Tag-arkiv: Hård rock

101 – Cream – Fresh Cream (1966)

Udgivet den af
Svar

I 1966 gik tre af tidens dygtigste rockmusikere sammen for at danne et fælles band. Det drejede sig om trommeslager Ginger Baker fra the Graham Bond Organisation, der gennem dette band kendte bassist Jack Bruce, der endvidere havde spillet i Manfred Mann og John Mayall & the Bluesbreakers. I Bluesbreakers havde Bruce fået æren af at spille sammen med guitarist Eric Clapton, der derudover havde spillet i The Yardbirds. Mens de i alle disse konstellationer havde vist sig talentfulde, var det først med Cream, at de fik deres helt store gennembrud. Med debutpladen Fresh Cream fik de for alvor vist, hvor dygtige, kreative sjæle, de var. Alle deres tidligere bands havde en typisk skramlet britisk blues-lyd, og mens Fresh Cream egentlig stadig tager udgangspunkt i bluesmusikken og ikke har en særlig poleret produktion, så har den en helt særlig kant i forhold til deres tidligere musik. Guitaren er blevet mere forvrænget, og de har inkorporeret mange vokalharmonier. Selv når de laver covers af klassiske blues-standarder, har deres musik virkelig meget personlighed, og de tillægger en helt anden stil en originalen. Spoonful og Four Until Late giver et helt andet, mere syret og æterisk billede end de gør på originalerne, og de lyder skidegodt.

Halvdelen af hele pladen er covers, og de er hovedsageligt sat sammen omkring den anden halvdel. Her er blues-inspirationen absolut tydeligst, men der er stadig masser af overraskelser. Sammenspillet mellem mundharmonikaen og guitaren på den rodede Cat’s Squirrel er dybt underholdende, og mundharmonikaen går for alvor amok på nummeret Rollin’ and Tumblin’, hvor trommerne også bliver meget intense. Jack Bruce snøvler sig igennem vokalen på dette nummer, og man kan bare ikke gøre andet end at smile. Vi må heller ikke glemme, at albummet slutter af med en af de bedste trommesoloer nogensinde. Ikke alene er det en ret sjov, original idé at slutte af med en lang trommesolo, men Ginger Baker spiller virkelig også bare som en drøm. Trommerne spiller helt isoleret i over 3 minutter, og overraskende nok er det engagerende hele vejen igennem. Nummeret, der i øvrigt hedder Toad, starter heldigvis også eksplosivt ud med både guitar og bas, og det slutter også sådan af, så det føles som et meget fuldendt nummer, der er meget velegnet til at afrunde pladen. Man har kæben på vidt gab, når albummet er slut, og alle tre musikere er så dygtige, at de utvivlsomt fortjener den reaktion.

Jeg kan dog også virkelig godt lide første halvdel, hvor sangene typisk er en kende kortere. Lyden, Cream rammer på numre som N.S.U. og Dreaming, det er en fed kombo af humor og drama, der kører i et ret svævende lydbillede. Især kan jeg godt lide kanon-vokalerne på Dreaming, og Sweet Wine har en skidegod, syret guitarsolo. Med titler som Sleepy Time Time og Dreaming er det vist desuden tydeligt, at de kraftigt prøver at ramme en drømmende æstetik i starten af albummet. Det er en sjov idé, som de udfører vældig godt, men jeg er nok alligevel glad for, at de ikke lader konceptet vare længere end de få sange i starten. Man kan muligvis savne en smule kohærens mellem de tidlige og de senere sange, men der er en ret glidende overgang gennem numre som Spoonful og Cat’s Squirrel, hvor både det psykedeliske og det bluesede virkelig er i højsædet. Hele albummet er nærmest en lang crescendo fra den stille start på N.S.U. til den bombastiske lyd på afslutningen af Toad. Selv på nyere udgivelser, hvor de har tilføjet sangen I Feel Free inden N.S.U. lyder albummets udvikling rigtig godt. Så jo, Cream kan virkelig finde ud af deres pis, og lige fra debuten markerede de, at de var nogle af feltets mestre.

112 – Cream – Disraeli Gears (1967)

Udgivet den af
Svar

Jeg har efterhånden udforsket ret meget af Eric Claptons karriere gennem mine anmeldelser. To soloalbums, samt albums med både Derek & the Dominos, The Yardbirds, Blues Breakers og naturligvis Cream, den gruppekonstellation, flest folk forbinder med Clapton. Her var han sammen med to andre af tidens allerbedste guitarister, bassist Jack Bruce og trommeslager Ginger Baker. De er måske mest kendt for deres hårdtslående, bluesede garagerock, man finder på numre som Crossroads, Sunshine of Your Love og White Room, og det er da absolut også en væsentlig side af dem. Deres hårde lyd var en væsentlig forløber for heavy metal, men de havde også en mere poppet, psykedelisk side, mere end nogen anden Clapton-gruppe. Man behøver ikke at kigge længe på coveret til deres anden plade Disraeli Gears, før man ved, at man har at gøre med et seriøst syretrip. Man skal derimod kigge længe, hvis man vil finde albumtitlen, der bliver overdøvet af den skrigende farvepalet. Man finder dog også meget af den kendte, bluesede Cream-lyd herpå. Outside Woman Blues og Take It Back er klassiske eksempler på Claptons blues-rock, meget begivenhedsrig og fyldt med interessante fills. Mens andre numre absolut også er tunge, er den psykedeliske aura dog meget mere væsentlig på resten af albummet.

