B. B. King er en af de bedste bluesmusikere nogensinde, og da han var på toppen var han med sit talentfulde band et af tidens bedste livenavne. Hans flotte optræden fra The Regal Theater i Chicago i 1964 blev året efter udgivet som plade. I denne form blev koncerten cementeret som et af bluesmusikkens helt store mesterværker, og kaldes ofte for den bedste liveplade i hele bluesgenren, hvis ikke endda den bedste bluesplade nogensinde. Det er stadig i dag en meget levende plade. Man kan høre publikums entusiasme, når bandet går på scenen, og man har let ved at forestille sig bandet gå på scenen, gribe fat i deres instrumenter og spille en yderst slagkraftig og svingende udgave af Every Day I Have The Blues. King sørger for at tale mellem numrene, mens bandet spiller i baggrunden. Når han taler forsøger han ikke kun at skabe kontakt til publikum, han forbinder også sangene sammen. Han får gennem sin monolog It’s My Own Fault til at fremstå som en direkte fortsættelse til Sweet Little Angel, hvilket jeg synes gør sangene mere interessante, og derudover er det også bare en pudsig idé. Sangene glider også således meget naturligt over i hinanden, og derfor er der aldrig øjeblikke, hvor man ikke har noget at lytte til.

Foruden det sædvanlige ensamble med en kontrabassist og en trommeslager har guitarvirtuosoen King også en saxofonist og en pianist med på scenen. Disse to giver pladen mere fylde end de fleste bluesplader, og hele bandet sender mange tanker over mod bluesmusikkens populære søstergenre, jazz. Det hele er spillet så planlagt og nøjagtigt et sekund, og det næste begynder fri improvisation fra Kings side på guitaren. Ikke alene viser dette bandets kundskaber som musikere og som fællesskab, det er også absolut med til at gøre oplevelsen mere gribende. Når King går ind i en af disse soloer, er det noget af det mest imponerende Blues-guitar, man kan forestille sig, og endnu mere fascinerende er det, hvor let han får det til at lyde. Selvom han giver det gas som mester af bluesguitaren, er der absolut også plads til at han fremviser sine evner som vokalist. Han synger med sine lungers fulde kraft, og hver eneste sang får meget mere betydning gennem hans vokalpræstation. Det er sjældent man finder nogen, der som B.B. King kan både synge og spille guitar så imponerende godt, og på Live at the Regal overgår han muligvis sig selv indenfor begge kunstarter.

Med alt dette sagt, er Live at the Regal dog ikke en perfekt plade. Pladens B-side starter underligt nok med, at King bliver introduceret igen, hvorefter bandet begynder at spille noget langsom musik. Så stopper de brat, og efter et sekunds stilhed begynder You Upset Me Baby. Det er underligt at få reintroduceret ham midt i albummet, hvis man lytter til cd-udgaven, og uanset hvad, er det underligt, at musikken stopper brat, for at en ny sang kan begynde. Mit største problem, er dog, at pladen afslutter vældig svagt. Forstå mig ret, Help the Poor er et fedt nummer, og det lyder vidunderligt på pladen med sine eksotiske rytmer og B.B Kings lumre stemme. Det afslutter dog ikke koncerten særlig eksplosivt. Klapsalven er lille, og King takker ikke publikum eller noget. Man hører kun et svagt “thank you” i baggrunden. Pladen er kun 35 minutter lang, så de har sandsynligvis klippet en del fra, men at klippe det, så afslutningsnummeret ikke på nogen måde runder pladen af, er i min optik et stort fejltrin. Faktum er og bliver dog stadig, at Live at the Regal er en yderst anbefalelsesværdig plade, som sagtens kan fungere som introduktion til bluesmusikkens vidunderlige verden.