Kategoriarkiv: Anmeldelser

91 – Elton John – Goodbye Yellow Brick Road (1973)

Udgivet den af
1

Jeg har anmeldt ret meget Elton John efterhånden, og hele vejen igennem har jeg generelt været positivt stemt overfor hans plader. Så meget som han er blevet kendt for sødsuppe-ballader og lalleglad popmusik, så var hans musik i 70’erne rent faktisk virkelig kompetent komponeret og opført, og han kom relativt vidt omkring i klaverrockens verden. Nu er jeg endelig nået til den plade, alle så kalder hans bedste, Goodbye Yellow Brick Road fra 1973. Jeg var dog lidt varsom, da jeg satte den på, for det er et dobbeltalbum, og i min erfaring ender længden alt for ofte med at være et problem i sådanne tilfælde. En stor del af albummet er en hyldest til amerikanske kulturikoner – Roy Rogers, Troldmanden fra Oz, Marilyn Monroe, og hele den amerikanske selviscenesættelse gør sig også virkelig godt i lyden, der er mere pompøs og storladen end nogensinde før for hr. John. Ja, han er faktisk ved at bevæge sig over i noget glam-rock til tider, men han prøver at undgå den overfladiske natur, der tit følger med den genre. Ja, til trods for at denne stilart får indflydelse, er der stadig plads til dybtfølte klaverballader såsom Candle in the Wind, Goobye Yellow Brick Road og den aflsluttende Harmony.

Da albummet er ret langt, prøver Elton John selvfølgelig at variere lyden en del, og mens jeg vil respektere ham for det, så er det ikke alle stilarter, han rammer lige godt. Mere glam-orienterede numre virker dog ret godt bl.a. Dirty Little Girl, Saturday Night’s Alright for Figthing og især den fornøjeligt sjove Bennie and the Jets, hvor man virkelig kan høre hvor meget Elton og bandet hygger sig. Når han prøver at tage inspiration fra reggae på den helt ulidelige Jamaica Jerk-Off og country på den lettere forglemmelige Roy Rogers samt den også noget ligegyldige Social Disease, så går det ikke nær så godt. De country-prægede numre skuffede mig især, da han på albummet Tumbleweed Connection har vist, at han sagtens kan lave glimrende country-rock. Ja, det album er da en solid kandidat til mit yndlings-album fra John. Der er også nogle numre, hvor han lader til at drage noget inspiration fra progressiv rock, og dette klæder især hans lyd – det kommer fx til udtryk på det 11 minutter lange åbningsnummer Funeral for a Friend / Love Lies Bleeding, der for alvor får startet albummet med maner. Også på Grey Seal og All the Girls Love Alice giver denne indflydelse absolut noget nuance til Johns lyd og sangskrivning.

Balladernes kvalitet er også ret svingende: dels har vi at gøre med nogle af de bedste, John i fællesskab med lyriker Bernie Taupin nogensinde har skrevet – Candle in the Wind og Goodbye Yellow Brick Road er med god grund de to mest kendte eksempler, men også afslutningsnummeret Harmony fortjener den slags opmærksomhed efter min mening – men dels er der også forglemmelige numre som I’ve Seen That Movie Too og Sweet Painted Lady, der dog stadig kan bryste sig af nogle kreative øjeblikke i Bernie Taupins tekster. De er da heller ikke forstyrrende på nogen måde, men jeg kan på ingen måde forestille mig at vende tilbage til dem, og så meget bidrager de heller ikke til helhedsoplevelsen. I det store hele finder vi på albummet Goodbye Yellow Brick Road nogle af de absolut bedste eksempler på Elton Johns sangskrivning, og hvis han havde begrænset sig til en enkelt skive, hvor kun de bedste numre var med, kunne han sikkert have arrangeret dem så vi fik et mesterværk. Som pladen ser ud nu er der stadig meget at komme efter, men man må overleve med noget fyld hist og her.

92 – Buddy Holly / The Crickets – 20 Golden Greats (1978)

Udgivet den af
Svar

I midt-70’erne startede pladeselskabet EMI deres albumserie 20 Golden Greats, hvor de samlede 20 af de mest populære numre fra en af deres kendte kunstnere. Blandt kunstnerne, der fik lavet sådan et album kan nævnes The Beach Boys, Nat King Cole og Diana Ross, men det album fra serien, der huskes bedst, er nok det dedikeret til Buddy Holly. Jeg tror til dels, det har noget at gøre med, at Buddy Holly aldrig fik lavet noget særlig definitivt album i sin korte levetid. Jovist, der er en del klassiske sange på især hans to første albums, men jeg ville have svært ved at anbefale nogen af dem for at introducere Buddy Holly til nogen, der ikke kender ham – der er simpelthen for mange fyld-numre, der ikke holder. Derfor er opsamlinger nok en langt bedre måde at blive introduceret til Holly. Derudover fungerer Buddy Holly nok særligt godt til denne albumserie, da hans numre generelt er rigtig korte, så 20 tracks bliver ikke for stor en mundfuld. Albummet varer trods de 20 numre blot 45 numre, så man får dels en mere fyldestgørende oplevelse end studiepladerne, der alle varede under en halv time, men samtidig er oplevelsen stadig relativt kompakt

