Kategoriarkiv: L

328 – Liz Phair – Exile in Guyville (1993)

Udgivet den af
Svar

Hvad i alverden er der sket med Liz Phair? En kunstners udvikling kan betyde mange ting, men for hvert album, hun har udgivet, er hun begyndt at lyde mere og mere som alle andre. Og det er sært, for ingen lød som Liz Phair, da hun udgav sin debutplade Exile in Guyville i 1993. Det var et friskt pust i den store alternative rockscene. Det var musikalsk helt nede på jorden, ingen vilde instrumenter, og intet blær på disse. Og det havde fandeme personlighed. Liz Phair var en stærk personlighed. Hun havde i sine tekster noget at sige om sex, kønsroller og diverse andre samfundsmæssige problemer. Hendes stemme var her så ærlig, så upoleret, til tider decideret falsk, det er smukt. Hun lægger tonsvis af følelser i det hele. Til tider kan hun godt virke lidt monotom i vokalen, men det understøtter ofte stemningen, hun prøver på at skabe. Navnet Exile in Guyville spiller selvfølgelig på den legendariske Rolling Stones-plade Exile on Main St., og præcis som med denne, kan man finde 18 sange på Exile in Guyville. Phair siger endda, at hver sang på hendes plade lyrisk er bygget over sangen med samme plads på Stones-pladen. Det er fandeme ambitiøst.

Phair har måske været rigtig simpel i sin fremgangsmåde, men nogle gange bliver lydlandskabet alligevel virkelig smukt. Canary, Girls! Girls Girls!, Shatter, Flower og Johnny Sunshine er eksempler på sange, der har en meget æterisk, nærmest shoegaze-lignende lyd, der elegant overtager selve melodiens plads som sangens vigtigste element. I øvrigt, så har hun skrevet nogle vidunderlige, frie, seksuelt stærke tekster, men hun fører sig ikke bare frem som en stærk rollemodel. Nej, hun er faktisk ofte en fuldkommen forfærdelig rollemodel, og det anderkender hun. Med linjer som “Fuck and run, fuck and run, even when I was twelve” får man oprigtigt ondt af hende, især som hun senere i sangen, der i øvrigt hedder Fuck and Run, synger “And whatever happened to a boyfriend – the kind of guy who makes love ’cause he’s in it?”. Hendes ordvalg kan være rigtig skarpe, og hendes brug af bandeord i flæng kan virke meget effektivt, nok fordi musikken ofte er ret blød i det.

Liz Phair forstod virkelig at konstruere et album. Der er godt med hurtige sange, godt med langsomme sange, godt med simple sange, godt med avancerede sange, sange med lavt mixet vokal, sange med højt mixet vokal. Produktionen blev foretaget af Phair selv i samarbejde med den dengang ekstremt ukendte producer Brad Wood. At disse to sammen fik skabt en så helstøbt oplevelse er virkelig flot, men især Phair, der skrev alle 18 sange, skal få ros. Hun har skrevet nogle meget fængende melodier, og nogle melodier, der virkelig stikker ud mellem hinanden, mens de arbejder fænomenalt sammen. Særlig godt er samspillet mellem Flower og Johnny Sunshine. De to sange fungerer så godt i forlængelse af hinanden, at meget af oplevelsen går tabt, hvis man lytter til dem uden hinanden. Jeg har virkelig svært ved at kalde mig Liz Phair-fan, for jeg kan ikke lide noget andet, hun har lavet, men Exile in Guyville er en af 90’ernes bedst sammensatte plader. Jeg ville virkelig ønske, at hun gik tilbage til denne stil, eller i det mindste til noget mere interessant end middelmådig adult contemporary-popmusik.

