Kategoriarkiv: Anmeldelser

368 – Rage Against the Machine – Rage Against the Machine (1992)

Udgivet den af
Svar

Rage Against the Machine var et af de første bands, der gjorde rap-metal populært. Og hvis jeg skal sige min ærlige mening, og det skal jeg vel, må jeg sige, at rap og metal ikke er genrer der sidenhen er blevet blandet specielt godt så ofte. Men de er langt bedre end Limp Bizkit, Hollywood Undead eller Crazy Town nogensinde kunne drømme om, og det beviste de så sandelig med deres debutplade, der simpelt nok også hed Rage Against the Machine. En af de mange ting, der gør dette til en langt bedre plade end stort set alt andet rap-metal, er at musikerne er vildt dygtige. Brad Wilk er en rigtig fed, energisk trommeslager, der tilføjer virkelig meget energi til musikken. Han bliver overgået af bassist Tim Commerford, der med sine funkinspirerede basgange gør sangene meget sjovere, og de er som taget ud af en Stevie Wonder- eller George Clinton-sang, så gode er de. Guitarist Tom Morello er dog pladens store stjerne. Han gør så sindssyge ting på guitaren, at man har lidt svært ved at fatte, at der kun er en enkelt guitarist. Hvis noget andet element i musikken skulle kede dig, kan du bare fokusere på Tom Morellos guitar, for der sker næsten hele tiden en hel masse.

Jeg har dog virkelig ingen anelse om, hvorfor resten af albummet dog ville kede dig. Der sker hele tiden noget nyt, og det har meget variation i både tempo og lydstyrke. Apropos lydstyrke, er det bare om at skrue godt op for det her album, for ellers så misser du virkelig noget. De fyrer den virkelig af, og det bliver aldrig trættende. De forstår virkelig her at give dig støj i store mættede poser, hvorefter de så lige skruer lidt ned for en stund, hvorefter de går i gang igen for fuld skrue. Man er altid tilfreds over det, man får, men man får aldrig for meget. Forsanger Zach de la Rocha rapper skrigende og irriteret om gruppens politiske holdninger, og der ryger også nogle virkelig flotte metaforer ud af munden på ham. Det gør det til en virkelig levende plade, og man får mere ud af teksterne end man får fra den sædvanlige punksang. Derudover er sangene bare godt gammeldags fængende. Man kan ikke nynne nogen af sangene, men man får let lyst til at skråle højlydt med. Og når der ikke er vokaler på, headbanger man gerne en smule.

Strukturelt sker der faktisk langt mere, end man nok ville tro på Rage Against the Machine. Hvis sangene udviklede sig mindre, ville man dog nok også blive ret træt af dem, da lyden er ganske ensartet hele vejen igennem, men der kommer rigtig ofte et eller andet, man slet ikke forventede. Om det så er nedskåret instrumentation, en guitarsolo, et break, et skift i melodi eller tempo, eller noget helt femte, så gør det, at jeg som lytter har lyst til at lytte videre. Og der er ikke et eneste nummer på pladen, der falmer blandt resten. Vi har at gøre med nogle af 90’ernes allerbedste metalsange her, og de arbejder også virkelig godt sammen om at skabe en storlsået helhed. Der er utrolig lidt i vejen med denne plade. Hvis du kan lide heavy metal, så er Rage Against the Machine stadig en virkelig frisk, energisk og kreativ plade, som jeg let kan anbefale. Hvis du ikke er til metal, kan jeg dog ikke love at den vil ændre din opfattelse af genren, men gruppen minder trods alt ikke så meget om de klassiske metal-bands, så jeg ville nok sige, at du bør give blot et par af numrene en chance alligevel.

369 – The Police – Reggatta de Blanc (1979)

Udgivet den af
Svar

I 1979 udgav det britiske rockband the Police deres andet album, Reggatta de Blanc, og som navnet antyder, var en stor inspirationskilde for dem reggae, da de lavede dette album. Selvom man kan høre inflydelse derfra, er åbningsnummeret, Message in a Bottle, mere et rendyrket pop-rock-nummer. Og det er endda et rigtig godt et, nok en af gruppens allerbedste sange. Det er sjovt og fængende, men samtidig kan man mærke rigtig forvirrede og oprørte følelser i musikken. Det andet nummer er et titelnummer, hvor alle vokale præstationer er vrøvle-udråb. Det er et vældig sjovt nummer, og bassen tilføjer nogle ganske dramatiske undertoner, der giver musikken mere dybde. Der kommer virkelig gang i den med den punkede It’s Alright for You, der er sunget af trommeslager Stewart Copeland. Nummeret angriber hurtigt lytteren med en virkelig sjov melodi. Hvis du er til bandets mere rå debutplade, er denne sang sikkert noget for dig, for den minder meget om denne lyd. Det er desuden vældig dynamisk, og det er jo rigtig godt.

