Tag-arkiv: Folk-rock

201 – Simon & Garfunkel – Parsley, Sage, Rosemary & Thyme (1966)

Udgivet den af
Svar

I 1966 fik en folk-duo bestående af Art Garfunkel og Paul Simon, der i fællesskab blot hed Simon & Garfunkel, deres gennembrud med pladen Sounds of Silence, og allerede senere samme år udgav de opfølgeren Parsley, Sage Rosemary & Thyme. Denne plade gjorde sig meget bemærket ved dels at have en mere psykedelisk lyd til at binde musikken sammen, men også dels ved at sangene stod i stærk kontrast til hinanden. Åbningsnummeret Scarborough Fair/Canticle er meget svævende og langsomt, og der er noget virkelig hypnotiserende over måden, hvorpå sangen bevæger sig rundt. Som total modsætning er det andet nummer Patterns et meget dramatisk nummer med eksotisk percussion og en meget konfronterende attitude. Og således er mange sange på pladen bare virkelig forskellige fra hinanden, og det ender med at have en enorm indflydelse på pladens kvalitet og dynamik. Sagen er nemlig, at pladen end ikke er en halv time lang, men ligeledes er de individuelle numre sjældent mere end 3 minutter lange og ofte meget kortere, så man får bare som lytter konstant noget nyt at tygge på.

Med undtagelse af de to covers, Scarborough Fair og Silent Night, er samtlige sange skrevet af Paul Simon, og selv disse to er blevet ændret så meget på, at titlerne måtte blive udvidet. Paul Simon har et helt fantastisk øre for melodier, og sammen med Art Garfunkel skaber han nogle virkelig smukke vokalharmonier på visse numre. På nogle numre er Garfunkel i fokus, og da bliver det meget følsomt, meget smukt, nærmest operatisk, og når Simon er i fokus, så bliver det lidt mere kækt, men det bliver også lidt indadvendt på en virkelig tiltalende måde. Igen, dette sørger for, at pladen føles levende, men det gør også, at ingen af disse metoder bliver for brugt. Det gør, at man kan mærke det hver gang, og da pladen er kort, så føles det aldrig som om, det er bare på kanten til at blive forudsigeligt. Det gør også, at man kan lytte til pladen mange gange, og så bliver man i stadighed glad over det. F.eks. synes jeg altid at A Simple Desultory Phillippic (How I Was Robert McNamara’d into Submission) er et hylemorsomt nummer. Det er en parodi på Bob Dylans nye, mere elektriske lyd og vokalstil, og det er helt fantastisk. Og det lyder faktisk godt.

Der er to numre, der virkelig gør Parsley, Sage, Rosemary & Thyme til et mesterværk, og de er at finde i hver ende. Jeg har allerede snakket lidt om åbningsnummeret Scarborough Fair/Canticle, der jo er en gammel folkesang blandet med nyt Simon-skrevet materiale. På samme måde er afslutningsnummeret 7 O’Clock News/Silent Night den klassiske julesang sunget virkelig smukt af Simon & Garfunkel, og det ville i sig selv være et godt nummer, der bare ville virke underligt i sammenhængen. Julesangen handler jo som bekendt om fred, glæde og den magiske følelse, julen bringer med sig. Paul Simon indfører dog sit eget lille twist – han lægger en falsk radioavis indover, der dog fortæller fuldkommen sandfærdige nyheder. Vi hører om racisme, mord, afhængighed, krig og USA’s trang derefter. Jeg fik en klump i halsen, da jeg for første gang hørte linjen “Nixon also said opposition to the war in this country is the greatest single weapon working against the U.S.”. Det er en stor måde at afslutte sådan et kort album. Og selvom sangen kun gør pladen to minutter længere, så føles albummet pludselig meget større. Parsley, Sage Rosemary & Thyme er et mesterværk.

206 – Cat Stevens – Tea for the Tillerman (1970)

Udgivet den af
Svar

Når vi har Bob Dylan, Arlo Guthrie og Nick Drake kan det være let at overse Cat Stevens i den store vide folk-verden, også selvom han nok havde en lettere tilgængelig lyd end sine konkurrenter. Mange mener, at Stevens toppede med pladerne Tea for the Tillerman og Teaser and the Firecat i starten af 70’erne, og hvor jeg aldrig har hørt Teaser and the Firecat, så kan jeg godt tilslutte mig rosen, Tea for the Tillerman får. Den har nogle af mandens bedste numre på sig, heriblandt Where do the Children Play, Father and Son og over dem alle den fantastiske Wild World. Det er nogle stærke melodier, og Stevens lægger mange følelser i det hele. Han er meget god til at få numrene til at føles store, selvom de på overfladen er ret små. Et nummer som Hard Headed Woman starter ret stille og sørgmodigt, men sangen ender med at være en brav søgen på kærligheden. Der kommer noget desperation i hans stemme og guitar, men der kommer ikke så meget, at det føles fjollet.

