Tag-arkiv: Funk

212 – Ike & Tina Turner – Proud Mary: The Best of Ike & Tina Turner (1991)

Udgivet den af
Svar

Tina Turner er en af de bedste sangere nogensinde, og Ike Turner er på samme måde en latterligt dygtig guitarist. De var stort set det perfekte par – altså musikalsk. De lavede mange klassiske singler sammen, og i løbet af hele Tinas karriere, føler jeg ikke, at hun nogensinde har toppet det, hun lavede sammen med Ike i 60’erne og 70’erne. Mange af de allerbedste af disse sange blev i 1991 samlet på opsamlingen Proud Mary: The Best of Ike & Tina Turner. Denne opsamling er løst kronologisk opstillet, så man mærker deres udvikling, men der er også blevet tænkt over, hvordan sangene komplimenterer hinanden. Det gør, at pladen ikke føles så lang, som den er. Den er 73 minutter lang, men den føles ikke længere end en almindelig plade. Pladen starter med nogle meget blues-prægede numre fra begyndelsen af 60’erne, hvor de da også begyndte deres samarbejde. Lige fra første nummer, A Fool in Love, slår Tina fast, at hun virkelig har en stor stemme. Hun går fuldkommen amok før første vers overhoved er begyndt. Der er 7 af sådan nogle numre, og de er ikke det mest imponerende i deres diskografi, så jeg kunne sagtens have overlevet uden så mange. De er dog en vigtig del af historien, så det gør ikke meget.

Det første nummer, der virkelig imponerer mig er Come Together. Selvfølgelig gør det det, det er jo skrevet af The Beatles, men jeg synes også, at denne stil klæder Tinas stemme langt bedre. Og efter det kommer der da to øvrige covers af henholdsvis Honky Tonk Women af The Rolling Stones og I Want to Take You Higher af Sly and the Family Stone. De er begge glimrende, og de lægger meget godt op til opsamlingens titelnummer, der kommer efter en lidt mere langsom Ike-skrevet soul-sang ved navn Workin’ Together. Deres cover af Creedence Clearwater Revivals Proud Mary finder man da lige på midten af pladen, og det er en sindssygt god udgave. Det er pladens længste sang, og den bliver bygget virkelig flot op med ret let instrumentation. Midt i sangen skrues der godt op for tempoet, og instrumentationen bliver virkelig vild og funky. Sidenhen får man en samling mere moderne R&B-sange, som tit læner sig op af funkgenren. Nogle af de bedste er Nutbush City Limits, River Deep, Mountain High og den todelte Sexy Ida, hvoraf især første del er fremragende. Mange af sangene på pladens anden halvdel er også skrevet af Tina i stedet for Ike, og hun er en meget bedre sangskriver synes jeg selv.

Pladen slutter med 4 numre, der afviger mere eller mindre fra resten. Med hensyn til de to første, så er det mest af alt, fordi det er regulær rockmusik. Det første er optaget af Ike og Tina samtidig, og det er nok det bedste Ike-skrevne nummer, jeg har hørt. Han synger også med på dette nummer, og deres stemmer fungerer sammen meget på samme måde som med John Doe og Exene Cervenka fra punkgruppen X, som jeg aldrig har lagt skjul på, at jeg er stor fan af. Det er selvfølgelig ikke punk, men attitude har de stadig meget af. Det andet er pladens eneste solonummer af Tina. Det hedder The Acid Queen, og det stammer fra filmatiseringen af The Who-albummet Tommy, og det er en virkelig god film, og trods Turners korte optræden efterlader hun et stort indtryk. Her anbefaler jeg at afslutte albummet. Det er en fremragende sang at slutte af med, og de næste to numre er bare nogle gamle radioreklamer, der prøver at sælge dig deres album Come Together. Det er en ret antiklimaktisk afslutning. Men opsamlingen er klart noget, du burde overveje at lytte til, hvis du vil have en rå, vild Tina Turner. Der er ikke ét nummer, der mangler, og der er masser af guf, du sikkert ikke kendte i forvejen.

