384 – Def Leppard – Pyromania (1983)

Det britiske rockband Def Leppard havde været kendt i deres hjemland i en årrække før deres store internationale gennembrud, Pyromania fra 1983. Dette album kan meget let ses som starten på hair metal-bølgen. Der var absolut elementer fra genren i tidligere musik, her især Van Halen, Aerosmith, Whitesnake og Kiss – alle disse havde dog i deres tidligere albums haft en smule inspiration fra blues. Du skal virkelig anstrenge dig for at høre blues-rødderne, heavy metal jo nu engang har, herpå. Til gengæld får du hårde, poppede rocknumre for fuld skrue her, og de følgende år prøvede adskillige bands på at gentage præstationerne, der lå på Pyromania. Selv Def Leppard har gjort det adskillige gange, ofte med held, men Pyromania forbliver deres største værk. Hvorfor? Først og fremmest forstår det dynamik. Jeg snakker meget om dynamik, når jeg anmelder plader, for det er meget vigtigt. Og det er især vigtigt, når vi snakker musik, der skal virke sjovt, vildt, overdrevet og hårdtslående i 45 minutter, for hvis musikken ikke har sine stille øjeblikke, virker det i sidste ende trægt og trættende.

De stille øjeblikke på Pyromania får de mere højlydte punkter til at lyde så meget desto mere vilde og overdrevne. Man kan virkelig ofte bare sidde og skråle med for fuld drøn, mens man har skruet alt for højt op for musikken. Det er ikke ligefrem det mest intelligente musik i verden. Som man lytter til en sang igen og igen, kan den godt blive en smule kedelig. Det er nogle fede melodier og alt muligt, men det er ikke så meget mere end det. Det udgiver sig dog ikke for at være så meget mere, så det er ikke så irriterende igen. Man skal bare ikke forvente sig det helt store rent intellektuelt. Lyden er ikke specielt varierende i løbet af albummet. Det er hele tiden en forholdsvis ren, poppet metallyd, man får, og selvom det virker, kunne man godt tænke sig lidt variation, bl.a. som Van Halen gjorde på deres debutplade. Derudover er ikke alle melodier lige vidunderlige. De fleste er, og disse er også af virkelig høj kvalitet. De er rigtig sjove, og man kan slet ikke få dem ud af hovedet.

Albummet slutter virkelig sært. Den sidste sang hedder Billy’s Got A Gun, og den er en af de bedste sange på pladen. Den er seks minutter lang, og efter de første fem minutter afsluttes nummeret på glamourøs og bombastisk vis, og jeg ville være fuldt ud tilfreds, hvis det hele bare sluttede der. Så kommer der dette sidste underlige minut af en sær synth-lyd og trommeslag, og dette slutter fuldkommen brat. Det er en meget sær måde at slutte et album på, og det tilføjer slet ikke noget til oplevelsen. Det gør faktisk, at man som lytter, ikke føler, at det burde stoppe her. Pyromania er et album drevet af dynamik og stærke melodier, og dette har Def Leppard virkelig formået at gøre godt. Selvom produktionen er poppet, har det stadig lidt af den rå kant, som man ellers savner hos mange af genrens andre plader. Er det 80’ernes største kunstværk? Nej. Men det sparker fandeme stadigvæk masser af røv i alle mulige retninger. Def Leppard var ikke videre ambitiøse med Pyromania, men i forhold til ambitionerne fik de  lavet noget større og bedre end man kunne turde håbe på.

396 – ZZ Top – Eliminator (1983)

Bluesrockbandet ZZ Top var ved at falde af på den mod slutningen af 70’erne. Og hvordan skulle tre skægklædte boogie-rockere med forkærlighed for Mexico og sex dog kunne fortsætte succesen i 80’erne? Det er faktisk næsten ikke til at tro, men de var faktisk aldrig mere populære end med Eliminator-albummet fra 1983. Den åbner med en af albummets store klassikere, Gimme All Your Lovin’. Det er sjovt og energisk, og man kan lige fra starten synge med på omkvædet. Hvis man kender sin ZZ Top-historie, lægger man nok mærke til, at der ikke er meget af sydens landlige stemning tilbage. Det lyder som sådan mere af Van Halen og Aerosmith end af Creedence Clearwater Revival eller Lynyrd Skynyrd. Melodierne er dog stadig rigtig fede, og det kan man ligeledes sige om den efterfølgende Got Me Under Pressure, der faktisk lyder endnu mere af pop-metal. Blues-lyden er dog lidt tilbage på Sharp Dressed Man. Den er ikke så kraftig, men i forsanger Billy Gibbons’ vokal kan man sagtens høre lidt Muddy Waters, Bo Diddley og især B.B. King. Og så er det også en virkelig fed sang, som ganske vist er en kende overfladisk, men man bliver da lidt glad i låget af den, og så rykker guitarsoloen for vildt.

