263 – Ray Charles – The Genius of Ray Charles (1959)

Ray Charles er en legende indenfor tidlig R&B og rock and roll, men som med så mange kunstnere, valgte han at prøve kræfter med andre genrer. Hans mest populære udfoldelse i andre genrer var med Modern Sounds in Country and Western Music fra 1962, hvor han udforskede (sjovt nok) country og western-musik. Han havde dog gjort dette længe, og meget stor popularitet har også The Genius of Ray Charles fra 1959, hvor han forsøger sig med nogle lidt jazzede fortolkninger af traditionelle popstandarder. Det er ikke meget ulig noget, Frank Sinatra kunne have lavet nogenlunde samtidig, og dette gælder på godt og ondt. For det første består albummet udelukkende af covers, hvilket ikke var noget Sinatra heller var uvant med. Hvis man tager det i betragtning, så er mange af sangene virkelig umindeværdige. Jeg indrømmer, at jeg sjældent lytter til denne genre, men der var forbløffende få af disse sange, der blev hos mig. Som regel var det de mere stille sange, der bare forsvandt fuldkommen fra min hukommelse. Jeg tror dog ikke, at det har noget med sangene at gøre, men rettere virkelig dårlig albumstruktur. Alle de stille sange udgør anden halvdel af pladen, og jeg har faktisk virkelig svært ved at lytte igennem det. Det er bare så ensformigt og kedeligt i længen, til trods for en smuk stemme.

Denne plade varer 38 minutter, men den føles meget, meget længere, bare fordi rækkefølgen er så dårlig. Men hey, anden halvdel er måske vældig kedelig, men hvad med første halvdel? Den er faktisk i næsten den modsatte lejr, men dog ikke i en nær så ekstrem grad. Det er sjovt og festligt, og bigbandet fyrer den virkelig af. Man forstår for alvor deres tilstedeværelse på disse sange. Til trods for, at det på alle numre er højlydt, er der faktisk en vis dynamik. På åbningsnummeret Let the Good Times Roll får man ganske vist blæsere for fuld udblæsning med massere af konstant energi, men det andet nummer, It Had to Be You er faktisk ret langsom i tempoet. Der er dog stadig meget højlydte øjeblikke på nummeret. Track 3, Alexander’s Ragtime Band er ligesom Let the Good Times Roll en virkelig sjov, hurtig sang, der bare aldrig lader sig sløve ned. det er virkelig sjov musik. Dynamisk falder track 4, Two Years of Torture sig et eller andet sted imellem It Had to Be You og Let the Good Times Roll. Det er en af pladens mest legesyge sange, og bigbandets storhedsøjeblik er nok denne sang. Lidt langsomt bliver det igen med When Your Lover Has Gone, men der er store følelser på spil, der storladent bliver udtrykt af blæserne.

Track 6 hedder Deed I Do, og det er en af pladens bedste sange. Den er helt vildt sjov, og instrumentationen går godt over toppen. Det er en fed måde at afslutte A-siden af vinylen. Men har man så reelt lyst til at vende pladen? Hvis man vil have 6 sange i træk, der har samme stemning, samme tempo, stort set samme instrumentation og næsten også samme melodier. Det er helt utroligt. Jeg vil anbefale, at hvis du lytter til denne plade, så bør du altså bare springe helle denne halvdel af pladen over, måske med undtagelse af en enkelt sang. Den eneste sang på den halvdel, jeg rent faktisk har fået et forhold til, er Am I Blue, der formår at puste lidt liv ind i det hele med nogle kreativt brugte blæsere. Ray Charles’ stemme er virkelig med til at sælge denne plade, og hvis du endelig skulle finde på at lytte til anden halvdel, så gør det for hans stemme. Han er en helt formidabel sanger, og selvom første halvdel er mere imponerende i selv dette aspekt, så er han stadig meget dygtig til at give anden halvdel bare en lille smule liv. Jeg kan godt anbefale at lytte til første halvdel af The Genius of Ray Charles, men som en helstøbt oplevelse, så holder den simpelthen ikke længere.

