Kategoriarkiv: J

370 – Jefferson Airplane – Volunteers (1969)

Udgivet den af
Svar

Hippie-rockbandet Jefferson Airplane gjorde sig for alvor bemærket i 1967 Surrealistic Pillow, hvor man finder mange af deres mest berømte sange, f.eks. White Rabbit, Somebody to Love og Today. De har udgivet mange andre albums, men ingen af dem kan måle sig med Surrealistic Pillow i hverken kvalitet eller popularitet. Volunteers fra 1969 er dog et af de mere bemærkelsesværdige, de har lavet. Den åbner med sangen We Can Be Together, der er en lystig bøn om fred. Det er musik af den slags, som kun hippier kan lave, og melodien er virkelig god, mens den samtidig er virkelig syret. Deres cover af den traditionelle sang Good Shepherd er virkelig godt. Det lyder overraskende godt til deres syrerock-behandling, og det er nok en af albummets bedste sange. Der er meget charme, og den føles også ganske drømmende. Farm er uden tvivl også et fedt nummer. Den er meget bekymringsfri, og det er ganske vist ikke det, man forventer sig af Jefferson Airplane, men de kan sgu deres kram.

Sangen Hey Frederick lyder meget inspireret af tidens yderst tidlige heavy metal. Man kan absolut høre en snært af Led Zeppelin her. Sangen er 8½ minut lang, men den bliver aldrig kedelig. Det meste af nummeret er en guitarsolo, og det er også en virkelig god en af slagsen. Turn My Life Down er ikke just pladens mest interessante sang. Den lyder meget som en mellemting mellem We Can Be Together og The Farm, men den er mere poppet end begge. Den er fin nok, men man kommer ikke til at huske den videre godt. Deres cover af Crosby, Stills & Nash-sangen Wooden Ships er også rigtig godt. De får på rigtig dramatisk vis temaet om dommedag igennem, og den er så sandelig på niveau med originalen. Jefferson Airplane er som bekendt rigtig syrede. Det mest syrede nummer på Volunteers er nok sangen Eskimo Blue Day, og selvom navnet i sig selv burde være nok, må jeg nok uddybe: gruppen bruger virkelig interessante lyriske vendinger, og dynamikken på dette nummer er virkelig noget for sig.

A Song for All Seasons er ikke rigtig psykedelisk rock – psykedelisk country ville være en bedre beskrivelse. Jeg har mine problemer med country, og dette er absolut ikke en undtagelse. Det er måske et af de værste numre på noget album, jeg har anmeldt. Teksten er ganske sjov, men derudover er det forfærdeligt. Den simple countrymelodi er i sig selv bare kedelig, men et syret klaver over dette er fuldstændig uudholdeligt. Det springer frem og tilbage, og det gider ikke rigtig at køre efter rytmen. Og vokalharmonien er så falsk, at harmoni ikke er et godt ord – og den er der i løbet af hele sangen. Et cover af den traditionelle sang Meadowlands bliver da spillet på orgel som et kort interludium, der leder op til titelnummeret, der afslutter pladen. Det er et dejlig sjovt nummer, og det runder helt perfekt albummet af. Volunteers er et album af generelt rigtig høj kvalitet. Et par få sange er ikke nær så fantastiske som andre, og en enkelt er decideret forfærdelig, men jeg kan stadig anbefale det til enhver, der kan lide psykedelisk rock.

372 – Jackson Browne – Late For the Sky (1974)

Udgivet den af
Svar

Jackson Browne udgav i 1974 sit tredje album, Late For the Sky, og dette er af mange opfattet som hans største værk. Det har da også mange rigtig gode sange på sig. Der er kun otte af slagsen, men kvaliteten er generelt højere end på nogen af hans andre albums. Nu er jeg ikke selv verdens største soft-rock-fan, men jeg kan så sandelig genkende en god melodi, når jeg hører en. Og titelnummeret, der åbner pladen, er en virkelig kraftig melodi. Som altid har Browne her skrevet en virkelig rørende tekst, men den håbløse stemning går virkelig også igennem med melodien. Det andet nummer, Fountain of Sorrow, er med sine næsten 7 minutter pladens længste, men det er muligvis også det bedste. Browne mestrer i højere grad end normalt dynamik på dette nummer, og følelserne strømmer også bare ud. Sjældent føles han så fortabt i intetheden, og sjældent har han fortalt en sang så malerisk. Og mest af alt, så er det imponerende, hvor meget han rent faktisk formår at gøre musikalsk på disse 7 minutter. Sangens lyd er varieret, men ikke på ét tidspunkt bliver stemningen ødelagt.