I Need You Tonight tager endelig tempoet lidt ned, hvilket virkelig var tiltrængt, og melodien er faktisk virkelig blues-agtig. Det lyder mest af alt som et Van Halen-cover af en ældre ZZ Top-sang. Den har en rigtig god stemning, og guitarsoloen derpå er blandt pladens mest imponerende. Energien vender dog hurtigt tilbage på I Got the Six, der underligt nok virker ret inspireret af Motörhead. Men der er absolut ikke noget i vejen med det, for Motörhead er et virkelig fedt band. Legs er en virkelig sjov sang, en af pladens mest kendte, og jeg har nok sunget denne sang alt for ofte. Den er lyrisk set ret overfladisk, men gode tekster er dog ikke just det, jeg forventer af ZZ Top. Musikken er til gengæld rigtig god, og der er også en ret god guitarsolo. Dog har denne ellers ganske fede sang det store minus, at Gibbons sjældent synger så skidt. Hans forsøg på en blødere vokal falder fuldkommen i stumper. Han er i forvejen ikke en specielt god sanger, men hans stemme har dog alligevel set bedre øjeblikke, f.eks. den meget bluesinspirerede Thug. Denne er dog ikke skrevet specielt godt. Det er lidt af en musikalsk rodebunke – vi snakker om en sang, der bliver nødt til at skære næsten al instrumentation fra for at spille sin hook.

Nu sagde jeg tidligere, at ZZ Top ikke var specielt gode til at skrive tekster, men der er dog en enkelt undtagelse på EliminatorTV Dinners er en virkelig morsom hyldest til færdigretter, og der smøres så tykt på med sarkasme, at man næsten ikke kan andet end at smile af den. Den er ikke den musikalsk mest gribende sang, så teksten er for en gangs skyld næsten hele drivkraften. Den efterfølgende Dirty Dog er virkelig det store fyldnummer på pladen. Melodien er ikke spor fængende, lyden er som så meget andet på pladen, og den ændrer slet ikke på oplevelsen. Det samme kan man egentlig også let sige om If I Could Only Flag Her Down, men den har i det mindste en rigtig god guitarsolo og en virkelig fængende melodi til forskel. Afslutningsnummeret hedder Bad Girl, og det er vældig energisk, men det er så meget af albummet. Det har lidt af en bluesmelodi, men det gør den ikke rigtig mere eksotisk. Det er en ret svag afslutning. Som helhed kan jeg ret godt lide Eliminator. Den har sine fejl, men der er sørme nogle fede rocknumre herpå.

401 – Lynyrd Skynyrd – (Pronounced ‘lĕh-‘nérd ‘skin-‘nérd) (1973)

Southern rock-bandet over dem alle, Lynyrd Skynyrd, debuterede i 1973 med pladen (Pronounced ‘lĕh-‘nérd ‘skin-‘nérd), et ganske praktisk navn, for hvis de ikke var sådan nogle legender, ville jeg nok også have svært ved at udtale det. På dette album finder vi nogle af Lynyrd Skynyrds allerstørste numre. Åbningsnummeret, I Ain’t the One, er måske ikke blandt deres mest kendte numre, men det fortjener det sørme at være. Melodien er ufatteligt fængende, og den er bare sjov at lytte til. Der er dejligt med variation i musikken, her f.eks. med en rigtig vild lead-guitar spillet af Allen Collins, og en fortræffelig portion, hvor et klaver er i fokus. Herefter får vi en 7½ minut lang klassiker, nemlig Tuesday’s Gone. Sangen er virkelig følelsesrig og melodisk interessant, og som følge af længden, sker der naturligvis meget. Så meget, at man faktisk slet ikke bemærker længden, og dette er en kunst, Lynyrd Skynyrd er mestre i. Her er leadguitaren, denne gang spillet Gary Rossington, igen formidabel, og der er også en Mellotron, der med sin stryger-lignende lyd, øger stemningen kraftigt.