Bring on the Night er til gengæld meget langt fra debutens lyd. Det er til gengæld vældig eksotisk i sin lyd. Alle tre medlemmer arbejder virkelig godt sammen om at skabe dette, og det simple omkvæd virker rigtig godt. Man kan mærke stærke følelser derpå, men det måtte nu godt være en smule kortere. Sangen Deathwish er lige så lang, men her fungerer længden meget bedre. Et dramatisk Bo Diddley-beat og en virkelig forpint forsanger, Sting, der råber og skriger om død. Lange instrumentale portioner sørger virkelig for at skabe stemning, og sangen føles vældig dødbringende. Ud over Message In A Bottle er denne plades store hit jo Walking on the Moon. Da jeg første gang hørte det, forstod jeg ikke, hvorfor nummeret i det hele taget blev valgt som single, men efter en stund forstod jeg, at den havde rigtig stærke kvaliteter. Det er et næsten hypnotiserende nummer, og jeg bliver gladere for den simple melodi med hver gennemlytning. On Any Other Day er endnu et nummer sunget af trommeslager Stewart Copeland, og det er en bindegal fortælling om en mand, for hvem alt bare går galt. Musikken er ligeledes vældig skør.

The Bed’s Too Big Without You var også udgivet som single, og det er skam et ganske fint nummer, men jeg forstår ikke rigtig hvorfor netop denne sang blev udgivet. Det er en ret monotom post-punk-sang, der virkelig leger med, hvor monotom, den er. Den ender med at lyde bindegal, men samtidig bliver lyden ret irriterende. Contact er et meget lettere nummer at forholde sig til. Den er pladens korteste, men en kort, fængende melodi kan skam også fungere. Does Everyone Stare starter med et kort stykke, hvor Sting bliver overdøvet af et klaver, men efterhånden udvikler det sig til et mere typisk reggae-rock-nummer. Og det er endda et virkelig godt et. Det har mange finurligheder, og efterhånden virker Sting så tilknyttet til at spille vanvittig, at man kan blive lidt bekymret for ham. Dette bliver ikke bedre af den stressede No Time This Time, hvor Sting også har en sær vokaleffekt. Dette nummer afslutter albummet, og det gøres virkelig godt. The Police har aldrig lavet et dårligt album, men Reggatta de Blanc er nu alligevel virkelig let at anbefale til enhver. Det kan dog også siges om alle deres andre plader.

370 – Jefferson Airplane – Volunteers (1969)

Udgivet den af
Svar

Hippie-rockbandet Jefferson Airplane gjorde sig for alvor bemærket i 1967 Surrealistic Pillow, hvor man finder mange af deres mest berømte sange, f.eks. White Rabbit, Somebody to Love og Today. De har udgivet mange andre albums, men ingen af dem kan måle sig med Surrealistic Pillow i hverken kvalitet eller popularitet. Volunteers fra 1969 er dog et af de mere bemærkelsesværdige, de har lavet. Den åbner med sangen We Can Be Together, der er en lystig bøn om fred. Det er musik af den slags, som kun hippier kan lave, og melodien er virkelig god, mens den samtidig er virkelig syret. Deres cover af den traditionelle sang Good Shepherd er virkelig godt. Det lyder overraskende godt til deres syrerock-behandling, og det er nok en af albummets bedste sange. Der er meget charme, og den føles også ganske drømmende. Farm er uden tvivl også et fedt nummer. Den er meget bekymringsfri, og det er ganske vist ikke det, man forventer sig af Jefferson Airplane, men de kan sgu deres kram.

