440 – Beck – Sea Change (2002)

Beck gjorde sig i 1993 berømt med sangen Loser, der er en meget abstrakt, fængende, alternativ sang, der på blot fire minutter blander så meget rock, folk, country, hip hop, psykedelisk musik og blues, at man ikke rigtig kan kalde det for nogen bestemt genre. I 1996 udgav han så albummet Odelay, der blev rost til skyerne til højre og venstre for bl.a. ekstrem høj kreativitet og variation. Beck var nu blevet en stjerne indenfor den mere barokke, sære, eksperimentelle afdeling af musikverdenen. Derfor chokerede det mange, da han i 2002 udgav Sea Change. Beck havde altid været meget uforudsigelig, men Sea Change overraskede nok især mange, fordi det var et forholdsvist traditionelt lydende album. Det er lidt af en blanding af folk og Radiohead. Det har nok meget at gøre med at albummet er produceret af selveste Nigel Godrich, der har produceret alle Radiohead-albums siden OK Computer fra 1997. Han gør lyden rigtig fyldig og interessant. Mens Sea Change kunne være endt som blot et ganske simpelt akustisk folk-rock-album, gjorde Godrich det til et rigtig rigt lydunivers, uden dog på nogen måde at distrahere fra Becks rørende fortællinger.

Becks tekster er utrolig kraftige på dette album. De er egentlig ganske vage, men det gør dem kun lettere at forholde sig til, selvom det selvfølgelig gør det sværere at forstå den store helhed. Det handler dog ikke rigtig om at forstå denne helhed, da det er et meget følelsesdrevet album. Og følelserne kommer rigtig tydeligt igennem, og man kan rigtig let følge med i dem. Hele albummet, med undtagelse af It’s All in Your Mind, blev skrevet på 2 uger, efter Beck og hans kæreste slog op med hinanden. Der er derfor rigtig stor fokus på hjertesorg og følelsesmæssig tumult. Hvis jeg skulle sige noget negativt om Becks anden musik, ville det være, at der sjældent er specielt mange følelser afspejlet i musikken, selvom det på sin vis også har sin charme. For at citere en anden anmelder, som jeg desværre ikke har kunnet finde ud af navnet på, repræsenterer Becks tidligere albums kunstneren Beck. Sea Change repræsenterer mennesket Beck Hansen. Beck er rigtig godt nede på jorden, og han føles utrolig oprigtig og reel. Man kan slet ikke høre, at dette er en form for musik, han ikke var vant til at lave.

Nigel Godrich sørger også for at tilføje masser af elementer, der virkelig sørger for at drive musikken i den rigtige retning. Især de mange strygere, som man i øvrigt knap nok lægger mærke til, gør musikken til en mere hel oplevelse. Der er i de sidste mange år blevet lavet rigtig mange kedelige sange med en fyr, der bare sidder med sin akustiske guitar og driver den af, fordi det er den absolut simpleste form for musik at lave. Kend nogen akkorder, sammensæt et par stykker af dem, og begynd at nynne lidt til dem, og før du ved af det, har du din melodi. Så skal du bare finde på en eller anden tekst, og så er du færdig. Der er utrolig mange, der ikke går meget længere end det, men Beck og Nigel Godrich har sørget for at polere albummet, så det er lige det, det skal ende med at være. Og Godrichs produktion giver også større dynamik, da bl.a. strygere sørger for at tilføje stor variation i lyden, da der ofte opstår helt enorme klimakser, hvor alle mulige lyde når sammen om at skape noget spektakulært. Sea Change er et formidabelt album. Hvis du ikke decideret har noget imod folk-rock, så lyt til det. Det er helt utroligt.

444 – Boogie Down Productions – Criminal Minded (1987)

Boogie Down Productions bestod af D-Nice, Scott La Rock og KRS-One, og det helt store  navn i denne trio er uden tvivl KRS-One, der, hvis du spørger mig, den mest morsomme rapper nogensinde, og denne gruppes debut, Criminal Minded fra 1987, viser klart både hans og Scott La Rocks talenter. D-Nices bidrag er, så vidt jeg ved, ikke specielt store, han var vist mest en beatboxer, som de havde med til koncerter, men han får da lige en mindre optræden i starten af South Bronx i en dialog med Scott La Rock. Hr. La Rock er albummets DJ, og i højere grad end nogen anden af tidens grupper, sørger Boogie Down Productions på Criminal Minded for at vise en stærk kemi mellem DJ og rapper. Der er faktisk ikke et enkelt nummer, hvorpå KRS-One ikke nævner Scott La Rock – og det kan både være i et komplimenterende eller drillende lys. Sangen Super-Hoe, handler faktisk om Scott La Rocks i følge KRS-One rimelig overdrevne sexvaner. Der bliver gjort tykt grin med ham, og jeg kunne nok forestille mig, at det var et ret pinligt nummer for ham, men at han stadig arbejdede med på det, viser virkelig deres venskab.