Father On er absolut ikke en dårlig sang heller. Den har nogle meget mindeværdige øjeblikke på sig, og Browne har stadig godt fat i, hvordan man får tekst, melodi og lyd til at komplimentere hinanden godt. Dog vil jeg sige, at det lyder som noget, man har hørt før. Der er ikke vanvittigt meget kontrast i forhold til de to første sange i lydlandskabet. Dette er konsekvent det største problem, Browne har kæmpet med. Det er dog ikke så slemt igen på The Late Show. Det er stadig soft-rock, men strygere såvel som et meget højlydt kor, gør den interessant nok. Det er dog en af albummets svagere melodier, men tekstniveauet er som sædvanligt ret så højt. Heldigvis kommer der dog noget afveksling med noget energisk rock and roll på The Road and the Sky. Det er rigtig energisk og sjovt, men det passer stadig fint ind blandt resten af numrene. Man lægger ganske vist mindre mærke til teksten på dette nummer, men det gør ikke så meget, for variation er vigtigere i min bog. Og det er nok derfor Browne sjældent siger mig nær så meget, som han gør andre anmeldere.

For A Dancer er en af pladens bedste numre. Den har nogle rigtig smukke strygerportioner, og den har faktisk nogle fine temposkift, der sørger for at gøre den engagerende hele vejen igennem. Det er en ganske sød sang, og hvis Browne nogensinde har været musikalsk interessant, så er det med denne. Walking Slow er ironisk nok en af de mere energiske sange. Den er vældig sjov, og teksten viser, at Browne sagtens kan fortælle en interessant historie uden at være trist. Den er let at gribe fat om, og den er dejligt afslappende. Han måtte sagtens lave numre som dette lidt oftere. Afslutningsnummeret hedder Before the Deluge, og det er et rimelig typisk Browne-nummer. Det er en ok melodi, en vidunderlig tekst, en ret interessant instrumentation og en ikke specielt interessant sangstemme, men det fungerer. Late For the Sky er et rigtig godt album. De svage punkter er der, men de højeste punkter er nogle af de højeste, Browne har nået i løbet af sin karriere. Hvis du kan lide soft-rock, så er Jackson Browne sikkert noget for dig, og Late for the Sky er nok det bedste sted at starte.

375 – John Lee Hooker – The Ultimate Collection (1948-1990) (1991)

Udgivet den af
Svar

John Lee Hooker er en af de helt store blueslegender, og hans værker er ofte udgivet gennem opsamlinger, og i 1991 udkom en af de bedste af slagsen, nemlig The Ultimate Collection (1948-1990). Trods titlen består pladen hovedsageligt af 60’er-materiale, der optager over halvdelen af de to cd’er. De første par år af hans karriere er også godt repræsenteret, men man kunne godt savne lidt fra midt- og sen-50’erne. Også de helt sene år i hans karriere er mangelfuldt repræsenteret: kun to numre er optaget efter 1971. Man kan jo så ikke rigtig anklage pladeselskabet for at have fravalgt netop disse perioder, for Hookers storhedstid var trods alt 60’erne og årene lige omkring 1950. I disse år er der dog også udvalgt nogle sande klassikere. Tilbage i de helt gamle dage har vi f.eks. Boogie Chillen, Hobo Blues og I’m In the Mood. Jeg anerkender selvfølgelig disse numres indflydelse, men generelt føles de lidt for gammeldags til mig. Visse af dem holder dog virkelig godt, her især I’m in the Mood. Denne kan både findes i originaludgaven og som en glimrende duet med Bonnie Raitt, der afslutter albummet.

Albummet er ikke kronologisk opstillet, men der er stadig en smule kronologisk opdeling. Først kommer spoken word-nummeret Teachin’ the Blues fra 1961 der rimelig godt introducerer John Lee Hookers stil. Ja, det er faktisk det, nummeret handler om. Dette bliver efterfulgt af 9 numre fra Hookers første par år i musikbranchen. Resten af albummet består da mest af blandede Hooker-numre fra 60’erne, dog med en enkelt sang fra 1956 ved navn Dimples blandet ind mellem resten. Denne lyder alligevel mere af 60’ernes Hooker, hvor produktionen er langt bedre og instrumentationen består flere instrumenter. De sidste fire sange er de eneste fra efter 60’erne, og de er alle opført i samarbejde med andre berømte musikere. Først to fortræffelige numre fra hans album med Canned Heat, der efter min mening er noget af det bedste, Hooker nogensinde har været med på. Derefter to numre, hvor Roy Rogers er med på guitar, hvor det sidste er førnævnte duet med Bonnie Raitt.