Den Creedence Clearwater Revival-inspirerede Gimme Three Steps er endnu en virkelig fængende, sjov sang, der på den måde sørger for at afvige meget fra det foregående nummer, hvilket hjælper på albumdynamikken. Alle sange på albummet er skrevet helt eller delvist af forsanger Ronnie Van Zant, og den mand har bare et øre for melodier. De sidder alle lige i skabet, og hans tekster er også dejligt lette at relatere til. Simple Man er absolut ikke ikke en undtagelse til dette. Man forstår hvert et ord, og alle instrumenter lyder fuldstændig perfekt. Dette er ikke kun på grund af dygtige musikere, men også fordi alle dele er skrevet sådan, at de er værd at analysere i dybden. Det er så en ret langsom sang, så der bliver vendt tilbage til Creedence-inspirationen på Things Goin’ On. Det er et rigtig fedt nummer, og det føles også ganske unikt. Desuden er det politisk, og ikke ligefrem i den fløj, som de fleste sydstatsborgere ville erklære sig enig i, så det var ret risikabelt. Og klaverstykkerne derpå er også bare underholdende.

Missisippi Kid er som sådan bare en gammeldags bluessang. Den er rimelig imponerende på guitaren, og det er virkelig også et godt nummer, men som en del af albummet blegner det en kende. Alle de andre numre er så enorme og fyldige, så dette simple nummer virker en smule tamt. Derudover måtte det også være en kende kortere, for det ender med at blive ret monotomt mod enden. Der kommer meget mere fut i fejemøget med Poison Whiskey. Det er pladens korteste nummer, men det er som sådan ikke problematisk, for det spilder ikke tiden, og det kører med idéen i lige så lang tid, som er nødvendigt. Afslutningsnummeret, Free Bird, er nok pladens mest kendte sang, og det er fuldt fortjent. Det er et 9 minutter langt mesterværk, der går alle mulige musikalske veje, især drevet af Allen Collins’ lead-guitar. Det er en rørende fortælling om besværlige valg, og det er smukt. Det starter langsomt, men med tiden udvikler det sig til et vildt, dynamisk guitar-orgie. (Pronounced’lĕh-‘nérd ‘skin-‘nérder et fabelagtigtalbum, der virkelig forstår at udnytte dynamik på fantastisk vis, og numrene er virkelig velgennemtænkte. Det har absolut fortjent at være nr. 100 album, jeg anmelder.

415 – Van Halen – Van Halen (1978)

Van Halen debuterede i 1978 med en eponym plade, og det var virkelig noget af en debut. Den starter med den klassiske Runnin’ With the Devil. I dag kunne man let tænke, at det ikke var andet end en sjov hair-metal-sang, men i 1978 var det en rockrevolution. Hair-metal var slet ikke begyndt at være et begreb endnu. Hvem var tættest på at lave det? Kiss? Aerosmith? Alice Cooper? Van Halen var virkelig dem, der fik skabt denne form for musik, og Runnin’ With the Devil kunne meget vel være den første sang i genren. Og hvem begynder ikke af og til at synge med på dens fængende omkvæd? Det andet nummer, Eruption, er bare en næsten to minutter lang guitarsolo, og det er måske den bedste guitarsolo nogensinde. Deres guitarist, Eddie Van Halen, er nok den bedste rockguitarist nogensinde, der hverken har spillet i Yardbirds eller hedder Jimi Hendrix. Efter dette får vi et rigtig godt cover af Kinks-sangen You Really Got Me. Det er i grunden bare en hårdere udgave, hvor Eddie Van Halen gør nogle vilde ting på guitaren, men det virker rigtig godt, og det er ret let at smile af.

Striben af klassiske numre fortsætter med Ain’t Talkin’ Bout Love. Det er igen et rigtig sjovt nummer, og det er et, hvor dynamikken er helt i top. Den har rigtig spøjse vendinger, der fanger min interesse som lytter. Den tager sig selv seriøst nok, til at den føles overbevisende, men ikke så seriøst, at den ikke er sjov mere. Den efterfølgende I’m the One er ikke en af pladens mest kendte sange, men den er nu også rigtig sjov, og Eddie opfører nogle af pladens bedste soloer på den. Desværre er guitaren ikke mixet så højt her, så det kan være svært at høre, hvor imponerende, det i grunden er. Og den doo-wop-inspirerede del mod slutningen er også ret morsom. Jamie’s Cryin’ er et af pladens hårdeste numre. Det er rigtig fængende, og Eddie er som altid ganske imponerende. Sangens struktur er rigtig god, men overgangende fra A- til B-stykker kunne godt have været bedre, og så er det et af de numre, der lyder bedst, når David Lee Roth ikke synger. Atomic Punk er også i den hårdere ende, og den har faktisk et godt snært af Black Sabbath i sig. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, det var et cover af en Sabbath-sang.

