Tag-arkiv: Alternativ rock

315 – Pixies – Surfer Rosa (1988)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker tidlig alternativ rock. Jeg elsker i det hele taget alternativ rock, men i 80’erne havde det generelt en hårdhed og en attitude, der ikke ses nær så ofte i dag. Og hvis noget band havde attitude i de go’e gamle dage, så var det Pixies, og lige fra deres første album i fuld længde, Surfer Rosa. Pixies gjorde meget ud af, at vise, at de havde rødder i punk-musikken, og de fleste af sangene på Surfer Rosa er da også rigtig korte og hårdtslående. Kun 4 af de 13 sange er over 3 minutter lange, men disse er også nogle af de bedste. Navnlig er Where Is My Mind? og Gigantic nogle smukke sange, og de er også sjovt nok nogle af de langsomste på pladen. Forstå ikke dette sådan, at Pixies ikke er gode til at skrive hurtige sange, men placeringen mellem alle disse hurtige sange får fremhævet de langsommere sange. Det gør dem virkelig forfriskende, og får dem også til at fremstå meget dybsindige og filosofiske. Især Where Is My Mind? lyder som om, forsanger Black Francis’ sindstilstand bare går i spåner.

Mellem numrene finder man tit ren snak. Både noget, der virker forberedt, men på andre tidspunkter virker det fuldstændig improviseret. Det giver lidt ekstra liv til pladen, så den føles som om, den kunne være optaget i en lang smøre i en garage. En enkelt gang fortsætter det i længere tid end hvad godt er, nemlig mellem Oh My Golly! og Vamos, hvor der går næsten et helt minut uden musik, men selv her er det stadig en ret morsom lille optagelse. Forsanger Black Francis er en virkelig speciel vokalist. Han har en enorm skingerhed i sin stemme, og den er samtidig meget nasal. Den minder i grunden ret meget om Billy Corgan fra the Smashing Pumpkins, der ville blive store et par år senere, Black Francis råber bare meget mere. Den største sanger på pladen er dog efter min mening backingvokalist Kim Deal, som synger for på et enkelt nummer, nemlig den skønne Gigantic. Ellers er hun bare en virkelig skarp stemme, der brager sig frem. Man kan let lægge mærke til hende, og hun stjæler virkelig hele showet, hver gang hun åbner munden.

Pixies er virkelig gode til at udtrykke følelser på Surfer Rosa, og følelsen, de udtrykker oftest er uden tvivl forvirring. Det føles som om intet i hele verden går, som det skal, når man lytter til pladen, og dette kan især Black Francis’ sangskrivning takkes for, men meget af det ligger også i måden, det bliver spillet på. Black Francis’ skingre vokal bevæger sig over nogle meget distorterede guitarer, der tit er lige så langt fremme i lydbilledet som vokalen. Tit fylder de endnu mere, og de spiller meget simple, punkede akkord-strukturer, og på grund af disses store fremtræden i musikken er den generelle stemning meget psykopatisk og vild. Teksterne er på grund af de høje guitarer ikke altid lige lette at høre, men for det meste er de fuldstændig vanvittige. På Broken Face bliver f.eks. der sunget om en dreng, der er resultat af generationers incest, og som dermed ser ret forfærdelig ud. Albumstrukturen er også meget smuk. Alle sangene hænger virkelig smukt sammen, og grundet den korte længde, føler man ikke, at distortionen fylder for meget. Surfer Rosa er et fuldkommen pragtfuldt album, som alle fans af rockmusik bør lytte til.

316 – No Doubt – Rock Steady (2001)

Udgivet den af
Svar

No Doubt har jeg et besværligt forhold til. Jeg gav deres gennembrudsalbum, Tragic Kingdom, en særdeles positiv anmeldelse for noget tid siden, men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke er vild med nogen andre plader, de har lavet. Rock Steady fra 2001 er ingen undtagelse, men langt fra hele pladen er noget værre lort. Dens intro er ikke lige min stil. Den er hovedsageligt a capella, men noget bip-bip-tekno dukker op mod slutningen, og det matcher ikke sangen specielt godt. Det er nok det ord, der bedst dækker over pladens væsentligste problem, altså “bip-bip-tekno”. Jeg har ikke noget i mod elektronisk musik, men de elektroniske elementer på denne plade er forfærdeligt underproducerede. De mangler noget af den stil og elegance, der gjorde Tragic Kingdom til sådan en fed plade. Den første reelle sang, Hella Good, er faktisk slet ikke dårligt skrevet, riffet er endda rigtig godt. Det er bare synd, at lag på lag af minimalistisk distortion og bippen.

