Tag-arkiv: Pop-rock

399 – Red Hot Chili Peppers – Californication (1999)

Udgivet den af
Svar

Red Hot Chili Peppers udgav efter nogle mildt succesfulde albums i 80’erne BloodSugarSexMagik i 1991. De kunne næppe have valgt et bedre tidspunk at udgive det på, for 1991 var året, hvor mainstream-publikummet for alvor begyndte at opdage alternativ rock, og de opdagede så sandelig Red Hot Chili Peppers. Efter denne plades udgivelse forlod den formidable guitarist John Frusciante dem, og dette var et stort tab, og pladen de udgav derefter, One Hot Minute, var ikke just noget specielt. Heldigvis vendte han tilbage i 1998, og Californication fra 1999 skulle så endelig få gruppen på rette kurs igen. Og hvis man bare lytter til starten, så tror man virkelig, at man sidder med noget af et mesterværk. Den funky Around the World, den punkede Parallel Universe, den sentimentale Scar Tissue, den dramatiske Otherside, den Public Enemy- og Jane’s Addiction-inspirerede Get on Top og den tænksomme Californication er alle rigtig velskrevne sange. De er desuden dejligt varierede, ikke blot i det hele taget, men hver sang fungerer som en fuldstændig perfekt kontrast til den foregående, mens albummet stadig undgår at følge et mønster.

Hvor kan man så gå herfra? Easily er i hvert fald en ret god sang, der er spillet rigtig godt, og den er en ren rutsjebanetur rent følelsesmæssigt. Det største problem ved Californication er som sådan bare, at der er fyld på. Heriblandt kan f.eks. nævnes porcelain. Den er en stille, Simon & Garfunkel-inspireret sang, der dog desværre ikke viser samme musikalske forståelse som 60’er-duoens største klassikere. Det sætter bare albummet i tomgang. Heldigvis kommer da en af pladens mest oversete sange, Emit Remmus, der er fængende, sjov og følelsesrig. I Like Dirt lyder meget som noget, der kunne have været på BloodSugarSexMagik i sin tid. Og selvom det er lidt mindre interessant end den plade generelt var, er gruppen næsten altid fede i dette element, og Frusciante brillerer også virkelig herpå. Til gengæld er This Velvet Glove det fuldkommen stereotypiske eksempel på en post-BloodSugarSexMagik-sang. Hvis du ikke kan lide deres mere poppede numre, så indeholder det her nummer nok alt, du hader. For alle os, der kan lide dem uanset stilart, er det nok bare et ret ordinært nummer, som man næppe kommer til at huske pladen for.

Savior er til gengæld en sang, man vil kunne huske – man vil nok kunne huske den, fordi den lyder som to halvfærdige sange, der aldrig nogensinde var tiltænkt samme nummer, men de blev så slået sammen i stedet. Det er interessant at lytte til i noget tid, men efter for mange gennemlytninger bliver nummeret trægt. De prøver med noget Prince-inspiration på sangen med den humoristiske titel Purple Stain. Den er fræk og funky, og man begynder ofte at smile af det, for deres spilleglæde går tydeligt igennem, og så er det også bare en skideskæg sang. De fortsætter med funk på pladens korteste sang, Right on Time, og det er også en rigtig god, dynamisk sang. Den gør alt, Savior gjorde håbløst forkert, fuldstændig rigtigt, for sangen er meget varieret, men overgangene får nummeret til at hænge godt sammen. Afslutningsnummeret Road Trippin’ er også rigtig godt. Det er ikke så vildt, men takket være både strygere og en flot, flot guitarpræstation bliver det til en virkelig dynamisk oplevelse. Californication har nogle knap så gode numre her og der, men når det er godt, er det ofte virkelig godt, så jeg kan faktisk stadig let anbefale det.

403 – Big Star – Radio City (1974)

Udgivet den af
Svar

Et af 70’ernes uden tvivl mest oversete bands er efter min mening Big Star. De udgav 3 albums i 70’erne, og de er alle virkelig gode. Min favorit deriblandt er Third/Sister Lovers fra 1978, men dette er meget på grund af følelserne og stemningen derpå. Hvis vi til gengæld kigger på, hvad der er skrevet og opført bedst, så ville deres største værk nok være den foregående plade, Radio City fra 1975. Denne starter med pladens længste nummer, O My Soul, der virkelig sparker albummet i gang på energisk vis. Det er en af pladens stærkeste melodier, og der er meget variation på nummeret, mens det stadig fungerer som en sjov popmelodi. Det andet nummer, Life Is White, er endnu en stærk melodi, hvorpå forsanger Alex Chilton er i en rimelig øm position, og mundharpen derpå hjælper absolut på at gøre den mere unik. Way Out West er en meget kærlig sang om længsel. Man finder en ikke videre teknisk imponerende omend meget gribende guitarsolo derpå, og teksten er også blandt albummets bedste. Det er ikke svært at forstå, og letforståelig musik er også det, Big Star er bedst til.

