Tag-arkiv: Soul

330 – James Brown – In the Jungle Groove (1986)

Udgivet den af
Svar

Funkens mester, James Brown, udgav et utal af singler i 60’erne og 70’erne, og han var en enorm indflydelse på hip hop-genren, der begyndte at blive populær i 80’erne. Virkelig mange rappere samplede Brown-sange, og det ville hans pladeselskab, Polydor, naturligvis tjene på, så i 1986 udgav de opsamlingen In the Jungle Groove, hvorpå man finder noget virkelig fin proto-hip hop. Og det er ikke bare nogle store Brown-hits, det er sange, der aldrig før havde været udgivet på et album, og det sammen med remixes og alternative udgaver. Den åbner med en virkelig funky sang ved navn It’s A New Day. Den sparker rigtig flot albummet i gang, og på den er Brown virkelig højlydt i sin vokal, og han får virkelig gjort det tydeligt, at han er en ufatteligt dygtig sanger. Efter denne får vi Funky Drummer, der er kendt for at være den mest samplede sang nogensinde. Det er ikke så meget en sang, som det bare er et jam, men James Browns band jammer fedt, og de mister aldrig deres groove. Den bedste del af det 9 minutter lange nummer er lidt over 5 minutter inde i sangen, hvor al instrumentationen skæres fra, og så sidder trommeslageren bare der alene med sit fantastiske beat. Efter det kommer resten af bandet tilbage, og så er der ellers fest.

Et andet højdepunkt på pladen er et 6 minutter langt remix af Give It Up or Turnit a Loose. Det er en ekstremt energisk sang, og der sker rigtig meget på den. Den er bare helt umulig at sidde stille til. Fortsætter den i lidt længere tid end hvad godt er? Jo, det gør den måske. Det er nok generelt albummets største svaghed, altså at mange af numrene er virkelig, virkelig lange. Kun et enkelt er faktisk under 6 minutter, og af og til fortsætter de bare i lang tid i nogenlunde samme groove. Sådan et nummer som I Got To Move gør det f.eks. ikke videre imponerende. Det er en virkelig sjov sang, og den swinger rigtig godt, men den kommer aldrig rigtig nogen vegne. Efter den får vi et 3 minutter langt remix af Funky Drummer, hvo trommerne denne gang er næsten alene. Det er bare 3 minutter med det her virkelig fede beat, og der sker ikke andet end det. Hvis beatet ikke var så funky, så ville det måske være et svagt nummer, men Beatet fungerer fantastisk, selv på næsten egen hånd. Remixet af Talking Loud and Saying Nothing kører måske også i lidt for lang tid, men det meste af tiden fungerer den, og den er varieret nok, til at det ikke ødelægger flowet. Det er en ret fed sang

En af mine yndlingssange af James Brown er Get Up, Get Into It, Get Involved, der kraftigt kommanderer dig til at komme på dansegulvet. Og du skal ikke bare danse, du skal danse til du er i livsfare. Det her er serious business, og der er en slags militærisk charme til denne ellers ganske sjove lille sang. Soul Power er endnu en sang, der virkelig slår løs i dig. Der er så meget energi og livsglæde i den sang, og nu hvor den foregående sang alligevel har fået dig ud på dansegulvet, så inviterer denne sang dig i hvert fald ikke tilbage. Det er nok en af de svagere sange på pladen, men den er fandeme alligevel sjov. At sige, at den ikke er offer for sin egen længde, ville dog nok være en løgn. Afslutningsnummeret hedder Hot Pants, og det er en virkelig sjov sang, nok engang. Bandet viser tydeligt deres talenter, og Browns stemme er gudeskøn. In the Jungle Groove er måske i grunden mere historisk vigtigt end det i grunden er et godt album. Alle sangene er ganske vist gode, men når man lytter til dem i dag, så kan de virke ret ufokuserede og ensartede. Jeg kan dog ikke benægte, at det er en flot opsamling, som fans af funk og hip hop bør give en chance.

