Tag-arkiv: Soul

99 – Sly and The Family Stone – There’s a Riot Goin’ On (1971)

Udgivet den af
Svar

Sly and The Family Stone var ikke blot et af de vigtigste funkbands nogensinde, de var også til tider meget bizarre og eksperimentelle, mere end de fleste i deres samtid. En af deres særeste plader er There’s a Riot Goin’ On fra 1971. Før dette album havde de en meget klar psykedelisk soul-lyd med nogle poppede omkvæd og en generel feel-good-vibe. Ikke at de ikke havde eksperimenteret før, fx kan den 13 minutter lange sang Sex Machine fra 1969 fremhæves som et vældig alternativt og artistisk nummer, og på mange måder dannede dette nummer grundlaget for There’s a Riot Goin’ On to år senere. Lyden herpå nærmer sig på mange måder den lumre, sumpede, groove-bårne stil, man fandt på Sex Machine, og stemningen er på alle måder mørkere herpå end før. Selv glade sange som (You Caught Me) Smilin’ og Runnin’ Away føles som om, de stammer fra et ondt, forskruet sted. Det gælder især Runnin’ Away, der i albummets kontekst bliver nærmest skræmmende, så tyggegummi-optimistisk den bliver blandt den ellers noget grumme lyd. En anden undtagelse ville være åbningsnummeret, Luv N’ Haight, der flot giver dig indtrykket, at det er en ganske almindelig, poppet funkplade, man har givet sig til at høre – men åh, hvor man dog tager fejl.

There’s a Riot Goin’ On er en svær plade at sluge – der er mange langsommere funknumre, og det virker tit som om, forsanger Sly Stones stemme har en form for vintage-filter på sin mikrofon. Endvidere synger han tit meget lavmælt, og selv når han ikke gør, placeres han ikke særlig højt i mixet i forhold til at han er forsanger. Guitarerne og bassen kravler på nummeret Poet hen over hinanden i et hypnotiserende groove, men generelt føles lyden på pladen underligt nøgen til trods for den store besætning. Kig blot på det 7 minutter lange afslutningsnummer Thank You for Talkin’ to Me, Africa, der essentielt er en nyfortolkning af gruppens klassiske hit Thank You (Falettinme Be Mice Elf Agin). Groovet består som sådan af både bas, trommer og guitar, men guitartonerne er så kortvarige og holder nok pauser til, at det stadig føles meget tomt, især med det langsommere tempo end originalen. 7 minutter inde i nummeret er groovet det helt samme, uanset om verset eller omkvædet er i gang. Der optræder også af og til et keyboard, men det er flyvsk og lavmældt, så det øger til den meget ukomfortable stemning, som nummeret skaber.

Det er en underlig plade, og jeg har svært ved at sige, hvad jeg synes om den. Men jeg synes absolut, at den er værd at opleve, for jeg kender ikke mange plader, der kan sammenlignes ordentligt med den. Hvor mange andre funkplader kender du, hvor man kan opleve vaskeægte jodlen? Det kan man på nummeret Spaced Cowboy, og det er et nummer, der lyder ganske morsomt som præmis. Ved de første par gennemlytninger så jeg det som et mislykket forsøg på en sjov, skør idé, men efter gentagne gennemlytninger begyndte jeg at sætte mere pris på den. Jeg begyndte at se det som en kommentar på hvordan det hvide Amerika har en tendens til at romantisere det vilde vesten til trods for tidens ubehageligheder. I det hele taget er There’s a Riot Goin’ On et ubehageligt album, men det er ikke ubehageligt fordi det vækker mange personlige følelser – rettere fordi den skaber sin egen ubehagelige aura. Som Sly lettere utydeligt synger på Poet, “My only weapon is my pen” – og denne linje handler ikke kun om ord, den handler om kunst. Der er masser af tegn på, at There’s A Riot Goin’ On er en politisk plade, men teksterne er sjældent eksplicitte. Musikken derimod taler sit eget meget tydelige sprog.

106 – Sam Cooke – Portrait of a Legend: 1951-1964 (2003)

Udgivet den af
Svar

Soulmusikken var i løbet af 60’erne en virkelig populær genre med navne som Otis Redding, Aretha Franklin og The Four Tops blandt de største navne. Mens disse har udgivet stribevis af gode sange, så må vi ikke glemme, hvor det hele startede, nemlig med Sam Cooke. Det er selvfølgelig svært at fastsætte helt præcis, hvem der opfandt soulgenren, men da Sam Cooke i 1957 udgav sangen You Send Me, lød den ikke som noget andet, end ikke de singler Ray Charles og James Brown udgav nogenlunde samtidig. Til gengæld lyder det så tæt op af 60’ernes soullyd, at det kan være svært at fatte, hvor gammelt nummeret er. Sam Cooke fortsatte med at udgive klassiske singler i løbet af resten af sit liv, der desværre måtte møde en alt for tidlig slutning, da han døde som 33-årig i 1964. Hans musik er sidenhen blevet udgivet på mange forskellige opsamlinger, men den omfattende Portrait of a Legend: 1951-1964 er nok den mest populære. Herpå finder man 31 forskellige numre fra rundt omkring i Sam Cookes karriere, og til trods for årstallene anført i albummets titel, er albummet gudskelov ikke i kronologisk rækkefølge.