Et af de sødeste numre på pladen er What’s Going Ahn. Den er mere stille end de første numre, og Alex Chiltons stemme er fuldkommen fantastisk herpå. Den lyder meget tænksom, så det giver den en vis dybde. En af pladens mest fængende sange er You Get What You Deserve, der kører i en mere seriøs tone end det meste af albummet. Det er dog stadig et oplagt nummer at synge med på, og det er nok blandt mine egne favoritter. Efter dette kommer der så noget lidt hårdere, og i dette felt gør Big Star det selvfølgelig også ganske godt. Selve lyden fejler i hvert fald ikke noget på Mod Lang, men jeg ville næppe kalde det noget i nærheden af deres stærkeste melodier. Den er ret ensformig, og selv med de mange gentagelser formår den ikke at blive særligt fængende. Dog er guitaren, også spillet af Alex Chilton, rigtig fed. Et af de mest populære numre på pladen er Back of A Car, og det er nok svært at nævne et bedre eksempel på bandets brug af dynamik i løbet af en enkelt sang. Melodien er fantastisk sjov, og Chiltons kærlige stemme er ikke til at stå for. Og så er det her igen et af pladens flotteste guitar-præstationer.

Daisy Glaze er et ret blødt nummer, der på egen hånd ikke er noget specielt, men det er dejligt med et nummer, der kan afvige fra de to hårdere numre, der kommer før. Jeg ville dog nok aldrig lytte til det uden resten af albummet. She’s A Mover er til gængæld ikke spor dårlig. Den føles en kende ufuldendt, men melodien er lige i skabet, og instrumentationen er også lige til at rocke med på. Den falmer dog gevaldigt, da det er efterfulgt af et af bandets største mesterværker: September Gurls. Jeg elsker September Gurls. Det er virkelig svært at sætte ord på, hvor godt jeg synes om September Gurls, men jeg vil da forsøge; det er en virkelig sjov melodi, den har en meget kærlig sentimentalitet over sig, hver eneste del passer perfekt sammen med resten af sangen, og den lægger sig virkelig godt i ørerne. Jeg holder stadig fast ved, at det er en af de bedste popsange nogensinde. Den efterfølgende sang, Morpha Too, er opført med kun en falset og et klaver, men det har en charme over sig. Nok ikke end specielt langvarig charme, men det er et ganske kort nummer, så dets skævhed er ret dejlig. Afslutningsnummeret I’m in Love with a Girl er en ret ungdommelig sang om at opdage, hvad kærlighed er for noget. Det lyder banalt, men det er opført rigtig godt, og det er igen en meget kort sang, men det runder et helt vidunderligt pop-album af.

406 – Sinéad O’Connor – I Do Not Want What I Haven’t Got (1990)

Udgivet den af
Svar

I 1990 hittede den irske sangerinde Sinéad O’Connor verden rundt med Prince-coveret Nothing Compares 2 U, og det var som sådan hendes eneste større hit. Hun er derfor ofte blevet kaldt et one-hit wonder, men selvom det er teknisk korrekt, er det dybt uretfærdigt, for hun har meget mere i sig end den ene sang. Pladen, man kan finde Nothing Compares 2 U på hedder I Do Not Want What I Haven’t Got, og det er spækket med fede numre. Åbningsnummeret, Feel So Different, er et overvejende strygerdrevet nummer, hvorpå O’Connor i starten på en gang blidt og kraftigt synger på livet løs. Som nummeret dog udvikler sig, bliver det mere højlydt og intenst. Det er et pragtfuldt nummer. Pladens andet nummer, I Am Stretched on Your Grave, er bygget over et irsksproget digt fra 1700-tallet, men det ville man aldrig vide fra O’Connors udgave. Hendes lyder faktisk mest af alt som noget trip hop, hvilket er bemærkelsesværdigt, for den genre eksisterede knap nok endnu. Og trods hvor pludseligt det er, fortjener strygerportionen mod nummerets slutning også ros, for det er vitterligt smukt.

