Forfatterarkiv: Kjartan

162 – Radiohead – OK Computer (1997)

Udgivet den af
Svar

Mit yndlingsalbum nogensinde er Kid A af Radiohead. Hvert eneste sekund af den plade er bare fuldkommen genialt. Radiohead er i det hele taget et af mine yndlingsbands nogensinde, og deres store album OK Computer fra 1997, er ligesom Kid A fyldt med genialiteter fra start til slut. På OK Computer er lyden mere rockpræget end på den elektroniske Kid A, men teknologi spiller stadig en stor rolle. Der er mange elektroniske lyde på diverse numre, selvom guitar bas og trommer dominerer. Sange hedder da også titler som Paranoid Android og Subterranean Homesick Alien, og der er en klar science fiction-lyd på et nummer som Fitter Happier. Der bliver beskrevet dystopiske visioner om et karma-politi, der skal arrastere en mand for at tale for meget om matematik eller en pige for at have en frisure som hitler. Selvfølgelig menes det ikke så bogstaveligt, “karma-politiet” fra Karma Police er ikke et egentligt politi, men de repræsenterer rettere hele konceptet karma. Min pointe er rettere, at fortællemåden gør det hele meget grumt og mørkt, men der er stadig virkelig meget stil over det, især med den mørke lyd, der er til stede.

Radioheads sangskrivning er meget progressiv. De er ikke rigtig gået efter at lave fængende, sange, du vil synge i ugevis, selvom et par af numrene – No Surpises og Karma Police – er sådan. De ville levere en varieret oplevelse, der kan røre dig dybt inde. De får lytteren til at føle sorg, tyngde, frygt, hævngerrighed og vrede. Det er spredt flot ud på pladen, så hvert stemningsskift virkelig kan ramme dig dybt. Den progressive sangskrivning sørger også for at gøre numrene varieret i opbygning. Det nummer, der er blevet mest berømt for denne progressive opbygning er Paranoid Android, der da også gør det fremragende og udadtil ubesværet. Nummeret er uden tvivl et af rockhistoriens helt store mesterkompositioner, hvis du spørger mig. Men i det hele taget er der få sange, hvor man kan udpege stykker, der udgør egentlige vers og omkvæd. De er der, men der er ikke særlig mange af dem. Og når de er der, fungerer deres simplicitet ofte til at understøtte en pointe, f.eks. på No Surprises. Denne kører ikke decideret med en vers-omkvæd-vers-omkvæd-struktur, men dens opbygning er stadig ret simpel. For som den siger, der er ingen overraskelser. Dette kører forsanger Thom Yorke ud i et stadie af ørhed, og det er rigtig smukt.

Lyden på OK Computer er meget dynamisk. Det ene sekund har vi elektronisk simplicitet som på Fitter Happier, og pludselig kommer en voldsom rockguitar på Electioneering. Et nummer som Let Down er inspireret af Phil Spectors Wall of Sound-teknik, og er dermed meget kompakt i sin lyd, mens Exit Music (For a Film) starter uden meget andet end en akustisk guitar og en svag synthesizer. Denne synthesizer bliver dog stærkere, som nummeret kører fremad, og der kommer bas og strygere på til sidst, der næsten får det til at lyde som trip hop. Denne sangs klimaks kunne sagtens være grundlaget for hele Muses karriere. Numrene arbejder rigtig flot sammen om at skabe en helstøbt oplevelse, der bliver ved med at engagere lytteren. Numrene bliver aldrig kedelige, selv hvis de er langsomme, og de mister heller ej fokus, selv hvis de bliver hårdtslående. Ja, jeg har måske lidt en forkærlighed for Radiohead, der gør min bedømmelse lidt ensidig, men OK Computer var et af de albums, der virkelig gjorde mig glad for dem. Og jeg tror, det kan gøre det samme for mange andre. Det er det bedst bedømte album på hele RateYourMusic, den er altså nærmest musikkens svar på The Shawshank Redemption. Helt galt på den kan jeg næppe være, når jeg siger, at OK Computer er et mesterværk.