218 – The Meters – Look-Ka Py Py (1969)

Udgivet den af
Svar

Da jeg for første gang, for efterhånden lang tid siden, lærte The Meters at kende, var det gennem pladen Look-Ka Py Py. Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg havde sat på, men på coveret ser jeg fire pæne unge, sorte mænd, og mine fordomme siger mig, at de alle måtte være sangere, og at dette ville være lidt noget i stil med The Temptations. Navnlig noget af det mere funky og psykedeliske, de lavede. Det eneste, jeg endte med at have ret i, var at det var funk. Kun første nummer, Look-Ka Py Py, har vokal på sig, og det er bare vrøvleord. Ellers er det bare instrumental funk. På de fleste numre er hovedpersonen orgelet, der bliver spillet af Art Neville, der også normalt bliver set som gruppens frontfigur. Det er uden tvivl det instrument, der udvikler sig mest, for ellers kan instrumentationen tit forblive den samme i løbet af hele albummet. Selvfølgelig er der dog soloer fra de andre instrumenter, og de er alle virkelig imponerende. Bandet er teknisk helt formidable.

Gruppen kan på mange punkter sammenligne med James Browns band i 70’erne, der lavede meget af deres magi udelukkende gennem improvisation. Jeg kan mærke lidt mere komposition i The Meters. Sange som f.eks. Pungee minder mig lidt om Ornette Coleman-pladen The Shape of Jazz to Come, hvor hvert nummer starter med noget komponeret og melodisk, hvorefter en improviseret solo begynder, og så kommer introen igen. På Pungee sker det samme, udover, at soloen er meget kortere, og intro såvel som outro er længere. Det der virkelig adskiller Look-Ka Py Py fra en samtidig James Brown-plade er foruden fraværet af vokal den mere løse attitude i instrumentationen. I et James Brown-nummer er gudfaderen selv typisk det eneste, der går fuldstændig amok. Hans band er cool og stramme, selv under soloer. Det er mest sådan noget, funk er blevet til sidenhen, så stadig i dag føles The Meters unikke og friske, mens James Brown faktisk ikke altid holder nær så godt, hvis du spørger mig, i hvert fald ikke på albums eller på lange numre. The Meters er mere løse og svævende, og de ville nok være lettere at sælge nu til dags.

The Meters rammer et af de mest poppede punkter på Look-Ka Py Py med deres cover af musical-nummeret Oh, Calcutta! fra stykket af samme navn. Det er et naturligt meget teatralsk nummer, og man kan også mærke, at der normalt ville have været vokal på, men man savner den alligevel ikke. Dette kan også percussion-delen takkes meget for. De gør nummeret virkelig levende til trods for den manglende forsanger. Det er dog kun ca. halvdelen af numrene, jeg sådan kan hive ud og  pege på. Der er ikke noget nummer, der er dårligt, men der er bare mange, der gør ting, man allerede har set gjort tidligere på pladen. Og pladen er ikke så lang, så det er altid ret friskt i hukommelsen. The Mob er f.eks. ikke så imponerende igen, da mange af dens elementer minder meget om noget fra tidligere sange som Pungee og Little Old Money Maker. Men det er en svær kunst at lave varieret musik i en genre, der nærmest er kendetegnet ved at køre i lang tid uden at ændre sig, især når man ikke har en forsanger med. Og set med de øjne, så er Look-Ka Py Py en imponerende plade, og selv i dag holder den at lytte til.

272 – Labelle – Nightbirds (1974)

Udgivet den af
Svar

Patti LaBelle, Nona Hendryx og Sarah Dash udgør sammen Labelle, funkgruppen bedst kendt for megahittet Lady Marmalade, der blev voldspillet i alle diskoteker i 1974, og som siden fik en renæssance gennem det meget populære cover i filmen Moulin Rouge. Men foruden dette nummer og Patti LaBelles enormt stærke stemme, så ved de fleste ikke så meget om gruppen. Ikke mange har f.eks. lyttet til albummet, Lady Marmalade stammer fra, Nightbirds. Og denne plade er virkelig spækket med stærke melodier. Der er næsten altid rigtig meget energi på, men numrene har flot individuel dynamik. Der er nogle langsommere numre spredt omkring på pladen, og de sørger for, at de energiske stadig er fulde af energi. Dog har både It Took a Long Time, Nightbird og You Turn Me On meget højlydte øjeblikke, og hvordan kunne dette også undgås? Vi har at gøre med tre sangere, der har stemmer større end bjerge. Vi har at gøre med en gruppe, hvis mest populære nummer blev fortolket af Christina Aguilera. Derudover ville man slet ikke være i humør til nogle oprigtige, stille kærlighedssange, når man allerede er gået i gang med det festlige funkmusik.