Desværre forholder det sig ikke sådan, at albummet konsekvent er lige pragtfuldt. Det meste af guffet sidder i forenden af pladen. Feel Your Love Tonigher egentlig en ret kedelig kærlighedssang. Den er repetetiv, kedelig, og den prøver på at ramme hårdt så ofte, at hooken bare ender med at være trættende. Sangen minder mig lidt om George Harrisons I’ve Got My Mind Set On You, og det er alene en god grund, til at den ikke burde være endt på pladen. Little Dreamer er i fuldstændig den modsatte. Little Dreamer er heller ikke noget fantastisk, men der er da nogle gode elementer, her især stemningen og guitaren. Melodien er bare ikke noget specielt. De viser dog igen, at de har meget at byde på med deres cover af den gamle bluessang Ice Cream Man. Den starter bare som en akustisk bluessang, og David Lee Roth er som sædvanlig en ren charmetrold. Nummeret udvikler sig til en sædvanlig Van Halen-sang, og her finder man det, jeg ville kalde pladens næstbedste guitarsolo. Afslutningsnummeret, On Fire, er også rigtig godt. Det var et godt valg, at dette skulle afslutte albummet, for der er masser af fylde og fut i det nummer. Van Halen er en plade, som især kan anbefales til fans af poprock og heavy metal, men så sandelig også til andre, for i begge genrer var den banebrydende, og den holder ret godt.

430 – Cheap Trick – At Budokan (1978)

Cheap Trick var et nogenlunde populært band i Amerika og Europa i 70’erne – men i Japan var de helt enorme, så det var der, deres første live-album blev optaget, helt specifikt Budokan-arenaen i Tokyo. På denne plade spiller de 5 sange fra deres andet album, In Color, hvorpå man også kan finde mange af deres bedste melodier. De åbner med en af disse, Hello There, som ganske ofte er deres åbningsnummer til koncerter, da det er energisk, sætter gang i publikummet, ikke varer specielt længe og ganske tydeligt siger goddag til publikummet. Derefter kommer endnu en sang fra In Color, denne gang Come On, Come On, og den lyder federe, end den nogensinde har gjort. Man kan let mærke festen blive sparket rigtig godt i gang. Efter dette spiller de den dengang hidtil uudgivne Lookout, og selvom publikummet selvfølgelig ikke havde nogen chance for at kende nummeret, blev det til noget af en fest. Rick Nielsens guitarsolo fik især sat gang i publikummet.

Få numre på albummet sætter nær så godt gang i publikkummet som Big Eyes, hvor Rick Nielsen laver en meget atypisk omend helt utrolig guitarsolo, og Robin Zander synger om, at han falder for store øjne, hvilket er ret ironisk, når hans publikum jo hovedsageligt havde ret små af slagsen. Cheap Trick havde på studiepladerne aldrig lavet noget, der var længere end 5½ minut. Det var de dog ikke bange for at gøre med endnu en hidtil uudgiven sang ved navn Need Your Love, der ganske vist varer næsten 9 minutter, men tiden flyver virkelig, når man er i selskab med god musik. Det her er Rick Nielsens nummer. Intet mindre. De andre spiller selvfølgelig også på det, men langt størstedelen af sangen er bare helt utrolige guitarsoloer. Hvis jeg lige bliver lidt ved de lange guitarsoloer, så er det lige det, de første 2 minutter af deres cover af Fats Dominos Ain’t That A Shame består af. Rick Nielsen lyder uden tvivl ikke som en dårlig guitarist på studiepladerne, men her lyder han vanvittigt godt.

