Tag-arkiv: Pop-rock

81 – Paul Simon – Graceland (1986)

Udgivet den af
Svar

I midtfirserne var Paul Simon begyndt at ligne lidt af et has-been. Han havde trods alt også lavet musik i over 20 år, både som medlem af Simon & Garfunkel i 60’erne og som solokunstner i 70’erne. Mens han generelt har haft stor succes, var hans albumsalg begyndt at dale, og hans album ‘Hearts and Bones’ fra 1983 klarede sig ganske ringe. Det kom derfor nok som en overraskelse for mange, at Simon i 1986 ville udgive sit mest populære album nogensinde, og det kom nok også som en stor overraskelse, at han herpå ville tage stor inspiration fra sydafrikanske musiktraditioner som Mbube, Zydeco, Soukous og Mbaqanga. Albummet hed ‘Graceland’ og blev delvist optaget i Johannesburg i samarbejde med en lang række musikere fra området. Nu er jeg ikke ekspert i de sydafrikanske genrer, han drager inspiration fra, men selv med min begrænsede viden kan jeg let sige, at ‘Graceland’ er lidt af en gentrificeret, hvidvasket, kulturelt arppropierende udgave af sydafrikansk musiktradition. Men er det nødvendigvis en skidt ting? Ja, det er det, det er noget, man i mine øjne absolut bør være kritisk overfor. Men ligesom den åbenlyse sexisme i så meget klassisk hip hop og rockmusik, kan der sagtens være værdi i musikken alligevel, og det er der uden tvivl, når det gælder ‘Graceland’.

Der er faktisk rigtig meget at sætte pris på, for Simon er en fænomenal sangskriver, og disse nye inspirationskilder lader ham udfolde sin kreativitet på helt nye måder, der er vidt forskellig fra både den smukke, harmoniske folk-rock fra Simon & Garfunkel og fra hans egen kække pop-rock fra solopladerne i 70’erne. ‘Graceland’ læner sig dog nok mest op af sidstnævnte. Det er en lystig, charmerende popplade med spændende kulturel indflydelse, hvilket gør lyden mere rig og varieret end på nogen tidligere Paul Simon-plade. Om det gælder den funky, 6-strengede basgang på ‘You Can Call Me Al’, den smukke a capella-intro på ‘The Boy In the Bubble’ eller den rå instrumentation fra chicano-rock-gruppe Los Lobos på afslutningsnummeret, ‘All Around the World or the Myth of Fingerprints’, så er der godt med spændende detaljer i instrumentationen. Det gør også, at pladen holder virkelig godt, da man kan opdage noget nyt i lydbilledet ved hver gennemlytning. Udover dette er melodierne også tit uforglemmelige. Det er selvfølgelig svært at komme udenom megahittet ‘You Can Call Me Al’, men størstedelen af sangene er meget lette at synge med på. De er oftest lystige og kække, og teksterne følger trop.

Den overvældende glæde og uskyldighed, der udspiller sig på størstedelen af pladen, kan nok for nogle virke som et problem, og hvis du har brug for musik, der udforsker følelsesmæssigt komplekse afkroge af sindet, så skal du nok lytte til noget andet. Hvis du til gengæld har lyst til noget musik, man bliver glad i låget over, så er der ikke meget, der kan gøre det bedre. Det er let at blive glad i låget over sange som ‘Graceland’, ‘I Know What I Know’ og ‘Under African Skies’. Selv sangen ‘Crazy Love II’, der egentlig handler om at være trist, ender med at være en hyggelig lille fællessang. Man kan se det som en manglende sammenhæng mellem tekst og musik, selv ser jeg det som fortælleren, der prøver at opmuntre sig selv. ‘Graceland’ er på rigtig mange punkter en rigtig veludført, gennemtænkt plade, og Paul Simon genopfinder virkelig sig selv gennem disse sydafrikanske stilarter. Pladen kan nok aldrig slippe fra, at alle disse afrikanske genrer ikke nød større international popularitet før en hvid amerikaner blandede dem med popmusik – og at de ikke har nydt den slags opmærksomhed sidenhen heller. Men selv med den uheldige kulturelle kontekst in mente fik Simon skabt et af sine bedste albums nogensinde.

85 – Bruce Springsteen – Born in the U.S.A. (1984)

Udgivet den af
Svar

I 1981 udgav heartland-rockens største stjerne, Bruce Springsteen, sin hidtil mest udfordrende plade, ‘Nebraska’, en mørk, diskret akustisk rejse, hvorpå Springsteen selv var den eneste musiker. Hvis man kan sin Springsteen-diskografi forstår man, at dette var en stor ændring i hans lyd, for Springsteen var normalt akkompagneret af et stort, virkelig dygtigt backingband, The E Street Band. De vendte kortvarigt tilbage på det næste album, der i modsætning til ‘Nebraska’ ville præsentere Springsteens mest kommercielle lyd nogensinde. Pladen hed ‘Born in the U.S.A.’, og hvis der er noget, der får dette album til at skille sig ud fra Springsteens tidligere værker, er det brugen af synthesizer. Ikke alene havde Springsteen aldrig brugt det instrument før, men på ‘Born in the U.S.A.’ præsenterer han endda nogle få numre, man sagtens ville kunne kalde for decideret synthpop, ‘Dancing in the Dark’ og ‘I’m on Fire’. Disse er overraskende nok blandt de bedste sange på pladen. Springsteen behandler synthpop-lyden virkelig godt, også selvom teksten til ‘I’m on Fire’ kan blive lige en kende for creepy. Størstedelen af pladen er dog fyldt med den sædvanlige romantiske arbejderklasserock, som man kender og elsker fra Springsteens 70’er-plader.

