Kategoriarkiv: E

459 – EPMD – Strictly Business (1988)

Udgivet den af
Svar

EPMD består af to rappere, der i løbet af pladen omtaler sig selv og hinanden under mange navne, men for at gøre denne anmeldelse så forståelig som muligt, vil jeg bruge de simpleste af dem, E og PMD. Deres debutalbum, Strictly Business fra 1988 åbner med et Jungle Boogie- og I Shot the Sheriff-samplende titelnummer, hvor man får introduceret dagens to mænd i skysovs. Med rigtig fed humor viser de frem, hvor barske de er, og beatet er dejligt funky. Man bemærker hurtigt forskellen mellem E og PMD. E har det f.eks. med at lyde en smule utydelig. Det er meget syndt, for E er nok den morsommste af de to, men heldigvis sker det ikke alt for ofte. Hans stemme er meget atypisk rap, da man nærmest kan høre hans spyt i munden. Det er ikke decideret en skidt ting, men det kræver lige noget tilvending. PMD er noget lettere at gribe fat om, hvis man har lyttet til noget af samtidens hip hop. Han har et rigtig godt flow, der sagtens kan konkurrere med genrens helt store flow-mestre som Rakim og KRS-One.

Albummet er rigtig letsindigt, der ligger meget fis og ballade i teksten, og meget få sange har deciderede temaer. Man behøver derfor ikke at følge specielt meget med, før man kan nyde alt, dette album har at byde på, og hvis produktionen såvel som de individuelle linjer ikke var så stærke, ville dette nok være et problem. Personligt kunne jeg bare sidde og høre E sige “To make you wiggle and jiggle like gelatin” over beatet fra Jungle Boogie hele dagen, selvom teksten ikke er specielt dyb. Det handler lige så meget om ordenes lyd som betydning. I løbet af hele albummet er produktionen festlig og sjov, og den passer som regel rigtig godt til det, E og PMD rapper om. Jeg aner ikke, hvem der fik denne idé, men mit eneste store problem med produktionen, er når de af en eller anden mystisk grund vælger at gentage en linje, før den i første omgang er afsluttet. Det kan i andre tilfælde lyde psykedelisk, men der er intet andet, der bygger op mod sådan en effekt, så det ender mest af alt med at distrahere lytteren fra, hvor god resten af musikken er. Det sker desværre en kende for ofte.

Der er nogle få sange, der har klare temaer. Heriblandt er min absolutte favorit The Steve Martin, der er en klar parodi på sære dansediller som The Loco-Motion og Mashed Potato Time. Dansen går åbenbart ud på at bevæge sig som Steve Martin gør i filmen The Jerk. Og så gør beatet det også rigtig let at bevæge sig til, så det passer perfekt sammen. De er dog altid rigtig morsomme, nok en af 80’ernes generelt mest komisk begavede rapgrupper, og da deres humor er så stærk, gør nok det dengang nærmest obligatoriske DJ-nummer, DJ K La Boss af DJ’en af samme navn, til en noget kedeligere affære, som bare skaber et underligt tomrum, hvor intet sker. Strictly Business er et rigtig godt album. Det har sine skønhedsfejl, og tidens tand har ikke været for venlig mod den, men det, den gjorde bedst i 1988, er stadig virkelig bemærkelsesværdigt godt.

463 – Elton John – Tumbleweed Connection – (1970)

Udgivet den af
Svar

Elton John havde i 1970 fået enorm succes med sit andet album, Elton John, som indeholdt store hits som Your Song, Take Me to the Pilot og Border Song, og senere samme år udgav han Tumbleweed Connection, et om muligt endnu bedre album, der… slet ikke fik nogen hits, sikkert da ingen singler var udgivet fra det, med mindre vi medregner b-sider. Det er meget sært, for melodierne på dette album er simpelthen umulige at få ud af sit hoved. Dog er det samtidig tydeligt, at Elton John fokuserede rigtig meget på albumstrukturen og tematiseringen. Der er fokuseret meget på westernkultur, og dermed har John taget meget inspiration fra country-musik, men de indflydelser har arbejdet op mod at skabe meget mere end en almindelig country-sang normalt gør. Elton John er, som han er så berømt for, meget bombastisk og dramatiserende, men han var endnu ikke den glamourøse excentriker, som i dag både er så afholdt og hadet, så den landlige stemning får heldigvis stadig masser af rum at bevæge sig på.