60’ernes John Lee Hooker tiltaler mig personligt mere end det, han lavede tilbage i starten af sin karriere. Som sagt er produktionen mere professionel og ren, men det gør det kun tydeligere, hvor beskidt Hooker selv er. Han er en beskidt personlighed, og på godt amerikansk ville man nok kalde ham en “bad motherfucker”. Han er fuld af sex og begær, og han har absolut ingen hæmninger. Det her er 60’ernes svar på gangsta-rap, for hans sange handler stort set kun om sex, alkohol og hvor slem han er. Jeg kan godt lide, at få det opdelt i disse to sider af Hooker, for ellers ville det nok virke som lidt af en rodebutik. Til gengæld er begge perioder godt dynamisk opbygget, så man ikke bliver særlig træt efter næsten 2 timers blues. Det er dog nok det eneste rigtige problem ved pladen – den er næsten 2 timer lang. Det er virkelig guf for enhver, der elsker John Lee Hooker, og jeg ved faktisk ikke helt, om jeg bare ville anbefale en kortere opsamling, hvis du ikke er verdens største Hooker-fan, for denne er afsindigt god. Jeg er ikke selv heller den helt store bluesnørd, så jeg må indrømme, at jeg tog pauser mellem de 2 cd’er. Men hvis du elsker blues, så er The Ultimate Collection (1948-1990) virkelig værd at lytte til.

391 – Jackson Browne – The Pretender (1976)

Udgivet den af
Svar

The Pretender er navnet på Jackson Brownes fjerde studiealbum. Jackson Browne er en afsindigt dygtig lyriker rigtig ofte, men hans musik minder tit lidt for meget om hinanden, hvis du spørger mig. På The Pretender bliver vi til gengæld præsenteret for en mere dynamisk Browne på åbningsnummeret, The Fuse. Overgangene mellem forskellige tempoer og akkompagnementer går virkelig godt, og man kan faktisk i visse stykker mærke en vis funk-inspiration, og selvom det er langt fra det typiske soft-rock, han normalt laver, lyder det stadig fedt. Your Bright Baby Blues er et lidt mere traditionelt Browne-nummer. Det er med sine 6 minutter pladens længste sang, men melodien såvel som teksten er så gribende og følelsesrig, at man ikke rigtig lægger mærke til længden. På Linda Paloma er det væsentligste instrument en mexicansk inspireret harpe. Jeg skal være helt ærlig, jeg ved ikke hvorfor der skulle være en harpe her. Det virker lidt forfriskende i starten, men efter kort tid bliver harpen vammel. Og som sangen skrider fremad, bliver den også i sig selv ganske vammel, især mod slutningen.

Here Come Those Tears Again er nok pladens største hit. Det er dynamisk, og det er heller ikke nær så langsomt som resten af pladen. Det er virkelig sjovt at lytte på, også selvom lyrikken ikke er så lykkelig som teksten. Så de har ikke det bedste samspil, men de er hver især ret gode. The Only Child er så til gengæld et ret kedeligt nummer. Teksten er som altid rigtig god, men melodien er alt for triviel og ensartet. Som et af de få numre på pladen, får man virkelig let det her på hjernen, og det bliver faktisk en smule irriterende. Strygerne derpå fortjener til gengæld virkelig stor ros, de gør, at sangen i det mindste er en smule musikalsk interessant. Daddy’s Tune er en lidt forvirrende sang. Den kører i første halvdel som et ganske traditionelt soft-rock-nummer, og pludselig kommer nogle horn ind, sangen bliver virkelig lystig, og det lyder mest af alt af et latterligt Broadway-nummer, og jeg begynder at forestille mig dansere med sjove hatte, hvilket bare virker forkert. Det er en af pladens gladeste tekster, men den virker stadig alt for personlig, til at den kan lyde så latterlig.