Jeg blev meget overrasket over de mere bløde numre på pladen, såsom World of Pain, Blue Condition, We’re Going Wrong og især det morbide afslutningsnummer, Mother’s Lament. At Cream ville afslutte en plade med sort humor om et spædbarns sultedød var så chokerende og overraskende, at jeg stort set sad måbende tilbage. Men derudover er jeg også imponeret over den diversitet, de viser på denne plade. Ikke alene holder de sig fra blues og hård rock meget af tiden, men mere imponerende er det stadig rigtig godt. Den generelle lyd er meget svævende og æterisk, hvor numre som World of Pain og We’re Going Wrong er eksempler på når det bliver allermest langsomt og syret. Numre som disse sender dog bølger gennem hele albummet. Den psykedeliske lyd er faktisk til stede helt fra åbningsnummeret, den klassiske Strange Brew, og mens man ikke nødvendigvis tænker meget over det, når man hører nummeret alene, så bygger numrene rigtig godt den psykedeliske stemning op i fællesskab. Det er en sand kunst i mine øjne at give et album en klar, gennemgående stemning gennem elementer, der på mange af numrene mest lurer i baggrunden.

Sangene er også bare eminent komponeret individuelt. Guitarriffet på Sunshine of Your Love er selvfølgelig klassisk, og dynamikken på SWLABR er både morsom og engagerende. Den episke Tale of Brave Ulysses er stor i proportioner og i lyrik, og via måden, den eskalerer, bliver den mere spændende minut for minut. Sangene skaber ikke blot nogle samlede ideer i fællesskab, de stikker også klart ud i forhold til hinanden. De kommunikerer også klare koncepter, og selv de to blues-numre mod slutningen føles forskellige. Det er ikke dem alle, der er lige gode, og jeg foretrækker nok stadig hårdere numre som Strange Brew, Sunshine of Your Love og SWLABR. Blue Condition er et eksempel på en af de mere kedelige sange, hvor Ginger Bakers vokal er meget monoton og melodien er ret ensartet. Stadig minder den slet ikke om nogen bestemt anden sang, og dynamisk er den ret frisk i albummets kontekst. Vigtigst af alt for denne plade er dog nok, at den behandler den generelle psykedeliske lyd på pladen på en unik måde. Den er lige så drømmende og abstrakt som resten af pladen. I det hele taget synes jeg, at det er imponerende, at en plade med så meget hård rock kan beskrives som drømmende og abstrakt. Og det er nok det, der gør Disraeli Gears så speciel.

125 – Iggy and The Stooges – Raw Power (1973)

Udgivet den af
Svar

Raw Power af det klassiske protopunk-band The Stooges er en lidt besværlig plade at anmelde. Den oprindelige producer, David Bowie, fik kun én dag til at mixe pladen sammen, og den lyder ikke rigtig, som forsanger Iggy Pop ønskede. Den udkom senere i en ny udgave, hvor Iggy Pop havde taget sig af produktionen, og der er lidt delte meninger om, hvilken udgave, der er bedst. Til denne anmeldelse har jeg hørt Bowies produktion, da det er den oprindelige udgave, men jeg må indrømme, at den er ret ringe, at bas og trommer sjældent markerer sig særlig meget, og at sangene tit lyder som om, de slet ikke skulle komme fra samme plade. Selve sangskrivningen kan man dog ikke tage noget fra, og åbningsnummeret, Search and Destroy er uanset udgaven en af de bedste rocksange nogensinde. Iggy synger med enorm desperation og overbevisning, og man mærker tydeligt tekstens pessimisme. Guitaren er også meget vild herpå, og den bevæger sig tit ganske stilfuldt udenfor rytmen. Den lidt mere stille Gimme Danger er en af de bedst lydende sange på Bowie-udgaven. Den er dybt seksuel, og den akustiske guitars tydelighed i hver eneste streng giver sangen noget karakter.