378 – Toots and the Maytals – Funky Kingston (1972)

Udgivet den af
Svar

Den jamaicanske vokalgruppe Toots and the Maytals er et af de største navne indenfor reggae-musik, og selvom de havde udgivet mange albums før det, er deres mest populære album nok alligevel Funky Kingston fra 1972. Det album er også spækket med gode sange. Ingen af melodierne er noget videre banebrydende eller oplysende, men de giver et vædlig godt indblik i jamaicansk musikkultur. Og så er det også oftest virkelig sjovt. De fleste af pladens sange er virkelig skægge at lytte til, og man bliver også virkelig let i dansehumør. Sangerne, især forsanger Toots Hibbert er i så oprigtigt godt humør, at det virkelig let smitter af. Hvis man ikke er i alt for trist humør, så kan nogle af disse sange klart gøre din dag bedre. De fire første numre, Sit Right Down, Pomp and Pride, deres cover af Richard Berrys Louie Louie (bedst kendt med the Kingsmen), og deres cover af Ike og Tina Turners I Can’t Believe er så gode som de nok kunne blive i forhold til ambitionsniveauet, som lader til bare at være at lave noget sjov musik. Men nogle gange har man ikke brug for noget videre ambitiøst, nogle gange skal det bare være sjovt, og det kan Toots and the Maytals finde ud af!

Da albummet kun har otte numre på sig, fylder disse fire halvdelen af albummet, og denne halvdel er jo virkelig fed. Niveauet falder dog ret meget med anden halvdel. Redemption Song er ikke et cover af Bob Marleys klassiker, den var slet ikke skrevet endnu, det er til gengæld en ret middelmådig sang. Toots and the Maytals er nemlig virkelig gode, når vi snakker glæde og sjov, men på en tristere sang som denne, har de virkelig svært ved at røre mig. Pladens værste sang er et cover af doo-wop-sangen Daddy’s Home af Shep and the Limelites. Originalen er ikke engang noget specielt, men med Toots and the Maytals bliver den langsommere, mere monotom og næsten dobbelt så lang, og den gentager sig også oftere. Det er ikke fuldkommen uudholdeligt, men jeg kan slet ikke se, hvorfor de syntes, at det her var en god idé at udgive. Jeg kan ikke mærke nogen motivation, nogen spilleglæde, nogen følelse. Det er ikke engang rigtigt reggae. Det er bare en doo-wop-sang, der tilfældigvis har en reggae-rytme.

Det bliver heldigvis godt igen med det pragtfulde titelnummer, der også er en af gruppens mest berømte sange. Her bliver det endelig virkelig sjovt og musikalsk interessant. Det er uden tvivl pladens bedste sang, for lyden er virkelig varieret og interessant. Der sker hele tiden noget nyt, og det føles mere ambitiøst end noget andet på pladen. Hvis hele albummet var så godt, ville det være helt perfekt. It Was Written Down er ikke nær så godt som noget på første halvdel, men det har absolut masser af charme. Det afslutter dog albummet på en ikke specielt tilfredsstillende måde. Jeg hader nemlig virkelig, når et album afslutter med at fade. Jeg kan slet ikke holde det ud. Hvis et album slutter af med et fade, føler jeg, der burde komme mere, men det gør der ikke. Det føles ikke komplet. Toots and the Maytals har fortjent deres plads i reggae-historien, men som med de fleste reggaekunstnere, vil jeg nok hellere anbefale en opsamling eller bare at lytte til individuelle singler. Dog er Funky Kingston slet ikke et dårligt album, det har bare nogle ret markante fejl på sig. Hvis du kan lide andet af Toots and the Maytals, så kan pladen godt anbefales, men det er ikke den mest helstøbte eller berigende oplevelse, du kommer til at få.

395 – Massive Attack – Blue Lines (1991)

Udgivet den af
Svar

Jeg har tidligere udtalt, at jeg synes, at den bedste trip hop-plade nogensinde er Mezzanine af Massive Attack. De ord tager jeg i mig, for da jeg sagde dette, havde jeg endnu ikke rigtig opdaget, hvor god deres debutplade i sandhed var. Den udkom i 1991 og hed Blue Lines. Det åbner rigtig stærkt med sangen Safe From Harm, der med fabelagtig skønsang fra Shara Nelson og virkelig kreative, flot leverede linjer fra gruppens to rappere, 3D og Daddy G, er meget mindeværdig. Sangen flyder rigtig godt, og man får let lyst til at synge med på melankolien. One Love består udelukkende af skønsang, denne gang af Horace Andy. Det er igen en meget fængende, meget kreativ sang, der har et rigtig skarpt beat. Andys stemme er meget særpræget, men den er særpræget på lige den måde, som passer til Massive Attacks sexede produktion. Titelnummeret er til gengæld ren rap, og på dette finder man også det tidligere medlem Tricky, der er en fuldstændig fantastisk rapper. Han er meget forførende, og han har altid interessante ord at komme af med. Han arbejder godt sammen med 3D og Daddy G, og hele nummeret er rigtig lækkert indpakket.