Albummet hedder dog stadig Portrait of a Legend, og hvordan tegner man et portræt af en musiker, hvis man ikke stiller det kronologisk op? Skaberne af denne opsamling har sørget for at gøre det ved at variere Sam Cookes musik så meget som muligt. Der er godt med dynamik indenfor tone, lyd og tempo, og endda til dels genre. Jovist, det meste er soulmusik, men visse sange har klare elementer af både blues, gospel, doo-wop og selv cha-cha-cha. Gospelsangene kommer fra hans tid i gruppen The Soul Stirrers. Der er kun to af dem, og det er som sådan rigeligt. Det giver Cookes karriere noget nuance, og det kommer ikke til at fylde for meget. Udvalget er også stærkt. Jeg kan personligt ikke komme på nogen Sam Cooke-sang, jeg savner. Vi får faktisk alle klassikerne; den nuttede Wonderful World, den festlige Shake, den romantiske (I Love You) For Sentimental Reasons, den alvorlige Chain Gang og naturligvis den dramatiske A Change is Gonna Come. Man er ikke det mindste i tvivl om, at Sam Cooke er en af de største R&B-kunstnere nogensinde, når man hører pladen.

Det er faktisk imponerende, at indtrykket af Sam Cooke som et musikalsk geni står så klart, for der er faktisk en del sange, hvor han virkelig underpræsterer som sangskriver. Good Times er en lidt sølle gentagelse af Wonderful World og vokalmelodien til I’ll Come Running Back to You er stort set identisk med Lovable. Dette bliver dog overraskende nok ikke særlig trættende, så stor ros skal gå til dem, der placerede numrene der, hvor de er. Derudover er der lidt for mange sange, hvor han forsøger på at være nuttet. Sam Cooke kan skam være god til det, Cupid, Only Sixteen og Wonderful World er flotte eksempler på dette. Hans stemme er dog altid ret klar i mixet, så det er svært at ignorere en dårlig tekst, som den lettere vamle Everybody Loves to Cha Cha Cha og Meet Me at Mary’s Place. Forskellen på de gode og dårlige “nuttede” sange handler mest af alt om, hvor oprigtig Sam Cooke virker, og hvor relaterbart sangens indhold er. Ja, der er nok omkring 10 sange, Portrait of a Legend sagtens ville kunne leve uden, og pladen er med sine 79 minutter ganske lang. Alligevel er det et veludført, varieret portræt af en af de bedste sangere nogensinde, og det er ligeledes en glimrende introduktion til ham.

116 – Etta James – At Last! (1960)

Udgivet den af
Svar

Etta James havde en af de største soul-stemmer nogensinde. Den var virkelig blød for det meste, men hun havde så flot kontrol over den, at hun sagtens kan trække den i mere hårdføre retninger. Hendes første album, der fik titlen At Last!, udkom i 1960, men siden 1955 havde hun udgivet stribevis af populære singler. Indholdet på At Last! var dog spritnyt, og mange af hendes bedste numre er på tracklisten. Naturligvis kan titelnummeret nævnes, men også Trust in Me og A Sunday Kind of Love er store, sjælfulde ballader, som absolut er værd at lytte til, og den bluesede I Just Want to Make Love To You er skøn. Det er som med de fleste albums fra den tid ikke et særlig stilren eller konsekvent helhedsoplevelse. Det er mest af alt en samling sange, som Etta James tilfældigvis indspillede i 1960. Det er dog heldigvis ikke en lang plade, den er kun 29 minutter lang, så pladens manglende dynamik gør stort set aldrig, at man bliver træt af Etta James. Til gengæld kan det ændre på indtrykket, man får af visse numre. Jeg ville fx muligvis have syntes bedre om den rock and roll-prægede Tough Mary, hvis resten af pladen på nogen måde havde lagt op til den stil. Som den står nu, virker den lettere fjollet.

Der er desværre også et generelt kvalitetssving på pladen. De storladne, lykkelige eller længselsfulde kærlighedssange er uden tvivl det, der klæder Etta James bedst. Det er heldigvis også dem, der er flest af, men når hun begynder at være sørgmodig på All I Could Do Was Cry, bliver det en kende vammelt, og det lyder på ingen måde oprigtigt. Jeg føler mig faktisk en smule talt ned til, hvis det er meningen, jeg skal tro på det scenarie, der bliver fremstillet i teksten. Det kunne måske være en smule trættende, hvis det storladne soul-skrålen skulle være basis for alle sange på pladen, men så ville jeg absolut foretrække nogle mere blues-prægede sange i stedet, og pladen er som sagt ikke så lang, så det er begrænset, hvor meget den kan udmatte dig. Med det sagt, så virker dynamikken faktisk ret fint. Den er absolut ikke ideel, men pladen er stadig relativt varieret i forhold til både stil, hastighed og lydniveau. Den er absolut acceptabel til en plade på 29 minutter. Andre former for albumstruktur er dog slet ikke til stede. Intet nummer bygger op til et andet eller er med til at skabe et større tematisk helhedsindtryk.