Hvis man virkelig vil se, hvor meget en liveudgave kan overgå en studieudgave, skal man ikke kigge længere end I Want You to Want Me, der faktisk altid har været en af de bedste Cheap Trick-sange, men den når helt utrolige højder på denne plade, hvor Robin Zander ikke blot lyder mere oprigtig end nogensinde, men der sker næsten altid et eller andet nyt interessant på guitaren. De følger op på denne med en dengang ganske nyligt udgivet sang, der i dag er et af deres mest kendte sange; Surrender, er en rigtig energisk, følelsesrig sang i denne udgave. Det er måske bandets bedste værk, og som man lærer den bedre at kende, bliver den hurtigt umulig ikke at nynne lidt med på. Bandet siger farvel med Goodnight Now, en afslutningsudgave af Hello There, men som med så mange koncerter, kan bandet ikke dy sig for at spille et ekstranummer. Og intet nummer kunne gøre det job bedre end Clock Strikes Ten, som nok er en af de bedste sange fra In Color. Det er igen en fed fortolkning af sangen, og man begynder lidt at ærge sig over at denne oplevelse er slut nu. Man får lidt lyst til at se dem live, efter man har hørt sådan en god plade.

448 – Cheap Trick – In Color (1977)

Det amerikanske band Cheap Tricks andet album, In Color, udkom i 1977, og det er fyldt med powerpop af højeste kvalitet. Pladens åbningsnummer, Hello There, er kun halvandet minut langt, men det åbner albummet rigtig godt, og siden er det blevet brugt som åbningsnummer til mangen Cheap Trick-koncert. Der er virkelig gang i det, og så er det utrolig fængende. Det viser på imponerende vis, hvordan man ikke behøver at gentage noget specielt mange gange, før det er fængende – omkvædet bliver sunget sølle to gange, og alligevel er sangen umulig at få ud af hovedet, og i koncertform har den også fået et tilsvarende afslutningsnummer ved navn Goodbye Now, der kører over samme melodi. Og efter denne sang kommer stribevis af ligeså fængende sange, der dog er en del længere. De er alle mellem 2½ og 4½ minut, så de er ikke specielt svære at sluge, og de er generelt ikke specielt vovede, hverken musikalsk eller lyrisk. Det er meget, meget simple lyriske emner, man finder på In Color, og mens dette selvfølgelig gør, at teksterne er knap så dybe, er samtlige sange rigtig lette at gribe fat om.

Den simpleste af dem alle er den mest berømte, I Want You to Want Me, og den viser rigtig godt, hvor sublimt denne simplicitet kan virke. Versene er stort set bare titlen, gentaget igen og igen, hvor ordet “Want” bliver erstattet med “Need”, “Love” og “Beg”. Og resten af sangen er virkelig heller ikke svært at forstå. Det er en af verdens simpleste kærlighedssange, men den fungerer rigtig godt. Og igen, så er melodien virkelig noget at bide mærke i. Den er bare umulig at få ud af hovedet. Alle melodier er skrevet af Rick Nielsen, som er ham fyren med kasketten, som du ikke kan se på coveret. Du kan se ham på bagsiden. Det er en meget morsom intern joke hos bandet, og det er sådanne små finurligheder, der gør dem specielle. En anden finurlighed er Rick Nielsens berygtede femhalsede guitar, hvorpå han sjældent spiller på mere end to af halsene og næsten aldrig rører han den nederste hals. Men han er så sandelig også god til at skrive rigtig fængende musik. Ikke et nummer sidder ikke godt fast efter et par gennemlytninger, og mange gange har jeg fanget mig selv i at synge med, uden at jeg bemærkede det før halvandet minut inde.

Sangene er fra start til slut generelt rigtig kække og lystige. Nogle er meget bløde, f.eks.  I Southern Girls og den førnævnte I Want You to Want Me, men rigtig ofte går det faktisk over i at være hård rock. De hårdere numre er opført meget i stil med åbningsnummeret, Hello There, altså med masser af attitude og kraftige guitarer. Der er virkelig gang i den på numre som Big EyesClock Strikes Ten og Come On, Come On. Disse numre er godt blandet sammen med de blødere numre, så det føles godt flydende, og heldigvis er der også numre som Downed, Oh Caroline og So Good to See You, der ikke så let lader sig kategorisere så let som enten det ene eller det andet. Dog er Nielsens letsindige, simple, måske endda en kende fjollede melodier og tekster konsekvente nok, til at man kan mærke en rød tråd i musikken. In Color har hele vejen igennem rigtig fængende melodier og masser af personlighed, og albumstrukturen er der ikke noget i vejen med heller. Det er ikke specielt intellektuelt udforerende, men det er powerpop sjældent – det er bare en simpel, sjov oplevelse.