Man får masser af dynamik på albummet. Festlige omend af og til en kende sarkastiske sange som Ballad of a Well Known Gun og Son of Your Father er godt adspredte, så de virker som større energibomber, når man så støder på dem, og førstnævnte sparker endda døren op for resten af albummet. På grund af den country-inspirerede stemning føles de dog aldrig den mindste smule malplacerede mellem de langsommere sange som Come down in Time, Love Song og Talking Old Soldiers. På nær de hurtigste numre, har de fleste sange meget udmattelse i især Johns vokal, og udmattelse og country passer perfekt sammen, også selvom, der er klarere elementer af symfonisk pop og rock and roll, for country-lyden er det, der gør netop dette album til noget særligt i Johns diskografi. At han var en dygtig sanger og sangskriver havde han allerede bevist med det foregående album, men herpå fik han udvidet sin musikalske horisont utrolig meget, og endnu mere forbløffende gjorde han det samme for mig som lytter.

Jeg er ikke den store fan af country-musik, så at Elton John sammen med sin gode ven og med-sangskriver, Bernie Taupin, kunne skabe noget så dynamisk, noget så fyldigt, mens de tog så meget tydelig inspiration fra country-musik og -kultur, er forbløffende i højeste grad. Der er masser at bide i i løbet af hele albummet. Nævnes skal også afslutningsnummeret, Burn Down the Mission. Det er et af de mest bombastiske og samtidig mest dynamiske numre. Den starter ganske stille, men der kommer gradvist mere drama og energi i melodien. Nogenlunde midt i sangen går den lidt ned i tempo, men så bliver det igen mere og mere dramatisk og desperat. I slutningen kommer da en fantastisk klaversolo, der sammen med et væld af instrumenter skaber en perfekt afslutning til et næsten perfekt album. Tumbleweed Connection er et helt formidabelt album, som kan anbefales uanset hvad, du synes om for en slags musik. Jeg er begejstret for den, og den bygger kraftigt på genrer, som jeg generelt ikke kan lide, så jeg tør næsten ikke vide, hvor meget, du ville kunne lide dette album, hvis du lytter mere til country og klaverrock.

468 – Elton John – Elton John (1970)

Udgivet den af
Svar

Efter en skuffende debut hvad angik både salg og anmeldelser med Empty Sky i 1969, gjorde Elton John sig endnu mere umage med sit andet album, som han blot valgte at kalde Elton John. Pladen udkom i 1970, og den havde især et nummer, der bare satte succesen i gang for fuld udblæsning. Det nummer var selvfølgelig åbningsnummeret, Your Song, som rent objektivt er en utrolig vag og upersonlig sang, der kunne beskrive hvem som helst, men det er faktisk et mesterværk, hvis man kigger på det fra en anden vinkel. Han har lavet en akavet, sky lille sang, der faktisk kan fungere som soundtrack til enhver forelskelse. Og så handler den også meget om besværet ved at skrive sange, og det bliver så afspejlet perfekt i sådan en irrelevant, tåbelig, men i kontekst fuldkommen pragtfuld linje som “If I was a sculptor; but then again no”. Albummet fortsætter med endnu en pragtfuld sang i form af I Need You to Turn To, der skriger desperation, længsel og fortrydelse, ikke blot i Elton Johns vokal, men også i instrumentationen, der især drives af dramatiske strygere og et cembalo.

Der kommer heldigvis mere gang i den bagefter med nummeret Take Me to the Pilot, der også har kraftige elementer af desperation i sig, men dog her i en meget mere højlydt og kraftig lyd. Det er et meget overset Elton John-sang, som efter min mening er blandt hans absolut bedste værker. Da kommer et country-inspireret nummer ved navn No Shoe Strings on Louise, og selvom jeg var i stand til at nyde nummeret som en sjov lille popsang, så var der på ingen måde samme følelsesmæssige tilknytning som på de første numre. Det bliver hurtigt rigtig dramatisk igen på First Episode at Hienton og Sixty Years On, som virkelig fremviser hans ofte oversete evne til at skrive musik, der er rigtig destruktiv og grusom, og han tilsidesatte desværre meget dette senere i sin karriere. En af hans allerstørste bedrifter på albummet er dog nok Border Song, der er ekstatisk og taknemmelig af bare pokker, og som han skriger “Holy Moses” af sine lungers fulde kraft med kor og hele molevitten, føler man, at et mirakel virkelig sker foran en selv.