Han bruger dog også synthesizeren på disse numre, bl.a. på den indledende ‘Born in the U.S.A.’. Den sang har aldrig just været min favorit i Springsteens diskografi, og årsagen bliver ret tydelig for mig i albummets kontekst. De tre første numre, ‘Born in the U.S.A.’, ‘Cover Me’ og ‘Darlington County’ er i princippet ret forskellige sange, men dynamisk ligger de meget tæt op ad hinanden. De er meget højlydte, kraftige sange, der aldrig bliver skruet særlig meget ned for, og tempoet ligger også meget tæt på hinanden. Denne monotoni bliver især udtrykt gennem titelnummeret, hvor jeg dog må erklære mig stor fan af både teksten og Springsteens vokal. Uanset hvad er det en ret udmattende måde at starte pladen, og selvom det fjerde nummer, ‘Working on the Highway’ også er noget ligeud-ad-landevejen-rock and roll, føles det stadig som et frisk pust, da tracket får tid til at ånde. De mere højlydte sange senere på pladen er meget mere tilfredsstillende for mig, da ‘Glory Days’ og ‘No Surrender’ er placeret op ad nogle mere nedtonede numre. ‘Born in the U.S.A.’ er for mig en plade, der helt klart er bedre mod slutningen.

Numrene på anden halvdel kan blive decideret rørende. ‘Bobby Jean’ er en af Springsteens mest sentimentale og romantiske kærlighedssange, og den formår at være dette mens den samtidig er energisk og sjov. ‘Dancing in the Dark’ er en sang, der lige fra åbningslinjerne føles reel, især fordi bossen leverer vokalen yderst overbevisende. Han gør det dog endnu bedre på den nostalgiske ‘My Hometown’, der føles meget personlig. Springsteen fortæller her om hvordan hans far gav ham en øget bevidsthed om hans hjembys historie. Der er en fin blanding af detaljerigdom og reflektion, og det er noget af det allerbedste på pladen. Overraskende nok formår han at ramme denne romantik over en ganske synth-båren instrumentation. Jeg er ikke helt forelsket i alle numre mod slutningen, men selv den ellers kompositorisk noget uinteressante ‘I’m Going Down’ leverer en flot saxofonpræstation fra Clarence Clemons, noget ‘Born in the U.S.A.’ er langt mindre spækket med end de fleste tidligere Springsteen-plader. ‘Born in the U.S.A.’ viser Springsteen splittet mellem fornyelse og tradition. Den holder ret godt i sin helhed, men heartland-lyden er ved at lyde lidt derivativ, så man forstår godt, at han holdt en pause fra bandet de næste mange år. Omvendt er pladen ofte så veludført, at det er let at forstå, at den blev så populær.

86 – The Beatles – Let It Be (1970)

Udgivet den af
Svar

Da The Beatles i 1970 annoncerede over for verden, at de ville gå hvert til sit, folod de publikum med en plade, der absolut var en afstikker fra den musik, der havde kendetegnet den sidste halvdel af deres karriere. Mens de på albums som ‘The White Album’ og ‘Abbey Road’ havde udfordret og udvidet grænserne for hvad popmusik kunne præstere, var ‘Let It Be’ fra 1970 stort set en tilbagevenden til deres mere simple blues-prægede rocknumre. Det er selvfølgelig lidt af en overforsimpling, men det er den generelle stilart, man finder på pladen. Undtagelserne til denne regel er nok mine favoritter. Den artistiske ambition er især tydelig på denne plades enlige forsøg på psykedelia, den smukke ‘Across the Universe’. Den barokke instrumentation på ‘The Long and Winding Road’ understøtter også den melankolske sentimentalitet på nummeret virkelig godt, og det ender med at være det muligvis bedst lydende nummer på pladen. Man kan selvfølgelig ej heller undgå at nævne pladens mest populære sang, den titulære ‘Let It Be’. Efter så mange gange, hvor denne simple sang har stået model for lejrbåls-fællessang, skulle man tro at nummerets magi var svunden, og det ville den muligvis også være, hvis lyden ikke var så utrolig lækker, især når George Harrisons guitar og Paul McCartneys vokal mødes mod slutningen.

