Tag-arkiv: Funk

126 – Talking Heads – Remain in Light (1980)

Udgivet den af
Svar

Talking Heads kan på overfladen blot virke som et fjollet firserband, der kom lidt tidligere end alle de andre fjollede firserbands. Det er dog på ingen måde en beskrivelse, der yder dem retfærdighed, for deres mest roste plade, Remain In Light, er så innovativ og aparte, at det er svært at fatte, at den blev udgivet allerede i 1980. Åbningsnummeret, Born Under Punches (The Heat Goes On) starter “blot” som et meget funky post-punk-nummer, lidt hen af noget Gang of Four kunne have lavet, men senere kommer mange elementer af Afrobeat, og mens nogle elementer bliver repeteret, kommer andre i massevis af lag, og ender i et stort cluster af lyd og galskab. Denne åbning er så sær og alligevel fængslende, at man ikke helt kan stoppe med at lytte til sangen. Afrobeat-lyden fortsætter på Crosseyed and Painless, især i forhold til hvordan forsanger David Byrne råbesynger over groovet, for derefter at gå over i melodiske, lettere psykedeliske korstykker. Den bidende koklokke er også værd at fremhæve. De inkorporerer endda et kort stykke, der mest af alt lyder som rap, men det forsvinder lige så hurtigt som det kommer. Talking Heads forstår om noget at ride grænsen mellem det morsomme og det ukomfortable.

The Great Curve er på mange måder et af de mere poppede numre, og på mange andre slet ikke. Omkvædet er simpelt og fængende, men lyden er som helhed mørk og dommedagsagtig, hvilket kun bliver stærkere af en skæv Robert Fripp-lignende guitarsolo fra Adrian Belew. Det simple omkvæd rammer også en intensitet til sidst, og man kommer i tvivl om, hvorvidt man bør danse eller skælve. En sang, jeg dog har hørt så mange gange, at jeg næsten altid bliver glad af at høre den, er den sjove Once in a Lifetime. Her formår de, som de nok i højere grad gjorde senere i karrieren, at gemme det mørke og sindstvivlende under noget glad, poppet new wave. Det gør dog ikke, at de ikke rammer den stemningsmæssige “uncanny valley” til tider, men man får lige akkurat nok, så man stadig kan synge med på omkvædet. Houses in Motion er en på alle måder mere gruopvækkende sang, især grundet soloen til sidst, der mest af alt lyder som en halvslatten trompet. At Talking Heads’ tekster kan være svære at forstå øger i mine øjne denne følelsesmæssige usikkerhed. Hvad betyder “Visiting houses in motion”? Jeg ved det ikke, men det lyder syret.

Seen and Not Seen starter nærmest som noget vestkyst-hip hop fra 90’erne, og det ærger mig, at den aldrig er blevet samplet af Snoop Dogg eller Dr. Dre. Som sangen dog skrider frem, bliver den mere æterisk og for en gangs skyld, er der et meget klart narrativ. Det er en underholdende, lettere tankevækkende tekst. Instrumentationen er også mere tilbagelænet her, så teksten kommer virkelig i fokus. Det handler om udseende, identitet og mangel på samme. Det minder mig i grunden lidt om en sang som Showroom Dummies af Kraftwerk, hvilket kun er en god ting. Listening Wind indeholder nogle tydelige psykedeliske elementer, nogle instrumenter lyder endda til tider som om, de bliver spillet baglæns. Brian Enos produktion er noget af det væsentligste, der gør dette nummer gribende, og så meget mere inderligt end resten af pladen. Og så lægger det flot op til nok det mørkeste nummer, Talking Heads nogensinde har lavet. The Overload er ikke en sjov sang. Det er en langsom, grum sang, der sender kuldegysninger ned af ryggen. Den sætter et meget deprimeret punktum på en plade, der er fuld af følelsesmæssige op- og nedture. Hvis du vil høre, hvorfor Talking Heads ikke blot er nogle sjove firsergøglere, så lyt til Remain in Light. Den udtrykker eminent bandets dybde.

131 – Diverse kunstnere – Saturday Night Fever (1977)

Udgivet den af
Svar

Foruden at være stor musiknørd, har jeg også en vis interesse i film. Når et album hænger tæt sammen med en film, sørger jeg derfor tit for at se filmen, inden jeg anmelder pladen. Det er efterhånden et par måneder siden, jeg fik set Saturday Night Fever, den klassiske ungdomsfilm, der i 1977 gav John Travolta sit gennembrud. Det er absolut en anbefalelsesværdig film, der troværdigt skildrer tidens ungdom, mens der også er masser af interessant drama til stede. Det er ikke nogen stor cinematisk triumf, men filmen er mindeværdig, stilfuld og kompetent. Og så er lydsiden bare vidunderlig. Et centralt emne i filmen er en disko-dansekonkurrence, og derfor er filmen udstyret med nogle af de bedste disko-sange nogensinde. På pladen finder man kunstnere som Walter Murphy, Kool & The Gang, KC and the Sunshine Band, The Trammps og naturligvis Bee Gees, hvor sidstnævnte opfører 6 af pladens 17 numre, og de har skrevet yderligere to. Tit bliver pladen derfor også opfattet som et Bee Gees-album, selvom man ikke bør overse de andre kunstneres bidrag. En stor del af sangene er lavet specifikt til filmen, mens visse andre, herunder Boogie Shoes, Disco Inferno og You Should Be Dancing, var udgivet tidligere i andre sammenhænge.