Det næstsidste nummer hedder Sleep’s Dark and Silent Gate. Vi kommer tilbage til noget af den soft-rock der netop gjorde manden så populær i første omgang. Og mens lyden ikke er så speciel igen, er melodien virkelig god. Man kan rigtig let mærke følelserne, og teksten er virkelig utrolig. Måske er det endda pladens bedste. Linjer som “I don’t know what love has got to do with happiness” og “But the times when we were happy were the times we never tried” er virkelig værd at tænke over. En anden af pladens bedste sange er titelnummeret, der afslutter pladen. Melodien er faktisk fængende, mens han har rigtig meget at sige om livet i en forstad. Individuelle linjer er ret så gribende, mens sangen som en helhed er nærmest malerisk. Og den er også i lyden ganske varieret. The Pretender er en lidt blandet landhandel. Når den er bedst, finder vi nogle af Brownes allerbedste værker. Når den er værst, er det let forglemmelige melodier, der ikke arbejder specielt godt sammen med teksterne, der dog næsten altid er af rigtig høj kvalitet. Der er heller ikke stor fokus på hvordan de individuelle sange arbejder sammen, så lytteoplevelsen kan virke trættende. Der er dog nogle virkelig gode numre indimellem.

414 – James Brown – 20 All-Time Greatest Hits (1991)

Udgivet den af
Svar

James Brown bliver kaldt the Godfather of Soul, og mens han skam har lavet en god portion soulnumre, er hans største bidrag til musikverdenen sket gennem funkmusik. Uanset genre blev 20 af hans allerstørste hits i 1991 opsamlet på en plade, der fik det ganske praktiske navn 20 All-Time Greatest Hits. Udvalget er fremragende. Der er virkelig ikke et eneste nummer, jeg føler, mangler. Funky Drummer er ganske vist historisk vigtigt, men udenfor hip hop-kredse er det nummer ikke så kendt. Livin’ In America er nok det største nummer, de ikke har på pladen, men den ville virkelig lyde sær herpå, da den er så meget nyere end alt det, der er på albummet. Så udvalget kunne næppe blive meget bedre. Vi finder her 20 forskellige klassiske James Brown-sange, og manden har jo ikke et lille udvalg af store hits. Mange kan sikkert synge med på Papa’s Got a Brand New Bag, I Got You (I Feel Good), It’s a Man’s Man’s Man’s World eller Get Up (I Feel Like Being A) Sex Machine, mens der også er nogle knap så enorme numre spredt rundt på pladen.

20 All-Time Greatest Hits præsterer desuden noget, der er yderst sjældent for opsamlinger – den har en rigtig god albumstruktur. Først og fremmest er den ikke kronologisk opstillet, men derudover er det også rigtig dejligt blandet. Man hører sjældent to traditionelle soul-sange, pop-funk-numre eller prototyper på hip hop lige efter hinanden, og hvis man endelig gør, er det to meget forskellige bud på, hvordan det skal gøres. Selvfølgelig får man så ikke helt en god opfattelse af, hvordan James Brown har udviklet sig, men jeg føler ikke, at det er spor nødvendigt. Jeg ser nemlig mest denne opsamling som en slags begynder-pakke til en, der ikke er så bekendt med James Browns musik. Og til det job kan ingen plade klare sig meget bedre. Det er dog også en ganske tilfredsstillende oplevelse, hvis du allerede har et fint kendskab til manden, for han er ikke ligefrem kendt for fantastiske studiealbums, så opsamlinger er næsten den optimale måde at lytte til ham.

James Brown er en helt utrolig vigtig figur i R&B-verdenen. Han startede “bare” som en utrolig dygtig traditionel soulsanger, men som årene gik, fik han næsten egenhændigt opfundet funkgenren. Dette er en så fantastisk præstation, at man slet ikke kan ignorere det. Samtidig fik han også udviklet denne genre så meget, at den slet ikke var det samme, efter hans behandling af den. Han fik faktisk arbejdet så meget med genren, at han midt i 70’erne næsten allerede var nået så langt at have skabt store dele af hip hop-genren. Og hvis det ikke var nok, at han har haft så enorm betydning for R&B, så er hans musik stadig – selv efter disse rigtig mange år – rigtig god på egen hånd. Og så er den varieret. Jeg ved næsten ikke, hvordan man på nogen måde kunne lave en bedre Greatest Hits-plade med James Brown; udover måske det store boxsæt Star Time, som 20 All-Time Greatest Hits var udgivet som et kortere alternativ til – så hvis du gerne virkelig vil begynde at nørde James Brown, så er Star Time også at anbefale.