163 – Prince – 1999 (1982)

Udgivet den af
Svar

Hvis man lige ser bort fra Purple Rain, så er intet Prince-album så folkeligt elsket som 1999. Sign o’ the Times er måske mere afholdt af anmelderne, men 1999 er mere poppet, mere festligt og fik flere store hits. De, der i højest grad er en indgroet del af vores populærkultur i dag er titelnummeret og Little Red Corvette. Disse starter albummet ud, og de er efter min mening lige så fantastiske som konsensus siger. Især den lidt mere diskrete Little Red Corvette er i min optik meget charmerende og elskværdig. Det er en af den slags perfekte popsange, hvor den ene lille genialitet bare overfalder den anden. Og den er med sin synthesizer-tunge lyd stadig mere menneskelig en rigtig meget musik, hvor instrumenterne er helt organiske. Men de andre numre er faktisk lige så interessante, fængende og sjove som dem, jeg kendte i forvejen. Nu nævnte jeg netop, at 1999 er en ret folkelig plade, hvor numrene er fængende og poppede, men sangene er fra start til slut også meget lange. Nogle af de i essensen mest poppede numre er blandt de længste. Det er numre som Let’s Pretend We’re Married, Automatic og Lady Cab Driver, alle latterligt sjove popsange. Og ingen af dem kører i længere tid, end de kan klare.

Lyden på 1999 er meget præget af synthesizere, men på visse numre hiver Prince også bassen frem og belyser sine funkrødder. Og ja, det er Prince selv, der hiver den frem, han spiller alle instrumenter på pladen undtagen backingvokaler og en enkelt guitarsolo. Funk-rødderne er tydeligst på Lady Cab Driver og D.M.S.R., og det giver virkelig disse sange en unik lyd blandt de øvrige, noget mere new wave-prægede numre. Han kan dog sagtens finde på at spille funkbas sporadisk som et lille diskret udtryk på en sang. Det giver hans musik detalje. Han tager også hånd om soul-genren. Han gør det på Delirious, der egentlig teknisk set har mere til fælles med blues, men det er mest Princes levering, der gør det. Det er nærmest en modernisering af det der meget blues-prægede nummer, der er på så mange soulplader fra 60’erne. Den sentimentale Free er et pragteksempel på Princes soul-inspiration. Den er vemodig og tilbageholdende, og efterhånden bliver den bombastisk på så latterlig vis, at kun Prince kan få det til at lyde vigtigt. International Lover, der slutter pladen af er noget rigtig sexet Marvin Gaye-inspireret soul. Det er også et nummer med en stor udvikling, men der er mange små hop i intensiteten, der gør det til en af de mest levende sange på pladen.

Nu hedder pladen jo netop 1999, hvilket var et år langt ude i fremtiden på Princes tid. Dette understreges ikke blot af de mange synthesizere men også af den futuristiske lyd på visse af numrene. Dette gælder ikke mindst de dybe robot-stemmer på titelnummeret, der virkelig bare lyder sjove. Men Automatic har en meget mekanisk lyd, hvor lag på lag af synthesizere næsten minder om tandhjul, der alle arbejder sammen. Den mørke Something in the Water (Does Not Compute) er også meget kold, næsten som en maskine. En konstant tikkende hi-hat gør denne ellers ret langsomme sang til en pressende dystopi. All the Crtitics Love U in New York bliver hovedsageligt fortalt gennem spoken word, og når der endelig bliver sunget, lyder det uhyggeligt. Mens teksten handler om at blive elsket, er musikken uhyggelig. 1999 har 11 virkelig fede numre på sig, og den strækker sig over 70 minutter. Det er selvfølgelig ret lang tid, men pladen holder virkelig til det. Ikke et nummer er ikke på niveau med resten, og hvert eneste nummer bidrager med noget unikt. Lyden er måske lidt tidstypisk, men pladen omhandler i høj grad tid, så det er kun passende. 1999 er en af Princes allerfineste stunder.

164 – Linda Ronstadt – Heart Like a Wheel (1974)

Udgivet den af
Svar

Linda Ronstadt har arbejdet indenfor mange forskellige stilarter, men hun er nok især kendt for sin pop- og country-rock. Hun er knap så kendt for sin mere rendyrkede country, og det forstår jeg som sådan, for denne musik holder ikke nær så godt. Hendes stemme er ofte bare for pæn, til at jeg får noget ud af hendes musik. De mere rockede numre dominerer naturligt nok også hendes mest berømte plade, Heart Like a Wheel fra 1974. Denne rummer to af hendes bedste rocksange, nemlig hendes covers af You’re No Good og When Will I Be Loved. Disse er sjove og kraftige, og de gør virkelig op med forestillingen om, at countrymusikere skal være kedelige. Det er de nemlig kun, når de ren faktisk laver countrymusik. Jo mere country, Heart Like a Wheel går over i, des mindre kan jeg lide det. Dette gælder numre som hendes cover af I Can’t Help It (If I’m Still in Love with You) og Keep Me From Blowing Away. Keep Me From Blowing Away har i det mindste en ret god tekst med flot billesprog, men I Can’t Help It (If I’m Still in Love with You) lyder bare som det, den er: en Hank Williams-sang uden væsentlige ændringer.