264 – Blood, Sweat & Tears – Child Is Father to the Man (1968)

Al Kooper var en af 60’ernes og 70’ernes største producere, sangskrivere og musikere, men han er langt fra den mest kendte. Han har altid holdt sig meget bag andre navne, f.eks. Bob Dylan, Lynyrd Skynyrd og Stephen Stills, med hvem han har både skrevet, produceret og indspillet musik, men han havde faktisk også én gruppe, hvor han var fast sangskriver og regulært medlem. De hed Blood, Sweat & Tears, og han var ganske vist kun med til at optage deres første plade, Child Is Father to the Man, men denne er også i bredt omfang opfattet som deres bedste. På denne plade finder man 12 meget interessante numre, der blander vanlig pop og rock med klassisk musik og især jazz. Nogle sange, heriblandt den populære I Love You More Than You’ll Ever Know, er meget rendyrket bluesrock, bare hvor nogle ret jazzinspirerede messingblæsere dog pepper stemningen lidt op, men langt størstedelen har meget tydelig inspiration fra jazzmusikken. Det tydeligste eksempel på dette er deres cover af Harry Nilssons Without Her, der lyder virkelig kraftigt påvirket af Stan Getz og João Gilbertos bossanovamusik. Sådan lyder originalen slet ikke, men det lyder helt perfekt i denne udgave.

Albummet indledes med nummeret Overture, der spiller dele af diverse sange på pladen på strygere i en meget kort medley. Dette er også tilfældet på afslutningen, der morsomt nok hedder Underture, og dette skaber en vis helhed omkring albummet, og får det hele til at lyde meget planlagt. Noget meget sjovt ved pladen er de mange covers, og jeg havde ærlig talt ikke udregnet, at disse var covers. Der er 5 forskellige, og de oprindelige sangskrivere er af så forskellig karakter som Tim Buckley, Randy Newman, Carole King og selvfølgelig Harry Nilsson. Og disse får alle flot jazzglasur, som bare passer helt perfekt. Især er deres cover af den King-skrevne So Much Love, oprindeligt opført af Steve Alaimo, bedst kendt med Dusty Springfield. Ingen udgave overgår dog efter min mening den med Blood, Sweat & Tears, der formår at være dynamisk, oprigtig og bombastisk på en og samme tid. Det er ganske smukt. De Kooper-skrevne sange fylder dog mest, og disse er også lavet specifikt til denne stil. De er virkelig sjove, og den interessante jazz-instrumentation gør, at man hele tiden har noget at dykke ned i, hvis man bliver vænnet til de fængende, progressive melodier.

Der er ikke nær så meget klassisk som jazz. De tydeligste klassiske øjeblikke er selvfølgelig Overture og Underture, men Meagans Gypsy Eyes har et vidunderligt marchbeat og flotte, orkestrale blæsere, der støtter sangen godt, mens The Modern Adventures of Plato, Diogenes and Freud stort set bare er et klassisk stykke med tekst på. Strygerne er virkelig flot komponeret, og det fungerer godt som en af pladens sidste sange til at give lytteren noget nyt, selv efter, at man har hørt så meget af pladen. Al Kooper er tydeligvis også stor fan af bluesmusik, og dette lærer man især gennem numre som I Love You More Than You’ll Ever Know og I Can’t Quit Her, pladens nok bedst kendte sange, men mere end noget andet nummer, har Somethin’ Goin’ On bare en klassisk bluesmelodi. Den er dog stadig masser af jazz på alle tre numre, og det er virkelig sjovt. Child Is Father to the Man giver dig hele tiden nye former for musik. Det er et overflødighedshorn af kreativ sangskrivning og god albumdynamik. Den føles som om, den er af tilpas længde, og når man er færdig med pladen er man på en gang tilfreds, men man får også bare lyst til at høre den igen og igen, hvilket let kan anbefales.