Jeg vil uden tvivl sige, at de langsommere sange dog er det mindst interessante på denne plade. Det mest interessante er de funky melodier. Halvdelen af sangene på pladen er skrevet af gruppens egen Nona Hendryx, og mens hun ganske vist skriver nogle fine sange, når det står på det lidt langsommere, så er det festlige hendes ekspertise-område. De Hendryx-skrevne sange er ikke de mest populære på pladen, men de er godt nok noget for sig. Hendes evner som sangskriver er virkelig oversete, og sangene Space Children, Are You Lonely og Somebody Somewhere er gode kandidater til at være min yndlingssang fra pladen ved siden af selvfølgelig Lady Marmalade. Dynamikken på de numre er bare så sindssyg, at det er utroligt, men numrene føles stadig sammenhængende. De fleste er også meget glade for den meget højlydte What Can I Do For You, hvor sangerne skråler højere end ellers på noget sted på pladen. Jeg må indrømme, at det tog mig noget tid, at lære at elske dette nummer, for det er ret utraditionelt. Der er en meget afrikansk inspireret rytmesektion, og instrumentationen udvikler sig ret meget. Det væsentligste på dette nummer er dog vokalpræstationerne, der bare er ufatteligt imponerende og kreativt skrevet.

To af de ti sange er skrevet af albummets producer, Allen Toussaint, der også har produceret albums for navne som The Meters, Dr. John, Joe Cocker og Etta James. Toussaints sangskrivning er meget modsat Hendryx’. De går meget lige fra punkt a til b med et ret boogie-inspireret flow, der gør det hele lettere at forholde sig til. Den er dog ikke den mindste smule mindre fængende end det, Hendryx har at byde på. Hans to numre, All Girl Band og Don’t Bring Me Down er begge virkelig velskrevne, kreative melodier, som bare borer sig ind i øret på dig, og de bliver der. Man har dog slet ikke lyst til, at de forsvinder. Jeg vil dog sige, at jeg i forhold til resten af albummet har lidt svært ved at danne et følelsesmæssigt forhold til Toussaints sange. Nightbirds sparkes igang af den latterligt sjove Lady Marmalade, og pladen afsluttes eminent af You Turn Me On, der desværre fader til sidst, hvilket er en meget anti-definitiv måde at slutte et album. Nightbirds er en plade med rigtig gode sange på sig. Der er ikke den største røde tråd eller noget, og langt fra det hele er helt utroligt, men hvert eneste nummer er solidt. Jeg ville næppe begynde at kalde det et mesterværk, men jeg kan godt gå med til at sige, at det er en plade, du absolut bør lytte til, hvis du kan lide funk eller disko.

281 – Barry White – Can’t Get Enough (1974)

Udgivet den af
Svar

Man kan bare ikke nævne disko uden at sige Barry Whites navn før eller siden, for før både Gloria Gaynor, Bee Gees og Donna Summer fik folk ud på dansegulvet, så havde vi Barry White disko-hits som You’re the First, the Last, My Everything og Can’t Get Enough of Your Love Babe, begge at finde på hans tredje album, Can’t Get Enough fra 1974. Dette album starter med at virke rigtig ambitiøst. Det står på et førsteklasses intronummer, en instrumental sang på to minutter ved navn Mellow Mood Pt. 1, og den er rigtig god. Den sætter virkelig stemningen, og man føler, man er parat til at dykke ned i pladen. Den er mere dramatisk og seriøs end man forventer fra en figur som Barry White, og den går faktisk virkelig smukt over i You’re the First, the Last, My Everything. Det er en af de mest overdrevet kærlige kærlighedssange, denne jord nogensinde har set. Det er måske lidt latterligt, især som White bare går over toppen med sit højlydte croon, men man bliver bare så glad af det. Og Whites charmerende spoken word fungerer godt til at skyde nummeret igang.

Jeg håber, du kan lide Spoken Word, for bagefter står den på endnu mere. Den langsomme I Can’t Believe You Love Me starter med en ret lang – og ret god – spoken word-sang. Der er smukke strygere og en sexet saxofon, og hans ordvalg her er meget charmerende, og det kunne som sådan bare stoppe der. Men så kommer det smukke kor, der synger “I can’t believe that you love me” i lang tid. Det virker i starten som en virkelig god, overset White-sang, men pludselig opdager man, at denne sang varer 10 minutter. Jo, den udvikler sig, andet vers har en melodi i stedet for al den spoken word, og sangen er stadig meget sprød og velskrevet, men den er alligevel mindst 3 minutter for lang, for i de sidste 3 minutter sker der vitterligt ikke andet end omkvædet en masse gange og lige en enkelt instrumental passage. Det er derfor rigtig dejligt at få en regulær latterlig popsang, og vi får da Can’t Get Enough of Your Love, Babe. Man bliver bare atter så glad for Whites kærlighed, der kommer gennem en utrolig fængende melodi.