Lyden på pladen faktisk virkelig værd at bide mærke i, for i modsætning til samtlige andre Beatles-albums, er ‘Let It Be’ ikke produceret af George Martin. De har fået en anden af verdens bedste producere til at tage sig af pladen, nemlig ingen ringere end Phil Spector. Spector gjorde sig i 60’erne bemærket for hans fyldige poplyd, den såkaldte ‘Wall of Sound’, han skabte med navne som Ike & Tina Turner, The Ronettes og The Righteous Brothers. Hvis man ser bort fra de førnævnte numre, ville The Beatles med ‘Let It Be’ dog mest af alt skabe en rå, blueset rock and roll-plade, så det er langt fra altid, Spectors produktionsstil passer særlig godt til sangene. Tit lyder mixet bare tomt og tyndt. Når pladen lyder bedst, har Beatles nærmest aldrig lydt bedre, men det er stort set kun på numrene ‘The Long and Winding Road’ og ‘Let It Be’, at jeg er helt tilfreds med lyden, selvom den lidt skæve lyd på ‘Get Back’ også absolut har sin charme. ‘Across the Universe’ lyder dog alt for mudret, den passer lydmæssigt slet ikke sammen med resten af tracklisten.

Store dele af pladen ville dog næppe blive forbedret af bedre produktion, for meget af sangskrivningen og instrumentationen er underligt uambitiøs. Jeg tror, de hovedsageligt prøver at levere på charme, men den rammer mig ikke så ofte. Den virker godt på det country-inspirerede åbningsnummer, ‘Two of Us’, der har en romantisk, sentimental lyd. Numre som ‘Dig A Pony’, ‘One After 909’ og ‘For You Blue’ føles dog mest af alt som fyld-numre. Det er ikke engang særlig god blues eller rock and roll, det er en meget nedvandet udgave af genren. På ‘For You Blue’ siger Lennon “Elmore James got nothin’ on this”, og det lyder nærmest sarkastisk. Markant på pladen er også de to sange på under et minut, ‘Dig It’ og ‘Maggie Mae’. De er begge exceptionelt ringe, og jeg tror, at dette er et forsøg på en dosis humor, selvom jeg selv finder det ret plat. De er nok de mest rodede numre på den rodebutik, der i sin helhed er ‘Let It Be’-pladen. ‘The White Album’ fra 1968 var også rodet, men den var samtidig nytænkende og eksperimenterende. Jeg må desværre sige, at jeg kun får noget mærkbart ud af omkring halvdelen af pladen, så jeg har svært ved at anbefale den, hvis man ikke allerede er stor Beatles-fan.

91 – Elton John – Goodbye Yellow Brick Road (1973)

Udgivet den af
1

Jeg har anmeldt ret meget Elton John efterhånden, og hele vejen igennem har jeg generelt været positivt stemt overfor hans plader. Så meget som han er blevet kendt for sødsuppe-ballader og lalleglad popmusik, så var hans musik i 70’erne rent faktisk virkelig kompetent komponeret og opført, og han kom relativt vidt omkring i klaverrockens verden. Nu er jeg endelig nået til den plade, alle så kalder hans bedste, Goodbye Yellow Brick Road fra 1973. Jeg var dog lidt varsom, da jeg satte den på, for det er et dobbeltalbum, og i min erfaring ender længden alt for ofte med at være et problem i sådanne tilfælde. En stor del af albummet er en hyldest til amerikanske kulturikoner – Roy Rogers, Troldmanden fra Oz, Marilyn Monroe, og hele den amerikanske selviscenesættelse gør sig også virkelig godt i lyden, der er mere pompøs og storladen end nogensinde før for hr. John. Ja, han er faktisk ved at bevæge sig over i noget glam-rock til tider, men han prøver at undgå den overfladiske natur, der tit følger med den genre. Ja, til trods for at denne stilart får indflydelse, er der stadig plads til dybtfølte klaverballader såsom Candle in the Wind, Goobye Yellow Brick Road og den aflsluttende Harmony.

Da albummet er ret langt, prøver Elton John selvfølgelig at variere lyden en del, og mens jeg vil respektere ham for det, så er det ikke alle stilarter, han rammer lige godt. Mere glam-orienterede numre virker dog ret godt bl.a. Dirty Little Girl, Saturday Night’s Alright for Figthing og især den fornøjeligt sjove Bennie and the Jets, hvor man virkelig kan høre hvor meget Elton og bandet hygger sig. Når han prøver at tage inspiration fra reggae på den helt ulidelige Jamaica Jerk-Off og country på den lettere forglemmelige Roy Rogers samt den også noget ligegyldige Social Disease, så går det ikke nær så godt. De country-prægede numre skuffede mig især, da han på albummet Tumbleweed Connection har vist, at han sagtens kan lave glimrende country-rock. Ja, det album er da en solid kandidat til mit yndlings-album fra John. Der er også nogle numre, hvor han lader til at drage noget inspiration fra progressiv rock, og dette klæder især hans lyd – det kommer fx til udtryk på det 11 minutter lange åbningsnummer Funeral for a Friend / Love Lies Bleeding, der for alvor får startet albummet med maner. Også på Grey Seal og All the Girls Love Alice giver denne indflydelse absolut noget nuance til Johns lyd og sangskrivning.