Three Babies omhandler noget, der er lidt gennemgående i løbet af mange af numrene på pladen, nemlig moderskab til tre spædbørn. Nummeret har også en rigtig smuk dynamik mellem at være meget stille og ret højlydt, og både hendes omsorg og ømhed er virkelig fremtrædende og overbevisende. I den mere poppede ende finder man The Emperors New Clothes, der kører med mere traditionelt bas-trommer-guitar-akkompagnement, men nummeret fungerer rigtig godt. Man kan let nynne med på det, og det er jo ikke fordi hendes følelser forsvinder, fordi nummeret er mere poppet. Black Boys on Mopeds er en ganske trist politisk sang om racisme i england opført med kun vokal og en enkelt akustisk guitar. Det er et fascinerende nummer, og selvom jeg stadig nyder hårdtslående sange som Fuck the Police og Fight the Power, er det forfriskende at få meddelelsen leveret sådan her. Det helt store hit, Nothing Compares 2 U, er som sagt et Prince-cover, og hun fik virkelig forbedret sangen gevaldigt med sin udgave. Forstå mig ret, jeg elsker Prince, men der er virkelig mange problemer ved originalen, og ingen af dem er der, når vi får den gennem O’Connor. Princes udgave virker stadig som et cover for mine øren uanset hvor ofte jeg lytter til det.

Et af de mere rockede numre på pladen er Jump In the River, og underligt nok vækker det ikke min interesse i nær så høj grad som de andre numre. Det har stadig et ret fedt groove, men det udvikler sig ikke rigtig til noget videre specielt, og det starter også et ganske simpelt sted. Til gengæld er You Cost as Much Sorrow en helt formidabel sang. Den er igen i den mere poppede ende, men det er bare en virkelig stærk melodi, og teksten er også rigtig stærk. “You cause as much sorrow dead as you did when you were alive” er alene en rigtig tankevækkende linje, og dem er der mange af. Det næstsidste nummer, The Last Day of Our Acquaintance, er en af den slags, der til gengæld udvikler sig meget. Som så meget på albummet starter det langsomt, men med tiden bliver det vildere, og selvom udviklingen godt måtte ske lidt hurtigere, er afslutningen virkelig det hele værd. Titelnummeret, der i øvrigt afslutter albummet, har ingen instrumental opbakning, det er kun O’Connor, der synger helt alene. Det er rimelig kraftigt, for hun virker ganske sårbar, når der ikke er andet end hendes stemme på optagelsen, men desværre er melodien lidt trættende i længden, og det er et ret langt nummer. Alt i alt er I Do Not Want What I Haven’t Got et klart bevis på, at O’Connor er en rigtig virtuos personlighed, der absolut fortjener mere opmærksomhed og anerkendelse, end hun får.

418 – Wings – Band on the Run (1973)

Udgivet den af
Svar

Da the Beatles i 1970 gik hvert til sit, begyndte de alle sammen at lave soloprojekter. Disse var af varierende kvalitet, og i 1973 udkom så min favorit blandt alle disse mange plader. Det var ikke teknisk set en soloplade, da Paul McCartney lavede den sammen med sit nye band, Wings, men det er stadig et næsten perfekt album. Den starter med titelnummeret, der udvikler sig så meget, at man knap nok kan høre at starten og slutningen er samme sang, men det kører stadig ufatteligt flydende. Det er et formidabelt nummer, der på grund af sin variation underholder virkelig meget. Det andet nummer, Jet, bevæger sig inden for nogle lidt smallere rammer, men energien bevæger sig stadig rigtig meget, så de mest energiske punkter føles så meget desto mere friske. Og så er den også virkelig fængende, og det gør den kun sjovere at synge med på. Bluebird er en mere stille sang, der virkelig udmærker sig med sine flotte vokalharmonier og den jazzede saxofonsolo. Faktisk har hele sangens komposition elementer af jazz, hvilket er dejligt forfriskende.

Mrs. Vanderbilt er en af albummets mere poppede sange, men dens dystre toneleje, gør den stadig meget fascinerende. Linjen “What’s the use of worrying” bliver gentaget en del gange i løbet af sangen, og den føles virkelig opgivende og trist. Det er ikke en spor lykkelig sang, og det festlige udråb “Ho! Hey Ho!” får en mere ironisk klang. Let Me Roll It går tilbage mod de mere psykedeliske år i Beatles-historien, mens den på den meget fremtrædende guitar virker meget inspireret af Eric Claptons tid i Cream. Den stille Mamunia er en virkelig glad sang. Dens livsglæde er så oprigtig, at det smitter en del af på lytteren. Den har i øvrigt også rigtig livlig percussion, hvilket er meget dejligt, for ellers er det bare en meget simpel basgang og en enkel akkustisk guitar. No Words er en af de mindst kendte sange fra Band on the Run, og det kan man egentlig godt forstå. Det er den eneste, som ikke har boret sig godt ind i min hukommelse, men det er ikke fordi den er dårlig. Den er faktisk rigtig god, den har bare ikke rigtig noget, der minder om en hook. Det er dog dejlig psykedelisk, og det er jo en genre, hvor Sir Paul McCartney altid har klaret sig godt.