På samme måde føler man først virkelig omsorgen på Wild World til sidst, hvor han tøver lidt på omkvædet. Det er som at få et enormt kram. Den sang er desuden vildt fængende. Stevens bruger guitar på de fleste af disse sange, men han gør sig nogle undtagelser – f.eks. på Sad Lisa, hvor den kun optræder ganske sporadisk. Denne sang bygger mest af alt på klaveret, og det er ret genialt gjort. Det gør, at sangen føles endnu mere dramatisk end den i forvejen er, at den er omgivet af sange, der føles så anderledes. Sad Lisa er dog en af de mere simple og ensformige sange, så jeg kan godt forstå, at den ikke er blevet så populær uden albummets kontekst. Samme følelser har jeg for Longer Boats, der ganske vist ikke er en så ensformig sang igen. Den kunne nok være blevet det, hvis det fængende, simple og lettere irriterende omkvæd blev gentaget mere. Det store problem er rettere, at sangen lige når at blive lidt større i lyd, og så er den pludselig forbi. Det er et problem, som et par af de svagere sange på pladen har til fælles.

Jeg må dog sige, at Stevens som både sangskriver og optrædende er ganske konsekvent, og da pladen ikke er særlig lang, når man ikke at opdage mange mønstre hos ham, så det føles stadig friskt. Der er nogle små ting ved et par sange, der ikke appellerer til mig, men selv sange som Longer Boats har noget at komme med, der ikke er andre steder på pladen. De fleste af sangene på Tea For the Tillerman er mellem tre og fire minutter. Hertil er der tre undtagelser. Den første, But I Might Die Tonight udnytter sine to minutter glimrende, man har slet ikke brug for mere af den, men det man har er solidt. Til gengæld bliver den 5 minutter lange On the Road to Find Out ret ensartet mod slutningen, sikkert delvist fordi, dens hook ikke er så stærkt. Den 1 minut lange Tea for the Tillerman er også et meget antiklimaktisk afslutningsnummer. Det starter rigtig godt, og så er det pludselig slut. Nummeret har et dynamisk højdepunkt, men det varer jo knap nok et sekund, og ellers er sangen ret stille. Selv med alle disse små problemer, så holder Tea for the Tillerman virkelig godt, og hvis du kan lide folk, er det nok noget for dig.

208 – Neil Young & Crazy Horse – Everybody Knows This Is Nowhere (1969)

Udgivet den af
Svar

Folk-rock-gruppen Buffalo Springfield havde udgivet tre plader, før de gik hvert til sit. Mange af medlemmerne gik videre til andre projekter, og nogle startede endda succesfulde solokarrierer. Den mest succesfulde blandt disse var uden tvivl Neil Young, der i 1968 udgav sin solo-debut, Neil Young. Året efter udgav han sit første album med sit band Crazy Horse, som han har arbejdet sammen med på mange albums sidenhen. Albummet hed Everybody Knows This Is Nowhere og starter med nummeret Cinnamon Girl, der bare er fuldkommen pragtfuldt. Åbningsriffet er så cool, og lyden, der er en blanding af hård rock og country, er meget forfriskende. Det er en virkelig simpel sang, der ikke udvikler sig meget, men der er da et b-stykke omtrent 2 minutter inde efterfulgt af en guitarsolo, og mere har man ikke rigtig brug for. Nogle klappelyde kommer og går, og det hjælper meget til den rå lyd, at det ikke er så konsekvent. Der er lidt mere folk og country over titelnummeret, der dog stadig tydeligt er en rocksang. Den leger flot med stemningen, der skifter ganske naturligt mellem vers og omkvæd. Mændene med de lyse stemmer i koret til omkvædet er også bare skønne og særprægede.

Round & Round (It Won’t Be Long) er ikke særlig rocket, og den er uden tvivl langsommere såvel som mere stille end de to foregående numre. Den er meget trist, og Neil Youngs spinkle stemme bliver så dejligt øm herpå. Den fumler meget rundt i det samme groove i lang tid, men det bliver virkelig fængslende. Der bliver skruet op for lyden igen på Down By The River, den 9 minutter lange klassiker, som uden tvivl er pladens mest populære nummer. Melodien udvikler sig mere herpå end tidligere, og derfor føles sangen slet ikke så lang. 2 minutter inde begynder en virkelig interessant, lang guitarsolo, som ikke alene er meget imponerende, men den er også kreativt udført. Rytmeguitaren er samtidig ret uforudsigelig, hvilket gør sangen mere interessant. Først efter 3 minutters solo kommer vokalen tilbage, og efter et minut med denne kommer der mere solo, og sådan kører sangen som sådan hele vejen igennem, men det er godt lavet, og solo og sang passer godt sammen. The Losing End (When You’re On) er nærmest bare elektrisk country, og Neil Young udmærker sig virkelig her som historiefortæller og sanger. Han får et musikalsk ret forudsigeligt nummer til at føles meget større end ellers.