De følger dette med et cover af den klassiske soulsang Be Thankful for What You’ve Got af William DeVaughn, her sunget af Tony Bryan, der med sin Marvin Gaye-inspirerede vokal behandler sangen rigtig godt. Og dette cover passer virkelig godt ind i albummets generelle lyd, især gennem det fede beat. På Five Man Army vender Tricky flot tilbage, og han er som altid rigtig kreativ og sprød, og det smitter virkelig af på de andre medlemmer. Beatet er et af pladens allerbedste, og der sker tit masser af nye ting på det, hvorfor sangen da også kan være bekendt at være 6 minutter lang. Unfinished Sympathy er udelukkende sunget af Shara Nelson, og det er en af de mest energiske sange, og beatet er virkelig lige i øjet, selvom det slet ikke arbejder med sangen, som man ville forvente. Sangen er sjælerig og dramatisk, mens beatet bare hamrer løs med høj hastighed. I langt de fleste tilfælde, ville sådan noget fuldkommen ødelægge sangens stemning, men Massive Attack ramte her et smukt punkt, hvor de to arbejder ualmindelig godt sammen, så intet går tabt, mens oplevelsen gøres mere unik.

Daydreaming er ligesom åbningsnummeret et samarbejde mellem Shara Nelson og rapperne, denne gang også med Tricky, og der kommer nogle ret fede lyriske og melodiske øjeblikke i løbet af dette nummer. Beatet udvikler sig konstant, og det udvikler sig aldrig i den dårlige retning. På Lately får vi så en sidste optræden af Shara Nelson, denne gang atter alene. Det er en af de mere ensformige sange, men der er naturligvis lidt udvikling, og når den kommer, så er det dejligt forfriskende. Det lyder generelt rigtig godt, men blandt alle sangene på albummet, er Lately nok ikke den, du vil huske bedst. Afslutningsnummeret hedder Hymn of the Big Wheel, og det er skrevet i samarbejde med Neneh Cherry. Det er rigtig fængende og sjovt, og det føles også som om, der er noget, der er i gang med at blive rundet af, og det er der jo også. Den er sunget af Horace Andy, og Cherry har en flot backingvokal. Nummeret føles virkelig fuldendt, og det gør albummet også. Hvis du ikke har lyttet til trip hop før, så er dette nok det bedste sted at starte. Hvis du allerede er fan af trip hop, men af en eller anden grund aldrig har lyttet til Blue Lines, hvad venter du så på?

398 – The Temptations – Anthology (1995)

Udgivet den af
Svar

I 1960 blev en R&B-vokalgruppe ved navn The Elgins dannet. Den bestod af fem smukke unge mænd ved navn Otis Williams, Elbridge “Al” Bryant, Melvin Franklin, Eddie Kendricks, og Paul Williams, alle ganske dygtige sangere. Det legendariske pladeselskab Motown skrev i 1961 kontrakt med disse unge mennesker, og navnet blev hurtigt ændret til The Temptations. Disse gutter var trods mange udskiftninger blandt medlemmer vældig populære igennem 60’erne og 70’erne, og i 1973 blev nogle af deres største hits opsamlet på pladen Anthology. Denne plade er senere kommet i nyere udgaver i 1986 og 1995. I dag snakker jeg om 1995-udgaven, hvorpå man selvfølgelig stadig kan finde alle de største klassikere, heriblandt My Girl, Papa Was A Rollin’ Stone, Just My Imagination, Get Ready, Ain’t Too Proud to Beg, The Way You Do the Things You Do og Cloud Nine. Der er dog hele 46 numre på pladen, så naturligvis er ikke alle lige fantastiske. Overraskende få er dog dårlige. Jovist, der er et par stykker, men Temptations havde et overraskende højt niveau på singlerne hele vejen gennem karrieren.

Pladen er opstillet kronologisk, og det kunne selvfølgelig let have været et problem, hvis de havde holdt sig alt for meget til den samme slags musik i bestemte perioder, men det har de faktisk ikke. Kun første halvdel af første disk består af noget lidt ensartet pop-soul inspireret af Smokey Robinson. Der er dog stadig en hel del fremragende numre herpå, selvom de næsten alle sammen indeholder ord som “Love”, “Girl” eller “Baby” i titlen. Første disk rammer dog mod midten et virkelig en stribe af vidunderlige popmelodier, og anden halvdel er meget varieret, med alle mulige forskellige afskygninger af R&B på sig. Så stikker man anden disk i, og det er næsten helt utroligt, hvor godt det så begyndte at gå. Personligt foretrækker jeg funk og disco over soul til næsten enhver tid, og selvom de havde prøvet funk før, var de vist for alvor kommet i rette hænder, da de udgav Cloud Nine i 1968. Derfra blev deres musik meget mere funky, måske endda en smule psykedelisk, og deres stemmer passer fuldstændig perfekt til denne vilde, energiske, dynamiske genre.

