Kategoriarkiv: 1972

320 – Nick Drake – Pink Moon (1972)

Udgivet den af
Svar

Nick Drake er en alt for overset musiker. Hans deprimerede, torturerede sjæl var byggesten for tre fantastiske albums, men den gjorde ham også meget sky, og det ledte desværre også til hans alt for tidlige død, da han begik selvmord i 1974 som blot 26-årig. Den sidste plade, han nåede at optage hed Pink Moon, og han udgav den i 1972, to år før sin død. To år før denne udgav han Bryter Later, som var en teknisk imponerende plade med sin varierede, barokke instrumentation. Med Pink Moon ville han dog tage det ned på et mere basalt niveau. Det er et godt gammeldags folk-album, det varer under en halv time. Nick Drake er den eneste, der spiller på hele albummet, og kun på en enkelt sang, nemlig titelnummeret, spiller han foruden guitar også klaver. Dette sørger for, at Pink Moon bliver til en meget intim plade, hvor Drakes følelser kommer rigtig tydeligt igennem. Han starter albummet rigtig godt ud med det smukke titelnummer, der opgivende snakker om dommedagens kommen. Det er dramatisk, men mest af alt er det trist. Man får rigtig ondt af Drake, og klaveret gør faktisk det hele tristere, fordi det kun optræder, når han ikke synger.

Nick Drakes sangskrivning er noget for sig. På sangen Know begynder han ikke at synge før halvvejs gennem nummeret, og efter 20 sekunder med sang, så vender Drake tilbage til bare at nynne. Den kører over et ret ensformigt guitarriff, men det virker faktisk. Det lyder som et forvirret indblik i Drakes sind, og det føles lidt som en Groundhog Day-situation. Drakes guitarspil er naturligvis en stor del af pladen – det er det eneste, der optræder på samtlige numre – og det er helt sublimt. Han spiller som sådan ikke noget specielt kompliceret, men han får det til at lyde som en drøm, nok fordi han lægger så mange følelser i, og nok også fordi det føles utrolig godt sammensat. På en sang som afslutningsnummeret, From the Morning, går guitaren konstant op og ned, og ikke en tone lyder forkert, selvom den gør mange forskellige ting. Blandt de mange flotte numre finder man også to instrumentale sange, og det er virkelig smukt at høre, hvor flot Drake stadig kan udtrykke sin depression uden at sige et ord.

Hvis et album rammer en perfekt længde, så er jeg altid rigtig glad, og jeg er ikke bange for at kritisere albumlængde. Når man har en plade på under 30 minutter, så kan det ofte ske, at man synes, pladen er ufuldendt. Pink Moon føles dog fuldstændig afrundet. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan man skulle kunne forlænge dette album. Desuden, så er tempoet generelt meget langsomt, lyden er generelt meget stille, sangene er generelt meget triste, og de er næsten alle spillet udelukkende på guitar. Man har brug for mere varieret instrumentation og nogle hurtigere, mere højlydte og gladere sange, hvis man skal have et længere album til at fungere dynamisk, men sådan noget ville bare ikke passe ind på Pink Moon. Det er et dybdegående, seriøst indblik i en deprimeret mands sind, og intet musik reflekterer det bedre end det, der er på den. Mere ville gøre denne korte plade for lang, for så ville vi bare få mere af det samme. Pink Moon er det, alle, der sætter sig ned og skriver triste sange med en akustisk guitar, burde drømme om at lave. Der er kvalitet fra hoved til hale herpå.