Running Dry (Requiem for the Rockets) var jeg faktisk forberedt på at kalde for albummets svageste nummer, det eneste jeg ikke var særlig glad for. Det sker bogstavelig talt, mens jeg skriver dette, at jeg lytter til nummeret igen, og pludselig er det virkelig smukt, dramatisk og forud for sin tid. Violinen er en vigtig del af dette, og det samme er Youngs stemme. Det, der fik mig til ikke at kunne lide denne sang var tomheden, nummeret var ubehageligt. Dette nummer er virkelig ubehageligt, det er helt vildt. Og det er nok også derfor, at jeg nu bare elsker det. Det er vidunderligt. Pladen afsluttes af en ti minutter lang sang med titlen Cowgirl in the Sand. Der er igen meget fokus på en lang guitarsolo, der sætter det dramatiske nummer flot op og får Neil Youngs stemme til at lyde virkelig stor og vigtig. Ligesom med Down by the River er størstedelen her lange guitarsoloer, og her fungerer de også bare fantastisk sammen med versene, men det er på en helt anden måde. Det lyder stort, og det runder virkelig flot en fuldkommen fantastisk plade af. Jeg var ikke forberedt på at elske den så højt efter de første gennemlytninger, men det endte altså sådan.

224 – Bruce Springsteen – Nebraska (1982)

Udgivet den af
Svar

Bruce Springsteen overrasker mig konstant med kvaliteten på sine albums. Ikke fordi jeg ikke fatter, at han er dygtig, men bare hvor gennemført og imponerende hans musik er, det er ikke noget som særlig mange andre heartland-kunstnere kan præstere. Heartland-rock er dog ikke det, hans sjette studiealbum, Nebraska fra 1982, bør blive defineret som. Det er mest af alt folk – ikke engang folk-rock, bare folk. Han spiller selv alle instrumenterne på pladen, og dem er der ikke så mange af. Når det er helt vildt, trækker han et orgel eller en synthesizer frem, og af og til får guitaren selskab af en mandolin. Han leger også lidt med klokkespil, men der er stadig fokus på hans stemme, hans guitar og hans mundharmonika. Der er altså ingen bas og ingen percussion udover en sporadisk tamburin. Han har altså sat alting ned til det helt nøgne, hvor kun sangskrivningen og opførslen er vigtig. Der er intet fancy, til at distrahere dig fra noget som helst. Sangene på pladen er demoer, som oprindeligt skulle være optaget med bandet, men Springsteen valgte bare at udgive dem på egen hånd.

For at gøre omstændighederne endnu mere besværlige, så er mange af sangene ret stille og triste. Man kan sige dette om alle sangene med ulige tracknummer. Det er næppe helt tilfældigt. For sjov har jeg prøvet at springe alle de lige numre over, og pladen falder fuldkommen til jorden. De langsomme sange er ganske vist virkelig smukke, og Springsteen er mere poetisk og tænksom end han ellers nogensinde har været, men det ender med at blive kedeligt og ensformigt. Og jeg elsker ellers alle de stille numre, især titelnummeret og Highway Patrolman, men jeg må indrømme, at de lyder ret ens. Det er dog ikke noget, man tænker over, når man bare lytter til pladen fra ende til anden. Så tænker man blot, at det er nogle virkelig smukke sange. Samtidig fungerer de mere energiske sange ikke helt på egen hånd. Da jeg prøvede at høre dem uden de langsomme, føltes det bare som en opsamling, fem rigtig gode sange, alle lavet i en lidt lo-fi folk-stil, men derudover havde de bare ikke noget med hinanden at gøre. Det er fascinerende, hvad god albumstruktur kan gøre.

Det er helt utroligt, hvad Springsteen formår at gøre med et så simpelt setup og en så rå lyd. Det er meget let at føle med ham, og især på så hjemsøgte numre som State Trooper  er det let at få en klump i halsen. Selv på mere poppede numre som Atlantic City og Johnny 99 kan man mærke, at der er virkelig store følelser på spil, og det er en kvalitet, jeg ikke har set magen til på nogen anden Springsteen-plade. Bruce Springsteen har jo alle dage været kendt for sin let tilgængelige, glade og folkelige rockmusik, og Nebraska viste en hel ny side af ham. Der er noget punk over det – ikke i lyden eller sangskrivningen, men rettere æstitikken. Det er langsommere og mere klart, simpelt og stille i lyden end på nogen anden Springsteen-plade, og hans stemme er end ikke så forskellig fra f.eks. The River, men han laver alligevel med Nebraska en af de grimmeste plader, stilarten havde set. Og den er til den dag stadig noget unikt. Jeg har svært ved at nævne en eneste anden plade, der er til at sammenligne med Nebraska, og det er noget af en præstation. Det er en helt utrolig plade, som alle og enhver bør give en chance – selv hvis du ellers ikke kan udstå Springsteen.