Your Pretty Face Is Going To Hell er en af de mest punkede sange. Mixet er desværre meget mudret, men Iggys vokal er ikke langt fra et black metal-growl til tider, så ondskabsfuld er den. Guitarsoloen mod slutningen er også rigtig vild, og den øger stemningnen markant. Heldigvis er denne ret tydelig i mixet, og den undskylder næsten den mudrede produktion. Gruppen vender tilbage til det seksuelle på Penetration, og det bliver seksuelt på den mest ukomfortable omend underholdende måde, man kan forestille sig. Det lyder til tider mere som et mord, end det lyder som sex, og de mange lyde, Iggy hæmningsløst ytrer mod slutningen gør kun nummeret mere sensuelt. Nummeret Raw Power er tæt på et glam-rock-nummer, og det lyder lidt hen af noget, New York Dolls kunne have lavet. Der er et meget simpelt klaverriff på dette nummer, men det giver nummeret masser af kant. Det føles rigtig impulsivt og råt, og ligesom på Gimme Danger, synes jeg faktisk, at Bowies produktion klæder nummeret, muligvis grundet hans erfaringer med glam-rock. I det hele taget er produktionen aldrig så forfærdelig, at man ikke tydeligt kan mærke Iggys styrker som både optrædende og sangskriver.

Hvor titelnummeret er meget energisk, bliver der skruet gevaldigt ned for tempoet på I Need Somebody. Den er krybende og underdanig, men på en yderst seksuel måde. Iggy tigger og beder om samvær med så stor desperation, at det kan synes ubehageligt. Med gruppens flotte sans for dynamik efterfølger de I Need Somebody med dens mere tempofyldte modstykke, Shake Appeal. Det er stadig, som titlen antyder, et meget seksuelt nummer. Hvis man må være lidt fræk, er dette dog pladens klimaks, altså seksuelt. Det er svært at lede tankerne hen på andet med den rus man føler i løbet af guitarsoloen samt de lyde, Iggy laver, der mest af alt lyder som en orgasme. Det er en fed udvikling, og jeg elsker samspillet mellem disse to numre. The Stooges er dog ikke gruppen der ender en plade med en orgasme. Ikke fordi det er for vulgært, det er blot for positivt. Afslutningsnummeret er derfor rettere den makabre Death Trip. Her opsummeres et væld af ungdommelig nihilistisk selvhad og personligt forfald. Guitarerne sørger for at bidrage til denne nedadgående spiral, og denne bliver helt ukontrolleret mod slutningen. Sangen slutter med et fade, hvilket ikke er min yndlingsmåde at slutte et album af på, men sangen fungerer som afsluttende statement, og Raw Power er et mesterligt album.

130 – Black Sabbath – Paranoid (1970)

Udgivet den af
Svar

Man kan ikke komme ind på heavy metals historie uden at nævne Black Sabbath. Ikke alene er det let at argumentere for, at de var de første til at lave heavy metal, men selv den dag i dag ses de som nogle af genrens helt store ikoner, og de var nok den væsentligste årsag til, at Copenhell 2016 var første gang, festivalen måtte melde udsolgt. Hvis man vil studere Black Sabbath, er det på alle måder oplagt at starte med deres klassiske plade Paranoid fra 1970. Debuten fra tidligere samme år er også glimrende, og ligeledes er mange andre Sabbath-plader, men Paranoid har virkelig særstatus. Vi snakker trods alt også om pladen, der åbner med det, der efter min mening er det bedste Sabbath-nummer nogensinde, nemlig den store anti-krigs-sang War Pigs. Efter en langsommere intro kommer noget af det mest intense, vilde rockmusik, der nogensinde er skrevet. Melodien minder meget om Behind the Wall of Sleep fra debuten, men alt er gjort bedre her. Trommerne er mere spændende, Tony Iommis guitar-licks er fænomenale, og Ozzys vokal har sjældent lydt bedre. Andet nummer, Paranoid, er en hurtig protopunket, energibombe om sindsforvirring. Teksten hertil er som med War Pigs helt genial, og den danner et rigtig godt billede af, hvad Ozzy synger om.

Et i dag ret overset nummer er Planet Caravan. Det er på ingen måder heavy metal, men rettere noget creepy, stemningsrigt psykedelisk folk af en art. Der er nogle ret jazzede trommer oveni denne lyd, og Tony Iommis afsluttende guitarsolo tilføjer til denne jazz-lyd. Det er faktisk ganske rart med en knap så hård sang midt i det hele, og det ville være rart, hvis moderne metalbands gad vige lidt væk fra den typiske metallyd af og til. Måske virker sangen en smule malplaceret, men dens dynamiske virkning er virkelig god. Efter den kommer nemlig yderligere død og ødelæggelse med klassikeren Iron Man. Man kan selvfølgelig i dag gøre meget grin med, at Ozzy synger det præcis samme som riffet, men jeg må være ærlig og sige, at det virkelig hjælper det mekaniske tema i sangen. Når man hører sangen alene lyder den lettere fjollet, men i albummets kontekst viser science fiction-ondskaben sig for alvor, og det lyder fantastisk. Riffet er blevet ikonisk af en årsag. Electric Funeral er i modsætning til Iron Man et nummer, der dynamisk udvikler sig rigtig meget. Der er mange overraskelser på nummeret, og Tony Iommi leverer atter vidunderlige guitarpræstationer.