På den amerikanske udgave, samt mange nyere europæiske udgaver, sniger et nyt nummer sig ind efter No Words. Det hedder Helen Wheels, og det virker i versene kraftigt inspireret af Chuck Berry, mens de skrigende omkvæd er et ganske unikt McCartney-varemærke. Det er ikke pladens største kunstværk, men det er ganske sjovt. Man kan ikke lade være med at smile en smule af det. Picasso’s Last Words (Drink to Me) handler sjovt nok om Pablo Picassos sidste ord, der her blev oversat til “Drink to me, drink to my health, you know I can’t drink anymore”. Og det er kraftige ord, vi her snakker om, og det er også en ganske kraftig sang. Midt i sangen går den over i en blødere udgave af Jet, hvorefter den vender tilbage til form, dog stadig i en stille version. Til sidst bliver udråbene fra Mrs. Vanderbilt også inkorporeret, og det føles virkelig komplet og fyldigt. Afslutningsnummeret, Nineteen Hundred and Eighty-Five, er rigtig godt. Det lyder mest af alt af progressiv rock, hvilket der faktisk er en del elementer af i løbet af albummet, bl.a. også på titelnummeret og Picasso’s Last Words (Drink to Me). Jeg kan anbefale Band on the Run til alle og enhver. Selv hvis du ikke kan udstå beatles, så kan dette rigtig let anbefales.

420 – The Beatles – With the Beatles (1963)

Udgivet den af
Svar

The Beatles er et af den slags bands, der virkelig ikke har brug for at blive introduceret. De debuterede i 1963 med albummet Please Please Me, og senere samme år udgav de opfølgeren, With the Beatles. Dette album starter rigtig stærkt ud med It Won’t Be Long der er en utrolig fængende, sjov, håbefuld sang, der klart viser Beatles gøre, det de er bedst til: at skrive fortræffelige melodier. De lyder meget inspireret af amerikansk rockmusik fra slutningen af 50’erne, navnlig Buddy Holly. Den efterfølgende All I’ve Got to Do er en ligeledes fantastisk sang. Den leger rigtig godt med tempoet, og dens charme er helt uimodståelig. Disse to første sange er sunget af John Lennon, men Beatles sørger jo altid for at gøre deres albums dejligt varierede med at skifte forsanger nu og da. Den Paul McCartney-sungne All My Loving er nok pladens bedste sang, og med sin dejlig simple melodi er den også noget af det mest fængende, Beatles har lavet. Den er dog så oprigtig og karismatisk, at den aldrig bliver så fængende, at det er irriterende. Den er næsten helt perfekt.

Den Harrison-skrevne og -sungne Don’t Bother Me er endnu et eksempel på gruppens utrolige evner som sangskrivere. Den er mere dyster end stort set alt det, gruppen ellers havde lavet dengang, men den fungerer virkelig godt, selv hvis man ikke tager i betragtning, at det er uvant territorium. Little Child, sunget af Lennon og McCartney i fællesskab, er en ret fræk lille sag om at byde op til dans. McCartney har selv beskrevet denne som albumfyld, men hvis det skulle være albumfyld, så er det noget af det bedste albumfyld derude. Til gengæld ville jeg kalde deres cover af Till There Was You albumfyld. Den er ret kedelig i deres udgave, selvom McCartney selvfølgelig er en fremragende sanger. Faktisk er Beatles generelt ikke så gode til covers, og de mange covers er absolut dette albums svageste side, og Please Mr. Postman og Roll Over Beethoven, sunget af henholdsvis Lennon og Harrison, er ikke undtagelser. Den McCarney-sungne Hold Me Tight er endnu et nummer, som visse af bandets medlemmer virkelig bare anså som fyld, og jeg forstår det lidt bedre her. Den er en smule banal, men selv når de ikke rigtig prøvede, lavede de rigtig gode melodier.

Da synger Lennon og Harrison et ret kedeligt cover af You’ve Really Got a Hold On Me. Denne bliver opfulgt af pladens uden tvivl bedste cover, nemlig en Ringo Starr-sunget udgave af the Rolling Stones-sangen I Wanna Be Your Man. Denne sang passer meget bedre til Beatles-stilen end de øvrige covers, og det kan nok have noget at gøre med at Lennon og McCartney skrev den i første omgang. Den er dejlig energisk og sjov, og den lyder af ren testosteron. Den bliver så opfulgt af pladens værste cover, der måske oven i købet er en af gruppens allerværste sange. Devil In Her Hart er virkelig kedelig, og det er bare en lang diskussion mellem kor og Harrison, der kan opsummeres med “jeg har ret” – “nej, jeg har ret”. Den næstsidste sang er Not a Second Time med Lennon, og blandt de originale melodier, er denne nok den, der gør mindst indtryk på mig. Den er ikke videre dårlig, men der sker utrolig lidt. Lennon afslutter slutter albummet af med et sidste cover, denne gang af Money (That’s What I Want). Det er ikke rigtig et dårligt cover, og det er rigtig energisk. With The Beatles er langt fra den bedste Beatles-plade. Hvis du ikke er stor Beatles-nørd, der har brug for at høre det hele, så kan du nok springe denne over. Men det er trods alt interessant at høre, hvad de startede med.

