Kategoriarkiv: Anmeldelser

131 – Diverse kunstnere – Saturday Night Fever (1977)

Udgivet den af
Svar

Foruden at være stor musiknørd, har jeg også en vis interesse i film. Når et album hænger tæt sammen med en film, sørger jeg derfor tit for at se filmen, inden jeg anmelder pladen. Det er efterhånden et par måneder siden, jeg fik set Saturday Night Fever, den klassiske ungdomsfilm, der i 1977 gav John Travolta sit gennembrud. Det er absolut en anbefalelsesværdig film, der troværdigt skildrer tidens ungdom, mens der også er masser af interessant drama til stede. Det er ikke nogen stor cinematisk triumf, men filmen er mindeværdig, stilfuld og kompetent. Og så er lydsiden bare vidunderlig. Et centralt emne i filmen er en disko-dansekonkurrence, og derfor er filmen udstyret med nogle af de bedste disko-sange nogensinde. På pladen finder man kunstnere som Walter Murphy, Kool & The Gang, KC and the Sunshine Band, The Trammps og naturligvis Bee Gees, hvor sidstnævnte opfører 6 af pladens 17 numre, og de har skrevet yderligere to. Tit bliver pladen derfor også opfattet som et Bee Gees-album, selvom man ikke bør overse de andre kunstneres bidrag. En stor del af sangene er lavet specifikt til filmen, mens visse andre, herunder Boogie Shoes, Disco Inferno og You Should Be Dancing, var udgivet tidligere i andre sammenhænge.

I filmen optræder så mange sange, at man umuligt kunne få dem alle med, og det er nok godt det samme. I filmen optræder Disco Duck og Dr. Disco af Rick Dees, og de er decideret forfærdelige sange, og de optræder mest af alt i filmen som en joke. Disse er de eneste to sange, der blev frasorteret på albummet, og det er jeg glad for. Ellers optræder alle sangene fra filmen, og der er endda gjort plads til den instrumentale musik. Denne instrumentale musik bliver ligeledes spillet i bedste disko-stil, og er virkelig festlig. Ralph MacDonalds Calypso Breakdown er lidt langtrukken, og David Shires Manhattan Skyline er en kende intetsigende, men til gengæld er numre som David Shires Night on Disco Mountain og Walter Murphys A Fifth of Beethoven meget spændende. De er disko-genfortolkninger af klassiske kompositioner, hhv. Mussorgskijs En nat på Bloksbjerg og Beethovens femte symfoni. Begge fungerer virkelig godt, og de giver noget drama til soundtracket, som de fleste andre sange ikke gør. Af en eller anden årsag finder man på albummet også Jive Talkin’ af Bee Gees, der som den eneste sang på pladen ikke optræder i filmen. Jeg klager dog ikke så højt, for det er uden tvivl en af de bedste Bee Gees-sange nogensinde, og den passer godt ind.

Bee Gees er selvfølgelig en væsentlig del af pladen, men det er faktisk bygget sådan op, at de andre kunstnere får godt med plads til at vise sig frem. Pladen starter med fire Bee Gees-numre i rap, og først på disc 2 får man to yderligere Bee Gees-numre. Overgangen fra Bee Gees til de øvrige kunstnere sker også ret naturligt, da den første sang af en anden kunstner er Yvonne Ellimans If I Can’t Have You, der er skrevet af Bee Gees. Den sidste Bee Gees-sang inden denne er More Than A Woman, en vældig veludført kærlighedssang, ingen klager herom. Jeg synes derimod det er lidt kedeligt, at vi allerede tre numre efter får lov til at høre den igen, denne gang i en cover-version af Tavares. Denne udgave er endda ikke særlig forskellig fra Bee Gees-versionen, så i mine øjne er det meningsløst at inkludere begge, især så tæt på hinanden. Pladens sange er alle sjove og dansevenlige, og de er tilpas varierede i intensitet. Især Bee Gees-numrene er fængende; Stayin’ Alive, Night Fever og How Deep Is Your Love er klassikere af en årsag. Mens filmen er god, tror jeg at soundtracket stadig er endnu bedre. Hvis man har det mindste ømme punkt for lækker popmusik, kan det sagtens anbefales.

132 – Bruce Springsteen – The Wild, The Innocent & the E Street Shuffle (1973)

Udgivet den af
Svar

Bruce Springsteen har gennem album efter album skrevet sig ind i musikhistorien som en af de største rockmusikere nogensinde. Især hans 70’er-materiale springer frem som en stribe udødelige klassikere. Hans andet album, The Wild, the Innocent & the E Street Shuffle, er blandt de mest populære, men de individuelle sange derpå bliver ikke husket nær så meget som mange andre Springsteen-sange. Da han spillede i Parken for nylig, var det den eneste Springsteen-plade fra før midtfirserne, hvorfra vi ikke hørte én eneste sang. Og det er synd, for der er godt med guf på pladen. Hele bandet er enormt velspillende på det funky åbningsnummer, The E Street Shuffle. Her synger Springsteen optimistisk og lykkeligt om arbejderlivets små glæder. Foruden disse kvaliteter, har jeg virkelig respekt for at turde at indlede en rockplade med to saxofoner, en kornet og en tuba. Han efterfølger denne energiske introduktion med 4th of July, Asbury Park (Sandy), en sød, smuk lille ballade. Den tenderer lidt mod det vamle til tider, men lyrikken bliver så detaljeret og personlig, at det stadig er charmerende. Instrumentationen er lettere rodet, og mens denne upolerede lyd signalerer en kende oprigtighed, foretrækker jeg nok stadig de segmenter, hvor akkompagnementet er mere simpelt, da sangen dermed virker mere personlig.

