190 – Elvis Presley – From Elvis in Memphis (1969)

Elvis Presleys materiale fra 50’erne og starten af 60’erne lovprises ofte fra højre og venstre, men som 60’erne gik fremad, så begyndte han at ligne lidt af et sellout. Han begyndte allerede tidligt i sin karriere at medvirke i spillefilm, men som 60’erne gik fremad, blev det mindre og mindre interessant for det brede publikum, mest fordi han pumpede så mange film og plader ud om året, og langt fra det hele var lige godt. Han udstrålede virkelig bare middelmådighed i en årrække. I 1969 udløb hans filmkontrakt dog, og han kunne komme tilbage til det, der virkelig betød noget, nemlig musikken. Elvis’ første mærkbare album i mange år kom da med From Elvis in Memphis, der var en ganske fokuseret plade i sin lyd. Kun to producere, ét fast band, og alle numre var optaget i samme studie i Memphis, hvorfor pladen da også hedder, det den hedder. Det skaber en mere sammenhængende lyd, end man måske ville forvente af en plade, der har krediteret forskellige sangskrivere på næsten hvert eneste nummer. Det er også imponerende idet albummet har både storladne soul-sange og stille country-standarder. Men selv country-numrene får tit lidt soul-lyd, hvilket gør dem lettere at holde ud for mig.

Det, jeg foretrækker på pladen, er dog R&B-numrene, hvor dem, der bærer mest præg af denne stilart er Wearin’ That Loved on Look og den fuldkommen formidable Long Black Limousine. Jeg er dog også ret vild med Power of My Love, der er nær en rendyrket bluessang. Hoveddelen af denne plade er dog country, og det er af den ret vattede, polerede slags, som folk som Gram Parsons samtidig gjorde opgør mod. Det er selvfølgelig sjovt med denne soul-lyd oveni, men man sidder bare tit og håber på, at de vil gøre noget udfordrende snart. I bedste fald gør de lyden mere levende og støtter Elvis’ stemme virkelig pænt, f.eks. på Gentle on My Mind og In the Ghetto. I værste fald går det som på It Keeps Right on A-Hurtin’, hvor lyden bliver alt for poleret, mens melodien og teksten ikke går udenfor det, man forventer af en standard country-sang. Med andre ord tager den de værste klichéer fra hver genre i stedet for at udnytte de forcer, som de sammen kan opnå, hvilket det meste af pladen jo heldigvis prøver på – nemlig at blande den lækre lyd fra soul med ærligheden og oprigtigheden fra country.

Pladens struktur er ganske fin. In the Ghetto er fuldkommen perfekt som afslutningsnummer, og Wearin’ That Loved on Look starter pladen med bombast. Efter det er pladen også ganske god til at veksle mellem forskellige slags sange, nogle med mest fokus på soul, nogle med mest fokus på country, men i det hele taget en fin variation, der giver pladen liv. Man kan bare tit tænke, at pladen mangler noget sjæl. Og med det mener jeg ikke Elvis’ stemme, den har masser af sjæl, nej jeg mener pladen som helhed. Den føles stadig meget kold og studieproduceret. Jeg kan godt se, at den er bygget op omkring et musikalsk koncept, men det gør det nærmest ekstra underligt, at de ikke har gjort mere end de har. Pladen mangler et “statement”, en måde, den skiller sig ud. Men i 1969 var Elvis allerede ved at være et oldtidsfund. Han ville ikke lave noget udfordrende. Han har ikke selv skrevet én eneste af sangene. Men i 1969 var det jo ligemeget. Elvis skulle nok sælge alligevel, man kunne udgive hvad som helst. Og med det i betragtning, så er pladen langt bedre end man ville forvente, og uden tvivl et højdepunkt i hans sene karriere.

191 – The Stooges – Fun House (1970)

Iggy Pop er bindegal. Han er måske i brede kredse bedst kendt for sin manglende trøje, og af visse andre som fyren, der lavede The Passenger, men han er sammen med Ron Asheton, Dean Alexander og Scott Asherton også kendt som punkrockens gudfædre, The Stooges. Dette er tydeligst på deres Garage-rock-klassiker, debuten med det simple navn The Stooges, men i modsætning til mange af de punkgrupper, som var så evigt påvirket af denne plade, så var The Stooges slet ikke bange for at skifte lyd. På deres anden plade, Fun House, blev kompositionerne mere ambitiøse og jazzede, og de hyrede sågar en saxofonist. Albummet starter dog med håndlangerne som vi kender dem. Guitarriffet på Down on the Street er simpelt og råt, og enhver kan synge med på melodien med det samme. Det er et godt valg at starte med det, man kender, for så føles overraskelsen senere større. Derudover er Down on the Street bare en enormt sej rocksang. Loose minder meget om det tidlige heavy metal, bands som Led Zeppelin og MC5 havde gang i samtidig, især sidstnævnte, der jo også påvirkede punkmusik enormt meget. Der er meget dynamik i lyden, og det er et interessant twist, at omkvædet er mere stille, mens versene er højtråbende og larmende.

