Tag-arkiv: Rhythm & blues

83 – Aretha Franklin – I Never Loved a Man the Way I Love You (1967)

Udgivet den af
Svar

For første gang nogensinde anmelder jeg to plader af den samme kunstner lige efter hinanden. Sidst var det Aretha Franklins ‘Lady Soul’ fra 1968, som trods visse glimrende sange og en veludført gennemgående stil ikke rigtig formåede at fange mig. Den var ellers fra Arethas glansperiode, fra hendes tid på Atlantic Records fra slutningen af 60’erne. Den første plade, hun udgav på dette pladeselskab var ‘I Never Loved a Man the Way I Love You’ i 1967. Jeg forventede noget i samme stil, idet både titlen og coveret leder tankerne hen på æstetikken fra ‘Lady Soul’, nærmest bedre end indpakningen til ‘Lady Soul’ formåede. Jeg må dog erklære mig positivt overrasket, over at dette i forhold til både lyd og lyrik er en langt mere levende oplevelse. Der er en ganske anden gennemgående tematik end på ‘Lady Soul’. Okay, at kalde det en gennemgående tematik er måske en overdrivelse, men overraskende mange af sangene har en lettere feministisk vinkel, navnligt de to store hits ‘Respect’ og ‘Do Right Woman, Do Right Man’. De andre sange har dog generelt stadig en vis power, der ikke typisk prægede ‘Lady Soul’, og det gør for mig ‘I Never Loved a Man the Way I Love You’ mere engagerende.

Dermed ikke sagt, at der er et totalt fravær af ballader. Især i starten er der en del, men generelt er der et godt mellemrum mellem dem. Foruden ‘I Never Loved a Man (the Way I Love You)’ og ‘Do Right Woman, Do Right Woman’ er de stadig ikke det, der ligefrem interesserer mig mest, med mindre man medregner hendes cover af Sam Cookes ‘A Change is Gonna Come’. Jovist, det er ikke på niveau med Cookes original, kun ganske få soulsange er, men det er en flot hyldest. Hun har endda tilføjet en lille intro om, at sangen er nogle vise ord fra en gammel ven. Hun kendte da også Sam Cooke personligt, og det var nok ham, der inspirerede Franklin mere end nogen anden. Generelt er det dog numrene med mere gang i den, der tiltaler mig, herunder bl.a. hendes cover af Otis Redding-sangen ‘Respect’, som ikke blot musikalsk er blevet forbedret gevaldigt i et helt genialt arrangement, teksten er også ændret en smule, men det gør en stor, stor forskel. Reddings udgave er lettere mandschauvinistisk, men Franklin formår at gøre det til en sang om lighed mellem kønnene. Og så lyder den bare helt fantastisk.

Jeg klagede lidt over det høje antal covers på ‘Lady Soul’, ikke så meget fordi de var covers, ej heller fordi de var mærkbart dårlige, mest af alt fordi de føltes lettere ligegyldige. Her har jeg allerede gennemgået to covers, hvor Franklin tilføjer noget interessant, og disse to er langt fra de eneste covers på pladen. Næsten halvdelen af pladen er covers, og mens ikke alle covers er lige fænomenale, så varierer kvaliteten på hendes cover sådan cirka lige så meget som på de originale sange, hvor Franklin selv har været med til at skrive en god portion af dem, bl.a. den rå, Sam & Dave-lignende ‘Save Me’ og den diskrete, latin-prægede ‘Don’t Let Me Lose this Dream’. Strukturen på pladen er rimelig god. Der er ikke tale om nogen konceptuel, betydningsfuld rækkefølge, men der er sørget for et godt mellemrum mellem de langsommere ballader, så man sagtens kan klare en del gennemlytninger, selvom man ligesom jeg finder de fleste af disse ret kedelige. Jeg afsluttede min ‘Lady Soul’-anmeldelse med at meddele, at selvom jeg ikke var stor fan af pladen, var jeg ganske sikker på, at Aretha måtte have et album, der faldt i min smag. Dette viste ‘I Never Loved a Man the Way I Love You’ sig til min store overraskelse at være.

84 – Aretha Franklin – Lady Soul (1968)

Udgivet den af
Svar

I 1960’erne var der to store pladeselskaber, der i højere grad end nogen andre repræsenterede R&B i offentligheden. Det ene, dem med den mere polerede lyd, var naturligvis Motown, der i visse kredse nærmest er blevet synonym med 60’ernes R&B-lyd. Det andet pladeselskab var Atlantic, der med navne som Ray Charles, Otis Redding og Ruth Brown kunne præsentere noget mere rå, blues- og gospel-præget R&B. Deres helt store stjerne i slut-60’erne var dog Aretha Franklin, nok en af de teknisk dygtigste soulsangere nogensinde. Franklin var meget, meget produktiv. Lige fra starten af hendes karriere udgav hun 1-2 albums om året, så det giver nærmest sig selv, at der er nogle svage plader indimellem. Faktisk er det langt de færreste af Franklins plader, der har været særlig store succeser. På tværs af hendes over 40 studiealbums har kun 4 af dem ramt top 10 på den amerikanske albumhitliste. Generelt har de fleste af dem nærmest intet omdømme, hverken godt eller dårligt, men en af de få af hendes plader, der har formået at vække opmærksomhed hos publikum såvel som anmeldere er ‘Lady Soul’ fra 1968, der især vakte opmærksomhed for singlerne ‘Chain of Fools’, ‘Since You’ve Been Gone (Sweet Sweet Baby)’ og ‘(You Make Me Feel Like) A Natural Woman’.