Noget, man tit kan glemme om Springsteens 70’er-plader, er, at de har nogle virkelig lange numre til tider. Man lægger ikke særlig meget mærke til det, for de virker ikke ummidelbart som komplekse rockoperetter. Det handler bl.a. om hvor meget han kan få ud af bandet. Den jazzede Kitty’s Back starter med en storladen instrumental intro, der varer et helt minut. Der går ret meget kreativitet i gang, når soloerne kommer til fulde under det milde kaos, sangen præsenterer under midten. Til trods for disse eksperimentelle elementer, udvikler sangen sig ganske naturligt til sidst til et lykkeligt syng-med-kor. Det er et skønt nummer. Til gengæld tror jeg ikke, jeg knuser mange hjerter ved at sige, at Wild Billy’s Circus Story er en af pladens svagere sange. Strukturelt er det et godt tiltag at komme med en så rolig sang som denne efter den vilde Kitty’s Back, og der er da nogle spøjse musikalske øjeblikke på nummeret, der til dels rammer den titulære cirkus-magi. Teksten siger mig dog ikke så meget, og sangen har ikke rigtig nogen udvikling – den svæver bare lidt. Den er dog nok stadig værd at lytte til.

Incident on 57th Street er endnu et nummer, hvor Springsteen gør sig som historiefortæller, men her med mere poppede virkemidler end på Wild Billy’s Circus Story. Det fungerer i sidste ende ret godt, og en mere nøgen instrumentation gør nummeret mere levende og følelsesrigt end de tidligere numre. Variation i denne instrumentation er også den væsentligste årsag til, at den holder i hele 8 minutter, for strukturelt ændrer den sig ellers ikke meget. Som for mange andre Springsteen-fans, er min favorit på denne plade Rosalita (Come Out Tonight). Det kan lyde som en meningsløs udtalelse, men alt ved det her nummer, er fuldkommen perfekt. Jeg elsker saxofonen, klaveret, Springsteens stemme, den søde tekst, den fængende melodi, de instrumentale breaks, alt går op i en højere enhed på det her nummer. Det er en reel kandidat til Springsteens bedste nummer nogensinde. Pladen afsluttes af den 10 minutter lange New York City Serenade, der nok er lidt for lang tid om at komme igang. Introen er flot, men den føles kontekstløs. Stemningsmæssigt er det dog på alle måder en passende afrunding. Den er sentimental og vemodig, den føles som et oprigtigt farvel. Den er måske lidt længere end hvad godt er, men der bliver sat et flot punktum på pladen, og det sætter jeg pris på. For pladen er skidegod.

133 – The Notorious B.I.G. – Ready to Die (1994)

Udgivet den af
Svar

Jeg husker tydeligt, hvor skuffet jeg blev, da jeg lyttede til Life After Death, den anden plade af gangsta-rapperen The Notorious B.I.G. Der var en bunke virkelig solide sange, men det meste var bare substansløs pral, hvor de færreste tracks på nogen måde var i stand til at skille sig ud til trods for et imponerende antal gæstestjerner. Jeg blev derfor meget glad, da jeg fik lyttet til hans debutalbum, Ready to Die. Her har hvert nummer en unik identitet og præsenterer noget nyt. Vi har fx den taknemmelige Juicy, den flirtende Big Poppa, den romantiske Me & My Bitch og den helt og aldeles deprimerede Suicidal Thoughts. Der er selvfølgelig masser af sange, hvis væsentligste stemning er at spille cool gangster, men de præsenterer dem vidt forskelligt. Jeg elsker hvordan Respect præsenterer det med et reggae-omkvæd, jeg er vild med hvordan Gimme the Loot beskriver et kup i form af en samtale, og gæsteoptrædenen fra Method Man på The What giver det en hel del ekstra krydderi. Pladen varer 68 minutter, og denne store variation i tematik, stemning og unikke ideer gør faktisk, at den ikke føles så lang igen.