Det der virkelig overraskede mig positivt var, at Temptations rent faktisk ikke begyndte at stinke, som 70’erne løb hurtigt afsted. Deres kvindelige modstykke i the Supremes kunne slet, slet ikke følge med tiden, og medlemsudskiftninger var noget af det værste, de blev udsat for. Begge disse ting klarede the Temptations virkelig godt, så selv fra 80’erne kan man finde nogle ret fede sange. Det store problem ved Anthology ender bare med at være, at den er 2½ time lang. Og det er rigtig lang tid, så man skal være ret forelsket i Temptations, hvis man vil lytte til denne plade. Ellers er der mange andre opsamlinger, der kan anbefales, heriblandt The Ultimate Collection, og hvis man er mere til én æra af the Temptations end en anden, kan man prøve at lytte til henholdsvis The Early Classics og Psychedelic Soul. Dog er Anthology slet ikke en ringe opsamling. Hvis du bare ikke kan få nok af gruppen, er det bare det rene guf, men hvis du aldrig har været den store fan, skal du nok ikke gå hertil for at blive overbevist.

414 – James Brown – 20 All-Time Greatest Hits (1991)

Udgivet den af
Svar

James Brown bliver kaldt the Godfather of Soul, og mens han skam har lavet en god portion soulnumre, er hans største bidrag til musikverdenen sket gennem funkmusik. Uanset genre blev 20 af hans allerstørste hits i 1991 opsamlet på en plade, der fik det ganske praktiske navn 20 All-Time Greatest Hits. Udvalget er fremragende. Der er virkelig ikke et eneste nummer, jeg føler, mangler. Funky Drummer er ganske vist historisk vigtigt, men udenfor hip hop-kredse er det nummer ikke så kendt. Livin’ In America er nok det største nummer, de ikke har på pladen, men den ville virkelig lyde sær herpå, da den er så meget nyere end alt det, der er på albummet. Så udvalget kunne næppe blive meget bedre. Vi finder her 20 forskellige klassiske James Brown-sange, og manden har jo ikke et lille udvalg af store hits. Mange kan sikkert synge med på Papa’s Got a Brand New Bag, I Got You (I Feel Good), It’s a Man’s Man’s Man’s World eller Get Up (I Feel Like Being A) Sex Machine, mens der også er nogle knap så enorme numre spredt rundt på pladen.

20 All-Time Greatest Hits præsterer desuden noget, der er yderst sjældent for opsamlinger – den har en rigtig god albumstruktur. Først og fremmest er den ikke kronologisk opstillet, men derudover er det også rigtig dejligt blandet. Man hører sjældent to traditionelle soul-sange, pop-funk-numre eller prototyper på hip hop lige efter hinanden, og hvis man endelig gør, er det to meget forskellige bud på, hvordan det skal gøres. Selvfølgelig får man så ikke helt en god opfattelse af, hvordan James Brown har udviklet sig, men jeg føler ikke, at det er spor nødvendigt. Jeg ser nemlig mest denne opsamling som en slags begynder-pakke til en, der ikke er så bekendt med James Browns musik. Og til det job kan ingen plade klare sig meget bedre. Det er dog også en ganske tilfredsstillende oplevelse, hvis du allerede har et fint kendskab til manden, for han er ikke ligefrem kendt for fantastiske studiealbums, så opsamlinger er næsten den optimale måde at lytte til ham.

James Brown er en helt utrolig vigtig figur i R&B-verdenen. Han startede “bare” som en utrolig dygtig traditionel soulsanger, men som årene gik, fik han næsten egenhændigt opfundet funkgenren. Dette er en så fantastisk præstation, at man slet ikke kan ignorere det. Samtidig fik han også udviklet denne genre så meget, at den slet ikke var det samme, efter hans behandling af den. Han fik faktisk arbejdet så meget med genren, at han midt i 70’erne næsten allerede var nået så langt at have skabt store dele af hip hop-genren. Og hvis det ikke var nok, at han har haft så enorm betydning for R&B, så er hans musik stadig – selv efter disse rigtig mange år – rigtig god på egen hånd. Og så er den varieret. Jeg ved næsten ikke, hvordan man på nogen måde kunne lave en bedre Greatest Hits-plade med James Brown; udover måske det store boxsæt Star Time, som 20 All-Time Greatest Hits var udgivet som et kortere alternativ til – så hvis du gerne virkelig vil begynde at nørde James Brown, så er Star Time også at anbefale.