Disse tre singler er da også vældig solide sange. Især ‘(You Make Me Feel Like) A Natural Woman’ er meget velskreven, hvilket er naturligt da Gerry Goffin og Carole King, nogle af 60’ernes bedste pop-sangskrivere. De andre singler er også i pladens gode ende, og afslutningsnummeret ‘Ain’t No Way’, der blev udgivet som B-side, er også en velkonstrueret, behagelig ballade, der flot viser Franklins stemme frem. Jeg føler dog, at singlerne ofte får lige lovlig meget af opmærksomheden, når man snakker om ‘Lady Soul’. Ikke for at være alt for negativ, men det er der måske en grund til. Pladen er kun 30 minutter lang, og næsten halvdelen af denne tid bruges på covers. Ikke mærkbart dårlige covers, ej heller mærkbart gode covers, egentlig bare covers, der lyder som man ville forvente, når Aretha Franklin fortolker James Brown eller The Impressions. Produktionen er god, Arethas stemme lyder som forventet fantastisk, instrumentationen er muligvis lidt for pæn, men den er stadig godt arrangeret – og alligevel føles det hele bare så ligegyldigt. Og dette må jeg nok sige er mit væsentligste problem med pladen som helhed, at den kun på meget få punkter præsenterer noget, hvor jeg kan se en egentlig vision.

Selvom det måske kunne synes, at jeg lettere kynisk påstod, at singlerne var alt, pladen havde af værdi, så vil jeg sige, at der også er nogle mere konsekvente, gennemgående elementer, hvor ‘Lady Soul’ rammer plet. For det første har albummet stemning, noget jeg ikke synes, man ser samtidens soulplader gøre godt særlig tit. Det er en meget elegant plade, og de overraskende hyppige gospel-elementer sørger for samtidig at give det en løftende følelse. Derudover er Franklin flot iscenesat som en diva. Foruden at hun får lov til at vise sin personlighed ved selv at have skrevet to af sangene, oser mange af numrene af enten visdom eller styrke. Dette sker stadig hovedsageligt over sange om kærlighed, så det er ikke fordi ‘Lady Soul’ genopfinder den dybe tallerken, men Aretha får en aktiv rolle i disse sange, der ellers typisk var forbeholdt mænd i 60’erne. Alle de sange, hun opfører covers af, var da også netop oprindeligt opført af mænd. Men selv med alt det sagt, er ‘Lady Soul’ ikke den mest interessante plade at lytte til for mig i 2017. Jeg holder dog stadig meget af Aretha Franklin som sanger og som ikon, så det ville virkelig undre mig, hvis der ikke er en plade for mig et eller andet sted i hendes diskografi.

104 – Ray Charles – Modern Sounds in Country and Western Music (1962)

Udgivet den af
Svar

Ray Charles var en af de væsentligste innovatorer indenfor tidlig R&B. Han markerede sig ved at tage inspiration fra alle mulige former for musik, uanset hvor tæt beslægtede, de ummidelbart var med R&B. Ved hans gennembrud flirtede han meget med gospel, og der gik ikke længe inden jazzmusik også blev en væsentlig faktor i hans musik, men disse genrer har jo alle dage haft et vist forhold til R&B. Den helt store overraskelse var dog nok i 1962, hvor han udgav en plade med covers af populære country-sange, som han valgte at kalde Modern Sounds in Country and Western Music. Han gør det dog i en stil, der minder om det, man kender fra Ray Charles. På pladen spiller han både med et Bigband, et kor og et strygerensemble, så lyden bliver markant mere storladen end på originalerne fra Hank Williams, The Everly Brothers og Don Gibson. Derudover er Charles’ store stemme jo fuldkommen magisk og gribende. Man kan absolut stadig høre elementer af den swingmusik, han havde arbejdet med et par år før denne plades udgivelse. Hvis jeg ikke vidste, at de oprindeligt var country-sange, ville jeg aldrig have gættet det, så gennemarbejdet er musikken.

