Tag-arkiv: Singer/songwriter

78 – Neil Young – Harvest (1972)

Udgivet den af
Svar

For et år siden stod jeg foran Orange Scene på Roskilde Festival, klar til for første gang at se en af mine store musikalske helte spille live, nemlig Neil Young. Et par måneder efter snakker jeg med en ven om hvor fed koncerten var, og hun informerer mig om, at hun ikke rigtig selv havde et forhold til Young, men mange i hendes camp havde set meget frem til koncerten, da de var vokset op med hans musik. Jeg er ikke selv vokset op med Youngs musik, og jeg skal ikke komme med udtalelser om hvordan deres barndom må have været, men jeg kan ikke forestille mig at have noget til overs for det som barn. Neil Youngs musik er tit meget nedtrykt, grå, modløs og generelt bare trist, og som barn ville jeg nok enten være blevet forfærdet eller kedet mig ihjel af at høre det. Og det gælder selv på hans mest folkelige plade nogensinde, ‘Harvest’ fra 1972, hvor man finder klassiske numre som ‘The Needle and The Damage Done’, ‘Old Man’ og ‘Heart of Gold’, og ingen af disse er just humørspredere. Alligevel formåede pladen at være den bedst sælgende plade i 1972.

Jeg ved ikke, om verden bare gik igennem en stor kollektiv depression i 1972, men et eller andet ramte Young med sin skrøbelige stemme og desparate lyrik, der formåede at resonere med et bredere publikum. Man kan selvfølgelig påpege, at Young på ‘Harvest’ fik sammensat nogle mere fængende melodier og skar ned på de lange guitarsoloer, men det er nok mere relevant at han samtidig formåede at beholde den emotionelle kerne fra tidligere plader. Ja måske var han endda følelsesmæssigt stærkere end nogensinde før. Muligvis bliver det bare tristere, når man har et mindeværdigt omkvæd, der gentager sig og dermed bare borer stemningen direkte ind i hovedet. Omkvædene på ‘A Man Needs a Maid’ og ‘Words (Between the Lines of Age)’ er i hvert fald kulminationen af numrenes melankoli. Trods den mørke stemning er lyden på pladen generelt ret poleret, og den er også rig på lag i mange tracks. På to numre har han besøg af et symfoniorkester, og korvokalisterne bidrager med nogle smukke harmonier. Det er da også værd at nævne at backingsangerne er ingen ringere end James Taylor, Linda Ronstadt og Crosby, Stills & Nash. Generelt klæder det komplekse lydbillede faktisk Youngs sangskrivning, da det kan bidrage med en øget tyngde, man ikke på samme måde kan opnå med en akustisk guitar.

Det ville dog være synd at sige, at ‘Harvest’ er et pompøst, operatisk værk af ynk. Der er masser af numre, der er helt nede på jorden både lyrisk og instrumentalt. ‘Harvest’ er praktisk taget blot en simpel country-sang om druk og familiesorger. ‘The Needle and the Damage Done’ er en af de allerstærkeste sange, og den består kun af Neil Youngs stemme og guitar. Når det gælder instrumentation bevæger albummet sig rigtig dynamisk op og ned. Numrene med symfoniorkesteret kan måske være lige lovlig stor en mundfuld til tider, og det kommer lidt an på mit humør, om jeg finder disse numres storladne sindserklæringer hjerteskærende eller ulidelige. Neil Youngs evner som musiker er dog alligevel imponerende, og det siger noget om ham, at han stadig skubber grænser, når han går over i en mere poppet retning. Han har med ‘Harvest’ skabt et sammenhængende, fængende og alligevel særdeles følsomt album. Det er her, mange Neil Young-fans starter, og det forstår man godt. Personligt er der albums i Youngs diskografi, der tiltaler mig mere, men som introduktion, er det svært at tænke på et album, der indkapsler ham bedre som kunstner.

81 – Paul Simon – Graceland (1986)

Udgivet den af
Svar

I midtfirserne var Paul Simon begyndt at ligne lidt af et has-been. Han havde trods alt også lavet musik i over 20 år, både som medlem af Simon & Garfunkel i 60’erne og som solokunstner i 70’erne. Mens han generelt har haft stor succes, var hans albumsalg begyndt at dale, og hans album ‘Hearts and Bones’ fra 1983 klarede sig ganske ringe. Det kom derfor nok som en overraskelse for mange, at Simon i 1986 ville udgive sit mest populære album nogensinde, og det kom nok også som en stor overraskelse, at han herpå ville tage stor inspiration fra sydafrikanske musiktraditioner som Mbube, Zydeco, Soukous og Mbaqanga. Albummet hed ‘Graceland’ og blev delvist optaget i Johannesburg i samarbejde med en lang række musikere fra området. Nu er jeg ikke ekspert i de sydafrikanske genrer, han drager inspiration fra, men selv med min begrænsede viden kan jeg let sige, at ‘Graceland’ er lidt af en gentrificeret, hvidvasket, kulturelt arppropierende udgave af sydafrikansk musiktradition. Men er det nødvendigvis en skidt ting? Ja, det er det, det er noget, man i mine øjne absolut bør være kritisk overfor. Men ligesom den åbenlyse sexisme i så meget klassisk hip hop og rockmusik, kan der sagtens være værdi i musikken alligevel, og det er der uden tvivl, når det gælder ‘Graceland’.