The Notorious B.I.G., eller Biggie som han mere mundret kaldes, var en af de teknisk dygtigste rappere i sin tid. Hans måde at flette rim sammen er imponerende og underholdende. En linje, jeg rigtig godt kan lide, er “Conversate for a few, cause in a few we gon’ do; What we came to do, ain’t that right, boo? (True)” fra Big Poppa. Dels fordi der bliver rimet så meget på kun to takter, dels fordi hvert eneste ord samtidig føles så naturligt i kontekst, og atter fordi Big Poppa i mine øjne er en af de svagere sange på pladen. Og når en af de svagere sange på pladen har så meget at byde på, ser det altså rigtig godt ud. Pladens beats er også rigtig gode. Mange er produceret af Easy Mo Bee, men også Puff Daddy, Bluez Brothers og Chucky Thompson har produceret en del. De skaber en stil, der virker lettere inspireret af G-funken, som Dr. Dre havde gjort populær på den modsatte kyst. Denne både hårdføre og funky lyd skaber da også et overbevisende gangster-image, men der drages også inspiration fra klassisk New York-rap, hvilket især virker med de mere introspektive numre.

Der er to væsentlige problemer i løbet af Ready to Die. Det ene store problem er, at den simpelthen ikke er logisk konsekvent. Mine to yndlingsnumre på pladen er Juicy og Suicidal Thoughts, og de handler henholdsvis om hvor fantastisk og hvor forfærdeligt livet er. De nævner også hver især hvor meget hans mor elsker og hader ham. Og det er ikke det eneste eksempel. Me & My Bitch handler om, hvor meget Biggie holder af sin udkårne, mens han på næste nummer, Big Poppa, rapper om at score piger, han får øje på på klubben, og på Friend of Mine og One More Chance rapper han om at bolle til højre og til venstre. Disse logiske modsætninger bliver værre af, at der faktisk er en masse tematiske gengangere i løbet af albummet, såsom selvmordstanker, vejen til succes og livet som gangster. Man ved ikke helt, hvor meget sammenhæng, der skal være. Det andet problem er de mange skits, der ikke alene hiver lytteren ud af musikken og gør albummet unødigt længere – de er ikke engang morsomme. Fx er Fuck Me (Interlude) bogstaveligt talt halvandet minut, hvor man hører Biggie have sex.Til trods for disse problematikker, er Ready to Die stadig med god grund en milepæl i raphistorien, og selve sangene holder stadig rigtig godt.

Husk i øvrigt, at stemme på mig til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”.

134 – Pavement – Slanted and Enchanted (1992)

Udgivet den af
Svar

Sidst, jeg snakkede om indie-rockerne fra Pavement var det om deres album Crooked Rain, Crooked Rain fra 1994. Jeg nævnte i denne sammenhæng, at bandet tit havde problemer med rytmen, ikke nødvendigvis ramte alle toner og i det hele taget ikke lyder særlig forberedte. Dog var jeg fuldkommen vild med alt dette, og jeg syntes, at forsanger Stephen Malkmus har så meget karakter, at hans teknisk svage stemme end ikke bliver noget, man må overse – den øger faktisk stemningen. Disse kvaliteter er alle sammen også til stede på deres debutplade Slanted and Enchanted fra 1992. Her er de mere rockede end ellers, og de hårde trommeslag og distorterede guitarriffs er over det hele på pladen. Dog fremvises de tit med en fornemmelse for dynamik. Conduit for Sale! er et godt eksempel på det, hvor det højlydte omkvæd, der gentager vendingen “I’m trying” blæser afsted med fuld kraft, mens versene har noget hurtig spoken word-sludder fortalt over en mere stille basgang. Dynamikken udtrykkes også i løbet af albummet i form af de tit meget korte sange. Halvdelen af sangene på pladen er under 3 minutter lange, og den korteste er kun lidt over et minut langt. I løbet af de korte sange, når Pavement dog at præsentere enormt mindeværdige musikalske ideer, som efterlader et markant aftryk på albummet.

Når man hører Slanted and Enchanted er det påfaldende, hvor uambitiøst det hele lyder. Det er på ingen måde dårligt, det er faktisk ganske mesterligt, men hver eneste sang føles som om, de bare rammer nogle genialiteter ved et uheld. Det hele har et element af spontanitet til sig. De ideer, der bliver præsenteret, virker nærmest for gode til, at de kan planlægges. Det giver dog ingen mening, at man kan være så heldig med 14 sange i træk, der rammer noget så smukt og selvdestruktivt. Det kan simpelthen kun forklares ved, at Malkmus og bandet er fantastiske sangskrivere og producere, der tænker sig grundigt om, når de laver et album. Ligesom med Tim af The Replacements, som jeg anmeldte for nylig, er ungdommelige følelser i højsædet, på Slanted and Enchanted. Man hører dem udfolde sig i mange retninger, fra det nedtrykte på Here, det forvirrede på Fame Throwa, det vrede på Chesley’s Little Wrists og det lettere optimistiske på Summer Babe (Winter Version). Men i det hele taget udtrykker pladen, hvordan det er at være ung, være overvældet af følelser og gå fra den ene til den anden på et splitsekund, uden at man kan se nogen større sammenhæng i livet.