333 – Richard & Linda Thompson – Shoot Out the Lights (1982)

Udgivet den af
Svar

I 1974 startede den formidable og alt for ukendte folkguitarist Richard Thompson sit professionelle samarbejde med sin kone Linda med albummet I Want to See the Bright Lights Tonight, som er en meget undervurderet plade, men det er et sandt mesterværk. Deres mest populære plade er dog nok den sidste de udgav, nemlig Shoot Out the Lights fra 1982. Deres ægteskab var ved at gå i spåner, og de blev skilt inden pladens udgivelse. Albummet åbner med den rigtig energiske Don’t Renege on Our Love, som har meget vrede og bitterhed i sine undertoner. Den er opført næsten uden Linda, og det er lidt synd, for hun har en skøn stemme. Til gengæld får Richard virkelig blæret sig på spaden, og al hans følelsesmæssige tumult kan høres gennem strengene. Det næste nummer, Walking on a Wire, fokuserer mere på Linda, som synger for her. Det er en af pladens smukkeste sange. Richard synger kor til, men noget af det stærkeste på nummeret er hendes samspil med guitaren. Man kan mærke, at guitaren og stemmen har et virkelig unikt bånd, og det er ved at blive knækket, og hver tone af sangen prøver på at klippe det over.

På Man in Need synger Richard atter for, og Lindas korrolle er noget større her. Den har et virkelig fedt riff, der fungerer som godt modspil til den stille Walking on a Wire. Det virker i starten som en sjov lille folk-rock-sang, men man aner, at den drejer sig om rigtig meget. Den efterfølgende sang Just the Motion gør reelt ikke noget, Walking on a Wire ikke gjorde. Det er igen Linda forrest, og det er igen en meget stille, følsom sang, hvor samspillet mellem Richard og Linda er formidabelt. Melodien er måske ikke nær så god, og den er også længere, hvilket den ikke rigtig havde brug for at være. Der er rigtig meget der går godt på dette nummer, men det ender alligevel med at være et af de svagere numre, især fordi det er så let at sammenligne med Walking on a Wire. Titelnummeret er uden tvivl den bedste sang, hvor Richard synger for. Guitarens langsomme, simple riff på den sang er virkelig smukt, og det føles som om, hele verden styrter sammen, især under guitarsoloen, som er en af Richards bedste overhoved, og han er ellers en fantastisk guitarist.

Back Street Slide er også en ganske fed sang, men den passer ikke helt ind på albummet efter min mening. Den er for sjov, den er for mekanisk, og selvom der er nogle ganske dramatiske toner i slutningen, så ændrer de ikke på at første halvdel var ret kluntet. Med sidste halvdel begynder det dog at blive voldeligt i lyden, hvilket måske var tiltrængt for at få et mere komplet billede. Linda kommer endelig foran mikrofonen igen med nummeret Did She Jump or Was She Pushed. Måden hun synger det på er helt fantastisk. Det føles som om kvinden, hun synger om, repræsenterer hende selv. Kvinden fra sangen begik selvmord, og da Linda tydeligvis var i live under optagelsen, er det ikke en selvbiografisk sang, men man kan næsten høre alle hovedpersonens tanker strømme rundt i Lindas hoved. Afslutningsnummeret er en af pladens mest triste. Den hedder Wall of Death, og den lyder virkelig deprimeret og desperat, og det til trods for en simpel, poppet melodi. Den runder mesterligt albummet Shoot Out the Lights af. Det er en virkelig god plade, og hvis du kan lide denne, så burde du virkelig også lytte til andet af parret.

344 – Lou Reed – Berlin (1973)

Udgivet den af
Svar

Lou Reed forholdt sig med sin gruppe The Velvet Underground i 60’erne sjovt nok forholdsvis meget i undergrunden. Feinschmeckere lyttede til bandet, og han var ikke just en enorm rockstjerne. Det var da særdeles overraskende, da hans andet soloalbum Transformer fra 1972, blev en helt enorm succes. Det var ganske vist produceret af David Bowie, men selv med det faktum taget i betragtning, så er det mærkværdigt at han kunne blive så populær, når hans sanges væsentligste emner var heroin, transeksualitet og vold. Med alle de penge, han tjente på Transformer, startede han sit mest ambitiøse albumprojekt nogensinde, nemlig Berlin, som han udgav under et år efter Transformer. Berlin er et 50 minutter langt konceptalbum om et ægteskab, der bare går fuldkommen i stumper og stykker. Forholdet ødelægges af stoffer, alkohol, prostitution, vold, depression og ufatteligt triste omstændigheder. Værst af alt er dog, at parret, der i øvrigt hedder Jim og Caroline har børn.