Når et nummer på Heart Like a Wheel ikke tilfredsstiller mig, er det aldrig fordi det er aggressivt dårligt eller forfærdeligt, det er mest, hvis det ender med at være baggrundsmusik. Det kan man sige om det meste af anden halvdel af pladen. Willin’, I Can’t Help It (If I’m Still In Love With You), Keep Me From Blowing Away og You Can Close Your Eyes er ikke rigtig noget, man husker særlig tydeligt, selvom de gør visse interessante ting. Ronstadt er på Willin’ virkelig sød og karismatisk, og som tidligere nævnt er billedsproget på Keep Me from Blowing Away meget flot. Men der er ikke særlig meget at komme efter. Første halvdel har dog sine øjeblikke. Den dramatiske intro til You’re No Good er fed, og sangen har i det hele taget en spydig tone, jeg er rigtig glad for. Derudover er det en rendyrket rocksang, hvilket virkelig får den til at skille sig ud. Hendes cover af When Will I Be Loved blander country og rock på en meget pæn måde, og melodien er ændret drastisk fra originalen af The Everly Brothers. Jeg foretrækker faktisk nok Ronstadts udgave, der er sjovere, mere fængende og mere slagkraftig.

Hendes cover af The Dark End of the Street er et andet højdepunkt. Den er måske lidt kedelig i længden, men den er godt skrevet, og lyden derpå matcher den mørke og triste tekst rigtig godt. Hendes stemme er fuld af desperation, og hun sørger på den måde virkelig for, at gøre denne fortolkning mere gribende end de fleste andre udgaver. Den er faktisk næsten lige så god som James Carrs original, den måtte bare have været lidt kortere. Nummeret Heart Like A Wheel er så rent produceret, at bratschen, celloen og klaveret virkelig skærer igennem. Samtidig er der ingen trommer, og derfor virker Ronstadt nøgen og ærlig. It Doesn’t Matter Anymore og Faithless Love er nogle ret forudsigelige omkvæd, hvor Ronstadts stemme, er det eneste, der hiver dem ud fra mængden af romantiske countrysange om hjertesorger. Især på førstnævnte er hendes stemme dog flot. På Faithless Love bliver hun derimod lidt overskygget af en banjo, der giver sangen en lidt unik lyd, men stadig er ret distraherende fra resten af sangen, der dog alligevel ikke er noget specielt. Jeg har haft kendskab til Ronstadt i lang tid, men jeg har aldrig været helt vild med hende, men jeg elsker faktisk visse sange fra Heart Like A Wheel. Det bedste af denne plade viser virkelig Ronstadts evner, men kvaliteten varierer meget.

165 – Marvin Gaye – Let’s Get It On (1973)

Udgivet den af
Svar

Oven på den samfundskritiske What’s Going On og den meget ambitiøse Trouble Man valgte Marvin Gaye at tage sin musik i en ny og ganske anderledes drejning. Og dog er det nok den slags musik, han huskes bedst for i dag. Han lavede nemlig et album, hvor sex var i klar fokus. Selv de sange på Let’s Get It On, der ikke nødvendigvis handlede om sex i bogstavelig forstand, oser af sex i deres natur. Dog er der ingen af den slags hæmninger på åbningsnummeret, der ligeledes hedder Let’s Get It On. I dag er den måske uløseligt forbundet med den klichéfyldte sexsang, men den har på mange måder også dannet grundlaget for stort set alle sexsange sidenhen. Men det er også fordi den er så god. Hvis vi ignorerer de første få toner, der jo kun føles morsomme grundet deres senere status, så er der tale om et helt fantastisk nummer, der virkelig lægger op til et sexet album. Please Stay (Once You Go Away) er en lidt mere oprørt sang, der omhandler sorgerne ved, at en elsket potentielt kunne gå fra dig. Den beskriver alt det, Gaye ville gøre, hvis hans udkårne forlod ham, og på den måde cementerer det også hans kærlighed til hende. Det er ret smukt.