På pladen er det ca. hvert andet nummer, der bruger bigbandet og hvert andet, der bruger strygerne, og det synes jeg er lidt synd, for lyden bliver meget mere ensartet på numrene med strygerne. Der er nogle virkelig gode sange, hvor strygerne bruges, såsom I Can’t Stop Loving You og I Love You So Much It Hurts. Det ændrer dog ikke på, at man tit får serveret den samme suppedas fra strygerne. Det er tit et langsomt, violindomineret arrangement, der lige kan have få intense øjeblikke, og tit optræder et instrumentalt stykke, hvor strygerne spiller en harmoniseret udgave af vokalmelodien. Det kan blive en kende forudsigeligt og ensformigt, selvom det i princippet lyder ret godt. Derimod er koret en kende vammelt af og til, især på de strygerbaserede numre. De gentager også tit enten omkvædet eller et af Rays vers et stykke inde i sangen, og selve arrangementet bliver bare lidt for oversentimentalt. Det er nok dem, der får mig mest til at tænke på country-originalerne, da de ikke viser samme løssluppenhed som Ray Charles, bigbandet eller selv strygerne. De har dog også gode øjeblikke, fx på Bye Bye Love, hvor de er ganske festlige, eller på I Can’t Stop Loving You, hvor de komplimenterer Charles’ længsel ganske godt.

Bigbandet er jeg derimod ganske begejstret over. På Hey, Good Lookin’ og Bye Bye Love er de meget festlige og energiske. Jeg er meget tilfreds over beslutningen om derfor at lade disse to henholdsvis starte og afslutte albummet. De andre sange er ikke nær så festlige, men arrangementerne er stadig underholdende og interessante. Jeg må sige, at jeg synes at lyden på Careless Love og It Makes No Difference Now ligger lidt for tæt op af hinanden. Både Half as Much og især Just a Little Lovin’ er dog skønne, især på grund af bigbandet. Hvis man er glad for R&B og swing, men knap så glad for country, kan Modern Sounds in Country and Western Music være en rigtig god måde at få øjnene op for, hvad folk som Hank Williams, Eddie Arnold og Floyd Tillman kan kapere som sangskrivere. Personligt fik det udvidet min horisont. Samtidig behandler det countrysangene så respektfuldt, at jeg også tror, countryfans sagtens kan få øjnene op for swing og R&B gennem denne plade. Ja, det var jo faktisk det der skete, og det var midt i den mest hede periode i den amerikanske borgerrettighedskamp. Det var en vigtig plade den gang, og i dag er det stadig en ganske solid plade, der dog viser sin alder.

106 – Sam Cooke – Portrait of a Legend: 1951-1964 (2003)

Udgivet den af
Svar

Soulmusikken var i løbet af 60’erne en virkelig populær genre med navne som Otis Redding, Aretha Franklin og The Four Tops blandt de største navne. Mens disse har udgivet stribevis af gode sange, så må vi ikke glemme, hvor det hele startede, nemlig med Sam Cooke. Det er selvfølgelig svært at fastsætte helt præcis, hvem der opfandt soulgenren, men da Sam Cooke i 1957 udgav sangen You Send Me, lød den ikke som noget andet, end ikke de singler Ray Charles og James Brown udgav nogenlunde samtidig. Til gengæld lyder det så tæt op af 60’ernes soullyd, at det kan være svært at fatte, hvor gammelt nummeret er. Sam Cooke fortsatte med at udgive klassiske singler i løbet af resten af sit liv, der desværre måtte møde en alt for tidlig slutning, da han døde som 33-årig i 1964. Hans musik er sidenhen blevet udgivet på mange forskellige opsamlinger, men den omfattende Portrait of a Legend: 1951-1964 er nok den mest populære. Herpå finder man 31 forskellige numre fra rundt omkring i Sam Cookes karriere, og til trods for årstallene anført i albummets titel, er albummet gudskelov ikke i kronologisk rækkefølge.

Albummet hedder dog stadig Portrait of a Legend, og hvordan tegner man et portræt af en musiker, hvis man ikke stiller det kronologisk op? Skaberne af denne opsamling har sørget for at gøre det ved at variere Sam Cookes musik så meget som muligt. Der er godt med dynamik indenfor tone, lyd og tempo, og endda til dels genre. Jovist, det meste er soulmusik, men visse sange har klare elementer af både blues, gospel, doo-wop og selv cha-cha-cha. Gospelsangene kommer fra hans tid i gruppen The Soul Stirrers. Der er kun to af dem, og det er som sådan rigeligt. Det giver Cookes karriere noget nuance, og det kommer ikke til at fylde for meget. Udvalget er også stærkt. Jeg kan personligt ikke komme på nogen Sam Cooke-sang, jeg savner. Vi får faktisk alle klassikerne; den nuttede Wonderful World, den festlige Shake, den romantiske (I Love You) For Sentimental Reasons, den alvorlige Chain Gang og naturligvis den dramatiske A Change is Gonna Come. Man er ikke det mindste i tvivl om, at Sam Cooke er en af de største R&B-kunstnere nogensinde, når man hører pladen.

