Tag-arkiv: Country-rock

374 – Eagles – Eagles (1972)

Udgivet den af
Svar

I 1972 debuterede en rockgruppe, der sidenhen ville ende med at blive en af de mest populære bands nogensinde med en lille, landlig, countryinspireret plade. Bandet hed Eagles, og det hed pladen simpelt nok også. Dette åbner med et af gruppens mest populære numre, Take It Easy, som er skrevet i samarbejde med Jackson Browne, og det er rigtig tydeligt. Den lyder virkelig meget af hans stil, og han har skam også lavet et ganske fint cover af den, men originalen, sunget af Glenn Frey, er nok min favorit. Meget af dette har noget at gøre med Bernie Leadons sjove banjo, der giver sangen lidt ekstra kant og ekstra charme. Ligeledes er Witchy Woman et virkelig godt nummer. Dette er sunget af Don Henley, der med sin cool, sprøde stemme giver sangen virkelig meget drama. Den er meget hårdere end åbningsnummeret, og man kan også fornemme en del blues-inspiration her. Det er ganske fortræffeligt. Chug All Night er igen sunget og skrevet af Glen Frey. Det er en sjov sang om druk og sex, og den har igen elementer af hård rock, mens man dog sagtens kan høre country-indflydelsen. Det er en vældig sjov sang.

Most of Us Are Sad er helt nede på det basale niveau, og da dette også er skrevet af Frey, viser det flot hans diversitet. Den er sunget af Randy Meisner, der på sentimental vis synger om sin tristhed. Teknisk er det ikke det mest imponerende, gruppen har lavet, men det prøver det heller ikke på at være. Det er bare et førsteklasses soft-rock-nummer. Hvis Take It Easy ikke lød af Jackson Browne, så gør Nightingale det i hvert fald. Denne er skrevet udelukkende af Browne, men den er dog sunget af Don Henley, der efter min mening har en mere interessant stemme end Browne. Det er vild, sjov rock and roll, som det er bedst. Det er faktisk nok et af de bedste numre, Browne har skrevet. Den Leadon-sungne Train Leaves Here This Morning er et af de mest rendyrkede country-numre, bandet har lavet. Derfor er det nok ingen overraskelse at jeg, der ikke ligefrem er stor fan af country, ikke er så glad for dette nummer. Den er oven i købet skrevet i samarbejde med Gene Clark fra the Byrds, hvis ældre materiale jeg er rigtig glad for, men jeg er ikke just den største fan af deres country-rock-periode.

Det har nogle flotte harmonier, men er som helhed en ret kønsløs, kedelig sang. Jeg kan til gengæld ret godt lide den dramatiske Take the Devil, som er sunget og skrevet af Randy Meisner. Den lyder meget af den håbløshed, som man kender fra sange som Hotel California. Earlybird er sunget af Leadon, og den er et af de fedeste numre på pladen. Igen spiller Leadon også smukt banjo, og sangen har masser af attitude. Der er en sær fløjtelyd, som for nogle nok kunne være irriterende, men for mig gør den bare sangen sjovere. Peaceful Easy Feeling er ikke skrevet af noget medlem men af Jack Tempchin. Det er en fremragende sang, og den fortjener at være blandt gruppens mest kendte, men jeg føler ikke helt, at den passer blandt de andre. Det er nok fordi, de ellers har så meget personlighed i deres melodier, og derfor føles denne sang så anderledes fra resten, selvom pladen ellers har et ret bredt omfang. Det Meisner-sungne og -skrevne afslutningsnummer Tryin’ er sjov rock and roll af fedeste skuffe, og det fungerer godt som albummets klimaks. Eagles er en rigtig god debut. Der er lidt problemer i kanterne, men albummet fungerer stadig meget godt.