321 – Randy Newman – Sail Away (1972)

Udgivet den af
Svar

Jeg har tidligere sagt, at jeg ikke er den store fan af Randy Newman. Det vil jeg stadig ikke sige, men han har i hvert fald sine flotte øjeblikke mellem de kedeligere numre, og disse er mere fremtrædende på hans tredje album, Sail Away, end på noget andet, han har lavet. Normalt plejer jeg at hakke lidt på Newmans mangel på interessant instrumentation. Det kan jeg dog ikke gøre for særlig mange af numrene på Sail Away. Der er ganske vist sange som Simon Smith and the Amazing Dancing Bear og God’s Song, hvor man ikke finder andre instrumenter end Newmans klaver, men tit har han nogle virkelig skønne strygere med sig. Flot brug af strygere ses f.eks. på numrene Sail Away, Burn On og He Gives Us All His Love. Jeg ved ikke om det blot er mig, der er blevet mere moden i min forståelse af sangskrivning, men hans melodier virker her meget skarpere end ellers. Sangene kører virkelig gnidningsfrit, og de minder mig om en af mine yndlingssangskrivere, nemlig Tom Waits. Tom Waits var uden tvivl inspireret af Newman på sine tidligste plader, især af sange som Lonely at the Top og Last Night I Had a Dream.

Newman er også meget varieret i sin sangskrivning. Igen, tidligere syntes jeg, at det hele lød ens, men på denne plade virker det som om han bare prøver alle teknikker af. Han afspejler både glade, nærmest naive følelser med sange som Simon Smith and His and the Amazing Dancing Bear og mere dystre stemninger med et nummer som Lonely at the Top. Med det sagt, så er ikke alt på Sail Away fantastisk heller. Jeg har virkelig svært ved at huske sange som Old Man og Dayton, Ohio – 1903. Memo to My Son er ikke helt i samme kategori som disse, men den er en forholdsvis monotom sang, der samtidig i sin lyd minder ret meget om Mama Told Me Not to Come, som Newman skrev til Three Dog Night og selv optog en udgave af i 1970. Sail Away fortjener som alle Newmans tidligste plader stor ros for sin længde. Sangene bliver aldrig ved i længere tid end de kan tåle, og der er ikke for mange af dem. Til trods for de kun 30 minutter, pladen varer, så er man godt mæt i slutningen. Man får en så tætpakket oplevelse, at man sagtens kan blive tilfreds af de 30 minutter.

På denne plade finder man også sangen You Can Leave Your Hat On – ja, den sang, Joe Cocker ville gøre populær i 80’erne. Jeg kan nok bedst lide Newmans udgave. Det klæder sangen at være så langt nede på jorden, og det ret ensartede klaverriff virker ret irriterende i Cockers bombastiske udgave. Foruden dette, så er sangen bare mere varieret med Newman på sig. Jeg har endnu slet ikke nævnt mandens fantastiske tekster, der var det første, jeg bemærkede ved ham. Han er virkelig sarkastisk, og han rører mere ved politik på dette nummer end på nogen anden plade. Jeg elsker hans fortælleteknik, hvor han ofte synger fra et synspunkt, som han ikke er enig i. Hans bedste øjeblikke i denne teknik er på denne plade i form af Sail Away, He Gives Us All His Love, Political Science og God’s Song. Han behøver dog ikke at være så bitter i sin lyrik for at være interessant. Han kan sagtens bare nydes for at være forfærdelig legesyg. Lonely at the Top, Last Night I Had a Dream og Simon Smith and the Amazing Dancing Bear. Jeg elsker virkelig dette album, og jeg forventede slet ikke at kunne lide det. Selv hvis du ikke kan lide Newman normalt, så giv Sail Away en chance.

357 – Elton John – Honky Château (1972)

Udgivet den af
Svar

Efter tre vidunderlige albums i form af en selvbetitlet gennembrudsplade, Tumbleweed Connection og Madman Across the Water var det begyndt at være svært for Elton John at holde sig på det sædvanligt høje niveau. Han gjorde det ikke desto mindre med den efterfølgende Honky Château fra 1972. Denne plade starter med den sjove, poppede, energiske Honky Cat. Ingen Elton John-plade førhen har nok startet med en sang, der så flot har fungeret som åbningsnummer. Den sparker virkelig energisk gang i albummet. Den efterfølgende Mellow er, som titlen antyder, noget langsommere. Den er en ret fed melodi, men personligt gør den ikke rigtig noget for mig. Dens følelser er ret store, og især i starten fungerer den rigtig godt, men i længden er den ret let at komme til at glemme. Til gengæld er I Think I’m Going to Kill Myself et helt fantastisk nummer. Den er i lyden en dynamisk, sjov og energisk popsang, mens teksten handler om selvmord. Kontrasten er fantastisk opspillet, og sarkasmen er på et niveau, jeg ikke forventede, at Elton John havde mod på.