265 – Creedence Clearwater Revival – Cosmo’s Factory (1970)

Jeg elsker virkelig en god gammeldags landlig stemning, og sådan noget kan man tit få fra country-musik. Ofte finder jeg dog denne genre virkelig kedelig, men så er det jo dejligt, at visse bands kan formå at få sådan en stemning ind i noget mere rå musik. Intet band har nær så succesfuldt formået dette som Creedence Clearwater Revival, der i perioden 1969 til 1970 fik udgivet hele fem albums, der udgør næsten hele deres diskografi. Den længste af disse har den syrede titel Cosmo’s Factory, men den er ligeså nede på jorden som deres andre plader. åbningsnummeret, Ramble Tamble, kan dog godt narre dig, for introen virker som noget funk, og ca. 2 minutter inde får vi en lang instrumental passage, hvor den melankolske guitar er i fokus. Det varer nok lige lovlig lang tid, og nummeret ender med at vare hele 7 minutter. Det er et ret sært nummer at starte med, men på en eller anden måde virker det, selv med alle sangens mangler. Det bliver meget dragende, og man kan stadig mærke den landlige stemning ret tydeligt. Der er ingen prætention på dette nummer, de arbejder bare på en ny måde, hvilket er interessant, og det gør lytteren interesseret i at høre mere.

Resten af pladen er slet ikke nær så syret som Ramble Tamble, men der er stadig masser af guf. Det består mere af det, man kender Creedence Clearwater Revival for, f.eks. covers af bluessange. De laver virkelig flotte udgaver af Bo Diddleys Before You Accuse Me og Arthur Crudups My Baby Left Me, begge sange, jeg lært at kende igennem denne plade. De laver også et hæderligt cover af Smokey Robinsons I Heard It Through the Grapevine, bedst kendt med Marvin Gaye, og dette er endnu længere end Ramble Tamble. I modsætning til Ramble Tamble lægger man dog slet ikke mærke til længden, for de mange guitarsoloer er engagerende og dynamiske. Roy Orbisons Ooby Dooby bliver også fortolket, og den er kun et af mange vilde, sjove rocknumre, der definerer Cosmo’s Factory mere end noget andet. I samme kategori finder man numre som Travelin’ BandUp Around the Bend og Run Through the Jungle, alle fede, gennemtænkte rocksange, som er lette at synge med på. Man får virkelig lyst til at gå amok på luftguitaren eller i det mindste bare nynne med, for disse guitarriffs er vildt skægge.

Der skal dog albumdynamik til, før pladen fungerer som helhed, ellers bliver man træt af alle de hurtige sange, og på Cosmo’s Factory er de mere stille sange nok stærkere end på nogen anden Creedence-plade. Det er virkelig let at blive fuldstændig forelsket i den behagelige stemning og de fængende melodier på Lookin’ Out My Back Door,  Who’ll Stop the Rain og det smukke, sentimentale afslutningsnummer Long as I Can See the Light. Foruden den noget sære åbning med Ramble Tamble, så er der kun to problemer på Cosmo’s Factory, der er så væsentlige, at jeg føler, jeg har brug for at gå i dybden med dem. Det første er, at alle disse covers distraherer meget fra deres identitet. Det gør ikke noget fordi det er covers, men det er sange, der tydeligvis ikke er skrevet til dette album. Det er svært at have så mange covers, og så stadig få resten til at hænge perfekt sammen omkring det. Derudover føles albummet kort. Det er ret sært, for det er deres længste plade, og jeg har det ikke sådan med mange af deres langt kortere plader, men det har nok noget at gøre med, at Ramble Tamble lægger op til meget mere. Ramble Tamble er virkelig sangen, der ender med at bide dette album i halen, men det er stadig et rigtig godt album, der bare er fyldt med godt sammensatte mesterværker. Det er en let plade at anbefale.