Balladernes kvalitet er også ret svingende: dels har vi at gøre med nogle af de bedste, John i fællesskab med lyriker Bernie Taupin nogensinde har skrevet – Candle in the Wind og Goodbye Yellow Brick Road er med god grund de to mest kendte eksempler, men også afslutningsnummeret Harmony fortjener den slags opmærksomhed efter min mening – men dels er der også forglemmelige numre som I’ve Seen That Movie Too og Sweet Painted Lady, der dog stadig kan bryste sig af nogle kreative øjeblikke i Bernie Taupins tekster. De er da heller ikke forstyrrende på nogen måde, men jeg kan på ingen måde forestille mig at vende tilbage til dem, og så meget bidrager de heller ikke til helhedsoplevelsen. I det store hele finder vi på albummet Goodbye Yellow Brick Road nogle af de absolut bedste eksempler på Elton Johns sangskrivning, og hvis han havde begrænset sig til en enkelt skive, hvor kun de bedste numre var med, kunne han sikkert have arrangeret dem så vi fik et mesterværk. Som pladen ser ud nu er der stadig meget at komme efter, men man må overleve med noget fyld hist og her.

92 – Buddy Holly / The Crickets – 20 Golden Greats (1978)

Udgivet den af
Svar

I midt-70’erne startede pladeselskabet EMI deres albumserie 20 Golden Greats, hvor de samlede 20 af de mest populære numre fra en af deres kendte kunstnere. Blandt kunstnerne, der fik lavet sådan et album kan nævnes The Beach Boys, Nat King Cole og Diana Ross, men det album fra serien, der huskes bedst, er nok det dedikeret til Buddy Holly. Jeg tror til dels, det har noget at gøre med, at Buddy Holly aldrig fik lavet noget særlig definitivt album i sin korte levetid. Jovist, der er en del klassiske sange på især hans to første albums, men jeg ville have svært ved at anbefale nogen af dem for at introducere Buddy Holly til nogen, der ikke kender ham – der er simpelthen for mange fyld-numre, der ikke holder. Derfor er opsamlinger nok en langt bedre måde at blive introduceret til Holly. Derudover fungerer Buddy Holly nok særligt godt til denne albumserie, da hans numre generelt er rigtig korte, så 20 tracks bliver ikke for stor en mundfuld. Albummet varer trods de 20 numre blot 45 numre, så man får dels en mere fyldestgørende oplevelse end studiepladerne, der alle varede under en halv time, men samtidig er oplevelsen stadig relativt kompakt

Nu er jeg ret glad for en del Buddy Holly-sange, men trods dette må jeg alligevel anerkende, at der er mange punkter, hvor hans musik ikke har ældet med ynde. Teksterne er spækket med klichéer, og nogle gange er disse klichéer hele omdrejningspunktet for nummeret. Man mærker aldrig særlig stor følelsesmæssig dybde, ikke særlig større end, at det er rart at være forelsket. Især de triste sange har derfor svært ved at ramme mig. Raining in my Heart er nok det bedste eksempel på en sang, jeg ikke føler, mest fordi den behandler en metafor, hvor regn repræsenterer sorg, alt for bogstaveligt til at tage seriøst. Words of Love bliver, trods den lykkelige stemning, også alt for sødsuppeagtig, og koret er nærmest arrangeret, så det lyder som en smølfesang. De to covers, der er inkluderet, er heller ikke værd at lytte til, især ikke sammenlignet med originalerne af hhv. Chuck Berry og Bo Diddley. Hollys scenepersona har altid været den lidt naive, kække skoledreng, der nok var den pæne dreng i klassen i forhold til mange af de andre tidlige rock and roll-musikere. Brown Eyed Handsome Man og Bo Diddley er numre, der kræver lidt mere attitude, ja hele pointen bag sidstnævnte er egentlig niveauet af attitude, og der kan Holly altså ikke følge med.

Sætter man pladen på med en forståelse for hvilken tid, musikken springer ud af, er der dog rigeligt med godter alligevel. Det er stort set altid kærlighedssange, melodierne er meget simple, og teksterne er ej just heller stor poesi, men meget af musikken kan alligevel sætte et stort smil på læben. Især første side af pladen, hvor man finder klassikere som That’ll Be the Day, Peggy Sue, Everyday og Not Fade Away er værd at lytte til. Her er det hovedsageligt numre fra Hollys to første studiealbums, mens den anden halvdel hovedsageligt kommer fra enten diverse singler eller posthume udgivelser. Mens de ganske vist er mere mindeværdige end meget af albumfyldet på Hollys studiealbums, så er mange af dem stadig en lettere tynd kop te, som jeg ikke tror, jeg vender tilbage til. De har dog placeret Rave On, muligvis Hollys bedste sang, på denne del af pladen, og når det kommer til Hollys knap så rockprægede sange, så har jeg et svagt punkt for True Love Ways, der efter min mening er Sinatras stemme værdig. I det store hele, selvom der ikke er nogen sange, jeg savner på 20 Golden Greats, er kvalitetsniveauet stadig meget svingende, og jeg tror, at man skulle trimme opsamlingen ned til 10-15 numre, før den nåede sit fulde potentiale.