232 – The Byrds – Mr. Tambourine Man (1965)

Udgivet den af
Svar

Man kan få lidt ondt af et band, hvis største hit er et cover. Men det har jo aldrig stoppet Aretha Franklin, Marvin Gaye, Janis Joplin eller Jeff Buckley, og det stoppede på ingen måde The Byrds. Deres fantastiske cover af Bob Dylans Mr. Tambourine Man var ikke blot deres første og største hit, det var også en sang, de var utrolig stolte af. Den kom til at give navn til deres debutalbum, og ideen med at lave en mere elektrisk, psykedelisk udgave af en Dylan-sang gentog de også – der er hele 4 af slagsen blandt pladens 12 tracks. Lad mig lige som stor Byrds-fan sige, at det normalt er sådan noget, der gør en gruppe til et one hit wonder. Wild Cherry undgik ikke at hitte igen, fordi de ikke var gode musikere, de hittede ikke igen fordi de bare prøvede at gentage Play That Funky Music en masse gange. Foruden de 4 Dylan-covers fortolker de også Pete Seegers The Bells of Rhymney og Vera Lynns We’ll Meet Again. Det er så halvdelen af pladen, men de gør det faktisk rigtig godt. De mange covers sørger de for at forene nydeligt med deres flotte lydbilleder.

De er dog også ganske glimrende sangskrivere på egen hånd. Man behøver ikke at kigge meget længere end til track 2 for at opdage dette: I’ll Feel a Whole Lot Better er en fantastisk skrevet popsang, der virkelig hænger godt sammen. Og den lyder helt unikt af The Byrds. Der er mange små finurligheder, der gør dette til et mesterværk. Men måske skjulte Gene Clark, der har skrevet de fleste originale sange, sine sangskrivningstalenter lidt væk. Det føles nemlig som om, der er en del fyld. Forud for denne anmeldelse har jeg lyttet til denne plade adskillige gange, den er nemlig utrolig kort. Selv med alle de gennemlytninger, så har jeg svært ved at få særlig meget ud af de originale sange. Jeg elsker virkelig den dystre stemning på I Knew I’d Want You og Here Without You, men angående sangskrivning, så er der ikke så meget at komme efter. It’s No Use og Don’t Doubt Yourself, Babe er nogle mere spøjse sange, og især den sidste holder ret godt. Denne er ikke skrevet af Gene Clark men af Jackie DeShannon specifikt til gruppen. Den eneste originale sang, jeg nu mangler at fortælle om er You Won’t Have to Cry. Der er heller ikke så meget at fortælle om, udover at Jim McGuinn er ret imponerende på guitaren, og at introen lover meget mere end sangen leverer.

Man skal dog virkelig være et forfærdeligt band for at ødelægge klassiske Bob Dylan-sange, for hvis nogen sangskriver har lavet udødelig musik, der ikke kan ødelægges af selv de værste, så er det Dylan. Men Byrds er ikke dårlige, de er faktisk helt fænomenale. Der er bare fyld på deres debutplade, det er der på så mange plader fra tilbage i 60’erne. Det bedste på denne plade er da foruden I’ll Feel a Whole Lot Better deres mange covers. Det er ikke kun af kommercielle årsager, at de fortolker så meget Dylan på denne plade. Det er også fordi, deres lyd er utrolig velegnet Dylans sangskrivning, også selvom de gør det vidt forskelligt fra ham. De sørger for at have meget lyd af hans folk samtidig med at sætte både noget rock og psykedelia i hans musik. Deres vokalharmonier er virkelig smukke, og Dylans bevidst manglende perfektion giver gruppen noget kant, der lidt mangler på mange af deres originale sange. Pete Seeger er som stor indflydelse for Dylan også perfekt for the Byrds, og deres cover af We’ll Meet Again runder faktisk virkelig flot pladen af med sin sentimentalitet. Mr. Tambourine Man er en fantastisk sang, en af de bedste nogensinde, og den har givet navn til en ganske god plade. Det er fristende at kalde den en usleben diamant, men den er rettere lidt mere poleret end hvad godt er.