Nu er jeg ret glad for en del Buddy Holly-sange, men trods dette må jeg alligevel anerkende, at der er mange punkter, hvor hans musik ikke har ældet med ynde. Teksterne er spækket med klichéer, og nogle gange er disse klichéer hele omdrejningspunktet for nummeret. Man mærker aldrig særlig stor følelsesmæssig dybde, ikke særlig større end, at det er rart at være forelsket. Især de triste sange har derfor svært ved at ramme mig. Raining in my Heart er nok det bedste eksempel på en sang, jeg ikke føler, mest fordi den behandler en metafor, hvor regn repræsenterer sorg, alt for bogstaveligt til at tage seriøst. Words of Love bliver, trods den lykkelige stemning, også alt for sødsuppeagtig, og koret er nærmest arrangeret, så det lyder som en smølfesang. De to covers, der er inkluderet, er heller ikke værd at lytte til, især ikke sammenlignet med originalerne af hhv. Chuck Berry og Bo Diddley. Hollys scenepersona har altid været den lidt naive, kække skoledreng, der nok var den pæne dreng i klassen i forhold til mange af de andre tidlige rock and roll-musikere. Brown Eyed Handsome Man og Bo Diddley er numre, der kræver lidt mere attitude, ja hele pointen bag sidstnævnte er egentlig niveauet af attitude, og der kan Holly altså ikke følge med.

Sætter man pladen på med en forståelse for hvilken tid, musikken springer ud af, er der dog rigeligt med godter alligevel. Det er stort set altid kærlighedssange, melodierne er meget simple, og teksterne er ej just heller stor poesi, men meget af musikken kan alligevel sætte et stort smil på læben. Især første side af pladen, hvor man finder klassikere som That’ll Be the Day, Peggy Sue, Everyday og Not Fade Away er værd at lytte til. Her er det hovedsageligt numre fra Hollys to første studiealbums, mens den anden halvdel hovedsageligt kommer fra enten diverse singler eller posthume udgivelser. Mens de ganske vist er mere mindeværdige end meget af albumfyldet på Hollys studiealbums, så er mange af dem stadig en lettere tynd kop te, som jeg ikke tror, jeg vender tilbage til. De har dog placeret Rave On, muligvis Hollys bedste sang, på denne del af pladen, og når det kommer til Hollys knap så rockprægede sange, så har jeg et svagt punkt for True Love Ways, der efter min mening er Sinatras stemme værdig. I det store hele, selvom der ikke er nogen sange, jeg savner på 20 Golden Greats, er kvalitetsniveauet stadig meget svingende, og jeg tror, at man skulle trimme opsamlingen ned til 10-15 numre, før den nåede sit fulde potentiale.

93 – Prince – Sign “☮” the Times (1987)

Udgivet den af
Svar

Prince er på alle måder et ikon i popkulturen. Ikke blot hans musik, men hele hans image er en mærkbar del af vores kulturelle verden i dag såvel som i samtiden. Man behøver end ikke at have lyttet til synderligt meget af hans musik for at kunne forholde sig til ham, og selvfølgelig var han udmærket godt klar over dette selv, hvorfor han musikalsk sagtens kunne tillade sig at løbe diverse risici. Hele Purple Rain-projektet – filmen såvel som albummet – oser af ambition, og han stoppede på ingen måde der. Hele vejen op igennem sin karriere blev han ved med at prøve nye ting af, hvilket ikke altid resulterede i den mest positive respons fra omverdenen, men der var altid interesse omkring det. Det mest positivt modtagne eksperiment vil dog nok altid være Purple Rain, men lige derefter kan man med lethed placere dobbeltalbummet Sign “☮” the Times fra 1986. Det skulle efter Princes eget ønske oprindeligt have været et trippelalbum, men pladeselskabet endte med at overbevise ham om, at to skiver skam var rigeligt. For en gangs skyld har et pladeselskab nok haft ret i noget, for trods vældet af fremragende musik på pladen, er svagheden nok til stadighed dens længde.