T.V. Eye åbner med et råb, der minder umiskendeligt meget om det, Ozzy Osbourne ville indlede Crazy Train med 10 år senere. Selve sangen er dog meget anderledes fra Ozzys Heavy-klassiker. Den er virkelig punket, men man mærker allerede her jazzen snige sig ind. Vi har nemlig at gøre med en sang, der læner sig fuldkommen op af en basgang, og så bliver der ellers spillet soloer og råbt nonsens i fire minutter. Hvis det var en rendyrket punksang, ville den være så simpel, at den knap kunne klare halvdelen af tiden, men her virker det. Det er dog først med Dirt, at de virkelig bliver eksperimentelle og vovede. Der er ikke blot tale om en af de mest beundringsværdige og fremadtænkende guitarsoloer i sin tid, der er tale om et nummer, der udtrykker store følelser. Hvilke er usikkert, det er ret vagt, men det er udtrykket, der er vigtigt, og det er som næsten intet i sin samtid. 1970 kommer med en enorm desperation, og det er en af mine favoritter, især på grund af et virkelig godt samspil mellem en hektisk bas og nogle vilde trommer. Den forvrængte guitar og Iggys stemme gør bare det hele bedre.

Saxofonen bliver hevet frem på sangen Fun House, og det sker lige fra første tone. Denne sang har en slags forstyrret glæde, der i løbet af næsten 8 minutter går ned af en ond spiral. Hvor saxofonen er enormt jazzet, så minder Iggy Pop såvel som bassen mig mere om noget funk af den slags, James Brown var ekspert i at lave. Det er bare slet ikke på nogen måde nær så kontrolleret; det går fuldkommen amok, ja alle instrumenterne overfalder nærmest hinanden til sidst. Det er nærmest uhyggeligt. Det er uden tvivl pladens højdepunkt, og man forstår godt, hvorfor pladens navn er taget derfra. Det næste nummer, L.A. Blues er nærmest en direkte fortsættelse til Fun House. Der er nærmest ingen musikalsk struktur på dette nummer. Det er reelt egentlig bare guitar, bas, trommer, saxofon og forsanger, der går amok i fem minutter. Det er dog med nogle klare høje og lave dynamiske punkter, så der var tænkt over det. Det er et forfærdeligt nummer på egen hånd, men det afslutter pladen så perfekt. Det er det mest provokerende, de kunne have gjort, og det kan med garanti stadig provokere i dag. Og det er det, der gør The Stooges og især Fun House så fantastiske.

Nyheder: Februar 2015

Ja, nu er det februar. Det har været sløvt på det sidste, det ved jeg, men jeg har tænkt mig at komme i gang igen nu, og jeg har allerede skrevet én anmeldelse i det nye år. Ja, jeg må se at få det indhentet. Jeg har i løbet af de sidste to måneder været travlt optaget af at instruere en musical ved navn Lange Skygger, der var dette års udgave af SAG-show. Men det er forbi nu, vi havde nogle gode forestillinger med vidunderlig musik, og mens min pause betød, at jeg ikke kunne meddele, når billetsalget gik i gang, så vil jeg sørge for at fortælle, hvornår musikken udkommer som cd og stykket kommer på dvd.

Nå, så er det vist tid til månedens obligatoriske Bibzoom-links – eller, det ville det være, hvis Bibzoom ikke var under ombygning for tiden. Men næste måned, så skal I bare se løjer! De er virkelig bare de bedste i verden, og jeg kan ikke takke dem nok for hvor meget, de har hjulpet mig.

Derimod skylder jeg vis en top-liste over mine yndlingsplader fra det forgangne år – men denne liste kunne sagtens ændre sig drastisk, så snart jeg får lyttet til Black Messiah af D’Angelo:

  1. Iceage – Plowing into the Fields of Love
  2. Swans – To Be Kind
  3. Behemoth – The Satanist
  4. Sun Kil Moon – Benji
  5. Run the Jewels – Run the Jewels 2
  6. Against Me – Transgender Dysphoria Blues
  7. FKA Twigs – LP1
  8. St. Vincent – St. Vincent
  9. Alt-J – This Is All Yours
  10. tUnE-yArDs – Nikki Nack
  11. Spoon – They Want My Soul
  12. The Minds of 99 – The Minds of 99
  13. La Roux – Trouble in Paradise
  14. Jack White – Lazaretto
  15. Future Islands – Singles

Men vi skal ikke blot kigge tilbage, vi skal også kigge frem. I februar udkommer masser af spændende plader, og disse 10 vil jeg især holde øjnene åbne for:

  1. BADBADNOTGOOD & Ghostface Killah – Sour Soul
  2. Death Grips – The Powers That B
  3. The Pop Group – Citizen Zombie
  4. THEESatisfaction – EarthEE
  5. The Church – Further Deeper
  6. Gang of Four – What Happens Next
  7. Bob Dylan – Shadows in the Night
  8. Tv-2 – Det Gode Liv
  9. Mount Eerie – Sauna
  10. Dan Deacon – Gliss Riffer

Jeg skylder jer lidt ekstra, så jeg føler, at jeg også bør give jer min top 15 over sange fra 2014:

  1. Sun Kil Moon – Ben’s My Friend
  2. Behemoth – Blow Your Trumpets Gabriel
  3. Mark Ronson feat. Bruno Mars – Uptown Funk
  4. St. Vincent – Digital Witness
  5. Real Estate – Talking Backwards
  6. Iceage – The Lord’s Favorite
  7. Röyksopp & Robyn – Do It Again
  8. The Minds of 99 – Fuglebur (Dæ-å)
  9. Kendrick Lamar – i
  10. Joan As Policewoman – Holy City
  11. Ariana Grande feat. Iggy Azalea – Problem (nej, jeg skammer mig ikke)
  12. tUnE-yArDs – Water Fountain
  13. FKA Twigs – Two Weeks
  14. Grimes ft. Blood Diamonds – Go
  15. Run the Jewels feat. Zach de la Rocha – Close Your Eyes (And Count to Fuck)

Må denne måned byde på langt mere aktivitet på bloggen end de to forgangne har – ikke, at det bliver svært at opnå.

192 – The Flying Burrito Brothers – The Gilded Palace of Sin (1969)

Vi har alle en stilart, vi bare har det ret svært med. For mig er der et par stykker, men den mest populære og den mest vidtfavnende er country. Ikke al country har jeg noget i mod, men det er en genre, hvor selv klassikerne efter min mening ofte ikke holder sig særlig godt. Der er dog nye og spændende musikere nu til dags, der leger meget med, hvad man kan opnå i genren, og samme forhold som jeg har til Neko Case, Ryan Adams og Angel Olsen havde mange sikkert dengang til Gram Parsons. Uanset om det var i The Byrds, The Flying Burrito Brothers eller hans solokarriere, så gav han genren noget kant, og fusionerede den så meget med rock, at mange kalder ham skaberen af country-rock. Hvis man skal kigge på The Flying Burrito Brothers, så blev de især defineret af én plade, nemlig debuten, The Gilded Palace of Sin. Man kan stadig i dag mærke, at der er mørke emner på denne plade, eller i hvert fald nogle alvorlige nogen. Og billedsproget er stærkt, især på numre som Sin City og Dark End of the Street. Sidstnævnte er ganske vist et cover, men teksten er stadig formidabel.

I det hele taget emmer lyrikken af konceptualitet. Emner som synd og djævelen går hånd i hånd om tragiske historier om familie, landevejen og hjertesorger. Pladen udkom da også i 1969, hvor satan var det nye sort. Vi var i løbet af 60’erne gået fra Devil in Her Heart til decideret Sympathy for the Devil. Led Zeppelin og Deep Purple var de selv samme måneder ved at danne grundlaget for Heavy Metal. The Flying Burrito Brothers lavede country mere vovet end nogensinde før. Men ét er at være innovativ, andet er om musikken er værd at lytte til i 2015. Og det kommer meget an på nummeret. Sange som Sin City og Wheels har ikke rigtig melodier, der afviger fra det, man typisk forventer af country-musik, og det er de langt fra ene om. Der er dog heldigvis altid et eller andet, der hiver nummeret op. Og Gram Parsons selv er ofte en stor del af det. Allerede dengang var mange countrymusikere begyndt at ofre noget af den råhed, genren ellers er bygget op om, for at få et bredere publikum. Gram Parsons derimod, han er ikke verdens bedste sanger. Han kan til gengæld virkelig udtrykke sig vokalt. En sang som Hot Burrito #1 er egentlig på papiret ganske ubemærkelsesværdig, men Parsons’ stemme formår om noget at løfte den til et niveau, hvor den kan kaldes en af pladens bedste sange.

Hot Burrito #1 er desuden i fællesskab med Hot Burrito #2 en af de sange, hvor country-elementerne er fuldkommen fraværende. På den måde hænger de meget godt sammen, og foruden dette, fortæller de også sammen en lille, fin historie. Hvorfor sangene har sådan nogle latterlige navne, kan jeg dog slet ikke svare på. Men det klæder virkelig Parsons med en knap så country-påvirket tilgang til sine sange, og så meget som jeg holder af sange som Christine’s Tune og My Uncle, så foretrækker jeg virkelig, når burritobrødrene begrænser country-indflydelsen på deres sange. Mest fordi deres melodier bliver så meget mindre eventyrlystne deraf. Alle sangene er fulde af detalje og finesse, men langt fra dem alle har fuldkommen solid grund at bygge al dette på. Melodien til Sin City er nok det groveste eksempel på en middelmådig melodi, der er omgivet af så mange gode idéer, at melodiens ringe kvalitet virkelig bliver tydeliggjort. Og det samme kan desværre også siges om numre som Wheels og Dark End of the Street. De to sidste numre på pladen, Do You Know How It Feels og Hippie Boy er desværre også lette at glemme, måske fordi de kommer direkte efter de to Hot Burrito-numre. Men der er meget godt på The Gilded Palace of Sin, selvom problemerne af og til bliver tydelige.

Interview med Karim Theilgaard – en omrejsende natteravn

For noget tid siden var jeg til koncert med Nelson Can og Lovespeed i Pumpehuset, og ikke alene var det en fortræffelig koncert på egen hånd, den fik mig også i kontakt med en yderst talentfuld spirende musiker ved navn Karim Theilgaard. Han er en dansk-britisk solokunstner, der allerede har fået et pænt gennembrud i Storbritannien med singlen The Way We Used to Be, der bliver ledsaget af en enormt smuk, brutal og sensuel video, der virkelig fanger blikket. Sidenhen har han udgivet endnu to singler, Strangers on the Floor og Love Stains. Hvis I skulle være interesserede, findes de alle tre på Spotify såvel som Itunes.