233 – Simon & Garfunkel – Bookends (1968)

Udgivet den af
Svar

Paul Simon og Art Garfunkel var nogle af de største og dygtigste musikere i Amerika i 60’erne, og det beviste de med album efter album. Mange af deres største hits var på soundtracket til filmklassikeren The Graduate, hvortil de også lavede nyt materiale. Det største nye hit til den film var uden tvivl Mrs. Robinson, der handler om en af figurerne i filmen. Denne sang fik også lov til at optræde på deres næste album, Bookends. Man kunne være bange for, at sådan en sang bare var blevet hægtet på for at kunne sælge flere plader, men det forholder sig sådan, at sangen hele tiden var tiltænkt denne plade – teksten kom bare først, da de skulle lave soundtracket. Og man kan virkelig høre, at denne plade er velgennemtænkt. Den er ikke lavet for at være en hitparade, den er lavet som en oplevelse. Det første nummer, Bookends Theme er bare et halvt minut behageligt guitar, der introducerer pladen. Det næste nummer, Save the Life of My Child, er et af de mest atypiske Simon & Garfunkel-numre overhoved. Den starter ikke bare elektrisk, det er nærmest elektronisk. Der er et storladent gospelkor i baggrunden, og man kan også høre noget af The Sound of Silence blive spillet mellem versene.

Bookends er et konceptalbum, og første side handler om livets gang, og hvor Save the Life of My Child handler om spæd, så omhandler den rolige, optimistiske America om at være en ung mand, der drager mod fremmed land. Overgangen mellem de to sange føles helt naturlig, og det er den ligeledes mellem America og Overs. Der er faktisk en lang pause, men så bliver en tændstik strøget, og et lys tændes. Overs handler om at være voksen, og at opdage at ungdommen er forbi. Den bliver flot efterfulgt af interludiet Voices of Old People, der er en optagelse af gamle mennesker, der taler sammen på et plejehjem. Det er et god interludium, men 2 minutter er måske lige i overkanten for at introducere en sang på 2½ minut, men det er stadig en god introduktion til Old Friends, der handler om at være helt gammel og døden nær. Side 1 afsluttes af en længere udgave af Bookends Theme, der også indeholder vokal, der synger om en overstået tid, altså livet. Det er en smuk afslutning. Men hov – livet er slut nu, og der er kun gået 15 minutter. Vi mangler side 2!

Side 2 består af 5 ikke nær så tæt relaterede sange, men mange temaer går igen fra side 1. Det har dog nok mest af alt noget at gøre med Paul Simons vanlige idiosynkrasier i sangskrivningen. Der er nemlig temaer om både dødelighed, tid og modenhed. Foruden Mrs. Robinson skulle de fleste sange fra side 2 være sange, der oprindelig var tiltænkt The Graduate-soundtracket, men som ikke endte derpå. Men de er i hvert fald ikke blevet kasseret på grund af lav kvalitet, for disse 5 sange er alle fantastiske. De er noget af det bedste, Simon & Garfunkel har skrevet, og alle fire singler kom da også fra denne side af pladen. Kun den søde Punky’s Dilemma blev ikke til en single, og den er ellers ligeledes mesterlig. Og man lægger ikke rigtig mærke til, at de ikke hænger sammen med side 1. Side 2 afsluttes endda også med en sang om at være gammel og at tage i zoologisk have. Men At the Zoo føles alligevel som en antiklimaktisk afslutning. Jeg føler ikke, at pladen bliver særlig godt afsluttet. Jeg føler faktisk at pladen er mere fuldendt, hvis jeg kun lytter til side 1 end hvis jeg lytter til hele pladen. Men det er stadig en fortræffelig plade. Side 1 er en vidunderlig fortælling, og side 2 er nogle af gruppens bedste individuelle sange. Det kan jeg ikke klage meget over.

238 – Steely Dan – Can’t Buy a Thrill (1972)

Udgivet den af
Svar

Jeg har tidligere udtalt, at jeg er stor fan af Steely Dans tredje album, Pretzel Logic, men foruden den, havde jeg på det tidspunkt ikke hørt meget andet af gruppen. Jeg havde dog hørt nogle af deres mest populære sange, heriblandt Dirty Work, Reelin’ in the Years og Do It Again, alle fra deres debutplade, Can’t Buy a Thrill fra 1972. Det er faktisk netop Do It Again, der åbner ballet, og det gør den med maner. Jazzet percussion, lettere psykedelisk guitar og en sangstemme, der virkelig gør indtryk. Donald Fagen er ikke en vanvittigt dygtig sanger, og hans stemme er ikke særlig unik, men han sørger for at udnytte det, han har, virkelig godt. Han udtaler alle ordene virkelig spøjst, nærmest som var han i gang med at efterligne en blåhval som Dory gør det i Find Nemo. En bedre sammenligning har jeg ikke rigtig, ud over, at han virker lidt som en levende messingblæser. Ikke så meget i lyd som i funktion. Steely Dan sørger nemlig tit for at blande en del jazz ind i instrumenationen, men vokalen er stadig ret så vigtig, meget som hvordan keyboard og bas og alt det der kan være fint i et instrumentalt jazznummer af f.eks. Miles Davis, men uden hans trompet er det hele ret tamt.