93 – Prince – Sign “☮” the Times (1987)

Udgivet den af
Svar

Prince er på alle måder et ikon i popkulturen. Ikke blot hans musik, men hele hans image er en mærkbar del af vores kulturelle verden i dag såvel som i samtiden. Man behøver end ikke at have lyttet til synderligt meget af hans musik for at kunne forholde sig til ham, og selvfølgelig var han udmærket godt klar over dette selv, hvorfor han musikalsk sagtens kunne tillade sig at løbe diverse risici. Hele Purple Rain-projektet – filmen såvel som albummet – oser af ambition, og han stoppede på ingen måde der. Hele vejen op igennem sin karriere blev han ved med at prøve nye ting af, hvilket ikke altid resulterede i den mest positive respons fra omverdenen, men der var altid interesse omkring det. Det mest positivt modtagne eksperiment vil dog nok altid være Purple Rain, men lige derefter kan man med lethed placere dobbeltalbummet Sign “☮” the Times fra 1986. Det skulle efter Princes eget ønske oprindeligt have været et trippelalbum, men pladeselskabet endte med at overbevise ham om, at to skiver skam var rigeligt. For en gangs skyld har et pladeselskab nok haft ret i noget, for trods vældet af fremragende musik på pladen, er svagheden nok til stadighed dens længde.

Prince leverer som sædvanlig gode numre på stribevis. Naturligt er at nævne det klassiske titelnummer, der viste en helt ny, mere socialt bevidst side af Prince, mens et dystert, langsomt funkgroove kører under den bidende tekst, men albummet har meget andet end det. Det er nok i stilart et af de mest varierede Prince-albums, jeg har hørt. Der er slow jams i form af Slow Love og Adore, noget psych-soul på bl.a. Starfish And Coffee og If I Was Your Girlfriend , og han tager endda inspiration fra tidens spæde hip hop på House Quake og It. Variation er naturligvis en god ting, og Prince er som sangskriver faktisk ret dygtig til at ramme et væld af stilarter. Lige hip hop er måske lidt mere end han er i stand til at bide over, og hans forsøg er lidt kluntet, men der er stadig et væld af kreativitet og vid til stede uanset hvad. Intet nummer klarer sig i min optik nær så godt som titelnummeret, men også på If I Was Your Girlfriend, Starfish and Coffee og Strange Relationships går musik, tekst og optræden flot op i en højere enhed.

Noget, der i knap så høj grad formår at gå op i en højere enhed for mig, er albummet som en helhed. Netop med dette væld af stilarter, er der en vis mangel på kohærens. Ikke fordi man nødvendigvis skal kunne det for al musik, men albummet er meget svært at genrekategorisere ud over det noget vage begreb “pop”. Man kan undre sig over, at Prince besluttede sig for at lave et album, der er så langt, når man ikke kan finde en bestemt retning på pladen. Jeg har dog meget respekt for, at han havde mange ideer, det er på alle måder åbenbart, og hver eneste sang bidrager med sin helt unikke identitet, hvor man kan se perspektiver til stort set alle punkter i Princes karriere. Uanset om du er til pop-rock, synthfunk, disko, soul, skæve fortællinger, ballader eller festmusik, så har Sign “☮” the Times noget for dig. Mens pladen sagtens kan opfattes som en rodebutik, kan man lige så godt se det som et overflødighedshorn af forskellige musikalske udtryk. Det er lidt lige som pladecoveret; det er lidt svært at finde hoved og hale i det hele, men det er muligvis også noget af det, der gør det mindeværdigt.

98 – Elvis Costello – This Year’s Model (1978)

Udgivet den af
Svar

Elvis Costellos debutplade, My Aim Is True, er e skidegod plade. En kende simpel til tider, jovist, men altid rig på personlighed og charme, og på de bedste tidspunkter var sangskrivningen i top. Det var især på det mere nedtonede nummer Alison, hvor man for alvor opdagede hvor skarp hans pen var, og at man for alvor fik noget kant i sin pop-rock. På sit andet album, This Year’s Model, var der tilsyneladende et konstant højt tempo, der især manifesterede sig i singler som Pump It Up, (I Don’t Want to Go to) Chelsea og Radio Radio. Når man er færdig med pladen føles det også som om, man har siddet igennem en nonstop energibombe. Det har man egentlig ikke, men det viser elegancen i Elvis Costello som albumkunstner. Numre som Little Triggers og Night Rally er faktisk ret langsomme, men de er konstrueret med en fænomenal forståelse for lytterengagement. Hans sangstemme virker altid meget nær, og på de langsommere numre er der stadig et rigtig interessant, eventyrlystent lydbillede – på Night Rally ender vi endda nærmest i en “Wall of Sound”. Derudover er der god variation i numrenes stil, så man altid føler, at albummet gradvist bevæger sig hen mod noget nyt.