Det andet nummer, Hey Baby, er dog fuldkommen forfærdeligt. Den er højlydt og ikke specielt tiltalende. Og hvad er det for en underlig idé med dance-musik, som man ikke kan danse til? De hiver dancehall-stjernen Bounty Killer ind til et gæstevers her, og for at være ærlig, så gør han bare det hele mere irriterende. Først på pladens femte nummer går gruppen væk fra dancemusikken, og det gør de med reggae-sangen Underneath It All. Produktionen er ret fin her, selvom hornene i baggrunden ikke er de mest tiltalende, og melodien er sjov og fængende, men det store problem her er bare teksten: “You want to love me – underneath it all” – fy for den da! Hele første halvdel af pladen kunne jeg let have levet uden, men så sker der noget. Det syvende nummer, Don’t Let Me Down er faktisk skidegod. Den har meget af den punkede attitude og stil, der gjorde Tragic Kingdom til en så formidabel plade. Produktionen er stadig ikke helt i øjet, men generelt fortsætter albummet med at være godt herfra.

Reggae-nummeret Start the Fire er ganske hyggelig, og den simplistiske Running udnytter rent faktisk bip-bip-teknoen til at skabe stemning! Produktionen er faktisk rigtig god herpå, og forsanger Gwen Stefani lægger virkelig hele sit hjerte i det. Det er næsten for godt til at være på denne plade. In My Head er et skridt i den forkerte retning, men det har faktisk mest noget med Gwen Stefani at gøre. Den kunne sikkert fungere godt med en anden sanger på sig, for hun er ikke så god til at være så dæmonisk og funky, som denne sang kræver. Derudover er teksten ret egoistisk, ikke ulig Underneath It All. Det bliver dog hurtigt gjort godt igen med to virkelig fede rocknumre. Først Platinum Blonde Life, der bare er en fed, fængende rocksang med masser af attitude og et svedigt guitarriff, men et rent højdepunkt kommer i form at Waiting Room som er opført i samarbejde med Prince, som de også skrev den med. Den er virkelig fed. Jeg ser sjældent plader, der er af så svingende kvalitet som Rock Steady. Der er virkelig gode sange og virkelig dårlige sange side om side. Desværre er det dårlige dog ikke kedeligt, det er bare irriterende, og det er om muligt værre, hvis du spørger mig.

327 – Alanis Morissette – Jagged Little Pill (1995)

Udgivet den af
Svar

I 1991 debuterede en blot 16-årig kvinde ved navn Alanis Morissette med albummet Alanis, og året efter udgav hun albummet Now is the Time. Jeg kan ærlig talt ikke sige, at jeg har hørt specielt mange af sangene på disse albums, men jeg kan da sige, at selvom alle sangene var delvist skrevet af hende selv, så var det meget upersonlig musik. Det var feel-good popmusik for et publikum, der var ca. 6 år yngre end hende selv. Det er ikke noget at blive specielt ophidset over. Grunden til, at jeg alligevel nævner det, er, at hendes tredje album, Jagged Little Pill fra 1995, var en ikke blot meget personlig plade, men den var også godt gammeldags vred. Lige fra åbningsnummeret, All I Really Want, har hun sine vrede små knæk, der gør hende sådan en genkendelig sanger, i gang for fuld udblæsning, og teksten er ikke mindre bitter. Hun bliver kort efter for alvor gal på nummeret You Oughta Know, der vel nærmest kan kalde hendes signatursang. Man kan blive decideret bange for hende med linjer som “you told me you’d hold me until you died, ’til you died, but you’re still alive” eller “Every time I scratch my nails down someone else’s back I hope you feel it”.

Jovist, Jagged Little Pill er fuld af vrede sange, og det er da nok også albummets fokus. Jeg ville nok endda lyve, hvis jeg sagde, at det ikke var det, hun var bedst til. Om ikke andet kommer der lidt variation i form af den reflekterende You Learn, den ganske vist ikke entydigt lykkelige, men uden tvivl ikke på nogen måde vrede Head Over Feet, den mest af alt triste Ironic – ja, i det hele taget er sidste halvdel af albummet generelt ikke nær så vred. Det føles meget som om, hun reflekterer over sine vredesudbrud i starten. Der er dog en meget væsentlig undtagelse hertil, nemlig afslutningsnummeret. Det er en gentagelse af You Oughta Know, dog er den her mixet til at være en smule hårdere. Man lægger ikke rigtig mærke til det, men hvis man bytter om på de to udgaver i rækkefølgen, så føles det bare forkert. Det bedste ved at afslutte med denne sang er, at albummet bliver smukt afrundet. Morissette råber højt og selvbevidst, at sådan er pladen altså, om du så kan lide det eller ej.