Sangen Susie (Dramas) er en enorm kærlighedssang af den slags, som kun Elton John kan finde ud af. Klaveret bliver banket synder og sammen, og man får et stort smil på læben, hver gang, man hører den. Efter denne kommer megahittet Rocket Man (I Think It’s Going to Be a Long, Long Time), og den fortjener uden tvivl sin berømmelse. Den er kraftigt inspireret af David Bowie-hittet Space Oddity, og mens den ikke når de højder, er der stadig meget charme og følelse i instrumentation, melodi og charme. Den er rigtig godt skruet sammen, og man kan mærke mange lag i musikken. Salvation er endnu en sang, som bare har sine enorme øjeblikke. Den starter naturligvis stille, så der bliver skabt kontrast i forhold til den bombastiske Rocket Man (I Think It’s Going to Be a Long, Long Time), men efterhånden bliver den så eksplosiv, at det føles som om, man hører en Martin Luther King-tale. Apropos ham, hedder det næste nummer Slave. Det er en ret fed sang, selvom dens kraftige country-elementer var knap så attraktive, da jeg hørte den første gang. De ender dog med at tilføje meget charme, og den føles mere unik deraf.

Sangen Amy er en begærlig sang om længsel. Den udvikler sig meget, og mod slutningen kommer en helt fantastisk sektion, hvor melodien er i staccato, og dette er virkelig tidspunktet, hvor sangen skinner. Det er et af hele albummets højdepunkter, og hele albummet er ellers rigtig sjovt. Den næstsidste sang på albummet hedder Mona Lisas and Mad Hatters, og det er en rigtig sentimental, tænksom sang, der viser at Elton John stadig kan brillere med de langsomme sange. Det er et af albummets absolutte højdepunkter, og de melodiske skift er noget af det smukkeste, Elton John har skrevet. At dette ikke var en single undrer mig gevaldigt. Albummet afsluttes med sangen Hercules. Det er ikke verdens stærkeste melodi, men albummet afsluttes meget klimaktisk på grund af det vilde rock and roll-klaver, den lavt mixede vokal og det enorme doo wop-kor. Den føles også meget afrundende, da den beskriver sangens hovedperson som en kat – præcis som Honky Cat gjorde. Honky Château er et af Elton Johns fineste øjeblikke. Hvis du kan lide pop-rock, så er dette et rigtig godt album i genren. Der er nogle få svipsere, men generelt er kvaliteten rigtig høj.

374 – Eagles – Eagles (1972)

Udgivet den af
Svar

I 1972 debuterede en rockgruppe, der sidenhen ville ende med at blive en af de mest populære bands nogensinde med en lille, landlig, countryinspireret plade. Bandet hed Eagles, og det hed pladen simpelt nok også. Dette åbner med et af gruppens mest populære numre, Take It Easy, som er skrevet i samarbejde med Jackson Browne, og det er rigtig tydeligt. Den lyder virkelig meget af hans stil, og han har skam også lavet et ganske fint cover af den, men originalen, sunget af Glenn Frey, er nok min favorit. Meget af dette har noget at gøre med Bernie Leadons sjove banjo, der giver sangen lidt ekstra kant og ekstra charme. Ligeledes er Witchy Woman et virkelig godt nummer. Dette er sunget af Don Henley, der med sin cool, sprøde stemme giver sangen virkelig meget drama. Den er meget hårdere end åbningsnummeret, og man kan også fornemme en del blues-inspiration her. Det er ganske fortræffeligt. Chug All Night er igen sunget og skrevet af Glen Frey. Det er en sjov sang om druk og sex, og den har igen elementer af hård rock, mens man dog sagtens kan høre country-indflydelsen. Det er en vældig sjov sang.