If I Should Die Tonight er en lidt langsommere sang, og den er mere diskret end tidligere. Flotte strygere sørger for at gøre lyden oprigtig, og det er rigtig flot arrangeret. Jeg tror ikke helt nummeret virker som en helstøbt sang nær så godt, som det gør som en del af albummet, for det bygger ikke rigtig op mod andet end nummeret, der følger efter, nemlig Keep Gettin’ It On. Keep Gettin’ It On er en slags fortsættelse til åbningsnummeret, lyrisk såvel som musikalsk, og det siger virkelig noget om Marvin Gaye som musiker. De fleste ville måske sige, at der ikke er brug for nær så meget konceptualitet i en plade om sex som en plade om samfundet, men Marvin Gaye kunne ikke drømme om at gøre noget halvt. Så jo, han vælger at fortsætte et tidligere nummer ganske direkte, hvilket skaber mere tematik. Come Get to This er et af pladens mest gennemførte numre med en levende instrumentation, der især udmærker sig ved flotte messingblæsere. Men det er et helt lille blæser-, stryger- og korarrangement, der bare skaber sangens enormt trygge og følsomme rammer.

Den stille Distant Lover er ikke just min favorit på pladen, men den har mange beundringsværdige kvaliteter. Den er først og fremmest lige så forførende som man efterhånden har forventet af Gaye, og teksten er også ret romantisk og stemningsrig. Dog er melodien ikke noget, der blæser mig omkuld, og derudover føles det underligt at høre en sang om at savne en ekskæreste, én man naturligvis ikke har sex med, når hver eneste anden sang på pladen handler om at have sex i nuet. Og det gør sangen bagefter naturligvis også, nemlig den sprøde og diskrete You Sure Love To Ball. Det er en af mine absolutte favoritter på pladen, og dens instrumentation formår på én gang at være virkelig afslappende og meget levende. Generelt er albummets anden halvdel meget afslappet, og dette gælder selv afslutteren. Den hedder Just to Keep You Satisfied, og derpå reflekterer Gaye over hele sit forhold, dog stadig med mange seksuelle undertoner. Det er en vemodig og stilfuld måde at afslutte pladen, og man kan på alle måder høre, at dens hovedformål var at runde pladen af. Let’s Get It On er så utrolig meget bedre, end man ville kunne forvente at den ville være på baggrund af forventningerne, og den er nok blandt Gayes bedste plader.

166 – Elvis Costello & the Attractions – Imperial Bedroom (1982)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker Elvis Costello rigtig højt. Han har givet os mange fremragende albums, og hans musikalske udfoldelser strækker sig over en bred vifte af stilarter. Han startede i slutningen af 70’erne med en meget punk-præget lyd, og da vi i 1982 ramte udgivelsen af albummet Imperial Bedroom, var næsten ethvert spor af punkmusik forsvundet til fordel for storladen barok instrumentation. Arrangementerne på alle sange er store og flotte, hvilket står i smuk kontrast til Costellos spydige og sarkastiske stemme. Det er svært at nævne numre, der især udmærker sig, for de fleste er virkelig flot arrangeret og produceret, men en af mine personlige favoritter er Human Hands, hvor et af de væsentligste instrumenter er et klaver, men lyden udvikler sig hele tiden. Jeg bliver afsindigt glad, når det nummer er i gang. Jeg er også ellevild med Tears Before Bedtime, der især under omkvædet minder meget om noget fra David Bowie-albums som Station to Station eller Low. Dette er nok især grundet nogle skæve vokalarrangementer. Meget af denne flotte instrumentation kan vi takke Steve Nieve for. Han spiller ikke blot akkordeon, cembalo, klaver og orgel samt arrangementer af både stryger- og blæserensembler.

På grund af disse sjove og flotte arrangementer, får hele Imperial Bedroom en flot grad af uforudsigelighed. Der kommer altid et eller andet, man ikke lige forventer. Om det er et par få toner fra nogle messingblæsere, et pludseligt vokal-overdub, eller bare en guitarsolo af den lidt mere spøjse slags, så sidder man med spidsede øren og venter den næste lille instrumentale genistreg. Sangene er også konstrueret på mange forskellige måder. Nogle er bare omkvæd og vers, men f.eks. Beyond Belief har et mildt crescendo i løbet af første halvandet minut, der så leder op til noget, der ligner et omkvæd, men det er langt fra simpelt at skildre, hvilken slags bestanddele, der i det hele taget er tale om. Og det er også et meget helstøbt album. Der er intet nummer, der stikker ud som den oplagte single, ingen Pump It Up, ingen Alison. Og det er ikke fordi numrene ikke er kommercielt anlagte, og der blev da udgivet to singler, Man Out of Time og You Little Fool. Der er i mine øjne intet, der gør disse to sange mere oplagte singler end Human Hands eller …And in Every Home.