453 – Jane’s Addiction – Ritual de lo habitual (1990)

Udgivet den af
Svar

Sanger Perry Farrell og bassist Eric Avery dannede i 1985 Jane’s Addiction, og de debuterede i 1987 med et eponymt live-album. Året efter fik de en noget større succes med Nothing’s Schocking, som især blev populær gennem nummeret Jane Says. Deres mest kommercielt succesfulde album er dog uden tvivl Ritual de lo habitual fra 1990. Det album er fyldt med rigtig højlydt, eksperimenterende musik, og de sørger for at gøre det konstant interessant. Lige fra første sang, Stop!, ved man at det ikke er et album for folk sarte øren. Det er ekstremt dynamisk; det går fra helt utrolig høj, hurtig vred musik til total stilhed på splitsekunder. Og som det bugter sig i bakke og dal, sidder ens øren klistret til højtalerne, hvis man kan lide hårdere musik. Det store problem ved Jane’s Addiction er noget, der er gennemgående på alle pladerne – Perry Farrells stemme irriterer mig bare. Det er virkelig synd, for musikken er i sig selv fuldstændig fantastisk. I starten kunne jeg slet ikke lide dette album, og nu kan jeg se, at jeg bare havde svært ved at abstrahere fra hans stemme, der er meget skinger og skarp. Den er ikke just min kop te.

Albummets første halvdel er uden tvivl den lettest tilgængelige. Den er rigtig fængende med numre som Stop!, Ain’t No Right og Been Caught Stealing. Det er dog ikke sådan, at de på nogen måde nærmer sig pop-metal. Der er selvfølgelig Perrys stemme, men de arbejder ikke med de traditionelle opbygning-klimaks-konstruktioner, der er så typiske i metal. Det går meget op og ned, og rejsen har aldrig rigtig nogen specifik destination. Det handler mest af alt bare om at opleve en masse formidable lyde. Det er i endnu højere grad tilfældet på den sidste halvdel, hvor hele tre sange lige efter hinanden er længere end 7 minutter. Three Days, Then She Did… og Of Course er meget eksperimenterende, og der sker uden tvivl nok i sangene, til at længderne er retfærdiggjorte. Især Three Days er en utrolig komplet musikalsk oplevelse. Det er virkelig et stærkt nummer, som desuden kører i ret lang tid uden Perry Farrells skrigende stemme, hvilket absolut hjælper i min bog.

Albummet slutter i den fuldstændig modsatte grøft i forhold til, hvor den startede. Classic Girl er et meget simplistisk nummer. Den kører på en meget stille guitar i løbet af det meste af sangen, og kun i instrumentale portioner kommer der mere drøn på den. På grund af den meget stille lyd, er Farrells stemme desværre ret fremtrædende, men det er trods alt kun et personligt problem, jeg har med ham. Jeg ville gerne have set, at albummet havde afsluttet på anden vis, f.eks. med et af de længere numre. At have tre så lange sange i træk bliver også en smule trættende, når man når til den tredje af dem, så hvis de to sidste numre på pladen havde byttet plads, ville albumdynamikken have været helt perfekt, for det er den ellers. Hvis man er til hård rock og vil have den i en mere alternativ, sær udgave, så er Ritual de lo habitual et rigtig let album at anbefale. Man skal bare være klar på lidt af hvert.

454 – Stan Getz & João Gilberto – Getz/Gilberto (1964)

Udgivet den af
Svar

Jazzsaxofonist Stan Getz udgav i 1962 Jazz Samba, der introducerede en stor del af den nordlige halvkugle for den brasilianske bossa nova-musik, og mange erklærede det en simpel dille, der hurtigt ville gå væk. Han fastslog for alvor, at bossa nova havde stort internationalt potentiale, da han sammen med brasilianske guitarist og sanger João Gilberto og pianist og komponist Antônio Carlos Jobim, der ligeledes er brasiliansk, udgav albummet Getz/Gilberto i 1964. Det blev til en serie af rigtig stære melodier, der er velpolerede, om man så går ned og kigger på hvert enkelte instrument. Det hele hænger utrolig godt sammen, og det hele lyder perfekt. Det er aldrig specielt truende, oftest er tonen mest af alt afslappende, men Getz får vikelig spillet imponerende soloer, og også bag sangen, sker der ofte ganske interessante ting. De fleste af sangene er sunget udelukkende af João Gilberto, men hans kone, Astrud, skinner virkelig på de to numre, hun synger med på, åbningsnummeret The Girl From Ipanema og Corcovado (Quiet Nights of Quiet Stars). Hun har en formidabel stemme, der virkelig tilføjer meget til albummet, og det er nærmest synd, at hun ikke synger flere af sangene.