Noget trist ved denne plade er, at nogle af sangene slet ikke gør noget for mig. Den første halvdel er fuld af gode sange, men på anden halvdel finder man sangene Mary Jane og Wake Up. Wake Up har sine fans, men selv kan jeg ikke se så meget i den, der adskiller den fra resten af pladens sange, selvom den er en ganske god sang på egen hånd, og Mary Jane er bare virkelig kedelig. Der sker næsten intet, og Morissettes stemme er usædvanlig ren og personlighedsløs, hvilket man ikke forventer at sige om sådan en karakter som hende. Desuden er der bare en vis mangel på originalitet. Det er pop-rock, som man har set det så tit før, og selvom der er meget personlighed og god sangskrivning, så føler jeg af og til, at jeg mangler en årsag til ikke bare at lytte til Tori Amos, Oasis, Liz Phair, Semisonic, Sheryl Crow, Goo Goo Dolls eller Fiona Apple – og det er end ikke fordi, jeg kan lide alle disse bedre end Morisette. Alanis Morisette fik dog virkelig skrevet sig ind i historiebøgerne med Jagged Little Pill, og med sin perlerække af hits og stærke sangskrivning, så bliver den der nok.

 

329 – Sonic Youth – Daydream Nation (1988)

Udgivet den af
Svar

I 80’erne blomstrede USA’s alternative rock-scene rigtig flot op med navne som Pixies, Dinosaur Jr. Jane’s Addiction, The Replacements, Hüsker Dü, R.E.M. og naturligvis Sonic Youth. Alle disse bands var virkelig indflydelsesrige på genrens helt store gennembrud i starten af 90’erne, men selvom du sikkert nyder din Nirvana, Smashing Pumpkins og Green Day, så ville intet af det være det, det var blevet til uden plader som Sonic Youths Daydream Nation fra 1988. Det er et meget punket, hårdtslående rockmusik, der ikke er bange for lege med lydlandskabet, sangskrivningen, dynamikken, præsentationen eller for den sags skyld hvad som helst. Daydream Nation er en time og 10 minutter lang, og det er jo ret meget. I de fleste tilfælde ville jeg nok sige, at det var for meget, til at man kunne holde lytteren engageret i løbet af hele pladen. Sonic Youth gør det dog. Af og til bemærker jeg længden, men langt størstedelen af tiden, føles det ikke længere end et hvilket som helst album.

Det, der virkelig bærer Daydream Nation er den fantastiske albumstruktur. Åbningsnummeret Teen Age Riot griber hurtigt fat i lytterens opmærksomhed med sit forførende riff, men samtidig bygger det ganske langsomt op mod intensiteten, man finder overalt på dette album. Det er perfekt placeret, og det samme kan man sige om de tre sidste numre på pladen, der sammen udgør Trilogy, der på visse udgaver bare står som et enkelt nummer. Uanset hvad tracklisten siger, så er der i hvert fald fantastisk samspil mellem de tre dele af trilogien. At afslutte med en trilogi er et meget konkluderende valg, og det føles virkelig som om, der bliver lagt låg på albummet. Man kan ikke kræve mere efter så god en afslutning. I løbet af hele albummet sørger dejligt meget støj for at bevare pladens friskhed. Hvis du ikke er til forvrængede guitarer, marcherende trommer og massive lag af feedback, så er Daydream Nation nok lidt svær at anbefale, men sådan nogle elementer sørger for, at musikken holder i så lang tid, hvis man kan lide dem i første omgang.

Melodierne på Daydream Nation er dejligt varierede. Mange af numrene er omkring de 7 minutter, og på dem ser man især deres evner som sangskrivere. En af mine favoritter er Total Trash, der i starten virker som en af pladens simplere sange, men efterhånden udvikler det sig til en fanfare af støj og instrumenter, der bare overfalder hinanden. Der er tit en meget asocial, reflekterende stemning, som om pladen rent musikalsk bare går dybt, dybt ned i bandmedlemmernes sind. Alle bandmedlemmer har i øvrigt været med til at skrive alle sangene, og det har sat sit præg. Jeg har sjældent lyst til at nævne bandmedlemmerne ved navn, for de ender tit med at udgøre denne store helhed, der er Sonic Youth. Deres vekslen mellem forsangere er også behageligt, især når de tre forsangere har så forskellige stemmer: Thurston Moore har en meget skinger en, i og med at Kim Gordon er kvinde, er hendes stemme naturligvis lysere end de andre, og Lee Ranaldo har en rigtig blød, behagelig en, som dog sagtens kan rocke med de andre. Daydream Nation er virkelig gennemarbejdet, og den kan let anbefales!