I filmen optræder så mange sange, at man umuligt kunne få dem alle med, og det er nok godt det samme. I filmen optræder Disco Duck og Dr. Disco af Rick Dees, og de er decideret forfærdelige sange, og de optræder mest af alt i filmen som en joke. Disse er de eneste to sange, der blev frasorteret på albummet, og det er jeg glad for. Ellers optræder alle sangene fra filmen, og der er endda gjort plads til den instrumentale musik. Denne instrumentale musik bliver ligeledes spillet i bedste disko-stil, og er virkelig festlig. Ralph MacDonalds Calypso Breakdown er lidt langtrukken, og David Shires Manhattan Skyline er en kende intetsigende, men til gengæld er numre som David Shires Night on Disco Mountain og Walter Murphys A Fifth of Beethoven meget spændende. De er disko-genfortolkninger af klassiske kompositioner, hhv. Mussorgskijs En nat på Bloksbjerg og Beethovens femte symfoni. Begge fungerer virkelig godt, og de giver noget drama til soundtracket, som de fleste andre sange ikke gør. Af en eller anden årsag finder man på albummet også Jive Talkin’ af Bee Gees, der som den eneste sang på pladen ikke optræder i filmen. Jeg klager dog ikke så højt, for det er uden tvivl en af de bedste Bee Gees-sange nogensinde, og den passer godt ind.

Bee Gees er selvfølgelig en væsentlig del af pladen, men det er faktisk bygget sådan op, at de andre kunstnere får godt med plads til at vise sig frem. Pladen starter med fire Bee Gees-numre i rap, og først på disc 2 får man to yderligere Bee Gees-numre. Overgangen fra Bee Gees til de øvrige kunstnere sker også ret naturligt, da den første sang af en anden kunstner er Yvonne Ellimans If I Can’t Have You, der er skrevet af Bee Gees. Den sidste Bee Gees-sang inden denne er More Than A Woman, en vældig veludført kærlighedssang, ingen klager herom. Jeg synes derimod det er lidt kedeligt, at vi allerede tre numre efter får lov til at høre den igen, denne gang i en cover-version af Tavares. Denne udgave er endda ikke særlig forskellig fra Bee Gees-versionen, så i mine øjne er det meningsløst at inkludere begge, især så tæt på hinanden. Pladens sange er alle sjove og dansevenlige, og de er tilpas varierede i intensitet. Især Bee Gees-numrene er fængende; Stayin’ Alive, Night Fever og How Deep Is Your Love er klassikere af en årsag. Mens filmen er god, tror jeg at soundtracket stadig er endnu bedre. Hvis man har det mindste ømme punkt for lækker popmusik, kan det sagtens anbefales.

138 – The Meters – Rejuvenation (1974)

Udgivet den af
Svar

The Meters er et af de helt store klassiske funkbands, og alligevel føler jeg tit, man glemmer dem, når man snakker om funkgiganter som Parliament/Funkadelic, James Brown og Tower of Power. Mit eget bekendtskab med The Meters kommer mest fra den instrumentale plade Look-Ka Py Py, men de fleste funkfans peger ofte på Rejuvenation fra 1974 som deres mesterværk. På denne plade finder man derimod vokaler på alle numre. Instrumentationen er dog stadig i fokus. Deres leadguitarist, Leo Nocentelli, har grebet mikrofonen, og mens han absolut er en acceptabel sanger, ligger hans force for alvor i guitaren, som stadig er latterligt funky. På åbningsnummeret People Say arbejder bandet virkelig godt sammen om at skabe et dynamisk, spændende og levende nummer, som dels har et sprødt, fængende omkvæd, men også et lag af lyde, der ikke er til at stå for. Det er klassisk, fandenivoldsk funkmusik med alt, man elsker det for. De går dog på pladens andet nummer, Love Is for Me, over i en mere soul-præget lyd. Vokalen er her mere i centrum, og bandet er ikke nær så agressive med at vise deres kundskaber. Det lyder dog stadig latterligt godt, for The Meters er og bliver et af de mest velspillende funkbands nogensinde.