Jeg elsker især, hvordan pladen afslutter. De fleste plader slutter med et stort klimaks a la Free Bird af Lynyrd Skynyrd, A Day in the Life af The Beatles eller en introspektiv afrunding a la Something in the Way af Nirvana. Måske et ironisk modstykke til resten af pladens stil, som After Hours af The Velvet Underground. Slanted and Enchanted slutter derimod af med en sang ved navn Our Singer. Sidste tone i denne sang, bliver skåret af under efterklangen således at hele pladen ender med at føles uafsluttet. Pladen slutter ikke af på trist vis, ikke på glad vis, ikke med nogen rigtig stemning. For hvordan konkluderer man også de ungdommelige følelser, pladen udtrykker? Nummeret handler om at drømme om noget større, og herunder ligger en erkendelse om ubrugeligheden og meningsløsheden ved ungdommen. Det er en nihilistisk sang, som dog end ikke får et musikalsk punktum til sidst. Selv meningsløsheden er meningsløs. Det er i hvert fald den meddelelse, jeg ser fra afslutningen af Slanted and Enchanted. Slanted and Enchanted tog mig et stykke tid at anmelde, ikke fordi jeg var i tvivl om, hvad jeg ville sige, men rettere fordi, jeg ville høre den igen og igen. Og det kan jeg absolut anbefale dig også at gøre.

Husk i øvrigt, at stemme på mig til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”.

135 – Elton John – Greatest Hits (1974)

Udgivet den af
Svar

Jeg har lyttet til latterligt mange Greatest Hits-plader efterhånden. Alt for ofte er de for lange, inkluderer mange sange, der ikke rigtig er nævneværdige og tit virker rækkefølgen på tracklisten enten tilfældig eller uigennemtænkt kronologisk. Af og til finder man dog den lille guldklump, der er så god, at den kan fungere som helstøbt album på egen hånd. Sådan en plade er Elton Johns simpelt betitlede Greatest Hits fra 1974. Det er blot 10 sange, 42 minutter i alt. 1974 kan virke som et lidt tidligt tidspunkt i Johns karriere, men han havde skam allerede udgivet 8 albums på det tidspunkt. John var en produktiv herre, og kun det allerbedste er samlet på Greatest Hits. Jeg tror som sådan også, at det er en god tidsafgrænsning. Hans næste album, Captain Fantastic and the Brow Dirt Cowboy, ville blive mere glam-præget og selvparodierende, og senere gav han sig også i højere grad i kast med hård rock, disko og selv new wave. Den afgrænsede, oprigtige og lettere nostalgiske Elton John kan ret godt afgrænses til 1974, og derfor føles pladen stadig ret konsekvent, selvom John gik gennem en stor udvikling mellem 1968 og 1974.

Når der kun er 10 sange, kan man virkelig sikre sig, at det kun er det essentielle, der er inkluderet. Mens John har så mange vidunderlige sange, at alle nok ville savne et par stykker, når kun 10 skal vælges, så er jeg overordnet tilfreds med udvalget. Samtlige sange er mindeværdige og tilbyder noget unikt i forhold til de andre. Der er også generelt ret god vekslen mellem det mere løsslupne rock and roll, der ses på numre som Honky Cat, Saturday Night’s Alright for Fighting samt Crocodile Rock, og så de lidt langsommere ballader, såsom Your Song, Rocket Man (I Think It’s Going to Be a Long, Long Time), Don’t Let the Sun Go Down on Me. Selvom balladerne nok er i overtal, så er de også placeret, så der er en udvikling i lyden. De første sange er de ganske stille Your Song og Daniel, og mod slutningen kommer Don’t Let the Sun Go Down on Me og Border Song, der begge slutter i et eksplosivt klimaks med stor instrumentation, kor og variation. At alle sangene er så gode, at de i dag står som milepæle i Johns diskografi, gør blot den musikalske værdi større.

Den eneste anke, der kan være væsentligere end udeladelser af personlige favoritter, må nok være forskellen på den internationale og den oprindelige nordamerikanske udgave af pladen. Jeg har hørt den internationale, hvor de erstatter den rockede Bennie and the Jets med den langsomme ballade Candle in the Wind. Bennie and the Jets er på originalen meget bevidst placeret mellem de to ballader Rocket Man (I Think It’s Going to Be a Long, Long Time) og Don’t Let the Sun Go Down on Me. Det skaber dynamik, og gør, at man ikke bliver træt af de mange ballader. På udgaven, jeg har lyttet mest til, finder man dermed tre langsomme ballader lige i træk på den del af pladen, og det kan blive lidt trættende. Candle in the Wind er en fortræffelig sang, så jeg forstår at inkludere den, især da Bennie and the Jets ikke havde samme gennemslagskraft uden for Nordamerika, selvom den da også er blandt Johns bedste. Foruden denne lille ting, kan jeg på det varmeste anbefale Greatest Hits til alle, der bare kan lide nogle gode popsange. Hvis du kan finde den amerikanske udgave, kan jeg anbefale den endnu mere. Hvis ikke, så opret bare en playlist med de ti sange på Spotify. Det er stjernegod musik.