Oh Love, Well We Finally Made It er endnu en lykkelig popsang. Det er lidt det, man forventer fra Barry White, en meget glad sang om kærlighed, der åbner med noget spoken word, mens nogle flotte strygere og nogle friske backingvokalister danner godt underlag. Versene er ikke noget specielt, men omkvædet alene gør, at dette nummer sagtens kunne have overlevet en single-udgivelse. I Love You More Than Anything (In This World Girl) er endnu mere Barry White, som man kender ham, her med nogle meget charmerende vers men med et omkvæd, der måske bliver lidt mere corny end hvad godt er – og corny er ellers normalt meget godt, når vi snakker sådan en charmetrold som White. Efter denne afsluttes pladen som den startede, med fortsættelsen til Mellow Mood Pt. 1, Mellow Mood Pt. 2. Den føles mere kærlig og mere afsluttende end etteren. Det får pladen til at virke meget vigtigere end den er. Det er dog en god, sjov plade, og det kan man ikke tage fra den.

284 – Stevie Wonder – Music of My Mind (1972)

Udgivet den af
Svar

Ved siden af Michael Jackson er det svært at nævne en barnestjerne, der har klaret sig bedre som voksen end Stevie Wonder. Han lavede det ene store R&B-album efter det andet i 70’erne, og et af de bedste er Music of My Mind fra 1972. Denne plade åbner med en meget funky sang ved navn Love Having You Around. Den er ret afslappet og løs, og der er dejligt sjov brug af talkbox og trækbasuner. Foruden trækbasun og visse backingvokaler er hver eneste lyd opført af Wonder selv, og det er meget imponerende. Det er nærmest ikke til at fatte, når man lytter til denne ret lange sang. Superwoman (Where Were You When I Needed You) kommer bagefter, og den er endnu længere, næsten otte minutter. Den udvikler sig rigtig meget, og mens den ganske vist starter stille, kommer der meget lyd på mod slutningen, især gennem Wonders højlydte stjerne. Den er fuld af sjæl og kærlighed, præcis som et soulnummer traditionelt har, men det er meget avanceret skrevet.

Det starter også meget stille på I Love Every Little Thing About You, der dog virkelig bliver sjov, som det fantastisk fængende omkvæd begynder. Der er ikke meget at sige om den, udover at den føles oprigtigt kærlig, og at melodien er en af de mest oversete i Wonders diskografi. Sweet Little Girl kører på en meget simpel melodi, der bare eskalerer derudaf, hvor den så skifter til noget roligt spoken word, hvorefter den simple melodi begynder forfra, denne gang bare mere intenst. Det slutter så med lidt mere spoken word, og måske fylder spoken word-portionerne lidt mere end hvad godt er, men de giver godt afløb fra galskaben. Det er til gengæld svært at sige noget skidt om Happier than the Morning Sun, der meget atypisk bare er spillet på clavinet og bas. Det er ret barok instrumentation, men det virker godt på denne sangs smukke lykkerus. Girl Blue er nok en af de mindre interessante sange på pladen, men den er stadig rigtig stærk. Der er sjov og interessant instrumentation, og talkbox-effekterne er også rigtig festlige.

Seems So Long er en virkelig simpel sang på overfladen, det er bare en lille soulsang om længsel. Men wonders brug af synthesizer herpå er helt fænomenal. Wonder var virkelig epokegørende indenfor brugen af synthesizeren, der var et meget ualmindeligt instrument i almindelig popmusik dengang, men når man hører Seems So Long, føles det så naturligt, at det lige så godt kunne være skrevet i dag. Det er en ret langsom sang, så for at skabe albumdynamik kommer da en virkelig vild, fræk og funky sang ved navn Keep on Running. Den er ret lang, men den bygger også virkelig op mod et enormt klimaks, og da det er den næstsidste sang, er det absolut retfærdiggjort. Bliver det ved i virkelig lang tid? Ja, men det formår at være underholdende hvert eneste sekund. Evil er navnet på det stille afslutningsnummer. Det er en trist sang, og Wonder portrætterer her ondskab som en person. Ja, det er måske lidt corny, men det passer bare rigtig godt ind at afslutte med noget så cheesy. Music of My Mind er en helt fantastisk soulplade, nok endda en af de bedste nogensinde. Stevie Wonder er bare genial.