Det er faktisk imponerende, at indtrykket af Sam Cooke som et musikalsk geni står så klart, for der er faktisk en del sange, hvor han virkelig underpræsterer som sangskriver. Good Times er en lidt sølle gentagelse af Wonderful World og vokalmelodien til I’ll Come Running Back to You er stort set identisk med Lovable. Dette bliver dog overraskende nok ikke særlig trættende, så stor ros skal gå til dem, der placerede numrene der, hvor de er. Derudover er der lidt for mange sange, hvor han forsøger på at være nuttet. Sam Cooke kan skam være god til det, Cupid, Only Sixteen og Wonderful World er flotte eksempler på dette. Hans stemme er dog altid ret klar i mixet, så det er svært at ignorere en dårlig tekst, som den lettere vamle Everybody Loves to Cha Cha Cha og Meet Me at Mary’s Place. Forskellen på de gode og dårlige “nuttede” sange handler mest af alt om, hvor oprigtig Sam Cooke virker, og hvor relaterbart sangens indhold er. Ja, der er nok omkring 10 sange, Portrait of a Legend sagtens ville kunne leve uden, og pladen er med sine 79 minutter ganske lang. Alligevel er det et veludført, varieret portræt af en af de bedste sangere nogensinde, og det er ligeledes en glimrende introduktion til ham.

114 – The Rolling Stones – Out of Our Heads (1965)

Udgivet den af
Svar

De transatlantiske udgivelser af tidlige Rolling Stones-plader er noget værre roderi. Jeg har allerede anmeldt den rodebutik, der var den amerikanske plade The Rolling Stones, Now, hvor man fik 12 sange, der oprindeligt var tiltænkt hele 4 forskellige albums. To af disse sange, der desuden absolut var blandt mine favoritter på den ellers noget middelmådige skive, var Oh Baby (We Got a Good Thing Goin’) og Heart of Stone. Disse var i Europa tiltænkt den dengang endnu ikke udgivne plade Out of Our Heads, der derfor også måtte udgives i en seperat amerikansk og europæisk udgave. Det er noget værre roderi, men jeg stoler på, at Rolling Stones selv ved, hvordan de laver deres plader bedst, så derfor har jeg valgt at lytte til den oprindelige europæiske udgave af Out of Our Heads, selvom jeg så måtte døje med to numre, jeg allerede havde hørt på en anden Stones-plade. På Out of Our Heads finder man den spæde, animalske rock and roll- rhythm and blues-prægede lyd, der præger så mange tidlige Rolling Stones-plader. Den er meget løssluppen, og den resulterer i meget korte sange. Den indbyder ikke til det størst tænkelige niveau af dybde, men den er skam stadig underholdende.

Rullestenene har ikke selv skrevet særlig mange af sangene på Out of Our Heads. 8 af de 12 sange er covers af amerikanske R&B- og Rock & Roll-numre, især fra starten af 60’erne. Det er altså ikke særlig gamle numre, der er tale om, men kunstnerne, de fortolker, er klart stadig væsentlige inspirationskilder for gruppen. Det er bl.a. Marvin Gaye, Sam Cooke og Chuck Berry, og de fleste af deres kompositioner passer glimrende sammen med gruppens egne numre. The Rolling Stones giver tit sangene meget personlighed, dels gennem Mick Jaggers ikoniske bad boy-vokal, men også gennem instrumentationen, der er mere rå og seksuel end på de amerikanske originaler. Med det sagt er numrene ganske sjældent særlig engagerende. Det kan handle om, at Mick Jagger slet ikke har registeret til at give Good Times nær så meget sjæl som Sam Cooke kan, eller måske fordi den mere løsslupne instrumentation ender med at distrahere fra den gode sangskrivning. Instrumentationen er nok i det hele taget så ukontrolleret, at den ender med at give et lettere mudret indtryk. Den polerede lyd på Chuck Berrys oprindelige udgave af Talkin’ About You er bare meget lækrere end det roderi, Rolling Stones præsenterer.

Dette problem med den grove, upolerede lyd hænger meget sammen med pladens problemer med dynamik. Out of Our Heads er måske en kort plade, men 30 minutter af stort set samme energi- og lydniveau kan være belastende. De går væk fra det på de glimrende Heart of Stone og Oh Baby (We Got a Good Thing Goin’) samt de noget svagere Good Times og Cry To Me og overraskende nok det afdæmpede afslutningsnummer I’m Free.  I forhold til de to første numre er deres dynamiske sans virkelig nogle klare styrker. Internt veksler de også smukt mellem det stille og det højlydte, og det gør numrene meget mere engagerende. Hvis man skal tage ja-hatten på, må jeg også få sagt at pladens høje energiniveau og rodede instrumentation faktisk er ganske sjov. Det er god, billig underholdning, der tilfredsstiller mig på samme måde som en lavbudgets-gyserfilm. Og i modsætning til The Rolling Stones, Now er der faktisk adskillige sange, der er mindeværdige. Deres covers af She Said Yeah og That’s How Strong My Love Is er også gode. Hvis du har en halv time, hvor du ikke ved, hvad du skal sætte på, så er Out of Our Heads en fin plade. Der er rigtig mange væsentlige problemer ved den, men der er også nogle ganske glimrende momenter i løbet af oplevelsen.