Hand of Doom starter stille med end truende opvarmning via en sagte basgang, og lidt under et minut inde bryder sangen ud i en lille metaleksplosion. Bagefter gentager det sig, men her bliver eksplosionen større, og strukturen ændres fuldstændig. Til trods for dette, har nummeret en flot hale, og nummerets dynamiske struktur er nok den væsentligste faktor til, at jeg aldrig bliver træt af det. Hvor bas er drivrkaften bag Hand of Doom, er guitaren og trommerne i fokus på det instrumentale nummer Rat Salad, og de spiller godt op mod hinanden. De forøger faktisk hinanden i styrke rettere end at distrahere, og så hjælper det også lyden på pladen at få en lille pause fra Ozzys charmerende og dystre omend ikke særlig rene stemme. Afslutningsnummeret er Fairies Wear Boots, et mesterværk af samme proportioner som War Pigs. Her er den instrumentale åbning også vældig lang, og den bygger smukt op til den brutale sang. Mens det måske ikke er nær så hårdt som moderne bands som Cattle Decapitation eller Converge, sørger albummets såvel som sangens struktur for, at der stadig er en markant virkning. Man mærker stadig den lurende revolution, når man hører det i dag. Paranoid har ingen svage sange, og strukturen er stadig effektiv. Det er en af de bedste metal-plader nogensinde.

148 – Crosby, Stills, Nash & Young – Déjà Vu (1970)

Udgivet den af
Svar

Okay, jeg er måske lidt en sucker for noget letsindig, folk-præget musik med flotte vokalharmonier. Det er derfor jeg holder så meget af plader som Workingman’s Dead, Parsley, Sage, Rosemary and Thyme og Pet Sounds. Det er en effektiv måde at få noget ret avanceret og på alle måder imponerende til samtidig at føles nede på jorden og tilgængeligt. Det er denne fine balance mellem det komplicerede og det simple, der gør Crosby, Stills & Nash fra gruppen af samme navn til så fantastisk en plade. Opfølgeren, Déjà Vu er om muligt endnu bedre, og det er der mange årsager til, men den mest fremtrædende ses direkte i gruppens navn. De skiftede nemlig på denne plade navn til Crosby, Stills, Nash & Young, hvor gruppens nye mand er ingen ringere end den dengang ukendte Neil Young. Jeg har anmeldt diverse Neil Young-plader meget rosende gennem tiden, så det er vist ingen hemmelighed, at jeg ser ham som et af de sidste 100 års største musikgenier. Hvis jeg skulle kritisere gruppens debut for noget, ville det nok være strukturen, og Young er heldigvis mester af struktur. Déjà Vu bevæger sig rigtig elegant mellem forskellige lyde og udtryk, så hele oplevelsen kan bare suges ind.

Ligesom debuten starter Déjà Vu med et af de mest kompliceret opbyggede numre på pladen. På debuten var det Suite: Judy Blue Eyes, og på Déjà Vu er det Carry On. Når man snakker om en så tilsyneladende simpel genre som folk-rock, er det faktisk en ret god idé at starte med noget mere kompliceret. På den måde får de fire mænd i bandet virkelig mulighed for at vise muskler, og når de først har gjort det, ser man på musikken med helt andre øjne. Déjà Vu tog nemlig over 800 timer at indspille i alt, og det kan faktisk godt høres. Det er næsten latterligt, så godt skruet sammen, numre som Teach Your Children og Our House er. Og de er nok blandt de simpleste sange. Derpå kan man dog grundet simpliciteten virkelig godt se de detaljer, som herrerne i bandet har kælet for. De har arbejdet meget sammen om hele pladen, men sangskrivningen er alligevel meget opdelt. Kun én sang er krediteret til mere end én af disse mænd. Det er med til at give albummet meget variation. Ikke 2 sange føles spor ens. Sangskriverne deler dog alle en hippiementalitet og en sans for finesse, der gør stemningen konsekvent.

Denne variation er desuden for alvor med til at gøre kvaliteten så imponerende. Hvis du kigger på et band som f.eks. Royal Blood, så har de fundet en stil, de er gode til, de har bearbejdet den, så den fungerer rigtig godt, og så kører de med den i løbet af et helt album. Det føles gennemført, men desværre forudsigeligt. Så er der den anden grøft, en plade som Sandinista! af The Clash, hvor de hele tiden prøver noget nyt. Det er konstant underholdende, men det er rodet. Når man lytter til Déjà Vu er der ikke engang tale om en balance mellem de to – men rettere en fusion mellem de gode kvaliteter derfra. Det er derfor Déjà Vu er lidt af et musikalsk vidunder. Den giver dig hele tiden noget helt nyt, og samtidig er det altid sangskrivning og håndværk af eminent kvalitet, og alligevel hænger det musikalsk flot sammen med det foregående såvel som det næste nummer. Vokalharmonierne skal især fremhæves. De er den måske mest imponerende del af hele pladen. De er så store og smukke, at det har svært ved at synke ind ved første gennemlytning. Jeg har hørt Déjà Vu omtalt som en slags folk-udgave af Dark Side of the Moon. Det er en beskrivelse, jeg med lethed kan forstå, for den er fandeme god.