Most of Us Are Sad er helt nede på det basale niveau, og da dette også er skrevet af Frey, viser det flot hans diversitet. Den er sunget af Randy Meisner, der på sentimental vis synger om sin tristhed. Teknisk er det ikke det mest imponerende, gruppen har lavet, men det prøver det heller ikke på at være. Det er bare et førsteklasses soft-rock-nummer. Hvis Take It Easy ikke lød af Jackson Browne, så gør Nightingale det i hvert fald. Denne er skrevet udelukkende af Browne, men den er dog sunget af Don Henley, der efter min mening har en mere interessant stemme end Browne. Det er vild, sjov rock and roll, som det er bedst. Det er faktisk nok et af de bedste numre, Browne har skrevet. Den Leadon-sungne Train Leaves Here This Morning er et af de mest rendyrkede country-numre, bandet har lavet. Derfor er det nok ingen overraskelse at jeg, der ikke ligefrem er stor fan af country, ikke er så glad for dette nummer. Den er oven i købet skrevet i samarbejde med Gene Clark fra the Byrds, hvis ældre materiale jeg er rigtig glad for, men jeg er ikke just den største fan af deres country-rock-periode.

Det har nogle flotte harmonier, men er som helhed en ret kønsløs, kedelig sang. Jeg kan til gengæld ret godt lide den dramatiske Take the Devil, som er sunget og skrevet af Randy Meisner. Den lyder meget af den håbløshed, som man kender fra sange som Hotel California. Earlybird er sunget af Leadon, og den er et af de fedeste numre på pladen. Igen spiller Leadon også smukt banjo, og sangen har masser af attitude. Der er en sær fløjtelyd, som for nogle nok kunne være irriterende, men for mig gør den bare sangen sjovere. Peaceful Easy Feeling er ikke skrevet af noget medlem men af Jack Tempchin. Det er en fremragende sang, og den fortjener at være blandt gruppens mest kendte, men jeg føler ikke helt, at den passer blandt de andre. Det er nok fordi, de ellers har så meget personlighed i deres melodier, og derfor føles denne sang så anderledes fra resten, selvom pladen ellers har et ret bredt omfang. Det Meisner-sungne og -skrevne afslutningsnummer Tryin’ er sjov rock and roll af fedeste skuffe, og det fungerer godt som albummets klimaks. Eagles er en rigtig god debut. Der er lidt problemer i kanterne, men albummet fungerer stadig meget godt.

378 – Toots and the Maytals – Funky Kingston (1972)

Udgivet den af
Svar

Den jamaicanske vokalgruppe Toots and the Maytals er et af de største navne indenfor reggae-musik, og selvom de havde udgivet mange albums før det, er deres mest populære album nok alligevel Funky Kingston fra 1972. Det album er også spækket med gode sange. Ingen af melodierne er noget videre banebrydende eller oplysende, men de giver et vædlig godt indblik i jamaicansk musikkultur. Og så er det også oftest virkelig sjovt. De fleste af pladens sange er virkelig skægge at lytte til, og man bliver også virkelig let i dansehumør. Sangerne, især forsanger Toots Hibbert er i så oprigtigt godt humør, at det virkelig let smitter af. Hvis man ikke er i alt for trist humør, så kan nogle af disse sange klart gøre din dag bedre. De fire første numre, Sit Right Down, Pomp and Pride, deres cover af Richard Berrys Louie Louie (bedst kendt med the Kingsmen), og deres cover af Ike og Tina Turners I Can’t Believe er så gode som de nok kunne blive i forhold til ambitionsniveauet, som lader til bare at være at lave noget sjov musik. Men nogle gange har man ikke brug for noget videre ambitiøst, nogle gange skal det bare være sjovt, og det kan Toots and the Maytals finde ud af!