266 – The Who – Quadrophenia (1973)

Da the Who debuterede i 1965 med deres glade poprock, ville de færreste nok have forudset, hvad de ville blive til. Selvom jeg elsker The Kids Are Alright og I Can’t Explain lige så højt som alle andre, så er det bare ikke noget, man ville tro, skulle blive til så progressive og intelligente plader som Tommy og Who’s NextTommy var en rockopera om en fyr, der grundet barndomstraumer ikke kan se, høre eller tale, men han bliver senere hyldet som verdensmester i pinball, og dette gør ham mægtig nok til at kunne starte sin egen religion, efter en psykolog får hjulpet ham af med problemerne. Det er dybt latterligt, men det er virkelig gennemarbejdet og kreativt skrevet. Det er også så latterligt, at det under ingen omstændigheder måtte gentages. Hvis the Who nogensinde skulle lave en ny rockopera, skulle den være radikalt anderledes fra Tommy, for ellers ville det bare føles som en efterligning af deres tidligere succes. Og efter mesterværket Who’s Next udgav de endnu en rockopera, Quadrophenia, og denne er vitterligt noget helt andet. Den er seriøs, den tager sig selv seriøst, og den foregår under en ret så reel konflikt, nemlig den mellem rockere og mods i England.

Vores hovedperson hedder Jimmy, og han er en mod, men han føler ikke rigtig, at han hører til iblandt dem. Han arbejder for hårdt på at spille sej, og han er aldrig rigtig sig selv. Titlen på albummet er et spil på ordet skizofreni, men hvis man skal være helt teknisk handler albummet rettere om dissociativ personlighedsspaltning, men det er ikke helt lige så fængende eller let at lave et ordspil om. Men Jimmy har altså fire forskellige personligheder: en hård type, en romantiker, en vanvittig og en deprimeret fyr – personligheder inspireret af gruppens fire medlemmer. Disse har hver en kendingsmelodi, der også musikalsk arbejder rigtig godt med at fortælle om hvordan disse personligheder er. Man behøver stort set ikke teksterne for at forstå det overordnede tema. På de to instrumentale numre, Quadrophenia og The Rock står det hele stadig klart; der bliver revet løs i sindet, der er konstante stemningsskift, og vores hovedperson er ved at bryde mentalt sammen. Der er flot brug af både strygere, horn, banjo, klaver og meget andet. Det meste af dette er spillet af guitarist Pete Townshend, der også har skrevet alle numre på pladen. Han får ikke altid den fortjente ros for sine præstationer som sangskriver, men han er virkelig noget af en visionær.

Det er faktisk mest af alt progressiv rock. Der er ikke meget, der adskiller Quadrophenia fra Genesis eller Marillion i deres kreative storhedstid. Hvis du synes, at progressiv rock er noget pompøst, prætentiøst pis, så frygt dog ikke, for mange, der ikke kan udstå genren, elsker af en eller anden grund stadig Quadrophenia. Og det er velsagtens fordi, pladen følelsesmæssigt er lettere at tilgå end det meste progressive rock, der på overfladen bare kan ligne noget langhåret, ubegrundet blær på instrumenterne. Det er velsagtens også derfor The Wall af Pink Floyd er så populær. Ligesom The Wall og for den sags skyld Tommy, så er Quadrophenia et dobbeltalbum. Jeg siger ret ofte, at dobbeltalbummet er en farlig kunst, men med Quadrophenia er formen udnyttet rigtig godt. Man får dejligt mange facetter af historien, og dynamikken er også bare fantastisk. Det hænger så godt sammen, at man slet ikke lægger mærke til, at pladen varer over 80 minutter. Quadrophenia er et sandt mesterværk. Hvis du vil lære progressiv rock at kende, er det et fantastisk sted at starte, og hvad end du leder efter en engagerende historie eller noget fed musik, så giver the Who dig det på Quadrophenia.

267 – Paul Simon – There Goes Rhymin’ Simon (1973)