Prince leverer som sædvanlig gode numre på stribevis. Naturligt er at nævne det klassiske titelnummer, der viste en helt ny, mere socialt bevidst side af Prince, mens et dystert, langsomt funkgroove kører under den bidende tekst, men albummet har meget andet end det. Det er nok i stilart et af de mest varierede Prince-albums, jeg har hørt. Der er slow jams i form af Slow Love og Adore, noget psych-soul på bl.a. Starfish And Coffee og If I Was Your Girlfriend , og han tager endda inspiration fra tidens spæde hip hop på House Quake og It. Variation er naturligvis en god ting, og Prince er som sangskriver faktisk ret dygtig til at ramme et væld af stilarter. Lige hip hop er måske lidt mere end han er i stand til at bide over, og hans forsøg er lidt kluntet, men der er stadig et væld af kreativitet og vid til stede uanset hvad. Intet nummer klarer sig i min optik nær så godt som titelnummeret, men også på If I Was Your Girlfriend, Starfish and Coffee og Strange Relationships går musik, tekst og optræden flot op i en højere enhed.

Noget, der i knap så høj grad formår at gå op i en højere enhed for mig, er albummet som en helhed. Netop med dette væld af stilarter, er der en vis mangel på kohærens. Ikke fordi man nødvendigvis skal kunne det for al musik, men albummet er meget svært at genrekategorisere ud over det noget vage begreb “pop”. Man kan undre sig over, at Prince besluttede sig for at lave et album, der er så langt, når man ikke kan finde en bestemt retning på pladen. Jeg har dog meget respekt for, at han havde mange ideer, det er på alle måder åbenbart, og hver eneste sang bidrager med sin helt unikke identitet, hvor man kan se perspektiver til stort set alle punkter i Princes karriere. Uanset om du er til pop-rock, synthfunk, disko, soul, skæve fortællinger, ballader eller festmusik, så har Sign “☮” the Times noget for dig. Mens pladen sagtens kan opfattes som en rodebutik, kan man lige så godt se det som et overflødighedshorn af forskellige musikalske udtryk. Det er lidt lige som pladecoveret; det er lidt svært at finde hoved og hale i det hele, men det er muligvis også noget af det, der gør det mindeværdigt.

94 – Miles Davis – Bitches Brew (1970)

Udgivet den af
Svar

Miles Davis er en jazzmusiker, det ikke rigtig er til at finde hoved og hale i. To personer kan sige til hinanden, at de elsker Miles Davis for derefter at finde ud af, at det er totalt forskellig musik, de holder af. Personligt holder jeg af rigtig mange af hans plader uanset de vidt forskellige stilarter, han præsenterer. Min favorit må dog nok være Bitches Brew fra 1970, nok det mest eksperimentelle af hans hovedværker. Det er et dobbeltalbum, typisk noget, jeg ikke er stor fan af, men Bitches Brew er ikke et dobbeltalbum, fordi Miles og bandet ikke kunne skære ned på antallet af sange. Der er kun 6 sange, der hver repræsenterer noget ganske helstøbt, men de endte også med at være meget lange. Det første nummer, Pharao’s Dance, starter meget stille ud med en spinkel trommerytme overfor en bas samt hele tre el-klaver. Det er svært at hitte ud af nogen bestemte melodiske figurer, men lyden er meget behagelig. Lige så stille hopper Davis sammen med Wayne Shorter ind på henholdsvis trompet og saxofon, og så begynder musikerne for alvor at finde hinanden. Musikken bliver mere intens, og de bevæger sig i løbet af nummerets 20 minutter vidt omkring. Det er en vidunderlig rutsjebanetur, hvor man hører vanvittigt dygtige musikere udforske helt nye musikalske ideer.

Andet nummer, Bitches Brew, er med sine 27 minutter endnu længere og endda mere udfordrende. Oftest får jeg end ikke mulighed for at komme så langt i pladen, hvis jeg spiller den for andre. Den starter helt tomt med 8 bastoner uden nogen umiddelbar rytmisk eller melodisk karakter. Herefter kommer en dissonerende akkord, hvor størstedelen af bandet er med. Dette kan, hvis man strækker definitionen, kaldes for nummerets hovedtema, og det er en idé, som sangen bygger videre på. Hele nummeret er bygget op efter en dikotomi mellem ro og kaos. Både ro og kaos bliver kun mere og mere ekstrem med tiden, og på en eller anden måde formår Davis at konstruere nummeret, så man alligevel til sidst ikke kan skelne mellem dem. Helt klart et af mine yndlings-jazznumre, men det er ikke for sarte øren. Så er tredje nummer Spanish Key nok lettere at forholde sig til med sin funky guitar og mere harmoniske opbygning, omend der stadig er godt med dissonanser. Det er nok stadig ikke ligefrem til popstationerne, men indflydelsen fra tidlig funkmusik giver den en kant, der får den til at ramme noget andet end resten af pladen.