Da albummet kun har otte numre på sig, fylder disse fire halvdelen af albummet, og denne halvdel er jo virkelig fed. Niveauet falder dog ret meget med anden halvdel. Redemption Song er ikke et cover af Bob Marleys klassiker, den var slet ikke skrevet endnu, det er til gengæld en ret middelmådig sang. Toots and the Maytals er nemlig virkelig gode, når vi snakker glæde og sjov, men på en tristere sang som denne, har de virkelig svært ved at røre mig. Pladens værste sang er et cover af doo-wop-sangen Daddy’s Home af Shep and the Limelites. Originalen er ikke engang noget specielt, men med Toots and the Maytals bliver den langsommere, mere monotom og næsten dobbelt så lang, og den gentager sig også oftere. Det er ikke fuldkommen uudholdeligt, men jeg kan slet ikke se, hvorfor de syntes, at det her var en god idé at udgive. Jeg kan ikke mærke nogen motivation, nogen spilleglæde, nogen følelse. Det er ikke engang rigtigt reggae. Det er bare en doo-wop-sang, der tilfældigvis har en reggae-rytme.

Det bliver heldigvis godt igen med det pragtfulde titelnummer, der også er en af gruppens mest berømte sange. Her bliver det endelig virkelig sjovt og musikalsk interessant. Det er uden tvivl pladens bedste sang, for lyden er virkelig varieret og interessant. Der sker hele tiden noget nyt, og det føles mere ambitiøst end noget andet på pladen. Hvis hele albummet var så godt, ville det være helt perfekt. It Was Written Down er ikke nær så godt som noget på første halvdel, men det har absolut masser af charme. Det afslutter dog albummet på en ikke specielt tilfredsstillende måde. Jeg hader nemlig virkelig, når et album afslutter med at fade. Jeg kan slet ikke holde det ud. Hvis et album slutter af med et fade, føler jeg, der burde komme mere, men det gør der ikke. Det føles ikke komplet. Toots and the Maytals har fortjent deres plads i reggae-historien, men som med de fleste reggaekunstnere, vil jeg nok hellere anbefale en opsamling eller bare at lytte til individuelle singler. Dog er Funky Kingston slet ikke et dårligt album, det har bare nogle ret markante fejl på sig. Hvis du kan lide andet af Toots and the Maytals, så kan pladen godt anbefales, men det er ikke den mest helstøbte eller berigende oplevelse, du kommer til at få.

402 – Dr. John – Dr. John’s Gumbo (1972)

Udgivet den af
Svar

Mac Rebennack, bedre kendt som Dr. John, var født og opvokset i New Orleans, så mange af hans store inspirationer kom naturligvis derfra, navnlig deres legendariske R&B-scene. I 1972 udgav han da Dr. John’s Gumbo, der består næsten udelukkende af covers af New Orleans-klassikere. Åbningsnummeret er Iko Iko, oprindeligt af James “Sugar Boy” Crawford, og i Dr. Johns udgave er den ikke til at stå for. Melodien er fængende, og selvom sproget ofte er det rene volapyk, er det en del af nummerets charme, og det er der masser af. Det er upoleret som bare pokker, men det på den fede måde. Huey “Piano” Smiths Blow Wind Blow følger derefter, og selvom energien ikke er nær så ufatteligt høj, så er det et ret sjovt nummer, selvom Dr. Johns udgave næppe bliver den, der forbliver længst tid i din hukommelse. Hans fortolkning af Earl Kings Big Chief er til gengæld sublim. Orgelet er dejlig spøjst, og messingblæserne der på er også rigtig gode. Fløjteportionen i starten er også fantastisk.

Pladens eneste originale nummer er Somebody Changed the Lock, og det er faktisk heller ikke spor skidt. Det er skrevet meget lig klassikerne, og hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg nok tro, at det var en New Orleans-standard, så autentisk føles det. Samtidig har det dog et enkelt strejf af moderne flair, der gør nummeret friskt. Da kommer der virkelig fut i fejemøget med et virkelig energisk cover af Ray Charles’ Mess Around. Klaveret derpå er et helt virvar af fantastiske lyde, som bare overfalder hinanden en efter en. Det er næsten lidt for meget, men det er nu virkelig sjovt alligevel. Dr. John vender tilbage til Earl King med Let the Good Times Roll. Det er en fuldkommen udødelig melodi, og Dr. John behandler den med respekt og ynde. Og med ynde mener jeg råt og beskidt, præcis som det skal lyde. Den traditionelle Junko Partner er en rimelig simpel R&B-sang, men Dr. John leverer det som sædvanligt imponerende med flot instrumentation og en unik stemme. Hans vidunderlige stemme viser dog for alvor sine evner med den ligeledes traditionelle Stack-a-Lee, der lyder fuldkommen vidunderlig med ham, og hans klaverspil er også super!