149 – Led Zeppelin – Houses of the Holy (1973)

Udgivet den af
1

De fleste vil nok mene, at den ubetitlede plade, som i folkemunde kaldes Led Zeppelin IV, hvorpå man finder klassiske sange som Rock and Roll, Black Dog og klassikeren over dem alle, Stairway to Heaven, er det berømte britiske rockband Led Zeppelins bedste plade. De kunne med lethed blive i de territorier, denne plade havde udforsket, uden at være i fare for at få forringet deres omdømme. Led Zeppelin er dog mere ambitiøse end dette. Deres opfølger, Houses of the Holy, starter således med en sang ved navn The Song Remains the Same, der ikke lyder langt fra det, bands som Yes og Genesis lavede samtidig. Det er progressivt, blæret, Jimmy Page laver nogle utrolige multi-trackede lyde på guitaren, og sangen udvikler sig så smukt, at titlen virker overlagt ironisk. Efter denne kommer en langsommere, men stadig ret så progressiv sang ved navn The Rain Song. Det, Page gør herpå er sindssygt imponerende, men han får det til at virke så naturligt og gnidningsfrit, at man bliver helt opslugt af de mange følelser, sangen præsenterer. Der bliver hevet en mellotron frem, hvilket giver en orkestral effekt. Man skal lige slå hjernen til, før man opdager, at det ikke er strygere.

Der går lidt folk i den på Over the Hills and Far Away, især i starten. Det varierer dog fornemt mellem en blød akustisk guitar og en hårdere elektrisk guitar. Her er trommer og bas også virkelig værd at nævne. John Paul Jones og John Bonham er virkelig dygtige musikere, og deres præcision er med til at gøre alt det udenom på sangen meget levende. Det er især tilfældet på den funky The Crunge. Den lyder som en sær blanding af Led Zeppelin og James Brown, men den lyder i grunden virkelig overbevisende, på niveau med visse af Browns bedste sange. Det er et af de tidligste kendte eksempler på funk-rock, og efter min mening sidder det lige i skabet. Dancing Days er tættere på det, gruppen blev kendt for i første omgang – hård, blues-rock med et vist kaotisk element. Dog viser de herpå, hvor meget, de har udviklet sig som musikere. Hver eneste tone lyder gennemtænkt, som var det en symfoni. Det lyder i grunden lidt prætentiøst, men på den mest rockstjerne-narcissistiske måde, man kan forestille sig. Det er mere storladent end det gamle, men de viser, de kan være det bekendt.

Mens de er blevet mere aparte og progressive siden deres start, er min yndlingssang på Houses of the Holy dog den mest poppede. D’yer Mak’er var dog med sin jamaicanske rytme et af de tidligste eksempler på reggae-rock, hvor det eneste tidligere eksempel, jeg kan komme på er Ob-La-Di Ob-La-Da af The Beatles. Derudover er det bare en fantastisk popmelodi med stærke trommer og en sjælfuld vokal, der kører fint på grænsen mellem det oprigtige og det karikerede. Det bliver atter seriøst med den lange, psykedeliske og tranceinducerende No Quarter. Robert Plants stemme har et meget syret filter over sig, og guitar såvel som synth-bas er også komprimeret og forvrænget – jeg kunne beskrive detaljerne på dette nummer i timevis, men pointen er i hvert fald, at det er smukt. Afslutningssangen, The Ocean, starter med at lyde som en relativt normal Led Zeppelin sang med tung guitar og store følelser med stærke billeder, som kan være lidt svære at forstå. Nummeret tager dog mange uventede drejninger, og sangen afslutter med et lykkeligt Phil Spector-inspireret doo wop-kor. Houses of the Holy er en meget varieret plade. Men rodet er den på ingen måde. Hver eneste sang lyder umiskendeligt af Led Zeppelin, og de er placeret flot, så albumoplevelsen føles afrundet. Men mindre bør man næsten ikke forvente af Led Zeppelin.