Du har boet mange steder i verden, heriblandt London, New York, Paris og København. Føler du, at din sangskrivning og din generelle kreative udfoldelse ændrer sig alt efter, hvor du er i verden?
– Der er ingen tvivl om, at mine omgivelser har haft stor indflydelse på mine kunstneriske udfoldelser. Uanset om jeg er et sted i kortere eller længere perioder, forsøger jeg altid at finde nogle kvarterer, steder, caféer, osv. at frekventere. På den måde oparbejder jeg en følelse af hjemmevant vane. Jeg føler mig hurtigere som en del af byen, og kan derved dykke længere ned i dens rytme, befolkning og stemning. Jeg er lidt af en natteravn, og har altid yndet at gå lange ture i mørket. De sanseindtryk har haft klar indflydelse på min sangskrivning. Det kommer især til udtryk på den nyeste single “Love Stains”, som netop er baseret på de oplevelser jeg havde i New York og London. Den handler om de mennesker, der kæmper for at lykkes med deres drømme, men er nødsaget til at udstille sig på måder, der ikke udtrykker deres fulde potentiale. Jeg er med som fluen på væggen, der observerer, og siger “bliv ved!” Der findes så meget talent, der går ubemærket hen.

Hvornår besluttede du dig for, at du ville blive musiker?
Den personlige udvikling jeg gennemgik, da jeg var på Den Rytmiske Højskole, formede mig i sådan en grad, at jeg besluttede mig for at fokusere på musikken. Uden de oplevelser tror jeg ikke, jeg havde begivet mig ud i det som andet end en hobby – på godt og ondt.

Karim Theilgaard

Hvem og hvad inspirerer dig i dag til at skrive din musik?
Jeg bliver ofte inspireret, når jeg ser andre dygtige musikere spille intenst og overbevisende live. Så tænker jeg “det er dén energi, jeg også elsker, og vil hjem og arbejde på!” Men også når jeg snakker med folk, eller ser en film opstår de kreative tanker. Det visuelle har altid inspireret min musik.

Du har ved flere lejligheder sagt, at du er stor fan af Yeah Yeah Yeahs og Arcade Fire. Hvad fascinerer dig ved netop disse grupper, og hvordan kan man høre deres genklang i din musik?
Det er to grupper som afgjort har en defineret udtryksform, men som gang på gang vender tilbage på en ny måde. De har mange lag og kontraster i deres musik. Det er helt tydeligt at de er kunstnere helt ind til benet, og går ligeså meget op i at inkorporere det visuelle i deres identitet såvel som i deres sangskrivning. Det appellerer meget til mig. Jeg bygger ofte lyden i mine sange op omkring simple men udtryksfulde midler, som sammen kreerer et dybere sonisk lag. Men live ville jeg nok gå efter en mere forenklet form. Det må gerne være mere råt og svedigt på scenen. Så kan man som publikum gå hjem og lytte efter de mere subtile nuancer i høretelefonerne.

Karim Theilgaard 2

Du har foruden dit job som musiker også været model, skuespiller, fotograf og art director. Føler du at dine erfaringer i disse felter kan bruges som musiker?
Ja! Som kunstner er det vigtigt at prøve andre ting af, som ligger udenfor éns hovedfokus. Det er med til at inspirere og udfordre én som kunstner. Fordi jeg havde erfaring som art director, kunne jeg bedre formidle og visualisere hvordan jeg ville designe mine covers. På samme måde synes jeg også jeg nogle gange formår at fange nogle helt særlige øjeblikke, når jeg fotograferer et band for Fashion Beat TV (siden, Karim Fotograferer for, red.), fordi jeg selv er musiker. Derfor kan leve mig ind i mit subjekts emotionelle rytme, og derved skrabe lidt dybere end “bare” at gå efter hvad der er oplagt og flot at fange.

Hvordan sørger du for, at dit album skal fungere som en samlet helhed og ikke kun en samling sange?
Jeg brugte lang tid på først at finde frem til de instrumenter og lyde, jeg gerne ville bruge, så der ville være en hvis sammenhæng i arrangementerne som udgangspunkt. Det varierer selvfølgelig noget fra sang til sang, men især med elektronisk-baseret musik er det nemt at blive opslugt af de uendelige mange valgmuligheder. Efterhånden som jeg fik skrevet flere og flere sange, begyndte jeg at kunne se en tematisk sammenhæng også. Det er først noget, jeg finder frem til efter, jeg er begyndt at skrive. Som udgangspunkt  lader jeg bare det, der falder mig ind komme ud, uden at redigere eller tænke for meget over det. Jeg forsøger først at finde melodien, derefter kigger jeg ofte i mine noter, om der er nogle ord eller sætninger der passer ind. På den måde finder jeg ofte et naturligt tema og mening, i det som startede rent instrumentalt.