Lyden på pladen er generelt meget klassisk soul. Der er elementer af standard-vokaljazz, hvilket blot udnytter James’ stemme endnu bedre. I det hele taget er hvert eneste nummer meget imponerende, hvis man har fokus på Etta James’ vokalpræstation. Hendes stemme lyder fuldkommen fantastisk på hvert eneste nummer, ingen undtagelse. Den slags situationer kommer tit med en tilgang, hvor det er vigtigere at sangeren skal kunne imponere med sin stemme, end at musikken rent faktisk forsøger at have noget at byde på i sig selv. Dette er ikke generelt tilfældet på At Last!. Det er ikke alle numre, jeg holder lige meget af, så på visse er James’ flotte stemme den væsentligste “saving grace”. Men på alle numrene kan jeg se, hvad de har prøvet at opnå, og ganske tit lykkes det da også. At Last! er en ganske fin plade. Den underholder acceptabelt nok i den korte tid den varer, og sangene er varierede nok, til at man aldrig keder sig, mens der stadig er nok af balladerne, som jo er guffet. Der er ikke de store overraskelser eller den helt store holdbarhed på pladen, men den har stadig absolut noget at byde på.

131 – Diverse kunstnere – Saturday Night Fever (1977)

Udgivet den af
Svar

Foruden at være stor musiknørd, har jeg også en vis interesse i film. Når et album hænger tæt sammen med en film, sørger jeg derfor tit for at se filmen, inden jeg anmelder pladen. Det er efterhånden et par måneder siden, jeg fik set Saturday Night Fever, den klassiske ungdomsfilm, der i 1977 gav John Travolta sit gennembrud. Det er absolut en anbefalelsesværdig film, der troværdigt skildrer tidens ungdom, mens der også er masser af interessant drama til stede. Det er ikke nogen stor cinematisk triumf, men filmen er mindeværdig, stilfuld og kompetent. Og så er lydsiden bare vidunderlig. Et centralt emne i filmen er en disko-dansekonkurrence, og derfor er filmen udstyret med nogle af de bedste disko-sange nogensinde. På pladen finder man kunstnere som Walter Murphy, Kool & The Gang, KC and the Sunshine Band, The Trammps og naturligvis Bee Gees, hvor sidstnævnte opfører 6 af pladens 17 numre, og de har skrevet yderligere to. Tit bliver pladen derfor også opfattet som et Bee Gees-album, selvom man ikke bør overse de andre kunstneres bidrag. En stor del af sangene er lavet specifikt til filmen, mens visse andre, herunder Boogie Shoes, Disco Inferno og You Should Be Dancing, var udgivet tidligere i andre sammenhænge.

I filmen optræder så mange sange, at man umuligt kunne få dem alle med, og det er nok godt det samme. I filmen optræder Disco Duck og Dr. Disco af Rick Dees, og de er decideret forfærdelige sange, og de optræder mest af alt i filmen som en joke. Disse er de eneste to sange, der blev frasorteret på albummet, og det er jeg glad for. Ellers optræder alle sangene fra filmen, og der er endda gjort plads til den instrumentale musik. Denne instrumentale musik bliver ligeledes spillet i bedste disko-stil, og er virkelig festlig. Ralph MacDonalds Calypso Breakdown er lidt langtrukken, og David Shires Manhattan Skyline er en kende intetsigende, men til gengæld er numre som David Shires Night on Disco Mountain og Walter Murphys A Fifth of Beethoven meget spændende. De er disko-genfortolkninger af klassiske kompositioner, hhv. Mussorgskijs En nat på Bloksbjerg og Beethovens femte symfoni. Begge fungerer virkelig godt, og de giver noget drama til soundtracket, som de fleste andre sange ikke gør. Af en eller anden årsag finder man på albummet også Jive Talkin’ af Bee Gees, der som den eneste sang på pladen ikke optræder i filmen. Jeg klager dog ikke så højt, for det er uden tvivl en af de bedste Bee Gees-sange nogensinde, og den passer godt ind.