116 – Etta James – At Last! (1960)

Udgivet den af
Svar

Etta James havde en af de største soul-stemmer nogensinde. Den var virkelig blød for det meste, men hun havde så flot kontrol over den, at hun sagtens kan trække den i mere hårdføre retninger. Hendes første album, der fik titlen At Last!, udkom i 1960, men siden 1955 havde hun udgivet stribevis af populære singler. Indholdet på At Last! var dog spritnyt, og mange af hendes bedste numre er på tracklisten. Naturligvis kan titelnummeret nævnes, men også Trust in Me og A Sunday Kind of Love er store, sjælfulde ballader, som absolut er værd at lytte til, og den bluesede I Just Want to Make Love To You er skøn. Det er som med de fleste albums fra den tid ikke et særlig stilren eller konsekvent helhedsoplevelse. Det er mest af alt en samling sange, som Etta James tilfældigvis indspillede i 1960. Det er dog heldigvis ikke en lang plade, den er kun 29 minutter lang, så pladens manglende dynamik gør stort set aldrig, at man bliver træt af Etta James. Til gengæld kan det ændre på indtrykket, man får af visse numre. Jeg ville fx muligvis have syntes bedre om den rock and roll-prægede Tough Mary, hvis resten af pladen på nogen måde havde lagt op til den stil. Som den står nu, virker den lettere fjollet.

Der er desværre også et generelt kvalitetssving på pladen. De storladne, lykkelige eller længselsfulde kærlighedssange er uden tvivl det, der klæder Etta James bedst. Det er heldigvis også dem, der er flest af, men når hun begynder at være sørgmodig på All I Could Do Was Cry, bliver det en kende vammelt, og det lyder på ingen måde oprigtigt. Jeg føler mig faktisk en smule talt ned til, hvis det er meningen, jeg skal tro på det scenarie, der bliver fremstillet i teksten. Det kunne måske være en smule trættende, hvis det storladne soul-skrålen skulle være basis for alle sange på pladen, men så ville jeg absolut foretrække nogle mere blues-prægede sange i stedet, og pladen er som sagt ikke så lang, så det er begrænset, hvor meget den kan udmatte dig. Med det sagt, så virker dynamikken faktisk ret fint. Den er absolut ikke ideel, men pladen er stadig relativt varieret i forhold til både stil, hastighed og lydniveau. Den er absolut acceptabel til en plade på 29 minutter. Andre former for albumstruktur er dog slet ikke til stede. Intet nummer bygger op til et andet eller er med til at skabe et større tematisk helhedsindtryk.

Lyden på pladen er generelt meget klassisk soul. Der er elementer af standard-vokaljazz, hvilket blot udnytter James’ stemme endnu bedre. I det hele taget er hvert eneste nummer meget imponerende, hvis man har fokus på Etta James’ vokalpræstation. Hendes stemme lyder fuldkommen fantastisk på hvert eneste nummer, ingen undtagelse. Den slags situationer kommer tit med en tilgang, hvor det er vigtigere at sangeren skal kunne imponere med sin stemme, end at musikken rent faktisk forsøger at have noget at byde på i sig selv. Dette er ikke generelt tilfældet på At Last!. Det er ikke alle numre, jeg holder lige meget af, så på visse er James’ flotte stemme den væsentligste “saving grace”. Men på alle numrene kan jeg se, hvad de har prøvet at opnå, og ganske tit lykkes det da også. At Last! er en ganske fin plade. Den underholder acceptabelt nok i den korte tid den varer, og sangene er varierede nok, til at man aldrig keder sig, mens der stadig er nok af balladerne, som jo er guffet. Der er ikke de store overraskelser eller den helt store holdbarhed på pladen, men den har stadig absolut noget at byde på.

132 – Bruce Springsteen – The Wild, The Innocent & the E Street Shuffle (1973)

Udgivet den af
Svar

Bruce Springsteen har gennem album efter album skrevet sig ind i musikhistorien som en af de største rockmusikere nogensinde. Især hans 70’er-materiale springer frem som en stribe udødelige klassikere. Hans andet album, The Wild, the Innocent & the E Street Shuffle, er blandt de mest populære, men de individuelle sange derpå bliver ikke husket nær så meget som mange andre Springsteen-sange. Da han spillede i Parken for nylig, var det den eneste Springsteen-plade fra før midtfirserne, hvorfra vi ikke hørte én eneste sang. Og det er synd, for der er godt med guf på pladen. Hele bandet er enormt velspillende på det funky åbningsnummer, The E Street Shuffle. Her synger Springsteen optimistisk og lykkeligt om arbejderlivets små glæder. Foruden disse kvaliteter, har jeg virkelig respekt for at turde at indlede en rockplade med to saxofoner, en kornet og en tuba. Han efterfølger denne energiske introduktion med 4th of July, Asbury Park (Sandy), en sød, smuk lille ballade. Den tenderer lidt mod det vamle til tider, men lyrikken bliver så detaljeret og personlig, at det stadig er charmerende. Instrumentationen er lettere rodet, og mens denne upolerede lyd signalerer en kende oprigtighed, foretrækker jeg nok stadig de segmenter, hvor akkompagnementet er mere simpelt, da sangen dermed virker mere personlig.