Man kan virkelig ikke finde ét eneste nummer, der ikke holder den høje standard, der er sat. På visse andre Costello-albums er der nogle få numre, der godt kan blive trættende på gentagne gennemlytninger, f.eks. Sunday’s Best og Less Than Zero, men intet nummer har på Imperial Bedroom sådan en effekt på mig, og der er endda flere sange end på de fleste Costello-plader. Imperial Bedroom er også mærkbart længere end Costellos tidligere værker med sine hele 50 minutter, men det kan slet ikke mærkes. Det er der mange årsager til; den generelt høje kvalitet, den store soniske variation og generelt god albumstruktur er nok de væsentligste. Jeg elsker virkelig, hvordan albummet udvikler sig, især hvor godt den intense opbygning på Beyond Belief får lov til at introducere albummet. Den melankolske og diskrete Town Cryer fungerer ligeledes godt til at runde pladen af. De resterende numre er da en ren rutsjebanetur gennem lyd og følelser. Imperial Bedroom er en fænomenalt god plade, som bare bliver bedre for hver gennemlytning. Elvis Costello er en genial musiker, og Imperial Bedroom er noget af det mest geniale, han har lavet.

167 – Metallica – Master of Puppets (1986)

Udgivet den af
Svar

Der er bred konsensus om, at thrash-metal-bandet Metallicas fire første albums, Kill ‘Em All, Ride the Lightning, Master of Puppets og …And Justice for All er deres uden sammenligning bedste plader. Og manges favorit er så Master of Puppets, hvilket jeg kun kan erklære mig enig i. Den åbner med sangen Battery, der ikke er navngivet efter batterier, men derimod voldsovergreb. Den er voldsom og vred, men introen er langsom og melankolsk. Den bygger i det hele taget virkelig flot op, før det bliver helt aggressivt, og overgangen fra det ene til det andet er så naturlig, at man knap nok bemærker det. Et af hovednumrene på Master of Puppets er titelnummeret, der starter med en dedodekafonisk intro. Det vil sige at introen til et af de mest berømte metal-numre nogensinde er tolvtonersmusik. I løbet af nummeret skifter de taktart, tempo og metrik adskillige gange, og den smukkeste guitarsolo dukker op ca. halvvejs gennem nummeret. Lyrikken kører på en meget simpel metafor, hvor narkotika er en dukkefører, mens mennesket er en dukke. Men lyrikken er også flot ellers, og sangen er i sin helhed en af de bedste sange gruppen nogensinde har lavet.

Den måske tungeste sang på pladen hedder The Thing That Should Not Be, og den bygger i starten meget på et mørkt guitarriff og en simpel vokalmelodi i versene, men omkvædet leger med lytterens forventninger. Der er næsten en smule blues over strukturen, og melodien lyder som snydt ud af Black Sabbaths Master of Reality-album. Den er måske lidt længere end den fortjener, men den fungerer. Welcome Home (Sanitarium) er i lyrikken baseret på romanen Gøgereden, og i lyd såvel som tekst lyder den vanvittig, tortureret og i det hele taget ikke særlig rar. Jeg gad ikke vide, hvad der gik gennem James Hetfields hoved, da han skrev denne sang riffet skifter hele tiden mellem 4/4 og 6/4, og det gør sangen meget engagerende. Guitarsoloen til slut er fantastisk, og sangen er i det hele taget blandt pladens bedste. Disposable Heroes har en fyldig, krigerisk lyd i introen, og en marcherende lyd i guitarriffet derefter. Sangen handler om livet i militæret og om at blive hunset med og set som ligegyldige objekter af sine overmænd. Jeg er helt vild med den brutale og direkte tekst, der har smukke vendinger som “I was born for dying” og “You will die when I say, you must die”.

Leper Messiah er en kritik af tv-prædikener, og den er igen meget grov i munden, men samtidig poetisk mesterlig. Den har god variation i tempoet, og latterligt smukke instrumentale stykker. Selv med de poetiske tekster og de stærke melodier har jeg aldrig været helt vild med forsanger James Hetfields stemme, så de mange portioner uden den er velkomne i min verden. Det er dog ikke kun derfor, jeg holder meget af pladens eneste instrumentale nummer, Orion. Jeg elsker fordi den består af så mange forskellige flotte dele, hvor hvert nyt stykke bare overgår det foregående i virtuositet og skønhed. Den er storladen, og Cliff Burtons bas fungerer som et vidunderligt fundament for hele sangen. Pladen afsluttes af Damage Inc., der starter med en æterisk intro, der mest af alt lyder som synthesizere, men i realiteten er det bas. At Metallica kan få en bas til at lyde sådan er imponerende i sig selv, men at de så følger denne intro op med en sang så god som Damage, Inc., det er værd at beundre. Denne sang er mere aggressiv end noget andet på pladen, og den handler også om vold. Den laver et brag af en afslutning til en helt fantastisk heavy metal-plade. Master of Puppets er en af de bedste metal-plader nogensinde.