451 – MC5 – Back in the USA (1970)

I 1969 debuterede MC5 med live-albummet Kick Out the Jams, der var noget af det hårdeste, groveste, mest rebelske rockmusik endnu havde budt på, og det er opfattet som en af de vigtigste forgængere for punkmusik. Og de fleste kender ikke så meget til resten af deres diskografi, men året efter udgav de deres første studiealbum, Back in the USA. Det er et helt, helt andet væsen end Kick Out the Jams. Den store indflydelse for alt på Back in the USA er nemlig rock and roll fra 50’erne, hvorfor albummet da også er navngivet efter en Chuck Berry-sang, som de da også slutter af med at lave et cover af. Nu var punk stadig ikke rigtig en genre, men de har dog gjort deres lyd meget grimmere og vildere end Chuck Berry, Bill Haley, Little Richard eller Elvis Presley, og det er især tydeligt, når man tager pladens to covers, åbningsnummeret Tutti Frutti, oprindeligt af Little Richard, og førnævnte afsluttende titelnummer, og sammenligner dem med originalerne. Mellem disse er der dog 9 andre sange, og en god portion af dem fortjener mere genkendelse, end de får.

Efter deres utrolig hurtige udgave af Tutti Frutti leverer de to ligeledes rigtig hurtige, energiske, denne gang originale numre i form af Tonight og Teenage Lust. De er rigtig gode til at tilføje deres eget mere beskidte præg til denne klassiske rock and roll-lyd. Sangene lyder ikke rigtig som taget direkte fra den tid, især på grund af mange af de lyriske urenheder, og melodierne føles også en smule for punkede, men man kan tydeligt høre elementer af klassikerne. De er dejligt lette at sluge, og de er generelt rigtig sjove. De fleste sange på albummet er forholdsvis korte, og den længste sang, Let Me Try, som kommer derefter, er nok også uden tvivl den værste. Den er langsom, intetsigende, og melodien fremprovokerer virkelig ingen følelser. Der kommer hurtigt fut i fejemøget med Looking At You og High School, som virkelig udnytter melodiernes simplicitet til deres fordel. Det er letsindigt og sjovt, og det er faktisk også ganske dynamisk. Og så kommer pladens måske mest fængende originale sang i form a testosteron-bomben Call Me Animal, som også virkelig er hvert sekund værd.

Lidt politiske vover de endda at blive på The American Ruse. Politik ville blive vigtig del af punkmusikken. Den handler om at den amerikanske ungdom blev malet ind i et hjørne af regeringen, og de har rigtig grov attitude, og man kan let høre, hvor stor en betydning, de har haft på punkmusikken. Da kommer Shakin’ Street der på ret uimponerende vis vender tilbage til de simplere tekster om sex, stoffer og rock ‘n’ roll tidligere på albummet. Den er sjov og fængende nok, men som opfølger til The American Ruse tager den langt færre chancer, end man håber på. Det næstsidste nummer, The Human Being Lawnmower vender heldigvis tilbage til det politiske ved at hakke groft ned på amerikanernes deltagelse i Vietnamkrigen. Og som tidligere nævnt slutter den af med et cover af Back in the USA af Chuck Berry, og denne sangs glæde for fædrelandet får pludselig en meget ironisk klang, når den høres lige efter en så kritisk sang som The Human Being Lawnmower. Back In The USA er fyldt med dejlig punket rock and roll. Det er en forfriskende drejning på genren, men man kunne godt ønske sig, at der var lidt mere variation mellem numrene. Den er dog under en halv time lang, så det når aldrig rigtig at blive til et større problem.

460 – Alice Cooper – Love It to Death (1971)

I slutningen af 60’erne og starten af 70’erne var heavy metal ved at opstå, og et af de absolut største og mest provokerende navne i genren var Alice Cooper med sit band af samme navn. De gjorde sig for alvor store med albummet Love It to Death fra 1971. Noget af Alice Coopers succes skyldes ikke kun musikken. På samme måde som mange andre musikere ville gøre det efter ham – inkl. David Bowie, New York Dolls, Kiss og Sex Pistols – fokuserede de i lige så høj grad på imaget som på musikken. Alice Coopers musik nydes uden tvivl bedst, når man kender konteksten om blod, makeup og vilde sceneshows. Mange blev forargede, og når man lytter til musikken alene – især nu til dags – kan det være svært at forstå, men de tog livemusikken til et nyt niveau. Før dem var stort set kun The Stooges nær så berømte for deres image. Men jeg anmelder ikke images, jeg anmelder musik, så jeg må heller tage at komme ind på musikken.