285 – Al Green – I’m Still in Love with You (1972)

Udgivet den af
Svar

Al Green er meget overset som albumkunstner, og hvor pladen, folk oftest peger mod, når de vil påvise hans geni, er Call Me fra 1972, så er I’m Still in Love with You fra året før også en meget rost plade. Man kan til at starte med blot pege på titelnummeret, der åbner pladen. Det er en meget kærlig sang, der ikke skyldes nogen bestemt anledning. Green vil blot etablere, at flammen stadig er tændt for fuld styrke. Det er en god åbner, og Al Green udmærker sig her som den krammemagnet, han trods alt er. Han fortsætter med endnu en virkelig sød kærlighedserklæring, denne gang ved navn I’m Glad You’re Mine. Denne har en virkelig spøjs, funky instrumentation, og dens melodi er også ret stærk. Pladens bedste nummer er dog den virkelig dramatiske og djævelske sang om kærlighedens negative side, den ironisk betitlede Love and Happiness. Teksten er grum, trompeterne er bitre, og Al Greens ømme stemme udnyttes helt perfekt her. Det er en af de bedste soulsange nogensinde, og nok et af Greens allerstørste værker.

Et perfekt modstykke til den bitre Love and Happiness er What a Wonderful Thing Love Is, der hylder kærligheden i al sin ynde. Den er ret idyllisk og utopisk, og det er lidt af et fløjelsmaleri, men fordi det kommer ud af Al Greens mund, så føles det ikke helt så corny igen. Er det den stærkeste sang på pladen? Nej, men den er stadig meget gennemarbejdet og velproduceret. Simply Beautiful er derimod en ganske svag sang. Den har ikke rigtig en vokalharmoni, og den føles ret improviseret. Instrumentationen er ganske sprød, men den sætter virkelig albummet i tomgang. Jeg ved godt, at det er en af pladens mest populære sange, men jeg kan virkelig ikke se det specielle i den. Det er derfor virkelig heldigt, at Green så kan opføre et helt fantastisk cover af Roy Orbisons Oh, Pretty Woman. Det er en tidløs melodi, der allerede dengang havde overlevet i mange år, og Greens stemme er bare helt fortryllende til det virkelig fine soul-arrangement, som blev lavet til denne udgave.

For the Good Times er et cover af en countrysang skrevet af Kris Kristofferson, oprindeligt opført af Ray Price. Den giver virkelig god mening i Greens udgave, og hvis man ikke kender den i forvejen, ville man aldrig gætte, at det oprindeligt var en country-sang, selvom Green blander country-elementer ind i nummeret gennem et meget landligt kor. Det er pladens længste sang med sine næsten 7 minutter, og mens længden nok ikke behøvede at være så ekstrem, så er det stadig virkelig flot opført. Look What You’ve Done to Me er som sådan ikke mere en en simpel lille kærlighedssang, men der er meget god instrumentation her. Orgel, klaver, strygere og blæsere arbejder flot sammen om at skabe en meget levende sang. One of These Good Old Days æmmer bare af at være et godt afslutningsnummer. Instrumentationen bliver meget levende mod slutningen, og Green bliver ellevild. Det runder flot Al Greens I’m Still in Love with You af – og jeg elsker også stadig ham.

318 – The O’Jays – Back Stabbers (1972)

Udgivet den af
Svar

Disko var ikke en specielt vellidt genre blandt rockfans i sin tid, men jeg tror, vi har nået et punkt, hvor vi alle sagtens kan se tilbage mod det, og vi kan nyde velskrevet popmusik for det, det er. Og vi kan også se på, hvor disko stammer fra, og rødderne findes hos Philadelphias soulscene i starten af 70’erne. Vi snakker om navne som the Delfonics, Harold Melvin and the Blue Notes, LaBelle og naturligvis the O’Jays. De tre dygtige sangere i the O’Jays udgav i 1972 et af de mest populære albums i genren, Back Stabbers. På den finder man en dejlig blanding af funk og soul, og det er en ganske konsekvent oplevelse, også selvom ingen af medlemmerne havde været med til at skrive nogen af sangene. De fleste af sangene er skrevet af sangskriverparret Kenneth Gamble og Leon Huff. Kun to af de ti sange, Who Am I og Sunshine, er ikke skrevet af nogen af dem, men de er nu også ret gode. Who Am I er måske lidt langtrukken, men Sunshine er bare en vidunderlig kærlighedsærklæring.