Der er to andre sangere, men Fagen optager størstedelen af albummet. Backingvokalist David Palmer overlader Fagen til tangenterne på Dirty Work og Brooklyn. Jeg elsker ellers virkelig backingvokalerne på pladen, men jeg ville virkelig foretrække, hvis han holdt sig deromme, det er ikke så slemt på Brooklyn (Owes the Charmer Under Me), selvom han stadig mangler en del personlighed, men han gør versene til den ellers fantastiske Dirty Work til en ret tom oplevelse med sin tamme McCartney-efterligning. På Midnight Cruiser synger Jim Folder for, og han lyder lidt som Tom Petty, der gjorde sin debut 4 år senere. Det er faktisk ret forfriskende i alle tre tilfælde, for selvom de ikke måler sig med Fagen, gør det pladen mere levende, når der er variation i vokalen. Der er også meget variation i instrumenterne. Hvor der altid er lidt jazz i lyden, så er der f.eks rockede guitarsektioner på Reelin’ In the Years og Midnight Cruiser, og man kan mærke latinamerikansk inspiration på Only a Fool Would Say That.

Med alt det sagt, så er det ikke alle sange på Can’t Buy a Thrill, der er lige gode. Til trods for at være vældig sjov og usandsynligt fængende i versene, så er Change of the Guard en kende smagløs, og det føles bare som lidt af en typisk poprock-sang. Den kunne være lavet langt bedre af f.eks. Steve Miller Band eller The Guess Who. I det hele taget er de 4 sidste sange bare ikke nær så mindeværdige som de første par stykker. Jeg vil gerne lægge vægt på, at de stadig er flotte sange, og som en del af helheden fungerer de ret godt, men det er ikke som på Pretzel Logic, hvor hvert eneste nummer er meget mindeværdigt. Det har nok noget at gøre med, at de mod slutningen bare gentager idéer, der er blevet brugt før – med en spøjs undtagelse i Change of the Guard, der rettere gentager idéer, man tit hører fra andre bands. Og det er underligt, for noget af det, der gør Steely Dan til sådan en god gruppe er deres originale lyd, som stod kraftigt ud allerede her på debuten. Jazz og rock var blevet blandet før, men ikke tidligere på denne behagelige, bløde, men samtidig begivenhedsrige måde. Og ikke alene er det en unik tilgang, det er også godt udført. Can’t Buy a Thrill kan rigtig let anbefales.

258 – Grateful Dead – American Beauty (1970)

Udgivet den af
Svar

Nogle gange, har man en upopulær mening. Det er helt fint, men man føler af og til, at man bare mangler at opdage noget, alle andre har set. F.eks. synes de fleste, at American Beauty er en bedre Grateful Dead-plade end Workingman’s Dead, de udsendte tidligere samme år, men jeg synes stadig, at Workingman’s Dead er en stærkere og mere helstøbt oplevelse. Man kan vælge at ryste lidt på hovedet af det, men det er næsten umuligt at undgå at sammenligne disse to plader. Ikke alene blev de udgivet samme år, de repræsenterede sammen et radikalt skift for Grateful Dead. Gruppen havde i løbet af slut-60’erne arbejdet med eksperimentel, psykedelisk blues-rock, men i 1970 skiftede de for en stund karakter. Pludselig handlede det mere om korte, sjove folk-rock-sange, der kunne fortælle interessante historier og fremvise gruppens musikalske kundskaber på mere tilgængelig vis. Disse to albums er i meget samme stil, og hvis du beder en tilfældig person om at nævne en Grateful Dead-sang, nævner de som regel enten Touch of Grey eller en sang fra en af disse to plader. Men jeg taler udenom. Lad mig dykke ned i musikken.

På American Beauty får vi en masse folk-rock. Helt præcis får vi 10 sange, der på meget forskellige måder fremviser gruppens evner som sangskrivere. Ligesom på Workingman’s Dead starter American Beauty med et nummer, der er den rene lykkerus, og afsluttes af et tragikomisk nummer, der er umuligt at få ud af hovedet. Mellem de to åbningsnumre, foretrækker jeg nok Uncle John’s Band fra Workingman’s Dead over Box of Rain, men i selve sangskrivningen er disse to sange også meget forskellige. Box of Rain bygger langsomt op mod at blive lykkeligere og lykkeligere, hvor Uncle John’s Band bare er hyggelig fra starten. Box of Rain er et meget imponerende nummer på sine egne præmisser, men ligesom med Uncle John’s Band, bliver jeg usandsynligt glad, når jeg hører de smukke vokalharmonier. Truckin’, der afslutter American Beauty minder dog noget mere om Casey Jones. Begge er gode til at gentage det sygeligt fængende omkvæd tit, begge handler om at køre, og begge har referencer til kokain. Truckin’ er dog noget lettere at synge med på med god samvittighed, for selvom slemme ting sker for vores hovedpersoner, er de trods alt sympatiske.