De er generelt ret hårdtslående musik, især efter den tids standarder, og den er ofte ret vred i tonen. Albummet åbner med tre vrede, punkede sange, alle på 3 minutter. De er ungdommelige og rebelske, men mest af alt er de dejlig dynamiske og sjove. Det er svært at være vred, når man hører på Caught in a DreamLong Way to Go, eller især den klassiske I’m Eighteen. Efter disse kommer noget helt andet: Black Juju er lige så langt som de tre første numre sammenlagt, og det drives i høj grad af orgel og trommer – meget atypisk Cooper, men stadig et rigtig fedt nummer. Der vendes tilbage til den mere typiske tidlige metal-lyd, når B-siden begynder. Numre som Is It My Body og Hallowed be My Name lyder meget som noget de samtidige Black Sabbath ville kunne finde på at lave – de makabre sceneshows og hele Alice Cooper-mytologien virker meget overbevisende på disse demoniske numre. Efter at virke så triumferende og dominerende vender de det på dynamisk vis om: Second Coming og Ballad of Dwight Fry er fortvivlede og desperate, og især sidstnævnte lyder oprigtig til trods for sin enorme overdrivelse.

Love It to Death slutter med noget ganske atypisk for bandet. Alice Cooper laver her et cover af en dengang ti år gammel folk-sang ved navn Sun Arise, oprindeligt af Rolf Harris. Den er virkelig ikke noget specielt, især ikke i albummets kontekst, eller hvis man tænker på det som et cover. Den er alt for lalleglad og fjollet, og melodien udvikler sig utrolig lidt, så de 4 minutter, sangen varer, ender med at være meget af det samme igen og igen. Det fungerer ikke som et klimaks til albummet, og det fungerer ikke til at opsummere resten af det. Det er ret trist, for resten af albummet er spækket med fantastisk tidlig punk og metal, som virkelig holder, selvom det ikke på nogen måde er nær så chokerende i dag. Men selvom Alice Cooper og chok-faktor hænger sammen, så klarer musikken sig for det meste også på egen hånd takket være dynamik, stemning og kraft. Det er et historisk vigtigt album, og det er også rigtig godt, og uden tvivl et, ingen fan af punk eller metal bør undgå.

472 – Def Leppard – Hysteria (1987)

Jeg vil ikke forsøge på at overbevise nogen som helst om at Hysteria af Def Leppard er et revolutionerende kunstværk, der kan ændre din opfattelse af hvad man kan opnå med musik. For Def Leppard er bare fis og ballade, og når de lægger meget i at være fuldstændig hysterisk latterlige, er de da også bedst. Albummet åbner også med den ene fjollede sang efter den anden, og de første 6 sange blev alle udgivet som singler, så de er nogle af deres mest berømte sange. Selvfølgelig betyder det, at næsten alt det, man i forvejen kender, er i starten af pladen, hvilket kan gøre den sidste halvdel kedelig i starten, men selv efter gentagne gennemlytninger føles numre som Gods of War og Don’t Shoot Shotgun som om, de mangler det enorme hysteri, som Def Leppard ellers repræsenterer så godt i starten med klassikere som Pour Some Sugar on Me, Rocket, Love Bites og Armageddon It. Måske er de faktisk stadig lige så energiske og latterlige som i starten, men efter en halv time af den slags, føles de uden tvivl ikke nær så stærke.

Til gengæld er de bedste numre simpelthen umulige at kede sig til. Women, Rocket, Animal, Pour Some Sugar on Me og Armageddon It repræsenterer alt det, ikke blot Def Leppard, men hele hair metal-genren i det hele taget blev så populær af, nemlig den absolutte forkastning af alt seriøst her i verden. Imellem Animal, og Pour Some Sugar on Me finder man Love Bites, der nok er en af de få mere triste hair metal-sange, som rent faktisk er til at holde ud. At være latterligt melankolsk er rigtig sjældent morsomt, men Def Leppard formår rent faktisk at gøre det. Deres selvironi er ufatteligt tydelig, og det føles som at se et dramatisk b-film-drama, hvor skuespilleren på ingen måde kan opføre sig oprigtigt trist, hvorfor han da bare tudbrøler over selv de mindste småting. Som pladen da skrider frem, bliver det meget tydeligt, at den ikke er specielt dynamisk opbygget. Næsten hver eneste sang er konstant vild, og efter en time i Def Leppards selskab, vil man nok allerhelst høre noget med mindre råben og skrigen.