Der er faktisk rigtig meget at sætte pris på, for Simon er en fænomenal sangskriver, og disse nye inspirationskilder lader ham udfolde sin kreativitet på helt nye måder, der er vidt forskellig fra både den smukke, harmoniske folk-rock fra Simon & Garfunkel og fra hans egen kække pop-rock fra solopladerne i 70’erne. ‘Graceland’ læner sig dog nok mest op af sidstnævnte. Det er en lystig, charmerende popplade med spændende kulturel indflydelse, hvilket gør lyden mere rig og varieret end på nogen tidligere Paul Simon-plade. Om det gælder den funky, 6-strengede basgang på ‘You Can Call Me Al’, den smukke a capella-intro på ‘The Boy In the Bubble’ eller den rå instrumentation fra chicano-rock-gruppe Los Lobos på afslutningsnummeret, ‘All Around the World or the Myth of Fingerprints’, så er der godt med spændende detaljer i instrumentationen. Det gør også, at pladen holder virkelig godt, da man kan opdage noget nyt i lydbilledet ved hver gennemlytning. Udover dette er melodierne også tit uforglemmelige. Det er selvfølgelig svært at komme udenom megahittet ‘You Can Call Me Al’, men størstedelen af sangene er meget lette at synge med på. De er oftest lystige og kække, og teksterne følger trop.

Den overvældende glæde og uskyldighed, der udspiller sig på størstedelen af pladen, kan nok for nogle virke som et problem, og hvis du har brug for musik, der udforsker følelsesmæssigt komplekse afkroge af sindet, så skal du nok lytte til noget andet. Hvis du til gengæld har lyst til noget musik, man bliver glad i låget over, så er der ikke meget, der kan gøre det bedre. Det er let at blive glad i låget over sange som ‘Graceland’, ‘I Know What I Know’ og ‘Under African Skies’. Selv sangen ‘Crazy Love II’, der egentlig handler om at være trist, ender med at være en hyggelig lille fællessang. Man kan se det som en manglende sammenhæng mellem tekst og musik, selv ser jeg det som fortælleren, der prøver at opmuntre sig selv. ‘Graceland’ er på rigtig mange punkter en rigtig veludført, gennemtænkt plade, og Paul Simon genopfinder virkelig sig selv gennem disse sydafrikanske stilarter. Pladen kan nok aldrig slippe fra, at alle disse afrikanske genrer ikke nød større international popularitet før en hvid amerikaner blandede dem med popmusik – og at de ikke har nydt den slags opmærksomhed sidenhen heller. Men selv med den uheldige kulturelle kontekst in mente fik Simon skabt et af sine bedste albums nogensinde.

97 – Bob Dylan – The Freewheelin’ Bob Dylan (1963)

Udgivet den af
Svar

For ikke længe siden havde den store rockpoet Bob Dylan æren af at vinde Nobels Litteraturpris for sine fantastiske sangtekster. Samtidig var han i fuld gang med at indspille covers af gamle pop-standarder. Det er ikke fordi disse covers er særlig dårlige, men jeg synes nu stadig, det er synd, da hans force alle dage har været i det lyriske felt, og efter min mening står han stadig stærkt. Det leder for mig tankerne hen på hans første to albums, Bob Dylan fra 1962 og The Freewheelin’ Bob Dylan fra året efter. Det første album bestod hovedsageligt af covers, og det er hovedsageligt gået i glemmebogen. Det andet album var næsten udelukkende eget materiale, og The Freewheelin’ Bob Dylan huskes stadig i dag som hans store gennembrud, og sange som Blowin’ in the Wind, A Hard Rain’s a-Gonna Fall og Don’t Think Twice, It’s Alright står stadig som højdepunkter i en karriere, der ellers ikke har været fattig på sådanne. Størstedelen bliver leveret af en helt nøgen besætning, kun bestående af Dylan selv på såvel guitar, mundharmonika og sang – hvor hans stil allerede er meget unik på de to sidstnævnte felter.