De otte numre João synger alene er dog ikke mindre fantastiske, da de uanset hvad er fantastisk komponeret. Der er god variation i Antônio Carlos Jobims kompositioner, og der er rigtig meget at gribe fat om og dykke ned i. Han har komponeret 6 af sangene helt eller delvist, og undtagelserne afviger ikke meget fra hans meget kække, rolige komposition. Jeg foretrækker stadig numrene, hvor Jobim har haft en eller anden form for deltagelse i kompositionerne, men det irriterer mig heller ikke, når han ikke gør andet end at spille klaver. Hans melodier er utrolig fængende, og da de netop er så afslappende, er det godt at have sådanne melodier siddende fast i hovedet, da det bare bringer ro til resten af kroppen. De består alle i stor grad af sang, og de fleste numre har også nogle saxofonsoloer, der sørger for at gøre det til en mere levende oplevelse. Og Stan Getz er så sandelig en ganske livagtig saxofonist.

Hvis du vil høre et album, der virkelig oser af brasiliansk stemning, så går man virkelig ikke galt i byen med Getz/Gilberto. Selvfølgelig, at lyde eksotisk er ikke noget specielt på egen hånd, men sammen med de utrolig præcision og kontrol over instrumenterne gør de at den musikalske oplevelse ikke blot er veludført, men den brasilianske lyd sørger for at lytteren lægger mere mærke til resten, da musikken kommer til at føles mere unik. Hver eneste melodi på pladen, især dem af Jobim, er gode og stemningsrige. Fra start til slut føles albummet rigtig gennemtænkt, og det bliver spillet med yderste finesse. Hvis man er til jazz, er Getz/Gilberto et absolut must at lytte til, for efter den blev udgivet, var jazz ikke det samme. Uden den ville du måske end ikke vide, hvad bossa nova er. Jeg er ikke engang selv specielt vant jazzlytter, men jeg kan genkende et godt jazzalbum, når jeg lytter til det, og få er nær så gode som dette.

457 – Jackson Browne – For Everyman (1973)

Udgivet den af
Svar

Jackson Browne debuterede i 1972 med et eponymt album, og det blev rost til skyerne af anmeldere verden over, og salget gik heller ikke halvskidt. At følge op på sådan et album er svært, men Browne gjorde det nok engang. Hans opfølger, For Everyman, som den kom til at hedde, havde meget af den samme soft-rock-suppedas, han også fokuserede på i løbet af meget af debuten, men han sørgede for at oppe sig hvad angik skrivning af melodi såvel som tekst. Albummet åbner med et cover af Eagles-sangen Take It Easy. Den afviger ikke forfærdelig meget fra originalen, men det skyldes nok i stor grad, at Browne var med til at skrive den i første omgang. Derudover passer den også godt ind i albummet, da den rigtig flydende går over i Our Lady of the Well, der er et rigtig godt eksempel på den lidt sørgeligere Jackson Browne, både hvad angår melodi og tekst. Især teksten er rigtig stærk. Browne har et helt utroligt billedsprog, som kun få kan matche. Melodien har dog altid været Brownes svagere side. Jovist, den har altid stor effekt, så længe man hører på den, men kun enkelte numre bliver i hovedet, når man er færdig med at lytte til dem.

Colors of the Sun er dog netop en af undtagelserne. Den er rigtig rolig og drømmende, der er endda et rigtig svagt psykedelisk element i melodien. Sådanne minimale ting er Browne ekspert i – han er i sandhed en detaljernes mand. Mens det dog kræver opmærksomhed at finde ud af, lige præcis hvorfor hans sange virker, er det nok åbenlyst for enhver, at de nu engang gør det. På I Thought I Was A Child synger han om overgangen mellem barn og voksen, og mens historien er fuldstændig perfekt fortalt, bliver det efterhånden tydeligt at Browne ikke har en specielt stor stemme. Han formår da at komme med albummets måske bedste nummer. På These Days fortryder han store dele af sit liv, og hvis Brownes sørgelige lyd ikke virkede for dig på de andre numre, så burde dette nummer nok kunne overvinde dig med sin helt enorme styrke. Det er ret trist, så efter det, har man nok brug for noget lidt mere opmuntrende. Derfor er det så dejligt, at den energiske Redneck Friend, som selveste Elton John spiller klaver til, kommer. Det er et pragtfuldt nummer, som også hjælper albummet rent dynamisk