Sangen Hey Frederick lyder meget inspireret af tidens yderst tidlige heavy metal. Man kan absolut høre en snært af Led Zeppelin her. Sangen er 8½ minut lang, men den bliver aldrig kedelig. Det meste af nummeret er en guitarsolo, og det er også en virkelig god en af slagsen. Turn My Life Down er ikke just pladens mest interessante sang. Den lyder meget som en mellemting mellem We Can Be Together og The Farm, men den er mere poppet end begge. Den er fin nok, men man kommer ikke til at huske den videre godt. Deres cover af Crosby, Stills & Nash-sangen Wooden Ships er også rigtig godt. De får på rigtig dramatisk vis temaet om dommedag igennem, og den er så sandelig på niveau med originalen. Jefferson Airplane er som bekendt rigtig syrede. Det mest syrede nummer på Volunteers er nok sangen Eskimo Blue Day, og selvom navnet i sig selv burde være nok, må jeg nok uddybe: gruppen bruger virkelig interessante lyriske vendinger, og dynamikken på dette nummer er virkelig noget for sig.

A Song for All Seasons er ikke rigtig psykedelisk rock – psykedelisk country ville være en bedre beskrivelse. Jeg har mine problemer med country, og dette er absolut ikke en undtagelse. Det er måske et af de værste numre på noget album, jeg har anmeldt. Teksten er ganske sjov, men derudover er det forfærdeligt. Den simple countrymelodi er i sig selv bare kedelig, men et syret klaver over dette er fuldstændig uudholdeligt. Det springer frem og tilbage, og det gider ikke rigtig at køre efter rytmen. Og vokalharmonien er så falsk, at harmoni ikke er et godt ord – og den er der i løbet af hele sangen. Et cover af den traditionelle sang Meadowlands bliver da spillet på orgel som et kort interludium, der leder op til titelnummeret, der afslutter pladen. Det er et dejlig sjovt nummer, og det runder helt perfekt albummet af. Volunteers er et album af generelt rigtig høj kvalitet. Et par få sange er ikke nær så fantastiske som andre, og en enkelt er decideret forfærdelig, men jeg kan stadig anbefale det til enhver, der kan lide psykedelisk rock.

371 – Roxy Music – Siren (1975)

Udgivet den af
Svar

Roxy Music beviste i 1974 med Country Life, at de selv uden den helt igennem geniale Brian Eno i bandet sagtens kunne lave værker på niveau med dem, de lavede med ham. Året efter udgav de opfølgeren Siren, der åbner med en af gruppens mest berømte sange, Love Is the Drug. Og selvom sammenligninger mellem narkotika og kærlighed er brugt til døde mere end narkotika selv, så er Love Is the Drug faktisk en rigtig god sang. Melodien er fængende, og man får let lyst til at synge med. The End of the Line er en langsommere sang, som kører meget på dets klaver. Den er meget afslappende, men den måtte godt være lidt kortere. Sentimental Fool kører i lang tid i noget ambient-halløj, før den meget flot går over i en mere typisk langsom Roxy Music-sang. Bryan Ferrys høje stemme er ganske excentrisk, og det ser jeg kun som en god ting. Når vi kommer til en mere fængende, poppet del, får man let lyst til at synge med. Den lange, instrumentale åbning er dog decideret kedelig. Den har noget stemning i noget tid, men først 2½ minut inde i den 6 minutter lange sang, begynder det rent faktisk at interessere mig.

Der er masser af gang på den fra første tone af Whirlwind, og den lyder meget af den sjove, energiske lyd, man kan finde på meget af Country Life. Foruden det hurtigere tempo, er der også vældig mange sjove musikalske ting, der sker mellem versene. Versenes melodi er for den sags skyld også rigtig god. Den er ret simpel, men den fungerer. She Sells er min yndlingssang fra pladen. Dens strygere er rigtig interessante, og temposkiftene gør det til en virkelig dynamisk oplevelse. Gruppens mange dygtige musikere kommer med alle mulige interessante bidrag til sangen. Ca. halvvejs igennem sangen skifter den fuldstændig musikalsk spor, men jeg elsker det. Så gode sange kan jeg slet ikke få nok af. Could It Happen to Me? er en udmærket kærlighedssang, og Ferry er en ren charmetrold på det nummer. Melodien er vældig god, Phil Manzanera gør det virkelig godt på guitaren, og sangen udvikler sig rigtig spøjst. Der er masser at grave ned i, og det lyder samtidig virkelig godt.