Professor Longhairs Tipitina er også virkelig flot fortolket på denne plade. Hvis klaveret får fokus i noget nummer, så er det her, og det lyder sørme også godt. Dr. John hylder Earl King en sidste gang med Lonely Lonely Nights. Det er ikke ligefrem den mest imponerende sang på pladen. Jeg har intet imod den, men den gør intet for at stikke ud blandt resten. Pladens næstsidste nummer er en medley af tre Huey “Piano” Smith-sange, og få medleyer hænger så godt sammen. Overgangen fra High Blood Pressure over Don’t You Just Know It til Well I’ll Be John Brown er så naturlig, at man slet ikke lægger mærke til det. At kalde dette en medley virker nærmest som en fornærmelse, for nummeret er så utrolig komplet. Afslutningsnummeret Little Liza Jane, også oprindeligt af Huey “Piano” Smith. Det er en rimelig fed afslutning, og nummerets gospel-indflydelse gør mig virkelig i godt humør. Det gør hele albummet som sådan. Dr. John’s Gumbo er bare sjov med sjov på, og det er ikke til at stå for!

438 – Big Star – #1 Record (1972)

Udgivet den af
Svar

The Box Tops havde i 1967 et rigtig stort hit med The Letter, og denne sang introducerede verden til den helt utrolige sanger og guitarist Alex Chilton. I 1970 gik bandet hvert til sit, og Chilton dannede Big Star med trommeslager Jody Stephens, sanger og guitarist Chris Bell og bassist Andy Hummel. I 1972 udgav de så en debut med det simple navn #1 Record. Albummet starter ud med den meget energiske Feel, der er fuld af masser af interessante elementer. Rock and roll-klaver, en flot saxofonsolo og godt med saft og kraft i guitarens power-akkorder. Og et kor sørger også virkelig for at løfte Chris Bells vokal op mod nye niveauer. En af gruppens stærkeste sange er The Ballad of El Goodo. Der er rigtig meget følelsesmæssig styrke i den sang, og det er en af Alex Chiltons bedste vokalpræstationer. Og koret sørger virkelig også for at give sangen fylde og størrelse. Den Bell-sungne In The Street er også et helt fantastisk nummer. Det er i den mere energiske afdeling, og Bells riff er dejlig fængende. Den var ikke engang et hit, men den lugter så langt væk af 70’erne, at Cheap Tricks cover af den blev gjort til temasangen for tv-showet That 70’s Show.

Den Chilton-sungne Thirteen er nok et af de bedste numre nogensinde. Jeg ville kalde det en af de 5 allerbedste kærlighedssange, jeg har hørt. Den er egentlig ikke andet end Alex Chiltons stemme, to guitarer og til tider et kor. Men denne simple lyd passer helt perfekt til sangen. Teksten er fuldstændig direkte, så der er i grunden ikke meget at forstå. men den er mange genhør værd på grund at det væld af følelser, Chilton lægger i vokalen. Don’t Lie to Me bliver sunget af Bell, og det er en af de simpleste melodier på pladen, men den er rigtig fængende, og den bluesrock-inspirerede lyd derpå er ganske unik blandt resten af sangene. Da kommer den eneste sang, trommeslager Andy Hummel synger for på, The India Song. Det er en ganske sød sang, og selvom Hummels den er dejligt drømmende, er den en kende fjollet og intetsigende, og Hummels falset kan godt ende med at blive ret så irriterende. Det er også den eneste sang, Hummel har skrevet, og det er måske den svageste sang, Big Star lavede på de tre oprindelige plader. Chilton overtager heldigvis nok engang mikrofonen på When My Baby’s Beside Me, som er endnu en stærk, fængende poprock-sang.