392 – Creedence Clearwater Revival – Willy and the Poor Boys (1969)

Udgivet den af
Svar

John Fogerty er navnet på den virkelig charmerende frontfigur for det utrolig folkekære rockband Creedence Clearwater Revival. Det var en særdeles aktiv gruppe, og mellem 1968 og 1970 udgav de hele 6 plader, og halvdelen af disse kom i 1969. Et af disse tre albums er Willy and the Poor Boys, og på den finder man noget sandt guld. De åbner endda med en af verdens mest fængende, sjove, lystige sange, nemlig Down on the Corner. Det er en fuldkommen perfekt sang. Dens landlige stemning og historien om de fattige drenge, der beslutter sig for at gøre livet lidt sjovere med noget musik på gaden, er virkelig gribende. Det næste nummer, It Came Out of the Sky, er også virkelig sjovt og landligt, men melodisk er den stadig ganske forskellig fra åbningsnummeret. Der er mere vægt på guitaren, og blues virker som en rimelig vigtig inspiration. Efter denne kommer en country-rock-udgave af Leadbellys Cotton Fields. Nu er jeg ikke rigtig den store country-fan, og det er ikke et af mine yndlingsnumre, men jeg kan stadig værdsætte deres charme, og da de ikke vedbliver denne stilart, irriterer det mig ikke.

Så får vi sørme et instrumentalt nummer. Det hedder Poorboy Shuffle, og det vigtigste instrument her er mundharpen, som er virkelig sjov og lystig. Det er nogenlunde sådan noget, jeg ville forestille mig hovedpersonerne fra Down on the Corner spille. Mod slutningen er der en smuk overgang til det næste nummer Feelin’ Blue, der er en fængende lille blues-inspireret sag. Tekstens følelser kommer ikke rigtig igennem på musikken, og det er selvfølgelig en smule irriterende, og det gør det ærlig talt ret svært at sætte sig ind i nummeret. Hvis melodien og instrumentationen ikke var så fortræffelig, ville det nok have været et decideret problem. Til gengæld er den voldsomt spidse Fortunate Son et vidunderligt nummer. Det er spillet godt og har en virkelig stærk tekst om fred og frihed. Melodien er skarp og velskrevet, og der er i det hele taget ikke rigtig noget skidt at sige om den. Don’t Look Now er også en rigtig god sang. Den er virkelig simpel, og Fogertys stemme er meget roligere end man er vant til, men den virker. Og selvom det ikke ligefrem er typisk Creedence, afviger den ikke latterligt meget fra albummets andre sange.

Da kommer et cover af den traditionelle sang The Midnight Special. Det er en virkelig simpel melodi, og sådan noget behandler Creedence jo rigtig godt. Sangen stammer fra amerikanske fængsler, og den handler dermed om noget, der er et gennemgående tema på dette album: At få noget godt ud af en situation, der ikke på overfladen er specielt god. Creedence lavede musik til folket, og man kan jo næsten ikke blive mere folkelig end en fængselssang. Det næstsidste nummer er instrumentalt, og her er John Fogertys guitar det mest fremtrædende. Det hedder Side O’ the Road, og lyden derpå meget blueset. Det er ret fedt, og Fogerty er uden tvivl en virkelig dygtig guitarist. Afslutningsnummeret hedder Effigy, og det er som pladens eneste nummer ikke spor lykkeligt. Det lyder af dommedag, og den slags musik har de lavet før, f.eks. ofte på deres foregående album, Green River. De kan deres kram, og nummeret runder rigtig flot albummet af. Hvis du kan lide rockklassikerne, er Willy and the Poor Boys nok noget for dig.

429 – Gram Parsons – Grievous Angel (1974)

Udgivet den af
Svar

Gram Parsons var medlem af først the International Submarine band, da the Byrds og derefter the Flying Burrito Brothers, hvorefter han udgav to soloplader. Den sidste af disse, Grievous Angel, blev desværre også det sidste han nogensinde optog, da han uheldigvis døde i 1973, få måneder før albummet blev udgivet. Gram Parsons var en af pionererne indenfor country-rock, og jeg vil som så ofte sige, at før anmeldesen kan skride frem, er det vigtigt at vide, at country slet ikke er min genre. Derfor hjælper det slet ikke, at åbningsnummeret er et næsten rendyrket countrynummer ved navn Return of the Grievous Angel. Af en countrysang at være, er den dog ikke så ringe endda. Parsons længsel er rigtig tydelig, og Emmylou Harris er rigtig dygtig på backingvokal. Jeg ved egentlig ikke helt, om jeg ville kalde det en backingvokal, når det kommer til stykket, for hun er ualmindeligt langt fremme i mixet. Og det er kun godt, for Parsons er ikke en specielt dygtig sanger. Harris medvirker derfor også heldigvis på langt de fleste af pladens numre.