Hysterias sidste halvdel er generelt svagere – meget af det samme som på første halvdel, og ikke i nær så latterlige grader. Run Riot og Hysteria er nok de to bedste undtagelser til denne generalisering. Run Riot er fængende og energisk, og riffe tlyder ikke som noget andet på albummet. Hysteria er derimod nok den eneste oprigtigt lydende sang, Def Leppard nogensinde har skrevet. Den er ikke noget at græde over eller noget, men det er rigtig befriende, at man får denne ene sang, der rent faktisk tager sig selv seriøst. Hvis du er til overdreven hair metal, så er Def Leppards Hysteria en af de mest gennemgående sjove og lystige plader, man kan finde sig. Den har uden tvivl nogle skønhedsfejl, men præcis som hvordan de ikke tager sig selv for seriøst, så skal lytteren helst heller ikke. Hvis du tager din musik for seriøst, så burde du nok holde dig fra næsten al hair metal. Hysteria er, hvad det er, og det kan så være både godt og skidt.

487 – The Smashing Pumpkins – Mellon Collie and the Infinite Sadness (1995)

I 1991 udgav Nirvana sangen Smells Like Teen Spirit, som absolut vendte populærmusikkens verden på hovedet. Utallige andre alternative rockbands fik succes efter denne sang. Nogle af dem udgav deres debuter kort tid efter, og andre fik endelig deres længe ventede gennembrud, da Nirvana tog verden med storm. F.eks. havde et band ved navn the Smashing Pumpkins udgivet et ellers meget rost debutalbum ved navn Gish et par måneder før Nirvanas gennembrud, men det solgte ikke specielt godt. 2 år senere udgav de Siamese Dream, der solgte rigtig godt, og i dag er det opfattet som et af årtiets bedste albums. Forsanger Billy Corgan blev derfor rigtig ambitiøs efter det, og i 1995 udgav de dobbeltalbummet Mellon Collie and the Infinite Sadness. Corgan har sagt, at han ikke ser det som et konceptalbum, men han arbejdede rimelig konceptuelt med albummets opbygning. Disk 1 repræsenterer dag, og disk 2 repræsenterer nat, og dertil følger stemningerne på sangene.

Det kunne jo være let at tænke på denne idé som noget simpelt, nemlig at dagen er varm og natten er kold. Det er bare ikke så simpelt, for mange af dagsnumrene er virkelig ikke varme: Zero, Bullet With Butterfly Wings og Fuck You (An Ode to No One) er blot nogle få eksempler – på samme måde er nattenumre som We Only Come Out at Night, 1979 og Beautiful. Nej, det er nok rettere de tanker, Corgan tænkte om dagen og om natten i sin ungdom. Det meste af dagen bliver nok brugt i selskab med andre, og det meste af natten bliver nok brugt i drømmeland, og det passer helt perfekt med musikken. Og disk 1 lader meget til at afspille en dag for en asocial ung mand. Den starter med den håbefulde Tonight, Tonight, der nok må betyde at han bare ser frem sig til at dagen er slut. Og resten af dagen går også bare løs med enorme vredesudbrud. Der er heftig brug af tung guitar, og Corgans nasale stemme udtrykker følelser en masse. Han vræler og skriger igennem mange af numrene, og man får et godt indblik i, hvordan hans følelser var, da han ikke havde mulighed for at udtrykke dem på samme måde.

På disk 2 bliver det som sagt nat, og her træder vi ind i drømmeland. Corgan drømmer om da han var yngre, om hvordan det hele nok skal blive bedre, og han har også et par grumme mareridt. Et mareridt er endnu værre end hans virkelighed, så derfor føles denne verden mere fantastisk og uvirkelig – ja, næsten dystopisk, som han synger sange som Bodies, X.Y.U. eller Tales of a Scorched Earth. Andre gange beroliger han sig selv, stadig i et meget drømmende univers: We Only Come Out at Night er en fantastisk drømmeverden, som ikke rigtig har noget med virkeligheden at gøre, hvilket netop gør den så fristende for Corgan at flygte til. 1979 tænker tilbage på da Corgan var ca. 12 år gammel, og den lyder af ren nostalgi. I bund og grund handler den i sig selv om at få det bedste ud af en forfærdelig situation, og i albummets kontekst drømmer Corgan om dengang, han kunne netop dette. Mellon Collie and the Infinite Sadness er ganske vist dobbelt så lang som Siamese Dream, så det kræver at du rigtig godt kan lide alternativ rock, men hvis du kan, er der masser af guf at komme efter.