Denne model fungerer virkelig godt på Workingman’s Dead, og derfor hjælper den også på American Beauty. Det gør albummet til en flot helhed, og det gør også alle numrene imellem rigtig lette at fokusere på. På Sugar Magnolia og Friend of the Devil bliver den lystige stemning fra albummet fortsat, og det imponerende samspil mellem instrumenterne bliver kun bedre. Sugar Magnolia har virkelig kreativt trommespil fra Bill Kreutzmann, og dette sammen med noget af den mest fuldendte instrumentation, gruppen nogensinde har lavet. Der er også en helt fantastisk vekslen mellem forskellige stemninger. Det er altid meget hyggeligt i hippiernes selskab, men undertoner er der masser af. Brokedown Palace er ganske vist meget entydigt trist, men de fleste andre sange sørger for at lege lidt med hvad, du kan dykke ned i. Der er også meget variation. Mange forskellige medlemmer agerer forsanger, og deres stemmer er meget forskellige. Nogle numre har meget input fra hvert medlem, f.eks. Ripple, mens Operator kun har et meget lille ensemble til at spille sangen. American Beauty er måske ikke min favorit i deres diskografi, men den er tæt derpå, og hvis du kan lide denne, så bør du virkelig også få lyttet til Workingman’s Dead.

259 – Crosby, Stills & Nash – Crosby, Stills & Nash (1969)

Udgivet den af
Svar

David Crosby fra Buffalo Springfield og The Byrds, Stephen Stills fra Buffalo Springfield og Graham Nash fra The Hollies slog sig i 1968 for at danne en supergruppe med det kreative navn Crosby, Stills & Nash, og ligeså kreativt fik deres første album året efter navnet Crosby, Stills & Nash. Alle tre mænd sang på denne plade, Crosby spillede rytmeguitar, og Stills spillede stort set alt andet undtagen trommer, hvilket nogle gæstemusikere tog sig af. Alle tre mænds stemmer arbejder sammen om nogle fantastiske vokalharmonier, der virkelig definerer gruppens lyd. Deres musik er ofte meget poppet, folk-inspireret rockmusik, som de fleste kan forholde sig til. Mange af de bedste numre er virkelig glade, sjove sange, som bare udmærker sig exceptionelt i dette felt. De to første på pladen, Suite: Judy Blue Eyes og Marrakesh Express er nok de bedste eksempler på denne kvalitet, for disse sparker lytteoplevelsen igang med et enormt smil på læberne. Selvom Suite: Judy Blue Eyes er en 4-sektioners-sang, der skifter ofte i tempo, stemning og endda også sprog, er det en virkelig fængende sang. Og med det guitarriff i starten, så er det klart, hvorfor dette skulle åbne albummet.

Selvom de mest kendte sange er den rene lykkerus, så er meget af Crosby, Stills & Nash virkelig dramatisk eller trist. Det er på disse numre, Stephen Stills’ imponerende guitarkundskaber er tydeligst. Især er de fremtrædende på Wooden Ships, der handler om vietnamkrigen. Det er malet meget flot op, og det føles som om, dommedag bliver beskrevet. Albumdynamikken på Crosby, Stills & Nash er meget veludført. Der er især to tidspunkter, jeg synes meget godt om. Det første er mellem Suite: Judy Blue Eyes og Marrakesh Express, hvor man får noget vrøvlesprog i lige 2 sekunder, og disse hjælper dels med at sætte orientens stemning igang, men derudover kommer den lige efter en brat afbrudt sektion af Suite: Judy Blue Eyes, der på det tidspunkt har eskaleret op mod en fuldkommen manisk lykkerus. Dette skaber en naturlig pause, der lader et nyt nummer begynde. Det andet er efter Wooden Ships, hvor den Simon & Garfunkel-inspirerede Lady of the Island. Orgelet fra Wooden Ships kører langsomt ud, og pludselig får vi så denne smukke ømme stemme. Den lyder nærmest omtumlet af guitareventyret fra før.