Værd at nævne er, at selvom musikken har en meget konsekvent lyd på denne plade, så er den faktisk ret lang af en plade fra 1963 at være. Phil Spector, Sam Cooke, Roy Orbison og The Beatles var nogle af tidens helt store stjerner, og deres albums var alle godt under de 40 minutter. Folk-albums var ganske vist generelt lidt længere end pop-plader dengang, men alligevel er Bob Dylan med sine 50 minutter lidt af et særsyn. Jeg skal da heller ikke lyve, ved de første par gennemlytninger, syntes jeg, at pladen gik lidt i tomgang mod slutningen. Lyden ændrede sig trods alt ikke det store, og det næsten komplette fravær af trommer kan gøre det svært at blive grebet af rytmen. Men man skal bare virkelig ikke fokusere for meget på instrumentationen på det her album. Albummet har masser af variation, bare ikke i lyden. Variationen ligger i teksterne, som på alle måder er det centrale i albummet. Der er meget inderlige, hjerteskærende sange som Bob Dylan’s Dream og Don’t Think Twice It’s Alright, mere maleriske værker som Girl from North Country og A Hard Rain’s a-Gonna Fall, ja der er selv små handlingsbårne fortællinger som Talking World War III Blues og Oxford Town.

Det er dog ikke helt retfærdigt at dele hans tekster så groft op i stilarter, for han bruger masser af forskellige virkemidler på tværs af sangene. Hans sprogbrug er altid stærkt, og han formår at skabe et væld af stemninger med sin mesterlige pen og sin skrabende stemme. The Freewheelin’ Bob Dylan er en af de mest rå Dylan-oplevelser, man kan få sig. Det er let at fokusere på teksterne grundet deres umiddelbare præsentation, og de er absolut i den gode ende, selv med hans generelle niveau taget i betragtning – de er mere folkelige end normalt, og der er en god balance mellem det humoristiske og det dramatiske. Netop grundet det høje lyriske niveau er hans cover af Corrina, Corrina uden tvivl det mindst interessante på pladen. Dette er det eneste nummer med yderligere instrumentation end Dylan selv, og selvom det slet ikke er skærrende pludselig at høre trommer og bas, er appealet ved det her nummer bare så langt fra appealet ved resten af pladen. Der er dog ellers ikke meget at klage over, så længe man kan snuppe Dylans stemme og hans højfrekvente brug af mundharmonikaen, der måske ikke altid er mixet helt perfekt. Der er så mange små, genialiteter på det her nummer, og stort set hvert eneste nummer bidrager med noget nyt på denne klassiske skive.

103 – James Taylor – Sweet Baby James (1970)

Udgivet den af
Svar

Før jeg satte mig ned for at høre albummet Sweet Baby James vidste jeg nærmest ingenting om James Taylor, andet end at have hørt en tre-fire sange af ham. Jeg vidste rent ud sagt ikke, hvad der fik ham til at stikke ud i den store verden af singer/songwriters, der spiller folk-præget musik på en akustisk guitar. Nu har jeg hørt hans mest populære plade et utal af gange, og alligevel tror jeg ikke rigtig, jeg forstår hvad, der gør ham speciel. Den mest kendte sang derfra, Fire And Rain, er på alle måder et dybt imponerende mesterværk, men derudover har jeg stadig svært ved at forstå James Taylor som kunstner. Jeg har anmeldt så bizar musik som Suicide, Brian Eno og Frank Zappa, og alligevel er det James Taylor, jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med. Albummet er over det hele rent stilmæssigt. Der er blues, der er folk, der er rock, der er en smule country, der er visse numre med blæsere og strygere, og der er endda et cover af Oh, Susannah. Det er selvfølgelig rigtig dejligt, at albummet har variation, men selv kan jeg ikke rigtig finde hoved og hale i skiven.

Det har nok en smule at gøre med, at James Taylors vokal ikke har synderligt meget personlighed. Han synger skam fint, men han lyder som så mange andre folk og country-sangere. Hans stemme står dermed ganske fint til musikken, og mens han måske ikke har den mest karakteristiske stemme i verden, virker han aldrig som en efterligning af nogen anden. Han lyder altid nede på jorden og oprigtig, selv på de mere højlydte numre. Hans numre er faktisk også ganske detaljerige og varierede. Selv vil jeg fremhæve hvordan nummeret Steam Roller starter som en simpel akustisk bluessang, hvorefter den udvikler sig til en storladen eksplosion af blæsere, trommer. Den søde, spinkle guitar på Blossom vækker også absolut et smil på læben, og i det hele taget er Sweet Baby James fyldt med musik, man bliver glad af. Jeg kan dog ikke rigtig sige, at jeg får mere end dette ud af de fleste numre. De er søde, små musikstykker, som er rare at lytte til, men kun Fire and Rain formår at vække større følelser med sine smukke strygersektioner og den simple omend effektive tekst om livets store og små omstændigheder.