Bee Gees er selvfølgelig en væsentlig del af pladen, men det er faktisk bygget sådan op, at de andre kunstnere får godt med plads til at vise sig frem. Pladen starter med fire Bee Gees-numre i rap, og først på disc 2 får man to yderligere Bee Gees-numre. Overgangen fra Bee Gees til de øvrige kunstnere sker også ret naturligt, da den første sang af en anden kunstner er Yvonne Ellimans If I Can’t Have You, der er skrevet af Bee Gees. Den sidste Bee Gees-sang inden denne er More Than A Woman, en vældig veludført kærlighedssang, ingen klager herom. Jeg synes derimod det er lidt kedeligt, at vi allerede tre numre efter får lov til at høre den igen, denne gang i en cover-version af Tavares. Denne udgave er endda ikke særlig forskellig fra Bee Gees-versionen, så i mine øjne er det meningsløst at inkludere begge, især så tæt på hinanden. Pladens sange er alle sjove og dansevenlige, og de er tilpas varierede i intensitet. Især Bee Gees-numrene er fængende; Stayin’ Alive, Night Fever og How Deep Is Your Love er klassikere af en årsag. Mens filmen er god, tror jeg at soundtracket stadig er endnu bedre. Hvis man har det mindste ømme punkt for lækker popmusik, kan det sagtens anbefales.

138 – The Meters – Rejuvenation (1974)

Udgivet den af
Svar

The Meters er et af de helt store klassiske funkbands, og alligevel føler jeg tit, man glemmer dem, når man snakker om funkgiganter som Parliament/Funkadelic, James Brown og Tower of Power. Mit eget bekendtskab med The Meters kommer mest fra den instrumentale plade Look-Ka Py Py, men de fleste funkfans peger ofte på Rejuvenation fra 1974 som deres mesterværk. På denne plade finder man derimod vokaler på alle numre. Instrumentationen er dog stadig i fokus. Deres leadguitarist, Leo Nocentelli, har grebet mikrofonen, og mens han absolut er en acceptabel sanger, ligger hans force for alvor i guitaren, som stadig er latterligt funky. På åbningsnummeret People Say arbejder bandet virkelig godt sammen om at skabe et dynamisk, spændende og levende nummer, som dels har et sprødt, fængende omkvæd, men også et lag af lyde, der ikke er til at stå for. Det er klassisk, fandenivoldsk funkmusik med alt, man elsker det for. De går dog på pladens andet nummer, Love Is for Me, over i en mere soul-præget lyd. Vokalen er her mere i centrum, og bandet er ikke nær så agressive med at vise deres kundskaber. Det lyder dog stadig latterligt godt, for The Meters er og bliver et af de mest velspillende funkbands nogensinde.

Det mest populære nummer fra Rejuvenation er nok det tredje, Just Kissed My Baby, der har et guitarriff med en spøjs, fængslende rytme og en bas, der virkelig siger spar to. Et simpelt orgelriff får assistance af nogle energiske trompeter på bestemte tidspunkter, og det hober sig op i et fedt klimaks mod slutningen, før der bliver lagt en dæmper på det til det afsluttende vers. Noget The Meters gør meget på pladen er at veksle mellem Nocentellis solovokal og et kor, og det skaber i mine øjne yderligere variation og overraskelse. På What’cha Say synger koret et par fraser med falsetsang, hvorefter Nocentellis dybere stemme svarer dem. Der er et lækkert, soulpræget overgangsstykke i midten, og mod slutningen gentager denne vending, “What’cha Say” sig i en lettere kaotisk facon. Den langsomme Jungle Man har en virkelig fed, futuristisk basgang, men det er nok ikke en af mine favoritter på pladen. Der er ikke rigtig nok interessante ideer, og når de endelig kommer, forsvinder de lidt for hurtigt. Nocentellis stemme bliver også overdubbet så meget, at den lyder en kende kønsløs, men man kan sagtens høre bandets høje tekniske niveau

Hey Pocky A-Way har en mere New Orleans-præget lyd med sin vrøvletitel, sit boogie woogie-inspirerede klaver og sine call-response-sekvenser. Det er en ret simpel sang i sin struktur, men udførslen er eminent, og den lyder ret unik på pladen. Man mærker en mere negativ lyd på It Ain’t No Use, der har en fuldkommen djævelsk percussionsektion fra Ziggy Molestile. Trommerne lyder som noget Curtis Mayfield kunne have fundet på, mens der kommer en vild Santana-agtig guitar fra Nocentelli. Efter et stykke tid med almindelig struktur udvikler sangen sig til en bunke af soloer, og med sine 12 minutter er det utvivlsomt det bedste sted på pladen, at opdage bandets tekniske kunnen. En vældig sød lille kærlighedssang ved navn Loving You Is on My Mind kommer da. Jeg er sikker på, at det er en kærlighedssang, for titlen er stort set den eneste linje, og så lyder sangen også bare så utrolig lykkelig, hvilket især keyboardist Art Neville kan takkes for. Pladen afsluttes med fanfavoritten Africa, der lyrisk er meget dybere end alt andet på pladen. Noncentelli får sine ord til at veje meget, og bandet supplerer med mange fine musikalske motiver. Jeg kan rigtig godt lide Rejuvenation, nok endnu bedre end jeg kan lide Look-Ka Py Py, og jeg kan med lethed forestille mig at ville kigge på resten af deres diskografi.