The Greatest Discovery er en meget sær sang – ikke at den afviger fra den typiske klaverrock blandet med symfoniorkester-instrumenter, men de følelser, den repræsenterer er af en meget anden karakter end det meste musik. Den handler om en fødsel, og det er jo et emne, som ikke megen musik handler om – nok dels på grund af, hvor lidt tid en fødsel kan vare, og hvor mange fødsler, man selv har en stærk tilknytning til, men musikken er fyldt med en taknemmelighed. Den er leveret meget mildere end Border Song, men det føles stadig mirakuløst. Da kommer en sjov rock ‘n’ roll-inspireret melodi i The Cage, der igen, til trods for den enorme energi, ikke helt føles nær så følelsesrig som resten af musikken. Til sidst kommer The King Must Die, der går over i lidt samme toneleje som First Episode at Hienton og Sixty Years On, men hvis du spørger mig, måtte den godt have byttet plads med Sixty Years On, da den er mere mindeværdig, og nok også den kraftigste af de tre, og jeg går meget op i et godt afslutningsnummer. Alt i alt er Elton John en rigtig følelsesrig, velkomponeret, velsunget plade med rigtig god klaverrock af alle mulige slags afskygninger.

471 – Echo & The Bunnymen – Heaven Up Here (1981)

Udgivet den af
Svar

I 1981 udgav Echo & the Bunnymen deres andet album, Heaven Up Here. Vi snakker om rigtig prætentiøs, melankolsk, artistisk post-punk. Til trods for al melankolien, er det dog et rigtig dynamisk album. De kører meget fra at være stille til at være klimatiske med meget intens opbygning, og der er sjældent et gennemgående riff. I løbet af et nummer som Over the Wall går musikken fra at være en almindelig melankolsk tudesang med rimelig stiv struktur, til at alt på nummeret falder fra hinanden på smukkeste vis. Echo & the Bunnymen fokuserede meget på at skabe noget smukt ud af ting, de fleste nok ville se som noget, man aldrig skulle gøre som musiker. Det, der i første omgang kunne lyde som manglende struktur, er faktisk rettere et utroligt spektakel af følelser, som på grotesk vis overfalder hinanden en efter en. Det er uden tvivl ikke noget for alle, men det er noget for mig.

Der bliver tit arbejdet op mod klimakser, og vejen mod toppen er ofte næsten lige så storartet som vejens ende. Jovist, selve klimakserne er enorme og storslåede, men de ville ikke betyde noget, uden de tunge trommer og basguitarer. Produktionen er også en stor del af oplevelsen. Der er pudsigt nok et ekko på mange af numrene, både på sangeren og på diverse instrumenter. Det giver meget lyden af at være fuldstændig alene i verden, omgivet af totalt tomrum. Forsanger Ian McCulloch skriger, så lungerne næsten ryger, og de andre medlemmer spiller, så hans smerter føles meget begrundede. Det lyder som om, hele verden bare ryger ned over hovedet på ham, så han lyder aldrig bare som et brokkehoved, der ikke kan se noget som helst godt i livet. Det lyder ganske oprigtigt hele pladen igennem, og du skal ikke forvente dig en lykkelig slutning.

Melankolien kan nok til tider blive lidt for meget, for Heaven Up Here er lavet til et meget bestemt publikum, der kan lide den slags. Jeg hører selv med i den gruppe, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke kunne trænge til noget lidt sjovere efter en gennemlytning af albummet. Hvis du er til eksperimentel musik af den knap så lystige slags, er Heaven Up Here af Echo & the Bunnymen let at anbefale, men hvis du ikke er, så er det nok lidt svært at blive fuldkommen forelsket i pladen. Som en person, der jo netop er lige i deres målgruppe, vil jeg gerne selv sige, at jeg ikke var specielt vild med den i starten. Men der er ikke en gang, jeg har lyttet til den, hvor den ikke har lydt bedre end sidste gang, den var i mine højtalere. Det vil nok tage endnu længere for en, der ikke er vant til at lytte til sådan noget musik, hvis de nogensinde når til punktet, hvor de ender med at elske det. Men hvis du til gengæld kan lide bands som Wire, The Fall, Swans og Public Image Ltd., så giv også Echo & the Bunnymen et par forsøg, for de fortjener det.

482 – Elvis Costello & the Attractions – Armed Forces (1979)

Udgivet den af
Svar

Elvis Costello tog i slutningen af 70’erne fat i punkmusikken og gjorde den festligere og mere dynamisk. Mange ting kan man sige om Sex Pistols og Ramones, men dynamiske er de nu ikke. Noget af skønheden ved dem er vel nærmest, at de holdt lydstyrken næsten konstant på samme niveau. Men Costellos nøjagtige evne til at fremhæve dele af musikken er derimod noget af det bedste ved ham, og et af de mange albums i hans diskografi, der tydeligt fremviser hans evner som dynamisk sangskriver er Armed Forces fra 1979. Man mærker på det album meget indflydelse fra kunstnere som David Bowie og the Stooges, der jo netop var med til at starte punkmusik, men som den største forskel var mere dynamiske. Costello var foruden et forfriskende pust i den allerede døende punkgenre også en af de store pionerer inden for new wave. Sangene på Armed Forces inkorporerer meget synthesizer under guitar, bas og trommer. Det er også af og til klaver eller orgel, men det har altid den energiske lyd, som synthesizeren kom til at kendetegne i 80’erne.