431 – Diana Ross & the Supremes – Anthology (2001)

Udgivet den af
Svar

Diana Ross, Florence Ballard, Mary Wilson og mange andre har gennem tiden været medlemmer af R&B–pigegruppen, the Supremes. De var et af de største navne i løbet af 60’erne og 70’erne med sange som You Can’t Hurry Love, Baby Love, Where Did Our Love Go, You Keep Me Hangin’ On, Stop! In the Name of Love og Come See About Me – alle utrolig fængende kærlighedssange. Og disse blev med mange andre sange, også oftest om kærlighed, samlet på Anthology i 1974. Denne plade er så udkommet i forskellige udgaver i 1986, 1995 og senest i 2001. Og i dag anmelder jeg så 2001, der er rigtig lang. Hele 50 forskellige sange er at finde på den. Det enorme antal sørger selvfølgelig for, at man opdager masser af sange, man ellers ikke ville kende til. Og jeg er absolut glad for nu at kende til When The Lovelight Starts Shining Through His Eyes, I Want a Guy, In and Out of Love, I Hear a Symphony, Desværre er der også mange sange på pladen, som bare ikke er så fantastiske igen: Buttered Popcorn, The Tears deres covers af Bewitched, Bothered and Bewildered, A Hard Day’s Night og Whistle While You Work, bare for at nævne nogle eksempler.

Opsamlingen er desværre også kronologisk opbygget. Det er virkelig skidt for albummet, for man får det allerbedste lige efter hinanden, og de fleste skal nok et godt stykke ind i pladen, før de kan genkende et nummer. Midten af Disc 1 er derfor en ren hitparade. Starten og slutningen af denne er knap så kendte sange, men man opdager ofte nogle sande guldkorn. Disc 2 er derimod en lidt lunken affære meget af tiden. Det er ret cool, når de spiller sammen med The Temptations, og der er uden tvivl også mange gode sange, som de lavede på egen hånd. Der er dog desværre også en del sange, der ikke lyder af andet end dollartegn. Der er en god portion af deres senere karriere, som bare er det rene samlebåndsarbejde. Medlemmer kom og gik også meget i løbet af især gruppens senere år, så det er nærmest en smule trist at lytte på side to. Det er ikke decideret forfærdeligt, men det er rigtig ordinært. Supremes var i de første to tredjedele af 60’erne nogle rigtig friske unge kvinder, der arbejdede sammen med nogle helt fantastiske sangskrivere om at lave sublime popsange. I slutningen af 60’erne var de bare pinlige forsøg på at gøre deres storhed igen.

I 1967 forlod Florence Ballard dem, og hendes stemme var måske gruppens smukkeste. Og selvom Diana Ross og Mary Wilson stadig var der, føltes det ikke rigtig som the Supremes længere – det føltes dog som en ganske god efterligning. Sangskriverne lod også til at sænke ambitionerne, når Ballards smukke stemme ikke længere var en del af gruppen, men de var uden tvivl stadig dygtife. I 1970 forlod Diana Ross dem så også, og nu var det bare pinligt. Efter, du på Disc 2 har hørt Someday We’ll Be Together, så skal du bare sige tak for nu. Resten  af cd’en er ikke noget at skrive hjem om. Det er ganske vist optaget efter Diana Ross-æraen, men det føles som om, pigegruppegenren bliver skruet 10 år længere tilbage. Det er nok heller ikke helt tilfældigt, for det er mest af alt covers af sange fra starten af 60’erne. Og det er ikke engang specielt gode covers. Jeg kan især som stor Beatlesnørd sige, at jeg er ekstremt skuffet over deres behandling af A Hard Day’s Night. Den mangler alt sin styrke, og især guitarsoloen er her helt til grin. Hvis du er stor Supremes-fan, så er Anthology nok noget for dig, men den er så langt fra perfekt. Der er nørde-guf til nørderne, men en god lytteoplevelse får man kun rigtigt på første cd.

443 – Sam Cooke – Live at the Harlem Square Club, 1963 (1985)

Udgivet den af
Svar

Sam Cooke er en ren legende indenfor soulmusikken – mange ville nok endda sige, at han decideret opfandt genren, og i 1963, året før han døde, holdt han en rigtig fed koncert i Harlem Square Club i Miami. I 1985 blev denne koncert udgivet som album. Han sang 9 af sine største hits til den koncert, og han viser, at han måske har den største stemme, der nogensinde er blevet optaget. Han lyder fantastisk i studiet, han lyder bedre end nogen anden sanger, tiden havde at byde på, men han lyder om muligt endnu mere personlig og reel, når han har et helt publikum at synge til. Og det har han så sandelig i Harlem Square Club, de lyder ellevilde, og der er tydeligvis en hel del, der er fuldkommen forelskede i Sam Cookes musik. Det er dog ikke kun fordi han har lavet utrolig meget fantastisk musik – for det har han – men live vidste han sørme også, hvordan han fik publikummets opmærksomhed, og hvordan han fik dem til at være en aktiv del af koncerten. Nogen gange synger de med, andre gange skaber de stemning med deres atmosfære. Cooke var nærmest en slags dirigent, der kunne kontrollere publikummet, om de så vidste det eller ej; og det gjorde de nok sjældent.