Jeg vil desuden gerne meddele en meget glædelig nyhed, nemlig at jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Man kan stemme på mig her.

 

147 – Otis Redding – Dreams to Remember: The Otis Redding Anthology (1998)

Udgivet den af
Svar

Der er få soulsangere af samme kaliber som Otis Redding. Der er selvfølgelig nogle få, men den klassiske Atlantic Records-soullyd er af gode grunde så uløseligt forbundet med Otis Redding. Ikke alene havde han en fantastisk stemme, hans backingband, Booker T. and the M.G.’s er også nogle af de dygtigste soulmusikere, jeg kender til. Desuden var flere af hans bedste plader produceret af Isaac Hayes, en af soul-genrens mest indflydelsesrige figur. Redding var grundet sin stemme lidt af en guldgris hos pladeselskabet, så de kastede virkelig alt efter, at hans plader skulle blive så gode som muligt. Han døde desværre i 1967 som blot 26-årig, dog med en imponerende diskografi bag sig. I 1998 blev 50 af hans bedste numre så udgivet på opsamlingen Dreams to Remember: The Otis Redding Anthology. Og så meget som jeg elsker Otis Redding, så synes antallet af sange altså at være ret højt. 50 sange er fint til en Beatles- eller Madonna-antologi – Otis Redding har simpelthen bare ikke nok berømt materiale til at fylde 2½ time ud. Derfor får man nogle ret obskure sange med i godteposen. Sange som Chained and Bound, Cigarettes and Coffee og hans cover af Sam Cookes Cupid er ikke særlig kendte, og man kommer næppe til at huske dem.

De har endda valgt at inkludere sæsonbaserede sange. Med mindre man lige har set The Nightmare Before Christmas, så har jeg svært ved at se, hvordan Trick or Treat passer ind på samme plade som et cover af Merry Christmas, Baby. Disse er desuden heller ikke just opsamlingens højdepunkter. Jeg vil dog sige, at der er forbløffende få sange, der vitterligt er dårlige. Det gennemgående problem med de dårligere sange er blot, at de er lidt kedelige og uinspirerede. Den eneste reelle musikalske katastrofe er Tramp, som jeg vist også fik udskældt, da jeg anmeldte The Dock of the Bay. Når der er så mange numre, er man dog ret sikker på, at man får alle sine yndlingssange. De eneste nummer, jeg virkelig godt kunne have ønsket mig at høre tilføjet, er I’m Sick Y’all og hans cover af Tennessee Waltz, begge oprindeligt fra Dictionary of Soul. De er dog ret obskure, så jeg kan tilgive udeladelsen. Og man tænker ærlig talt ikke meget over det, når man får sange som Try a Little Tenderness, (Sittin’ On) The Dock of the Bay, I’ve Been Loving You Too Long, I Can’t Turn You Loose og Fa-Fa-Fa-Fa-Fa (Sad Song) i stribevis.

Jeg opdagede også godt med gode sange, jeg ikke kendte i forvejen. Jeg har jo allerede anmeldt 3 andre Otis Redding-albums, så jeg har ret godt styr på hans materiale. Mine nye bekendskaber med You Left the Water Running, Hard to Handle og Shout Bamalama har været virkelig gode. Disse er uden tvivl sange, jeg vil vende tilbage til, og de er så forskelligartede, at de fremviser Reddings varierede evner vældig godt. Det, der dog for alvor gør denne opsamling værd at lytte til for en Redding-entusiast som mig, er, at den indeholder hele Reddings legendariske optræden på Monterey Pop Festival i 1967. Musikerne spillede ikke synderligt lange sæt på denne festival, da der var konstant vekslen mellem musikere. Derfor giver Otis Redding den så meget gas, som han overhoved kan med fænomenale udgaver af Shake, Respect, I’ve Been Loving You Too Long, (I Can’t Get No) Satisfaction og en helt hjernedødt god udgave af Try a Little Tenderness. Disse optagelser er ikke udgivet på særlig mange cd’er, og de findes ikke på Spotify. Så de er hovedlokkemaden. Derudover er Dreams to Remember en ret god opsamling. Der er nogle problemer her og der, men jeg fik mere godt ud af den end skidt, og det vil nok være en ret god måde at blive introduceret til Redding.