Guitaristen er især i fokus på det fjerde og korteste nummer, der da også er opkaldt efter ham; nummeret hedder John McLaughlin. Det kan opfattes som en forlænget guitarsolo, og selvom der da er visse gennemgående figurer i nummeret, kan der næppe tales om en egentlig struktur. Men det er et fremragende nummer, og trods sin korte længde på kun 4 minutter, stikker den flot ud. Der vendes tilbage på funk, nu i en lidt langsommere udgave, på den ondskabsfulde Miles Runs the Voodoo Down. Det er et mere konsekvent sonisk billede end noget andet nummer, der præsenteres her, og nummeret vækker nok klarere billeder end resten. Når det 14 minutter lange nummer er det mest lyttervenlige, ved man, at man har med en speciel plade at gøre. Afslutningsnummeret Sanctuary leder i starten tankerne hen mod Davis’ rødder i modaljazz, men tilsat en smule ekstra dissonans. Det er dog ind til man 4 minutter inde møder den nok vildeste lydeksplosion på hele pladen. De to sider af musikken er nu så forskellige i udtryk, at der på alle måder er tale om et konflikternes højdepunkt. Og det er lige præcis det, jeg aldrig har hørt en anden jazzplade udtrykke så godt: konflikt. Det er et unikum af en jazzplade.

95 – Creedence Clearwater Revival – Green River (1969)

Udgivet den af
Svar

Jeg har efterhånden lyttet til rigtig meget Creedence Clearwater Revival – jeg har endda anmeldt både Cosmo’s Factory fra 1970 og Willy and the Poor Boys fra 1969, muligvis deres to mest populære albums. Et tredje, der er værd at nævne, er Green River, der udkom et par måneder før Willy and the Poor Boys. Lyden herpå er noget mere upoleret end senere, og sangene bygger i højere grad på grooves her. Ligeledes er der større blues-indflydelse, end man ellers er vant til fra sumprockerne, og selvom man absolut godt kan høre, at det er det samme band, som senere udgav Willy and the Poor Boys, så er forskellene markante nok, til at man kan få noget ganske forskelligt ud af de to lytteoplevelser. For at sige det lettere poetisk leder Willy and the Poor Boys tankerne hen mod et gadehjørne, mens Green River leder tankerne hen mod en sump – noget både albumtitlerne og deres tilhørende illustrationer i deres simpelhed har fanget ganske godt. Tekstuniverset på Green River er også mere præget af natur end senere Creedence-plader, hvorpå de blev mere optaget af mennesker og endda politik, end de var af nattehimlen.

Lyden er mere rå og nærmest spinkel på størstedelen af pladen, end jeg er vant til fra deres senere plader. Der er ganske vist to guitarister i gruppen, men deres lyd er så klar, at lydbilledet stadig føles meget bart. Der er absolut en vis appeal ved dette, især da naturen er så meget i fokus på pladen. Det skal dog ikke forstås sådan at guitarerne er i baggrunden på denne plade. De er meget tydelige, og der er mere variation og overraskelse at finde på dem end på noget andet instrument, især i form af fills på de mere energiske eller bluesede numre, såsom Commotion og Tombstone Shadow. Der er dog også plads til nogle fine, mere singer/songwriter-agtige numre, hvor melodien og teksten kan komme lidt mere i fokus. Disse befinder sig især mod midten af pladen i form af numrene Bad Moon Rising, Lodi og Wrote a Song for Everyone. Det kan virke som et sært valg at placere dem alle op ad hinanden, men det virker faktisk ganske fint, hvis du spørger mig. Det er ikke en særlig lang plade, så den grove opdeling i 3 bluesede groove-bårne numre, da 3 mere melodiske singer/songwriter-numre, sidst atter 3 af første slags, den fungerer ganske fint. Det gør at numrene støtter op om hinanden i stil og giver albummet mere kohærens.

De mere melodiske numre er absolut de mest mindeværdige individuelle numre på pladen – melodien er jo sjovt nok mere fængende på dem. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at de giver det største aftryk på pladen. Stadig, måske fordi den mere bluesede stil omfavner hver ende af pladen, står den som det klart definerende for mig. I bedste fald, såsom på titelnummeret og Tombstone Shadow, er der tale om detaljerede, velspillede og ganske underholdende sumprock, der virkelig ydnytter genrens repetition til sin fordel. Andre, fx det deres cover af Nappy Browns, The Night Time is the Right Time, har en lettere flad lyd, og det ender med at visse elementer, fx koret, gentager sig så meget, at det ender med at klinge hult. Selv de svagere numre indeholder dog ganske gode elementer – selvom Sinister Purpose har en ret tam vokalmelodi, så er trommerne mod slutningen helt og aldeles geniale. Desværre er de svagere numre generelt mod slutningen, og det gør, at pladen altid efterlader mig en smulle skuffet, da jeg godt kunne have tænkt mig en mere mindeværdig afslutning. Men man kan ikke komme uden om, at der er godt med kvalitet på pladen, og især de tre midterste singer/songwriter-numre viser gruppen fra deres bedste side.