336 – Soundgarden – Superunknown (1994)

Udgivet den af
Svar

Soundgarden er blevet beskrevet som mange ting. Nogle kalder dem heavy metal, nogle kalder dem grunge, og nogle kalder dem stoner-rock. Selv ville jeg sige, at de består meget af alle tre genrer, men uanset hvad du nu vil kalde dem for en genre, så er det rigtig fed, hårdtslående rockmusik. Dette kan især siges om deres helt store gennembrud, Superunknown fra 1994. Det er med 70 minutter deres længste studiealbum, men det er fyldt med god musik. Lige fra første sekund er det hårdtslående på åbningsnummeret Let Me Drown, der starter med et fængende guitarrif, og under dette kører en dejligt spøjs basgang, der minder meget om noget Jane’s Addiction kunne have lavet. Der er en meget djævelsk, funky undertone til meget af musikken, og det adskiller dem fra meget af samtidens rocklandskab. Andre gange har de tydeligvis været inspireret af shoegaze-bands som My Bloody Valentine og Slowdive, f.eks. på den smukke, æteriske Head Down.

Soundgarden er heller ikke bange for at flirte med det psykedeliske, det gør de bl.a. fremragende på deres store klassiker Black Hole Sun. Det bliver udført med hjemsøgende elegance og angst. Forsanger Chris Cornell udmærker sig rigtig meget på det nummer, og i det hele taget er han en af de største rocksangere nogensinde. Han har en rigtig imponerende stemme, og det er især tydeligt, når han lægger meget kraft i, hvilket har en meget truende lyd. Han lægger navnlig så meget kraft i, når vi når til omkvædene, der til tider er så bombastiske, at de kunne minde om klassiske rockgrupper fra 70’erne, såsom Aerosmith, T. Rex og Cheap Trick. Noget af det bedste ved Superunknown er, at ikke blot er alle 15 numre gode, men de fleste er virkelig, virkelig gode. Mange bliver i hovedet i rigtig lang tid. Selvfølgelig er singlerne meget fængende, men hvor de andre måske ikke er nær så poppede, så er de rigtig mindeværdige. Til trods for at næsten alle numre bærer den hårde lyd, har de individuelle særpræg, der gør dem meget unikke på albummet.

De første to tredjedele af albummet har nok de bedste sange, men til gengæld kan det godt mod midten føles som en lidt langtrukken affære. Ganske vist er alle numrene formidable, men nogle få kunne godt tåle at være lidt kortere, og selvom der er variation, har numrene ikke verdens smukkeste samspil. Det er ikke et specielt stort problem, men det er værd at bide mærke i. Til gengæld er dette slet ikke tilfældet på den sidste tredjedel, hvor man måske ikke finder mange mine yndlingsnumre, men det hele føles fandeme godt skruet sammen. Korte sange som Kickstand og Half fungerer som fine interludier, der giver pusterum for de længere sange, dette album generelt byder på. Lidt flere af dem ville faktisk have været rart, også selvom albummet blev en smule længere deraf. 90’ernes rocklandskab er fyldt med masser af fede bands, og Soundgarden er uden tvivl et af de bedste, og Superunknown er en af deres bedste plader. Der er ganske få ting, der ikke kører som smurt i olie, men det er at forvente med et album af denne længde. Og i forhold til længden, så er Superunknown virkelig, virkelig god.

