Tag-arkiv: Rock & roll

420 – The Beatles – With the Beatles (1963)

Udgivet den af
Svar

The Beatles er et af den slags bands, der virkelig ikke har brug for at blive introduceret. De debuterede i 1963 med albummet Please Please Me, og senere samme år udgav de opfølgeren, With the Beatles. Dette album starter rigtig stærkt ud med It Won’t Be Long der er en utrolig fængende, sjov, håbefuld sang, der klart viser Beatles gøre, det de er bedst til: at skrive fortræffelige melodier. De lyder meget inspireret af amerikansk rockmusik fra slutningen af 50’erne, navnlig Buddy Holly. Den efterfølgende All I’ve Got to Do er en ligeledes fantastisk sang. Den leger rigtig godt med tempoet, og dens charme er helt uimodståelig. Disse to første sange er sunget af John Lennon, men Beatles sørger jo altid for at gøre deres albums dejligt varierede med at skifte forsanger nu og da. Den Paul McCartney-sungne All My Loving er nok pladens bedste sang, og med sin dejlig simple melodi er den også noget af det mest fængende, Beatles har lavet. Den er dog så oprigtig og karismatisk, at den aldrig bliver så fængende, at det er irriterende. Den er næsten helt perfekt.

Den Harrison-skrevne og -sungne Don’t Bother Me er endnu et eksempel på gruppens utrolige evner som sangskrivere. Den er mere dyster end stort set alt det, gruppen ellers havde lavet dengang, men den fungerer virkelig godt, selv hvis man ikke tager i betragtning, at det er uvant territorium. Little Child, sunget af Lennon og McCartney i fællesskab, er en ret fræk lille sag om at byde op til dans. McCartney har selv beskrevet denne som albumfyld, men hvis det skulle være albumfyld, så er det noget af det bedste albumfyld derude. Til gengæld ville jeg kalde deres cover af Till There Was You albumfyld. Den er ret kedelig i deres udgave, selvom McCartney selvfølgelig er en fremragende sanger. Faktisk er Beatles generelt ikke så gode til covers, og de mange covers er absolut dette albums svageste side, og Please Mr. Postman og Roll Over Beethoven, sunget af henholdsvis Lennon og Harrison, er ikke undtagelser. Den McCarney-sungne Hold Me Tight er endnu et nummer, som visse af bandets medlemmer virkelig bare anså som fyld, og jeg forstår det lidt bedre her. Den er en smule banal, men selv når de ikke rigtig prøvede, lavede de rigtig gode melodier.

Da synger Lennon og Harrison et ret kedeligt cover af You’ve Really Got a Hold On Me. Denne bliver opfulgt af pladens uden tvivl bedste cover, nemlig en Ringo Starr-sunget udgave af the Rolling Stones-sangen I Wanna Be Your Man. Denne sang passer meget bedre til Beatles-stilen end de øvrige covers, og det kan nok have noget at gøre med at Lennon og McCartney skrev den i første omgang. Den er dejlig energisk og sjov, og den lyder af ren testosteron. Den bliver så opfulgt af pladens værste cover, der måske oven i købet er en af gruppens allerværste sange. Devil In Her Hart er virkelig kedelig, og det er bare en lang diskussion mellem kor og Harrison, der kan opsummeres med “jeg har ret” – “nej, jeg har ret”. Den næstsidste sang er Not a Second Time med Lennon, og blandt de originale melodier, er denne nok den, der gør mindst indtryk på mig. Den er ikke videre dårlig, men der sker utrolig lidt. Lennon afslutter slutter albummet af med et sidste cover, denne gang af Money (That’s What I Want). Det er ikke rigtig et dårligt cover, og det er rigtig energisk. With The Beatles er langt fra den bedste Beatles-plade. Hvis du ikke er stor Beatles-nørd, der har brug for at høre det hele, så kan du nok springe denne over. Men det er trods alt interessant at høre, hvad de startede med.