Albummet er også fyldt med rigtig festlige samples. Hvis du kender sangene, burde de være ret lette at få øje på; Get Up Offa That Thing og Get Up, Get Into It, Get Involved af James Brown på South Bronx, Hey Jude af the Beatles på titelnummeret eller Back in Black af AC/DC på Dope Beat. Det er ikke just de mest ukendte sange, og jeg kan ikke sige, at de her bliver brugt på forfærdeligt anderledes end i originalerne. Især Dope Beat bruger Back In Blacks guitarriff latterligt simplistisk – det er lidt som hvordan Vanilla Ice og MC Hammer blev berømte stort set eksklusivt gennem dovne samples af klassikere. Jeg kan dog ikke benægte, at det så stadig lyder rigtig godt, selvom det ikke er videre kreativt. KRS-One er til gengæld en rigtig kreativ rapper. Han er aldrig specielt seriøs, heller ikke selvom han kaster til højre og venstre med udtalelser om, hvad han kan finde på at gøre med en pistol. Man skal kunne klare, at han ser rimelig let på forholdsvis seriøse ting, men hvis man kan det, så er hans rim utrolig sjove og varierede.

En af mine egne yndlingssange fra pladen er 9mm Goes Bang, som fortæller en historie om at KRS-One begår nogle rigtig koldblodige mord, og han gør det på rigtig barnlig maner. Det er måske en smule dårlig smag, men Boogie Down Productions forstod virkelig at skubbe nogle grænser, og Criminal Minded er absolut ikke et album, man skal introducere for folk med et dårligt forhold til hip hop. En hel del sange herpå kunne nok opfattes som nogle af de tidligste eksempler på gangsta-rap, så indflydelsesrig har pladen også været. Og til trods for et par dovne samples, så sidder produktionen virkelig også i skabet. Hvert eneste beat lyder rigtig godt, og de mange samples af især funksange gør musikken meget mere levende, og det gør igen, at det er lettere at fokusere på KRS-Ones fantastiske leg med ordene. Criminal Minded af Boogie Down Productions er en plade, der kan anbefales til enhver fan af hip hop. Hvis du ikke kan lide hip hops vanlige toner, så skal du dog blive væk, for albummet er ikke så fantastisk på grund af dets emner – det er fantastisk, fordi KRS-One og Scott La Rock leverer det med klasse.

456 – Big Star – Third/Sister Lovers (1978)

Alex Chilton, der tidligere havde sunget megahittet The Letter med The Box Tops, da han var en bette purk på 16 år, dannede i 1971 Big Star, en powerpop-gruppe, der desværre totalt undgik større popularitet indtil lang tid efter, de gik hvert til sit. Deres to første albums er fremragende, let tilgængelige powerpop-plader, som alle med smag for pop-rock bør kigge lidt til. Deres tredje album, blev i første omgang udgivet som 3rd, siden som Sister Lovers, og siden 1992, hvor udgaven, jeg selv har lyttet til, blev udgivet, har den heddet Third/Sister Lovers. De forskellige udgaver har forskellige rækkefølger, men dette er udgaven, der minder mest om det, Chilton selv ønskede. Third/Sister Lovers er en ret besværlig plade. Man skal nærmest kende konteksten om Chiltons depression, før den rammer helt plet, men den er uden tvivl stadig fuld af rigtig stærke melodier. Den starter rimelig stærkt med den hårdtslående Kizza Me, hvori Chilton decideret bønfalder sin kæreste efter et lille kys, som hun ikke vil give ham. Det lyder måske ikke som noget specielt, men meget af styrken ligger i, at Chiltons stemme egner sig perfekt til fortvivlelse og nervøsitet. Han spiller rollen helt perfekt – såfremt det i første omgang blot er en rolle.