De bedste sange er uden tvivl de tre singler. Den mindst kendte af disse er nok 992 Arguments, men det er en sang af virkelig høj kvalitet. Der er virkelig smuk instrumentation, og musikerne lader til at have rigtig kontrol over deres instrumenter. Den er en virkelig varieret sang, som udvikler sig rigtig meget. De kendte numre fra pladen er Back Stabbers og Love Train. Back Stabbers er ligeledes meget varieret, og den er også fandens funky. Den er virkelig fængende, og den veksler tit sporadisk mellem kærlig og vrissende. Der er dog virkelig få R&B-sange, der kan overgå afslutningsnummeret Love Train. Hvis Love Train ikke kan gøre dig glad, så aner jeg virkelig ikke hvad kunne. Den er måske lidt corny, men man føler sig altid velkommen på dette kærlighedstog, og man har derfor ofte lyst til at spille hele pladen igen, når nummeret er slut. Jeg bliver end ikke irriteret på, at den ender med et fade, hvilket jeg ikke plejer at være glad for, når afslutningsnumre gør, men Love Train kan sgu tillade sig det.

Det store spørgsmål er så hvorvidt resten af pladen også holder. Det vil jeg faktisk sige, at den generelt gør. Ikke alle sange er enormt stærke, men den vilde James Brown-inspirerede When the World is at Peace, den virkelig sexede Time to Get Down, der charmerer sig lige ind i lytterens øren, den dystre Listen to the Clock on the Wall, der genialt nok har et beat, der siger tik-tak, som var det et ur, og den virkelig festlige Shiftless, Shady, Jealous Kind of People er bare fede numre, som man har det godt med. Det eneste nummer, der ikke rigtig er så godt igen er (They Call Me) Mr. Lucky, der ikke gør specielt meget, som en middelmådig kærlighedssang af the Temptations. Jeg må dog sige, at kun ganske få af numrene virkelig blæser mig omkuld, faktisk reelt kun de tre singler og Listen to the Clock on the Wall. Resten af numrene er dog rigtig velskrevne, velopførte R&B-sange, og Back Stabbers ville også senere vise sig at være en meget indflydelsesrig plade for diskogenren. Hvis du kan lide de gode gamle soul- funk- eller diskogrupper, så er Back Stabbers sikkert en plade for dig.

323 – David Bowie – Station to Station (1976)

Udgivet den af
Svar

David Bowie er en af de musikere, der har lavet allerflest kvalitetsalbums. Selv navne som The Beatles, The Rolling Stones eller Bruce Springsteen har svært ved at matche antallet af imponerende plader i mandens diskografi. Efter den mere end ellers artistiske Diamond Dogs og den meget soul-prægede Young Americans gik Bowie i en retning, der kombinerede lidt af begge albums. Hans tiende studiealbum endte da med at hedde Station to Station, og det lægger ud med et hele ti minutter langt titelnummer. Det starter rigtig stille ud med noget sonisk eksperimenterende atmosfærisk lyd. Som nummeret bevæger sig fremad bliver det mere og mere intenst, og flere instrumenter kommer på. Det er faktisk ikke meget ulig progressiv rock som man kan se det hos en gruppe som Jethro Tull. Det er en meget usædvanlig opbygning, og mens den måske ikke er den mest fængende sang nogensinde, føles den altid frisk, og den varmer rigtig godt op mod albummet, også selvom det tager sin tid.

Bowie bliver meget funky på nummeret Golden Years, der nok er den mest kendte sang på Station to Station. Den minder i sin lyd meget om noget, man kunne finde på Young Americans, og melodien er virkelig sjov og dansevenlig, men mest af alt er den varieret som bare pokker. Den blev med god grund et hit, og den er også dejlig varieret fra åbningsnummeret. Word on a Wing virker måske ikke i starten som den bedst skrevne sang på pladen, men den udvikler sig enormt meget, og den har masser af sjæl. Dens hook er virkelig fængende, og det til trods for, at vi faktisk ikke hører den specielt ofte på nummeret. Dens instrumentation er også en stor del af dens charme. Især klaveret er rigtig lækkert. Det er generelt en meget langsom sang, så at få den hurtige, sjove TVC15 bagefter er rigtig dejligt. Det er en ret genial lille sang, og jeg elsker virkelig alting ved den. Den er bygget op af rigtig sjove portioner, og intet kan reelt kaldes vers eller omkvæd herpå, men alle delene er bare skønne og sjove at lytte på.