Det mest populære nummer fra Rejuvenation er nok det tredje, Just Kissed My Baby, der har et guitarriff med en spøjs, fængslende rytme og en bas, der virkelig siger spar to. Et simpelt orgelriff får assistance af nogle energiske trompeter på bestemte tidspunkter, og det hober sig op i et fedt klimaks mod slutningen, før der bliver lagt en dæmper på det til det afsluttende vers. Noget The Meters gør meget på pladen er at veksle mellem Nocentellis solovokal og et kor, og det skaber i mine øjne yderligere variation og overraskelse. På What’cha Say synger koret et par fraser med falsetsang, hvorefter Nocentellis dybere stemme svarer dem. Der er et lækkert, soulpræget overgangsstykke i midten, og mod slutningen gentager denne vending, “What’cha Say” sig i en lettere kaotisk facon. Den langsomme Jungle Man har en virkelig fed, futuristisk basgang, men det er nok ikke en af mine favoritter på pladen. Der er ikke rigtig nok interessante ideer, og når de endelig kommer, forsvinder de lidt for hurtigt. Nocentellis stemme bliver også overdubbet så meget, at den lyder en kende kønsløs, men man kan sagtens høre bandets høje tekniske niveau

Hey Pocky A-Way har en mere New Orleans-præget lyd med sin vrøvletitel, sit boogie woogie-inspirerede klaver og sine call-response-sekvenser. Det er en ret simpel sang i sin struktur, men udførslen er eminent, og den lyder ret unik på pladen. Man mærker en mere negativ lyd på It Ain’t No Use, der har en fuldkommen djævelsk percussionsektion fra Ziggy Molestile. Trommerne lyder som noget Curtis Mayfield kunne have fundet på, mens der kommer en vild Santana-agtig guitar fra Nocentelli. Efter et stykke tid med almindelig struktur udvikler sangen sig til en bunke af soloer, og med sine 12 minutter er det utvivlsomt det bedste sted på pladen, at opdage bandets tekniske kunnen. En vældig sød lille kærlighedssang ved navn Loving You Is on My Mind kommer da. Jeg er sikker på, at det er en kærlighedssang, for titlen er stort set den eneste linje, og så lyder sangen også bare så utrolig lykkelig, hvilket især keyboardist Art Neville kan takkes for. Pladen afsluttes med fanfavoritten Africa, der lyrisk er meget dybere end alt andet på pladen. Noncentelli får sine ord til at veje meget, og bandet supplerer med mange fine musikalske motiver. Jeg kan rigtig godt lide Rejuvenation, nok endnu bedre end jeg kan lide Look-Ka Py Py, og jeg kan med lethed forestille mig at ville kigge på resten af deres diskografi.

Jeg vil desuden gerne meddele en meget glædelig nyhed, nemlig at jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Man kan stemme på mig her.

 

163 – Prince – 1999 (1982)

Udgivet den af
Svar

Hvis man lige ser bort fra Purple Rain, så er intet Prince-album så folkeligt elsket som 1999. Sign o’ the Times er måske mere afholdt af anmelderne, men 1999 er mere poppet, mere festligt og fik flere store hits. De, der i højest grad er en indgroet del af vores populærkultur i dag er titelnummeret og Little Red Corvette. Disse starter albummet ud, og de er efter min mening lige så fantastiske som konsensus siger. Især den lidt mere diskrete Little Red Corvette er i min optik meget charmerende og elskværdig. Det er en af den slags perfekte popsange, hvor den ene lille genialitet bare overfalder den anden. Og den er med sin synthesizer-tunge lyd stadig mere menneskelig en rigtig meget musik, hvor instrumenterne er helt organiske. Men de andre numre er faktisk lige så interessante, fængende og sjove som dem, jeg kendte i forvejen. Nu nævnte jeg netop, at 1999 er en ret folkelig plade, hvor numrene er fængende og poppede, men sangene er fra start til slut også meget lange. Nogle af de i essensen mest poppede numre er blandt de længste. Det er numre som Let’s Pretend We’re Married, Automatic og Lady Cab Driver, alle latterligt sjove popsange. Og ingen af dem kører i længere tid, end de kan klare.

Lyden på 1999 er meget præget af synthesizere, men på visse numre hiver Prince også bassen frem og belyser sine funkrødder. Og ja, det er Prince selv, der hiver den frem, han spiller alle instrumenter på pladen undtagen backingvokaler og en enkelt guitarsolo. Funk-rødderne er tydeligst på Lady Cab Driver og D.M.S.R., og det giver virkelig disse sange en unik lyd blandt de øvrige, noget mere new wave-prægede numre. Han kan dog sagtens finde på at spille funkbas sporadisk som et lille diskret udtryk på en sang. Det giver hans musik detalje. Han tager også hånd om soul-genren. Han gør det på Delirious, der egentlig teknisk set har mere til fælles med blues, men det er mest Princes levering, der gør det. Det er nærmest en modernisering af det der meget blues-prægede nummer, der er på så mange soulplader fra 60’erne. Den sentimentale Free er et pragteksempel på Princes soul-inspiration. Den er vemodig og tilbageholdende, og efterhånden bliver den bombastisk på så latterlig vis, at kun Prince kan få det til at lyde vigtigt. International Lover, der slutter pladen af er noget rigtig sexet Marvin Gaye-inspireret soul. Det er også et nummer med en stor udvikling, men der er mange små hop i intensiteten, der gør det til en af de mest levende sange på pladen.