Noget, man tit kan glemme om Springsteens 70’er-plader, er, at de har nogle virkelig lange numre til tider. Man lægger ikke særlig meget mærke til det, for de virker ikke ummidelbart som komplekse rockoperetter. Det handler bl.a. om hvor meget han kan få ud af bandet. Den jazzede Kitty’s Back starter med en storladen instrumental intro, der varer et helt minut. Der går ret meget kreativitet i gang, når soloerne kommer til fulde under det milde kaos, sangen præsenterer under midten. Til trods for disse eksperimentelle elementer, udvikler sangen sig ganske naturligt til sidst til et lykkeligt syng-med-kor. Det er et skønt nummer. Til gengæld tror jeg ikke, jeg knuser mange hjerter ved at sige, at Wild Billy’s Circus Story er en af pladens svagere sange. Strukturelt er det et godt tiltag at komme med en så rolig sang som denne efter den vilde Kitty’s Back, og der er da nogle spøjse musikalske øjeblikke på nummeret, der til dels rammer den titulære cirkus-magi. Teksten siger mig dog ikke så meget, og sangen har ikke rigtig nogen udvikling – den svæver bare lidt. Den er dog nok stadig værd at lytte til.

Incident on 57th Street er endnu et nummer, hvor Springsteen gør sig som historiefortæller, men her med mere poppede virkemidler end på Wild Billy’s Circus Story. Det fungerer i sidste ende ret godt, og en mere nøgen instrumentation gør nummeret mere levende og følelsesrigt end de tidligere numre. Variation i denne instrumentation er også den væsentligste årsag til, at den holder i hele 8 minutter, for strukturelt ændrer den sig ellers ikke meget. Som for mange andre Springsteen-fans, er min favorit på denne plade Rosalita (Come Out Tonight). Det kan lyde som en meningsløs udtalelse, men alt ved det her nummer, er fuldkommen perfekt. Jeg elsker saxofonen, klaveret, Springsteens stemme, den søde tekst, den fængende melodi, de instrumentale breaks, alt går op i en højere enhed på det her nummer. Det er en reel kandidat til Springsteens bedste nummer nogensinde. Pladen afsluttes af den 10 minutter lange New York City Serenade, der nok er lidt for lang tid om at komme igang. Introen er flot, men den føles kontekstløs. Stemningsmæssigt er det dog på alle måder en passende afrunding. Den er sentimental og vemodig, den føles som et oprigtigt farvel. Den er måske lidt længere end hvad godt er, men der bliver sat et flot punktum på pladen, og det sætter jeg pris på. For pladen er skidegod.

212 – Ike & Tina Turner – Proud Mary: The Best of Ike & Tina Turner (1991)

Udgivet den af
Svar

Tina Turner er en af de bedste sangere nogensinde, og Ike Turner er på samme måde en latterligt dygtig guitarist. De var stort set det perfekte par – altså musikalsk. De lavede mange klassiske singler sammen, og i løbet af hele Tinas karriere, føler jeg ikke, at hun nogensinde har toppet det, hun lavede sammen med Ike i 60’erne og 70’erne. Mange af de allerbedste af disse sange blev i 1991 samlet på opsamlingen Proud Mary: The Best of Ike & Tina Turner. Denne opsamling er løst kronologisk opstillet, så man mærker deres udvikling, men der er også blevet tænkt over, hvordan sangene komplimenterer hinanden. Det gør, at pladen ikke føles så lang, som den er. Den er 73 minutter lang, men den føles ikke længere end en almindelig plade. Pladen starter med nogle meget blues-prægede numre fra begyndelsen af 60’erne, hvor de da også begyndte deres samarbejde. Lige fra første nummer, A Fool in Love, slår Tina fast, at hun virkelig har en stor stemme. Hun går fuldkommen amok før første vers overhoved er begyndt. Der er 7 af sådan nogle numre, og de er ikke det mest imponerende i deres diskografi, så jeg kunne sagtens have overlevet uden så mange. De er dog en vigtig del af historien, så det gør ikke meget.