Lou Reed fik et helt enormt orkester til at spille på Berlin. Der er nogle virkelig imponerende arrangementer diverse steder på pladen, og både blæsere, strygere og mere traditionelle rockinstrumenter bliver spillet af formidable musikere. Det får virkelig en til at åbne munden på vidt gab af og til, så storladent bliver det. Og overraskende nok passer det tit godt til de deprimerede tekster. Jeg vil dog sige, at det langt fra er hver gang, det virker. Nogle gange kan det blive decideret distraherende, f.eks. på Lady Day, How Do You Think It Feels og Oh, Jim. Den store, pompøse og bombastiske lyd, som af og til opstår, passer bare ikke så godt til de meget triste sange, Lou Reed ellers havde skrevet til Berlin. Heldigvis opstår denne kontrast ikke alt for ofte, men det sker ofte nok til at man lægger mærke til det. Jeg vil dog give Reed meget ros for i det hele taget at ture at have sådan en enorm kontrast mellem tekst og lyd. Og at det faktisk fungerer oftere, end det går galt, er meget imponerende, og det viser, at Berlin i hvert fald blev behandlet med omhu.

Mange af sangene på Berlin er faktisk nye udgaver af tidligere Lou Reed- og Velvet Underground-sange. Der er ofte lavet drastiske ændringer, men oftest klæder de albummets helhed ret godt. Teksterne på albummet er ofte meget rørende. De mest følelsesladede sange er Caroline Says II, Oh Jim, The Kids og Sad Song. Det er ikke nødvendigvis de bedste melodier, Reed nogensinde har skrevet, men de passer virkelig godt til teksten og stemningen, som instrumenterne skaber. Når man hører en sang som The Bed, kan man let forestille sig vores hovedpersons tanker, som livet bare passerer revy. Jeg vil ikke fortælle, hvordan albummet slutter, men som du nok kan regne ud, så er det ikke en lykkelig slutning. Kun to numre før afslutningen kunne man høre parrets børn græde og skrige efter deres mor. Det er ikke til at klare. Der er nogle væsentlige problemer ved Berlin, det erkender jeg, og det betyder naturligvis noget for albumoplevelsen. Det er dog ikke nok til at modstride den enorme kreativitet og stærke lyrik, man finder på albummet. Det er et rigtig godt album, og de stærke punkter er så stærke, at man virkelig inderligt ville ønske, at pladen var lidt mere finjusteret.

401 – Lynyrd Skynyrd – (Pronounced ‘lĕh-‘nérd ‘skin-‘nérd) (1973)

Udgivet den af
Svar

Southern rock-bandet over dem alle, Lynyrd Skynyrd, debuterede i 1973 med pladen (Pronounced ‘lĕh-‘nérd ‘skin-‘nérd), et ganske praktisk navn, for hvis de ikke var sådan nogle legender, ville jeg nok også have svært ved at udtale det. På dette album finder vi nogle af Lynyrd Skynyrds allerstørste numre. Åbningsnummeret, I Ain’t the One, er måske ikke blandt deres mest kendte numre, men det fortjener det sørme at være. Melodien er ufatteligt fængende, og den er bare sjov at lytte til. Der er dejligt med variation i musikken, her f.eks. med en rigtig vild lead-guitar spillet af Allen Collins, og en fortræffelig portion, hvor et klaver er i fokus. Herefter får vi en 7½ minut lang klassiker, nemlig Tuesday’s Gone. Sangen er virkelig følelsesrig og melodisk interessant, og som følge af længden, sker der naturligvis meget. Så meget, at man faktisk slet ikke bemærker længden, og dette er en kunst, Lynyrd Skynyrd er mestre i. Her er leadguitaren, denne gang spillet Gary Rossington, igen formidabel, og der er også en Mellotron, der med sin stryger-lignende lyd, øger stemningen kraftigt.