421 – Buddy Holly and the Crickets – The “Chirping” Crickets (1957)

Udgivet den af
Svar

Buddy Holly er et af de største ikoner i tidlig rock and roll-musik, og sammen med sit band, the Crickets, udgav han i 1957 sit første album. Det hed The “Chirping” Crickets og på dette finder man mange af Buddy Hollys mest berømte sange, heriblandt That’ll Be the Day, Not Fade Away og Oh Boy. Han starter ud med Oh Boy, og intet nummer ville virkelig kunne have startet et Buddy Holly-album bedre. Det er energisk, vildt og efter blot første gennemlytning sidder den godt fast i hovedet og efterlader et stort smil. Den ligeledes klassiske Not Fade Away følger lige efter, og det er igen et virkelig sjovt nummer. Man kan virkelig mærke, at Buddy Holly elsker at synge disse sange. De handler ganske vist alle sammen om kærlighed, men han lyder så oprigtig og lystig, at man bare begynder at elske ham tilbage. Hans charme er virkelig også det, der gør You’ve Got Love til sådan en god kærlighedssang, for selvom melodien ikke er ringe, ville sangen nok virke banal i hænderne på Frankie Valli eller Bruce Channel. Det samme kan nok siges om Maybe Baby, men den er dog noget kækkere i lyden, så den dur stadig.

Buddy Holly har jeg absolut ingen problemer med som forsanger, mens resten af the Crickets heller ikke forvolder mig nogen problemer med deres instrumentation. Det største problem i løbet af hele pladen er the Picks, der virkelig irriterer mig med deres personlighedsløse falsetter. På sølle tre numre medvirker de ikke, og selvom de ikke decideret ødelægger de ellers gode sange, er det dejligt, når de ikke er der. Det er ikke kun deres skyld, men jeg synes virkelig, It’s Too Late er et kedeligt, banalt nummer. Heldigvis er ingen af sangene på pladen længere end 2½ minut, så hvis du ikke kan lide et nummer, så er det heldigvis hurtigt overstået. Buddy Holly er uden tvivl bedst til det kække og lystige, og her kan jeg absolut sige, at Tell Me How Brillerer. Dog er den ikke nær så sjov og fængende som That’ll Be The Day, som jeg ville kalde hans allerbedste sang, og det er jeg ikke ene om. Hvis vi lige overser den i dag tragikomiske linje i omkvædet, der nævner dagen, han skal dø på, er dette en helt perfekt popsang. Det er en af de få sange uden the Picks på sig, og den er slet ikke til at stå for.

I’m Looking for Someone to Love er også rigtig sjov. Omkvædene er måske ret lange, hvilket er et problem, men man får nogle ret gode guitarsoloer mellem omkvæd og vers, så det opvejer lidt problemerne. Triste sange er ikke noget, Holly er specielt god til. Det viste han tidligere på It’s Too Late, og An Empty Cup (And a Broken Date) er faktisk værre. Den siger mig intet, og der er en alt for lang sektion, hvor kun the Picks synger. Send Me Some Loving er derimod et godt eksempel på, at han sagtens kan være sentimental. Det ødelægger ikke noget, at han er langsom, og ikke decideret spjætter af lykke. Dog er charmen på dette nummer ikke vildt langvarig, og det skulle nok ikke have været pladens længste nummer, selvom det jo så ikke siger så meget igen. Last Night kører meget i samme dur, og man kan godt blive lidt varm om hjertet, når man hører den. The “Chirping” Crickets afsluttes i det sjove hjørne med Rock Me My Baby. Sjældent har vrøvleord lydt så oprigtigt som derpå. The “Chirping” Crickets har sine fejl og mangler – det havde de fleste albums fra før Beatles-æraen, men dette albums største problem er faktisk længden. Man føler det er slut, næsten så snart det er begyndt. Det kan dog stadig anbefales til alle fans af klassisk rock and roll.

448 – Cheap Trick – In Color (1977)

Udgivet den af
Svar

Det amerikanske band Cheap Tricks andet album, In Color, udkom i 1977, og det er fyldt med powerpop af højeste kvalitet. Pladens åbningsnummer, Hello There, er kun halvandet minut langt, men det åbner albummet rigtig godt, og siden er det blevet brugt som åbningsnummer til mangen Cheap Trick-koncert. Der er virkelig gang i det, og så er det utrolig fængende. Det viser på imponerende vis, hvordan man ikke behøver at gentage noget specielt mange gange, før det er fængende – omkvædet bliver sunget sølle to gange, og alligevel er sangen umulig at få ud af hovedet, og i koncertform har den også fået et tilsvarende afslutningsnummer ved navn Goodbye Now, der kører over samme melodi. Og efter denne sang kommer stribevis af ligeså fængende sange, der dog er en del længere. De er alle mellem 2½ og 4½ minut, så de er ikke specielt svære at sluge, og de er generelt ikke specielt vovede, hverken musikalsk eller lyrisk. Det er meget, meget simple lyriske emner, man finder på In Color, og mens dette selvfølgelig gør, at teksterne er knap så dybe, er samtlige sange rigtig lette at gribe fat om.