Karim Theilgaard 3

Har du nogle visioner med hvad du såvel som dine lyttere vil kunne få ud af din kommende plade?
Jeg håber de vil kunne finde genklang i de stemninger og energier, jeg forsøger at udfolde. At skabe noget der er universelt personligt, er noget af det sværeste som kunstner. Min musik vil helt afgjort ikke falde i alles smag. Det er heller ikke meningen. Men jeg håber, der er nogle musikinteresserede, som læser med her, der vil forsøge sig på noget nyt og give det et godt lyt.

Du har tidligere sagt, at du har tænkt dig at udgive dit kommende soloalbum under et kunstnernavn. Hvorfor har du tænkt dig at gøre det, og hvordan tror du, at det kan ændre folks førstehåndsindtryk af dig?
Efter at have lanceret min første single og gennemgået en meget lærerig process, der har udviklet mig som person og kunstner, føler jeg nu, at jeg er kommet nærmere en vision for hvor jeg gerne vil fortsætte udviklingen henimod. Derfor føles det også naturligt nu, at understrege dette ved at tage et kunstnernavn, der reflekterer mine tanker. Ved at have et kunstnernavn der er abstraheret fra mit navn, vil det gøre lyttere mere åbne overfor musikken, istedet for måske at have forudindtagelser der kan relateres til mit rigtige navn. Navnet er en del af det helhedsindtryk og stemning, jeg gerne vil udtrykke gennem musikken. Det er også en del af det medfølgende æstetiske udtryk. På den måde hænger det hele sammen kunstnerisk, inspirerer og har indflydelse hele vejen rundt.

Hvad kan du byde folk, som andre musikere ikke kan, og hvorfor skal man glæde sig til dit kommende album?
Jeg kan tilbyde min personlige fortolkning af summen af de indtryk og oplevelser, der har inspireret mig. Jeg deler mange af de samme oplevelser og følelser med andre unge, så derfor tror jeg, der er andre som vil kunne finde genklang i det, jeg kommer med. Det bliver forhåbentligt personligt på en universel måde, som andre kan relatere til.

Nedenfor kan I se den spritnye video til Love Stains, Karim Theilgaards tredje single. Videoen er optaget i London og instrueret af Michael Beddoes:

Jeg håber, at I alle nu har fået lidt interesse for Karim Theilgaards musik, for for mig personligt har det været en virkelig positiv oplevelse, og jeg er ganske stolt over at kunne dele ham med jer.

Billederne i dette interview blev taget af Thomas Cato i New York

Nyheder: November 2014

Okay, tid til at tage hul på endnu en måned. En måned, der for mig står på koncerter med både St. Vincent, Morrissey, tUnE-yArDs (er faktisk ikke helt sikker på, om jeg har husket at købe denne billet) og sidst på måneden også svenske Sabaton, der dog mest har været lokkende, fordi opvarmningen er ingen ringere end Týr og Korpiklaani! Grundet mit job som instruktør på SAG-Show har der været alt for stille på bloggen, og det kan være, at radioprogrammet ikke kommer op at køre igen før om et godt stykke tid. Men jeg agter at færdiggøre dette sindssyge projekt!

Bibzoom har den seneste måneds tid udgivet følgende af mine anmeldelser:
The Smiths – Louder Than Bombs
Johnny Cash – American Recordings
Madonna – Ray of Light
The Doors – L.A. Woman
New Order – Substance
The Smashing Pumpkins – Siamese Dream
OutKast – Stankonia
Buzzcocks – Singles Going Steady
Elton John – Honky Château

I forhold til sidste år, er november denne måned faktisk temmelig begivenhedsrig. Så begivenhedsrig, at den nye Pink Floyd-plade faktisk kun med nød og næppe er i min top 10 over månedens mest interessante plader. Pink Floyd har lavet så mange mesterværker, og jeg ved ikke, hvorfor jeg er så pessimistisk omkring denne plade, men det føles virkelig bare som om, de kun gør det for pengene. Men stadig, det er Pink Floyd, og Gilmour og Mason er dygtige musikere, så lidt glæder jeg mig jo til den.

  1. Foo Fighters – Sonic Highways
  2. Röyksopp – The Inevitable End
  3. TV on the Radio – Seeds
  4. Big K.R.I.T. – Cadillactica
  5. Machine Head – Bloodstone & Diamonds
  6. Antony and the Johnsons – Turning
  7. iamamiwhoami – Blue
  8. Ariel Pink – pom pom
  9. Parkay Quarts – Content Nausea
  10. Pink Floyd – The Endless River

Top 10 utilsigtet morsomme sange (5-1)

Ventetiden har været lang, men nu får I den storslåede afslutning på artikelserien, I alle elsker. Uden at gå længere ind i introduktionen, vil jeg stolt præsentere femtepladsen:

5: Marky Mark & The Funky Bunch – Good Vibrations
Mark Wahlberg er en virkelig dygtig skuespiller. Han er ikke altid i lige gode film, men selv i de værste film har han en tendens til at give den hele armen. Og på en måde er Mark Wahlbergs historie virkelig smuk, for den viser, at der er en vej op for alle, og at alle har noget, de kan finde ud af. For i 1991 ville man aldrig tro, at der ville komme noget godt ud af “Marky Mark”, som han hed dengang. Omkvædet, der sampler Love Sensation af Loloetta Holloway lyder virkelig godt, men der ender det, der rent faktisk virker. Derefter falder det hele til jorden på den smukkeste, latterligste måde. Først er der basgangen, der i løbet af omkvædet bliver sunget – det er ret kikset, og det ødelægger virkelig den ene del af sangen, der ellers lød fint. Det bedste er i tredje vers, hvor denne fjogede lyd kører under hans rap. Så er der også DJ-stykket lige før, hvor intet reelt sker. Der bliver kun leget med én eneste lyd. Dette stykke kan vi takke storebror Donnie Wahlberg for. Det, der dog for alvor har givet nummeret sin plads på listen er Markys evner som rapper. Dette nummer skal være romantisk og sensuelt, men han råber hvert eneste ord, som var han fra Public Enemy. Hans flow er kikset, og i det hele taget er det ret nuttet at se lille Marky Mark spille sej.

4: Cher Lloyd – Swagger Jagger
Talentshows er en spøjs størrelse, for i grunden finder de mange talentfulde sangere, men de ender tit bare med at komme ud af programmet uden nogen form for personlighed. Den eneste, der i min optik virkelig har markeret sig som en unik stjerne er Adam Lambert. Det begyndte de nok at indse, så da Cher Lloyd kom til audition på The X Factor med både rap og skønsang, så de hende sikkert som noget unikt, noget man kunne gøre noget særligt med. Sagen er bare, at hun ikke er en særlig habil rapper. Hendes flows er altid virkelig simple, og det virker mest af alt bare som om, folkene bag numrene ikke kunne finde på ordentlige versmelodier, og så kan man jo bare rappe, ikke? Det ynkeligste og uden tvivl mest bizarre eksempel på dette er Swagger Jagger. Alene titlen er jo fantastisk. Vers og omkvæd lyder også som om, de bare var smidt oven i hinanden. Og hun er faktisk en dygtig sanger, men hvorfor er der så så utrolig meget autotune på omkvædet? Det er ikke engang en svær melodi, og det ved jeg, for den sampler nemlig Oh My Darling Clementine. Og dette sker i en sang, hvor hun synger om, hvor meget swag, hun har, og hvor lidt du har. Det monotome EDM-beat er desuden fuldkommen umuligt at danse til. Fik jeg nævnt, at denne sang er skrevet af 9 mennesker? Har den i det hele taget 9 forskellige linjer?

3: Big Sean feat. Nicki Minaj – Dance (A$$) (Remix)
Jeg burde bare kunne henvise til titlen, og så burde alle forstå det. Eventuelt kunne jeg henvise til de første 8 sekunder af sangen, der bare er ordet “Ass” om og om igen. Det er halvdelen af omkvædet. Den anden halvdel er en MC Hammer-reference. Big Seans første vers er ikke så slemt igen, det er bare ret kedeligt, men der er nogle få virkelig ynkelige linjer, f.eks. den om at krone en røv, eller de to linjer, der snakker om at bruge sex som valuta. Nicki Minajs vers er til gengæld skræddersyet til denne liste. Hun åbner med fyld-linjer. Det bedste punkt, er der hvor hun bruger adskillige sekunder på én stavelse på ét ord, og delene derefter er ligeledes fænomenalt pinlige. Så er der Seans andet vers, der ikke egentlig har nogen rim, han laver bare en liste over forskellige slags piger, nærmest som var de genstande på en indkøbsliste. Jeg ville nok finde det vældig stødende, hvis jeg havde bare den mindste evne til at tage nummeret seriøst.

2: Puddle of Mudd – She Hates Me
Post-grunge får ikke altid flest komplimenter nu til dags, men generelt kan man ikke sige meget andet om det, end at det er følelsesløst og kedeligt. End ikke Nickelback eller Creed har lavet sange, der er så dårlige, at det er morsomt. Sammenlignet med Puddle of Mudd har de tænkt alt for meget over deres musik, ikke at det siger så meget. Forsangeren i Puddle of Mudd sørger på She Hates Me for at lyde så meget som Kurt Cobain, som han kan, og mens selve klangen rammes ret godt, så føles det bare slet ikke spor oprigtigt, hvilket Cobain jo ellers var mester i. Versmelodien er ret simpel, men så kan man i det mindste skrive en del i teksten. Men teksten er muligvis det allermest fjollede. De vendinger, de bruger, er så dårlige, at det virkelig ender med at føles banalt. Og man kan ellers skrive virkelig store sange om ulykkelig kærlighed, kig blot på Kurt Cobain og Nirvana igen. Når man gerne vil udtrykke sin enorme vrede, er der dog andre, bedre ord at bruge end “La la la la, trust”. “La la la la” forstår jeg i det mindste som fyldeord, men hva’ dælen skal “trust” betyde? Og måden forsangeren synger hver linje på er også hylemorsom. Det er som om, han ikke engang selv forstår, hvad han synger om.

