anonyme vokal. Shades of Time har nogle ret svage vers, der hele tiden leder op til et omkvæd, der ikke er til stede. Derimod opfører Santana en af pladens mest følelsesrige guitarsoloer, hvilket mere end retfærdiggør sangens eksistens.

Shades of Time  går direkte over i Savor, et kortere instrumentalt nummer. Her bliver det meget hurtigt, meget fyldigt i lydbilledet, og det er faktisk ikke rigtig til at kapere. Det er enormt stort, og vældig imponerende fra et teknisk standpunkt, men man bliver simpelthen så overvældet af lyd, at man har brug for at tage en pause. Og Santana holder nærmest aldrig pause på denne plade. Det bliver aldrig stille i længere tid af gangen. Man kan blive tvunget til at holde nogle pauser for at kunne sluge det hele. Med det sagt finder man midt på pladen et af Santanas bedste numre nogensinde – den simple, urkraftdrevne Jingo. Sangen består af tre ord, og jeg ved ikke om nogen af dem betyder noget som helst. Det er et cover af en sang af en nigeriansk trommeslager ved navn Babatunde Olatunji, men Santanas udgave har meget mere at byde på i min optik. Persuasion er et vildt, legesygt og sensuelt nummer, som Gregg Rolie sælger overraskende godt. Det er dog Carlos’ guitar, den drilske rytme og den spændende komposition, der gør, at sangen fungerer så godt, som den gør.

Treat er blandt gruppens mere jazzede værker. Det er et instrumentalt nummer, hvorpå Carlos’ guitar er i fokus, og Rolies orgel er skiftet ud med et traditionelt klaver, hvilket tilføjer til stemningen. I slutningen af dette nummer vælger gruppen for en gangs skyld at gå ned i gear, og det er meget forfriskende. Det virker måske ekstra godt, fordi der her er klaver i stedet for orgel. De måtte godt have vekslet lidt mere mellem de to instrumenter. Jazz har som bekendt rødder i bluesmusikken, og derfor virker det som en ret naturlig udvikling at gå i en mere blues-orienteret retning med You Just Don’t Care. Det er en rigtig god sang, der viser Santanas diversitet som gruppe. Den angriber heller ikke dine ører nær så meget som så meget i starten af pladen, så den er meget velkommen på pladen i mine øjne. Pladen slutter dog af med det, jeg selv ser som Santanas uden tvivl bedste nummer, nemlig den instrumentale Soul Sacrifice. Det er en sang, der lyder af storhed, af mystik og af voodoo. Den lægger meget op til, hvordan gruppens lyd ville ændre sig på opfølgeren, Abraxas. Santana er en plade, der kommer mod dig med fuld fart, og det kan være svært at optage det hele på en gang. Men det er smukt, imponerende og stilfuldt.

176 – Aerosmith – Rocks (1976)

Udgivet den af
Svar

I 1975 udgav det amerikanske rockband Aerosmith en af deres mest populære plader, Toys in the Attic, og i 1976 var de tilbage på sadlen igen med opfølgeren Rocks. Rocks bærer på mange måder præg af at være mere sammenhængende og ambitiøs end tidligere. Dette sker lige fra åbningsnummeret, den energiske og vilde Back in the Saddle, der er mere storladen og detaljeret end noget fra Toys in the Attic, men den er stadig lige så sjov – og der er nogle klare heavy metal-elementer. Det er sammen med sange som Sweet Emotion og Dream On en af mine helt store favoritter fra gruppen. Andet nummer, Last Child, har en southern-æstetik og en noget mere simpel komposition, især i versene. Simpliciteten bliver dog udnyttet mesterligt, og der opstår også stor lydmæssig dynamik, især mellem vers og omkvæd. Som sangen skrider fremad fokuseres der i højere og højere grad på . Rats in the Cellar har også stor dynamik, dog især her i forhold til længden på tonerne. Det går virkelig hurtigt i versene, og så går det mindre hurtigt i omkvædet. Det er et nummer, der virkelig kræver lytterens opmærksomhed, og det er også bare virkelig skægt.