Cooke udnytter også virkelig live-formatet godt. Han ændrer en del på sine sange, og han snakker også meget med publikummet. Ofte er det svært lige at sætte sin finger på, om han snakker med publikummet eller er i gang med at starte et nummer, men denne mellemting gør blot pladen mere interessant. Af og til kan man dog godt blive lidt skuffet, f.eks. på Bring It On Home to Me, hvor der er en rigtig lang, underlig intro, der oven i købet citerer hans store hit You Send Me, som han så underligt nok slet ikke synger på pladen – måske var det skåret væk, for at få det til at passe på en vinyl, men hvorfor skulle denne sære intro så være der? Nå, men i det mindste synger han rigtig godt, og hos Cooke kan man ganske tydeligt høre, hvor b’et i R&B kommer fra. Hans stemme drager rigtig tydelige inspirationer fra samtidens bluessangere som Muddy Waters, Bo Diddley og Buddy Guy. til tider kan man næsten ikke høre, at det er soulmusik, men han er dog generelt lidt for ren i stemmen, selvom han kan gøre den snavset, når han vil.

De øvrige musikere gør et ganske habilt job. De er alle dygtige musikere, og et par af dem kan anbefales at lytte til uden Cooke, heriblandt den ganske dygtige saxofonist King Curtis. Det er dog ganske tydeligt, at Cooke er det, folk har betalt for at se, så trods de øvrige musikanters talenter, får de ikke mange muligheder for at prale specielt meget med det. Cooke og de andre valgte i øvrigt nogle ganske gode numre at opføre. Sange som Feel It, Chain Gang og Having A Party er sange, der virkelig fremviser Cookes stemme, mens stemningen virkelig bliver gjort rigtig god. Og hvem kan virkelig sidde stille til Twistin’ the Night Away? Især den optræden, der er på dette album er fuldstændig fantastisk underholdende. For ikke at nævne hvor utrolig hans stemme er på Cupid eller hans medley af It’s All Right og For Sentimental Reasons. Man skulle næsten tro, at de sange handlede om hans publikum, hvilket det nok gjorde i hans hoved, hvor lidt teksten så end giver mening. Sam Cookes koncert i Harlem Square Club i 1963 var noget for sig – og det er synd, at vi aldrig nogensinde vil kunne få flere koncerter fra denne utrolig talentfulde musiker.

449 – War – The World Is a Ghetto (1972)

Udgivet den af
Svar

Da the Animals gik hvert til sit i 1969, valgte forsanger Eric Burdon at begynde at lave funkmusik, og da dannede han War, et rigtig stort band på dengang hele 8 medlemmer. I 1971, efter to plader, forlod Burdon dem, og de resterende 7 medlemmer begyndte da at udgive plader uden ham. Deres tredje album uden Burdon, The World Is a Ghetto, fremviser tydeligt de 7 medlemmers rigtig store musikalske evner, og foruden funk iblander de også en hel del rock, blues, jazz, soul og psykedelisk musik på de 6 numre, albummet har på sig. Med kun 6 numre kan man jo hurtigt ane, at et par stykker må være rigtig lange, for ellers havde vi jo kun en EP. Og det er også ganske rigtigt, så hvis man ikke er til rigtig lange eksperimenterende numre, så skal man holde sig væk. Det er til gengæld ganske let for enhver at nyde åbningsnummeret, The Cisco Kid, som lyrisk er baseret på novellefiguren af samme navn. Men det er ikke det vigtige. Det vigtige er, at det er rigtig funky og sjovt, og der er virkelig mange forskellige instrumenter, der bliver brugt, så sangen bliver meget levende.