Selvom den lystigere Jackson Browne er dejlig at møde, så bliver det desværre til et kort bekendtskab. Browne fortsætter i den sørgelige grøft, som måske er ved at blive en smule tør. På egen hånd er The Times You’ve Come en rigtig rørende, velspillet sang, men den ender med at være i en kedelig suppedas, hvor den bliver kraftigt overskygget af lignende numre som These Days eller det efterfølgende nummer, Ready or Not, der handler om, at fortælleren skal tage stilling til, hvorvidt han er klar til at blive far efter et one night stand. Det er en tekst, der virkelig er værd at tænke over. Da kommer Sing My Songs To Me, og den er desværre en kende banal, men den er i det mindste lystig, hvilket er på sin plads efter et så alvorligt nummer. Men han har bevist før, at han sagtens kan lave bedre sange, når han skal være i godt humør. Præcis som med de to åbningsnumre, bliver der her spillet direkte over i afslutningsnummeret, der ligeledes er et titelnummer. Det er meget mere ambitiøst i såvel melodi og tekst, og mens det ikke er noget fantastisk, fungerer det godt til at runde albummet af. Det er et album med fejl og mangler, men der er ligeledes rigtig meget godt på det, så hvis du er til soft-rock, bør du nok kigge lidt til For Everyman af Jackson Browne.

458 – John Prine – John Prine (1971)

Udgivet den af
Svar

John Prine dukkede ud af det blå op i 1971 med sit debutalbum, der simpelt nok blot hed John Prine. John Prines musik bestod i rigtig høj del af country og folk, og kun på få sange lyder han mere af det ene end det andet, oftest fordi hans accent narrer lytteren til at tro, at der egentlig er mere country i musikken, end der egentlig er. Og som en person, der ikke er specielt glad for country, hjalp det virkelig ikke på min umiddelbare opfattelse af albummet, at han sang sådan. Men John Prine synger næsten ikke i første omgang. Han bevæger sig tit i et eller andet sært mellemrum mellem sang og spoken word, ofte med de omkvædene som tydelige undtagelser, selvom det dog heller ikke er garanteret. Når man har med et så stille album at gøre, er det sværere at finde et godt åbningsnummer, men Illegal Smile gør det nu rimelig godt i den rolle. Kort tid efter Prine har åbnet munden, kommer han med linjen “Bowl of oatmeal tried to stare me down… and won” – og så er det svært, ikke at få rettet sin opmærksomhed mod albummet.

Desværre er det nummer nok pladens utvivlsomt absolutte højdepunkt. Meget andet går fra at være en kende fladt over at være mildt fængende til efterlade intet indtryk på mig som lytter i mindste grad. De bedre numre er f.eks. den ufatteligt country-lydende Paradise, som bare borer sig ind i hovedet med en utrolig fængende melodi – Pretty Good, der til en afveksling bruger elektrisk guitar. Det lyder mest af alt som et tredjerangs Bob Dylan-nummer, men det er stadig ret godt for enhver, der ikke er Dylan. Og den kraftigt orgel-drevne Sam Stone er også ganske sød. Til gengæld ville jeg slet ikke kunne fortælle dig, hvordan sange som Donald and Lydia, Spanish Pipedream eller Far From Me lyder, hvis du spurgte mig her og nu. Et gennemgående plus er dog, at Prine er en rigtig dygtig lyriker. Hans lyriske emner – Jesus, narkotika, blandede bolsjer – siger mig ikke en pind, men han gør dem altid lette at forstå, så det er ganske rart. Desværre formidler han kun ca. halvdelen af tiden selve musikken i en grad, hvor jeg nyder det.

John Prines blanding af folk og country virker for så vidt ganske unikt. Jovist, det er set andre steder, men i forhold til, at albummet er fra 1971, så holder det sig ganske godt. Det fungerer også ganske godt, hvis du ikke kan falde i søvn, især den sidste halvdel, hvor sangene bliver meget svagere. Ikke at jeg nogensinde er alt for begejstret for ret meget på første halvdel, men anden halvdel går nærmest ligeså hurtigt ud af hukommelsen, som den træder ind. Melodierne er bare ikke specielt stærke. Afslutningen, Flashback Blues, der holder sig i den mest folk-orienterede ende af pladen, er dog ret god. Den er lystig og dynamisk, og den runder rimelig godt det hele af. Men når alt kommer til alt, er John Prine ikke et utrolig specielt album. Det har absolut numre på sig, som jeg er glad for at kende til, men på den anden side, er der bare rigtig meget ved pladen, der ikke er værd at huske på. Det prøver ikke på at være mere, end det er, men det er bare i bund og grund ikke så meget. Det kan nok anbefales til fans af countrymusik eller rigtig store fans af traditionel folk-musik, men publikummet er så sandelig noget af en niche.