Der er nok ikke et eneste nummer på pladen, jeg ikke kan lide. Selv hans korte lille cover af Oh, Susannah er ganske charmerende. Der er dog ret ikke en særlig fantastisk album-struktur, så Sweet Baby James er som helhed mindre end summen af dens dele. Åbningsnummeret, den sentimentale, søde Sweet Baby James er en god, stemningsrig introduktion, og det andet nummer, Lo and Behold, fortsætter godt det lydbillede, der blev startet med Sweet Baby James, mens den lægger nogle gospel-elementer oveni. Derfra begynder strukturen langsomt at føles mere og mere tilfældig, indtil Suite for 20 G med sin komplekse struktur og funky klimaks formår at slutte albummet ganske tilfredsstillende af. Generelt føler jeg dog meget lidt sammenhæng, fx mellem numre som den vemodige Fire and Rain og den nuttede Blossom, eller mellem den hyggelige Sunny Skies og den bluesede Steam Roller. Det er en kort plade, så det er ikke fordi jeg bliver træt af den, jeg føler mig bare nyttesløst disorienteret. Men der er meget glimrende musik her, så hvis du skal slå en halv time ihjel med noget solid folk-, blues- og country- inspireret pop- og rockmusik, så går pladen absolut an. Jeg havde bare håbet på lidt mere.

107 – David Bowie – Hunky Dory (1971)

Udgivet den af
Svar

I 2016 mistede vi mange store musikere – Prince, Leonard Cohen, Glenn Frey, Sharon Jones, Phife Dawg og Maurice White, blot for at nævne nogle af mine personlige favoritter. Den største af dem alle er dog i mine øjne David Bowie, som kort før sin død udgav en af sine bedste plader nogensinde, den gudeskønne Blackstar, som i mine øjne er årets bedste plade. At Bowie på den måde kunne forny sig selv i en alder af 69 er mig et under, for det virkede som om, han allerede havde prøvet det hele. Der er så meget kreativitet til stede i hans musik, og det har der været i adskillige årtier. Et af hans tidligste mesterværker er den meget klaverdrevne Hunky Dory fra 1971. Pladen er nok især kendt for sine to megahits, Changes og Life on Mars?, men der er masser af smuk musik fra start til slut på pladen. Disse to sanges berømmelse er dog stadig absolut fortjent. Changes er en flot, vemodig skildring af tidernes gang, og Life on Mars? er med sit storladne, orkestrale arrangement en god kandidat til det bedste Bowie-nummer nogensinde. Det er intet mindre end smukt.

I løbet af albummet er der meget variation i tonen. Det kan være stort og dramatisk som på førnævnte Life on Mars? eller det smukke afslutningsnummer The Bewlay Brothers, men i den modsatte ende er de lettere skæve, morsomme Oh! You Pretty Things og Kooks vidunderlige numre, der vækker store smil på læben. Disse er flotte i detaljerigdom, de er også latterligt fængende, og de tilføjer så absolut til den androgyne æstetik, Bowie præsenterer på pladen. Bowie rammer især dette gennem sin meget specielle, spøjse stemme. Han har flot kontrol over den, og han kan ramme mange forskellige lyde med den. Alligevel er han let genkendelig, om det er den henlagte vokal på Song for Bob Dylan eller den lyse skrigen på Andy Warhol, et af de få numre hvor klaver ikke er i fokus. Disse to er fra en ret interessant trio af sange på albummet, hvor Bowie hylder tre af sine store ikoner lige efter hinanden, nemlig Andy Warhol og Bob Dylan på førnævnte sange, samt Lou Reed fra The Velvet Underground på sangen Queen Bitch. Med især Bob Dylan-sangen kan man høre inspirationen, og Queen Bitch har da også ligheder med lyden på The Velvet Underground-sangen Sweet Jane. Selv Andy Warhol får en klar musikalsk hyldest med en bizar, avantgarde intro.

Noget af det, der gør Hunky Dory så tiltalende er nok den ret løse, kærlige stemning man finder på pladen. Det er ikke alt for seriøst nogensinde. Bowie kan være fantastisk, når han tager den seriøse maske på, se blot plader som “Heroes” eller Blackstar. Der er blot noget meget befriende ved den lette lyd, Bowie præsenterer her. Selv på de dramatiske numre er der masser af humor, og denne humor bliver aldrig selvhøjtidelig eller ensformig, som den tit kan gøre med mange andre glam-kunstnere. At visse lyttere kalder Hunky Dory for glam-rock bunder nok endda mest i, at man ser pladen i lyset af Bowies mere entydige glam-plader, såsom The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars og Aladdin Sane, som den da også har nogle fællestræk med. Måske hjælper makeuppen på albumcoveret også på indtrykket. Der er et par få glam-prægede numre, men pladen er som sådan et stort sammensurium af showtunes, folk-rock, barok-pop, klaverrock og selv en smule country-rock på Eight Line Poem. At alle disse forskellige stilarter giver et sammenhængende indtryk er imponerende, uanset om man kan læse glam-rock ind i det. Pladen er så levende, at man bare ikke kan få nok af den. Og det er i mine øjne magien ved Hunky Dory.