Both Ends Burning er et sjovt, jazzet nummer, hvis saxofon desværre ikke er skruet højt nok op i forhold til resten af nummeret, for den er ellers ganske god. Den er ganske sjov, og den blev med god grund udgivet som single efter Love is the Drug, for den er forholdsvis poppet. Den er ikke pladens mest imponerende værk, men jeg må indrømme, at det er en god melodi. Nightingale er et ret sjovt, rocket nummer, og i de stille dele, hvor Ferry ikke synger, lyder det især godt. Ikke at Ferrys dele dog er dårlige, nej dette er en af pladens bedste vokalpræstationer. Til slut er der flot violin, og det gør bare nummeret mere pragtfuldt. Afslutningsnummeret er pladens længste. Det hedder Just Another High, og det er også en af de langsommere sange. Instrumentationen starter ganske simpel, og den kører lidt for længe i samme dur i starten, hvis du spørger mig. Efter første instrumentale portion bliver det dog ret godt. 4 minutter inde får vi et flot klimaks, der runder albummet ganske godt af. Siren er et ganske godt album. Det er ikke nær så utroligt som Country Life, men det er lige så godt som For Your Pleasure. Og det er bedre end Avalon nogensinde kunne drømme om.

372 – Jackson Browne – Late For the Sky (1974)

Udgivet den af
Svar

Jackson Browne udgav i 1974 sit tredje album, Late For the Sky, og dette er af mange opfattet som hans største værk. Det har da også mange rigtig gode sange på sig. Der er kun otte af slagsen, men kvaliteten er generelt højere end på nogen af hans andre albums. Nu er jeg ikke selv verdens største soft-rock-fan, men jeg kan så sandelig genkende en god melodi, når jeg hører en. Og titelnummeret, der åbner pladen, er en virkelig kraftig melodi. Som altid har Browne her skrevet en virkelig rørende tekst, men den håbløse stemning går virkelig også igennem med melodien. Det andet nummer, Fountain of Sorrow, er med sine næsten 7 minutter pladens længste, men det er muligvis også det bedste. Browne mestrer i højere grad end normalt dynamik på dette nummer, og følelserne strømmer også bare ud. Sjældent føles han så fortabt i intetheden, og sjældent har han fortalt en sang så malerisk. Og mest af alt, så er det imponerende, hvor meget han rent faktisk formår at gøre musikalsk på disse 7 minutter. Sangens lyd er varieret, men ikke på ét tidspunkt bliver stemningen ødelagt.

Father On er absolut ikke en dårlig sang heller. Den har nogle meget mindeværdige øjeblikke på sig, og Browne har stadig godt fat i, hvordan man får tekst, melodi og lyd til at komplimentere hinanden godt. Dog vil jeg sige, at det lyder som noget, man har hørt før. Der er ikke vanvittigt meget kontrast i forhold til de to første sange i lydlandskabet. Dette er konsekvent det største problem, Browne har kæmpet med. Det er dog ikke så slemt igen på The Late Show. Det er stadig soft-rock, men strygere såvel som et meget højlydt kor, gør den interessant nok. Det er dog en af albummets svagere melodier, men tekstniveauet er som sædvanligt ret så højt. Heldigvis kommer der dog noget afveksling med noget energisk rock and roll på The Road and the Sky. Det er rigtig energisk og sjovt, men det passer stadig fint ind blandt resten af numrene. Man lægger ganske vist mindre mærke til teksten på dette nummer, men det gør ikke så meget, for variation er vigtigere i min bog. Og det er nok derfor Browne sjældent siger mig nær så meget, som han gør andre anmeldere.

For A Dancer er en af pladens bedste numre. Den har nogle rigtig smukke strygerportioner, og den har faktisk nogle fine temposkift, der sørger for at gøre den engagerende hele vejen igennem. Det er en ganske sød sang, og hvis Browne nogensinde har været musikalsk interessant, så er det med denne. Walking Slow er ironisk nok en af de mere energiske sange. Den er vældig sjov, og teksten viser, at Browne sagtens kan fortælle en interessant historie uden at være trist. Den er let at gribe fat om, og den er dejligt afslappende. Han måtte sagtens lave numre som dette lidt oftere. Afslutningsnummeret hedder Before the Deluge, og det er et rimelig typisk Browne-nummer. Det er en ok melodi, en vidunderlig tekst, en ret interessant instrumentation og en ikke specielt interessant sangstemme, men det fungerer. Late For the Sky er et rigtig godt album. De svage punkter er der, men de højeste punkter er nogle af de højeste, Browne har nået i løbet af sin karriere. Hvis du kan lide soft-rock, så er Jackson Browne sikkert noget for dig, og Late for the Sky er nok det bedste sted at starte.