1 – LFO – Summer Girls
LFO står for “Light Funky Ones”. De er et boyband. Og på deres største hit, Summer Girls, rapper de. Eller rettere, det gør det ene medlem, Rich Cronin, og de andre agerer backingvokalister. Og hvis du troede, at Puddle of Mudd var dårlige til at rime, så skulle su høre, hvad LFO gør: Hver anden linje handler om en pige Rich Cronin mødte på en sommerferie, og hver anden er en irrelevant popkultur-reference, der rimer på den linje, der rent faktisk har noget med historien at gøre. Her er et eksempel:
When you take a sip, you buzz like a hornet
Billy Shakespeare wrote a whole bunch of sonnets
Det er virkelig smukt, hvor skidt det er skrevet. Og sådan er stort set hele sangen:
I’d call you up, but what’s the use?
I like Kevin Bacon, but I hate Footloose
Angiveligt refererer alle disse tilsyneladende intetsigende linjer, nogle interne jokes, og Rich Cronin forventede aldrig at nogen skulle høre det. Og så endte det med at blive et megahit. Men hey, det er jo bare en sjov lille popsang om kærlighed, og den følger en ret simpel formel. Man bliver jo aldrig overrasket, vel?
You love hip hop and rock and roll
Dad took off when you were four years old
Det var en… dramatisk vending. Jeg vil gerne lade jer udforske resten af dette nummer selv, for det er en af de underligste popsange nogensinde. Tusind tak for, at i gad læse med. Jeg vil bare sætte mig og lytte til noget Flying Burrito Brothers nu

193 – Green Day – Dookie (1994)

Man siger, at alternativ rock for alvor slog igennem i 1994, og ingen gruppe markerede sig nær så kraftigt det år som Green Day. De havde lavet plader siden 80’erne, men med Dookie i 1994 blev de til et af verdens største rockbands, og de sørgede også for at gøre punkrock populær igen. Ovenpå at Pixies, Nirvana og R.E.M. havde vendt og drejet genren til ugenkendelighed, lavede Green Day noget, der næsten lige så godt kunne være lavet af Ramones. Sangene er lidt længere, og produktionen er noget mere poleret, men essensen er der stadig, og denne simple tilgang til musikken gjorde, at grupper som Blink-182, The Offspring og Fall Out Boy fik mulighed for at slå igennem. Green Days lyd ville blive en af de dominerende stilarter i rockmusik i de næste ca. 10 år. Men når du lytter til Dookie kan man godt undre sig lidt over det. Der er ikke verdens største følelser på spil, instrumenterne er bare bas, trommer og guitar. Det er lidt grimt, men ikke på samme niveau som Sex Pistols eller The Clash var over 15 år tidligere. Så er Green Day ikke som sådan bare en lidt vattet udgave af den oprindelige punkbølge?

Hvis spørgsmålet gjaldt stort set ethvert band, der kom i Green Days fodspor, ville jeg nok sige ja, men Green Day har dog noget at trække på, og det er deres evner som sangskrivere. De har et enormt godt øre for melodier, og den energiske punk-guitar giver alligevel nummeret noget kant. Ingen af numrene er særlig lange, og dette gør, at man bare konstant får noget nyt at gumle på. Derudover skriver de på Dookie aldrig den samme sang to gange, og selvom stilarten er den samme som i punkens spæde start, så har sangene generelt virkelig meget karakter. Albummet er generelt også ret flot opbygget. Jeg synes rigtig godt om, at Burnout efter ganske få, meget hurtige trommeslag får lov til at åbne pladen for fuldt knald, med alle tre instrumenter i gang med det samme. Og ikke et splitsekund går heller før Billie Joe Armstrong begynder at skråle derudaf med sin falske britiske accent. På samme måde stopper afslutningsnummeret, F.O.D., forholdsvis brat. Der er lige noget feedback, og nummeret er heldigvis et af dem med allermest energi på, men pointen er stadigvæk, at der ingen selviscenesættelse er at finde på hele pladen. De er bare tre drenge fra East Bay i Californien, og det skammer de sig ikke over. End ikke den britiske accent føles påtaget.

Men hvis man lige vender den på halen igen, så er det ikke en plade med synderligt meget dybde. Den holder til mange gennemlytninger, men man kan tit bare gå fra den og undre sig over, hvad man i det hele taget nød ved pladen. Man kan selvfølgelig komme frem til, at det er sjovt, og at det er dejligt, at det ikke tager sig selv for seriøst. Men hovedessensen ligger bare i den store energirus, der går løs i løbet af hele albummet. Det vigtige ved pladen er, at hvert nummer bare arbejder sammen om at gøre oplevelsen konstant begivenhedsrig. Og det virker som sådan. Jeg keder mig aldrig. Det er en virkelig sjov plade, og effekten den har på lytteren minder som sådan mere om en rigtig god new wave-plade end de store punkklassikere. Dookie føles lidt lille, især sammenlignet med visse af gruppens senere værker, men den kan godt anbefales, hvis du ikke behøver et særlig højt ambitionsniveau i din musik. Det gør jeg ikke nødvendigvis selv, og derfor nyder jeg ganske tit denne lille finurlighed.