Derefter kommer Hearts On Fire, der indeholder lidt flere rockelementer. Den er bare lidt kedelig. Den er rimelig følelsesrig for en stund, men efter noget tid, ender den med at vade lidt rundt i den samme kedelige suppedas. Der bliver heldigvis fulgt op på dette med I Can’t Dance, der er en næsten perfekt blanding mellem country og rock. Den er vældig sjov, og countryelementerne gør den kun mere stemningsrig. Denne bliver fulgt op med den stille Brass Buttons, hvorpå man for en gangs skyld ikke støder på fru Harris. Den føles udmattet og langt nede på jorden, og selvom den for mig bliver ret kedelig, ville jeg let kunne forstå, hvis man bliver fuldstændig forelsket i den. Denne bliver efterfulgt en i starten lige så stille sang ved navn gang $1000 Wedding, der dog bliver mere højlydt med tiden, hvilket skaber god dynamik. Det er faktisk ikke et dårligt nummer overhovedet, det har interessante ordvalg og rigtig god instrumentation. Bagefter kommer en live-medley af den energiske country-klassiker Cash on the Barrelhead og den stille Byrds-sang Hickory Wind. Og med publikum på, bliver Cash on the Barrelhead faktisk ganske underholdende, men Hickory Wind gør lige så lidt for mig her, som den gjorde med the Byrds. Den er bare kedelig og sætter albummet i tomgang.

Love Hurts er derimod en ganske rørende lille sang, oprindeligt af the Everly Brothers. Den er blevet fortolket af rigtig mange, men min yndlingsudgave er overraskende nok denne. Parsons og Harris synger smukt sammen i en helt utrolig harmoni. Det er lidt ufatteligt, at den lyder så godt, for Parsons er virkelig ikke en dygtig sanger, men han lyder formidabel her. Las Vegas er en ganske sjov sang om at spille alle sine penge væk. Okay, emnet er måske ikke så morsomt, men den er absolut i den gode ende af albummet. Afslutningsnummeret, In My Hour of Darkness har en meget kraftig vokalharmoni, der dog denne gang fuldkommen ødelægges af Parsons stemme. Harmonien er nok sangens svageste punkt, for man bliver hurtigt godt træt af den, selvom den er ret sød i starten. Derudover er der ikke helt nok musikalske ideer på den, til at jeg helt kan sige, at den er noget for mig. Grievous Angel er et overraskende godt album. Som en, der ikke normalt kan lide noget, der har noget med country at gøre, så kunne jeg nok ikke blive gladere for det. Der er stadig meget, jeg ikke kan lide, men det gode er langt bedre, end jeg turde håbe på.

457 – Jackson Browne – For Everyman (1973)

Udgivet den af
Svar

Jackson Browne debuterede i 1972 med et eponymt album, og det blev rost til skyerne af anmeldere verden over, og salget gik heller ikke halvskidt. At følge op på sådan et album er svært, men Browne gjorde det nok engang. Hans opfølger, For Everyman, som den kom til at hedde, havde meget af den samme soft-rock-suppedas, han også fokuserede på i løbet af meget af debuten, men han sørgede for at oppe sig hvad angik skrivning af melodi såvel som tekst. Albummet åbner med et cover af Eagles-sangen Take It Easy. Den afviger ikke forfærdelig meget fra originalen, men det skyldes nok i stor grad, at Browne var med til at skrive den i første omgang. Derudover passer den også godt ind i albummet, da den rigtig flydende går over i Our Lady of the Well, der er et rigtig godt eksempel på den lidt sørgeligere Jackson Browne, både hvad angår melodi og tekst. Især teksten er rigtig stærk. Browne har et helt utroligt billedsprog, som kun få kan matche. Melodien har dog altid været Brownes svagere side. Jovist, den har altid stor effekt, så længe man hører på den, men kun enkelte numre bliver i hovedet, når man er færdig med at lytte til dem.