Det første nummer, der virkelig imponerer mig er Come Together. Selvfølgelig gør det det, det er jo skrevet af The Beatles, men jeg synes også, at denne stil klæder Tinas stemme langt bedre. Og efter det kommer der da to øvrige covers af henholdsvis Honky Tonk Women af The Rolling Stones og I Want to Take You Higher af Sly and the Family Stone. De er begge glimrende, og de lægger meget godt op til opsamlingens titelnummer, der kommer efter en lidt mere langsom Ike-skrevet soul-sang ved navn Workin’ Together. Deres cover af Creedence Clearwater Revivals Proud Mary finder man da lige på midten af pladen, og det er en sindssygt god udgave. Det er pladens længste sang, og den bliver bygget virkelig flot op med ret let instrumentation. Midt i sangen skrues der godt op for tempoet, og instrumentationen bliver virkelig vild og funky. Sidenhen får man en samling mere moderne R&B-sange, som tit læner sig op af funkgenren. Nogle af de bedste er Nutbush City Limits, River Deep, Mountain High og den todelte Sexy Ida, hvoraf især første del er fremragende. Mange af sangene på pladens anden halvdel er også skrevet af Tina i stedet for Ike, og hun er en meget bedre sangskriver synes jeg selv.

Pladen slutter med 4 numre, der afviger mere eller mindre fra resten. Med hensyn til de to første, så er det mest af alt, fordi det er regulær rockmusik. Det første er optaget af Ike og Tina samtidig, og det er nok det bedste Ike-skrevne nummer, jeg har hørt. Han synger også med på dette nummer, og deres stemmer fungerer sammen meget på samme måde som med John Doe og Exene Cervenka fra punkgruppen X, som jeg aldrig har lagt skjul på, at jeg er stor fan af. Det er selvfølgelig ikke punk, men attitude har de stadig meget af. Det andet er pladens eneste solonummer af Tina. Det hedder The Acid Queen, og det stammer fra filmatiseringen af The Who-albummet Tommy, og det er en virkelig god film, og trods Turners korte optræden efterlader hun et stort indtryk. Her anbefaler jeg at afslutte albummet. Det er en fremragende sang at slutte af med, og de næste to numre er bare nogle gamle radioreklamer, der prøver at sælge dig deres album Come Together. Det er en ret antiklimaktisk afslutning. Men opsamlingen er klart noget, du burde overveje at lytte til, hvis du vil have en rå, vild Tina Turner. Der er ikke ét nummer, der mangler, og der er masser af guf, du sikkert ikke kendte i forvejen.

214 – Bo Diddley – Bo Diddley/Go Bo Diddley (1990)

Udgivet den af
Svar

I 1990 genudgav pladeselskabet MCA rockpioneren Bo Diddleys første to albums på én cd. Det første, der simpelt nok hedder Bo Diddley, var mest af alt en opsamling af udvalgte singler og B-sider, han udgav i løbet af 50’erne. Denne blev oprindeligt udgivet i 1958, og de fleste af hans store singler udkom før det, så man savner ikke meget. Det andet hedder Go Bo Diddley, og det er et mere regulært album. Det blev udgivet året efter, og derpå er et meget varieret udbud af sange, hvoraf mange nok aldrig ville kunne blive hits. Bo Diddley starter med mandens to mest ikoniske sange, og det er et rigtig godt valg. Den første, Bo Diddley er en af de bedste rock and roll-sange nogensinde med sit vilde og i dag ikoniske beat, mens I’m A Man er blues i verdensklasse. Det er et virkelig simpelt riff, som oven i købet er stjålet direkte fra Hoochie Coochie Man af Muddy Waters, men det her fungerer bare endnu bedre, nok fordi det er blevet gjort endnu mere simpelt. Man føler sig altid virkelig sej, når man lytter til den. Og teksten er bare så fræk, at det er svært at overgå den, men ligesom med beatet fra Bo Diddley, så er riffet fra I’m A Man blevet brugt af talrige musikere sidenhen, og man forstår godt hvorfor.

Det bliver efterfulgt af stort set alle Bo Diddleys andre klassikere – selv føler jeg at Mona og Road Runner mangler, men Road Runner var end ikke udgivet dengang, så det kan selvfølgelig undskyldes. Og Mona var trods alt kun en b-side til Hey! Bo Diddley, og hverken han eller pladeselskabet kunne forudsige, at sangen ville blive så populær. Hey! Bo Diddley er til gengæld at finde på pladen, og selvom den er dybt sexistisk, så er den også virkelig god. Den er bygget over Old MacDonald Had a Farm, og den bliver faktisk forvandet til en ret sej rock and roll-sang. På pladen er der en ganske fin blanding af traditionel bluesmusik og mere moderne rock and roll, og denne blanding får virkelig pladen til at holde. Med Bo Diddley-pladen vidste jeg, at jeg ville elske den, så snart jeg så tracklisten, men med Go Bo Diddley kendte jeg ikke et eneste nummer i forvejen, så det var en meget interessant oplevelse. Der er nogle ret spøjse numre her og der på pladen, f.eks. er Say Man en virkelig særpræget sang, hvor han har en ganske morsom samtale med sin maracas-spiller over en meget energisk instrumentation.