168 – Elvis Costello – My Aim Is True (1977)

Udgivet den af
Svar

Elvis Costello var i sin guldalder en af de dygtigste sangskrivere i verden. Han havde en ret særegen lyd, der måske på overfladen minder lidt om Graham Parker, men Costello var især i de tidlige år meget mere påvirket af punk-rock. Men noget af det smukke ved Costellos musik er, at det er svært at sætte en smallere mærkat på, end at det er “rock”. Og dette gør sig gældende lige fra debutpladen My Aim Is True, hvis titel selvfølgelig kommer fra en af Costellos største sange Alison, der også står frem som et af de bedste numre på hele pladen. Ligeledes er denne langsomme, bitre ballade meget ulig noget andet på albummet. Generelt er det lidt punket powerpop med lidt præg af gammeldags rock ‘n roll, og dette gør virkelig Alison bemærkelsesværdig. Uanset om man har hørt det udødelige nummer før eller ej, så vil man uden tvivl huske denne bedst, da den virkelig skiller sig ud. Costello er dog rigtig god til at få de individuelle sange til at udmærke sig. Selv de allerkorteste sange, der altså går under 2 minutter, er ligeså mindeværdige som de allerlængste – ikke at det dog nogensinde bliver særlig langt, da han forstår at begrænse sig.

Costello er en virkelig skarp lyriker med en flot, meget diskret sarkastisk tone. Selv med så grove linjer som “Sometimes I wish that I could stop you from talking when I hear the silly things that you say” synes mange faktisk, at Alison er en meget romantisk sang, og jeg er ellevild med omkvædet til Blame it on Cain, der går “It’s nobody’s fault, but we need somebody to burn”. Det er jo som sådan virkelig barnligt sagt, men det er virkelig modent fortalt. Costello er virkelig fuld af sådanne små finurligheder i sin lyrik, og det er især smukt, når det leger med musikken på smukkeste vis. Der er mange dobbeltheder, f.eks. i Alison, men også i I’m Not Angry, der ironisk nok lyder vredere end nogen anden sang på pladen. Han leger tit med lytterens forventninger, bl.a. på åbningsnummeret, Welcome to the Working Week, der har en storladen intro, som så blot leder til en kort, poppet punksang med et flot rock and roll-flair. På modsat vis leder Mystery Dance op til, at vi bare får en simpel rock and roll-sang, men overgangene fra omkvæd og tilbage til vers er ikke som man ville forvente. For at lave et dobbelt-twist starter denne rock and roll-sang oven i købet med en Shakespeare-reference.

Man kan se mange vink til 50’ernes og 60’ernes amerikanske rock and roll-scene, som Costello nok har været mere inspireret af end de britiske musikere fra hans samtid. Mystery Dance er i melodi ikke ulig Jailhouse Rock, Welcome to the Working Week indeholder mange af Buddy Hollys kendetræk, No Dancing inkorporerer trommerne fra Be My Baby, og Blame It on Cain starter med bluesguitar. Altså manden vælger at iføre sig Buddy Holly-briller og kalde sig Elvis, det er jo klart, at de har haft noget indflydelse. Den er ikke svær at få øje på, men det interessante er, at hans musik stadig lyder så moderne sammenlignet med hans inspirationskilder. Og de var tidsmæssigt tættere på ham dengang, end My Aim Is True‘s udgivelse er på os i dag. Og det er fordi Costello ikke blot kigger på hans elskede klassikere – han ser også på, om han kan tilføje noget. Noget, der gør det til hans eget, noget, der gør det mere nutidigt, men mest af alt om han kan tilføje noget, han selv føler, gør musikken bedre. Han er nostalgisk, men han er ikke forgabt. My Aim Is True er en formidabel plade fra start til slut, og den favner så bredt, at den kan anbefales til stort set alle.