425 – David Bowie – ChangesOneBowie (1976)

Udgivet den af
Svar

David Bowie var et af de allerstørste musikalske ikoner i 70’erne. Hans præstationer i musikverdenen er intet mindre end mageløse, og han har lavet så mange fantastiske sange, at en David Bowie-opsamling virker som noget fuldkommen umuligt at sammensætte. Ikke desto mindre er det blevet gjort masser af gange, bl.a. i 1976 med ChangesOneBowie. Denne opsamling er opstillet kronologisk, og sådan noget har jeg udtrykt mine problemer med tidligere, men jeg synes, at det er helt fint, når vi snakker Bowie i 1976. Man kommer til at høre hans musikalske udvikling rigtig tydeligt. Det eneste fra før 1971 er desværre Space Oddity, men det er jo begrænset, hvor meget man kunne have på en enkelt vinylplade, og Bowie lavede så mange store numre i 70’erne, at folkene bag pladen virkelig blev nødt til at begrænse sig. Der er i alt 11 numre på pladen, og hver og et er en sand klassiker.

David Bowie var mester i at lave sange, der både kunne blive smilet af og danset til, mens man kunne lave meget dybe analyser af disse. Og i det mere intellektuelt udfordrende felt er der en del af mine absolutte favoritter blandt Bowies mange mesterværker, der desværre ikke er på ChangesOneBowie, enten fordi de var som 1984, Panic In Detroit og The Man Who Sold the World desværre ikke er blandt Bowies største hits, eller fordi de som Be My Wife, Sound and Vision, Breaking Glass, “Heroes” og Ashes to Ashes bare decideret ikke var udgivet endnu, da denne plade kom. Det kan man selvfølgelig ikke rigtig bebrejde den for, men i dag har vi mange andre Bowie-opsamlinger, der giver et mere tilfredsstillende billede af hans karriere – her kan nævnes bl.a. The Best of Bowie fra 1980, Best of Bowie fra 2002 og The Platinum Collection fra 2005. Der er dog stadig et ret godt udvalg på ChangesOneBowie, man skal bare være klar på, at man ikke får alle klassikerne.

Som hver gang, man kritiserer en greatest hits-plade, kan man lidt komme til at lyde som om, man bare er mopset over, at der er nogle, der foretrækker nogle andre numre, end man selv gør. Jeg vil dog stadig sige, at der er noget meget vigtigt, der mangler, hvis man efter sangens udgivelse lavede en greatest hits-plade med Bowie uden Life On Mars?. ChangesOneBowie var – som titlen antyder – oprindeligt anset som begyndelsen til en serie af opsamlinger, som der skulle udkomme nye af med et par års mellemrum. Der udkom dog kun denne og den ret sære ChangesTwoBowie fra 1981 der både indeholdt store hits fra efter etterens udgivelse og mindre kendte sange fra før dette – og underligt nok stadig ingen Life on Mars?. ChangesOneBowie er ikke en dårlig opsamling – på ingen måde. Der er bare mange bedre Bowie-opsamlinger derude, så hvis du vil høre Bowie-hits på stribe, er ChangesOneBowie ikke den optimale løsning, og det er heller ikke en, der er specielt let at anskaffe sig. I forhold til sin tid er den dog slet ikke ringe.

434 – The Police – Outlandos d’Amour (1978)

Udgivet den af
Svar

I 1978 debuterede rocktrioen The Police med Outlandos d’Amour, der flot blander mange forskellige genrer, her især punk, new wave og reggae – men den er på samme tid ofte ganske poppet. Den åbner med sangen Next to You, der også har kraftige blueselementer. De mest fremtrædende instrumenter på denne længende kærlighedssang er guitar og trommer, hvilket er spøjst, for den er som så meget andet på albummet skrevet udelukkende af bassist og forsanger Sting, hvis stemme er helt perfekt til så højlydte følelser. Sådanne får vi endnu flere af, når vi går hen til sang to, der ligeledes handler om længsel i form af So Lonely. Det er en af de mere reggae-inspirerede sange på pladen, men det forhindrer den ikke i at hive Sting ganske kortvarigt ind på mundharpe. Det er en ret sær portion, for han får aldrig rigtig spillet specielt meget på den. Mundharpen forsvinder stort set så snart den er kommet. En sand klassiker kommer da med ludderballaden Roxanne, der er den bedste sang om et forhold med en prostitueret, jeg kan komme i tanker om, og Stings følelser strømmer bare ud.