Jeg vil desuden gerne atter minde alle om, at jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Man kan stemme på mig her.

136 – The Replacements – Tim (1985)

Udgivet den af
Svar

I 80’erne var alternativ rock for alvor i udvikling. Hvor genrens store gennembrud først ville komme i 90’erne, var bands som R.E.M., Dinosaur Jr. og The Smiths i fuld gang med at definere genren til det, vi opfatter den som i dag. Et andet nævneværdigt band fra samtiden er The Replacements, som stilmæssigt befinder sig et vist sted mellem Dinosaur Jr. og The Smiths. De er ængstelige i deres lyrik og støjende i deres lyd, men samtidig er de poppede i deres sangskrivning og nærmest drengede i deres ungdommelige attitude. Det er en hårfin blanding, som de bl.a. viser på den mesterlige plade Let It Be, men på opfølgeren, Tim, fra 1985 var sammenstødende tydeligere, og der var markant flere pop-elementer. Forsanger og sangskriver Paul Westerberg var da også trods gruppens grimme lyd meget inspireret af popmusikere, såsom Roy Orbison, Big Star og Nick Lowe. Det er ikke den hårde rock fra punk-, metal- eller post-punk-pionererne, der fascinerer Westerberg i 1985, selvom guitaren har masser af distortion og vokalen er hæs som bare pokker. Denne blanding er ikke blot spøjs, men den vender mange konventioner på hovedet. I hænderne på andre, kunne I’ll Buy eller Kiss Me on the Bus virke pussenussede eller ligegyldige, men gennem den grove lyd, giver The Replacements tyngde til disse kærlighedssange.

At melodierne er så poppede gør selvfølgelig også, at de stikker mere ud i hovedet. De er meget fængende og de er tit ret gode at synge med på. Samtidig har Westerberg sørget for ikke at gentage sig for meget selvom popstrukturen lægger meget op til det. Det hænger nok til dels sammen med, at mange sange er ret korte. Den længste sang på pladen er kun 5 minutter lang, men den korteste er helt nede på 2 minutter. Westerberg og de andre sørger for aldrig på hele Tim at strække en idé over længere tid end den kan klare. Derfor får man altid noget frisk, spændende musik hurtigt serveret. Gruppen lader til at have tænkt meget vel over både lydbilleder og tracklisten. De er oftest hårdtslående og distorterede, men når det er tiltrængt, slår de over i noget simpel percussion og en akustisk guitar. Albummets helhedsoplevelse var så vigtig, at de strøg et af deres i dag mest kendte numre, Can’t Hardly Wait, fra tracklisten, da der ikke var noget sted, den passede ind. Det har jeg personligt stor respekt for, og beslutningen kunne betale sig, for der er tale om 37 meget sammenhængende minutter, man kan høre igen og igen.

Westerbergs evner som lyriker er også en meget essentiel del af The Replacements. Jeg elskede på Let it Be især teksterne på numre som Androgynous og Unsatisfied, hvor tempoet og støjniveauet blev taget en smule ned. På Tim ville de tilsvarende tracks være Swingin Party og Here Comes a Regular, to fuldkommen hjerteskærende sange. Den sidste minder mig meget om de triste numre fra Automatic for the People af R.E.M. eller måske endda et nummer så tungt som Holocaust af Big Star. Westerberg rammer med sine tekster vigtige pointer om hvordan det er at være ung. Hvordan det er, når man ikke helt er sikker på sin identitet, sikker på sig selv eller på verden i det hele taget. Hans fortællinger om ungdomslivet i 80’erne resonerer stadig i dag, muligvis fordi internet og iPhones i grunden ikke gør den store forskel. Here Comes the Regular får lov til at runde pladen af, og selvom det er rørende, så sidder man også tilbage med en fornemmelse af tomhed. Ikke fordi man ikke har fået nok musik, mest fordi alt for en stund føles så meningsløst. Tim er en plade med store følelser, gennemført stil og stribevis af vidunderlige sange.

Jeg vil desuden gerne atter minde alle om, at jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Man kan stemme på mig her.

137 – Dr. Dre – The Chronic (1992)

Udgivet den af
Svar

90’ernes hip hop-landskab var domineret af en kamp mellem øst- og vestkysten. På østkysten var der navne som Jay-Z, Nas, Wu-Tang Clan og naturligvis The Notorious B.I.G., hvor sidstnævnte virkelig var ansigtet for østsiden af krigen. På vestsiden er det oplagt at pege på 2pac, men 2pac var næppe blevet til noget, hvis grundlaget ikke var blevet lagt af folk som Dr. Dre, Snoop Doggy Dogg, Warren G og the Lady of Rage. Hele dette crew blev præsenteret til verden med Dr. Dres solodebut, The Chronic fra 1992. Dre var tidligere medlem af N.W.A., og han var ikke ligefrem den mest frembrusende rapper i den gruppe. Han markerede sig dog for alvor, da han gik solo, hvor han skabte en ny lyd, han kaldte G-Funk. Det navn er en hyldest til P-Funk, altså Parliament-Funkadelic og deres associerede grupper. G-Funk sampler netop meget klassisk P-Funk, som jeg jo holder rigtig meget af. Klassiske funknumre som Mothership Connection (Star Child), Atomic Dog og P. Funk (Wants to Get Funked Up) får helt nyt liv, når de kommer gennem Dres producerstol. Man tænker på Dres nyfortolkninger, og kun Dres nyfortolkinger, når man hører introerne til Fuck wit Dre Day (And Everybody’s Celebratin’) eller Nuthin’ But a “G” Thang.