360 – The Smashing Pumpkins – Siamese Dream (1993)

Udgivet den af
Svar

Da The Smashing Pumpkins i 1991 udgav albummet Gish, var de et lovende band. Da de udgav deres næste album Siamese Dream, var de superstjerner. Denne nye status var skam også fuldt ud fortjent, for Siamese Dream er et fantastisk album. Forsanger og Leadguitarist Billy Corgan arbejdede rigtig hårdt på at få hver eneste lyd til at være helt perfekt. På visse af albummets sange kan man høre op til 40 lag af guitarer spille over hinanden for at skabe en helt unik lyd. Guitaren er da uden tvivl det væsentligste instrument på albummet. Det er guitaren, man virkelig kan bide fat i, og man kan opdage masser af finurligheder i de ofte mange lag af guitar. Den er også nok det mest højlydte instrument på pladen. Nogle gange er der kun rytmeguitar, og så kommer der pludselig en virkelig fed leadguitar ud af det blå. Det gør albummet mere dynamisk, hvilket igen gør, at man har sværere ved at miste gejsten som lytter. Billy Corgans stemme er til gengæld ikke nødvendigvis noget for alle. Den er meget skinger, spinkel og nasal, og selv er jeg heller ej altid lige glad for den. Men følelsesmæssigt giver han altid hele armen.

Corgans melodier er altid rigtig gode. De fleste er ikke de mest fængende i verden, men de skaber til gengæld meget stemning. Sange som Disarm, Spaceboy og Luna er virkelig følelsesrige, og man sympatiserer meget med Corgan, mens han synger dem. Disse er tilfældigvis generelt ikke de hårdeste sange på pladen, men disse har nogle meget andre kvaliteter. F.eks. er Rocket, Soma, Geek U.S.A. og Silverfuck rigtig eksperimenterende, syrede numre, som jeg med lethed ville kunne kalde for progressiv rock, nok i højere grad, end jeg i grunden ville kalde det alternativ rock, som det så ofte bliver kaldt. Pladen er af en lidt længere art. Den er ikke ekstremt lang, men en helt time er nu stadig en del. Dog er der rigeligt med variation og dynamik på pladen, og det er det, der holder lytteren engageret. Siamese Dream er et album, der virkelig holder i længden. Jeg var faktisk stadig større fan af deres tredje album, Mellon Collie and the Infinite Sadness efter de første 4-5 gennemlytninger af Siamese Dream. Men efterhånden gik det virkelig op for mig, at der altid var noget at grave ned i her, og at melodierne generelt er bedre.

Sangenes kvalitet er som sagt rigtig høj for det meste, men der er dog nogle svingninger. Du kan ikke finde nogle dårlige numre på pladen, men hvor sange som Cherub Rock, Disarm, Soma og Silverfuck er så gode, at de stort set kan skubbe lytteren omkuld, virker Hummer og Sweet Sweet svage i sammenligning. Der er ikke rigtig noget skidt ved disse numre, men de springer ikke ligefrem ud mod dig, og du kommer næppe til at huske dem. Dog har begge numre en velfortjent plads på albummet. De hjælper med at få det hele til at hænge sammen. Sweet Sweet ligger lige mellem Silverfuck og Luna, og disse to sange har desperat brug for noget mellem sig, og Sweet Sweet fungerer ganske godt fra det synspunkt. Hvis du vil have en rigtig komplet, velkonstrueret musikoplevelse, så er Siamese Dream nok noget for dig. Der er rigtig meget at komme efter, og pladen kan sagtens tåle at blive hørt adskillige gange. Om du er til Nirvana, Rush, Jane’s Addiction eller Beck, så er Smashing Pumpkins nok noget for dig, og deres bedste album er uden tvivl Siamese Dream.

376 – Oasis – (What’s the Story) Morning Glory? (1995)

Udgivet den af
Svar

Det britiske rockband Oasis fik i 1994 stor succes med deres debutplade Definitely Maybe, og succesen blev faktisk endnu større med opfølgeren, (What’s the Story) Morning Glory? fra året efter. Albummet åbner med et kort preview af megahittet Wonderwall, før det reelle åbningsnummer, Hello, begynder. Blandt alle numrene på pladen kunne intet nok have åbnet bedre end Hello. Det er måske ikke den mest fængende sang på pladen, men det ville sørme også kræve meget. Sangen har meget force og energi, mens det dog har den sentimentale lyd, der huserer på mange af albummets bedste sange. Roll With It er en fed energibombe med en virkelig fængende melodi. Man bliver helt glad i låget af den, og man kan rigtig let finde på at synge med. Den måtte gerne være en kende kortere, for så meget udvikler sangen sig ikke igen, men sangen er stadig en af pladens mest mindeværdige. Den bliver efterfulgt af den nu klassiske Wonderwall, som jeg, såvel som alle andre, har hørt til døde efterhånden. Det har dog nok noget at gøre med, at vi snakker om en fantastisk melodi.

