Top 10 utilsigtet morsomme sange (5-1)

Ventetiden har været lang, men nu får I den storslåede afslutning på artikelserien, I alle elsker. Uden at gå længere ind i introduktionen, vil jeg stolt præsentere femtepladsen:

5: Marky Mark & The Funky Bunch – Good Vibrations
Mark Wahlberg er en virkelig dygtig skuespiller. Han er ikke altid i lige gode film, men selv i de værste film har han en tendens til at give den hele armen. Og på en måde er Mark Wahlbergs historie virkelig smuk, for den viser, at der er en vej op for alle, og at alle har noget, de kan finde ud af. For i 1991 ville man aldrig tro, at der ville komme noget godt ud af “Marky Mark”, som han hed dengang. Omkvædet, der sampler Love Sensation af Loloetta Holloway lyder virkelig godt, men der ender det, der rent faktisk virker. Derefter falder det hele til jorden på den smukkeste, latterligste måde. Først er der basgangen, der i løbet af omkvædet bliver sunget – det er ret kikset, og det ødelægger virkelig den ene del af sangen, der ellers lød fint. Det bedste er i tredje vers, hvor denne fjogede lyd kører under hans rap. Så er der også DJ-stykket lige før, hvor intet reelt sker. Der bliver kun leget med én eneste lyd. Dette stykke kan vi takke storebror Donnie Wahlberg for. Det, der dog for alvor har givet nummeret sin plads på listen er Markys evner som rapper. Dette nummer skal være romantisk og sensuelt, men han råber hvert eneste ord, som var han fra Public Enemy. Hans flow er kikset, og i det hele taget er det ret nuttet at se lille Marky Mark spille sej.

4: Cher Lloyd – Swagger Jagger
Talentshows er en spøjs størrelse, for i grunden finder de mange talentfulde sangere, men de ender tit bare med at komme ud af programmet uden nogen form for personlighed. Den eneste, der i min optik virkelig har markeret sig som en unik stjerne er Adam Lambert. Det begyndte de nok at indse, så da Cher Lloyd kom til audition på The X Factor med både rap og skønsang, så de hende sikkert som noget unikt, noget man kunne gøre noget særligt med. Sagen er bare, at hun ikke er en særlig habil rapper. Hendes flows er altid virkelig simple, og det virker mest af alt bare som om, folkene bag numrene ikke kunne finde på ordentlige versmelodier, og så kan man jo bare rappe, ikke? Det ynkeligste og uden tvivl mest bizarre eksempel på dette er Swagger Jagger. Alene titlen er jo fantastisk. Vers og omkvæd lyder også som om, de bare var smidt oven i hinanden. Og hun er faktisk en dygtig sanger, men hvorfor er der så så utrolig meget autotune på omkvædet? Det er ikke engang en svær melodi, og det ved jeg, for den sampler nemlig Oh My Darling Clementine. Og dette sker i en sang, hvor hun synger om, hvor meget swag, hun har, og hvor lidt du har. Det monotome EDM-beat er desuden fuldkommen umuligt at danse til. Fik jeg nævnt, at denne sang er skrevet af 9 mennesker? Har den i det hele taget 9 forskellige linjer?

3: Big Sean feat. Nicki Minaj – Dance (A$$) (Remix)
Jeg burde bare kunne henvise til titlen, og så burde alle forstå det. Eventuelt kunne jeg henvise til de første 8 sekunder af sangen, der bare er ordet “Ass” om og om igen. Det er halvdelen af omkvædet. Den anden halvdel er en MC Hammer-reference. Big Seans første vers er ikke så slemt igen, det er bare ret kedeligt, men der er nogle få virkelig ynkelige linjer, f.eks. den om at krone en røv, eller de to linjer, der snakker om at bruge sex som valuta. Nicki Minajs vers er til gengæld skræddersyet til denne liste. Hun åbner med fyld-linjer. Det bedste punkt, er der hvor hun bruger adskillige sekunder på én stavelse på ét ord, og delene derefter er ligeledes fænomenalt pinlige. Så er der Seans andet vers, der ikke egentlig har nogen rim, han laver bare en liste over forskellige slags piger, nærmest som var de genstande på en indkøbsliste. Jeg ville nok finde det vældig stødende, hvis jeg havde bare den mindste evne til at tage nummeret seriøst.

2: Puddle of Mudd – She Hates Me
Post-grunge får ikke altid flest komplimenter nu til dags, men generelt kan man ikke sige meget andet om det, end at det er følelsesløst og kedeligt. End ikke Nickelback eller Creed har lavet sange, der er så dårlige, at det er morsomt. Sammenlignet med Puddle of Mudd har de tænkt alt for meget over deres musik, ikke at det siger så meget. Forsangeren i Puddle of Mudd sørger på She Hates Me for at lyde så meget som Kurt Cobain, som han kan, og mens selve klangen rammes ret godt, så føles det bare slet ikke spor oprigtigt, hvilket Cobain jo ellers var mester i. Versmelodien er ret simpel, men så kan man i det mindste skrive en del i teksten. Men teksten er muligvis det allermest fjollede. De vendinger, de bruger, er så dårlige, at det virkelig ender med at føles banalt. Og man kan ellers skrive virkelig store sange om ulykkelig kærlighed, kig blot på Kurt Cobain og Nirvana igen. Når man gerne vil udtrykke sin enorme vrede, er der dog andre, bedre ord at bruge end “La la la la, trust”. “La la la la” forstår jeg i det mindste som fyldeord, men hva’ dælen skal “trust” betyde? Og måden forsangeren synger hver linje på er også hylemorsom. Det er som om, han ikke engang selv forstår, hvad han synger om.

1 – LFO – Summer Girls
LFO står for “Light Funky Ones”. De er et boyband. Og på deres største hit, Summer Girls, rapper de. Eller rettere, det gør det ene medlem, Rich Cronin, og de andre agerer backingvokalister. Og hvis du troede, at Puddle of Mudd var dårlige til at rime, så skulle su høre, hvad LFO gør: Hver anden linje handler om en pige Rich Cronin mødte på en sommerferie, og hver anden er en irrelevant popkultur-reference, der rimer på den linje, der rent faktisk har noget med historien at gøre. Her er et eksempel:
When you take a sip, you buzz like a hornet
Billy Shakespeare wrote a whole bunch of sonnets
Det er virkelig smukt, hvor skidt det er skrevet. Og sådan er stort set hele sangen:
I’d call you up, but what’s the use?
I like Kevin Bacon, but I hate Footloose
Angiveligt refererer alle disse tilsyneladende intetsigende linjer, nogle interne jokes, og Rich Cronin forventede aldrig at nogen skulle høre det. Og så endte det med at blive et megahit. Men hey, det er jo bare en sjov lille popsang om kærlighed, og den følger en ret simpel formel. Man bliver jo aldrig overrasket, vel?
You love hip hop and rock and roll
Dad took off when you were four years old
Det var en… dramatisk vending. Jeg vil gerne lade jer udforske resten af dette nummer selv, for det er en af de underligste popsange nogensinde. Tusind tak for, at i gad læse med. Jeg vil bare sætte mig og lytte til noget Flying Burrito Brothers nu