Nu hedder pladen jo netop 1999, hvilket var et år langt ude i fremtiden på Princes tid. Dette understreges ikke blot af de mange synthesizere men også af den futuristiske lyd på visse af numrene. Dette gælder ikke mindst de dybe robot-stemmer på titelnummeret, der virkelig bare lyder sjove. Men Automatic har en meget mekanisk lyd, hvor lag på lag af synthesizere næsten minder om tandhjul, der alle arbejder sammen. Den mørke Something in the Water (Does Not Compute) er også meget kold, næsten som en maskine. En konstant tikkende hi-hat gør denne ellers ret langsomme sang til en pressende dystopi. All the Crtitics Love U in New York bliver hovedsageligt fortalt gennem spoken word, og når der endelig bliver sunget, lyder det uhyggeligt. Mens teksten handler om at blive elsket, er musikken uhyggelig. 1999 har 11 virkelig fede numre på sig, og den strækker sig over 70 minutter. Det er selvfølgelig ret lang tid, men pladen holder virkelig til det. Ikke et nummer er ikke på niveau med resten, og hvert eneste nummer bidrager med noget unikt. Lyden er måske lidt tidstypisk, men pladen omhandler i høj grad tid, så det er kun passende. 1999 er en af Princes allerfineste stunder.

165 – Marvin Gaye – Let’s Get It On (1973)

Udgivet den af
Svar

Oven på den samfundskritiske What’s Going On og den meget ambitiøse Trouble Man valgte Marvin Gaye at tage sin musik i en ny og ganske anderledes drejning. Og dog er det nok den slags musik, han huskes bedst for i dag. Han lavede nemlig et album, hvor sex var i klar fokus. Selv de sange på Let’s Get It On, der ikke nødvendigvis handlede om sex i bogstavelig forstand, oser af sex i deres natur. Dog er der ingen af den slags hæmninger på åbningsnummeret, der ligeledes hedder Let’s Get It On. I dag er den måske uløseligt forbundet med den klichéfyldte sexsang, men den har på mange måder også dannet grundlaget for stort set alle sexsange sidenhen. Men det er også fordi den er så god. Hvis vi ignorerer de første få toner, der jo kun føles morsomme grundet deres senere status, så er der tale om et helt fantastisk nummer, der virkelig lægger op til et sexet album. Please Stay (Once You Go Away) er en lidt mere oprørt sang, der omhandler sorgerne ved, at en elsket potentielt kunne gå fra dig. Den beskriver alt det, Gaye ville gøre, hvis hans udkårne forlod ham, og på den måde cementerer det også hans kærlighed til hende. Det er ret smukt.

If I Should Die Tonight er en lidt langsommere sang, og den er mere diskret end tidligere. Flotte strygere sørger for at gøre lyden oprigtig, og det er rigtig flot arrangeret. Jeg tror ikke helt nummeret virker som en helstøbt sang nær så godt, som det gør som en del af albummet, for det bygger ikke rigtig op mod andet end nummeret, der følger efter, nemlig Keep Gettin’ It On. Keep Gettin’ It On er en slags fortsættelse til åbningsnummeret, lyrisk såvel som musikalsk, og det siger virkelig noget om Marvin Gaye som musiker. De fleste ville måske sige, at der ikke er brug for nær så meget konceptualitet i en plade om sex som en plade om samfundet, men Marvin Gaye kunne ikke drømme om at gøre noget halvt. Så jo, han vælger at fortsætte et tidligere nummer ganske direkte, hvilket skaber mere tematik. Come Get to This er et af pladens mest gennemførte numre med en levende instrumentation, der især udmærker sig ved flotte messingblæsere. Men det er et helt lille blæser-, stryger- og korarrangement, der bare skaber sangens enormt trygge og følsomme rammer.