Det er måske kun Dres navn, der står på pladecoveret, men det er på ingen måde kun hans værk, som man ellers var vant til med soloplader fra den tid. Efter min mening, kunne Snoop Doggy Doggs navn faktisk lige så godt også stå med store bogstaver, for det er regelen rettere end undtagelsen, at Snoop medvirker på et nummer. Hans charme tilføjer rigtig meget til stemningen, og jeg har ret svært ved at være sur, så længe Snoop er i gang med et vers. De andre gæster, såsom Kurupt, Jewell, Dat Nigga Daz, The D.O.C. og Nate Dogg tilføjer også masser af variation, uden at nogen af dem på noget tidspunkt trækker kvalitetsniveauet ned, som det ellers tit kan ses på rapplader med mange gæstevers. Ja, det er faktisk mere sandsynligt at få en dårlig linje fra Snoop eller Dre end fra gæsterne. De to er ikke kendt for at være de mest lyriske i verden, men de har både rigtig gode og knap så gode øjeblikke. De er fx meget interessante på den introspektive Lil’ Ghetto Boy, og den overdrevent voldelige A Nigga witta Gun er dejligt blodig og truende, mens der også er rigeligt med god ordleg.

Jeg er faktisk meget imponeret over, hvor underholdende The Chronic er i løbet af hele sin varighed. Jeg følte aldrig, at materialet ikke kunne holde til de 62 minutter, pladen varer. Jeg følte til gengæld som tidligere nævnt, at både Dre og Snoop kan komme med nogle lettere middelmådige linjer; “Give me the microphone first so I can bust like a bubble” er ikke ligefrem den mest hårdføre gangsta-linje i raphistorien. Det væsentligste problem, jeg kan pege på er skits, som The $20 Sack Pyramid, The Doctor’s Office og diverse dialogbaserede introer, såsom den til Deeez Nuuutz. Nogle er ret sjove, især The $20 Sack Pyramid, men ingen af dem tilføjer noget til musikken, og de er ret distraherende. De er spredt langt nok fra hinanden til, at de i det mindste er med til at skabe variation, men det gør albummet noget mindre sammenhængende. Jeg har personligt lyttet til langt mere hip hop fra østkysten end fra vestkysten, så at opleve en magtdemonstration af denne kaliber gør mig meget interesseret i at udforske kunstnere som Snoop Doggy Dogg, Nate Dogg, Warren G og The Lady of Rage yderligere, for The Chronic er en imponerende plade på rigtig mange måder.

Jeg vil desuden gerne atter minde alle om, at jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Man kan stemme på mig her.

138 – The Meters – Rejuvenation (1974)

Udgivet den af
Svar

The Meters er et af de helt store klassiske funkbands, og alligevel føler jeg tit, man glemmer dem, når man snakker om funkgiganter som Parliament/Funkadelic, James Brown og Tower of Power. Mit eget bekendtskab med The Meters kommer mest fra den instrumentale plade Look-Ka Py Py, men de fleste funkfans peger ofte på Rejuvenation fra 1974 som deres mesterværk. På denne plade finder man derimod vokaler på alle numre. Instrumentationen er dog stadig i fokus. Deres leadguitarist, Leo Nocentelli, har grebet mikrofonen, og mens han absolut er en acceptabel sanger, ligger hans force for alvor i guitaren, som stadig er latterligt funky. På åbningsnummeret People Say arbejder bandet virkelig godt sammen om at skabe et dynamisk, spændende og levende nummer, som dels har et sprødt, fængende omkvæd, men også et lag af lyde, der ikke er til at stå for. Det er klassisk, fandenivoldsk funkmusik med alt, man elsker det for. De går dog på pladens andet nummer, Love Is for Me, over i en mere soul-præget lyd. Vokalen er her mere i centrum, og bandet er ikke nær så agressive med at vise deres kundskaber. Det lyder dog stadig latterligt godt, for The Meters er og bliver et af de mest velspillende funkbands nogensinde.