Den Creedence Clearwater Revival-inspirerede Gimme Three Steps er endnu en virkelig fængende, sjov sang, der på den måde sørger for at afvige meget fra det foregående nummer, hvilket hjælper på albumdynamikken. Alle sange på albummet er skrevet helt eller delvist af forsanger Ronnie Van Zant, og den mand har bare et øre for melodier. De sidder alle lige i skabet, og hans tekster er også dejligt lette at relatere til. Simple Man er absolut ikke ikke en undtagelse til dette. Man forstår hvert et ord, og alle instrumenter lyder fuldstændig perfekt. Dette er ikke kun på grund af dygtige musikere, men også fordi alle dele er skrevet sådan, at de er værd at analysere i dybden. Det er så en ret langsom sang, så der bliver vendt tilbage til Creedence-inspirationen på Things Goin’ On. Det er et rigtig fedt nummer, og det føles også ganske unikt. Desuden er det politisk, og ikke ligefrem i den fløj, som de fleste sydstatsborgere ville erklære sig enig i, så det var ret risikabelt. Og klaverstykkerne derpå er også bare underholdende.

Missisippi Kid er som sådan bare en gammeldags bluessang. Den er rimelig imponerende på guitaren, og det er virkelig også et godt nummer, men som en del af albummet blegner det en kende. Alle de andre numre er så enorme og fyldige, så dette simple nummer virker en smule tamt. Derudover måtte det også være en kende kortere, for det ender med at blive ret monotomt mod enden. Der kommer meget mere fut i fejemøget med Poison Whiskey. Det er pladens korteste nummer, men det er som sådan ikke problematisk, for det spilder ikke tiden, og det kører med idéen i lige så lang tid, som er nødvendigt. Afslutningsnummeret, Free Bird, er nok pladens mest kendte sang, og det er fuldt fortjent. Det er et 9 minutter langt mesterværk, der går alle mulige musikalske veje, især drevet af Allen Collins’ lead-guitar. Det er en rørende fortælling om besværlige valg, og det er smukt. Det starter langsomt, men med tiden udvikler det sig til et vildt, dynamisk guitar-orgie. (Pronounced’lĕh-‘nérd ‘skin-‘nérd) er et fabelagtigtalbum, der virkelig forstår at udnytte dynamik på fantastisk vis, og numrene er virkelig velgennemtænkte. Det har absolut fortjent at være nr. 100 album, jeg anmelder.

461 – Los Lobos – How Will the Wolf Survive? (1984)

Udgivet den af
Svar

How Will the Wolf Survive? var det amerikanske rockband Los Lobos’ tredje album og det første, de lavede på et større pladeselskab. Albummet åbner med et energisk, hårdtslående blues-rock-nummer ved navn Don’t Worry Baby. Det er rigtig godt valgt, at netop dette skulle være åbningen, da det virkelig får albummet igang med 3 minutters voldsom, Cream-inspireret energi. Efter dette går albummet dog ned i lydstyrke og hastighed med den mere country-rock-inspirerede A matter of Time, der handler om mexicanske immigranter i USA, hvliket er et passende emne, da Los Lobos var fra Mexico oprindeligt. Den har samtidig oven i den stille, landlige lyd også en mexicansk lydende klang, især i forsangerens stemme. Den mexicanske lyd bliver dog endnu mere fremtrædende på Corrida #1, der åbner med festlige mariachi-horn, og en melodi, der lige så godt kunne være en gammel folkesang – men den er helt original. De mexicanske traditioner fortsætter, og dermed bliver sange som Our Last Night og The Breakdown til mere end sædvanlige soft-rock-sange.