Den stille Distant Lover er ikke just min favorit på pladen, men den har mange beundringsværdige kvaliteter. Den er først og fremmest lige så forførende som man efterhånden har forventet af Gaye, og teksten er også ret romantisk og stemningsrig. Dog er melodien ikke noget, der blæser mig omkuld, og derudover føles det underligt at høre en sang om at savne en ekskæreste, én man naturligvis ikke har sex med, når hver eneste anden sang på pladen handler om at have sex i nuet. Og det gør sangen bagefter naturligvis også, nemlig den sprøde og diskrete You Sure Love To Ball. Det er en af mine absolutte favoritter på pladen, og dens instrumentation formår på én gang at være virkelig afslappende og meget levende. Generelt er albummets anden halvdel meget afslappet, og dette gælder selv afslutteren. Den hedder Just to Keep You Satisfied, og derpå reflekterer Gaye over hele sit forhold, dog stadig med mange seksuelle undertoner. Det er en vemodig og stilfuld måde at afslutte pladen, og man kan på alle måder høre, at dens hovedformål var at runde pladen af. Let’s Get It On er så utrolig meget bedre, end man ville kunne forvente at den ville være på baggrund af forventningerne, og den er nok blandt Gayes bedste plader.

177 – Funkadelic – One Nation Under a Groove (1978)

Udgivet den af
Svar

Nu er det tid til et band, jeg har haft æren at se live, og det var en af de mest utrolige koncerter, jeg nogensinde har været til. De hedder Parliament-Funkadelic, og det er en sammenslutning af to af 70’ernes bedste funkgrupper: Parliament og Funkadelic, begge ledt af funkgeniet George Clinton. Funkadelic var mere rockpræget end Parliament, og de udgav i 1978 en af de bedste fusioner mellem funk… og stort set alt andet: One Nation Under a Groove. Okay, det er en overdrivelse, men lige fra åbningsnummeret, der ligeledes hedder One Nation Under a Groove. Det er stille og tilbagelænet, men teksten nævner da også noget om at bryde fri fra sine hæmninger. Nogle hæmninger, man kan mærke, og man kan nærmest mærke lydmure blive brudt i takt med at nummeret går amok. Det ender med at være umuligt at sidde stille til, og det er smukt. Bagefter bliver vi budt velkommen til det magiske land Funkadelica på Groovalleggiance. Denne sang har elementer af doo-wop og gospel, og Clintons grupper har da også en tendens til at prise funk på et spirituelt plan. Funk er ikke nødvendigvis en genre, hvis genren var så hellig, blev den jo ikke fusioneret. Det er en livsstil. Og den går netop ud på at smide hæmningerne, både fra sig selv og fra sin musik.

Det læner sig meget godt op af spørgsmålet, der udgør titlen på pladens tredje sang, Who Says a Funk Band Can’t Play Rock?! Og det er i grunden et godt spørgsmål? Hvorfor ikke fusionere det? Hvis jeg kunne, ville jeg hoppe hen til min guitar og være med til det, men det kan jeg ikke, for guitarist Michael Hampton er latterligt dygtig. Han er faktisk næsten lige så god som deres tidligere guitarist, Eddie Hazel, og det siger en del. Han giver blandingen af funk og rock meget liv, og det på en helt anden måde end mere moderne funk-rock-grupper som Primus og Red Hot Chili Peppers – måske fordi de angriber musikken fra den modsatte vinkel, hvor funk kommer før rock. Efter dette guitarmesterværk kommer den bizarre Promentalshitbackwashpsychosis Enema Squad, der er svævende, psykedelisk, og i længere tid stort set bare er en vidunderlig guitarsolo med underlige vendinger råbt henover sig: “The fear of being eaten by the sandwich”, “Count the calories of your thoughts” og selvfølgelig den uforglemmelige “Fried ice cream is a reality”. Disse er altid skægge, og guitaren er altid gribende.

Som en klog mand engang sagde: “Fuck genren! Vi hylder lyden”. Og han har så evigt ret, men hvis vi lige skal blande genre og lyd sammen, så er det imponerende, at lyden stadig er så konsekvent og idiosynkratisk i løbet af alt dette. Især på den langsomme ballade Into You. Det er soul-funk a la det Sly & The Family Stone mestrede. Men dette er så meget grimmere og lagrigt i forhold til Sly Stone. Der er altid adskillige spændende ting i lyden, der overrasker hele tiden. Vi afslutter i det mere rendyrkede funkhjørne med Cholly (Funk Getting Ready to Roll), der er bombastisk og vild. Dermed står den i skarp kontrast til titelnummeret, der jo er mere afslappet. Det viser en udvikling fra track 1 til afslutningsnummeret. De øvrige numre har udviklet vores funk, givet den nye kendetegn, ja en helt anden identitet. Der er stadig mange fællestræk, men selvom lyden føles konsekvent, er det kun på grund af den gode albumstruktur. Enhver anden rækkefølge ville slet og ret resultere i, at det ville lyde som en opsamling. Men One Nation Under a Groove har det hele. Der er en meddelelse, variation, kreativitet, dygtig sangskrivning, og utallige mindeværdige øjeblikke.