Bowie vender tilbage til disko-funken med Stay, der virkelig får gang i danseskoene. Den har nogle vidunderlig guitarsoloer, og den afrikansk inspirerede rytme er bare ikke til at stå for. Den minder måske ret meget om John I’m Only Dancing i sin melodi, men det her er en mere funky drejning på sangen, og den passer alligevel godt ind på albummet. Det er ret sjovt, for samtidig med Young Americans optog han en mere direkte disko-fortolkning af nummeret, nemlig John I’m Only Dancing (Again), som han dog først udgav i 1979. Det er meget interessant, at de to sange minder så lidt om hinanden, også selvom de tager udgangspunkt i samme nummer. Selve strukturen er blevet til den samme på begge numre, men ellers er de vidt forskellige. Afslutningsnummeret hedder Wild is the Wind, og det er et cover af titelsangen fra filmen af samme navn, der på dansk fik navnet Vild er Vinden. Det er en langsom, sentimental og følelsesrig sang, som Bowie måske overdramatiserer en smule, men hey, han er Bowie. Det er det, Bowie gør bedst. Bowies liste over fantastiske albums er lang, og Station to Station er i hvert fald at finde derpå.

330 – James Brown – In the Jungle Groove (1986)

Udgivet den af
Svar

Funkens mester, James Brown, udgav et utal af singler i 60’erne og 70’erne, og han var en enorm indflydelse på hip hop-genren, der begyndte at blive populær i 80’erne. Virkelig mange rappere samplede Brown-sange, og det ville hans pladeselskab, Polydor, naturligvis tjene på, så i 1986 udgav de opsamlingen In the Jungle Groove, hvorpå man finder noget virkelig fin proto-hip hop. Og det er ikke bare nogle store Brown-hits, det er sange, der aldrig før havde været udgivet på et album, og det sammen med remixes og alternative udgaver. Den åbner med en virkelig funky sang ved navn It’s A New Day. Den sparker rigtig flot albummet i gang, og på den er Brown virkelig højlydt i sin vokal, og han får virkelig gjort det tydeligt, at han er en ufatteligt dygtig sanger. Efter denne får vi Funky Drummer, der er kendt for at være den mest samplede sang nogensinde. Det er ikke så meget en sang, som det bare er et jam, men James Browns band jammer fedt, og de mister aldrig deres groove. Den bedste del af det 9 minutter lange nummer er lidt over 5 minutter inde i sangen, hvor al instrumentationen skæres fra, og så sidder trommeslageren bare der alene med sit fantastiske beat. Efter det kommer resten af bandet tilbage, og så er der ellers fest.

Et andet højdepunkt på pladen er et 6 minutter langt remix af Give It Up or Turnit a Loose. Det er en ekstremt energisk sang, og der sker rigtig meget på den. Den er bare helt umulig at sidde stille til. Fortsætter den i lidt længere tid end hvad godt er? Jo, det gør den måske. Det er nok generelt albummets største svaghed, altså at mange af numrene er virkelig, virkelig lange. Kun et enkelt er faktisk under 6 minutter, og af og til fortsætter de bare i lang tid i nogenlunde samme groove. Sådan et nummer som I Got To Move gør det f.eks. ikke videre imponerende. Det er en virkelig sjov sang, og den swinger rigtig godt, men den kommer aldrig rigtig nogen vegne. Efter den får vi et 3 minutter langt remix af Funky Drummer, hvo trommerne denne gang er næsten alene. Det er bare 3 minutter med det her virkelig fede beat, og der sker ikke andet end det. Hvis beatet ikke var så funky, så ville det måske være et svagt nummer, men Beatet fungerer fantastisk, selv på næsten egen hånd. Remixet af Talking Loud and Saying Nothing kører måske også i lidt for lang tid, men det meste af tiden fungerer den, og den er varieret nok, til at det ikke ødelægger flowet. Det er en ret fed sang