B-siden starter med en R&B-inspireret sang ved navn I Got Loaded. Den handler bare om at gå på druk, men den er dejlig sjov og letsindig. Da kommer et nummer, der overgår Corrida #1 hvad angår indflydelse fra mexicansk folkemusik, nemlig Serenata Norteña, der oven i købet er på spansk. Dens melodi bliver måske en kende vammel omkring omkvædet, men dynamikken gør den stadig værd at lytte til. Efter dette får man Evangeline, der er en sød lille soft-rock-sag om en ung pige af netop dette navn. Den er ikke rigtig rent melodisk noget specielt, men en smule legen med sproget gør den mere mindeværdig end ellers. I Got to Let You Know, som den næste sang på pladen hedder, er fuld af energi, fest og glade farver, noget som især sker på grund af utrolig hurtige trommer og sporadiske mariachi-horn, der bringer mere liv til sanguniverset.

Pladens næstsidste nummer er en instrumental sag ved navn Li’l King of Everything, og dennes store bedrift er uden tvivl stemningen. Den lyder næsten keltisk inspireret, hvilket tydeligvis ikke på overfladen virker som noget, der kunne fungere godt omgivet af alle disse mexicanske lyde og kompositionsteknikker, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke virker en smule sært på albummet. Der er dog virkelig brug for noget roligt efter I Got to Let You Know, så den passer som sådan ret godt ind, og hvis denne stille, instrumentale, middeltemposang var som alle de andre, var den nok meget mindre mindeværdig. Afslutningsnummeret er på samme måde som åbningsnummeret perfekt placeret. Det hedder Will the Wolf Survive?, og på samme måde som A Matter of Time omhandler den mexicanske immigranter, men lyden her er mere dramatisk og en kende mere fortvivlet og bombastisk, hvilket gør det til en god afslutning. Alt i alt er How Will the Wolf Survive en ulv, der om noget har overlevet tidens tunge tand takket være en god blanding af eksotisk mexicansk folkemusik og amerikansk rock.

478 – LL Cool J – Radio (1985)

Udgivet den af
Svar

LL Cool J udgav som blot 17-årig Radio, og det endte med at blive en af de mest indflydelsesrige hip hop-plader nogensinde. I højere grad end nogen anden før ham kunne han fornærme og prale. Han fik sig selv til at lyde viljestærk og rå, mens han på det groveste nedgjorde alle, der havde noget negativt at sige til ham. Ikke alene var det en helt ny måde at rappe på, som i dag har overlevet i næsten 20 år, men det var også det første hip hop-album som den i dag legendariske Rick Rubin producerede. Hans produktion har varieret meget gennem tiden, men den har næsten altid været meget hårdtslående, og Radio er ingen undtagelse. Han er samtidig meget minimalistisk. Der bliver ikke brugt meget andet end nogle simple, tunge rytmer og af og til nogle samplede guitarer eller andet i den dur. Den simple produktion fremhæver dermed LL Cool J selv. Han er da også en formidabel rapper, når han er bedst. Desværre er han ikke altid på sit højeste niveau, og pladens alder viser sig tydeligere år for år.

På åbningsnummeret, I Can’t Live Without My Radio, maler han sig op som en person, der har styr på det hele og fortjener respekt, hvilket folk da også giver ham, for han har nemlig en JVC-radio, hvilket åbenbart var et statussymbol i LL Cool J’s kvarter i midt-80’erne. Selvom en JVC-radio ikke er det, man oftest er stolt af at eje i 2012, bliver man let overbevist af sangen, om at LL Cool J ikke er en hr. hvem som helst. Hans stærke attitude fortsætter på resten af albummet med numre som You Can’t Dance, That’s A Lie og Rock the Bells hvor han spytter løs med fornærmelser af hårdeste skuffe, og han er rigtig god til det. Man har virkelig ikke lyst til at komme op og toppes med ham. Desværre er han ikke altid så god. LL Cool J var en af de første til at rappe kærlighedssange. På I Can Give You More går teksten heldigvis mere med at fornærme pigens nuværende kæreste, og på You’ll Rock går den mest med hvorfor han er så sej, at hun burde være sammen med ham, men når han gør sig mere blødsøden, lyder det bare kluntet – heldigvis sker det kun på I Want You, men den sang er så svær at tage seriøs, at det nok bare er bedst at springe den over