179 – Curtis Mayfield & The Impressions – The Anthology: 1961-1977 (1992)

Udgivet den af
Svar

Curtis Mayfield er en af de største musikere, soul- og funkverdenen nogensinde har givet os. Ikke alene er hans stemme fantastisk, han er også en virkelig dygtig sangskriver. Ikke alene har han haft en virkelig imponerende og funky solokarriere med albums som Curtis og Superfly, men i sin tid som frontfigur for vokalgruppen The Impressions fik han også skrevet en del flotte sange. Begge disse sider af ham bliver fremvist på opsamlingsalbummet The Anthology: 1961-1977, der derfor er krediteret til både Curtis Mayfield og The Impressions. Opsamlingen fordeler sig over to cd’er, hvor den første er dedikeret udelukkende til hans tid med The Impressions, mens den anden først har et par få tracks med The Impressions, hvorefter man går over i solomaterialet. The Impressions er på papiret ikke særlig meget anderledes fra The Miracles eller The Temptations. Især førstnævnte er fristende at sammenligne dem med, da vi i begge tilfælde har at gøre med en fast forsanger, og han er bare den nydeligste smørtenor. Men også i deres sangskrivning er der mange ligheder. Det er næsten altid kærlighedssange, men teksterne hertil er stadig ofte enormt charmerende og finurlige.

Det er dog især, når de afviger fra kærlighedssangene, at jeg holder af dem, og jeg fatter næsten ikke, at jeg siger det her, men deres religiøse sange er bare fantastiske. Keep on Pushing, Meeting Over Yonder og People Get Ready er bare virkelig svedige, fængende og oprigtigt lydende sange. De er så evigt underholdende, og de giver dig virkelig lyst til at gå ind i en sort kirke a la den i Blues Brothers. Og mere politiske sange som This Is My Country og Choice of Colors er også virkelig gode, og meddelelserne i de religiøse sange går godt i spænd med disse. Selvom jeg er ret glad for gruppens sange, føler jeg, vi får serveret lidt for meget på opsamlingen. Det føles ikke som om, jeg får serveret creme de la creme, det føles mere som om, fyldet er blevet frasorteret. Never Let Me Go og I’ve Been Trying er ikke i grunden dårlige sange, men man kunne sagtens have fjernet dem, uden at jeg ville klage. Pladen er trods alt over 2 timer lang, og jeg ville ærlig talt have foretrukket en nøjere selektion, især da sådan en er svær at få fat i.

Hvis pladen absolut skal være så lang, så ville større repræsentation af hans solokarriere være værdsat fra min side. Jeg kan ikke lægge skjul på, at jeg langt oftere har sat disc 2 på, da al solomaterialet er derpå. Der er kun 10 solo-sange, hvorimod man kan finde 30 sange med The Impressions på pladen, men solonumrene har det dog også med at være mærkbart længere. Det længste – og efter min mening bedste – er Move on Up, der varer 9 minutter. Hvor the Impressions hovedsageligt lavede soul, så lavede Mayfield solo hovedsagelig funk, og han videreførte et par af mine yndlingstendenser fra sin gamle gruppe: hans smukke stemme og de politiske og religiøse temaer, ofte i kombination. På sangene fra Superfly-soundtracket synges der også om vold og kriminalitet, meget i tråd med filmens handling. På solonumrene mærker man en løssluppenhed og et ambitionsniveau, som Impressions-numrene ikke når til sokkeholderne. Alle 10 solonumre er af formidabel kvalitet, og de ville alene kunne udgøre en ganske glimrende opsamling. De er så en del af noget større, og denne helhed er også ganske fin. Den kunne godt være noget kortere, men man kan vel finde problemer ved så meget. Der findes i grunden nok ikke en bedre opsamling af hele Mayfields karriere end denne.

186 – Sly and the Family Stone – Fresh (1973)

Udgivet den af
Svar

Få R&B-grupper har haft nær så meget betydning som Sly and the Family Stone. Det har nok i stor grad noget at gøre med, hvor vidt de spænder. Af og til laver de den mest oprigtige soulmusik, men kan lige så godt lave det vildeste funknummer, man bare ikke kan sidde stille til. Men der er også så utrolig meget mellemgrund i deres lyd, som ingen anden gruppe rammer nær så flot. De har uden tvivl mest identitet, når de laver noget afslappet, sjælfuld R&B, der bare er spillet så tæt, at man skulle tro, det var løgn. Denne lyd er repræsenteret flot på alle deres plader, men måske bedst på Fresh fra 1973. Noget af det bedste ved denne plade er bare, hvor diskret vokalen kan være, og det er uanset hvilken sanger, der befinder sig bag mikrofonen. Mine yndlingsnumre er da naturligt nok også ofte blandt de lidt mere stille af dem. Det er ikke nødvendigvis dem, der er bedst i første omgang, men der er mest at vende tilbage i hos dem. Især If You Want Me To Stay, pladens ubetinget største hit, har så meget charme, liv og personlighed.