373 – Björk – Post (1995)

Udgivet den af
Svar

Island er et land, der er meget berømt for deres musik. Sigur Rós, Ásgeir Trausti, Of Monsters and Men, Mezzoforte og Emilíana Torrini er nogle af de mest berømte, men ingen af dem overgår Björk, hverken hvad angår popularitet eller kvalitet. Björk har udgivet rigtig mange gode albums, og et af de bedste er hendes tredje album, Post fra 1995. Det åbner med et af Björks mest kendte numre, Army of Me, der med sit aggressive, trip hop-inspirerede beat sparker albummet virkelig godt i gang. Melodien er virkelig fængende, og Björks vekslen mellem stille og højlydt er rigtig smukt og dramatisk. Hyperballad har mere af et dance-beat, og jeg erkender, at jeg ikke er verdens største dance-fan, men Hyperballad er et virkelig interessant, følelsesrigt nummer. Det er betydeligt lystigere end Army of Me, men det føles lige så intenst. The Modern Things, opført delvist på islandsk, starter lidt skidt for mig med et meget sært introvers, som bygger på en metafor, som jeg slet ikke forstår et pluk af. Når det går over i islandsk, kan jeg dog lettere værdsætte den vidunderlige sang, der ikke falmer, selv efter en så god start.

Det meste af Post er et ret elektronisk album, men sangens største hit er et forholdsvis rendyrket bigband-nummer. Det er et cover af Betty Hudsons It’s Oh So Quiet, og det er en virkelig fed udgave. Den benytter flot dynamik, og man kan slet ikke mærke, at det var skrevet over 40 år før resten af albummet. Og på en eller anden måde, så passer det faktisk ind mellem de andre numre. Den efterfølgende Enjoy er mere af et beskidt trip hop-nummer, som gør rigtig meget med sit simple beat. Og trompeten derpå tilføjer meget flavour. You’ve Been Flirting Again er et ambient-nummer, og et ret flot et af slagsen. Der var også brug for noget mere stille efter Enjoy, og især da den efterfølgende sang, Isobel også er trip hop-inspireret, er You’ve Been Flirting Again et ekstra tiltrængt nummer. Isobel er i øvrigt et virkelig flot nummer, og især strygerne på det er imponerende. Det er pladens længste sang, men der sker så meget, at dens længde knap nok bemærkes. Og så kan jeg slet ikke få nok af førnævnte strygere.

Det bliver mere stille med Possibly Maybe, der har en dejlig vinyl-lignende knasen, og Björks excentriske sangstil er virkelig smukt udnyttet her. Det er en ret simpel melodi, men den danner et flot lyd. I Miss You er en storladen, funky lydeksplosion, hvorpå der kan findes nogle pragtfulde blæsersektioner og et vidunderligt klimaks. Det er en af mine yndlingssange fra pladen. Efter dette sjove nummer kommer pladens korteste nummer, Cover Me, der har en rigtig flot, knap så elektronisk lyd. Den er dog virkelig stemningsrig, og det er en ret så interessant oplevelse. Afslutningsnummeret hedder Headphones, og det kører lige fra der hvor Cover Me slap. Lyden starter rigtig stille, men efterhånden bygges der op til et helt enormt klimaks, der faktisk ikke er så højlydt igen, da det bare er Björks stemme, der føles som et helt orkester. Efter klimakset falder lydniveauet, og der bliver langsomt sagt farvel til lytteren. Post er et fantastisk album. Der er utrolig lidt ved albummet, der kunne være bedre, og disse ting er ganske banale. Hvis du kan lide excentrisk musik, så er det nok noget for dig, for det bliver sjældent mere excentrisk end Björk.

374 – Eagles – Eagles (1972)

Udgivet den af
Svar

I 1972 debuterede en rockgruppe, der sidenhen ville ende med at blive en af de mest populære bands nogensinde med en lille, landlig, countryinspireret plade. Bandet hed Eagles, og det hed pladen simpelt nok også. Dette åbner med et af gruppens mest populære numre, Take It Easy, som er skrevet i samarbejde med Jackson Browne, og det er rigtig tydeligt. Den lyder virkelig meget af hans stil, og han har skam også lavet et ganske fint cover af den, men originalen, sunget af Glenn Frey, er nok min favorit. Meget af dette har noget at gøre med Bernie Leadons sjove banjo, der giver sangen lidt ekstra kant og ekstra charme. Ligeledes er Witchy Woman et virkelig godt nummer. Dette er sunget af Don Henley, der med sin cool, sprøde stemme giver sangen virkelig meget drama. Den er meget hårdere end åbningsnummeret, og man kan også fornemme en del blues-inspiration her. Det er ganske fortræffeligt. Chug All Night er igen sunget og skrevet af Glen Frey. Det er en sjov sang om druk og sex, og den har igen elementer af hård rock, mens man dog sagtens kan høre country-indflydelsen. Det er en vældig sjov sang.