Oasis er helt enorme Beatles-fans, så det er intet under at Don’t Look Back in Anger på sine første klaverakkorder lyder lidt som John Lennons Imagine – eller at de for den sags skyld refererer til John Lennon med linjen “So I’ll start a revolution from my bed” – men deres inspiration går aldrig over i plagiat, for Don’t Look Back in Anger er ikke blot deres egen melodi, men det er en af de bedste popsange nogensinde. Der er få sange, jeg kan lytte til igen og igen uden at blive træt af den. Hey Now! virker lidt som et fyld-nummer. Melodien er ikke specielt fængende eller rørende, og jeg har svært ved at få meget ud af det. Det er ikke irriterende, men uanset hvor ofte jeg lytter til det, bliver det ikke særlig meget hos mig. Efter dette kommer et unavngivet instrumentalt interludium, der fungerer godt til at lave en dynamisk overgang mellem Hey Now! og det næste nummer, Some Might Say, der er en rigtig sjov, fængende sang. Den har vidunderlig sentimentalitet, men den bliver ved i lidt for lang tid, og gentager sig dermed en del, hvilket er trættende. Cast No Shadow lyder også ret meget af fyld. Melodien siger mig ikke noget, og der er også overraskende lidt spilleglæde herpå. Og koret lyder ret latterligt, mens forsanger Liam Gallagher prøver at være sentimental.

She’s Electric er rigtig sjov og glad. Teksten er noget værre vrøvl, men det gør slet ikke noget, og bandet ser ud til at indse det. Det er ikke den dybeste sang, men den har stadig meget af den sentimentalitet og livsglæde, der kendetegner bandet. Morning Glory er en af pladens mest rockede sange. Den er rigtig sjov og fængende. Den måtte godt være lidt kortere, for det korte omkvæd gentager sig en del. Endnu et unavngivet interludium kommer da, og dette hænger rigtig flot sammen med det 7½ minut lange afslutningsnummer Champagne Supernova. Det er et psykedelisk rocknummer af den allerbedste slags, og der er mere variation i dette nummer end noget andet på pladen. Det er virkelig fængende, og sentimentaliteten, jeg jo roser gruppen så meget for, er helt i top. På samme måde som hvordan Hello åbnede perfekt, afslutter Champagne Supernova bedre end noget andet nummer ville kunne. På Britpop-scenen er (What’s the Story) Morning Glory? et ikonisk album, og hvis du har smag for pop-rock, så lyt både til Oasis, men så sandelig også til Pulp, Suede, Blur og the Verve, bare for at nævne genrens største navne.

390 – The White Stripes – Elephant (2003)

Udgivet den af
Svar

I 2003 fik rockduoen The White Stripes en uventet succes med deres fjerde album, Elephant. Det var sørme også noget af et album. Det åbner med den moderne klassiker, Seven Nation Army, der med et af de fedeste guitarriffs nogensinde, helt utrolig dynamik og en virkelig gribende melodi fungerer helt perfekt som åbningsnummer. Ja, det er et helt perfekt nummer. Black Math er en mere punket sang. Det er virkelig energisk og larmende, og det får sat blodet godt i kog. Det er ikke verdens mest fængende melodi, selvom riffet dog er ret fedt. Til gengæld er melodien på There’s No Home for You Here virkelig fængende og brutalt. Det har kraftige elementer af såvel punk og blues, og gospel har også en diskret indflydelse, der gør oplevelsen virkelig unik. Det er en af pladens bedste sange. De følger denne med et cover I Just Don’t Know What to Do With Myself af Tommy Hunt, bedst kendt med Dusty Springfield. Sangen fungerer overraskende godt i deres beskidte behandling, og de gør det også yderst dynamisk – det kan gå fra blødt og poppet til vild garage-rock.

Normalt er guitarist Jack White forsanger, men på nummeret In the Cold Cold Night træder trommeslager Meg White væk fra slagtøjet og hen til mikrofonen. Hun leverer en virkelig god præstation, og sangen er i det hele taget skrevet og spillet mesterligt. Det er første nummer i en række af lidt blødere sange, hvor den anden er I Want to Be the Boy to Warm Your Mother’s Heart, en ganske nervøs sang, hvor Jack med en meget forsigtig vokal leverer nummeret virkelig oprigtigt. Den samme vokal bruger han også på måske pladens blødeste nummer, You’ve Got Her in Your Pocket. Den lyder derfor også meget nervøs, og med det akustiske akkompagnement har det stor effekt. Da skruer de godt op for lyden med den 7 minutter lange Ball and Biscuit. Det er den længste sang gruppen nogensinde har lavet, men den holder virkelig! Den er opbygget som en traditionel bluessang, men de gør virkelig meget med denne simple melodi. Et lige så skønt nummer er The Hardest Button to Button, der er et dynamisk, vildt og velskrevet garage-rock-nummer af allerhøjeste kaliber. Det er et af de mest mindeværdige numre på pladen.