Og dog – albummet starter stort set på samme måde som det starter, både i tempo, i stemning og endda til en vis grad i opbygningen af nummeret. Afslutningsnummeret Radio, Radio* har dog en markant anderledes instrumentation end åbningsnummeret No Action, men lige efter hinanden ville de stadig virke alt for ens, og deres delte høje tempo ville muligvis også ende med at virke udmattende på lytteren. Jeg har dog aldrig oplevet at blive den mindste smule træt af This Year’s Model – jeg kan bare lytte til den igen og igen. Udover albummets opbygning og den generelt geniale sangskrivning, ligger dette også meget i instrumentationen. Den er enormt vel-timet, og man kan mærke en rigtig god fælles musikforståelse i bandet, så der er også plads til at tilføje masser af finurlige detaljer på tværs af instrumenterne. Der er ikke noget instrument, der ikke er spændende og fyldt med overraskelser. Det hænger nok også sammen med, at Costello her fik samlet sit faste band, The Attractions, for første gang. Kemien i bandet er åbenlys, og den smitter rigtig godt af, når man hører hvor tight og gennemført de spiller.

Selvom Costellos musik dybest set tager udgangspunkt i den skramlede genre kendt som punkrock, er Elvis forfinet, detaljeret og præcis i sin sangskrivning. Melodierne er tit ørehængere af bedste skuffe, og hans tekster er skarpe, sarkastiske og kyniske, nærmest til en grad hvor man ville kunne sammenligne hans tekstunivers med Father John Mistys. Man sider smilende og lytter med, når han kommer med det underholdende sprogbrug, man finder på numre som  This Year’s Girl, Lip Service og Night Rally. Som just nævnt er melodierne også fantastiske, og de gør musikken tilpas let og fordøjelig, mens man stadig kan mærke den underlæggende dybde. Centrale lyriske motiver på pladen er forgængelighed og forfængelighed – deraf navnet This Year’s Model. Tekster om hvor overfladiske vi kan være som mennesker, sange om hvor hurtigt tiderne skifter, og hvor hurtigt vi som kultur går fra det ene hippe kulturfænomen til det andet. Til trods for sine almene postmoderne observationer, står This Year’s Girl som værk i kontrast til disse; albummet er nemlig absolut ikke glemt i moderne tid. Det bliver stadig hyldet som et af Costellos bedste, og Costello bliver stadig opfattet som en fantastisk musiker. Og med det in mente er det hele nu ikke så skidt alligevel.

*Radio, Radio optrådte ikke på den oprindelige udgave af pladen, og jeg prøver ellers at anmelde originaludgaverne så ofte som muligt – jeg kan dog ikke modsige, at Radio, Radio fungerer afsindig godt som afslutningsnummer, så derfor anmelder jeg pladen i den nyeste udgave, hvor Radio, Radio da heller ikke står anført som et bonusnummer.

105 – Ramones – Rocket to Russia (1977)

Udgivet den af
1

Da punkmusikken opstod i slutningen af 70’erne var der et navn, der markerede sig som det allervigtigste på den amerikanske scene, nemlig Ramones. I modsætning til deres britiske kolleger fra The Clash og Sex Pistols var Ramones’ tekster ikke særlig politiske, og de væsentligste musikalske inspirationer kom fra pop-rock fra 60’erne, såsom The Beach Boys og The Ronettes. Det har dog nok netop været noget af det tiltalende ved Ramones at de ikke tog sig selv for seriøst. De lavede korte, sjove, underholdende plader, der bestod af korte, sjove, underholdende sange. Et eksempel på sådan en plade er deres tredje, Rocket to Russia fra 1977, hvor de med 14 sange næsten formår at ramme 32 minutter. Dette var endda dengang både deres længste plade og pladen, hvor sangene i gennemsnit var længst. Sangene er meget simpelt konstrueret, ganske hurtige i tempoet, og kun i de mest ekstreme tilfælde har en sang mere end tre akkorder. Ramones modsætter sig også tidens britiske punkbands ved at bruge en mere henlagt, doven vokal frem for den arrige skrigen, der gjorde Joe Strummer og Johnny Rotten så populære. Rocket to Russia er som sådan stort set så simpel, som rockmusik kan blive, og alligevel har pladen i dag en ikonisk status. Hvordan hænger det sammen?