Most of Us Are Sad er helt nede på det basale niveau, og da dette også er skrevet af Frey, viser det flot hans diversitet. Den er sunget af Randy Meisner, der på sentimental vis synger om sin tristhed. Teknisk er det ikke det mest imponerende, gruppen har lavet, men det prøver det heller ikke på at være. Det er bare et førsteklasses soft-rock-nummer. Hvis Take It Easy ikke lød af Jackson Browne, så gør Nightingale det i hvert fald. Denne er skrevet udelukkende af Browne, men den er dog sunget af Don Henley, der efter min mening har en mere interessant stemme end Browne. Det er vild, sjov rock and roll, som det er bedst. Det er faktisk nok et af de bedste numre, Browne har skrevet. Den Leadon-sungne Train Leaves Here This Morning er et af de mest rendyrkede country-numre, bandet har lavet. Derfor er det nok ingen overraskelse at jeg, der ikke ligefrem er stor fan af country, ikke er så glad for dette nummer. Den er oven i købet skrevet i samarbejde med Gene Clark fra the Byrds, hvis ældre materiale jeg er rigtig glad for, men jeg er ikke just den største fan af deres country-rock-periode.

Det har nogle flotte harmonier, men er som helhed en ret kønsløs, kedelig sang. Jeg kan til gengæld ret godt lide den dramatiske Take the Devil, som er sunget og skrevet af Randy Meisner. Den lyder meget af den håbløshed, som man kender fra sange som Hotel California. Earlybird er sunget af Leadon, og den er et af de fedeste numre på pladen. Igen spiller Leadon også smukt banjo, og sangen har masser af attitude. Der er en sær fløjtelyd, som for nogle nok kunne være irriterende, men for mig gør den bare sangen sjovere. Peaceful Easy Feeling er ikke skrevet af noget medlem men af Jack Tempchin. Det er en fremragende sang, og den fortjener at være blandt gruppens mest kendte, men jeg føler ikke helt, at den passer blandt de andre. Det er nok fordi, de ellers har så meget personlighed i deres melodier, og derfor føles denne sang så anderledes fra resten, selvom pladen ellers har et ret bredt omfang. Det Meisner-sungne og -skrevne afslutningsnummer Tryin’ er sjov rock and roll af fedeste skuffe, og det fungerer godt som albummets klimaks. Eagles er en rigtig god debut. Der er lidt problemer i kanterne, men albummet fungerer stadig meget godt.

375 – John Lee Hooker – The Ultimate Collection (1948-1990) (1991)

Udgivet den af
Svar

John Lee Hooker er en af de helt store blueslegender, og hans værker er ofte udgivet gennem opsamlinger, og i 1991 udkom en af de bedste af slagsen, nemlig The Ultimate Collection (1948-1990). Trods titlen består pladen hovedsageligt af 60’er-materiale, der optager over halvdelen af de to cd’er. De første par år af hans karriere er også godt repræsenteret, men man kunne godt savne lidt fra midt- og sen-50’erne. Også de helt sene år i hans karriere er mangelfuldt repræsenteret: kun to numre er optaget efter 1971. Man kan jo så ikke rigtig anklage pladeselskabet for at have fravalgt netop disse perioder, for Hookers storhedstid var trods alt 60’erne og årene lige omkring 1950. I disse år er der dog også udvalgt nogle sande klassikere. Tilbage i de helt gamle dage har vi f.eks. Boogie Chillen, Hobo Blues og I’m In the Mood. Jeg anerkender selvfølgelig disse numres indflydelse, men generelt føles de lidt for gammeldags til mig. Visse af dem holder dog virkelig godt, her især I’m in the Mood. Denne kan både findes i originaludgaven og som en glimrende duet med Bonnie Raitt, der afslutter albummet.

Albummet er ikke kronologisk opstillet, men der er stadig en smule kronologisk opdeling. Først kommer spoken word-nummeret Teachin’ the Blues fra 1961 der rimelig godt introducerer John Lee Hookers stil. Ja, det er faktisk det, nummeret handler om. Dette bliver efterfulgt af 9 numre fra Hookers første par år i musikbranchen. Resten af albummet består da mest af blandede Hooker-numre fra 60’erne, dog med en enkelt sang fra 1956 ved navn Dimples blandet ind mellem resten. Denne lyder alligevel mere af 60’ernes Hooker, hvor produktionen er langt bedre og instrumentationen består flere instrumenter. De sidste fire sange er de eneste fra efter 60’erne, og de er alle opført i samarbejde med andre berømte musikere. Først to fortræffelige numre fra hans album med Canned Heat, der efter min mening er noget af det bedste, Hooker nogensinde har været med på. Derefter to numre, hvor Roy Rogers er med på guitar, hvor det sidste er førnævnte duet med Bonnie Raitt.