I modsætning til de kommende par års hip hop, bliver der næsten ikke samplet på dette album. I løbet af hele albummet, bliver der kun samplet på 5 sange, hvoraf de fleste er svære overhovedet at lægge mærke til. Mange af sangene, de sampler, kender jeg rimelig godt, men jeg lagde slet ikke mærke til det. Da jeg endelig slog op, hvor de var, kunne jeg godt høre det, og i mange af tilfældene giver det musikken mere punch – f.eks. hvor han sampler Flick of the Switch af AC/DC på Rock the Bells eller Owner of a Lonely Heart på That’s A Lie. Alt i alt er Radio en plade for alle dem, der gerne vil grave ned i hip hoppens historie. Dens simplicitet kan måske få den til at lyde tam nu til dags, og af og til er teksterne også lidt for tidstypiske til at man virkelig kan nyde albummet uden at tænke over dets historiske vigtighed. Men den historiske vigtighed er svær at ignorere, for hip hop var aldrig det samme, efter LL Cool J fik chancen til at prale om sin JVC-radio.

479 – Richard & Linda Thompson – I Want to See the Bright Lights Tonight (1974)

Udgivet den af
Svar

Richard Thompson havde i mange år spillet guitar for diverse andre musikere, og han var en af de absolut bedste i feltet. Han udgav i 1972 et ikke specielt succesfuldt soloalbum ved navn Henry the Human Fly, og oven på af de mildest talt  skuffende salgstal, slog han sig sammen med sin kone Linda, og deres debut som gruppe udkom i 1974 og hed I Want to See the Bright Lights Tonight. Richard Thompson havde tidligere spillet med navne som Fairport Convention og Nick Drake, så han var velbevandret i folk-rock-scenen. I Want to See the Bright Lights Tonight har derfor en meget folk-inspireret lyd. Richard og Linda var meget fattige, da de optog albummet, så ikke alene var budgettet meget smalt, men fattigdom er også et gennemgående tema på albummet. Glade sange som I Want To See the Bright Lights Tonight, The Litte Beggar Girl og When I Get to the Border handler om at få det bedste ud af næsten ingenting, og mere triste sange såsom The Cavalry Cross, Down Where the Drunkards Roll og The Great Valerio handler meget om de selvfølgelige lavpunkter ved fattigdom.

Både Richard, der jo ellers først og fremmest er en af verdens bedste folk-guitarister, og Linda synger for på dette album, og især Linda kan mærkes kraftigt. Hun har en smuk, smuk stemme, der især har effekt på de mere triste numre, og hendes sorg kan mærkes dybt nede. Hun er dog også fuld af entusiasme på numre som I Want to See the Bright Lights Tonight og We Sing Hallelujah, og især på The Little Beggar Girl er hun fuld af lystigt had, som hun synger linjer som “I travel far and wide to do the work that I do; ‘Cause I love taking money off a snob like you”, og det er absolut ikke til at stå for. Richard har slet ikke de samme vokale evner, men hans manglende perfektion i stemmen støtter på en eller anden måde billedet af det fattige ægtepar. Selvom Linda så ganske vist er en fantastisk sangerinde, har hendes stemme meget skævhed i sig. Hun lyder ikke som en Celine Dion eller en Whitney Houston, hun lyder bare som en meget ægte personlighed, der er helt nede på jorden.

Richard Thompson er som sagt en af de bedste guitarister nogensinde. Men hvor de fleste af de bedste rockguitarister tager udgangspunk i blues – Jimi Hendrix, Jimmy Page, Jeff Beck, Eric Clapton; ja selv nogle ikke nær så åbenlyse nogen som Eddie Van Halen, David Gilmour og Slash – tager Richard Thompson det meste fra folk, og stort set ingenting fra blues. Selvfølgelig, han er ikke den eneste fantastiske guitarist, der fuldstændig forkaster blues, men at han er i den minoritet, der gør det, gør hans lyd rigtig forfriskende. På I Want to See the Bright Lights Tonight lader parret sig også meget inspirere af britisk folkemusik. Krumhorn, Dulcimer, Mandolin og Concertina gør at instrumentationen virker overraskende og som sådan også som lidt af en rodebutik. Som om, det bare lige var det, der lå og flød. Men forstå mig ret, det er en god ting. Det lyder som om, hele albummet var bygget på, at få så meget ud af så lidt som muligt, så hvis den smule, de har, skulle være lige netop disse instrumenter, så må det jo være det, man må arbejde med. Hvis man er til folk-rock, så er Richard og Linda Thompson et par rigtig dygtige musikere, som med I Want to See the Bright Lights Tonight har skabt en 70’ernes mest livsbekræftende plader.