151 – Bruce Springsteen – Darkness on the Edge of Town (1978)

Udgivet den af
2

Med albummet Born to Run fra 1975 havde Bruce Springsteen sat sig på det musikalske verdenskort som arbejderklassens talsmand, og hans sjove rock and roll-sange havde så meget sjæl og så meget stil, at der ingen skam var i, at han ikke rigtig havde skiftet spor, da han udgav sit næste album, Darkness on the Edge of Town, i 1978. Han havde stadig sit trofaste E Street Band med sig, og sammen lavede de 10 spritnye sange, og lyden var nu renere og mere lækker end før. Produktionen skinner lige fra det ikoniske klaverriff på Badlands åbner pladen. Den er produceret af Springsteen selv i fællesskab med Jon Landau, der også producerede Born to Run sammen med springsteen, og sidenhen har han produceret mange andre Springsteen-plader. Lyden er ganske vist ren, men der er ikke tale om barokpop eller noget. Det er musik om at arbejde, om at finde lykke og om at overkomme de værste perioder i sit liv gennem fællesskab, tro og mod. Og det afspejler sig også i musikken. Factory lyder meget trist og udmattet udmattet, som havde musikerne knoklet dag ud og dag ind inden optagelsen.

Badlands er udadtil en ret lykkelig sang. Men i grunden er den kun så lykkelig, fordi den handler om at drømme. Den handler om ambition og om viljestyrke hos en fattig ung mand. Han har ikke meget godt i livet, men han er glad for at være i live, og som Springsteen synger: “It ain’t no sin to be glad you’re alive”. Det er flotte, store ord. Albummet er dog på ingen måde en romantisering af fattigdom. På Streets of Fire hører man om hvordan afhængighed ødelægger en ung arbejders liv. Guitarsoloen derpå udtrykker godt, hvor skidt, det står til, næsten bedre end Springsteen selv er i stand til. Darkness on the Edge of Town er en oplagt plade at sammenligne med Born to Run. Det er som sådan bare en oprustning af samme formel. Badlands handler om det samme som Born to Run, Prove It All Night handler om det samme som Thunder Road. Jeg foretrækker ikke rigtig disse nye sange frem for dem på Born to Run, men de har deres egne kvaliteter, og jeg ville absolut ikke være foruden nogen af dem. Et rigtig klogt valg på Darkness on the Edge of Town er at placere Badlands først. Den skildrer situationen så godt, at den kan fungere som springbræt for resten af pladen.

Springsteen prøver dog nogle nye ting, der virkelig er beundringsværdige. Jeg elsker, hvordan han forsøger sig med hård rock på Adam Raised a Cain. Jeg synes ikke, det er en af de bedste sange på pladen, men jeg synes virkelig, at det er flot, han vil udfordre sin stil på den måde. Den er dog lidt monotom, og omkvædet går ikke rigtig nogen vegne, men det er godt med et break fra det man kender og forventer. Så er jeg mere for Candy’s Room, en af de mest ambitiøse sange, Springsteen nogensinde har skrevet. Det er en kortere sang, der bruger en unik blanding af sentimentalitet og hurtige trommer. Det er ikke noget, jeg tror jeg har hørt udført så godt udenfor elektronisk musik. Springsteen bliver også meget ambitiøs som sangskriver på Racing in the Street, en mere traditionel sang, der fortæller om et pars strabadsder gennem 7 minutter. Sangen udvikler sig meget for at kunne holde til den lange varighed, og det lykkedes i min optik vældig godt. I det hele taget er der meget godt på Darkness on the Edge on Town. Det er ikke min favorit i Springsteens diskografi, men det siger vist mere om ham end om pladen, for den er rigtig god.

159 – Kiss – Alive! (1975)

Udgivet den af
Svar

I 1975 udgav rockbanet Kiss deres første liveplade. Den fik navnet Alive! og blev på den måde det første album i deres stadig kørende Alive-serie. Det er 78 minutter med 16 af gruppens allerstørste sange fra dengang. Det er dog ikke ligefrem sådan, at de havde udgivet særlig meget endnu i 1975, så koncerten tager kun fra de tre første albums. Det betyder fravær af store hits som Detroit Rock City, I Was Made for Lovin’ You og Love Gun, næsten faste indslag ved Kiss-koncerter i dag. Og de er langt fra det eneste, der er blevet tilføjet til setlisterne siden da. Kiss blev ved med af have stor succes efter udgivelsen af Alive!, ja succesen blev nærmest kun større. Og Alive! er nok lidt af årsagen til, at Kiss fik flere fans. Kiss har trods alt alle dage været kendt som et storslået live-band med deres ansigtsmaling, udrustning, pyroteknik osv. Det kan man så selvfølgelig ikke høre på pladen, men man kan stadig høre enorm spilleglæde og solidt spillede numre. Hele lyden på Alive! er enormt lækker af en live-plade at være. Spørgsmålet er så selvfølgelig i hvor høj grad, man kan kalde det en live-plade.