60’ernes John Lee Hooker tiltaler mig personligt mere end det, han lavede tilbage i starten af sin karriere. Som sagt er produktionen mere professionel og ren, men det gør det kun tydeligere, hvor beskidt Hooker selv er. Han er en beskidt personlighed, og på godt amerikansk ville man nok kalde ham en “bad motherfucker”. Han er fuld af sex og begær, og han har absolut ingen hæmninger. Det her er 60’ernes svar på gangsta-rap, for hans sange handler stort set kun om sex, alkohol og hvor slem han er. Jeg kan godt lide, at få det opdelt i disse to sider af Hooker, for ellers ville det nok virke som lidt af en rodebutik. Til gengæld er begge perioder godt dynamisk opbygget, så man ikke bliver særlig træt efter næsten 2 timers blues. Det er dog nok det eneste rigtige problem ved pladen – den er næsten 2 timer lang. Det er virkelig guf for enhver, der elsker John Lee Hooker, og jeg ved faktisk ikke helt, om jeg bare ville anbefale en kortere opsamling, hvis du ikke er verdens største Hooker-fan, for denne er afsindigt god. Jeg er ikke selv heller den helt store bluesnørd, så jeg må indrømme, at jeg tog pauser mellem de 2 cd’er. Men hvis du elsker blues, så er The Ultimate Collection (1948-1990) virkelig værd at lytte til.

376 – Oasis – (What’s the Story) Morning Glory? (1995)

Udgivet den af
Svar

Det britiske rockband Oasis fik i 1994 stor succes med deres debutplade Definitely Maybe, og succesen blev faktisk endnu større med opfølgeren, (What’s the Story) Morning Glory? fra året efter. Albummet åbner med et kort preview af megahittet Wonderwall, før det reelle åbningsnummer, Hello, begynder. Blandt alle numrene på pladen kunne intet nok have åbnet bedre end Hello. Det er måske ikke den mest fængende sang på pladen, men det ville sørme også kræve meget. Sangen har meget force og energi, mens det dog har den sentimentale lyd, der huserer på mange af albummets bedste sange. Roll With It er en fed energibombe med en virkelig fængende melodi. Man bliver helt glad i låget af den, og man kan rigtig let finde på at synge med. Den måtte gerne være en kende kortere, for så meget udvikler sangen sig ikke igen, men sangen er stadig en af pladens mest mindeværdige. Den bliver efterfulgt af den nu klassiske Wonderwall, som jeg, såvel som alle andre, har hørt til døde efterhånden. Det har dog nok noget at gøre med, at vi snakker om en fantastisk melodi.

Oasis er helt enorme Beatles-fans, så det er intet under at Don’t Look Back in Anger på sine første klaverakkorder lyder lidt som John Lennons Imagine – eller at de for den sags skyld refererer til John Lennon med linjen “So I’ll start a revolution from my bed” – men deres inspiration går aldrig over i plagiat, for Don’t Look Back in Anger er ikke blot deres egen melodi, men det er en af de bedste popsange nogensinde. Der er få sange, jeg kan lytte til igen og igen uden at blive træt af den. Hey Now! virker lidt som et fyld-nummer. Melodien er ikke specielt fængende eller rørende, og jeg har svært ved at få meget ud af det. Det er ikke irriterende, men uanset hvor ofte jeg lytter til det, bliver det ikke særlig meget hos mig. Efter dette kommer et unavngivet instrumentalt interludium, der fungerer godt til at lave en dynamisk overgang mellem Hey Now! og det næste nummer, Some Might Say, der er en rigtig sjov, fængende sang. Den har vidunderlig sentimentalitet, men den bliver ved i lidt for lang tid, og gentager sig dermed en del, hvilket er trættende. Cast No Shadow lyder også ret meget af fyld. Melodien siger mig ikke noget, og der er også overraskende lidt spilleglæde herpå. Og koret lyder ret latterligt, mens forsanger Liam Gallagher prøver at være sentimental.