Det mest populære nummer fra Rejuvenation er nok det tredje, Just Kissed My Baby, der har et guitarriff med en spøjs, fængslende rytme og en bas, der virkelig siger spar to. Et simpelt orgelriff får assistance af nogle energiske trompeter på bestemte tidspunkter, og det hober sig op i et fedt klimaks mod slutningen, før der bliver lagt en dæmper på det til det afsluttende vers. Noget The Meters gør meget på pladen er at veksle mellem Nocentellis solovokal og et kor, og det skaber i mine øjne yderligere variation og overraskelse. På What’cha Say synger koret et par fraser med falsetsang, hvorefter Nocentellis dybere stemme svarer dem. Der er et lækkert, soulpræget overgangsstykke i midten, og mod slutningen gentager denne vending, “What’cha Say” sig i en lettere kaotisk facon. Den langsomme Jungle Man har en virkelig fed, futuristisk basgang, men det er nok ikke en af mine favoritter på pladen. Der er ikke rigtig nok interessante ideer, og når de endelig kommer, forsvinder de lidt for hurtigt. Nocentellis stemme bliver også overdubbet så meget, at den lyder en kende kønsløs, men man kan sagtens høre bandets høje tekniske niveau

Hey Pocky A-Way har en mere New Orleans-præget lyd med sin vrøvletitel, sit boogie woogie-inspirerede klaver og sine call-response-sekvenser. Det er en ret simpel sang i sin struktur, men udførslen er eminent, og den lyder ret unik på pladen. Man mærker en mere negativ lyd på It Ain’t No Use, der har en fuldkommen djævelsk percussionsektion fra Ziggy Molestile. Trommerne lyder som noget Curtis Mayfield kunne have fundet på, mens der kommer en vild Santana-agtig guitar fra Nocentelli. Efter et stykke tid med almindelig struktur udvikler sangen sig til en bunke af soloer, og med sine 12 minutter er det utvivlsomt det bedste sted på pladen, at opdage bandets tekniske kunnen. En vældig sød lille kærlighedssang ved navn Loving You Is on My Mind kommer da. Jeg er sikker på, at det er en kærlighedssang, for titlen er stort set den eneste linje, og så lyder sangen også bare så utrolig lykkelig, hvilket især keyboardist Art Neville kan takkes for. Pladen afsluttes med fanfavoritten Africa, der lyrisk er meget dybere end alt andet på pladen. Noncentelli får sine ord til at veje meget, og bandet supplerer med mange fine musikalske motiver. Jeg kan rigtig godt lide Rejuvenation, nok endnu bedre end jeg kan lide Look-Ka Py Py, og jeg kan med lethed forestille mig at ville kigge på resten af deres diskografi.

Jeg vil desuden gerne meddele en meget glædelig nyhed, nemlig at jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Man kan stemme på mig her.

 

139 – U2 – All That You Can’t Leave Behind (2000)

Udgivet den af
Svar

Her er en mening, man efterhånden sjældent hører: U2 er hverken et særlig fantastisk eller særlig forfærdeligt band, og selvom deres 00’er- og 90’er-materiale ikke er på niveau med det, de lavede i 80’erne, laver de stadig i dag friskere og mere nutidigt materiale end det, de fleste andre klassiske 80’er-bands udgiver nu til dags. Det føles også sært at tidsbestemme dem som et 80’er-band, for i år 2000 fik de en af deres mest populære sange nogensinde med Beautiful Day fra albummet All That You Can’t Leave Behind. Lad mig sige med det samme, at det er en vidunderlig sang. Daniel Lanois og Brian Enos forsøg på noget mere poppet produktion lyder utrolig lækkert, og det hele føles bare så utrolig overbevisende. Når omkvædet går i gang med sine massevis af korstemmer og Bonos spinkle omend effektive skrålen, kan man bare ikke tænke andet end “Shit, det er en smuk dag. Tid til at nyde livet”. Som stor fan af denne sang, glædede jeg mig naturligvis til at høre resten af albummet. Det er en ret poppet udgave af U2 man får på hele pladen, så lyden fra hittet er ret sigende for pladen som helhed. Der er mange omkvæd, meget ren produktion, og absolut ingen spor af U2’s post-punk-rødder.

U2 har uden tvivl masser af gode melodier i ærmet. Der er virkelig få af sangene på All That You Can’t Leave Behind, der ikke er rigtig fængende. Lanois og Eno lægger også masser af spændende lag i produktionen Sangene er lydmæssigt konstant i udvikling, og man keder sig egentlig slet ikke i løbet af hele albummet. Samtidig følger de dog popformularer lidt ofte, så det er ikke særlig mange overraskelser i forhold til melodierne, der dog som sagt er vældig fængende. Jeg føler efterhånden, jeg har skamrost denne plade rigeligt, så lad mig komme til min egentlige mening om den, nemlig at det er den kedeligste U2-plade, jeg har hørt, og at den i det hele taget er ganske middelmådig til trods for de mange positive aspekter. Jeg vil ikke bebrejde det hele på Bono, men han er nok en årsag. Han har skrevet tekster til stort set alt på pladen – i visse tilfælde sammen med the Edge – og de er tit uudholdeligt frelste, ophøjede, og melodramatiske. Og når de ikke er, er det næsten værre. Melodien til Elevation er så utrolig fed, at det er decideret synd, at Bono skal spille romantisk badboy.