Man kan jo fremhæve, at den simple lyd er relaterbar. Når man har at gøre med musik, der er så ummidelbar, rammer det lytteren direkte. Teksterne er endvidere også bygget op omkring det relaterbare. De handler om kærlighed, angst, stoffer og familieforhold. Musikken ramte derfor helt naturligt 70’ernes ungdoms-modkultur lige i hjertet. Derudover er Ramones faktisk ret gode til at skabe variation i løbet af et album. Der er sange som den mørke, The Stooges-inspirerede I Don’t Care, den lystige Rockaway Beach, den ængstelige I Wanna Be Well og deres helt og aldeles fjollede, skønne cover af Surfin’ Bird af The Trashmen. Der er også god dynamik mellem det hurtige og det langsomme, det højlydte og det stille, så pladen formår at være underholdende fra start til slut. Til trods for de tunge temaer på visse af sangene, fx Teenage Lobotomy og Why Is It Always This Way, formår det at forblive letfordøjelig underholdning, mens temaerne dog stadig bliver behandlet respektfuldt. Når det forholder sig sådan, er det egentlig en kende ligegyldigt, at vi ikke har at gøre med særligt teknisk dygtige musikere eller komponister.

Og dog. Jeg har efterhånden hørt denne plade over et dusin gange. Det er ikke første gang, jeg hører en plade så mange gange, men det er sjældent, at en plades underholdningsværdi falder så meget for mig efter de gentagne gennemlytninger. Når man først har hørt musikken, er der ikke særlig meget at vende tilbage til. Den musikalske dybde har nok alle dage været det største problem for Ramones. Det mest opfindsomme, de nogensinde gør, er at isolere rytmegruppen under visse sekvenser og at bruge nogle højt-pitchede backingvokaler på I Don’t Care. Samt lige guitarriffet fra denne sang, det skaber en skidefed, mørk lyd. Deres cover af Do You Wanna Dance gør ikke meget forskelligt fra tidligere udgaver udover at spille den hurtigere, med mere distortion og markant mere sløset vokal. Det er dog stadig et fedt cover, og det leder mig hen til det, der nok er det bedste ved Ramones, nemlig deres personlighed. Det er det, der virkelig sælger deres musik, for de er så underligt charmerende i deres sjuskede inkompetence. Det kan lyde som en fornærmelse, men jeg mener det, for de færreste ville kunne lave så simpel musik, der stadig er så karismatisk. Pladen er ikke uden problemer, men Rocket to Russia er et klasseeksempel på Ramones, når de er bedst.

107 – David Bowie – Hunky Dory (1971)

Udgivet den af
Svar

I 2016 mistede vi mange store musikere – Prince, Leonard Cohen, Glenn Frey, Sharon Jones, Phife Dawg og Maurice White, blot for at nævne nogle af mine personlige favoritter. Den største af dem alle er dog i mine øjne David Bowie, som kort før sin død udgav en af sine bedste plader nogensinde, den gudeskønne Blackstar, som i mine øjne er årets bedste plade. At Bowie på den måde kunne forny sig selv i en alder af 69 er mig et under, for det virkede som om, han allerede havde prøvet det hele. Der er så meget kreativitet til stede i hans musik, og det har der været i adskillige årtier. Et af hans tidligste mesterværker er den meget klaverdrevne Hunky Dory fra 1971. Pladen er nok især kendt for sine to megahits, Changes og Life on Mars?, men der er masser af smuk musik fra start til slut på pladen. Disse to sanges berømmelse er dog stadig absolut fortjent. Changes er en flot, vemodig skildring af tidernes gang, og Life on Mars? er med sit storladne, orkestrale arrangement en god kandidat til det bedste Bowie-nummer nogensinde. Det er intet mindre end smukt.

I løbet af albummet er der meget variation i tonen. Det kan være stort og dramatisk som på førnævnte Life on Mars? eller det smukke afslutningsnummer The Bewlay Brothers, men i den modsatte ende er de lettere skæve, morsomme Oh! You Pretty Things og Kooks vidunderlige numre, der vækker store smil på læben. Disse er flotte i detaljerigdom, de er også latterligt fængende, og de tilføjer så absolut til den androgyne æstetik, Bowie præsenterer på pladen. Bowie rammer især dette gennem sin meget specielle, spøjse stemme. Han har flot kontrol over den, og han kan ramme mange forskellige lyde med den. Alligevel er han let genkendelig, om det er den henlagte vokal på Song for Bob Dylan eller den lyse skrigen på Andy Warhol, et af de få numre hvor klaver ikke er i fokus. Disse to er fra en ret interessant trio af sange på albummet, hvor Bowie hylder tre af sine store ikoner lige efter hinanden, nemlig Andy Warhol og Bob Dylan på førnævnte sange, samt Lou Reed fra The Velvet Underground på sangen Queen Bitch. Med især Bob Dylan-sangen kan man høre inspirationen, og Queen Bitch har da også ligheder med lyden på The Velvet Underground-sangen Sweet Jane. Selv Andy Warhol får en klar musikalsk hyldest med en bizar, avantgarde intro.