464 – Jay-Z – The Blueprint (2001)

Udgivet den af
Svar

Jay-Z har efterhånden rappet evigheder, og at han stadig er så stor er virkelig noget usædvanligt. Han har været der siden 1996, og hans absolutte mesterværk kom, hvis du spørger mig, med The Blueprint i 2001, som ikke blot var fyldt med nogle af Jay-Z’s absolut bedste værker som rapper, men det er også i hænderne på nogle fabelagtige producere. Først og fremmest fik det verden til at genkende den absolut geniale producer Kanye West, der siden selv ville blive rapper, men også navne som Timbaland, Bink og Just Blaze udmærker sig med nogle af de bedste beats, de nogensinde har lavet. Albummet varierer meget i toneleje, men uanset hvad, er beatet altid lige i øjet. Albummet åbner med den Bink-producerede The Ruler’s Back, der som titlen antyder, annoncerer Jay-Z’s tilbagevenden. Ikke at der var gået lang tid siden sidste album, men det går mere ud på at fastslå hans overlegenhed.

Overlegenhed er ligeledes et stort emne på den næste sang, Takeover, produceret af Kanye West, der kreativt sampler Five to One af the Doors og Fame af David Bowie. Sangen er et rigtig grovmundet “diss”, som man kalder det, rettet både mod Prodigy fra Mobb Deep og mod Nas. De er begge rigtig dygtige, elskede rappere, så at gøre dette er ikke blot modigt, men Jay-Z og Kanye gør det rigtig underholdende og humoristisk, og det er muligvis Jay-Z’s absolut største bedrift som lyriker. Jeg keder mig dog heller ikke et sekund, som den næste sang, der også er produceret af Kanye, kører gennem mine øren. Izzo (H.O.V.A.) er ganske vist ikke andet end pral med pral på, men Jay-Z gør det overbevisende, og det Jackson 5-samplende beat hjælper så sandelig. Jay-Z er som pladens røde tråd altid interessant og morsom. Numre som Girls, Girls, Girls og Jigga that Nigga er som sådan ikke andet end nogle sjove pop-rap-numre, men takket være sjove linjer og festlig funk/soul-inspireret produktion går det op i en højere enhed. Efter dem, får vi U Don’t Know, der er en lidt alvorligere sag om Jay-Z’s personlige problemer, og når han bliver seriøs, kan han sagtens også klare sig. Jeg forstår bare ikke hvorfor Bobby Byrd-samplet havde brug for smølfestemme, men det er en uvæsentlig detalje.

Albummet opmuntrer da sig selv, for Jay-Z ved jo netop, hvad han laver, uanset hvad Soulsmølf siger, så derfor kommer det lystige Timbaland-producerede festnummer Hola’ Hovito, som oser af typisk Timbaland-produktion fra da han var bedst, men det er, hvis du spørger mig, ret godt. Det er funky, festligt, og bare generelt rigtig sjovt at lytte til, og Jay-Z er som i løbet af det meste af albummet rigtig vittig, men for igen lige at skabe lidt variation, kommer to Kanye-producerede numre, der ikke just er lykkelige, og Heart of the City (Ain’t No Love) og Never Change er også eminente numre, der viser, at Jay-Z er mere end blot en alfons, og at Kanye er mere end en popstjerne. De er begge rigtig rørende, og de er noget af det bedste på pladen. Efter dem får vi de hårdtslående All I Need og Renegade, sidstnævnte sammen med Eminem, og Eminem stjæler virkelig showet. Hans optræden på det nummer er noget for sig, og selvom det er lidt sært med et enkelt gæstevers omgivet af udelukkende Jay-Z, så er det i det mindste rigtig godt. Albummet slutter med Blueprint (Momma Loves Me), hvor han bliver sentimental og takker sin mor for alt det, hun har hjulpet ham gennem. Hvert eneste nummer på dette album er formidabelt, og The Blueprint er uden tvivl et af 00’ernes bedste hip hop-albums.