96 – The Who – Tommy (1969)

Udgivet den af
3

Tommy af the Who er en ret speciel plade. Der er mange, der vil kunne fortælle dig rigtig meget om den, selvom de aldrig har hørt den. Den bliver af mange kaldt den første rockopera, og den noget specielle historie fortalt herpå er både berømt og berygtet. For uanset hvor godt, man synes, albummet er, så er handlingen dybt latterlig: en dreng ved navn Tommy bliver blind, stum og døv, og hele ungdommen og barndommen igennem bliver han misbrugt – han viser sig dog at være helt formidabel til pinball, og efter en læge får kureret ham fra hans manglende kommunikationsevner, grundlægger han en religion. At the Who får lavet smuk, medrivende musik ud af sådan noget pjat kan virke overraskende, men det lykkes. En af metoderne til at få gjort dette er via gentagne musikalske vendinger og lyriske passager. Man føler for alvor en handlingsmæssig sammenhæng mellem numrene, når det instrumentale åbningsnummer, Overture hovedsageligt består af fraser, der senere opleves i løbet af pladen. Det hænger godt sammen med albummets status som rockopera, da mange klassiske operaer indeholder lignende åbninger. Der er endda 2 akter, som var det en opera – delt op over to skiver.

Til trods for at skulle afspejle et væld af figurer og scenarier, har albummet generelt en meget skøn, grandiøs lyd. Der er godt med afvigelser herfra, hvilket naturligvis også er passende for en fortælling som Tommy, men det giver meget mening, at den generelle stemning er på den måde. Det lægger yderligere vægt på de religiøse paralleller, man kan finde på Tommy, især i forhold til kristendommen. Det er værd at nævne, at jeg muligvis får nogle af mine fortolkninger gennem Ken Russells filmatisering af albummet, hvor der absolut ikke er skruet ned for den religiøse symbolik, men jeg vil mene, at man stadig kan høre meget af det i lyrikken. Tommy går gennem et liv af lidelser, men grundet en række ufattelige, fantastiske præstationer, begynder folk at beundre ham. Tilføj at han aldrig kendte sin far, samt naturligvis at han slutteligt starter en religion. Samtidig er han dog en skildring af vores nutidige forhold til popkulturelle ikoner. I modsætning til en typisk messiasfigur gør Tommy nemlig aldrig noget, der rent faktisk gavner andre mennesker, han er just virkelig god til pinball. Alligevel sørger The Who for, at man tydeligt mærker det store og spirituelle ved hans fortælling, og det er især fordi musikkens pompøse udstråling sørger for det.

Tommy er det første album af sin slags, og mens The Who havde erfaring med længere fortællinger af komplicereret musikalsk struktur (lyt til sangen A Quick One), så har rockopera-genren udviklet sig fra dengang. Jovist, Tommy er stadig en imponerende, kraftig gennemlytning, hvor numrene generelt assisterer hinanden mesterligt, og hvor mange passager er virkelig udtryksfulde og mindeværdige. Der er numre på pladen, såsom Tommy’s Holiday Camp og Tommy Can You Hear Me, der musikalsk ikke er noget at skrive hjem om, men de assisterer historien fyldestgørende. Det er især de kortere numre, dette gælder for, men jeg føler ikke at længden er en god undskyldning, med mindre de ikke kommer meget over et halvt minut. Jeg synes personligt, at bandets anden rockopera, Quadrophenia, er en mere fuldendt plade rent musikalsk, selvom man selvfølgelig ikke kan komme uden om kvaliteten af højdepunkterne på Tommy, ej heller dens indflydelse. Det er en plade, der gør et stort indtryk, for den præsenterer sig selv på en unik, original måde, og når musikken er bedst, er den helt formidabel. Med fantastiske numre som Pinball Wizard, Amazing Journey og We’re Not Gonna Take It samt en fortælling uden lige, er Tommy en oplevelse, man ikke bør undvære.

97 – Bob Dylan – The Freewheelin’ Bob Dylan (1963)

Udgivet den af
Svar

For ikke længe siden havde den store rockpoet Bob Dylan æren af at vinde Nobels Litteraturpris for sine fantastiske sangtekster. Samtidig var han i fuld gang med at indspille covers af gamle pop-standarder. Det er ikke fordi disse covers er særlig dårlige, men jeg synes nu stadig, det er synd, da hans force alle dage har været i det lyriske felt, og efter min mening står han stadig stærkt. Det leder for mig tankerne hen på hans første to albums, Bob Dylan fra 1962 og The Freewheelin’ Bob Dylan fra året efter. Det første album bestod hovedsageligt af covers, og det er hovedsageligt gået i glemmebogen. Det andet album var næsten udelukkende eget materiale, og The Freewheelin’ Bob Dylan huskes stadig i dag som hans store gennembrud, og sange som Blowin’ in the Wind, A Hard Rain’s a-Gonna Fall og Don’t Think Twice, It’s Alright står stadig som højdepunkter i en karriere, der ellers ikke har været fattig på sådanne. Størstedelen bliver leveret af en helt nøgen besætning, kun bestående af Dylan selv på såvel guitar, mundharmonika og sang – hvor hans stil allerede er meget unik på de to sidstnævnte felter.