Netop den rene popproduktion gør, at Bono er svær at ignorere. Ikke ét eneste ord bliver overdøvet af en guitar eller et trommeslag. Det er dog ikke fordi han overdøver de andre instrumenter heller. Det er faktisk imponerenede, hvor tydelige alle instrumenter er. Men uanset hvad er Bono svær at abstrahere fra. Når han synger en sang som Peace On Earth (ja, det er der faktisk en sang på pladen, der hedder), og han adresserer et par linjer direkte til Jesus Kristus, så bliver det hele så latterligt. Meget af tiden kan man knap nok sige, at han synger. Han taler bare på en lettere melodisk måde, og der er adskillige tidspunkter, hvor han kommer til at erstatte en høj tone, han ikke kan nå, med et forfærdeligt knæk. Denne udgave af Bono kan faktisk sagtens være acceptabel i mindre doser, han er trods alt stort set på denne måde på Beautiful Day. At skulle lytte til ham i 49 minutter bliver bare så utrolig udmattende, uanset hvor godt et stykke arbejde, der er blevet gjort med melodierne, arrangementerne og produktionen. Der er egentlig også ret god albumstruktur, og både åbnings- og afslutningsnumrene er meget velvalgte. Men der er desværre nogle modkæmpende poler på dette album, så jeg kan desværre ikke vende begge tommelfingre opad.

140 – Blondie – Parallel Lines (1978)

Udgivet den af
Svar

Den indflydelsesrige new wave-gruppe Blondie udgav deres debut i 1976, men det var først da de i 1978 udgav deres tredje album, Parallel Lines, at de fik deres helt store gennembrud. På pladen finder man populære singler som Heart of Glass, One Way or Another og deres cover af The Nerves-sangen Hanging on the Telephone. Disse tre sange udgør dog kun en brøkdel af pladen, som er propfyldt med fængende pop-rock. Der er et ganske varieret udbud af det. Det kan være langsomt og stemningsfuldt som på Fade Away and Radiate, 50’er-inspireret rock and roll som på I’m Gonna Love You Too, der da også er et Buddy Holly-cover, eller endda regulær disko som på Heart of Glass. Deres rødder i punkmusikken kan også mærkes over det hele, især i Chris Steins guitar og Clem Burkes trommer. Burke er ikke en enormt teknisk trommeslager, men han indsætter rigeligt med fills, og sørger for at bringe så meget variation til trommerne, som han nu engang kan gøre. Det føles en kende rodet, men ikke for rodet til, at det også er dybt charmerende. Bandet er måske ikke de største instrumentalister, men i fællesskab rammer de en blanding af pop og punk, som var helt unik dengang.

Forsanger Debbie Harry er dog for alvor stjernen i bandet. Hendes stemme går fra rå, dyb punkstemme på et nummer som Will Anything Happen? til de nu verdensberømte høje toner på Heart of Glass. Der er i det hele taget et væld af variation på pladen fra alle musikere, men det ændrer aldrig på, at der er en gennemgående lyd på pladen, så den føles konsekvent. Den er altid stilfuld og selvsikker, men aldrig fin eller excentrisk. Den lyd holder stadig den dag i dag, men jeg må indrømme, at teksterne lyder meget forældede. Lidt for ofte får man klichéfyldte rim som girl og world eller kiss og miss, men endnu oftere får man mere originale omend klodsede forsøg, såsom på den musikalsk meget spændende Picture This. En linje derfra går “I will give you my finest hour – The one I spent watching you shower”. Narrativet i tekster som I Know But I Don’t Know og Sunday Girl er også meget dårligt formidlet, nærmest som om, rimskemaet bare gør fortællingerne langsommere og sværere at forstå. Og når man snakker om forældede tekster var det intet mindre end en fejltagelse at lave et Buddy Holly-cover. Musikalsk passer den relativt godt ind, selvom den stadig lyder lidt gammeldags, men teksten er tydeligvis fra en anden tidsalder.

I Blondie var de dog gode til at lade næsten hele bandet være med til at skrive sange, så kvaliteten i både tekster og melodier kan naturligvis variere. Teksterne til One Way or Another og 11:59 er meget medrivende, levende og velskrevne, og det er i det hele taget nogen af pladens bedste sange med deres høje intensitet, der passer yderst godt til teksterne. I det hele taget graviterer jeg mest over mod de mere rockede numre, hvorfor Will Anything Happen? og Hanging on the Telephone. Det har muligvis noget at gøre med, at de mere højlydte numre pakker teksterne mere ind, hvor på et så rent produceret nummer som Sunday Girl eller Fade Away and Radiate er det svært ikke at fokusere på teksten, hvilket så kan være godt eller skidt alt efter tekstskriveren. Men det er nok noget, man må anerkende som både en fordel og en ulempe vel Parallel Lines som album: variationen. Det kan variere i stemning, i melodi, i inspirationskilder, men det falder dermed nok næppe i alles smag hele tiden. Men jeg tror, jeg kan sige, at det falder i de flestes smag det meste af tiden. Det falder i hvert fald i min smag rigtig ofte, og en stor del af pladen er fremragende.