She’s Electric er rigtig sjov og glad. Teksten er noget værre vrøvl, men det gør slet ikke noget, og bandet ser ud til at indse det. Det er ikke den dybeste sang, men den har stadig meget af den sentimentalitet og livsglæde, der kendetegner bandet. Morning Glory er en af pladens mest rockede sange. Den er rigtig sjov og fængende. Den måtte godt være lidt kortere, for det korte omkvæd gentager sig en del. Endnu et unavngivet interludium kommer da, og dette hænger rigtig flot sammen med det 7½ minut lange afslutningsnummer Champagne Supernova. Det er et psykedelisk rocknummer af den allerbedste slags, og der er mere variation i dette nummer end noget andet på pladen. Det er virkelig fængende, og sentimentaliteten, jeg jo roser gruppen så meget for, er helt i top. På samme måde som hvordan Hello åbnede perfekt, afslutter Champagne Supernova bedre end noget andet nummer ville kunne. På Britpop-scenen er (What’s the Story) Morning Glory? et ikonisk album, og hvis du har smag for pop-rock, så lyt både til Oasis, men så sandelig også til Pulp, Suede, Blur og the Verve, bare for at nævne genrens største navne.

377 – TLC – CrazySexyCool (1994)

Udgivet den af
Svar

I 1990 dannede tre unge kvinder med kunstnernavnene Left-Eye, T-Boz og Chilli R&B-gruppen TLC. T-Boz og Chilli var skønsangere, og Left-Eye rappede. Efter en ret fjollet debutplade i 1991 skiftede de i 1994 fuldstændig image med deres anden plade, CrazySexyCool. Hvor den første plade bestod af ret uskyldig pop-rap med R&B-vokaler her og der, var CrazySexyCool meget mere fokuseret på skønsangerne T-Boz og Chilli. Derudover var tonen langt mere seriøs, og produktionen blev foretaget af meget anerkendte hip hop- og R&B-producere som Sean Combs, Babyface, Dallas Austin. Derudover optræder nogle ret anerkendte rappere også her: Phife Dawg fra A Tribe Called Quest, André 300 fra OutKast og Busta Rhymes. Disse tre er alle meget dygtige og underholdende, og de udfylder rent faktisk roller, som Left-Eye ikke bare kunne have overtaget, for hun bliver ellers ikke brugt så ofte i løbet af albummet, som man kunne ønske sig.

På albummet er der 16 numre, men jeg ville kun kalde 11 af dem egentlige sange. Resten er interludier, og 2 af gæsterapperne har deres optrædener på disse. Disse to er naturligvis ret gode, men CrazySexyCool (Interlude), Intermission-Lude og Sexy (Interlude) sætter bare albummet i tomgang. Sidstnævnte er ganske vist ret morsomt, men det stopper alligevel albummets ellers ganske gode flow. De 11 “rigtige” sange er til gengæld alle rigtig gode. Melodierne er for det meste virkelig fængende, og stemningen er oftest som albummets titel. Der er uden tvivl mest “Sexy” og “Cool” over det meste af musikken, men når Left-Eye dukker op, får vi os en god portion “Crazy”. Denne sexede og cool lyd kan man selvfølgelig takke producerne for, men også T-Boz og Chilli fortjener meget af æren for det. Deres levering er pragtfuld, især når vi snakker numrene, der netop omhandler sex, såsom Red Light Special, Let’s Do It Again og Take Our Time.

Sangene er skrevet af mange forskellige, inklusive vores tre hovedpersoner, hvor kun Left-Eye har været med til at skrive mere end blot et interludium, og da hendes navn kun står ved sange, hvortil hun har et rapvers, så antager jeg, at det kun er det, hun har skrevet. Hun er dog virkelig dygtig til det. Hun er ikke en verdensmester eller noget, men hun kan sgu sit kram. Men selvom alle sangene er skrevet af forskellige mennesker, er de alle af virkelig høj kvalitet. Hvad angår deciderede sange, er der ikke ét dårligt nummer på pladen, og til trods for de mange sangskrivere og producere, er lyden temmelig konsekvent, og albummet har ikke dårlig dynamik heller. Dynamikken er ikke decideret imponerende, så man kan godt blive en smule træt af at høre noget, der lyder lidt for meget som det, man ellers lige har hørt. CrazySexyCool er et rigtig godt album. Hvis du kan lide popmusik, så er dette virkelig let at anbefale. Der er rigtig mange godter på den, og langt det meste er værd at lytte til.