Værd at nævne er, at selvom musikken har en meget konsekvent lyd på denne plade, så er den faktisk ret lang af en plade fra 1963 at være. Phil Spector, Sam Cooke, Roy Orbison og The Beatles var nogle af tidens helt store stjerner, og deres albums var alle godt under de 40 minutter. Folk-albums var ganske vist generelt lidt længere end pop-plader dengang, men alligevel er Bob Dylan med sine 50 minutter lidt af et særsyn. Jeg skal da heller ikke lyve, ved de første par gennemlytninger, syntes jeg, at pladen gik lidt i tomgang mod slutningen. Lyden ændrede sig trods alt ikke det store, og det næsten komplette fravær af trommer kan gøre det svært at blive grebet af rytmen. Men man skal bare virkelig ikke fokusere for meget på instrumentationen på det her album. Albummet har masser af variation, bare ikke i lyden. Variationen ligger i teksterne, som på alle måder er det centrale i albummet. Der er meget inderlige, hjerteskærende sange som Bob Dylan’s Dream og Don’t Think Twice It’s Alright, mere maleriske værker som Girl from North Country og A Hard Rain’s a-Gonna Fall, ja der er selv små handlingsbårne fortællinger som Talking World War III Blues og Oxford Town.

Det er dog ikke helt retfærdigt at dele hans tekster så groft op i stilarter, for han bruger masser af forskellige virkemidler på tværs af sangene. Hans sprogbrug er altid stærkt, og han formår at skabe et væld af stemninger med sin mesterlige pen og sin skrabende stemme. The Freewheelin’ Bob Dylan er en af de mest rå Dylan-oplevelser, man kan få sig. Det er let at fokusere på teksterne grundet deres umiddelbare præsentation, og de er absolut i den gode ende, selv med hans generelle niveau taget i betragtning – de er mere folkelige end normalt, og der er en god balance mellem det humoristiske og det dramatiske. Netop grundet det høje lyriske niveau er hans cover af Corrina, Corrina uden tvivl det mindst interessante på pladen. Dette er det eneste nummer med yderligere instrumentation end Dylan selv, og selvom det slet ikke er skærrende pludselig at høre trommer og bas, er appealet ved det her nummer bare så langt fra appealet ved resten af pladen. Der er dog ellers ikke meget at klage over, så længe man kan snuppe Dylans stemme og hans højfrekvente brug af mundharmonikaen, der måske ikke altid er mixet helt perfekt. Der er så mange små, genialiteter på det her nummer, og stort set hvert eneste nummer bidrager med noget nyt på denne klassiske skive.

98 – Elvis Costello – This Year’s Model (1978)

Udgivet den af
Svar

Elvis Costellos debutplade, My Aim Is True, er e skidegod plade. En kende simpel til tider, jovist, men altid rig på personlighed og charme, og på de bedste tidspunkter var sangskrivningen i top. Det var især på det mere nedtonede nummer Alison, hvor man for alvor opdagede hvor skarp hans pen var, og at man for alvor fik noget kant i sin pop-rock. På sit andet album, This Year’s Model, var der tilsyneladende et konstant højt tempo, der især manifesterede sig i singler som Pump It Up, (I Don’t Want to Go to) Chelsea og Radio Radio. Når man er færdig med pladen føles det også som om, man har siddet igennem en nonstop energibombe. Det har man egentlig ikke, men det viser elegancen i Elvis Costello som albumkunstner. Numre som Little Triggers og Night Rally er faktisk ret langsomme, men de er konstrueret med en fænomenal forståelse for lytterengagement. Hans sangstemme virker altid meget nær, og på de langsommere numre er der stadig et rigtig interessant, eventyrlystent lydbillede – på Night Rally ender vi endda nærmest i en “Wall of Sound”. Derudover er der god variation i numrenes stil, så man altid føler, at albummet gradvist bevæger sig hen mod noget nyt.

Og dog – albummet starter stort set på samme måde som det starter, både i tempo, i stemning og endda til en vis grad i opbygningen af nummeret. Afslutningsnummeret Radio, Radio* har dog en markant anderledes instrumentation end åbningsnummeret No Action, men lige efter hinanden ville de stadig virke alt for ens, og deres delte høje tempo ville muligvis også ende med at virke udmattende på lytteren. Jeg har dog aldrig oplevet at blive den mindste smule træt af This Year’s Model – jeg kan bare lytte til den igen og igen. Udover albummets opbygning og den generelt geniale sangskrivning, ligger dette også meget i instrumentationen. Den er enormt vel-timet, og man kan mærke en rigtig god fælles musikforståelse i bandet, så der er også plads til at tilføje masser af finurlige detaljer på tværs af instrumenterne. Der er ikke noget instrument, der ikke er spændende og fyldt med overraskelser. Det hænger nok også sammen med, at Costello her fik samlet sit faste band, The Attractions, for første gang. Kemien i bandet er åbenlys, og den smitter rigtig godt af, når man hører hvor tight og gennemført de spiller.