Colors of the Sun er dog netop en af undtagelserne. Den er rigtig rolig og drømmende, der er endda et rigtig svagt psykedelisk element i melodien. Sådanne minimale ting er Browne ekspert i – han er i sandhed en detaljernes mand. Mens det dog kræver opmærksomhed at finde ud af, lige præcis hvorfor hans sange virker, er det nok åbenlyst for enhver, at de nu engang gør det. På I Thought I Was A Child synger han om overgangen mellem barn og voksen, og mens historien er fuldstændig perfekt fortalt, bliver det efterhånden tydeligt at Browne ikke har en specielt stor stemme. Han formår da at komme med albummets måske bedste nummer. På These Days fortryder han store dele af sit liv, og hvis Brownes sørgelige lyd ikke virkede for dig på de andre numre, så burde dette nummer nok kunne overvinde dig med sin helt enorme styrke. Det er ret trist, så efter det, har man nok brug for noget lidt mere opmuntrende. Derfor er det så dejligt, at den energiske Redneck Friend, som selveste Elton John spiller klaver til, kommer. Det er et pragtfuldt nummer, som også hjælper albummet rent dynamisk

Selvom den lystigere Jackson Browne er dejlig at møde, så bliver det desværre til et kort bekendtskab. Browne fortsætter i den sørgelige grøft, som måske er ved at blive en smule tør. På egen hånd er The Times You’ve Come en rigtig rørende, velspillet sang, men den ender med at være i en kedelig suppedas, hvor den bliver kraftigt overskygget af lignende numre som These Days eller det efterfølgende nummer, Ready or Not, der handler om, at fortælleren skal tage stilling til, hvorvidt han er klar til at blive far efter et one night stand. Det er en tekst, der virkelig er værd at tænke over. Da kommer Sing My Songs To Me, og den er desværre en kende banal, men den er i det mindste lystig, hvilket er på sin plads efter et så alvorligt nummer. Men han har bevist før, at han sagtens kan lave bedre sange, når han skal være i godt humør. Præcis som med de to åbningsnumre, bliver der her spillet direkte over i afslutningsnummeret, der ligeledes er et titelnummer. Det er meget mere ambitiøst i såvel melodi og tekst, og mens det ikke er noget fantastisk, fungerer det godt til at runde albummet af. Det er et album med fejl og mangler, men der er ligeledes rigtig meget godt på det, så hvis du er til soft-rock, bør du nok kigge lidt til For Everyman af Jackson Browne.

458 – John Prine – John Prine (1971)

Udgivet den af
Svar

John Prine dukkede ud af det blå op i 1971 med sit debutalbum, der simpelt nok blot hed John Prine. John Prines musik bestod i rigtig høj del af country og folk, og kun på få sange lyder han mere af det ene end det andet, oftest fordi hans accent narrer lytteren til at tro, at der egentlig er mere country i musikken, end der egentlig er. Og som en person, der ikke er specielt glad for country, hjalp det virkelig ikke på min umiddelbare opfattelse af albummet, at han sang sådan. Men John Prine synger næsten ikke i første omgang. Han bevæger sig tit i et eller andet sært mellemrum mellem sang og spoken word, ofte med de omkvædene som tydelige undtagelser, selvom det dog heller ikke er garanteret. Når man har med et så stille album at gøre, er det sværere at finde et godt åbningsnummer, men Illegal Smile gør det nu rimelig godt i den rolle. Kort tid efter Prine har åbnet munden, kommer han med linjen “Bowl of oatmeal tried to stare me down… and won” – og så er det svært, ikke at få rettet sin opmærksomhed mod albummet.

Desværre er det nummer nok pladens utvivlsomt absolutte højdepunkt. Meget andet går fra at være en kende fladt over at være mildt fængende til efterlade intet indtryk på mig som lytter i mindste grad. De bedre numre er f.eks. den ufatteligt country-lydende Paradise, som bare borer sig ind i hovedet med en utrolig fængende melodi – Pretty Good, der til en afveksling bruger elektrisk guitar. Det lyder mest af alt som et tredjerangs Bob Dylan-nummer, men det er stadig ret godt for enhver, der ikke er Dylan. Og den kraftigt orgel-drevne Sam Stone er også ganske sød. Til gengæld ville jeg slet ikke kunne fortælle dig, hvordan sange som Donald and Lydia, Spanish Pipedream eller Far From Me lyder, hvis du spurgte mig her og nu. Et gennemgående plus er dog, at Prine er en rigtig dygtig lyriker. Hans lyriske emner – Jesus, narkotika, blandede bolsjer – siger mig ikke en pind, men han gør dem altid lette at forstå, så det er ganske rart. Desværre formidler han kun ca. halvdelen af tiden selve musikken i en grad, hvor jeg nyder det.