163 – Prince – 1999 (1982)

Udgivet den af
Svar

Hvis man lige ser bort fra Purple Rain, så er intet Prince-album så folkeligt elsket som 1999. Sign o’ the Times er måske mere afholdt af anmelderne, men 1999 er mere poppet, mere festligt og fik flere store hits. De, der i højest grad er en indgroet del af vores populærkultur i dag er titelnummeret og Little Red Corvette. Disse starter albummet ud, og de er efter min mening lige så fantastiske som konsensus siger. Især den lidt mere diskrete Little Red Corvette er i min optik meget charmerende og elskværdig. Det er en af den slags perfekte popsange, hvor den ene lille genialitet bare overfalder den anden. Og den er med sin synthesizer-tunge lyd stadig mere menneskelig en rigtig meget musik, hvor instrumenterne er helt organiske. Men de andre numre er faktisk lige så interessante, fængende og sjove som dem, jeg kendte i forvejen. Nu nævnte jeg netop, at 1999 er en ret folkelig plade, hvor numrene er fængende og poppede, men sangene er fra start til slut også meget lange. Nogle af de i essensen mest poppede numre er blandt de længste. Det er numre som Let’s Pretend We’re Married, Automatic og Lady Cab Driver, alle latterligt sjove popsange. Og ingen af dem kører i længere tid, end de kan klare.

Lyden på 1999 er meget præget af synthesizere, men på visse numre hiver Prince også bassen frem og belyser sine funkrødder. Og ja, det er Prince selv, der hiver den frem, han spiller alle instrumenter på pladen undtagen backingvokaler og en enkelt guitarsolo. Funk-rødderne er tydeligst på Lady Cab Driver og D.M.S.R., og det giver virkelig disse sange en unik lyd blandt de øvrige, noget mere new wave-prægede numre. Han kan dog sagtens finde på at spille funkbas sporadisk som et lille diskret udtryk på en sang. Det giver hans musik detalje. Han tager også hånd om soul-genren. Han gør det på Delirious, der egentlig teknisk set har mere til fælles med blues, men det er mest Princes levering, der gør det. Det er nærmest en modernisering af det der meget blues-prægede nummer, der er på så mange soulplader fra 60’erne. Den sentimentale Free er et pragteksempel på Princes soul-inspiration. Den er vemodig og tilbageholdende, og efterhånden bliver den bombastisk på så latterlig vis, at kun Prince kan få det til at lyde vigtigt. International Lover, der slutter pladen af er noget rigtig sexet Marvin Gaye-inspireret soul. Det er også et nummer med en stor udvikling, men der er mange små hop i intensiteten, der gør det til en af de mest levende sange på pladen.

Nu hedder pladen jo netop 1999, hvilket var et år langt ude i fremtiden på Princes tid. Dette understreges ikke blot af de mange synthesizere men også af den futuristiske lyd på visse af numrene. Dette gælder ikke mindst de dybe robot-stemmer på titelnummeret, der virkelig bare lyder sjove. Men Automatic har en meget mekanisk lyd, hvor lag på lag af synthesizere næsten minder om tandhjul, der alle arbejder sammen. Den mørke Something in the Water (Does Not Compute) er også meget kold, næsten som en maskine. En konstant tikkende hi-hat gør denne ellers ret langsomme sang til en pressende dystopi. All the Crtitics Love U in New York bliver hovedsageligt fortalt gennem spoken word, og når der endelig bliver sunget, lyder det uhyggeligt. Mens teksten handler om at blive elsket, er musikken uhyggelig. 1999 har 11 virkelig fede numre på sig, og den strækker sig over 70 minutter. Det er selvfølgelig ret lang tid, men pladen holder virkelig til det. Ikke et nummer er ikke på niveau med resten, og hvert eneste nummer bidrager med noget unikt. Lyden er måske lidt tidstypisk, men pladen omhandler i høj grad tid, så det er kun passende. 1999 er en af Princes allerfineste stunder.

165 – Marvin Gaye – Let’s Get It On (1973)

Udgivet den af
Svar

Oven på den samfundskritiske What’s Going On og den meget ambitiøse Trouble Man valgte Marvin Gaye at tage sin musik i en ny og ganske anderledes drejning. Og dog er det nok den slags musik, han huskes bedst for i dag. Han lavede nemlig et album, hvor sex var i klar fokus. Selv de sange på Let’s Get It On, der ikke nødvendigvis handlede om sex i bogstavelig forstand, oser af sex i deres natur. Dog er der ingen af den slags hæmninger på åbningsnummeret, der ligeledes hedder Let’s Get It On. I dag er den måske uløseligt forbundet med den klichéfyldte sexsang, men den har på mange måder også dannet grundlaget for stort set alle sexsange sidenhen. Men det er også fordi den er så god. Hvis vi ignorerer de første få toner, der jo kun føles morsomme grundet deres senere status, så er der tale om et helt fantastisk nummer, der virkelig lægger op til et sexet album. Please Stay (Once You Go Away) er en lidt mere oprørt sang, der omhandler sorgerne ved, at en elsket potentielt kunne gå fra dig. Den beskriver alt det, Gaye ville gøre, hvis hans udkårne forlod ham, og på den måde cementerer det også hans kærlighed til hende. Det er ret smukt.