En af mine yndlingssange af James Brown er Get Up, Get Into It, Get Involved, der kraftigt kommanderer dig til at komme på dansegulvet. Og du skal ikke bare danse, du skal danse til du er i livsfare. Det her er serious business, og der er en slags militærisk charme til denne ellers ganske sjove lille sang. Soul Power er endnu en sang, der virkelig slår løs i dig. Der er så meget energi og livsglæde i den sang, og nu hvor den foregående sang alligevel har fået dig ud på dansegulvet, så inviterer denne sang dig i hvert fald ikke tilbage. Det er nok en af de svagere sange på pladen, men den er fandeme alligevel sjov. At sige, at den ikke er offer for sin egen længde, ville dog nok være en løgn. Afslutningsnummeret hedder Hot Pants, og det er en virkelig sjov sang, nok engang. Bandet viser tydeligt deres talenter, og Browns stemme er gudeskøn. In the Jungle Groove er måske i grunden mere historisk vigtigt end det i grunden er et godt album. Alle sangene er ganske vist gode, men når man lytter til dem i dag, så kan de virke ret ufokuserede og ensartede. Jeg kan dog ikke benægte, at det er en flot opsamling, som fans af funk og hip hop bør give en chance.

345 – Talking Heads – Stop Making Sense (1984)

Udgivet den af
Svar

I 1983 holdt Talking Heads tre koncerter i Pantages Theatre i Hollywood, og disse koncerter blev i 1984 sat sammen til filmmesterværket Stop Making Sense, som var instrueret af Jonathan Dmme, der i dag er bedst kendt som instruktøren bag Ondskabens Øjne. Det er en af de bedste musikfilm nogensinde, og hvis du vil se hvordan en helt perfekt koncert skal skæres, så bør du se den. Den er klippet så godt, at det bare ser ud som om, at det er en enkelt koncert, og der sker hele tiden et eller andet på scenen. Gruppen spiller nogle af deres bedste og mest kendte numre, navnligt mange sange fra den dengang helt nye plade Speaking in Tongues, og ingen af numrene har nogensinde lydt bedre. Det er en skøn oplevelse, som jeg på det varmeste kan anbefale enhver. Bandet er desværre gået fra hinanden i dag, men forsanger David Byrne giver stadig fremragende koncerter. Det giver sig selv, at sådan en film også måtte få sig et soundtrackalbum, og sådan et blev udgivet et par måneder efter filmens premiere.

Som album, så er det en fin plade. Som noget, der skal komplimentere filmen, så er den ekstremt skuffende. Næsten halvdelen af numrene, man kunne opleve i filmen mangler, og de, man endelig kan finde på pladen, har de fuldstændig forbyttet rækkefølgen på. Det burde ikke være så svært. Al lyden var jo optaget, og selvom det nok er filmens bedste numre, som pladen har beholdt, så er der intet, der forhindrede dem i i det mindste at sætte dem i rigtig rækkefølge. Den første liveplade, de udgav, var The Name of This Band is Talking Heads, og den var et dobbelt-album. Hvorfor de ikke kunne udgive denne som to LP’er giver slet ingen mening. Musikken er dog intet mindre end fænomenal. Alle Talking Heads’ dengang fem studiealbums bliver repræsenteret med mindst ét nummer, så man får lidt af hvert. Som med filmen er det også vidunderligt opført. Man kan mærke helt enorm spilleglæde fra bandet, og man bliver selv helt glad i låget. Det er bare synd, at det er så komprimeret en udgave af mesterværket.

Heldigvis blev alting gjort godt igen i 1999, hvor en ny udgave af pladen kom. Denne havde undertitlen Special New Edition. Denne udgave er et mesterværk. Det eneste negative, man eventuelt kunne sige om denne plade, er at der end ikke er udgivet en udgave, hvor man får både filmen og dvd’en. Med 1999-udgaven får man alle de flotte numre fra filmen, og selvom visse af dem er redigeret en smule, så gør det ikke rigtig noget. Selv lægger jeg ikke rigtig mærke til det. Til gengæld lægger jeg mærke til, at hele bandet lægger enormt meget kærlighed i musikken. Jeg lægger også mærke til, hvor perfekt numrene komplimenterer hinanden, når de kommer i denne “rigtige” rækkefølge. Pladen lægger stille ud med simplistiske udgaver af Psycho Killer og Heaven, og så begynder det hele straks at eskalere med Thank You For Sending Me an Angel, der altid gør lytteren opmærksom, og som man altid kan bruge til at piske en stemning op. Så i sidste ende må jeg sige, at filmen er et mesterværk, 1984-udgaven af albummet er en fin plade, der dog ikke repræsenterer filmen så godt, og 1999-udgaven af albummet er en af de bedste liveplader nogensinde, hvis ikke den bedste.