Generelt spiller kun Sting, Andy Summers og Stewart Copeland på denne plade, men de har et gæsteklaver på to numre, hvor det første er Hole in My Life, der ærlig talt er lidt for kluntet til min smag, i hvert fald når vi snakker de ret lange vers. Må dog indrømme, at omkvædet er ret sejt, og mod enden sker der ret seje ting med sangens ellers ret simple struktur. En noget mere helstøbt sang er Peanuts, som Sting skrev sammen med trommeslager Stewart Copeland. Herpå bliver punkelementerne rigtig tydelige. Sting bliver ret vred, og resten af bandet kan også finde på at gå lidt amok. Især Andy Summers får virkelig mulighed for at vise sig. Den er ret undervurderet blandt Police-sange, hvis du spørger mig, og det er nok en af de bedste på pladen. Sting går i spåner på Can’t Stand Losing You, der virkelig er en simpel sang, men den får udnyttet det hele meget bedre end f.eks. Hole In My Life gjorde. Så kommer Truth Hits Everybody, der er en af de mest energiske sange på pladen. Omkvædet er nok lidt for ensformigt, så man ender med at blive lidt træt af den, når det til sidst bliver gentaget igen og igen.

På Born In the 50’s er der tydelige musikalske inspirationer fra musikken fra de sene 60’ere, hvor Sting var en ung mand. Sangen fortæller historien om en generation, men jeg tror ikke helt, de vidste, hvor de ville hen med det. Konklusionen ender bare med at være, at ting er, som de er. Be My Girl – Sally er i starten en så latterligt simpel popsang, at man ikke rigtig kan tage den seriøst. Da giver Andy Summers os noget spoken word og et jazzet improvisationsklaver. Det er nok pladens særeste punkt, men det er svært ikke at lade sig fascinere af det. Og så varer det heller ikke lang nok tid til at blive irriterende. Afslutningsnummeret, Masoko Tanga, er opført på noget, der efter egen antagelse nok er et vrøvlesprog. Det nummer er faktisk også meget jazzet, og vokalen er mixet ret lavt, så den faktisk bevæger sig på bølgelængde med instrumenterne. Det er et ret godt nummer, selvom det langt fra er den vanlige Police-stil. Outlandos d’Amour er et rigtig godt album. Det er farverigt og eksotisk til trods for det lave antal musikere, og den ofte ret simple musik. Der er liv og sjæl i optrædenerne, og det lyder ikke rigtig som noget andet, tiden havde at byde på – end ikke som senere Police-albums.

437 – George Harrison – All Things Must Pass (1970)

Udgivet den af
Svar

I the Beatles havde frontguitarist George Harrison ikke specielt stor rolle som sangskriver, og det er rigtig synd, for han er slet ikke dårlig i den rolle. Store klassikere som When My Guitar Gently Weeps, Something, Here Comes the Sun og Within You Without You, men desværre stjal Lennon og McCartney ofte lyset fra ham, og de lavede faktisk en regel, om at Harrison kun måtte lave en eneste sang per side på en plade. Han lavede så også nogle plader på egen hånd i bandets sene år, og efter de gik hvert til sit, kunne han endelig fokusere fuldstændig på en soloplade. Resultatet af alt dette arbejde kom så i form af All Things Must Pass, der i sin oprindelige form strakte sig over 3 vinylplader, hvilket var et ganske sjældent syn! De to første dannede selve All Things Must Pass, og den tredje fik navnet Apple Jam. Apple Jam består mest af alt af nogle improviserede stykker, der opstod mens Harrison og bandet jammede. De er rigtig gode, og de viser rigtig flot, hvor dygtige musikere vi har at gøre med, og især Harrison selv gør det virkelig godt på guitar.