De bliver lidt i de kortere, funky sange endnu med den frække Where Was You At, der om noget bygger op mod vildskab, især med en flot saxofonsolo mod slutningen, der ganske diskret peger mod, det næste nummer på pladen, City Country, City. Det er et instrumentalt nummer, og selvom man stadig kan mærke bandets funk-rødder, er det her nærmest mere et jazz-nummer end noget andet. Og det er oven i købet et rigtig godt jazz-nummer, der til trods for at være over 13 minutter langt, forbliver interessant fra start til slut. I starten er det ganske roligt med en saxofon, der minder lidt om den fra foregående nummer, men med tiden kommer der gang i butikken med et hektisk orgel. Striben af lange numre fortsætter med Four Cornered Room, der er meget langsomt og psykedelisk. Den gentager meget det samme i de første 2 minutter, men det skaber en eller anden form for trance. Den er en ret speciel sang, der udvikler sig meget roligt, men den bliver efterhånden rigtig vild og destruktiv. Og til trods for den meget stille udvikling, de mange gentagelser og den langsomme melodi, sker det hele hurtigt nok, til at man ikke bliver træt af det.

Et andet nummer, der virkelig bliver bombastisk med tiden til trods for en ret spinkel begyndelse, er titelnummeret, der ligeledes er rigtig langt og ganske psykedelisk. Det udvikler sig dog langt hurtigere, hvilket også er på sin plads, for langsom udvikling kan måske fungere på et enkelt nummer, men man skal ikke gøre det for meget. Alle 7 musikanter er virkelig i topform i løbet af dette nummers 10 minutter, og sangerne ender med at lyde fuldstændig bimmelim – på den gode måde. Efter disse tre rigtig lange numre slutter albummet af med et af mere almindelig længde. Beetles In the Bog følger den destruktive trend, albummet efterhånden har fået skabt, og til trods for sin længde, får den faktisk rundet albummet af, og fra første sekund er albummets klimaks begyndt. The World Is a Ghetto er et rigtig farverigt album. Det er fyldt med overraskelser i alle mulige retninger, og de blander utrolig meget forskellig musik sammen i et stort, sammenhængende spektakel. Der er meget få funkplader, der kan overgå denne, hvis du spørger mig.

462 – Marvin Gaye – Here, My Dear (1978)

Udgivet den af
Svar

Den legendariske soulsanger Marvin Gaye havde siden starten af 60’erne lavet pragtfuld soulmusik, og som årene skred frem blev han kun mere og mere sofistikeret og ambitiøs. I 1964 blev han gift med sit pladeselskabs chefs datter, Anna Gordy, og deres ægteskab var i mange år lykkeligt, men ca. omkring 1976 begyndte det at gå skidt, og i 1977 blev de skilt. I løbet af hele denne affære havde Marvin skrevet og optaget dobbeltalbummet Here My Dear, der fra ende til anden udelukkende handler om forholdet mellem Marvin og Anna. Det er et meget kompliceret album. Gayes store varemærke, hans sublime stemme, er måske bedre, end den ellers nogensinde har været, og pladen arbejder naturligvis stadig meget med soulmusik, men ellers kunne vi næsten ikke være længere væk fra hans 60’er-materiale. Først og fremmest, er der virkelig ikke traditionel vers-omkvæd-opbygning på specielt mange af disse sange. Det er rettere en lang musikalsk historie om deres forhold, og kun i ganske få tilfælde kan stiv struktur hjælpe sådan noget. Ja, jeg ville nærmest kalde det progressiv soul.

Albummet starter med titelnummeret, der klart er tiltænkt som en introduktion. Der bliver talt direkte til Anna, og han siger ganske udmattet og også end kende fortvivlet, at det her er altså er albummet, og at det er dedikeret til hende, næsten udelukkende gennem spoken word. Han fortsætter da med I Met a Little Girl som fortæller hele deres forholds historie på 5 minutter, lige op til der, hvor deres kærlighed ophører, hvilket er temaet for den næste sang, When Did You Stop Loving Me, When Did I Stop Loving You. Denne sang dukker to øvrige gange op på albummet i andre udgaver, og alene titlen repræsenterer lige det, hele albummet handler om. Efter denne sang kommer en række sange, der fra forskellige vinkler kigger på hvordan årene op til og kort efter deres skilsmisse var, før man netop hører en anden udgave af When Did You Stop Loving Me, When Did I Stop Loving You. Denne bliver efterfulgt af et helt spektakulært George Clinton-inspireret funk-nummer, A Funky Space Reincarnation, hvor Marvin på morsom vis fortæller om at være reinkarneret 100 år ude i fremtiden, hvor han er blevet rumkaptajn. Han møder da en kvinde, der minder ham om Anna fra sit tidligere liv, selvom han ikke lige kan sætte fingeren på, at det er hende. De hygger sig på rumsengen og ryger sære stoffer fra Venus. Som enorm George Clinton-fan værdsætter jeg det meget, men det har også al Marvins sædvanlige charme og følelse.