Det er fristende at kalde Alive! for “rå tråd fra ende til anden”, men tråden er ikke særlig rå. Der er taget lyd fra hele 4 forskellige koncerter, og selvom producer Eddie Kramer og de individuelle medlemmer aldrig kan blive enige med hverken sig selv eller hinanden om, i hvor høj grad, der er blevet overdubbet, så er der altså også en del overdubs. Eddie Kramer har gået fra at sige, at der kun blev dubbet for at rette de værste fejl til at påstå, at trommerne er det eneste, der stammer direkte fra koncerterne. Jeg tror ikke rigtig, at noget af det er rigtigt, det er nok en mellemting, men efter flere gennemlytninger, kan det godt virke irriterende, at Alive! ikke lyder som en normal live-plade. Den er simpelthen for poleret. Man føler tit ikke, at man lytter til en koncertoptagelse. Men til gengæld er det dog virkelig flot. Og når lyden endelig er mere rå,  og på sange som Rock and Roll All Nite, Black Diamond og 100,000 Years føler man faktisk næsten, man er der. Man kan let forestille sig, hvordan bandet hopper rundt på scenen.

Selve udvalget af sange er rigtig godt. De har valgt nogle af deres mest rå, vilde sange samt et par få af deres mere poppede numre, men jeg er på den måde meget glad for, at jeg ikke lytter til en senere Alive-plade. Deres materiale blev væsentligt renere og knap så vildt senere i deres karriere, og lyden er altså mere helstøbt, når man kun har de første par Kiss-plader at tage sange fra. Der er ikke én, der ikke passer ind på pladen, og alle er rigtig gode, i hvert fald i udgaverne fra Alive!. Der er nok egentlig ikke nogen af sangene på Alive! jeg ikke foretrækker i denne live-udgave frem for originalen. Der er lavet væsentlige ændringer på visse numre, bl.a. på 100,000 Years, der er gjort over tre gange så lang som originalen. Meget af denne udgave udgøres af en trommesolo, der er mange gange mere imponerende end jeg i det hele taget vidste, at trommeslager Peter Criss var i stand til. Man kan diskutere så meget ved Alive!, men det vigtigste er jo bare, at den lyder godt og holder hele vejen igennem. Og det gør den.

170 – The Who – Live at Leeds (1970)

Udgivet den af
Svar

Live at Leeds af The Who er en af den slags plader, hvor man virkelig er nødt til at specificere hvilken udgave, man lytter til, før man anmelder den. I 1970 spillede The Who en ganske lang koncert på University Refectory, et spillested lige midt i Leeds Universitet i England. Et godt stykke inde i koncerten begynder en komplet gennemspilning af albummet Tommy, der var spritnyt dengang, og efter dette spiller de lidt flere gamle numre. Senere samme år udkom denne koncert på vinyl, men dog kun med 6 af de oprindelige 33 numre. I 1995 udkom en cd-udgave med alle tracks undtagen Tommy-numrene, igen lige med undtagelse af Amazing Journey og Sparks, som stadig var på cd’en af en eller anden årsag. I 2001 kom en 2 disc-udgave med diverse numre på disc 1 og hele Tommy på disc 2. Det er ikke den korrekte rækkefølge, og noget af snakken og endda visse af numrene er der skåret lidt i, men det er nok stadig udgaven, jeg foretrækker, da Tommy-gennemgangen efter min mening nydes bedst uden de andre numre. Derudover kan man næsten ikke høre, at der er blevet klippet. Hvis man endelig er en stor The Who-entusiast, udgav de i 2014 en digital udgave, hvor alt var i den oprindelige rækkefølge med væsentligt mindre skåret fra.

Jeg har valgt at anmelde udgaven, hvor Tommy og de øvrige sange er separeret, og desuden vil jeg undgå at kommentere for meget på numrene fra Tommy, dels fordi det er svært at bedømme uden at snakke om hvordan albummet i første omgang fungerer, og det er altså en plade, hvor der ikke er så lidt at snakke om. Dels også fordi jeg alligevel skal anmelde den oprindelige Tommy-plade senere, så det går nok. Men så er der alle de 13 omkringliggende numre altså på første disc, og de er opført med en meget højlydt arenarock-lyd, som bandet var meget glade for på den tid i forhold til koncerter. Selv Tommy-numrene er opført i den stil, og det klæder dem overraskende godt. Med de koncerter, The Who gav på denne tid, var de med til at danne grundlaget for Heavy Metal. De har valgt meget forskellige sange til at opføre i denne stil, og i alle tilfælde synes jeg, det virker rigtig godt. Uanset om det er den dengang spritnye og animalsk vilde Heaven and Hell eller gamle rock and roll-klassikere som Eddie Cochrans Summertime Blues, så fungerer det rigtig godt. Summertime Blues er nok netop den definitive sang fra denne plade, og den er så unik i The Whos udgave, at man helt glemmer, at det er en lystig rockabilly-sang.