De to første sider oser dog også ligeledes af kreativitet i en nærmest eksplosiv grad. Harrison roder sig ud i utrolig mange forskellige stilarter, men han sørger for at holde albummet dynamisk nok, til at man kan sluge det hele. Selvom der er langt mellem Dylan-coveret If Not For You, der egentlig ikke lyder forfærdelig anderledes fra Dylans udgave, og Art of Dying, der har en rimelig klar diskolyd, til trods for at disko slet ikke var opstået endnu, har det hele tiden George Harrisons præg. Det er lidt som hvordan the Beatles lavede musik i så mange genrer, mens de oven i købet revolutionerede en god portion af dem, samtidig med at de altid lød som the Beatles. George Harrison skrev ganske vidst nogle ganske gode melodier, men hans tekster er ikke altid specielt mindeværdige. Ikke at han ikke kan skrive gode tekster, Beware of Darkness og Isn’t It A Pity er alene to rimelig gode eksempler på, at han kan formidle lyrik godt. Andre gange er det ikke noget specielt, men det distraherer ikke fra lytteoplevelsen, at What Is Life og Wah-Wah har ordinære tekster. Det bliver dog aktivt irriterende at høre på hans meningsløse ombytning på ordene i I Dig Love eller hans kedelige tilbedelse af gud på My Sweet Lord.

Produktionen på pladen er generelt meget fyldig og stor. Og det kan meget have noget at gøre med, at Harrisons medproducer var ingen ringere end Phil Spector, kendt for sin Wall of Sound-teknik. Spectors bidrag er rigtig tydelige på What Is Life, Wah-Wah, Apple Scruffs, Awaiting You All og Hear Me Lord. Der er dog numre, hvor han heldigvis har holdt lidt igen. Man kan stadig godt høre hans stil, og det er jo godt, for han er en eminent producer, men han overdriver det ikke specielt meget på Isn’t It A Pity, Let It Down, Run of the Mill og If Not for You, og det er rart også at høre en mere rå, nedtonet udgave af Harrison til tider, selvom Spector jo er helt genial. Jeg kunne let klage over albummets længde, men der er virkelig ikke mange sange, jeg ville have fjernet. I Dig Love er bare alt for dum og fjollet, mens den formår at være dette på en ret kedelig måde, og jo mere religiøst et nummer er, des mindre kan jeg virkelig heller relatere til det. Jeg må dog indrømme at Hear Me Lord har en helt fantastisk lyd. Men jo, All Things Must Pass kan klart anbefales. Harrison og Spector arbejder fantastisk sammen, og hvis du kan lide Harrison-skrevne Beatles-sange, så er det nok klart et album for dig.

438 – Big Star – #1 Record (1972)

Udgivet den af
Svar

The Box Tops havde i 1967 et rigtig stort hit med The Letter, og denne sang introducerede verden til den helt utrolige sanger og guitarist Alex Chilton. I 1970 gik bandet hvert til sit, og Chilton dannede Big Star med trommeslager Jody Stephens, sanger og guitarist Chris Bell og bassist Andy Hummel. I 1972 udgav de så en debut med det simple navn #1 Record. Albummet starter ud med den meget energiske Feel, der er fuld af masser af interessante elementer. Rock and roll-klaver, en flot saxofonsolo og godt med saft og kraft i guitarens power-akkorder. Og et kor sørger også virkelig for at løfte Chris Bells vokal op mod nye niveauer. En af gruppens stærkeste sange er The Ballad of El Goodo. Der er rigtig meget følelsesmæssig styrke i den sang, og det er en af Alex Chiltons bedste vokalpræstationer. Og koret sørger virkelig også for at give sangen fylde og størrelse. Den Bell-sungne In The Street er også et helt fantastisk nummer. Det er i den mere energiske afdeling, og Bells riff er dejlig fængende. Den var ikke engang et hit, men den lugter så langt væk af 70’erne, at Cheap Tricks cover af den blev gjort til temasangen for tv-showet That 70’s Show.

Den Chilton-sungne Thirteen er nok et af de bedste numre nogensinde. Jeg ville kalde det en af de 5 allerbedste kærlighedssange, jeg har hørt. Den er egentlig ikke andet end Alex Chiltons stemme, to guitarer og til tider et kor. Men denne simple lyd passer helt perfekt til sangen. Teksten er fuldstændig direkte, så der er i grunden ikke meget at forstå. men den er mange genhør værd på grund at det væld af følelser, Chilton lægger i vokalen. Don’t Lie to Me bliver sunget af Bell, og det er en af de simpleste melodier på pladen, men den er rigtig fængende, og den bluesrock-inspirerede lyd derpå er ganske unik blandt resten af sangene. Da kommer den eneste sang, trommeslager Andy Hummel synger for på, The India Song. Det er en ganske sød sang, og selvom Hummels den er dejligt drømmende, er den en kende fjollet og intetsigende, og Hummels falset kan godt ende med at blive ret så irriterende. Det er også den eneste sang, Hummel har skrevet, og det er måske den svageste sang, Big Star lavede på de tre oprindelige plader. Chilton overtager heldigvis nok engang mikrofonen på When My Baby’s Beside Me, som er endnu en stærk, fængende poprock-sang.