Den fortsætter med Thank You Friends, der igen i første omgang virker som en simpel taksigelsessang, hvor han takker alle, der har gjort det her mulig. Dog har han nok engang denne nervøse klang i stemmen, nok fordi han slet ikke takker dem. For han var deprimeret, og hvis man ikke skulle vide det i forvejen, så bliver det gjort rigtig klart på det tredje nummer, Big Black Car. Det er en langsom, minimalistisk sang, og den er rørende på en helt unik, utrolig oprigtig måde. Knap så oprigtig er Jesus Christ, en sang om frelseren Jesu fødsel, sunget med en stemme, der slet ikke tror på det. Han har altså opgivet ideen om mirakler. Med 14 forskellige sange på sig, kan jeg ikke gennemgå alle, men klare highlights er også Holocaust og Kangaroo, der kommer lige efter hinanden. De er meget langsomme, meget som Big Black Car, og de er om muligt endnu mere rørende. Holocaust med en grum, grum tekst; Kangaroo med en ligeså grum lyd. Man kan nærmest høre Chiltons sind falde sammen.

Efter disse sange kommer Stroke It Noel, der handler om, hvordan Chilton bl.a. fik afløb fra sine sorger: han onanerede. Man kan faktisk næsten høre det på strygerne og Chiltons stemme, som sangen nærmest afslutter med en orgasme. Der er rigtig mange forrygende numre på Third/Sister Lovers, og 1992-udgaven kan uden tvivl anbefales over alle de andre. Det bedste ved pladen er dog nok, at den slet ikke prøvede på at afspejle Chiltons depression. Det var bare de musikalske ideer, han fik under den. Det viser virkelig noget om, hvordan hjernen påvirkes. Albummet afsluttes med Take Care, endnu et af de mange enestående numre, pladen har at byde på. Det prøver rent lyrisk ikke blot på at runde pladen af, men det kunne nærmest lyde som om, den skulle runde Chiltons liv af. Han levede heldigvis op til 2010, men hans stemme, melodien, og hans mange gentagelser af sangens titel, får det til at lyde som om, det her var slutningen på det hele. Men selv hvis det havde været, ville det være en slutning, der rundede det hele perfekt af. Ikke blot sangen, men hele Third/Sister Lovers.

467 – Bob Dylan – Love and Theft (2001)

Bob Dylan er et af det tyvendes århundredes største musikere. Han revolutionerede folks opfattelse af, hvad der var kønt at lytte til, samtidig med at han skrev nogle af 60’ernes mest rørende melodier og tekster. Ikke alt, han lavede, var lige utroligt, men når han var på toppen, var han revolutionerende, følelsesrig og endda en kende provokerende, og han var til trods for de små fejltrin, der af og til blev begået, rigtig ofte på toppen. Så kom 80’erne, og det årti var ikke flinkt mod Dylan. Han lavede selvfølgelig stadig meget god musik, men meget lidt var på nogen måde værd at sammenligne med 60’ernes og 70’ernes materiale. Dylan var ved at være irrelevant, indtil han udgav nyklassikeren Time Out of Mind i 1997. Det er et formidabelt album, som jeg skal anmelde senere, men 4 år efter udgav han så endnu et album, Love and Theft. Han iførte sig end endnu grovere lyd, der perfekt passede til det, hans ellers altid spøjse stemme havde udviklet sig til. Den var blevet slidt, og det var han også selv. Han kunne i dette lys kigge tilbage på sin fortid med et meget modent blik, og man kan tydeligt høre på hans stemme, at han har oplevet lidt af hvert.

Dylan tager på Love and Theft meget fra blues- og country-musik, men han blander begge genrer meget sammen med sin personlige stil, så man ikke behøver at være stor fan af nogen af delene for at kunne lide albummet. Et par af sangene er faktisk bygget op på samme måde som en gammel Robert Johnson-sang ville være, men man lægger knap nok mærke til det, før man prøver at grave lidt i musikken. Det er meget formidabelt at kunne bruge det format på en ny måde, for det blev brugt til døde op gennem 50’erne og 60’erne, så at skabe unikke sange med den konstruktion i 2001 er noget af en præstation. Han fortæller meget om sine oplevelser i beskidte dele af USA, som f.eks. på nummeret Mississippi, der handler om hans oplevelser i området, sangen er navngivet efter; om alle de specielle personligheder han mødte, om hvordan det var at være der. Det kunne for enhver anden være en hel livshistorie – for Dylan er det blot en lille del af den.