John Prines blanding af folk og country virker for så vidt ganske unikt. Jovist, det er set andre steder, men i forhold til, at albummet er fra 1971, så holder det sig ganske godt. Det fungerer også ganske godt, hvis du ikke kan falde i søvn, især den sidste halvdel, hvor sangene bliver meget svagere. Ikke at jeg nogensinde er alt for begejstret for ret meget på første halvdel, men anden halvdel går nærmest ligeså hurtigt ud af hukommelsen, som den træder ind. Melodierne er bare ikke specielt stærke. Afslutningen, Flashback Blues, der holder sig i den mest folk-orienterede ende af pladen, er dog ret god. Den er lystig og dynamisk, og den runder rimelig godt det hele af. Men når alt kommer til alt, er John Prine ikke et utrolig specielt album. Det har absolut numre på sig, som jeg er glad for at kende til, men på den anden side, er der bare rigtig meget ved pladen, der ikke er værd at huske på. Det prøver ikke på at være mere, end det er, men det er bare i bund og grund ikke så meget. Det kan nok anbefales til fans af countrymusik eller rigtig store fans af traditionel folk-musik, men publikummet er så sandelig noget af en niche.

463 – Elton John – Tumbleweed Connection – (1970)

Udgivet den af
Svar

Elton John havde i 1970 fået enorm succes med sit andet album, Elton John, som indeholdt store hits som Your Song, Take Me to the Pilot og Border Song, og senere samme år udgav han Tumbleweed Connection, et om muligt endnu bedre album, der… slet ikke fik nogen hits, sikkert da ingen singler var udgivet fra det, med mindre vi medregner b-sider. Det er meget sært, for melodierne på dette album er simpelthen umulige at få ud af sit hoved. Dog er det samtidig tydeligt, at Elton John fokuserede rigtig meget på albumstrukturen og tematiseringen. Der er fokuseret meget på westernkultur, og dermed har John taget meget inspiration fra country-musik, men de indflydelser har arbejdet op mod at skabe meget mere end en almindelig country-sang normalt gør. Elton John er, som han er så berømt for, meget bombastisk og dramatiserende, men han var endnu ikke den glamourøse excentriker, som i dag både er så afholdt og hadet, så den landlige stemning får heldigvis stadig masser af rum at bevæge sig på.

Man får masser af dynamik på albummet. Festlige omend af og til en kende sarkastiske sange som Ballad of a Well Known Gun og Son of Your Father er godt adspredte, så de virker som større energibomber, når man så støder på dem, og førstnævnte sparker endda døren op for resten af albummet. På grund af den country-inspirerede stemning føles de dog aldrig den mindste smule malplacerede mellem de langsommere sange som Come down in Time, Love Song og Talking Old Soldiers. På nær de hurtigste numre, har de fleste sange meget udmattelse i især Johns vokal, og udmattelse og country passer perfekt sammen, også selvom, der er klarere elementer af symfonisk pop og rock and roll, for country-lyden er det, der gør netop dette album til noget særligt i Johns diskografi. At han var en dygtig sanger og sangskriver havde han allerede bevist med det foregående album, men herpå fik han udvidet sin musikalske horisont utrolig meget, og endnu mere forbløffende gjorde han det samme for mig som lytter.