Der er også hele 2 instrumentale numre, der agerer meget forskelligt fra hinanden. Det er dog ikke alle numre på Go Bo Diddley, der er lige interessante. F.eks. er Dearest Darling herpå, og mens det er en virkelig god sang, så har vi allerede hørt den på Bo Diddley, og jeg anmelder trods alt den samlede pakke. Desuden er Oh Yeah stort set bare I’m a Man med anden tekst. Mange af sangene er bare heller ikke så mindeværdige, selvom visse, f.eks. Say Man, Crackin’ Up og især den dramatiske The Great Grandfather er særdeles positive bekendskaber. Størstedelen er heldigvis ret gode, men man kan mærke noget albumfyld. F.eks. er I’m Sorry en virkelig kedelig doo-wop-sang af den mest traditionelle slags. Jeg forstår godt, at de valgte at udgive denne som en single, for lyden var meget populær dengang, men jeg synes ikke rigtig, at sangen holder. At sætte Bo Diddley og Go Bo Diddley på samme cd var en rigtig god idé. De føles begge meget korte og ufuldendte uden hinanden. De er vist blevet udgivet sammen i et par forskellige sammenhænge, og de komplimenterer hinanden meget godt: en hitparade efterfulgt af noget mere ukendt. Hvis du kan lide klassisk rock and roll, er dette helt klart noget for dig.

215 – Bobby Bland – Two Steps from the Blues (1961)

Udgivet den af
Svar

Bobby Bland, der også gik under det lidt mere eklektiske navn Bobby “Blue” Bland, er en af de største bluessangere nogensinde, og han udgav nogle ret succesfulde singler i 50’erne og starten af 60’erne. Mange af disse blev i 1961 opsamlet sammen med nogle få helt nye numre på Bobby Blands første soloalbum, Two Steps from the Blues. Det er stort set en opsamling, men den bliver tit opfattet som et reelt studiealbum, og det forstår man faktisk godt. For det første starter den meget blødt med titelnummeret, hvorpå Blands stemme virkelig udmærker sig. Dette er en af de få sange, der ikke tidligere var en single, og den bliver efterfulgt af en hel lille fortælling, der spreder sig over 3 sange. Det er måske ikke tilsigtet, men Cry Cry Cry, I’m Not Ashamed og Don’t Cry No More fungerer faktisk som en hel lille fortælling. På Cry Cry Cry slår han bittert op med sin udkårne og beordrer hende til at græde. Det er en meget traditionel bluessang, mens I’m Not Ashamed, der handler om at hun så ser ham græde, og at de finder sammen igen, er mere soul-præget. Den afsluttes så af den festlige pop-R&B-sang Don’t Cry No More, hvor den store glæde findes igen. At de alle har ordet “cry” i deres hook gør, at de føles så sammenhængende.

Efter det begynder det dog at føles som en opsamling igen. Track 5-12 har ikke meget med hinanden at gøre, men de viser stadig en meget alsidig Bobby Bland, der slører linjerne mellem blues og soul finere end nogen anden sanger har gjort. Der er ganske vist rendyrkede bluesnumre som Little Boy Blue og I Don’t Need No Woman, og sange som I’ve Got to Forget You og Lead Me On er stort set bare soul, men på meget af pladen fusioneres det så naturligt, at man knap nok lægger mærke til, at f.eks. I Pity the Fool laver virkelig markante stilskift. Personligt elsker jeg, når musikere prøver at trandencere genreboksene for i stedet at udfolde sig kreativt. Han skrev dog ingen af sangene på pladen selv, men jeg sætter pris på, at han som sanger ikke holdt sig fra genrer, han ikke var vant til, for hans stemme er smuk på hvert eneste nummer. Instrumentationen er også virkelig varieret. Der er både numre, hvorpå guitaren er det vigtigste instrument og nogle hvor man knap nok kan høre det. Der bliver derudover leget med orgel, klaver, trompeter og en masse andet guf.

Der er ingen sange, jeg synes er dårlige på Two Steps from the Blues, men til gengæld er der heller aldrig noget nummer, der blæser mig omkuld. Jeg savner lidt et dynamisk højdepunkt. Pladen er kun 30 minutter lang, og på den tid får man 12 rigtig gode bluessange, men længden kan mærkes rigtig tydeligt. Når man har så intense plader som Los Angeles af X eller så simplistiske plader som Pink Moon, så fungerer det. Med Two Steps from the Blues føles det lidt uafsluttet. Jeg må dog indrømme, at starten er virkelig klogt skruet sammen, og det er de færreste opsamlingsalbums, der er så klogt udtænkt. Det er dog lidt synd, at det ikke bliver ved. Der er helt sikkert bedre opsamlinger derude, men Two Steps from the Blues giver dig stadig noget af det bedste, manden har lavet, og oven i købet på meget kort tid. Bobby Bland har en virkelig skøn stemme, han opfører nogle virkelig gode sange, og det er meget varieret. Så hvis du er til blues eller soul og ikke er særlig bekendt med Bobby Bland, så bør du blive det, og Two Steps from the Blues er et godt sted at starte.