If I Should Die Tonight er en lidt langsommere sang, og den er mere diskret end tidligere. Flotte strygere sørger for at gøre lyden oprigtig, og det er rigtig flot arrangeret. Jeg tror ikke helt nummeret virker som en helstøbt sang nær så godt, som det gør som en del af albummet, for det bygger ikke rigtig op mod andet end nummeret, der følger efter, nemlig Keep Gettin’ It On. Keep Gettin’ It On er en slags fortsættelse til åbningsnummeret, lyrisk såvel som musikalsk, og det siger virkelig noget om Marvin Gaye som musiker. De fleste ville måske sige, at der ikke er brug for nær så meget konceptualitet i en plade om sex som en plade om samfundet, men Marvin Gaye kunne ikke drømme om at gøre noget halvt. Så jo, han vælger at fortsætte et tidligere nummer ganske direkte, hvilket skaber mere tematik. Come Get to This er et af pladens mest gennemførte numre med en levende instrumentation, der især udmærker sig ved flotte messingblæsere. Men det er et helt lille blæser-, stryger- og korarrangement, der bare skaber sangens enormt trygge og følsomme rammer.

Den stille Distant Lover er ikke just min favorit på pladen, men den har mange beundringsværdige kvaliteter. Den er først og fremmest lige så forførende som man efterhånden har forventet af Gaye, og teksten er også ret romantisk og stemningsrig. Dog er melodien ikke noget, der blæser mig omkuld, og derudover føles det underligt at høre en sang om at savne en ekskæreste, én man naturligvis ikke har sex med, når hver eneste anden sang på pladen handler om at have sex i nuet. Og det gør sangen bagefter naturligvis også, nemlig den sprøde og diskrete You Sure Love To Ball. Det er en af mine absolutte favoritter på pladen, og dens instrumentation formår på én gang at være virkelig afslappende og meget levende. Generelt er albummets anden halvdel meget afslappet, og dette gælder selv afslutteren. Den hedder Just to Keep You Satisfied, og derpå reflekterer Gaye over hele sit forhold, dog stadig med mange seksuelle undertoner. Det er en vemodig og stilfuld måde at afslutte pladen, og man kan på alle måder høre, at dens hovedformål var at runde pladen af. Let’s Get It On er så utrolig meget bedre, end man ville kunne forvente at den ville være på baggrund af forventningerne, og den er nok blandt Gayes bedste plader.

177 – Funkadelic – One Nation Under a Groove (1978)

Udgivet den af
Svar

Nu er det tid til et band, jeg har haft æren at se live, og det var en af de mest utrolige koncerter, jeg nogensinde har været til. De hedder Parliament-Funkadelic, og det er en sammenslutning af to af 70’ernes bedste funkgrupper: Parliament og Funkadelic, begge ledt af funkgeniet George Clinton. Funkadelic var mere rockpræget end Parliament, og de udgav i 1978 en af de bedste fusioner mellem funk… og stort set alt andet: One Nation Under a Groove. Okay, det er en overdrivelse, men lige fra åbningsnummeret, der ligeledes hedder One Nation Under a Groove. Det er stille og tilbagelænet, men teksten nævner da også noget om at bryde fri fra sine hæmninger. Nogle hæmninger, man kan mærke, og man kan nærmest mærke lydmure blive brudt i takt med at nummeret går amok. Det ender med at være umuligt at sidde stille til, og det er smukt. Bagefter bliver vi budt velkommen til det magiske land Funkadelica på Groovalleggiance. Denne sang har elementer af doo-wop og gospel, og Clintons grupper har da også en tendens til at prise funk på et spirituelt plan. Funk er ikke nødvendigvis en genre, hvis genren var så hellig, blev den jo ikke fusioneret. Det er en livsstil. Og den går netop ud på at smide hæmningerne, både fra sig selv og fra sin musik.

Det læner sig meget godt op af spørgsmålet, der udgør titlen på pladens tredje sang, Who Says a Funk Band Can’t Play Rock?! Og det er i grunden et godt spørgsmål? Hvorfor ikke fusionere det? Hvis jeg kunne, ville jeg hoppe hen til min guitar og være med til det, men det kan jeg ikke, for guitarist Michael Hampton er latterligt dygtig. Han er faktisk næsten lige så god som deres tidligere guitarist, Eddie Hazel, og det siger en del. Han giver blandingen af funk og rock meget liv, og det på en helt anden måde end mere moderne funk-rock-grupper som Primus og Red Hot Chili Peppers – måske fordi de angriber musikken fra den modsatte vinkel, hvor funk kommer før rock. Efter dette guitarmesterværk kommer den bizarre Promentalshitbackwashpsychosis Enema Squad, der er svævende, psykedelisk, og i længere tid stort set bare er en vidunderlig guitarsolo med underlige vendinger råbt henover sig: “The fear of being eaten by the sandwich”, “Count the calories of your thoughts” og selvfølgelig den uforglemmelige “Fried ice cream is a reality”. Disse er altid skægge, og guitaren er altid gribende.