Costello er aldrig rigtig glad på albummet, selvom musikken er ret glad. Han lyder til gengæld meget sarkastisk i sin formulering af ulykke. Oliver’s Army er i sin lyd f.eks. meget inspireret af ABBAs lystige popnumre, og som han siger “Oliver’s Army Is Here To Stay” lyder han som sådan ret glad, men så snart som den næste linje kommer, synger han “And I would rather be anywhere else but here today” i gråd, hvilket sætter et fantastisk twist på alt det andet, han siger i sangen. Som sanger blæser han dig aldrig rent teknisk omkuld, men hans små hik er fulde af personlighed og charme. Selvom hans sange er vrede og mørke, føles de aldrig aktivt melankolske eller aggressive, da han altid leverer dem med sit tykke lag af sarkasme. Der er på den måde meget at fordybe sig i i hans sange. Gentagelse er et element, der bliver brugt rigtig godt på Armed Forces. Næsten alle melodier er rigtig lette at huske efter første gennemlytning, og ikke en eneste gentager sig så meget, at man bliver den mindste smule træt af den.

Det eneste på albummet, der ikke fungerer helt så godt igen er det, der allermest lyder som en spilledåse, men som nok er en synthesizer eller et orgel, på Sunday’s Best. Selve sangen er en eminent melodi, men det lyder bare ret fjollet med denne spilledåse-lignende lyd sammen med traditionelle rockinstrumenter. Det er ikke albumfyld på nogen måde – det er kreativt, ambitiøst og meget interessant at lytte til – det er nok bare rettere et mislykket eksperiment. Man kan let mærke at Costello ikke har ladet noget gå til på Armed Forces uden at han havde fuld kontrol over det. Lyden er meget stram, ligesom hvordan New Wave-scenen i 80’erne ville blive, og denne stramme lyd fungerer altid til Costellos fordel. Det gør, at det lyder som om, at der er styr på det hele, hvilket der sikkert også er. Armed Forces indeholder nogle af Elvis Costellos bedste sange, og den kan anbefales til stort set alle og enhver, så længe de kan lide pop- eller rockmusik af en eller anden slags – og især hvis man kan lide den fra slutningen af 70’erne.

493 – Earth, Wind & Fire – That’s the Way of the World (1975)

Udgivet den af
Svar

Earth, Wind & Fire var en af de mange grupper, der i 70’erne tog R&B i helt nye retninger – Sly & the Family Stone startede trenden i slutningen af 60’erne, og i 70’erne begyndte Stevie Wonder, Parliament, Funkadelic, Marvin Gaye, James Brown, The O’Jays, War, Curtis Mayfield og selvfølgelig Earth, Wind & Fire at tage R&B i nye, mere interessante afskygninger. Disse musikeres bedrifter i 70’erne dannede grundlag genrer som disko, post-disko, hip hop, funk-rock og neo-soul. Dagens 9 mænd i skysovs er som sagt Earth, Wind & Fire, og albummet, vi skal snakke om er That’s the Way of the World, et album der især udmærker sig med en enorm diversitet i lyden. Bandet giver dig en positiv meddelelse med den festlige Shining Star i starten, derefter et langsommere, reflekterende titelnummer, så Happy Feelin’, et hysterisk lykkeligt nummer, der er svært at undgå at smile til, og derefter slutter pladens A-side All About Love, et nummer delvist kører som spoken word, delvist kører som en almindelig sang.

Hele A-siden har et gennemgående tema om kærlighed overfor verden, og der er generelt ikke mange sure miner på denne plade, men de føles aldrig lalleglade. De føles bare ufatteligt taknemmelige over, at de har det, som de har det. Åbningsnummeret, Shining Star siger, at du er en skindende stjerne uanset hvem du er – alle har potentiale – alle kan gøre noget stort og godt her i verden. Det lyder måske latterligt når jeg siger det, men det bliver livsbekræftende med Earth, Wind & Fires melodi, tekst og udførsel. De er 9 medlemmer, og det kunne være kaotisk, men de gør blot deres lyd meget bredere af den årsag. B-siden er stadig meget lykkelig og kærlig – Yearnin’ Learnin’ handler f.eks. om at erfare sig i verden. Den minder lyrisk meget om Shinin’ Star, men den mere funkorienterede lyd gør sangen unik, og dens temposkift hjælper også meget til. Reasons er navnet på sangen der kommer derefter, og med en langsom, nærmest jazzet falset synger Phillip Bailey oprigtigt løs om sød, dejlig kærlighed mellem to personer.