Oven på dette 8 minutter lange mesterværk fortsætter Marvin albummet med først You Can Leave, But It’s Going to Cost You og da bliver han, som titlen antyder, rigtig lyrisk aggressiv overfor Anna. Han forholder sig stadig rigtig roligt i sin vokal, men man kan høre undertoner af det, der i bund og grund er had i hans stemme. I løbet af hele albummet er had, vrede og raseri gemt godt nede i undertonerne, så der er meget at grave ned i. Derefter kommer Falling in Love Again, der ender albummet lykkeligt, med at Marvin møder sin næste kone, Janis Hunter. Det ægteskab gik ganske vist hurtigt i opløsning, men det kunne han ikke vide dengang. Efter dette bliver albummet endeligt rundet af med en ganske kort gentagelse af spørgsmålet, han har stillet Anna så ofte, When Did You Stop Loving Me, When Did I Stop Loving You. Spørgsmålet bliver ikke besvaret, men det runder smukt albummet af. Det er et rigtig besværligt album, og det kræver absolut et par gennemlytninger, men hvis du kan lide din R&B i en mere kompliceret, konceptuel udgave, så er Here, My Dear noget for dig, men vær bare klar på, at holde tungen lige i munden.

493 – Earth, Wind & Fire – That’s the Way of the World (1975)

Udgivet den af
Svar

Earth, Wind & Fire var en af de mange grupper, der i 70’erne tog R&B i helt nye retninger – Sly & the Family Stone startede trenden i slutningen af 60’erne, og i 70’erne begyndte Stevie Wonder, Parliament, Funkadelic, Marvin Gaye, James Brown, The O’Jays, War, Curtis Mayfield og selvfølgelig Earth, Wind & Fire at tage R&B i nye, mere interessante afskygninger. Disse musikeres bedrifter i 70’erne dannede grundlag genrer som disko, post-disko, hip hop, funk-rock og neo-soul. Dagens 9 mænd i skysovs er som sagt Earth, Wind & Fire, og albummet, vi skal snakke om er That’s the Way of the World, et album der især udmærker sig med en enorm diversitet i lyden. Bandet giver dig en positiv meddelelse med den festlige Shining Star i starten, derefter et langsommere, reflekterende titelnummer, så Happy Feelin’, et hysterisk lykkeligt nummer, der er svært at undgå at smile til, og derefter slutter pladens A-side All About Love, et nummer delvist kører som spoken word, delvist kører som en almindelig sang.

Hele A-siden har et gennemgående tema om kærlighed overfor verden, og der er generelt ikke mange sure miner på denne plade, men de føles aldrig lalleglade. De føles bare ufatteligt taknemmelige over, at de har det, som de har det. Åbningsnummeret, Shining Star siger, at du er en skindende stjerne uanset hvem du er – alle har potentiale – alle kan gøre noget stort og godt her i verden. Det lyder måske latterligt når jeg siger det, men det bliver livsbekræftende med Earth, Wind & Fires melodi, tekst og udførsel. De er 9 medlemmer, og det kunne være kaotisk, men de gør blot deres lyd meget bredere af den årsag. B-siden er stadig meget lykkelig og kærlig – Yearnin’ Learnin’ handler f.eks. om at erfare sig i verden. Den minder lyrisk meget om Shinin’ Star, men den mere funkorienterede lyd gør sangen unik, og dens temposkift hjælper også meget til. Reasons er navnet på sangen der kommer derefter, og med en langsom, nærmest jazzet falset synger Phillip Bailey oprigtigt løs om sød, dejlig kærlighed mellem to personer.

Albummet fortsætter med Africano, der lyder meget som titlen antyder. Afrikansk folkemusik bliver blandet sammen med funk, og Andrew Woolfolk får fyret både en fantastisk fløjte- og saxofonsolo af på dette instrumentale nummer. De afrikanske indflydelser føjer igen til diversiteten, og diversitet er rigtig vigtigt på et album. Det gør, at man har lyst til at fortsætte med at lytte til albummet, for uanset hvor god en sang er, har de færreste lyst til at høre et albums fyldt med sange, der lyder for sent. That’s the Way of the World er et album, der konstant giver dig noget anderledes at tygge på. Samtidig er der nok rød tråd rent genremæssigt, til at du nok ville kunne lide hele albummet, hvis du kan lide så meget som et eneste nummer. Albummet slutter med See the Light – dette numer runder flot albummet af. Temposkift, imponerende saxofon, flot falset, ekstatisk kor, en måske lige lovlig kort guitarsolo, men alt i alt et funky nummer fyldt med sjæl, der runder et album af, som kan anbefales til alle fans af 70’ernes mere eksperimenterende R&B.