Selvom Costellos musik dybest set tager udgangspunkt i den skramlede genre kendt som punkrock, er Elvis forfinet, detaljeret og præcis i sin sangskrivning. Melodierne er tit ørehængere af bedste skuffe, og hans tekster er skarpe, sarkastiske og kyniske, nærmest til en grad hvor man ville kunne sammenligne hans tekstunivers med Father John Mistys. Man sider smilende og lytter med, når han kommer med det underholdende sprogbrug, man finder på numre som  This Year’s Girl, Lip Service og Night Rally. Som just nævnt er melodierne også fantastiske, og de gør musikken tilpas let og fordøjelig, mens man stadig kan mærke den underlæggende dybde. Centrale lyriske motiver på pladen er forgængelighed og forfængelighed – deraf navnet This Year’s Model. Tekster om hvor overfladiske vi kan være som mennesker, sange om hvor hurtigt tiderne skifter, og hvor hurtigt vi som kultur går fra det ene hippe kulturfænomen til det andet. Til trods for sine almene postmoderne observationer, står This Year’s Girl som værk i kontrast til disse; albummet er nemlig absolut ikke glemt i moderne tid. Det bliver stadig hyldet som et af Costellos bedste, og Costello bliver stadig opfattet som en fantastisk musiker. Og med det in mente er det hele nu ikke så skidt alligevel.

*Radio, Radio optrådte ikke på den oprindelige udgave af pladen, og jeg prøver ellers at anmelde originaludgaverne så ofte som muligt – jeg kan dog ikke modsige, at Radio, Radio fungerer afsindig godt som afslutningsnummer, så derfor anmelder jeg pladen i den nyeste udgave, hvor Radio, Radio da heller ikke står anført som et bonusnummer.

99 – Sly and The Family Stone – There’s a Riot Goin’ On (1971)

Udgivet den af
Svar

Sly and The Family Stone var ikke blot et af de vigtigste funkbands nogensinde, de var også til tider meget bizarre og eksperimentelle, mere end de fleste i deres samtid. En af deres særeste plader er There’s a Riot Goin’ On fra 1971. Før dette album havde de en meget klar psykedelisk soul-lyd med nogle poppede omkvæd og en generel feel-good-vibe. Ikke at de ikke havde eksperimenteret før, fx kan den 13 minutter lange sang Sex Machine fra 1969 fremhæves som et vældig alternativt og artistisk nummer, og på mange måder dannede dette nummer grundlaget for There’s a Riot Goin’ On to år senere. Lyden herpå nærmer sig på mange måder den lumre, sumpede, groove-bårne stil, man fandt på Sex Machine, og stemningen er på alle måder mørkere herpå end før. Selv glade sange som (You Caught Me) Smilin’ og Runnin’ Away føles som om, de stammer fra et ondt, forskruet sted. Det gælder især Runnin’ Away, der i albummets kontekst bliver nærmest skræmmende, så tyggegummi-optimistisk den bliver blandt den ellers noget grumme lyd. En anden undtagelse ville være åbningsnummeret, Luv N’ Haight, der flot giver dig indtrykket, at det er en ganske almindelig, poppet funkplade, man har givet sig til at høre – men åh, hvor man dog tager fejl.

There’s a Riot Goin’ On er en svær plade at sluge – der er mange langsommere funknumre, og det virker tit som om, forsanger Sly Stones stemme har en form for vintage-filter på sin mikrofon. Endvidere synger han tit meget lavmælt, og selv når han ikke gør, placeres han ikke særlig højt i mixet i forhold til at han er forsanger. Guitarerne og bassen kravler på nummeret Poet hen over hinanden i et hypnotiserende groove, men generelt føles lyden på pladen underligt nøgen til trods for den store besætning. Kig blot på det 7 minutter lange afslutningsnummer Thank You for Talkin’ to Me, Africa, der essentielt er en nyfortolkning af gruppens klassiske hit Thank You (Falettinme Be Mice Elf Agin). Groovet består som sådan af både bas, trommer og guitar, men guitartonerne er så kortvarige og holder nok pauser til, at det stadig føles meget tomt, især med det langsommere tempo end originalen. 7 minutter inde i nummeret er groovet det helt samme, uanset om verset eller omkvædet er i gang. Der optræder også af og til et keyboard, men det er flyvsk og lavmældt, så det øger til den meget ukomfortable stemning, som nummeret skaber.

