Soulmusikken var i løbet af 60’erne en virkelig populær genre med navne som Otis Redding, Aretha Franklin og The Four Tops blandt de største navne. Mens disse har udgivet stribevis af gode sange, så må vi ikke glemme, hvor det hele startede, nemlig med Sam Cooke. Det er selvfølgelig svært at fastsætte helt præcis, hvem der opfandt soulgenren, men da Sam Cooke i 1957 udgav sangen You Send Me, lød den ikke som noget andet, end ikke de singler Ray Charles og James Brown udgav nogenlunde samtidig. Til gengæld lyder det så tæt op af 60’ernes soullyd, at det kan være svært at fatte, hvor gammelt nummeret er. Sam Cooke fortsatte med at udgive klassiske singler i løbet af resten af sit liv, der desværre måtte møde en alt for tidlig slutning, da han døde som 33-årig i 1964. Hans musik er sidenhen blevet udgivet på mange forskellige opsamlinger, men den omfattende Portrait of a Legend: 1951-1964 er nok den mest populære. Herpå finder man 31 forskellige numre fra rundt omkring i Sam Cookes karriere, og til trods for årstallene anført i albummets titel, er albummet gudskelov ikke i kronologisk rækkefølge.

Albummet hedder dog stadig Portrait of a Legend, og hvordan tegner man et portræt af en musiker, hvis man ikke stiller det kronologisk op? Skaberne af denne opsamling har sørget for at gøre det ved at variere Sam Cookes musik så meget som muligt. Der er godt med dynamik indenfor tone, lyd og tempo, og endda til dels genre. Jovist, det meste er soulmusik, men visse sange har klare elementer af både blues, gospel, doo-wop og selv cha-cha-cha. Gospelsangene kommer fra hans tid i gruppen The Soul Stirrers. Der er kun to af dem, og det er som sådan rigeligt. Det giver Cookes karriere noget nuance, og det kommer ikke til at fylde for meget. Udvalget er også stærkt. Jeg kan personligt ikke komme på nogen Sam Cooke-sang, jeg savner. Vi får faktisk alle klassikerne; den nuttede Wonderful World, den festlige Shake, den romantiske (I Love You) For Sentimental Reasons, den alvorlige Chain Gang og naturligvis den dramatiske A Change is Gonna Come. Man er ikke det mindste i tvivl om, at Sam Cooke er en af de største R&B-kunstnere nogensinde, når man hører pladen.

Det er faktisk imponerende, at indtrykket af Sam Cooke som et musikalsk geni står så klart, for der er faktisk en del sange, hvor han virkelig underpræsterer som sangskriver. Good Times er en lidt sølle gentagelse af Wonderful World og vokalmelodien til I’ll Come Running Back to You er stort set identisk med Lovable. Dette bliver dog overraskende nok ikke særlig trættende, så stor ros skal gå til dem, der placerede numrene der, hvor de er. Derudover er der lidt for mange sange, hvor han forsøger på at være nuttet. Sam Cooke kan skam være god til det, Cupid, Only Sixteen og Wonderful World er flotte eksempler på dette. Hans stemme er dog altid ret klar i mixet, så det er svært at ignorere en dårlig tekst, som den lettere vamle Everybody Loves to Cha Cha Cha og Meet Me at Mary’s Place. Forskellen på de gode og dårlige “nuttede” sange handler mest af alt om, hvor oprigtig Sam Cooke virker, og hvor relaterbart sangens indhold er. Ja, der er nok omkring 10 sange, Portrait of a Legend sagtens ville kunne leve uden, og pladen er med sine 79 minutter ganske lang. Alligevel er det et veludført, varieret portræt af en af de bedste sangere nogensinde, og det er ligeledes en glimrende introduktion til ham.