Combination er et meget guitarpræget nummer, og det er da ikke overraskende, at det er skrevet af bandets guitarist, Joe Perry. Vokalen derpå er mixet forbavsende lavt, og det er nok fordi bandet tog stor del i produktionen – og Perry ville næppe lade nogen røre denne sang. Jeg er ikke synderligt glad for mixet på egen hånd, men det er forfriskende, at produktionen er anderledes, så jeg kan ikke klage helt. Derudover er instrumentationen jo pragtfuld. Sick as a Dog er derimod ikke en af mine favoritter. Versene bliver lidt irriterende med deres lange gentagne “Please”-udråb. Den har mange interessante ideer i slutningen, men både omkvæd og vers er bare for ensartede. Guitarsoloen er dog rigtig god, og introen er virkelig smuk. Introen er også fantastisk på Nobody’s Fault, hvor de igen benytter sig af heavy metal-elementer. Det lyder i grunden meget inspireret af britiske metalbands som Judas Priest og Black Sabbath. Lyden er destruktiv og faretruende i versene, mens omkvædet bare er enormt psykotisk og nærmest psykedelisk. Det er en sjov blanding af lyde, der gør det til en af mine favoritter på albummet.

Get the Lead Out er en meget simpel rock and roll-sang, der handler om sex. Både i lyd men altså også i emne minder den meget om Rag Doll, som de udgav 12 år senere. Jeg foretrækker nu engang stadig Rag Doll, men der er mange interessante kvaliteter ved Get the Lead Out, især ved slutningen, hvor gruppen begynder at udfolde sig mere interessant musikalsk. Der sker spændende ting på alle instrumenterne til sidst, og det er meget gribende. Lick and a Promise har også mange elementer af gammeldags rock and roll, især af Chuck Berry, men der er et moderne twist sat på. Der er dog stor musikalsk udvikling fra starten af, hvor lyden meget tit ændrer udtryk.2 minutter inde føles det dog lidt som om, de er ved at løbe tør for ideer, så det sidste minut af sangen er ikke så interessant igen. Selv guitarsoloen føles ret ligegyldig. Pladen afsluttes af den meget ambitiøse Home Tonight, der tydeligvis var designet specifikt til at tage afsked til lytteren. Ja den ville nok slet ikke fungere, hvis man lyttede til den på egen hånd. Det er melankolsk og sentimental, og den runder Rocks af så godt, at man næsten ikke tænker over de små problemer, der nu engang var.

195 – John Mayall & the Bluesbreakers – Blues Breakers with Eric Clapton (1966)

Udgivet den af
Svar

Året er 1966. Bluesmusik havde i mange år været meget populært i USA, og især i 50’ernes Chicago var der en ganske enkelt eksplosiv udvikling i genren med navne som Little Walter, Muddy Waters og Bo Diddley. Årtiet efter begyndte ting dog virkelig at gå for sig i Storbritannien med navne som The Rolling Stones, John Mayall og Eric Clapton. Eric Clapton gik i 60’erne meget rundt fra det ene band til det andet, og efter han forlod The Yardbirds sluttede han sig til John Mayalls gruppe Bluesbreakers. I denne gruppe var også en anden i dag meget vigtig figur i britisk blueshistorie, nemlig John McVie, som senere dannede Fleetwood Mac. Disse tre udgav sammen med trommeslager Hughie Flint pladen Blues Breakers with Eric Clapton, også kaldet Beano, da coveret viser Eric Clapton læse en tegneserie af dette navn. På denne plade får man for alvor en definitiv, personlig britisk blueslyd, der adskiller sig fra tidligere forsøg på at genskabe det, amerikanerne havde lavet. Mens The Yardbirds og The Rolling Stones ganske vist gjorde numrene elektriske og satte tempoet op, så er de ikke blevet arrangeret meget mere om end det.

På Blues Breakers with Eric Clapton får man 7 covers af klassiske amerikanske bluessange krydret med 5 originale numre. De originale numre er ganske velskrevne. Min favorit er nok Key to Love, men Double Crossing Time, som Mayall har skrevet i samarbejde med Clapton, er også en virkelig god sang, der har et enormt fængslende groove. Man kan bare slet ikke sidde stille. Jeg må også huske at rose den minimalistiske Another Man, der udelukkende er Mayalls stemme, hans mundharpe og nogle klappelyde. Denne sang skaber en stemning, jeg ikke rigtig kan huske at have set magen til i nogen anden sang. Det er dog for alvor deres covers, der definerer pladen. De sætter liv og sjæl i hver eneste fortolkning, og de gør også virkelig alle numrene til deres egne. Selv de numre på pladen, jeg kender allerbedst i originaludgaverne, What’d I Say og Ramblin’ on My Mind føles helt anderledes i hænderne på Mayall og Clapton. Førstnævnte får endda interpoleret guitarriffet fra Beatles-sangen Day Tripper, og det lyder stadig fuldkommen skønt, måske oven i købet lige så godt som Ray Charles’ original.