Han har også nogle langsommere, sørgelige numre, der minder en del om de langsommere numre på Time Out of Mind. Po’ Boy og High Water (For Charlie Patton) – de er spillet meget simplistisk, men de er skrevet med store følelser i spil, der næppe ville komme nær så kraftigt igennem, hvis de skulle bryde en mur af al for meget andet lyd. Der er dog rigelig med dynamik – de lægger trods alt på samme album som så instrumentalt interessante numre som Cry a While og Tweedle Dee & Tweedle Dum, der slår rigtig hårdt med kraftige tekster og tung instrumentation. Der er ikke et dårligt nummer på Love and Theft, og der er virkelig ikke meget andet negativt, man heller kan sige om det. Det fortjener måske ikke samme ros som Highway 61 Revisited eller Blood on the Tracks, men de færreste albums kan det – det er et knaldgodt album for alle fans af Bob Dylan, og det er svært at tænke på, at der er så mange endnu mere fantastiske plader i hans diskografi.

475 – Bruce Springsteen – Tunnel of Love (1987)

Bruce Springsteens ægteskab med model og skuespillerinde Julianne Phillips var i 1987 i stor fare. Det gik mildest talt ikke for godt, og det skete både på grund Springsteens og Phillips’ handlinger. De havde utrolig mange problemer i forholdet, og samtidig havde Springsteen stadig sværere og sværere ved at skjule, at han ikke rigtig kunne repræsentere arbejderklassen, som han havde gjort det så ofte tidligere. Bruce Springsteen var en rigmand nu, så han besluttede sig for at lave en hel plade, der omhandlede et emne, som han havde noget mere at gøre med hans personlige liv. I 1987 udgav han så Tunnel of Love. Noget rigtig dejligt ved pladen er, at han slet ikke prøver at skjule sin berømmelse og rigdom. Nej, han vader ikke i det, men han åbner decideret med at fortælle om alle de materielle ting han har – men han har ikke sin ægtefælle, synger han på Ain’t Got You. Det er en sød lille sang, men albummet bliver for alvor stærkt, som man når lidt længere i at lytte til det.

Tougher Than the Rest handler om, hvad Springsteen har at byde på. Han er ikke en smuk drømmeprins, der siger alt det rigtige, men han kan holde til lidt af hvert. Og i løbet af det ægteskab har han klaret meget, og man kan høre tydeligt i hans stemme, at han er godt udkørt. Men han er villig til at fortsætte. I løbet af hele albummet er han ude på at redde deres ægteskab, og selvom det ikke lykkedes, kan man absolut ikke sige, at han ikke prøvede. Blandt alle Springsteens værker, tror jeg aldrig, han har lydt nær så oprigtigt desperat som på One Step Up, Brilliant Disguise eller All That Heaven Will Allow. Dette skyldes ikke blot Springsteens stemme eller hans tekst, det skyldes i særdeleshed også musikken. The E Street Band bliver ikke brugt voldsomt på albummet, og det var det sidste album i lang næsten ti år, hvor de i det hele taget spillede, men de få bidrag, de har, tilføjer meget. Det er dog nok bedst, at de kun spillede sporadisk, for ni personer i bandet kunne nok let have gjort oplevelsen for pompøs og i værste fald upersonlig.

Han har både nogle langsomme numre og et par stykker med mere gang i den, og at der kommer fut i fejemøget, gør ikke at han føles mindre oprigtig. Det gør blot hans ønske om et lykkeligt ægteskab mere højlydt. Energien er ikke en negativ side, nej det er rettere noget, jeg ville sige om et par få af de langsomme numre. Forstå mig ret, jeg elsker mange af dem, men Walk Like a Man og Valentines Day har bare melodier, som slet ikke rammer de tilhørende teksters kvalitet. Det lyder som albumfyld, men teksterne er absolut mere værd, så jeg synes næsten, at det er synd, at melodierne har så lidt at byde på. Og det er ikke fordi, de er langsomme, der sker bare ikke nok i dem. One Step Up og Tougher Than the Rest er smukke sange, og de er også ret langsomme, men de er mere dynamiske og instrumentalt bearbejdede. Alt i alt er Tunnel of Love et smukt indblik i sindet på den ene halvdel af et besværligt ægteskab, og det er rigtig rørende. Springsteen har aldrig været så sårbar eller personlig, men musikken i sig selv når slet ikke hans toppunkt.