111 – Joni Mitchell – Court and Spark (1974)

Udgivet den af
Svar

Jeg har længe været glad for mange af Joni Mitchells sange, men først nu har jeg for første gang fået lyttet til en hel plade af hende, nemlig Court and Spark fra 1974. Nu er jeg ikke blot glad for Joni Mitchell, jeg er dybt forelsket i hendes musik. Jeg har aldrig hørt en kunstner, hvor albumoplevelsen har været så meget større end blot at lytte til de populære singler. Jeg har snakket meget om albumstruktur på det sidste, men jeg bliver virkelig nødt til at fremhæve det igen, for Court and Spark gør det så utrolig godt. Det er i løbet af hele pladen som om, at hver eneste sang leder fuldkommen perfekt op til den næste. Jeg kan kun komme på virkelig få albums, der flyder lige så naturligt som Court and Spark. Og det sker ikke gennem lange, eksperimenterende guitarsoloer eller store koncepter, blot gennem ydmyg, simpel sangskrivning. Musikken på Court and Spark er slet ingen rockopera, det er blot noget lettere jazzet folk-pop. Udviklingen på albummet er også meget interessant. Man starter med de mere typiske folk-singer/songwriter-numre, og med tiden udvikler albummet sig meget hen i den jazzede retning. Det er en ret spændende rejse, der er så veludført, at man knap nok tænker over dikotomien mellem starten og slutningen.

Joni Mitchells stemme er en væsentlig årsag til, at pladen fungerer så godt, som den gør. Hun udnytter sit register virkelig godt. Egentlig er det ikke latterligt stort, men hun får det til at lyde sådan. Hun har nogle lidt country-agtige knæk over det hele, hvor hun springer meget i sin vokal. Det føles dog aldrig påtaget eller unødvendigt. Hun formår at gøre det ikke blot for at skabe dynamik, men også for at skabe følelsesmæssig resonans. Det er som om, hendes stemmes op- og nedture reflekterer livets op- og nedture. Hendes univers føles så reelt, når det svinger så meget. Til trods for, at Court and Spark hovedsageligt er et singer/songwriter-album, fylder hun også pladen med mange instrumentale stykker. De komplimenterer teksterne rigtig godt, og der bruges meget barok instrumentation. Det instrumentale stykke midt på nummeret Down to You er faktisk noget af det mest rørende på hele pladen. Tit laver Joni Mitchell også sine egne backingvokaler, og mens hun naturligvis ikke er den eneste til nogensinde at have gjort dette, skaber det en helt personlig lyd, da hendes stemme i forvejen har så meget karakter.

Joni Mitchells tekster er konsekvent rigtig gode, men jeg må indrømme, at de ikke er det, der sætter sig hurtigst fat. Jeg ville ærlig talt ikke kunne fortælle, uden at jeg satte mig ned og koncentrerede mig om teksterne, hvad de fleste af dem handler om. Det ser jeg dog selv som en god ting. For jeg har allerede fået så meget ud af pladen, de mange gange, jeg har lyttet til den allerede, og der har teksterne stort set ikke været i min bevidsthed, så jeg ved med sikkerhed, at jeg kan få mere ud af albummet i fremtiden. Jeg har da lagt mærke til nogle lyriske stemningsbilleder, der stemmer flot overens med musikken, og hver eneste gang, jeg har sat mig ned og lyttet efter hendes ord, har jeg virkelig nydt hendes poetiske virkemidler. Det bliver meget visuelt, levende og farverigt, meget som hvordan jeg ville beskrive musikken. Det undrer mig faktisk meget, at pladecoveret nærmest er helt lysebrunt, og udelukkende bruger dæmpede farver, for i mine ører hører jeg en hel farverig regnskov af lyd. Joni Mitchells Court and Spark er uden tvivl en af de 10 bedste plader, jeg nogensinde har anmeldt. Den er en af mine nye yndlingsplader.

132 – Bruce Springsteen – The Wild, The Innocent & the E Street Shuffle (1973)

Udgivet den af
Svar

Bruce Springsteen har gennem album efter album skrevet sig ind i musikhistorien som en af de største rockmusikere nogensinde. Især hans 70’er-materiale springer frem som en stribe udødelige klassikere. Hans andet album, The Wild, the Innocent & the E Street Shuffle, er blandt de mest populære, men de individuelle sange derpå bliver ikke husket nær så meget som mange andre Springsteen-sange. Da han spillede i Parken for nylig, var det den eneste Springsteen-plade fra før midtfirserne, hvorfra vi ikke hørte én eneste sang. Og det er synd, for der er godt med guf på pladen. Hele bandet er enormt velspillende på det funky åbningsnummer, The E Street Shuffle. Her synger Springsteen optimistisk og lykkeligt om arbejderlivets små glæder. Foruden disse kvaliteter, har jeg virkelig respekt for at turde at indlede en rockplade med to saxofoner, en kornet og en tuba. Han efterfølger denne energiske introduktion med 4th of July, Asbury Park (Sandy), en sød, smuk lille ballade. Den tenderer lidt mod det vamle til tider, men lyrikken bliver så detaljeret og personlig, at det stadig er charmerende. Instrumentationen er lettere rodet, og mens denne upolerede lyd signalerer en kende oprigtighed, foretrækker jeg nok stadig de segmenter, hvor akkompagnementet er mere simpelt, da sangen dermed virker mere personlig.