Paul Simon gjorde sig i 60’erne kendt som den ene halvdel af popduoen Simon & Garfunkel, der lavede nogle af årtiets mest fængende og følelsesrige melodier. De lavede sølle fem albums sammen, før de gik hver til sig. Begge startede solokarrierer, og den absolut mest succesfulde og imponerende af de to viste sig at være Simon. Han udgav sit første soloalbum tilbage i 1965, da duoen stadig var sammen, men hans gennembrud som solokunstner var med hans anden plade, Paul Simon fra 1972. Jeg er meget glad for den, men jeg holder også rigtig meget af hans tredje plade, There Goes Rhymin’ Simon fra 1973, der ligeledes er på niveau med det bedste, han lavede som en del af Simon & Garfunkel. Det er dog en noget anden form for musik, vi har her. I Simon & Garfunkel var der en stor fokus på folk, og dermed var der mange vokalharmonier og fokus på den akustiske guitar. På There Goes Rhymin’ Simon er der stadig meget akustisk guitar, men der er næsten mere fokus på klaveret, men selv denne har ikke  nær så stor fokus som Simons stemme. På mange af numrene optræder backingvokalister, men de er normalt ikke særlig fremtrædende.

Hvad angår sangskrivningen, så har Simon været mere inspireret af mere eksotisk musik. Der er ganske vist noget, der lyder så meget som amerikansk folk, at det næsten ikke er til at tage fejl af, her navnlig den passende betitlede American Tune. Der er dog sange som Was a Sunny Day, hvor man virkelig bare har lyst til at dase under en palmegren i troperne, og på den klavertunge One Man’s Ceiling is Another Man’s Floor er der en lyd, der minder meget om klassisk europæisk musik. Netop denne sang har en meget særpræget vekslen mellem versene – det lyder lidt som om, det er en to-tre vidt forskellige sange, der bare er smidt sammen, men de udgør en meget dragende helhed. Det bedste eksempel er dog nok Loves Me Like a Rock, pladens muligvis bedste sang, hvor Simon rent faktisk har fået et gospelkor til at synge med. De fylder en hel del, og da denne sang afslutter albummet, bliver det til et meget fyldestgørende klimaks. Følelserne er generelt ret simple i løbet af hele pladen. Der er nogle entydigt glade sange, nogle entydigt triste sange, og andre simple følelser er også afspejlet. Det lyder måske som et problem, men det er det ikke rigtig. Hvis der ikke var nær så meget at dykke ned i musikalsk, så var det, men det er mest af alt en slags stil, han vælger at følge, og han følger den elegant.

Det, der dog gør, at There Goes Rhymin’ Simon er en sublim plade, er at Simon er en genial sangskriver. Sangene på denne plade er mere end bare vers og omkvæd, det er noget mere kompliceret. Det er ikke total improvisationsjazz, langt fra, det føles faktisk meget poppet. Men hvis man dykker ned i sangene, vil man opdage, at der er taget mange friheder med sangskrivningen. Der leges meget med tempo på numre som Kodachrome og One Man’s Ceiling Is Another Man’s Floor, mens numre som American Tune og Something So Right bevæger sig meget i volumen, især ved hjælp af strygere. I løbet af hele albummet er der flot vekslen mellem letsindige numre som Was a Sunny Day og de mere dybsindige numre som Tenderness. Det er rigtig smukt opbygget. Hvis man endelig skulle sige noget negativt, så er Simons stemme af og til en smule irriterende på omkvædet til Was a Sunny Day, men det ødelægger ikke sangen og da slet ikke albummet. There Goes Rhymin’ Simon er en formidabel popplade. Hvis alle popnumre var bare halvt så gennemtænkte som dem på denne plade, så ville verden være et meget bedre sted. Paul Simon er en genial sangskriver, og There Goes Rhymin’ Simon er et af hans store mesterværker.

268 – The Jesus and Mary Chain – Psychocandy (1985)

Der er former for musik, der er smuk fordi hvert eneste instrument er nøjagtigt planlagt til at udspille en bestemt rolle for at skabe imponerende harmonier. Sådan noget musik laver The Jesus and Mary Chain ikke. Så er der også bands, der på virkelig kort tid formår at få lytterens blod igang med noget hårdtpumpet, rå musik. Sådan et band er The Jesus and Mary Chain heller ikke. Det er fristende, at kalde deres musik den rene larm, men jeg kan som sådan virkelig godt lide dem, så det ville virkelig være uretfærdigt. For at forklare min kærlighed til dem, er det nok lettest at fokusere på deres debutalbum, Psychocandy fra 1985. Til at starte med får man pladens nok blødeste sang, Just Like Honey. Det er en smuk sang, og uden tvivl også den letteste at sælge. Den er ret langsom, og lige fra starten opdager man to ting: beatet er identisk med det fra Ronettes-sangen Be My Baby, og instrumenterne, især guitaren, er distorterede og meget larmende. Trommeslagene er tunge, og basgangen følger melankolsk med. Så snart, man er forbi denne underlige blanding af Phil Spector og støjrock, lægger man også mærke til den grædende vokal, og pludselig falder alle brikkerne i dette unikke puslespil på plads.