Når man lytter til et gammelt amerikansk bluesalbum, kan det tit ende med at lyde ret ensartet, selv på mange af de bedste af dem. Blues Breakers With Eric Clapton er en virkelig varieret plade. Man får aldrig en sang, der ikke tilbyder noget nyt, og sangene fortsætter aldrig i for lang tid. Der er mange soloer, og de er alle interessante, føles friske og skaber dynamik i nummeret, de er på. De er desuden også virkelig imponerende, da vi har at gøre med fire enormt dygtige musikere – selv den relativt ukendte trommeslager Hughiw Flint brillerer virkelig på deres cover af What’d I Say. Der er også en blæsersektion, der spiller med på nogle få numre. Deres optræden på Have You Heard er nok deres tekniske højdepunkt, og de tilføjer også mest til lyden der. Men de føles aldrig som en overflødig tilføjelse, og de optræder sjældent nok til, at hvert nummer med dem er en glædelig overraskelse. Jeg må erklære mig virkelig glædeligt overrasket over denne plade. Jeg forventede selvfølgelig dygtige musikere, men dette er faktisk en god kandidat til mit yndlingsalbum med Eric Clapton. Jeg er blevet gladere og gladere for denne plade for hver gennemlytning, og jeg kan ikke se, hvordan blues kan blive meget bedre end dette.

199 – AC/DC – Highway to Hell (1979)

Udgivet den af
Svar

Nogle bands har skrevet sig ind i historiebøgerne for at lave banebrydende, nytænkende musik, der har gjort, at rock i dag er anset for lige så stor kunst som jazz og klassisk. Navne som Pink Floyd, Led Zeppelin og Queen springer straks frem. Så er der også de bands, der bare er blevet rost for at lave rå, vild rockmusik, der ikke på overfladen har de store kunstneriske værdier. Jeg tror, få bands passer så perfekt til denne definition som australske AC/DC, især i årene med deres oprindelige forsanger, Bon Scott. Bon Scott døde desværre i 1980, men han efterlod verden med en af gruppens mest populære plader, nemlig Highway to Hell fra 1979. På denne oplever man som det allerførste det klassiske titelnummer. Og det er påfaldende, hvor lidt, der i grunden er at sige om det nummer. Det er blevet en rockklassiker gennem et meget simpelt arrangement, et meget simpelt riff og et omkvæd, alle kan synge med på. Og så også en mærkbar attitude. Bon Scott såvel som resten af bandet er meget frembrusende, og det er nok det, der har gjort dem så mærkbare. De angriber dig altid med fuld kraft.

Når man har hørt én AC/DC-sang efterlader det et enormt stort indtryk, og man har øjeblikkeligt lyst til at lytte til mere. Og de leverer 10 virkelig solide numre i løbet af Highway to Hell-pladen, så der er næsten ikke noget at klage over. Det er oven i købet bygget op sådan, at de helt store højdepunkter er i hver sin ende af pladen i form af Highway to Hell og Night Prowler. Når man har sat pladen på, så får man bare track efter track, man bare nyder fuldt ud, og så begynder det lidt at blive kedeligt. De første to numre er ustoppelige rocknumre af slagsen, man kender AC/DC bedst for, det tredje, Walk All Over You er heldigvis lidt mere progressivt, minder egentlig lidt om Tom Sawyer af Rush. Det fjerde nummer, Touch Too Much arbejder også ret flot med dynamik, og den har en sensualitet, man ikke ser så meget af på pladen ellers. Siden begynder numrene at føles trivielle. Der er en vis AC/DC-formel, der bliver brugt meget på denne plade. Hav et simpelt riff, et omkvæd, der er let at synge med på, og dette omkvæd skal føles stort. Mod slutningen må det gerne føles endnu større. Formlen virker, men det ender med at blive ret forudsigeligt.