Jeg er ikke den store fan af country-musik, så at Elton John sammen med sin gode ven og med-sangskriver, Bernie Taupin, kunne skabe noget så dynamisk, noget så fyldigt, mens de tog så meget tydelig inspiration fra country-musik og -kultur, er forbløffende i højeste grad. Der er masser at bide i i løbet af hele albummet. Nævnes skal også afslutningsnummeret, Burn Down the Mission. Det er et af de mest bombastiske og samtidig mest dynamiske numre. Den starter ganske stille, men der kommer gradvist mere drama og energi i melodien. Nogenlunde midt i sangen går den lidt ned i tempo, men så bliver det igen mere og mere dramatisk og desperat. I slutningen kommer da en fantastisk klaversolo, der sammen med et væld af instrumenter skaber en perfekt afslutning til et næsten perfekt album. Tumbleweed Connection er et helt formidabelt album, som kan anbefales uanset hvad, du synes om for en slags musik. Jeg er begejstret for den, og den bygger kraftigt på genrer, som jeg generelt ikke kan lide, så jeg tør næsten ikke vide, hvor meget, du ville kunne lide dette album, hvis du lytter mere til country og klaverrock.

489 – Steve Earle – Guitar Town (1986)

Udgivet den af
Svar

Jeg er generelt ikke alt for imponeret af specielt meget country-musik. Det meste ser jeg som kønsløst, kedeligt og uvigtigt. Jeg ved ikke hvad, der tiltrækker andre til country, for selv kan jeg ikke se andet i det end stemningen. Og den stemning kan jeg også få hos masser af rockmusik, der samtidig leverer rigere musikalske oplevelser. Med det sagt er Steve Earle ikke halvdårlig, og hans debutalbum, Guitar Town fra 1986, har faktisk nogle halvrige musikalske oplevelser. Han er da heller ikke fuldblods country, han arbejder mere med country-rock, og rockelementerne er oftest det, der holder min interesse i albummet. Albummets største bedrift er nok det charmerende åbningsnummer, Guitar Town. Han synger om sig selv med et smil på læben, som bliver leveret så godt, at man nærmest kan se hans ansigtsudtryk for sig, når man lytter til den. Dens riff er fængende, og jeg bliver selv rigtig glad i låget, når jeg synger med på guitar-overgangen mellem to linjer. Charme er noget, der virkelig bærer Guitar Town – uden den ville det være en langt kedeligere oplevelse.

De to første numre – Guitar Town og Goodbye’s All We’ve Got Left er rigtig gode, og pudsigt nok mærker man tydeligere rockindflydelsen i dem, især sammenlignet med det tredje nummer. Hillbilly Highway lyder alt for meget som en andenrangs Hank Williams-efterligning, hvis du spørger mig. Omkvædet falder også i en anden fælde, som viser sig at være pladens største problem, nemlig at teksten bliver meget corny. Det er til at holde ud, men sangen ville være meget lettere at overkomme, hvis han ikke lavede sådan nogle tumpede knæk i sin stemme konstant. Versene er til gengæld rigtig godt skrevet, og det ville nok være bedst hvis der slet ikke var et omkvæd, hvilket er noget, albummet heldigvis holder sig fra det meste af tiden. Steve Earle smører sit charmerende lille smil fra sine læber på My Old Friend the Blues, en langsommere sang, der lyder ganske oprigtigt udmattet. Udmattelse er netop en af de følelser, som bedst kan udtrykkes gennem countrymusik, så der er ikke meget genrefusion på det nummer.

Steve Earle er som sagt værst, når han bliver for corny, og ingen sang på Guitar Town er mere corny end Little Rock n’ Roller. Det er næsten til at brække sig over, når han synger linjer som “Cause I know there’s an angel just for rock ‘n’ rollers” i omkvædet til sangen, der er en undskyldning om hvorfor han ikke kan komme hjem til sin søn i nat. Hans ellers charmerende lille smil bliver så fedtet at han lige så godt kunne være vært på America’s Funniest Home Videos. Han afslutter albummet med den minimalistiske Down the Road, og minimalismen passer meget godt til hans landlige personlighed. Steve Earle er ikke meget pompøs. Han er som hvis en eller anden fyr, som du engang har mødt på landet, begyndte at lave country-rock og viste sig at være ret god til det. Guitar Town er på den måde fejlfyldt, men den føles altid så jordnær, at man kan undskylde fejlene let. Hvis du kan lide countrymusik, så erGuitar Town nok et album for dig, og selvom visse sange kan nydes af en, der sjældent lytter til country frivilligt, er albummet som helhed mest reserveret til folk, der lytter til det regelmæssigt.