Det, der holder denne plade oppe, er en række af ganske simple elementer, de tre musikere mestrer til perfektion. Stærk, varieret sangskrivning, virkelig imponerende instrumentation, smukke vokalharmonier og en enormt god sans for stemning. Crosby, Stills & Nash mestrede virkelig hver eneste form for stemning, og de kunne også virkelig begå sig dynamisk. Højlydte, triste sange som Helplessly Hoping er virkelig smukke, men lige så smuk er den mere stille Lady of the Island. Den langsomme, sentimentale Guinnevere er endnu et højdepunkt på pladen, men sådan nogle overfalder virkelig bare hinanden. Selv forfærdeligt simple melodier som på Pre-Road Downs bliver behandlet med ydeste nænsomhed. På sådan en sang er der gjort ekstra meget ud af, at hvert eneste individuelle instrument sidder i skabet. Især guitaren på dette nummer er fed. Jeg ved ikke, hvordan Stills skaber den lyd, der nærmest lyder som om, guitaren bliver spillet baglæns. Hvis han indspillede spillede det hele baglæns og så vendte lyden om for at skabe en effekt, skal han i hvert fald have stor ros. I det hele taget  har mange af sangene virkelig meget finesse, og de lader til at være skrevet af store perfektionister. Og alt dette gør Crosby, Stills & Nash til et fantastisk album.

261 – Tracy Chapman – Tracy Chapman (1988)

Udgivet den af
Svar

Alle kender vendingen “one-hit wonder”, men på samme måde findes der mange one-album wonders. Navne som The Killers, Moby Grape, Arrested Development og selvfølgelig Tracy Chapman hører til i denne kategori, for de færreste har lyttet til mere end hendes første album, der simpelt nok hed Tracy Chapman. Med denne enorme sællert fik hun da også tre meget store hits: Fast Car, Baby Can I Hold You og Talkin’ ‘Bout a Revolution. Hendes stil er også lige det, der var in i slut-80’erne, nemlig middeltempo-sange opført med simpelt akkompagnement og stor fokus på følelser. I modsætning til Chicago, Gregory Abbott og Bette Midler, så havde Tracy Chapman virkelig noget på hjerte, og når man lytter til en sang som Fast Car, så føles det hele så nært, at det sagtens kunne være sket i virkeligheden. Man fornemmer, at Chapman kender til fattigdom og ulykke i familien. Om hun gør, skal jeg ikke gøre mig klog på, men det er fantastisk fortalt, og melodien går lige ind i hjertet. Hårde emner som revolution, fattigdom, racisme og vold i hjemmet bliver lige fra starten taklet på pladen. Sidstnævnte bliver behandlet på en kort sang uden instrumentation ved navn Behind the Wall, og denne behandling er virkelig effektiv. Man kan godt få en klump i halsen.

Selv på kærlighedssangene føles det meget nært og trist, mens Chapman samtidig formår at skabe virkelig fængende melodier, som man sagtens kan smile til og klappe med på. Og jeg elsker virkelig, når musikere gør sådan noget, for at kunne se på de samme sange fra forskellige vinkler. Det er sådan noget, grupper som Gang of Four og The Smiths var eksperter i nogenlunde samtidig, og Chapmans bedste numre fungerer næsten ligeså godt efter disse parametre. Men de fire kærlighedssange på pladen er også meget forskellige. Min favorit er uden tvivl den klassiske Baby Can I Hold You, som er rigtig let at tilknytte sig følelsesmæssigt med den stærke tekst, men også den mere energiske For My Lover og den følsomme If Not Now brillerer med deres gode melodier, som bliver i hovedet i lang tid. Afslutningsnummeret, den langsomme For You, føles virkelig som albummets følelsesmæssige klimaks. Som en individuel sang er den dog ikke særlig mindeværdig. Melodien er ikke helt fantastisk til at gribe lytteren, og instrumentationen har vi hørt før. Numrene Mountains O’ Things og She’s Got Her Ticket har meget eksotisk instrumentation, der vist er inspireret af både afrikansk folkemusik og kalypso, men følelsesmæssigt siger de mig bare ikke særlig meget.

På nummeret Why? stiller Chapman et simpelt spørgsmål i løbet af kun to minutter, og at stille et så simpelt spørgsmål som “hvorfor er der så meget uretfærdighed i verden” kan virke naivt, men det virker faktisk. Det virker nok mest af alt fordi sangen er så hurtig og direkte, og så prøver den ikke på at være lommefilosofisk. Spørgsmålene skal ikke besvares, de skal bare tænkes over, og hun får dig rent faktisk til at bemærke et par ting, du nok ikke havde lagt mærke til ellers. Som helhed er albummet ikke helt fantastisk opbygget, men da sangenes kvalitet er så høj, så gør det ikke særlig meget, især ikke når albummet alligevel er ret kort med blot 36 minutter. Heldigvis er åbningsnummeret, Talkin’ ‘Bout a Revolution godt til at sætte det hele i gang, og For You runder smukt det hele af, og de generelle principper for albumdynamik er der da også taget højde for. Måske måtte Mountains O’ Things godt være lidt længere fra She’s Got the Ticket, for nu lægger man ikke specielt meget mærke til sidstnævnte, og med undtagelse af Baby Can I Hold You har alle kærlighedssangene desværre hobet sig op i slutningen af pladen, men foruden sådan nogle bagateller og de manglende perfektioner på visse numre, så er Tracy Chapman en let plade at anbefale.