Albummet fortsætter med Africano, der lyder meget som titlen antyder. Afrikansk folkemusik bliver blandet sammen med funk, og Andrew Woolfolk får fyret både en fantastisk fløjte- og saxofonsolo af på dette instrumentale nummer. De afrikanske indflydelser føjer igen til diversiteten, og diversitet er rigtig vigtigt på et album. Det gør, at man har lyst til at fortsætte med at lytte til albummet, for uanset hvor god en sang er, har de færreste lyst til at høre et albums fyldt med sange, der lyder for sent. That’s the Way of the World er et album, der konstant giver dig noget anderledes at tygge på. Samtidig er der nok rød tråd rent genremæssigt, til at du nok ville kunne lide hele albummet, hvis du kan lide så meget som et eneste nummer. Albummet slutter med See the Light – dette numer runder flot albummet af. Temposkift, imponerende saxofon, flot falset, ekstatisk kor, en måske lige lovlig kort guitarsolo, men alt i alt et funky nummer fyldt med sjæl, der runder et album af, som kan anbefales til alle fans af 70’ernes mere eksperimenterende R&B.

500 – Eurythmics – Touch (1983)

Udgivet den af
Svar

Oven på megahittet Sweet Dreams (Are Made of This) fra albummet af samme navn havde den britiske new wave-gruppe Eurythmics fået kommerciel succes, og med den ville de udfolde sig endnu mere. På blot tre uger fik de lavet deres næste album, som nok kan kaldes deres bedste. Albummet hed Touch og udkom i 1983. Alle 9 sange på albummet bruger synthesizer på diverse kreative måder. Mange af dem kan virke meget aparte, og især de senere numre på pladen kan virke underlige for almindelige pop-lyttere. Beatsene på albummet er ofte hårdtslående, f.eks. på sange som Regrets, The First Cut og Paint a Rumor, men på et par få sange er der skruet ned for denne hårdtslående lyd. Who’s That Girl veksler f.eks. meget imellem aggression og bekymring, og da følger beatet også med. Den veksler samtidig smukt imellem høflighed og vrede, og som vreden bliver mere fremtrædende, eksperimenterer gruppen mere og mere, hvilket sætter mere personlige præg på sangene.

Når de ikke eksperimenterer, er sangene utrolig fængende popmelodier, som hele familien kan synge med på – hvis de da kan ramme tonerne. Forsanger Annie Lennox har en fantastisk stemme, som næsten ingen kan matche. Hun udtrykker følelserne på albummet på eminent vis. Som hun synger linjer som “I’m so full of desire; When you set my head on fire” fra den Jamaicansk inspirerede Right By Your Side eller “Here it comes again, Here it comes again, Here it comes again, Here it comes again” fra det elektroniske eksperiment Cool Blue mærker man følelserne strømme ud med en fabelagtig klang. Der indføres noget, der mest af alt minder om et afrikansk folkemantra på Aqua, og der kommer nogle spektakulære vokalintervaller på Paint a Rumor og næsten konstant nye overraskende idéer på No fear, No Hate, No Pain (No Broken Hearts). Sådanne elementer gør Touch til en mindeværdig oplevelse, der tør at gøre mange forskellige ting.

Eurythmics gør syntetisk lyd til en utrolig følelsesrig oplevelse. Blandt alle de britiske Synthpop-grupper stikker de ud på grund af deres mange idéer, der gør musikken konstant interessant at lytte til, hvor de fleste andre kunne gøre dig godt træt af at lytte til 10 sange, der bare er West End Girls med anden melodi og tekst. Fans af eksperimenterel musik vil nikke tilfredsstillende, som de lytter til dette album som det nærmer sig enden, for vi snakker om et meget progressivt opbygget eksperiment. En fan af almindelig synthpop vil langsomt blive trukket hen mod disse særere lyde, som de nok vil lære at værdsætte, som albummet langsomt introducerer flere og flere til dem. Det er lyden af 80’erne blandet med lyden af fremtiden. Og lige præcis dette gør, at Eurythmics er bedre end langt de fleste af tidens mange new wave-grupper.