Chris Bell ryger da op i en helt enorm form for lykke på My Life Is Right, og Alex Chilton drømmer med dejligt mange strygere på Give Me Another Chance. For ikke at forglemme Chris Bells yderst oprigtige ballade, Try Again. Alle tre sange er rigtig gode, forstå mig ret, det er det meste af albummets sidste halvdel, men den første del af albummet griber meget bedre fast om lytteren. Feel, The Ballad of El Goodo, Thirteen og In the Street er virkelig fængende, stærke melodier, der griber godt fast om lytteren, og der er virkelig kun én sang på sidste halvdel, der på samme måde kan fange min interesse som lytter. Det er den Watch the Sunrise med Chilton på Vokal. Det er et helt perfekt nummer, hvor Chilton oser af lykke og oprigtige tanker om, at alt nok skal gå. Det ville det så ikke, ville senere albums vise, men Chilton var jo ikke profet, bare en dygtig musiker. Chilton og Alex synger til sidst sammen på et ganske kort nummer ved navn ST/100. Det føles ikke så meget som et helstøbt nummer men rettere som en outro til en af de bedste powerpop-plader, der nogensinde er blevet lavet. Det er ikke perfekt, men der er rigtig mange stærke sange.

449 – War – The World Is a Ghetto (1972)

Udgivet den af
Svar

Da the Animals gik hvert til sit i 1969, valgte forsanger Eric Burdon at begynde at lave funkmusik, og da dannede han War, et rigtig stort band på dengang hele 8 medlemmer. I 1971, efter to plader, forlod Burdon dem, og de resterende 7 medlemmer begyndte da at udgive plader uden ham. Deres tredje album uden Burdon, The World Is a Ghetto, fremviser tydeligt de 7 medlemmers rigtig store musikalske evner, og foruden funk iblander de også en hel del rock, blues, jazz, soul og psykedelisk musik på de 6 numre, albummet har på sig. Med kun 6 numre kan man jo hurtigt ane, at et par stykker må være rigtig lange, for ellers havde vi jo kun en EP. Og det er også ganske rigtigt, så hvis man ikke er til rigtig lange eksperimenterende numre, så skal man holde sig væk. Det er til gengæld ganske let for enhver at nyde åbningsnummeret, The Cisco Kid, som lyrisk er baseret på novellefiguren af samme navn. Men det er ikke det vigtige. Det vigtige er, at det er rigtig funky og sjovt, og der er virkelig mange forskellige instrumenter, der bliver brugt, så sangen bliver meget levende.

De bliver lidt i de kortere, funky sange endnu med den frække Where Was You At, der om noget bygger op mod vildskab, især med en flot saxofonsolo mod slutningen, der ganske diskret peger mod, det næste nummer på pladen, City Country, City. Det er et instrumentalt nummer, og selvom man stadig kan mærke bandets funk-rødder, er det her nærmest mere et jazz-nummer end noget andet. Og det er oven i købet et rigtig godt jazz-nummer, der til trods for at være over 13 minutter langt, forbliver interessant fra start til slut. I starten er det ganske roligt med en saxofon, der minder lidt om den fra foregående nummer, men med tiden kommer der gang i butikken med et hektisk orgel. Striben af lange numre fortsætter med Four Cornered Room, der er meget langsomt og psykedelisk. Den gentager meget det samme i de første 2 minutter, men det skaber en eller anden form for trance. Den er en ret speciel sang, der udvikler sig meget roligt, men den bliver efterhånden rigtig vild og destruktiv. Og til trods for den meget stille udvikling, de mange gentagelser og den langsomme melodi, sker det hele hurtigt nok, til at man ikke bliver træt af det.