Så sidder man der og tænker, om pladen mon kommer til at være sådan hele vejen igennem. Svaret er selvfølgelig ikke helt simpelt at finde frem til, men overordnet må jeg sige nej. Der er dog mere end blot den ene sang, der bruger beatet fra Be My Baby. Både track 5, Cut Dead, og track 10, Sowing Seeds, bruger dette beat, men da de er så adspredte, så gør det faktisk ikke noget. De formår at skabe tre meget forskellige sange over dette beat, og alle tre er også rigtig gode. Og det er sådan noget, jeg mener, når jeg snakker om god albumstruktur. Omkring på albummets 38 minutter får man mange hurtige sange, mange enormt støjende sange, mange langsomme sange, og faktisk også en del, der kun kan kaldes mildt støjende. Men det er en meget støjende plade, uanset hvordan man vender og drejer det. Sådan nogle numre som The Living End og In a Hole er stort set bare punksange, men de er meget mere larmende, og vokalen kommer fra en typisk britisk goth-stemme. Med al denne støj, sørger The Jesus and Mary Chain heldigvis også for at holde sanglængderne på et minimum, for i modsætning til med en gruppe som f.eks. Sonic Youth, så udvikler støjen sig sjældent i løbet af et nummer. Det er også helt fint, men det gør, at numrene må være korte, hvis pladen skal kunne holdes ud, og det er de da også.

Pladen kan jeg dog mere end bare holde ud. Jeg er fuldkommen forelsket i dette unikke lydunivers. Det er ikke pop, det er ikke punk, og det er i hvert fald ikke pop-punk. Det er mest af alt omvendt pop-punk, punk-pop om man vil. Eller støjpop, som de også så ofte er blevet kaldt. At det originale lydbillede bliver blandet med enormt stærk sangskrivning gør det hele endnu bedre. Det er ikke de mest fængende sange nogensinde, men de fungerer virkelig godt til at komplimentere denne hårde lyd og skabe en oplevelse uden lige. Selv, hvis denne plade skulle give mig hovedpine, så kan jeg ikke stoppe, for det hele er bare så gennemtænkt, at jeg kan nyde det alligevel. Og når sangene oven i købet lægger sig rigtig flot op af hinanden, så er det svært at finde noget dårligt at sige om den. Psychocandy er et mesterværk, der er ingen vej uden om det. Hvis du ikke er til det meget støjende, så bør du nok holde dig væk, men giv den gerne en chance, hvis du keder dig en dag. Og hvis støjen ikke skulle være et problem, så er der simpelthen ingen undskyldning; lyt til Psychocandy så snart, du får muligheden. Du vil ikke fortryde det.

Nyheder: April 2014

Ja, nyhedsartiklen den 1. april var en aprilsnar. No offense, hvis det er din smag, men det reflekterer i hvert fald ikke de meninger, der typisk bliver ytret på bloggen. Indtil i dag havde jeg faktisk ingen koncerter planlagt denne måned, men efter at se filmen The Room i Husets Biograf, så opdagede jeg, at japanske Melt-Banana, der lavede en af mine yndlingsplader fra sidste år, spiller i Huset, så det kunne man ikke undvære.

Mit radioprogram, The Vinyl Countdown, der bliver sendt hver onsdag kl. 17 på Rockkanalen, kommer ganske rigtigt til at holde en lille pause i Rolling Stone-listen denne kommende onsdag, og præcis som jeg sagde, bliver det til en top 15. Ikke over Nickelback-sange dog, jeg er ikke ligefrem stor fan af dem. Det kommer i stedet til at stå på mine 15 yndlings Big Star-sange i en hel time.