Little Acorns starter med en meget interessant spoken word-intro af journalisten Mort Crim. Efter det går sangen over i en ret fed hard rock-sang, der lyrisk tager mange elementer fra den spøjse intro. Hypnotize er vildt og råt, og det er pladens korteste nummer. På under to minutter kan man dog sagtens få noget vildt, seksuelt garagerock af højeste karakter. The Air Near My Fingers er en virkelig fantastisk melodi. Man får den virkelig let på hjernen. Det er ikke det nummer fra Elephant, som jeg oftest hører omtalt, men det fortjener at være så utrolig meget mere populært. Det bliver for alvor bindegalt med Girl, You Have No Faith In Medicine, hvorpå Jack White hulker og græder sig igennem nummeret. Det lyder meget af det hårdeste Led Zeppelin, og det er virkelig headbanging-værdigt. Albummet slutter af med et country-nummer ved navn It’s True That We Love One Another. På den synger både Jack, Meg og en britisk sangerinde ved navn Holly Golightly. Det er et ret charmerende nummer, og hvor der er få ting jeg hader mere end country-duetter, så er denne faktisk virkelig sød. Det er ret sært, at albummet skal slutte sådan, men det virker virkelig. Elephant er et næsten fuldkommen perfekt album, og det er absolut et af 00’ernes bedste.

399 – Red Hot Chili Peppers – Californication (1999)

Udgivet den af
Svar

Red Hot Chili Peppers udgav efter nogle mildt succesfulde albums i 80’erne BloodSugarSexMagik i 1991. De kunne næppe have valgt et bedre tidspunk at udgive det på, for 1991 var året, hvor mainstream-publikummet for alvor begyndte at opdage alternativ rock, og de opdagede så sandelig Red Hot Chili Peppers. Efter denne plades udgivelse forlod den formidable guitarist John Frusciante dem, og dette var et stort tab, og pladen de udgav derefter, One Hot Minute, var ikke just noget specielt. Heldigvis vendte han tilbage i 1998, og Californication fra 1999 skulle så endelig få gruppen på rette kurs igen. Og hvis man bare lytter til starten, så tror man virkelig, at man sidder med noget af et mesterværk. Den funky Around the World, den punkede Parallel Universe, den sentimentale Scar Tissue, den dramatiske Otherside, den Public Enemy- og Jane’s Addiction-inspirerede Get on Top og den tænksomme Californication er alle rigtig velskrevne sange. De er desuden dejligt varierede, ikke blot i det hele taget, men hver sang fungerer som en fuldstændig perfekt kontrast til den foregående, mens albummet stadig undgår at følge et mønster.

Hvor kan man så gå herfra? Easily er i hvert fald en ret god sang, der er spillet rigtig godt, og den er en ren rutsjebanetur rent følelsesmæssigt. Det største problem ved Californication er som sådan bare, at der er fyld på. Heriblandt kan f.eks. nævnes porcelain. Den er en stille, Simon & Garfunkel-inspireret sang, der dog desværre ikke viser samme musikalske forståelse som 60’er-duoens største klassikere. Det sætter bare albummet i tomgang. Heldigvis kommer da en af pladens mest oversete sange, Emit Remmus, der er fængende, sjov og følelsesrig. I Like Dirt lyder meget som noget, der kunne have været på BloodSugarSexMagik i sin tid. Og selvom det er lidt mindre interessant end den plade generelt var, er gruppen næsten altid fede i dette element, og Frusciante brillerer også virkelig herpå. Til gengæld er This Velvet Glove det fuldkommen stereotypiske eksempel på en post-BloodSugarSexMagik-sang. Hvis du ikke kan lide deres mere poppede numre, så indeholder det her nummer nok alt, du hader. For alle os, der kan lide dem uanset stilart, er det nok bare et ret ordinært nummer, som man næppe kommer til at huske pladen for.