Vi kan også komme med den generelle regel for pladen, at jo mere nummeret minder om If You Want Me To Stay, des mere synes jeg om det. Hvis det er lidt underspillet og nuancerigt, så er jeg totalt solgt. En anden af mine favoritter er derfor deres sprøde cover af Que Sera, Sera (Whatever Will Be, Will Be), oprindeligt af Doris Day. Den er på mange måder totalt ulig bandets normale lyd, som jo ellers spænder ret vidt. Det er en ret speciel kombination af lækker soul og noget traditionel pop. Men al musicallyden, som er så gennemgående i originalen, den er helt væk, og på den måde føles nummerets tekst meget vigtigere. At de satte tempoet lidt ned hjalp også sangen gevaldigt, ja den er et rent mesterværk i Slys hænder. Men på samme måde som, at jeg virkelig synes godt om de mere stille numre, så er nogle af de mere energiske, funky numre ikke så interessante. De er på papiret ganske gode, men der er ikke bygget nok videre på grundideen på visse af numrene; I Don’t Know (Satisfaction), Keep On Dancin’ og If It Were Left Up To Me kunne alle have haft godt af at være lidt længere og blive leget mere med. Måske lige undtagen Keep On Dancin’, der bare er en lidt trist nyfortolkning af deres egen Dance to the Music.

Jeg elsker dog, at der altid er så enormt meget personlighed. Bandet har nogle dejlige idiosynkrasier, der gør, at intet nummer kan kaldes decideret dårligt, for der er altid et eller andet særpræget at holde af. Det gør de mere middelmådige sange sjove, og de gør de bedste af dem til mesteværker. Bandet har virkelig sans for detalje, især på de langsommere numre, og hver gang jeg lytter til nogle af mine favoritter fra pladen, opdager jeg bare noget nyt, jeg fuldkommen elsker ved dem. Pladen som helhed har ikke nødvendigvis nær så meget genspilningsværdi, men det ligger mest i, at mine knap så foretrukne numre alle lægger tæt ved hinanden. Det bliver lidt for hektisk lige i den ende af pladen. Sly and the Family Stone har med Fresh leveret en gennemgående virkelig lækker R&B-plade. Jo, det er ikke alle numre, der er lige gode, men de bedste er helt formidable. Og dem er der heldigvis mange af. Fresh er måske ikke pladen, der bliver bedre for hver gennemlytning, men der er stadig masser af guf på.

202 – Michael Jackson – Bad (1987)

Udgivet den af
Svar

I 1983 udgav Michael Jackson et album, der hurtigt ville ende med at være det bedst sælgende album i musikhistorien, Thriller. Når man først har opnået sådan en præstation, så er det svært at overgå sig selv. Jeg siger dog gerne det kontroversielle i mine anmeldelser, og jeg holder fast i at Jackson lavede en endnu bedre plade med Bad i 1987. Med klassiske singler som Bad, Man in the Mirror, Smooth Criminal, Dirty Diana og stort set også hele resten af pladen, så er kvalitetsniveauet på de individuelle numre virkelig højt, men albummet fungerer også meget godt i sin helhed. Meget af albummet har det lidt hårdere, mere rockede image, han tidligere havde flirtet med på numre som Beat It. Bare kig på titlen på pladen, den hedder Bad fordi Michael pludselig er en slem fyr. Det gælder ikke alle sange, men numre som Smooth Criminal, Speed Demon, Dirty Diana og selvfølgelig især Bad lyder så cool, at det ikke er til at stå for. Selv den langsomme Liberian Girl har mere sensualitet end man tidligere var vant til fra popkongen.

Han er dog samtidig menneskelig, og det fremviser han smukt på den følsomme Man in the Mirror og den vrede Leave Me Alone. Der er nogen bag facaden, og det viser han med nogle virkelig smukke sange, der med stærke, simple tekster er lette at relatere til, og melodierne er også bare virkelig gribende. Han bliver også lidt følsom på I Just Can’t Stop Lovin’ You, der efter min mening er den mindst interessante sang på Bad, men den markerer da et latterligt højt bundniveau. Den er en duet med Sideah Garrett, og det er en lidt tidstypisk Whitney Houston-agtig duet, men den har nok charme, store nok følelser og en stærk nok melodi, til at klichéer kan mere end bare undskyldes. Noget af det, der gør Bad til sådan en god plade er, at ingen sang formår at gentage særlig mange idéer fra tidligere på albummet, men samtidig formår de at arbejde sammen om at give et godt billede af Michael Jackson som person og som kunstner i denne periode. Han er en tortureret sjæl, men han er også samtidig en slem fyr, og disse to ting ender med at hænge så naturligt sammen til sidst, at man får opfattelsen af, at han påtager sig en facade for at skjule sit følsomme indre. Dette er en styrke i mine øjne, ikke en svaghed.