Den simpleste af dem alle er den mest berømte, I Want You to Want Me, og den viser rigtig godt, hvor sublimt denne simplicitet kan virke. Versene er stort set bare titlen, gentaget igen og igen, hvor ordet “Want” bliver erstattet med “Need”, “Love” og “Beg”. Og resten af sangen er virkelig heller ikke svært at forstå. Det er en af verdens simpleste kærlighedssange, men den fungerer rigtig godt. Og igen, så er melodien virkelig noget at bide mærke i. Den er bare umulig at få ud af hovedet. Alle melodier er skrevet af Rick Nielsen, som er ham fyren med kasketten, som du ikke kan se på coveret. Du kan se ham på bagsiden. Det er en meget morsom intern joke hos bandet, og det er sådanne små finurligheder, der gør dem specielle. En anden finurlighed er Rick Nielsens berygtede femhalsede guitar, hvorpå han sjældent spiller på mere end to af halsene og næsten aldrig rører han den nederste hals. Men han er så sandelig også god til at skrive rigtig fængende musik. Ikke et nummer sidder ikke godt fast efter et par gennemlytninger, og mange gange har jeg fanget mig selv i at synge med, uden at jeg bemærkede det før halvandet minut inde.

Sangene er fra start til slut generelt rigtig kække og lystige. Nogle er meget bløde, f.eks.  I Southern Girls og den førnævnte I Want You to Want Me, men rigtig ofte går det faktisk over i at være hård rock. De hårdere numre er opført meget i stil med åbningsnummeret, Hello There, altså med masser af attitude og kraftige guitarer. Der er virkelig gang i den på numre som Big Eyes, Clock Strikes Ten og Come On, Come On. Disse numre er godt blandet sammen med de blødere numre, så det føles godt flydende, og heldigvis er der også numre som Downed, Oh Caroline og So Good to See You, der ikke så let lader sig kategorisere så let som enten det ene eller det andet. Dog er Nielsens letsindige, simple, måske endda en kende fjollede melodier og tekster konsekvente nok, til at man kan mærke en rød tråd i musikken. In Color har hele vejen igennem rigtig fængende melodier og masser af personlighed, og albumstrukturen er der ikke noget i vejen med heller. Det er ikke specielt intellektuelt udforerende, men det er powerpop sjældent – det er bare en simpel, sjov oplevelse.

451 – MC5 – Back in the USA (1970)

Udgivet den af
Svar

I 1969 debuterede MC5 med live-albummet Kick Out the Jams, der var noget af det hårdeste, groveste, mest rebelske rockmusik endnu havde budt på, og det er opfattet som en af de vigtigste forgængere for punkmusik. Og de fleste kender ikke så meget til resten af deres diskografi, men året efter udgav de deres første studiealbum, Back in the USA. Det er et helt, helt andet væsen end Kick Out the Jams. Den store indflydelse for alt på Back in the USA er nemlig rock and roll fra 50’erne, hvorfor albummet da også er navngivet efter en Chuck Berry-sang, som de da også slutter af med at lave et cover af. Nu var punk stadig ikke rigtig en genre, men de har dog gjort deres lyd meget grimmere og vildere end Chuck Berry, Bill Haley, Little Richard eller Elvis Presley, og det er især tydeligt, når man tager pladens to covers, åbningsnummeret Tutti Frutti, oprindeligt af Little Richard, og førnævnte afsluttende titelnummer, og sammenligner dem med originalerne. Mellem disse er der dog 9 andre sange, og en god portion af dem fortjener mere genkendelse, end de får.

Efter deres utrolig hurtige udgave af Tutti Frutti leverer de to ligeledes rigtig hurtige, energiske, denne gang originale numre i form af Tonight og Teenage Lust. De er rigtig gode til at tilføje deres eget mere beskidte præg til denne klassiske rock and roll-lyd. Sangene lyder ikke rigtig som taget direkte fra den tid, især på grund af mange af de lyriske urenheder, og melodierne føles også en smule for punkede, men man kan tydeligt høre elementer af klassikerne. De er dejligt lette at sluge, og de er generelt rigtig sjove. De fleste sange på albummet er forholdsvis korte, og den længste sang, Let Me Try, som kommer derefter, er nok også uden tvivl den værste. Den er langsom, intetsigende, og melodien fremprovokerer virkelig ingen følelser. Der kommer hurtigt fut i fejemøget med Looking At You og High School, som virkelig udnytter melodiernes simplicitet til deres fordel. Det er letsindigt og sjovt, og det er faktisk også ganske dynamisk. Og så kommer pladens måske mest fængende originale sang i form a testosteron-bomben Call Me Animal, som også virkelig er hvert sekund værd.