Lad mig lige slå fast, at alle sangene på Highway to Hell er rigtig gode på egen hånd. Intet ondt ord om nogen af dem. Det store problem ender faktisk ikke rigtig med at være forudsigeligheden, det er lidt noget, man forventer, når man sætter pladen på. Nej, hvis vi ignorerer ironien ved at selv forudsigeligheden selv er forudsigelig, så er det bare virkelig højlydt konstant. Det er da meget tiltalende i starten, men som pladen går fremad bliver det mere og mere trivielt. Jeg snakker konstant om albumdynamik, fordi det er vigtigt; det sørger for at gøre en plade med dårlige sange udholdelig, en med middelmådige sange solid og en med gode sange til et mesterværk. Albumdynamik har der stort set ikke været tænkt på på Highway to Hell, så vidt jeg kan høre. Der er kun fokuseret på at skrive 10 bundsolide sange, og de er alle af enormt høj kvalitet, og de hører nok til blandt gruppens bedste. Så jeg er lidt splittet. Pladen er uden tvivl god, men det er ikke den mest langtidsholdbare plade i verden. Den kan godt anbefales.

203 – Cream – Wheels of Fire (1968)

Udgivet den af
Svar

Cream opfattes ofte som rockhistoriens første supergruppe. Bandet bestod af trommeslager Ginger Baker fra Graham Bond Organization, bassist Jack Bruce fra The Bluesbreakers og på guitar ingen ringere end Eric Clapton, der allerede dengang havde både The Bluesbreakers og The Yardbirds bag sig. Disse tre store personligheder udgav i alt 4 album i fællesskab, heriblandt et dobbeltalbum ved navn Wheels of Fire i 1968. Den første skive består af 9 studienumre, mens anden skive er bygget op af fire livenumre, hvor tre er optaget i Winterland og et enkelt er optaget i The Fillmore. Der er på denne plade ligesom tidligere en blanding af den rå, hårde og blues-prægede proto-metal, man typisk forbinder med gruppen i dag og nogle mere psykedeliske popnumre. Jeg har altid ment, at Cream gør det førstnævnte bedst, og mine yndlingsnumre på første skive, mestrer også virkelig denne stil. Det er numre som Sitting on Top of the World, Politician og deres cover af Albert Kings Born Under a Bad Sign, men den bedste af dem alle er selvfølgelig den klassiske White Room, der faktisk ikke lyder særlig meget af blues og metal, men mest af alt de psykedeliske numre, som pladen jo også er fuld af.

Cream laver nogle virkelig store, euforiske lyde, men det kan også blive småt og sumpet. Passing the Time er en meget spøjs sang. Den går meget mellem disse to former for psykedelisk musik, og overgangene er langt fra elegante, men det er stadig et meget fascinerende nummer. Det bedste af de lidt mere stille numre er As You Said, hvor bas er blevet udskiftet med cello, og det skaber en virkelig unik lyd. Der er også cello på andre numre, men As You Said får det til at lyde så meget flottere, sikkert delvist grundet det fantastiske arrangement. Denne er et af de fem numre på pladen skrevet af Jack Bruce, og han er efter min mening den bedste sangskriver i bandet. Ginger Baker har det med at skrive meget syrede, skøre sange, der tydeligt er produkter af deres tid, og selvom de altid er underholdende og for det meste også ret gode, kan jeg ikke sige, at de passer særlig godt ind eller måler sig med Bruces numre. Til gengæld, så er man altid garanteret kvalitet, når Cream kaster sig over gamle bluesklassikere. Både Albert Kings Born Under a Bad Sign og Howlin’ Wolfs Sitting On Top of The World lyder formidabelt og endda bedre end originalerne i Creams fortolkninger.

Skive 2 består som sagt kun af 4 sange, men to af disse er også over et kvarter lange og består hovedsageligt af soloer. Det hele er som sagt optaget live, så det lyder virkelig autentisk og dermed mere imponerende. F.eks. når Clapton fremfører Crossroads, hans nyfortolkning af Robert Johnsons Cross Road Blues, og det er nok min yndlingssang af gruppen grundet det vilde riff og den stærke præstation af samtlige medlemmer. De laver også et 17 minutter langt cover af Howlin’ Wolfs Spoonful, og selvom ingen udgave har charmen fra den oprindelige, så gør Clapton og co. det fandeme godt. Jeg fremhæver Clapton, for dette nummer er mest af alt en virkelig lang guitarsolo, og den er helt fantastisk. Den Bruce-skrevne Traintime er efter min mening et af gruppens mest oversete numre. Måden mundharmonikaen og trommerne tøffer afsted sammen lyder faktisk som et tog, og det skaber meget stemning. Der er næsten noget jazz over det. Vi slutter af med det instrumentale nummer Toad, der er 16 minutter langt. Det består mest af alt af en meget lang trommesolo fra Ginger Baker, men det runder også pladen godt af. Meget af Wheels of Fire holder stadig rigtig godt i dag. Ikke alt, men meget af det er guld.