Savior er til gengæld en sang, man vil kunne huske – man vil nok kunne huske den, fordi den lyder som to halvfærdige sange, der aldrig nogensinde var tiltænkt samme nummer, men de blev så slået sammen i stedet. Det er interessant at lytte til i noget tid, men efter for mange gennemlytninger bliver nummeret trægt. De prøver med noget Prince-inspiration på sangen med den humoristiske titel Purple Stain. Den er fræk og funky, og man begynder ofte at smile af det, for deres spilleglæde går tydeligt igennem, og så er det også bare en skideskæg sang. De fortsætter med funk på pladens korteste sang, Right on Time, og det er også en rigtig god, dynamisk sang. Den gør alt, Savior gjorde håbløst forkert, fuldstændig rigtigt, for sangen er meget varieret, men overgangene får nummeret til at hænge godt sammen. Afslutningsnummeret Road Trippin’ er også rigtig godt. Det er ikke så vildt, men takket være både strygere og en flot, flot guitarpræstation bliver det til en virkelig dynamisk oplevelse. Californication har nogle knap så gode numre her og der, men når det er godt, er det ofte virkelig godt, så jeg kan faktisk stadig let anbefale det.

405 – PJ Harvey – Rid of Me (1993)

Udgivet den af
Svar

PJ Harvey er et af de allerstørste navne i alternativ rock, og hendes andet album, Rid Of Me er ofte opfattet som hendes største værk. På denne finder man 14 meget forskellige numre, alle af rigtig høj kvalitet. Dynamik er noget, hun lige fra første nummer, titelnummeret, fremviser, at hun har meget kontrol over. Dette er nok et ret ekstremt tilfælde på overgang mellem stille og højlydt, men det virker helt perfekt. Andre steder på albummet er overgangene noget blødere, men det helt enorme adrenalinsus. Der er rigtig mange hårde lyde i løbet af albummet, så dynamikken er vigtig. Det er komposition naturligvis også, og hendes melodier er fuldkommen gribende. Fængende ville næppe være ordet for specielt mange af dem, men man kan let sidde forgabt i hendes lydunivers. En af de bedste sange, Man-Size er faktisk på albummet to gange, begge gange fortræffeligt. Underligt nok først i en alternativ udgave ved navn Man-Size Sextet, hvor en stryger-sekstet – spillet udelukkende af Harvey selv – får hende til at virke ømmere, idet ingen andre instrumenter er med på sangen.

Senere på albummet kommer så den rigtige udgave af Man-Size og det er vitterligt en helt anden oplevelse. Hun virker stærkere og mere dominerende, det til trods for, at det er den fuldstændig samme tekst og melodi. Hun synger den end ikke på en videre anderledes måde, men at høre den med bas, trommer og guitar er så anderledes, at man får en helt anden opfattelse af hende. Hun har faktisk også et enkelt cover på pladen. Det er af Bob Dylans legendariske Highway 61 Revisited, og det lyder skønt i hendes udgave. Jeg foretrækker nok stadig Dylans version, men hendes vrede, punk-metal-udgave er noget af et under. Igen er det et eksempel på en mere ekstrem side af dynamik, for i starten af sangen kan man knap nok høre, hvad Harvey synger, hvis man ikke har skruet godt op, men det bliver tydeligere. Faktisk er det overraskende ofte, at jeg ikke kan høre et ord, og sært nok irriterer det mig slet ikke. Nej, det nærmest fascinerer mig. Det får hende til at virke mere mystisk og sexet, og jeg har ingen anelse om, hvordan hun gør det. Enhver anden kunne gøre det samme, og jeg ville hade det.

Rid Of Me er et meget beskidt album, og det prøver ikke på at skjule det. Det er samtidig meget seksuelt, så det skaber en interessant kontrast. Det er helt vildt ulækkert og attraktivt på en og samme tid. Det er noget Harvey er fuldkommen fantastisk til. Jeg ved igen ikke helt hvordan hun gør det, for med mange andre, ville de ligne manglende fokus, hvor Harvey på nærmest magisk vis kan fokusere på både støj og sex. Meget af rosen fortjener producer Steve Albini dog også, for han har haft en vigtig indflydelse på lyden. Dog tror jeg næppe, produktionen på dette album havde haft nær så enorm effekt, hvis vi ikke snakkede om netop PJ Harvey. Rid of Me er et vovet, interessant album, der hele vejen igennem tør at overraske lytteren med mange forskellige indtryk. Hvis du på nogen måde kan lide alternativ rock, om det så skulle være Tool eller Nirvana, så kan Rid of Me anbefales virkelig let. Det er en af 90’ernes bedste plader, og Harvey er en af 90’ernes dygtigste musikere.