Det er en underlig plade, og jeg har svært ved at sige, hvad jeg synes om den. Men jeg synes absolut, at den er værd at opleve, for jeg kender ikke mange plader, der kan sammenlignes ordentligt med den. Hvor mange andre funkplader kender du, hvor man kan opleve vaskeægte jodlen? Det kan man på nummeret Spaced Cowboy, og det er et nummer, der lyder ganske morsomt som præmis. Ved de første par gennemlytninger så jeg det som et mislykket forsøg på en sjov, skør idé, men efter gentagne gennemlytninger begyndte jeg at sætte mere pris på den. Jeg begyndte at se det som en kommentar på hvordan det hvide Amerika har en tendens til at romantisere det vilde vesten til trods for tidens ubehageligheder. I det hele taget er There’s a Riot Goin’ On et ubehageligt album, men det er ikke ubehageligt fordi det vækker mange personlige følelser – rettere fordi den skaber sin egen ubehagelige aura. Som Sly lettere utydeligt synger på Poet, “My only weapon is my pen” – og denne linje handler ikke kun om ord, den handler om kunst. Der er masser af tegn på, at There’s A Riot Goin’ On er en politisk plade, men teksterne er sjældent eksplicitte. Musikken derimod taler sit eget meget tydelige sprog.

100 – Frank Sinatra – In the Wee Small Hours (1955)

Udgivet den af
Svar

Det er svært at være helt fair, når det gælder plader af en vis alder. Men når det gælder anmeldelser handler det ikke om at være fair. Man skal naturligvis kunne præsentere en vis forståelse for den musikalske samtid og stilart, men i sidste ende, hvis musik ikke tiltaler mig som lytter kan jeg ikke i mit gode hjerte give en positiv vurdering, uanset hvor meget forståelse og respekt, jeg skulle have for albummets historiske indplacering. Med det sagt, så er Frank Sinatra en vigtig figur i popmusikkens historie. Ikke alene var han en af de første store, vidtspændende popstjerner, der ikke blot var musiker men også entertainer – han var også banebrydende idet han udgav nogle af de første populære konceptalbums nogensinde, nemlig In the Wee Small Hours fra 1955. Okay, det er ikke en storladen fortælling om en dreng, der bliver blind og starter en religion omkring sine pinballfærdigheder, ej heller er det en personlig udlægning af hans barndom eller en 49 minutter lang skildring af delstaten Illinois. Det er noget simplere, nok så simpelt, at man i dag ikke ville anse det som et konceptalbum, men det er 15 sange om, at der er en kvinde, der just har slået op med fortælleren.

Udvalget af sange lever meget godt op til albummets tema, både musikalsk og lyrisk. Man er på intet tidspunkt i tvivl om, hvad det handler om, og man har ret let ved at leve sig ind i stemningen. Det er ret dramatisk ved punkter, men tit mærker man også at Sinatra prøver at berolige sig selv. Nu er jeg helt klar over, at det her ikke er et metalcore-album, men det ville være fedt, hvis man også fik nogle elementer af ufiltreret vrede til at assistere tidspunkterne, hvor Sinatra savner sin udkårne og fortryder, hvad han har gjort, eller når han overvejer hvad der måtte ske herfra. Hvis man ser bort fra manglen på den rå vrede, så støder man faktisk på en ret afrundet præsentation af alle sorgens faser. Jeg har svært ved at udpege enkelte sange, der ikke fint udfører, hvad de prøver, især takket være Sinatras smukke, følelsesrige stemme. In the Wee Small Hours er på alle måder et album med meget finesse, men det gør desværre ikke, at jeg personligt finder oplevelsen særlig engagerende. Jeg vil ikke påstå, at min mening på nogen måde er objektiv, faktisk vil jeg endda sige, at pladen som rent håndværk er ganske veludført, men den siger mig nærmest intet.

Vi kan starte med et emne, jeg nævner tit – dynamik. Dynamikken er ikke i højsædet på dette album. Der er fin variation mellem det højlydte og det afdæmpede, men tempoet er konsekvent i den langsommere ende, hvilket simpelthen bliver for ensformigt og – vover jeg at sige det – kedeligt til en 49 minutter lang plade. Derudover, selvom Frankies stemme egentlig sælger følelserne ret godt, og selvom instrumentationen er yderst velarrangeret, så er hele albummet stadig opført i en stil, der i mine øjne sjældent står særlig godt til det personlige og inderlige. Hele albummet føles som en ret overfladisk og kommerciel skildring af almen melankoli, som derfor ikke rammer særlig dybt, i hvert fald ikke med denne 21-årige musikanmelders øjne. Sinatra har kun været med til at skrive én af disse sange, hvilket ærlig talt er én mere end jeg havde forventet. Jeg kan sagtens høre, hvilke følelser, de går efter, men på intet tidspunkt rammer de mig på samme måde som en Neil Young, Nick Drake eller Sun Kil Moon ville være i stand til. Hvis Sinatras traditionelle popstil kan ramme dybere hos dig end hos mig, eller hvis du blot leder efter noget hyggelig baggrundsmusik til dit cafeteria, så går det dog an, men pladen har ikke ældet med ynde.