Et andet nummer, der virkelig bliver bombastisk med tiden til trods for en ret spinkel begyndelse, er titelnummeret, der ligeledes er rigtig langt og ganske psykedelisk. Det udvikler sig dog langt hurtigere, hvilket også er på sin plads, for langsom udvikling kan måske fungere på et enkelt nummer, men man skal ikke gøre det for meget. Alle 7 musikanter er virkelig i topform i løbet af dette nummers 10 minutter, og sangerne ender med at lyde fuldstændig bimmelim – på den gode måde. Efter disse tre rigtig lange numre slutter albummet af med et af mere almindelig længde. Beetles In the Bog følger den destruktive trend, albummet efterhånden har fået skabt, og til trods for sin længde, får den faktisk rundet albummet af, og fra første sekund er albummets klimaks begyndt. The World Is a Ghetto er et rigtig farverigt album. Det er fyldt med overraskelser i alle mulige retninger, og de blander utrolig meget forskellig musik sammen i et stort, sammenhængende spektakel. Der er meget få funkplader, der kan overgå denne, hvis du spørger mig.

491 – Mott the Hoople – All the Young Dudes (1972)

Udgivet den af
Svar

Siden deres debut i 1969 havde Mott the Hoople haft manglende kommerciel succes med den hårde rock, de lavede. I 1969 fik en anden musiker dog succes: David Bowie fik et enormt hit med Space Oddity, og over de næste par år blev Bowie kun mere succesfuld, imens Mott the Hoople overvejede at forlade branchen fuldstændigt. David Bowie var stor fan af dem, og derfor havde han selvfølgelig hørt rygterne. Da opsøgte Bowie i starten af 1972 dette ellers totalt ukendte band, og tilbød dem en sang han havde skrevet, der hed All the Young Dudes. Dette nummer var ikke rigtig noget, der mindede om resten af Mott the Hooples diskografi, da de jo før mest havde lavet hård rock, mens Bowie i løbet af 70’erne havde udviklet glam rock-genren, der var storladen, pompøs og selvironisk. Det var noget af et vendepunkt for Mott the Hoople, for selv de havde næppe en anelse om, hvor meget dette nummer ville påvirke resten af deres karriere. Sangen blev udgivet som single i Juli 1972, og i september udkom den på et album, som ligeså kom til at hedde All the Young Dudes.

All the Young Dudes er en sang om lige det, titlen antyder. Det refererer til meget af tidens kultur, men den er stadig en helt og aldeles tidløs sang. Man mærker rebelsk tankegang og manglende fokus. Man kulde kalde det for en ironisk kritik af ungdommen, men selvom den selvfølgelig ikke maler ungdommen op som absolutte engle, er det en ren hyldest af ungdommelig letsindighed, og dermed både dennes gode og dårlige sider. Så jo, deres største hit fortjener sin berømmelse, men hvad med resten af albummet? Det er også rigtig godt. Kun titelnummeret er skrevet af Bowie, men man mærker hans indflydelse hele vejen igennem. Det åbner med et cover af Sweet Jane af The Velvet Underground, som jo også havde inspireret Bowie meget, og coveret er meget lavet i Bowie-stil. Hvis jeg ikke var større Bowie-nørd end jeg nu engang var, ville jeg næppe kunne høre, at det ikke var Bowie. De andre 7 sange er alle skrevet af gruppens medlemmer, og de er også ganske habile sangskrivere.

Sucker er et af mine personlige yndlingsnumre. Det er en fængende, skæv sang, der har en meget finurlig lille overgang, der går plink-plank-plink-plank, på et strengeinstrument, som jeg ikke har kunnet finde ud af navnet på, men det lyder en kende asiatisk. Et andet nummer, der virkelig udmærker sig er Ready For Love/After Lights, et nummer der har melankolske vers, der i stemning minder mig meget om Aerosmiths klassiske Dream On, der blev udgivet året efter. Omkvædet er fængende og hårdtslående, og det sørger for at melankolien ikke gør sangen for kedelig, samtidig med at tonen ikke bliver totalt ruineret. Det største problem med dette album er, at de fleste af omkvædene kun er en enkelt linje, der bliver gentaget igen og igen eller varieret minimalt på. Sådan noget er normalt ikke noget, der irriterer mig, men det sker så ofte her, at det suger lidt af energien væk. Mott the Hooples målgruppe er ret simpel at definere: Lyt til All the Young Dudes, hvis du kan lide David Bowie, og hvis du ikke har lyttet til nok Bowie, til at den anbefaling betyder noget for dig, så lyt til noget Bowie først, for det burde være en langt vigtigere prioritet.