Noget, man tit kan glemme om Springsteens 70’er-plader, er, at de har nogle virkelig lange numre til tider. Man lægger ikke særlig meget mærke til det, for de virker ikke ummidelbart som komplekse rockoperetter. Det handler bl.a. om hvor meget han kan få ud af bandet. Den jazzede Kitty’s Back starter med en storladen instrumental intro, der varer et helt minut. Der går ret meget kreativitet i gang, når soloerne kommer til fulde under det milde kaos, sangen præsenterer under midten. Til trods for disse eksperimentelle elementer, udvikler sangen sig ganske naturligt til sidst til et lykkeligt syng-med-kor. Det er et skønt nummer. Til gengæld tror jeg ikke, jeg knuser mange hjerter ved at sige, at Wild Billy’s Circus Story er en af pladens svagere sange. Strukturelt er det et godt tiltag at komme med en så rolig sang som denne efter den vilde Kitty’s Back, og der er da nogle spøjse musikalske øjeblikke på nummeret, der til dels rammer den titulære cirkus-magi. Teksten siger mig dog ikke så meget, og sangen har ikke rigtig nogen udvikling – den svæver bare lidt. Den er dog nok stadig værd at lytte til.

Incident on 57th Street er endnu et nummer, hvor Springsteen gør sig som historiefortæller, men her med mere poppede virkemidler end på Wild Billy’s Circus Story. Det fungerer i sidste ende ret godt, og en mere nøgen instrumentation gør nummeret mere levende og følelsesrigt end de tidligere numre. Variation i denne instrumentation er også den væsentligste årsag til, at den holder i hele 8 minutter, for strukturelt ændrer den sig ellers ikke meget. Som for mange andre Springsteen-fans, er min favorit på denne plade Rosalita (Come Out Tonight). Det kan lyde som en meningsløs udtalelse, men alt ved det her nummer, er fuldkommen perfekt. Jeg elsker saxofonen, klaveret, Springsteens stemme, den søde tekst, den fængende melodi, de instrumentale breaks, alt går op i en højere enhed på det her nummer. Det er en reel kandidat til Springsteens bedste nummer nogensinde. Pladen afsluttes af den 10 minutter lange New York City Serenade, der nok er lidt for lang tid om at komme igang. Introen er flot, men den føles kontekstløs. Stemningsmæssigt er det dog på alle måder en passende afrunding. Den er sentimental og vemodig, den føles som et oprigtigt farvel. Den er måske lidt længere end hvad godt er, men der bliver sat et flot punktum på pladen, og det sætter jeg pris på. For pladen er skidegod.

222 – Neil Diamond – The Neil Diamond Collection (1999)

Udgivet den af
Svar

Jeg ville næppe kalde mig selv en hardcore Neil Diamond-ekspert, men jeg kan da lide mange af hans sange, især fra slutningen af 60’erne og starten af 70’erne. Senere blev han til lidt af en flødebolle, der sang noget ganske ufarlig poprock, og det er jo ikke fordi han nogensinde var Iggy Pop eller noget, men hans tidligste numre havde noget personlighed. Man ville forvente at The Neil Diamond Collection fra 1999 udfra navnet ikke havde særlig fokus på et bestemt tidspunkt i hans karriere, men man finder faktisk kun sange fra det, jeg selv opfatter som værende hans gulalder. Og udvalget er bare helt utroligt. Det starter med hans efter min mening allerbedste værk, Sweet Caroline. Tit er det en dårlig ting at spille de stærkeste kort hurtigt, men i dette tilfælde, så giver det mig altid lyst til at lytte til hele albummet. Følelserne er virkelig stærke, og arrangementet er smukt. Og det fortsætter bare derudaf: Cracklin’ Rosie og Song Sung Blue kommer derefter, og de er ligeledes skønne. De baner pænt vej for en fantastisk serie af store og små hits, der stort set alle har fortjent klassikerstatus.