169 – Bob Marley & the Wailers – Exodus (1977)

Udgivet den af
1

Jeg tror, alle, der har udforsket Bob Marleys katalog uden for de store hits, har stødt på nogle nye sange, de virkelig er blevet glade for. Og mange af hans albums er også meget gode i deres helhed. Alle har vist deres egne favoritter, men min er Exodus fra 1977, udgivet lige mellem hans gennembrud og hans alt for tidlige død. Bob Marley kan skrive musik i et væld af stemninger, og han leverer guld i alle mulige former på Exodus. De mest kendte numre fra pladen er de mest positivistiske: Three Little Birds og One Love/People Get Ready. Og de føles virkelig oprigtigt optimistiske og fremadrettet lykkelige. De føles ikke som tyggegummipop, der skal få os til at have det bedre ved at ignorere alt det negative i vores liv. Det føles som Bob Marley, der giver os det kram, vi alle har brug for af og til. Og dette til trods for at omkvædet i Three Little Birds ganske naivt går “Don’t worry about a thing, ‘caue every little thing gonna be alright”. Og jeg indrømmer da gerne, at Three Little Birds ikke just var min yndlingssang af Marley, før jeg lyttede til Exodus, men det er her, god albumstruktur kommer i spil.

Disse to numre er nemlig til sidst i pladen, lige efter den romantiske Turn Your Lights Down Low. Ellers følger disse tre ret lystige numre lige efter en lang stribe af knap så glade numre. De er mørke, funky og tit ret truende, især når Marley synger vendinger som “Many more will have to suffer, many more will have to die”. De har tit en meget flot religiøs vinkel, der virkelig gør dem gribende, selv hvis man ikke skulle kende til forholdene på Jamaica dengang, hvilket jeg i øvrigt slet ikke gør. Men han bruger også mange meget vage omend stadig stærke eksempler, der giver sangene en vis holdbarhed. Linjer som “These are the big fish who always try to eat out the small fish”. Hans sprog er så simpelt, at alle kan forstå det, men det er samtidig så stærkt, at alle kan føle det. Det er langt de færreste lyrikere, der på den måde bare kan ramme plet så ofte. Og musikken understøtter ham fuldkommen perfekt. Denne plade er mørkere end nogen anden Marley- eller Wailers-plade, jeg nogensinde har hørt, og det er uanset om man snakker lyd eller lyrik.

Hvad angår den generelle lyd på pladen, så er der ikke noget nummer, der skildrer den bedre end Exodus. Det er et næsten 8 minutter langt nummer, der kalder op til et “Movement of the People”, som sangen selv kalder det. Det bliver vildere og vildere, som sangen skrider fremad, og vendingen “Exodus; Movement of the People” bliver til sidst bare gentaget så mange gange, at det ender med at være virkelig effektivt og nærmest kommanderende. Det giver god mening, at pladen hedder Exodus, for det er på mange måder sangen, pladen drejer sig om. Oven på en så grum plade, så er de tre sidste numre virkelig forløsende. Men ikke alene er pladen enormt følelsesrig, den er faktisk også sjov og dansevenlig. Jeg elsker at hoppe og danse og synge med på de simple omkvæd, det er bare virkelig skægt. Især sidste halvdel af pladen, der også er lidt mere poppet end første halvdel. Og det er som sådan også fint, for så føles det virkelig som om, at der bliver bygget op til det, der er mest fængende og lettest at huske. Jeg kan virkelig ikke finde på en årsag til, at man ikke burde lytte til Exodus, med mindre man virkelig ikke kan udholde Bob Marley. Og hvem kan helt oprigtigt ikke lide Bob Marley?

170 – The Who – Live at Leeds (1970)

Udgivet den af
Svar

Live at Leeds af The Who er en af den slags plader, hvor man virkelig er nødt til at specificere hvilken udgave, man lytter til, før man anmelder den. I 1970 spillede The Who en ganske lang koncert på University Refectory, et spillested lige midt i Leeds Universitet i England. Et godt stykke inde i koncerten begynder en komplet gennemspilning af albummet Tommy, der var spritnyt dengang, og efter dette spiller de lidt flere gamle numre. Senere samme år udkom denne koncert på vinyl, men dog kun med 6 af de oprindelige 33 numre. I 1995 udkom en cd-udgave med alle tracks undtagen Tommy-numrene, igen lige med undtagelse af Amazing Journey og Sparks, som stadig var på cd’en af en eller anden årsag. I 2001 kom en 2 disc-udgave med diverse numre på disc 1 og hele Tommy på disc 2. Det er ikke den korrekte rækkefølge, og noget af snakken og endda visse af numrene er der skåret lidt i, men det er nok stadig udgaven, jeg foretrækker, da Tommy-gennemgangen efter min mening nydes bedst uden de andre numre. Derudover kan man næsten ikke høre, at der er blevet klippet. Hvis man endelig er en stor The Who-entusiast, udgav de i 2014 en digital udgave, hvor alt var i den oprindelige rækkefølge med væsentligt mindre skåret fra.