Chris Bell ryger da op i en helt enorm form for lykke på My Life Is Right, og Alex Chilton drømmer med dejligt mange strygere på Give Me Another Chance. For ikke at forglemme Chris Bells yderst oprigtige ballade, Try Again. Alle tre sange er rigtig gode, forstå mig ret, det er det meste af albummets sidste halvdel, men den første del af albummet griber meget bedre fast om lytteren. Feel, The Ballad of El Goodo, Thirteen og In the Street er virkelig fængende, stærke melodier, der griber godt fast om lytteren, og der er virkelig kun én sang på sidste halvdel, der på samme måde kan fange min interesse som lytter. Det er den Watch the Sunrise med Chilton på Vokal. Det er et helt perfekt nummer, hvor Chilton oser af lykke og oprigtige tanker om, at alt nok skal gå. Det ville det så ikke, ville senere albums vise, men Chilton var jo ikke profet, bare en dygtig musiker. Chilton og Alex synger til sidst sammen på et ganske kort nummer ved navn ST/100. Det føles ikke så meget som et helstøbt nummer men rettere som en outro til en af de bedste powerpop-plader, der nogensinde er blevet lavet. Det er ikke perfekt, men der er rigtig mange stærke sange.

441 – No Doubt – Tragic Kingdom (1995)

Udgivet den af
Svar

I 90’erne begyndte en gruppe bands at blande ska og punkmusik. Det startede egentlig i 80’erne, men det begyndte for alvor at blive stort i sidste halvdel af 90’erne med bands som Sublime, Rancid og The Offspring. Bandet, der dog nok startede denne trend, hed No Doubt, og de gjorde sig berømte gennem albummet Tragic Kingdom. I modsætning til så mange andre punkgrupper, har No Doubt en kvindelig forsanger, og Gwen Stefani er et virkelig karismatisk eksempel på sådan en. Hun udtrykker sine smerter rigtig godt, samtidig med at være fuld af groove og sjov, der gør, at musikken absolut ikke er kedelig. De fleste sange er som så ofte med punkmusik langt fra lykkelige, men de forbliver rigtig sjove at lytte til, da der er rigtig meget energi i så meget af musikken. Jeg ville nok sige at en af de knap så gode sange på pladen faktisk er megahittet Don’t Speak, da den slet ikke formår at være så sjov igen, mens den manglende energi også gør, at hendes pinsel på nummeret er sværere at tro på.

På mange albums kunne Don’t Speak være et højdepunkt, og at det slet ikke er på Tragic Kingdom, siger virkelig meget om, hvor godt resten af albummet er. Jeg ville endda sige, at hvis du smed Don’t Speak på ethvert andet album, No Doubt havde udgivet, ville det være det allerbedste nummer derpå. Tragic Kingdom er bare fyldt med stribevis af energiske, poppede ska-punk-sange af høj kaliber. Al denne energi kunne godt blive til lidt for meget til tider, men der er heldigvis to lidt langsommere numre i form af The Climb og førnævnte Don’t Speak. De er begge ganske gode popsange, førstnævnte stadig med et rigtig kraftigt ska-element, men hele albummet er en time langt. Disse to numre kan da ikke være nok til at holde et en time langt album dynamisk? Både ja og nej. Der er ikke brug for flere langsommere numre, for de holder albummet dynamisk ved hjælp af individuel dynamik i de vildere numre. Alle sangene på pladen har nogle rigtig klare højdepunkter, og alle sangene er virkelig underholdende at lytte til.

Musikken har rigtig mange dejlige horn i sig. Saxofon, trompet og trækbasun fylder rigtig meget, og de gør bare musikken så meget sjovere at lytte til. Al musikken på Tragic Kingdom kan med lethed fyres af til en fest, og man skal virkelig føle sig gammel, før No Doubt heller ikke rammer alle aldersgrupper godt. Der findes den slags musik, der har lidt for alle, men Tragic Kingdom leverer meget for næsten alle. De sørger virkelig ikke for at ofre noget for at gøre deres musik mere poppet, og melodierne formår på en gang at være varierende og fængende. Det er musik for alle mulige slags situationer, for Gwen Stefani får virkelig sit kongerige til at lyde ret så tragisk, selvom man sagtens kan have sjov, hvis det er det, man kommer efter. Og man kan samtidig finde rigtig mange lag i musikken. Halvdelen af pladen blev udgivet som singler, og når det kommer til stykket, er der ikke nogen numre, der egner sig værre til sådan et job end andre, for alle numrene er bare virkelig, virkelig gode. Tragic Kingdom er et helt utroligt album. Der er rigtig få albums, der formår at nå nær så store højder som dette. Man kan bare lytte til det igen og igen.