Lidt politiske vover de endda at blive på The American Ruse. Politik ville blive vigtig del af punkmusikken. Den handler om at den amerikanske ungdom blev malet ind i et hjørne af regeringen, og de har rigtig grov attitude, og man kan let høre, hvor stor en betydning, de har haft på punkmusikken. Da kommer Shakin’ Street der på ret uimponerende vis vender tilbage til de simplere tekster om sex, stoffer og rock ‘n’ roll tidligere på albummet. Den er sjov og fængende nok, men som opfølger til The American Ruse tager den langt færre chancer, end man håber på. Det næstsidste nummer, The Human Being Lawnmower vender heldigvis tilbage til det politiske ved at hakke groft ned på amerikanernes deltagelse i Vietnamkrigen. Og som tidligere nævnt slutter den af med et cover af Back in the USA af Chuck Berry, og denne sangs glæde for fædrelandet får pludselig en meget ironisk klang, når den høres lige efter en så kritisk sang som The Human Being Lawnmower. Back In The USA er fyldt med dejlig punket rock and roll. Det er en forfriskende drejning på genren, men man kunne godt ønske sig, at der var lidt mere variation mellem numrene. Den er dog under en halv time lang, så det når aldrig rigtig at blive til et større problem.

461 – Los Lobos – How Will the Wolf Survive? (1984)

Udgivet den af
Svar

How Will the Wolf Survive? var det amerikanske rockband Los Lobos’ tredje album og det første, de lavede på et større pladeselskab. Albummet åbner med et energisk, hårdtslående blues-rock-nummer ved navn Don’t Worry Baby. Det er rigtig godt valgt, at netop dette skulle være åbningen, da det virkelig får albummet igang med 3 minutters voldsom, Cream-inspireret energi. Efter dette går albummet dog ned i lydstyrke og hastighed med den mere country-rock-inspirerede A matter of Time, der handler om mexicanske immigranter i USA, hvliket er et passende emne, da Los Lobos var fra Mexico oprindeligt. Den har samtidig oven i den stille, landlige lyd også en mexicansk lydende klang, især i forsangerens stemme. Den mexicanske lyd bliver dog endnu mere fremtrædende på Corrida #1, der åbner med festlige mariachi-horn, og en melodi, der lige så godt kunne være en gammel folkesang – men den er helt original. De mexicanske traditioner fortsætter, og dermed bliver sange som Our Last Night og The Breakdown til mere end sædvanlige soft-rock-sange.

B-siden starter med en R&B-inspireret sang ved navn I Got Loaded. Den handler bare om at gå på druk, men den er dejlig sjov og letsindig. Da kommer et nummer, der overgår Corrida #1 hvad angår indflydelse fra mexicansk folkemusik, nemlig Serenata Norteña, der oven i købet er på spansk. Dens melodi bliver måske en kende vammel omkring omkvædet, men dynamikken gør den stadig værd at lytte til. Efter dette får man Evangeline, der er en sød lille soft-rock-sag om en ung pige af netop dette navn. Den er ikke rigtig rent melodisk noget specielt, men en smule legen med sproget gør den mere mindeværdig end ellers. I Got to Let You Know, som den næste sang på pladen hedder, er fuld af energi, fest og glade farver, noget som især sker på grund af utrolig hurtige trommer og sporadiske mariachi-horn, der bringer mere liv til sanguniverset.

Pladens næstsidste nummer er en instrumental sag ved navn Li’l King of Everything, og dennes store bedrift er uden tvivl stemningen. Den lyder næsten keltisk inspireret, hvilket tydeligvis ikke på overfladen virker som noget, der kunne fungere godt omgivet af alle disse mexicanske lyde og kompositionsteknikker, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke virker en smule sært på albummet. Der er dog virkelig brug for noget roligt efter I Got to Let You Know, så den passer som sådan ret godt ind, og hvis denne stille, instrumentale, middeltemposang var som alle de andre, var den nok meget mindre mindeværdig. Afslutningsnummeret er på samme måde som åbningsnummeret perfekt placeret. Det hedder Will the Wolf Survive?, og på samme måde som A Matter of Time omhandler den mexicanske immigranter, men lyden her er mere dramatisk og en kende mere fortvivlet og bombastisk, hvilket gør det til en god afslutning. Alt i alt er How Will the Wolf Survive en ulv, der om noget har overlevet tidens tunge tand takket være en god blanding af eksotisk mexicansk folkemusik og amerikansk rock.