Som en klog mand engang sagde: “Fuck genren! Vi hylder lyden”. Og han har så evigt ret, men hvis vi lige skal blande genre og lyd sammen, så er det imponerende, at lyden stadig er så konsekvent og idiosynkratisk i løbet af alt dette. Især på den langsomme ballade Into You. Det er soul-funk a la det Sly & The Family Stone mestrede. Men dette er så meget grimmere og lagrigt i forhold til Sly Stone. Der er altid adskillige spændende ting i lyden, der overrasker hele tiden. Vi afslutter i det mere rendyrkede funkhjørne med Cholly (Funk Getting Ready to Roll), der er bombastisk og vild. Dermed står den i skarp kontrast til titelnummeret, der jo er mere afslappet. Det viser en udvikling fra track 1 til afslutningsnummeret. De øvrige numre har udviklet vores funk, givet den nye kendetegn, ja en helt anden identitet. Der er stadig mange fællestræk, men selvom lyden føles konsekvent, er det kun på grund af den gode albumstruktur. Enhver anden rækkefølge ville slet og ret resultere i, at det ville lyde som en opsamling. Men One Nation Under a Groove har det hele. Der er en meddelelse, variation, kreativitet, dygtig sangskrivning, og utallige mindeværdige øjeblikke.

179 – Curtis Mayfield & The Impressions – The Anthology: 1961-1977 (1992)

Udgivet den af
Svar

Curtis Mayfield er en af de største musikere, soul- og funkverdenen nogensinde har givet os. Ikke alene er hans stemme fantastisk, han er også en virkelig dygtig sangskriver. Ikke alene har han haft en virkelig imponerende og funky solokarriere med albums som Curtis og Superfly, men i sin tid som frontfigur for vokalgruppen The Impressions fik han også skrevet en del flotte sange. Begge disse sider af ham bliver fremvist på opsamlingsalbummet The Anthology: 1961-1977, der derfor er krediteret til både Curtis Mayfield og The Impressions. Opsamlingen fordeler sig over to cd’er, hvor den første er dedikeret udelukkende til hans tid med The Impressions, mens den anden først har et par få tracks med The Impressions, hvorefter man går over i solomaterialet. The Impressions er på papiret ikke særlig meget anderledes fra The Miracles eller The Temptations. Især førstnævnte er fristende at sammenligne dem med, da vi i begge tilfælde har at gøre med en fast forsanger, og han er bare den nydeligste smørtenor. Men også i deres sangskrivning er der mange ligheder. Det er næsten altid kærlighedssange, men teksterne hertil er stadig ofte enormt charmerende og finurlige.

Det er dog især, når de afviger fra kærlighedssangene, at jeg holder af dem, og jeg fatter næsten ikke, at jeg siger det her, men deres religiøse sange er bare fantastiske. Keep on Pushing, Meeting Over Yonder og People Get Ready er bare virkelig svedige, fængende og oprigtigt lydende sange. De er så evigt underholdende, og de giver dig virkelig lyst til at gå ind i en sort kirke a la den i Blues Brothers. Og mere politiske sange som This Is My Country og Choice of Colors er også virkelig gode, og meddelelserne i de religiøse sange går godt i spænd med disse. Selvom jeg er ret glad for gruppens sange, føler jeg, vi får serveret lidt for meget på opsamlingen. Det føles ikke som om, jeg får serveret creme de la creme, det føles mere som om, fyldet er blevet frasorteret. Never Let Me Go og I’ve Been Trying er ikke i grunden dårlige sange, men man kunne sagtens have fjernet dem, uden at jeg ville klage. Pladen er trods alt over 2 timer lang, og jeg ville ærlig talt have foretrukket en nøjere selektion, især da sådan en er svær at få fat i.

Hvis pladen absolut skal være så lang, så ville større repræsentation af hans solokarriere være værdsat fra min side. Jeg kan ikke lægge skjul på, at jeg langt oftere har sat disc 2 på, da al solomaterialet er derpå. Der er kun 10 solo-sange, hvorimod man kan finde 30 sange med The Impressions på pladen, men solonumrene har det dog også med at være mærkbart længere. Det længste – og efter min mening bedste – er Move on Up, der varer 9 minutter. Hvor the Impressions hovedsageligt lavede soul, så lavede Mayfield solo hovedsagelig funk, og han videreførte et par af mine yndlingstendenser fra sin gamle gruppe: hans smukke stemme og de politiske og religiøse temaer, ofte i kombination. På sangene fra Superfly-soundtracket synges der også om vold og kriminalitet, meget i tråd med filmens handling. På solonumrene mærker man en løssluppenhed og et ambitionsniveau, som Impressions-numrene ikke når til sokkeholderne. Alle 10 solonumre er af formidabel kvalitet, og de ville alene kunne udgøre en ganske glimrende opsamling. De er så en del af noget større, og denne helhed er også ganske fin. Den kunne godt være noget kortere, men man kan vel finde problemer ved så meget. Der findes i grunden nok ikke en bedre opsamling af hele Mayfields karriere end denne.