485 – Loretta Lynn – All Time Greatest Hits (2002)

Udgivet den af
Svar

Loretta Lynn er en af de mest roste countrysangerinder nogensinde, og hvis man vil høre hende, skal man nok helst finde sig et opsamlingsalbum. Hendes største hits fra 1964-78 blev i 2002 samlet på All Time Greatest Hits. Nu har jeg jo mine små problemer med countrymusik, så næsten uanset hvor god hun nu engang er, eller hvor stor betydning hun har haft for genren, så har jeg stadig svært ved at værdsætte hende. Så jeg vil starte med at snakke lidt om noget af det, jeg rent faktisk godt kan lide ved albummet: For det første er det, hvis vi kun ser på det som en opsamling, rigtig godt udvalgt. Jeg føler ikke, at nogle af Lynns mest kendte numre mangler, og det er generelt godt sammensat, så selv jeg, der jo ellers har mine problemer med country sagtens kan lytte alle 22 numre igennem. Jeg synes ikke selv, at Lynn varierer meget fra nummer til nummer, men der er sørget godt for, at to numre, der lyder alt for ens, aldrig kommer efter hinanden på All Time Greatest Hits.

Loretta Lynn er også en ganske god sangskriver. Desværre har hun ikke skrevet så mange af sangene på opsamlingen igen, men når hun gør, mærker man, at hun virkelig har noget at sige. Fist City handler f.eks. om Lynns tidligere mand, der er hende utro og oven i købet mishandler både hende og de andre kvinder, når nu han er i gang. Sangen er udformet som en advarsel, og den blev i sin tid bandlyst fra mange radiostationer, da dens tekst blev ret kontroversiel. Det behøver ikke at blive så slemt igen, før hendes tekst dog bliver interessant, men hendes bedste numre har alle til fælles, at hun selv helt eller delvist har skrevet dem. Selv før jeg vidste dette, syntes jeg at numre som Rated X og Coal Miner’s Daughter føltes mere reelle og nærværende end resten, så når hun er involveret, er det rigtig tydelig. Desværre er der dog kun 5 af dem i alt blandt de 22 numre på pladen. 5 andre numre er duetter med Conway Twitty, og dem har jeg noget sværere ved at holde ud. De er rigtig corny, og selvom begge er karismatiske personligheder, føles deres samspil bare så utrolig falsk og overfladisk.

Det største problem ved Loretta Lynn er det samme som for de fleste andre countrymusikere, nemlig lyden. Det lyder bare så ensartet, hvis du spørger mig. Jeg har svært ved at huske det meste af musikken, den føles kønsløs, og end ikke på sange med så tunge, hårdtslående tekster som Fist City eller Rated X kan jeg mærke en på nogen måde tilsvarende styrke i melodien. Når Lynn ikke selv har skrevet teksten, kunne man let risikere at teksten blev corny som bare pokker, men det sker heldigvis kun på duetterne. Nogle få af dem har rigtig gode tekster, der sagtens kan måle sig med Lynns, men de fleste er bare lige så lette at glemme som melodierne er. Hvis du er til gammeldags country, så er Loretta Lynn jo en klassisk sangerinde, som du nok bør lytte til, men for mig personligt, gjorde hun ikke meget specielt i løbet af de sangene på All Time Greatest Hits. Albummet indeholder til gengæld meget af det, hun er blevet berømt for – både på godt og ondt – så det er en god introduktion til Lynn, og hvis du ikke kan lide noget på det album, finder du næppe meget interessant i resten af hendes diskografi.