Normalt ville jeg nok sige, at det bliver lige lovlig corny med bløde sange som Play Me, Stones og hans cover af He Ain’t Heavy, He’s My Brother af The Hollies. Man skal dog forstå to ting her: de er godt adspredt, og der er ikke mange af dem. Jeg hader jo som sådan ikke sådan nogle bløde, sjælfulde sange. Jeg har bare tit stødt på albums, hvor der er for mange af dem. Her er det varieret, og man kan så sætte fokus på, at han som sådan har skabt nogle ret gode melodier. Men jeg står stadig fast i at det er meget, meget corny, og jeg har svært ved at finde meget ægthed i det. Hvad er det i øvrigt for en sang at medtage, hans cover af He Ain’t Heavy, He’s My Brother? Er der dele af verden, jeg ikke kender til, hvor det er et populært cover og blandt Diamonds største værker? Det er fint nok, men det er ikke særlig forskelligt fra Hollies-udgaven. Det er faktisk nogenlunde præcis som man ville forvente, at Neil Diamond ville fortolke sangen. Der er faktisk mange Neil Diamond-sange, der starter bløde og påtagede, men så bliver de større og bedre, som sangen skrider fremad. Det inkluderer sådan nogle flotte sange som I Am… I Said, Holly Holy og Shilo, alle at finde på denne opsamling.

Neil Diamond har uden tvivl nogle mønstre i sin sangskrivning, så at lave en opsamling med ham, der ikke virker ensformig er lidt tricky. Men personligt kan jeg sige, at jeg slet ikke lagde mærke til den slags ved første gennemlytning, og mange af hans tendenser opdagede jeg først meget sent. Da vil jeg mene, at albummet gør et virkelig godt job af at skjule, at Neil Diamond i grunden ikke er en særlig stor kunstner, men dog en person med et øre for gode melodier og nogle bundsolide formler, for hvordan en god sang kan skrues sammen. Og han er også en ganske fin sanger, der holder sig på et meget folkeligt niveau – han er hverken den grimme Bob Dylan eller den pæne Paul McCartney. Han rammer en flot middelvej, også på et teknisk niveau. Normalt har mine endelige bedømmelser på opsamlingsalbums meget at gøre med, om jeg kunne lide kunstneren i forvejen. I Neil Diamonds tilfælde kendte jeg ham knap nok, og jeg kunne ikke huske noget bestemt, han havde lavet, før jeg lyttede til The Neil Diamond Collection. Og mens han måske ikke genopfinder den dybe tallerken eller noget, så laver han meget solid popmusik, og The Neil Diamond Collection er en rigtig god måde at opleve det på.

224 – Bruce Springsteen – Nebraska (1982)

Udgivet den af
Svar

Bruce Springsteen overrasker mig konstant med kvaliteten på sine albums. Ikke fordi jeg ikke fatter, at han er dygtig, men bare hvor gennemført og imponerende hans musik er, det er ikke noget som særlig mange andre heartland-kunstnere kan præstere. Heartland-rock er dog ikke det, hans sjette studiealbum, Nebraska fra 1982, bør blive defineret som. Det er mest af alt folk – ikke engang folk-rock, bare folk. Han spiller selv alle instrumenterne på pladen, og dem er der ikke så mange af. Når det er helt vildt, trækker han et orgel eller en synthesizer frem, og af og til får guitaren selskab af en mandolin. Han leger også lidt med klokkespil, men der er stadig fokus på hans stemme, hans guitar og hans mundharmonika. Der er altså ingen bas og ingen percussion udover en sporadisk tamburin. Han har altså sat alting ned til det helt nøgne, hvor kun sangskrivningen og opførslen er vigtig. Der er intet fancy, til at distrahere dig fra noget som helst. Sangene på pladen er demoer, som oprindeligt skulle være optaget med bandet, men Springsteen valgte bare at udgive dem på egen hånd.

For at gøre omstændighederne endnu mere besværlige, så er mange af sangene ret stille og triste. Man kan sige dette om alle sangene med ulige tracknummer. Det er næppe helt tilfældigt. For sjov har jeg prøvet at springe alle de lige numre over, og pladen falder fuldkommen til jorden. De langsomme sange er ganske vist virkelig smukke, og Springsteen er mere poetisk og tænksom end han ellers nogensinde har været, men det ender med at blive kedeligt og ensformigt. Og jeg elsker ellers alle de stille numre, især titelnummeret og Highway Patrolman, men jeg må indrømme, at de lyder ret ens. Det er dog ikke noget, man tænker over, når man bare lytter til pladen fra ende til anden. Så tænker man blot, at det er nogle virkelig smukke sange. Samtidig fungerer de mere energiske sange ikke helt på egen hånd. Da jeg prøvede at høre dem uden de langsomme, føltes det bare som en opsamling, fem rigtig gode sange, alle lavet i en lidt lo-fi folk-stil, men derudover havde de bare ikke noget med hinanden at gøre. Det er fascinerende, hvad god albumstruktur kan gøre.