Noget af det, der gør Hunky Dory så tiltalende er nok den ret løse, kærlige stemning man finder på pladen. Det er ikke alt for seriøst nogensinde. Bowie kan være fantastisk, når han tager den seriøse maske på, se blot plader som “Heroes” eller Blackstar. Der er blot noget meget befriende ved den lette lyd, Bowie præsenterer her. Selv på de dramatiske numre er der masser af humor, og denne humor bliver aldrig selvhøjtidelig eller ensformig, som den tit kan gøre med mange andre glam-kunstnere. At visse lyttere kalder Hunky Dory for glam-rock bunder nok endda mest i, at man ser pladen i lyset af Bowies mere entydige glam-plader, såsom The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars og Aladdin Sane, som den da også har nogle fællestræk med. Måske hjælper makeuppen på albumcoveret også på indtrykket. Der er et par få glam-prægede numre, men pladen er som sådan et stort sammensurium af showtunes, folk-rock, barok-pop, klaverrock og selv en smule country-rock på Eight Line Poem. At alle disse forskellige stilarter giver et sammenhængende indtryk er imponerende, uanset om man kan læse glam-rock ind i det. Pladen er så levende, at man bare ikke kan få nok af den. Og det er i mine øjne magien ved Hunky Dory.

109 – The Velvet Underground – Loaded (1970)

Udgivet den af
Svar

De to første albums fra The Velvet Underground er noget af det mest innovative, eksperimentelle rockmusik, 60’erne havde at byde på, og de var på hver sin måde enormt indflydelsesrige på punk-bevægelsen ti år senere. Deres tredje album, der blot hed The Velvet Underground, var en mere afdæmpet, inderlig affære, men absolut stadig ikke kommerciel, og den havde nogle meget artistisk yderliggående øjeblikke. Det samme kan ikke rigtig siges om det fjerde album, der fik navnet Loaded. Her bliver gruppen poppede og fængende, og de synger sange om kærlighed frem for heroin og jesus. Med det sagt er produktionen på Loaded stadig en kende skramlet, men de mest populære pop-rock-sange fra samtiden var fra Three Dog Night, The Guess Who og Norman Greenbaum, og deres lyd er faktisk også en kende skramlet, så de passer stadig fint ind. Når man hører Loaded føles den dog tit en kende satirisk. Det kan sagtens være, at det har noget at gøre med mit allerede etablerede forhold til gruppen og især til Lou Reed som vokalist, men at høre ham gå ind i et cheesy spoken word-stykke midt i den doo wop-inspirerede I Found a Reason, det føles altså ret så humoristisk.

Uanset om det er satirisk eller ej, så viser gruppen på Loaded dog, at de sagtens kan kapere denne overgang til mere poppet rockmusik. Deres inderlighed går måske lidt tabt til fordel for noget sarkasme, men selve sangskrivningen fejler intet. Who Loves The Sun er en vidunderligt konstrueret sang, bygget op omkring morsomme sammenligninger mellem vejrfænomener og at få sit hjerte knust, om den apatiske situation, man kan finde sig selv i, når dette sker. Ligeledes er Sweet Jane og Rock & Roll klassiske feel good-rocksange om ungdommelig naivitet og glæde. Lou Reed har måske ikke en særlig stærk sangstemme, men han synger med sådan en iver, at man stadig kan mærke det, og så man netop kan mærke den underliggende humor i alle numrene. Et af de numre, hvor sarkasmen udtrykkes allerbedst, er New Age. Sangen handler om idolisering af berømtheder, om at skabe et envejs-forhold. Måden sangen eskalerer mod slutningen er meget storladen, og det er faktisk en ganske stærk sang på alle parametre, ikke kun i humoren. Det er derfor, man kan undre sig over de mere fjollede sange på pladen. Train Round the Bend og Lonesome Cowboy Bill er faktisk ganske gode sange, men tankevækkende ville jeg på ingen måde kalde dem.

Med det sagt, så er de stadig berettigede i deres tilstedeværelse på pladen. Mange af numrene er ret low-key og bløde, så noget mere energisk rock and roll er tiltrængt, og Head Held High, Train Round the Bend og Lonesome Cowboy Bill udfylder dette tomrum ganske fint, selvom sangene vækker større følelser hos mig end et lille smil. Afslutningsnummeret Oh! Sweet Nuthin’ er dog i den helt modsatte ende. Det er et storladent, eskalerende nummer på over 7 minutter, der starter helt stille og afslutter i et vidunderligt crescendo. Det er et ufatteligt smukt nummer, der endelig bevæger sig væk fra det ironiske og over i det oprigtige. Idet dette var den sidste Velvet Underground-plade med Lou Reed, føles dette nummer også som en afslutning på gruppens karriere. Alle instrumenterne kommer ligeledes mod fronten, og man kan faktisk mærke gruppens samvær. Efter det store crescendo kommer et par få afdæmpede, melankolske toner, og man savner gruppens særlige magi, når det er slut. The Velvet Underground har lavet bedre plader end Loaded, men Loaded er stadig en plade med nogle mesterlige numre og en helt særegen stil og personlighed. Det er skidegod poprock med ironi og kant.