Jeg har valgt at anmelde udgaven, hvor Tommy og de øvrige sange er separeret, og desuden vil jeg undgå at kommentere for meget på numrene fra Tommy, dels fordi det er svært at bedømme uden at snakke om hvordan albummet i første omgang fungerer, og det er altså en plade, hvor der ikke er så lidt at snakke om. Dels også fordi jeg alligevel skal anmelde den oprindelige Tommy-plade senere, så det går nok. Men så er der alle de 13 omkringliggende numre altså på første disc, og de er opført med en meget højlydt arenarock-lyd, som bandet var meget glade for på den tid i forhold til koncerter. Selv Tommy-numrene er opført i den stil, og det klæder dem overraskende godt. Med de koncerter, The Who gav på denne tid, var de med til at danne grundlaget for Heavy Metal. De har valgt meget forskellige sange til at opføre i denne stil, og i alle tilfælde synes jeg, det virker rigtig godt. Uanset om det er den dengang spritnye og animalsk vilde Heaven and Hell eller gamle rock and roll-klassikere som Eddie Cochrans Summertime Blues, så fungerer det rigtig godt. Summertime Blues er nok netop den definitive sang fra denne plade, og den er så unik i The Whos udgave, at man helt glemmer, at det er en lystig rockabilly-sang.

Jeg er meget begejstret for, at de selv nu, hvor de er mere højlydte end nogensinde før, har en god sans for dynamik. Dette gøres især flot på de to kortere numre Substitute og Happy Jack, der går mellem forskellige lydniveauer så elegant, at man knap nok bemærker det. Et andet nummer, der virkelig gør dette godt i sagens natur, er mini-rockoperaen A Quick One, While He’s Away. Dette er et af mine absolutte yndlingssange med The Who, og den kan meget godt ses som en forløber til Tommy, hvorfor den da passer særlig godt ind. Tommy binder på sin vis stadig alle numrene sammen, også selvom man vælger slet ikke at høre Tommy-opførslen. De nævner pladen et par gange mellem numrene, og numre som Tatoo og Magic Bus er blevet mere operatiske og storladne. Dog er der ét nummer, der for alvor sætter sig fast som en mesterlig nyfortolkning, nemlig den 15 minutter lange udgave af My Generation. Den er mere intens end den nogensinde har været før, og den inkorporerer visse stykker fra Tommy, hvilket måske har større effekt, hvis man hører hele koncerten i den oprindelige rækkefølge, men den lange solo til sidst er noget af det mest vilde og progressive, du nogensinde kommer til at høre The Who opføre. Alle, der kan lide god rockmusik, bør få lyttet til Live at Leeds!

Nyheder: April 2015

Udgivet den af
Svar

Lad os så se: Hvad er der sket den forgangne måned? Ikke særlig meget. Mit radioprogram, The Vinyl Countdown, har været oppe at køre igen i en måned. Det kan som altid høres hver på Rockkanalen hver onsdag kl. 17:00, og det har ligeledes været genudsendt hver følgende søndag. Jeg glæder mig til endnu en god måned med hyggelig onsdagsradio! Jeg har også anmeldt en koncert af et dygtigt ungt band ved navn Odd Oxygen for Fuldt Pensum. Anmeldelsen kan læses her.

Bibzoom har også kørt mine anmeldelser i endnu en måned. I marts leverede jeg således anmeldelser af:
The Beatles – Help!
Neil Young – Tonight’s the Night
James Brown – In the Jungle Groove
Sonic Youth – Daydream Nation
Liz Phair – Exile in Guyville
Alanis Morissette – Jagged Little Pill
The Cure – Disintegration
Eric Clapton – Slowhand
Linda Ronstadt – The Very Best of Linda Ronstadt
David Bowie – Station to Station

Og lad os lige se, hvad jeg glæder mig mest til af albums her i april:

  1. Blur – The Magic Whip
  2. Mew – +-
  3. Death – N.E.W.
  4. Young Fathers – White Men Are Black Men Too
  5. Ulige Numre – Grand Prix
  6. Raekwon – F.I.L.A.
  7. The Brian Jonestown Massacre – Musique De Film Imaginé
  8. Calexico – Edge of The Sun
  9. Drenge – Undertow
  10. Passion Pit – Kindred