Mine Bibzoom-links var faktisk ægte nok, jeg brugte bare falske titler. Ofte med det, jeg ville kalde den fattige mands svar på de albums, jeg havde anmeldt. Her er de ægte titler:
David Bowie – ChangesOneBowie
Robert Johnson – King of the Delta Blues Singers vol. 2
The Mamas & The Papas – Greatest Hits
Diverse kunstnere – The Best of the Girl Groups vol. 1 og 2
Buddy Holly & the Crickets – the “Chirping” Crickets
The Beatles – With the Beatles
Portishead – Dummy
Paul McCartney & Wings – Band on the Run
U2 – Boy

Min top 15 var uden tvivl det sværeste at lave, for jeg måtte virkelig dykke ned i, hvad jeg ikke kunne lide. Jeg satte nok ikke det værste øverst, men nok det, der repræsenterer min smag dårligst. Men der er også mange legitimt interessante albums, der kommer, og her er mine valg:

  1. Avey Tare’s Slasher Flicks – Enter the Slasher House
  2. Damon Albarn – Everyday Robots
  3. Pixies – Indie Cindy
  4. Timber Timbre – Hot Dreams
  5. Eels – The Cautionary Tales of Mark Oliver Everett
  6. Mac DeMarco – Salad Days
  7. Shonen Knife – Overdrive
  8. John Frusciante – Enclosure
  9. Cloud Nothings – Here and Nowhere Else
  10. Ratking – So it Goes

Nyheder: Aprilsnar 2014

April, come she will. Og for mit vedkommende gør hun det med en perlerække af fede koncerter. Det starter med festivalen Copenhagen Dancehall, hvor jeg især ser frem til at opleve Djämes Braun, men navne som Wafande og Topgunn skal man selvfølgelig ikke komme udenom. Og når Pharphar skal spille Lad Mig Rulle Dig, så skal jeg i hvert fald stå på første række, klar til at skråle med. Den 10. april er der så sket noget ret pinligt. Jeg havde hørt noget om, at Ginger Spice fra Spice girls havde skiftet navn til Ginger Ninja eller et eller andet, men en vis person har vist holdt mig for nar. Jeg må så forberede mig på, at få en lidt anden oplevelse end forventet. Den 19. skal jeg så i Pumpehuset. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal se der, da det ikke rigtig står beskrevet noget sted. På hjemmesiden står kun, at det er noget tudsegammelt, og jeg kan jo godt lide gammel musik.

Mit radioprogram, The Vinyl Countdown, bliver stadig sendt hver onsdag kl. 17 på Rockkanalen, men for første gang bliver jeg nødsaget til at tage en pause fra de regulære afsnit, hovedsageligt grundet en studietur. Men bare rolig, den 13. april kommer i skam stadig til at høre min stemme i radioen, dog denne gang med  en top 15 i stedet for gennemgangen af Rolling Stone-listen. Det kommer til at stå på en top 15 over mine yndlingssange af Nickelback.

Og Bibzoom-historien fortsætter stadig, og her er anmeldelserne:
Gary Glitter – The Ultimate Gary Glitter
Billy Boy Arnold – Blow the Back off It
Captain & Tennille – Captain & Tennille’s Greatest Hits
De værste kunstnere – Back to the 60’s Vol. 2
Pat Boone – Hymns We Love
Bee Gees & Peter Frampton – Soundtrack to Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band
Faithless – Outrospective
Ringo Starr – Bad Boy
The Killers – Battle Born

Og lad os ikke glemme det faste indslag med min top 10 over denne måneds mest interessante albums.

  1. Asher Roth – RetroHash
  2. Emmure – Eternal Enemies
  3. Jason Derülo – Talk Dirty
  4. Future – Honest
  5. Rachele Lynae – Rachele Lynae
  6. Martina McBride – Everlasting
  7. Kelis – Food
  8. Christina Perri – Head or Heart
  9. Sebastian Bach – Give Em’ Hell
  10. Adelitas Way – TBA