Det er helt utroligt, hvad Springsteen formår at gøre med et så simpelt setup og en så rå lyd. Det er meget let at føle med ham, og især på så hjemsøgte numre som State Trooper  er det let at få en klump i halsen. Selv på mere poppede numre som Atlantic City og Johnny 99 kan man mærke, at der er virkelig store følelser på spil, og det er en kvalitet, jeg ikke har set magen til på nogen anden Springsteen-plade. Bruce Springsteen har jo alle dage været kendt for sin let tilgængelige, glade og folkelige rockmusik, og Nebraska viste en hel ny side af ham. Der er noget punk over det – ikke i lyden eller sangskrivningen, men rettere æstitikken. Det er langsommere og mere klart, simpelt og stille i lyden end på nogen anden Springsteen-plade, og hans stemme er end ikke så forskellig fra f.eks. The River, men han laver alligevel med Nebraska en af de grimmeste plader, stilarten havde set. Og den er til den dag stadig noget unikt. Jeg har svært ved at nævne en eneste anden plade, der er til at sammenligne med Nebraska, og det er noget af en præstation. Det er en helt utrolig plade, som alle og enhver bør give en chance – selv hvis du ellers ikke kan udstå Springsteen.

233 – Simon & Garfunkel – Bookends (1968)

Udgivet den af
Svar

Paul Simon og Art Garfunkel var nogle af de største og dygtigste musikere i Amerika i 60’erne, og det beviste de med album efter album. Mange af deres største hits var på soundtracket til filmklassikeren The Graduate, hvortil de også lavede nyt materiale. Det største nye hit til den film var uden tvivl Mrs. Robinson, der handler om en af figurerne i filmen. Denne sang fik også lov til at optræde på deres næste album, Bookends. Man kunne være bange for, at sådan en sang bare var blevet hægtet på for at kunne sælge flere plader, men det forholder sig sådan, at sangen hele tiden var tiltænkt denne plade – teksten kom bare først, da de skulle lave soundtracket. Og man kan virkelig høre, at denne plade er velgennemtænkt. Den er ikke lavet for at være en hitparade, den er lavet som en oplevelse. Det første nummer, Bookends Theme er bare et halvt minut behageligt guitar, der introducerer pladen. Det næste nummer, Save the Life of My Child, er et af de mest atypiske Simon & Garfunkel-numre overhoved. Den starter ikke bare elektrisk, det er nærmest elektronisk. Der er et storladent gospelkor i baggrunden, og man kan også høre noget af The Sound of Silence blive spillet mellem versene.

Bookends er et konceptalbum, og første side handler om livets gang, og hvor Save the Life of My Child handler om spæd, så omhandler den rolige, optimistiske America om at være en ung mand, der drager mod fremmed land. Overgangen mellem de to sange føles helt naturlig, og det er den ligeledes mellem America og Overs. Der er faktisk en lang pause, men så bliver en tændstik strøget, og et lys tændes. Overs handler om at være voksen, og at opdage at ungdommen er forbi. Den bliver flot efterfulgt af interludiet Voices of Old People, der er en optagelse af gamle mennesker, der taler sammen på et plejehjem. Det er et god interludium, men 2 minutter er måske lige i overkanten for at introducere en sang på 2½ minut, men det er stadig en god introduktion til Old Friends, der handler om at være helt gammel og døden nær. Side 1 afsluttes af en længere udgave af Bookends Theme, der også indeholder vokal, der synger om en overstået tid, altså livet. Det er en smuk afslutning. Men hov – livet er slut nu, og der er kun gået 15 minutter. Vi mangler side 2!

Side 2 består af 5 ikke nær så tæt relaterede sange, men mange temaer går igen fra side 1. Det har dog nok mest af alt noget at gøre med Paul Simons vanlige idiosynkrasier i sangskrivningen. Der er nemlig temaer om både dødelighed, tid og modenhed. Foruden Mrs. Robinson skulle de fleste sange fra side 2 være sange, der oprindelig var tiltænkt The Graduate-soundtracket, men som ikke endte derpå. Men de er i hvert fald ikke blevet kasseret på grund af lav kvalitet, for disse 5 sange er alle fantastiske. De er noget af det bedste, Simon & Garfunkel har skrevet, og alle fire singler kom da også fra denne side af pladen. Kun den søde Punky’s Dilemma blev ikke til en single, og den er ellers ligeledes mesterlig. Og man lægger ikke rigtig mærke til, at de ikke hænger sammen med side 1. Side 2 afsluttes endda også med en sang om at være gammel og at tage i zoologisk have. Men At the Zoo føles alligevel som en antiklimaktisk afslutning. Jeg føler ikke, at pladen bliver særlig godt afsluttet. Jeg føler faktisk at pladen er mere fuldendt, hvis jeg kun lytter til side 1 end hvis jeg lytter til hele pladen. Men det er stadig en fortræffelig plade. Side 1 er en vidunderlig fortælling, og side 2 er nogle af gruppens bedste individuelle sange. Det kan jeg ikke klage meget over.