Der er to sange, der føjer endnu flere facetter til Jacksons personlighed på Bad, dog denne gang i en lidt gladere retning. Her tænker jeg på The Way You Make Me Feel og Stevie Wonder-duetten Just Good Friends. Her er instrumentationen mere lystig end ellers, men de hjælper med at vise os en side af Jackson – eller måske rettere en side af livet – der er enormt vigtig, for opfattelsen af pladen. Man kan selvfølgelig fortolke musik præcis som man vil, men jeg føler, at i en pop-situation, hvor vi ikke kan gå over i det helt ekstreme, så er det vigtigt at se begge ender af et følelsesspektrum. Derfor gør den glade The Way You Make Me Feel, bare at numre som Dirty Diana og Man in the Mirror lyder større og vigtigere. Desuden er The Way You Make Me Feel bare en fantastisk, glad, helt vildt sjov popsang, som på egne ben også holder enormt godt. Så for at konkludere, så er alle sange på Bad bundsolide, mange er blandt 80’ernes allerbedste popsange, og sangene arbejder virkelig godt sammen om at skabe en fantastisk plade.

204 – Prince – Dirty Mind (1980)

Udgivet den af
Svar

Prince er en ener. Det er svært at pege på nogen som ham, og hans status som en unik personlighed blev for alvor slået fast i 1980 med pladen Dirty Mind. Denne plade begynder med et virkelig groovy titelnummer, der blander new wave og disco på smukkeste vis. Sangen er meget simpel, men den fungerer fuldkommen perfekt. Den har al Princes i dag let genkendelige liderlighed og excentricitet, og hans stemme er som forventet ganske forførende. Teksten er også morsom, og synth-riffet er rigtig solidt. Prince spiller en meget blueset guitar til sidst i nummeret, og det giver det noget kant. Derefter kommer min yndlingssang fra pladen, When You Were Mine. Det er en virkelig fængende sang, som jeg oprindeligt lærte at kende i en cover-udgave af Cyndi Lauper, der også er glimrende. Med Prince er den dog helt perfekt, og det skyldes måske især den følelsesrige instrumentation. Guitaren er meget funky, og synthesizeren er virkelig sentimental. Det er et fuldkommen fantastisk nummer. Disse spiller sammen med Princes stemme om at skabe noget virkelig sjov, god og endda ret følelsesrig musik.

Så står det på fest på Do It All Night. Denne sang starter med en virkelig festlig intro, hvorefter Prince begynder at synge, og da bliver det mere stille. Efterhånden som sangen skrider fremad bliver den vildere, og Prince synger højere. Han bliver også virkelig fræk i sin tekst, og når han siger “yeah” over en synth-solo udtrykker det næsten mere end ord kan formå at gøre. Prince kan dog også være godt gammeldags romantisk, og det beviser han på den forholdsvis langsomme Gotta Broken Heart, hvor han også spiller en meget følelsesrig guitarsolo. Måden nummeret er arrangeret er fuldkommen fantastisk, og Princes charme er fuldkommen uimodståelig. Det viser også en meget alsidig kunstner, og det er jo noget af det, der gør, at han i dag er så afholdt. Så får vi en af albummets mest populære sange, Uptown, der fortæller en interessant historie. Den fremviser virkelig Princes lyriske evner, når han fortæller om almene folks diskrimination og had, hvorefter han smutter til fiktive Uptown, hvor den slags ikke findes.

Apropos Princes lyriske kundskaber, så handler Head om oralsex. Han er ikke spor diskret omkring det, og det er nok noget af sangens bizarre ynde. Han er så direkte, og han lyder som om han er i ekstase bare af tanken om oralsex. Jeg kan meget godt lide, hvordan teksterne bare bliver mere og mere interessante, jo længere ind i pladen man kommer. Denne tendens gør sig især gældende på det næste nummer, Sister. Denne sang er virkelig kort og hurtig, og dens energi er virkelig gribende. Nå jo, og så handler den om at have sex med sin søster. Igen er han ikke spor diskret, han synger endda ordet incest. Hans beskrivelser er også bare uvurderlige, især i sammensætning med måden, hvorpå han synger det. Pladen afsluttes helt spektakulært af nummeret Partyup. Det er som titlen antyder et fedt festnummer af den slags, Prince er ekspert i at skrive. Det er helt klart et højdepunkt. A capella-afslutningen på nummeret er en perfekt måde at afslutte albummet, for så føles det stort. Dirty Mind er ikke en lang plade, den varer faktisk kun 30 minutter, men mere vil jeg ikke kræve, for det hænger stadig godt sammen, og albummet føles fuldendt. Dirty Mind er en fantastisk plade, og Prince er enormt talentfuld.

Da Prince og YouTube ikke er gode venner, så må det i denne omgang stå på en Spotify-udgave – prøvede ellers at finde en video til samtlige tracks.