Nyheder: Oktober 2014

Shit, hvor går tiden hurtigt. Jeg burde have færdiggjort det her indlæg for flere dage siden. Men så er det her. Den største nyhed denne måned er, at jeg skal instruere næste udgave af Nordeuropas største elevproducerede musical, SAG-show i fællesskab med Emil Rønning Bech og Maria Thostrup Jakobsen. Showet får premiere i 2015, og I kan rigtig glæde jer. På grund af dette kan det godt være, at anmeldelsesfrekvensen bliver lidt langsommere end forventet, og måske kommer radioprogrammet senere op at køre end oprindeligt planlagt. Men det går skam det hele, for jeg ville ikke bytte denne mulighed for noget i verden.

Nå, videre til de sædvanlige nyheder. Først er der bibzoom-anmeldelserne fra den forgangne måned (og lidt til):
Eagles – Eagles
Björk – Post
Jackson Browne – Late for the Sky
Roxy Music – Siren
Jefferson Airplane – Volunteers
The Police – Reggatta de Blanc
Rage Against the Machine – Rage Against the Machine
The Strokes – Is This It
Mott the Hoople – Mott

Nu må jeg lade som om, der ikke er udkommet nogen albums endnu denne måned. Jeg har så ikke lyttet til nogen oktober-albums endnu, så det burde ikke være svært. Disse er så de plader, jeg glæder mig mest til i oktober:

  1. Scott Walker & Sunn O))) – Soused
  2. Iceage – Plowing Into the Field of Love
  3. Run the Jewels – RTJ2
  4. Foo Fighters – Sonic Highways
  5. Foxygen – …And Star Power
  6. Primus – Primus & The Chocolate Factory
  7. The William Blakes – Purple Ball
  8. The Church – Further/Deeper
  9. Caribou – Our Love
  10. The Flaming Lips – With a Little Help From My Fwends

194 – Lou Reed – Transformer (1972)

I 1972 transformerede Lou Reed sig fra den syrede heroin-junkie fra The Velvet Underground til en i bund og grund stadig meget syret heroin-junkie, der bare nu skrev sine sange, så de var mere tilgængelige. Det skete med albummet Transformer, og hvis man ignorerer Lou Reeds image og lyrik, så har vi at at gøre med popmusik. På den måde fik Transformer et par store hits, alle virkelig velskrevne popsange, som skruer sig direkte ind på trommehinden og nægter at forlade stedet. Det kan man i grunden sige om det meste af pladen, og det er jo slet ikke det, man ville forvente fra manden, hvis man har hørt plader som White Light/White Heat eller The Velvet Underground & Nico. Men god, velsammensat popmusik plejer jeg sjældent at klage meget over, og det kan Reed virkelig finde ud af at skrive. Transformer åbner med en sang ved navn Vicious, der går hårdt og brutalt i gang med et enormt fængende guitarriff. Det er en rigtig god måde at starte albummet på, for selvom det næppe er den sang, der bedst viser hans store evner, så fungerer den i al sin simplicitet virkelig godt. Og den forlader aldrig dit hoved igen, når du først har hørt den.

Men så begynder Andy’s Chest, en blanding af doo-wop og en mere spinkel, usikker udgave af Neil Diamond. Det er så langt fra åbningsnummeret som det kan komme, men Lou Reeds stærke personlighed, spøjse lyrik og i grunden meget svage stemme sørger for at binde det hele sammen. Og i løbet af hele pladen får man hele tiden smidt noget nyt i hovedet. Og der er godt med variation. Der er ikke på noget tidspunkt et nummer, der bare føles som en gentagelse af en stil vi allerede har hørt tidligere. På den måde giver Transformer dig altid noget anderledes, der holder din interesse for albummet oppe. Det kan høres at David Bowie og hans guitarist Mick Ronson har produceret dette album. Bowie bliver jo også tit kaldt for en musikalsk kamæleon, netop fordi han kan tilpasse sig så mange forskellige stilarter, og denne evne har han projekteret flot over på Lou Reed. Reed har skrevet alle sange på Transformer, men virkelig meget af variationen ligger i den flotte produktion og de kreative arrangementer. Tit kan de være meget spøjse, f.eks. på Make Up og Goodnight Ladies, begge numre, hvor tuba er i fokus.

Reed formår ikke blot at tilpasse sin sangskrivning til mange forskellige stilarter, han formår faktisk også virkelig smukt at variere måderne hvorpå han skriver sangene. Nogle, f.eks. Vicious eller for den sags skyld megahittet Walk on the Wild Side har virkelig simple melodier. Derimod sker der rigtig meget forskelligt på Satellite of Love, og Goodnight Ladies er også et smukt arrangeret nummer, især under den instrumentale blæsersektion. Hvis du kan lide skæve, interessante tekster, så kan det også virkelig anbefales at dykke ned i Reeds lyriske univers. Han synger om emner som transvestitter, sex, heroin og diverse andre stoffer – i et par sange, f.eks. Wagon Wheel og Hangin’ Round. På Transformer får man altså 11 tracks af utrolig høj kvalitet, alle fængende og mange også musikalsk eller lyrisk udfordrende, og den store variation sørger virkelig for at man kan lytte til pladen igen og igen, mens Reeds stærke personlighed sørger for at holde sammen på pladen. At lave noget, der kan kaldes et mesterværk oven på det latterligt høje niveau, han selv satte med The Velvet Undergrounds plader, det er svært. Men han gjorde det, for Lou Reed kunne vitterligt finde ud af alt, når det kom til musik.