Jeg er meget begejstret for, at de selv nu, hvor de er mere højlydte end nogensinde før, har en god sans for dynamik. Dette gøres især flot på de to kortere numre Substitute og Happy Jack, der går mellem forskellige lydniveauer så elegant, at man knap nok bemærker det. Et andet nummer, der virkelig gør dette godt i sagens natur, er mini-rockoperaen A Quick One, While He’s Away. Dette er et af mine absolutte yndlingssange med The Who, og den kan meget godt ses som en forløber til Tommy, hvorfor den da passer særlig godt ind. Tommy binder på sin vis stadig alle numrene sammen, også selvom man vælger slet ikke at høre Tommy-opførslen. De nævner pladen et par gange mellem numrene, og numre som Tatoo og Magic Bus er blevet mere operatiske og storladne. Dog er der ét nummer, der for alvor sætter sig fast som en mesterlig nyfortolkning, nemlig den 15 minutter lange udgave af My Generation. Den er mere intens end den nogensinde har været før, og den inkorporerer visse stykker fra Tommy, hvilket måske har større effekt, hvis man hører hele koncerten i den oprindelige rækkefølge, men den lange solo til sidst er noget af det mest vilde og progressive, du nogensinde kommer til at høre The Who opføre. Alle, der kan lide god rockmusik, bør få lyttet til Live at Leeds!

176 – Aerosmith – Rocks (1976)

Udgivet den af
Svar

I 1975 udgav det amerikanske rockband Aerosmith en af deres mest populære plader, Toys in the Attic, og i 1976 var de tilbage på sadlen igen med opfølgeren Rocks. Rocks bærer på mange måder præg af at være mere sammenhængende og ambitiøs end tidligere. Dette sker lige fra åbningsnummeret, den energiske og vilde Back in the Saddle, der er mere storladen og detaljeret end noget fra Toys in the Attic, men den er stadig lige så sjov – og der er nogle klare heavy metal-elementer. Det er sammen med sange som Sweet Emotion og Dream On en af mine helt store favoritter fra gruppen. Andet nummer, Last Child, har en southern-æstetik og en noget mere simpel komposition, især i versene. Simpliciteten bliver dog udnyttet mesterligt, og der opstår også stor lydmæssig dynamik, især mellem vers og omkvæd. Som sangen skrider fremad fokuseres der i højere og højere grad på . Rats in the Cellar har også stor dynamik, dog især her i forhold til længden på tonerne. Det går virkelig hurtigt i versene, og så går det mindre hurtigt i omkvædet. Det er et nummer, der virkelig kræver lytterens opmærksomhed, og det er også bare virkelig skægt.

Combination er et meget guitarpræget nummer, og det er da ikke overraskende, at det er skrevet af bandets guitarist, Joe Perry. Vokalen derpå er mixet forbavsende lavt, og det er nok fordi bandet tog stor del i produktionen – og Perry ville næppe lade nogen røre denne sang. Jeg er ikke synderligt glad for mixet på egen hånd, men det er forfriskende, at produktionen er anderledes, så jeg kan ikke klage helt. Derudover er instrumentationen jo pragtfuld. Sick as a Dog er derimod ikke en af mine favoritter. Versene bliver lidt irriterende med deres lange gentagne “Please”-udråb. Den har mange interessante ideer i slutningen, men både omkvæd og vers er bare for ensartede. Guitarsoloen er dog rigtig god, og introen er virkelig smuk. Introen er også fantastisk på Nobody’s Fault, hvor de igen benytter sig af heavy metal-elementer. Det lyder i grunden meget inspireret af britiske metalbands som Judas Priest og Black Sabbath. Lyden er destruktiv og faretruende i versene, mens omkvædet bare er enormt psykotisk og nærmest psykedelisk. Det er en sjov blanding af lyde, der gør det til en af mine favoritter på albummet.

Get the Lead Out er en meget simpel rock and roll-sang, der handler om sex. Både i lyd men altså også i emne minder den meget om Rag Doll, som de udgav 12 år senere. Jeg foretrækker nu engang stadig Rag Doll, men der er mange interessante kvaliteter ved Get the Lead Out, især ved slutningen, hvor gruppen begynder at udfolde sig mere interessant musikalsk. Der sker spændende ting på alle instrumenterne til sidst, og det er meget gribende. Lick and a Promise har også mange elementer af gammeldags rock and roll, især af Chuck Berry, men der er et moderne twist sat på. Der er dog stor musikalsk udvikling fra starten af, hvor lyden meget tit ændrer udtryk.2 minutter inde føles det dog lidt som om, de er ved at løbe tør for ideer, så det sidste minut af sangen er ikke så interessant igen. Selv guitarsoloen føles ret ligegyldig. Pladen afsluttes af den meget ambitiøse Home Tonight, der tydeligvis var designet specifikt til at tage afsked til lytteren. Ja den ville nok slet ikke fungere, hvis man lyttede til den på egen hånd. Det er melankolsk og sentimental, og den runder Rocks af så godt, at man næsten ikke tænker over de små problemer, der nu engang var.